Jeg skal i aften tale til Dem om fattigdom set som en forbrydelse. Jeg kan ikke gøre mig forhåbning om, på så kort tid, i særlig grad at overbevise Dem; men mest væsentligt af alt, hvad jeg gerne vil fremføre for Dem, er det, at fattigdom er en forbrydelse. Jeg mener sandelig ikke, at det er en forbrydelse at være fattig. Mord er en forbrydelse; men det er ikke en forbrydelse at blive myrdet; og en mand, som lever i fattigdom, betragter jeg ikke som en forbryder i sig selv, men som et offer for en forbrydelse, som andre, måske også han selv, bærer ansvaret for. Fattigdom er en forbandelse, den bitreste forbandelse, det ved vi alle. Carlyle havde ret, da han sagde, at det helvede, som englændere frygter mest, er fattigdommens helvede; og det er sandt, ikke kun for englændere, men for folk i hele den civiliserede verden, uanset af hvilken nationalitet de måtte være. Det er for at undslippe dette helvede, at vi arbejder, strider og kæmper; og ofte fortsætter med arbejdet af gammel vane, længe efter at nødvendigheden af det er ophørt. 
    Den forbandelse, som vokser frem af fattigdom, rammer ikke alene de fattige; den løber gennem alle klasser, endog til de mest velhavende. Også de lider; de må lide; for der kan ikke i et samfund være lidelse, hvorfra en enkelt klasse fuldstændig kan undslippe. Dårligdommen, forbrydelsen, uvidenheden, ondskaben, som fødes af fattigdommen, giften om man vil, er selve den luft, som både rig og fattig må indånde. 
     Fattigdom er uvidenhedens moder, ophav til forbrydelser. Jeg gik i morges igennem en af Deres gader, og jeg så tre mænd gå med hænderne lænket sammen. Jeg vidste med bestemthed, at disse mænd ikke var rige; og, selv om jeg ikke ved for hvilken forbrydelse, de blev ført i lænker gennem Deres gader, kan jeg roligt sige, at hvis man skulle efterspore årsagen, så vil man nå frem til et eller andet udslag af fattigdom. Jeg tror at man, hvis man undersøger sagen, vil finde, at ni tiendedele af al menneskelig lidelse skyldes fattigdom. Hvis en mand vælger at være fattig, begår han ingen forbrydelse derved, såfremt hans fattigdom ikke skader andre end ham selv. Hvis en mand har nogen, som er afhængige af ham; hvis der er kone og børn, som han har pligt til at forsørge, så er det, hvis han af egen vilje vælger fattigdommen, en forbrydelse - ja, og jeg mener, at i de fleste tilfælde, så unddrager de mænd, som ikke har nogen udover sig selv at forsørge, sig deres pligt. Der kommer en kvinde ind i enhver mands liv; og for hver mand, som lever alene, og bare passer sig selv, er der en kvinde, som berøves sin naturlige forsørger. Men mens en mand, som vælger at være fattig, ikke kan tiltales for nogen forbrydelse, så er det i sandhed en forbrydelse at tvinge andre til fattigdom. Og for mig synes det klart, at størstedelen af dem, som lider under fattigdom, er fattige, ikke på grund af særlige, personlige mangler, men på grund af forhold, som samfundet generelt påfører dem. Derfor mener jeg, at fattigdom er en forbrydelse, ikke en individuel forbrydelse, men en social forbrydelse, en forbrydelse, som vi alle, rige eller fattige, er ansvarlige for. 
     For to eller tre uger siden gik jeg en søndag aften til gudstjeneste hos en berømt Brooklyn-prædikant. Mr. Sankey sang, og der foregik noget, som mindede om en vækkelse. Præsten fortalte nogle anekdoter, som havde forbindelse med vækkelsen, og opregnede nogle af årsagerne til, at mennesker ikke lever som kristne. Et af de eksempler, som han fremdrog, betog mig. Han sagde, at han i menigheden, aften efter aften, havde bemærket en mand, som lyttede alvorligt, og som gradvist rykkede længere frem. En aften, sagde prædikanten, var han gået hen til ham og havde spurgt: "Min broder, er De ikke rede til at blive kristen?" Manden svarede, nej, det var han ikke. Han sagde det ikke aggressivt, men i en sorgfuld tone; prædikanten spurgte ham hvorfor, om han ikke troede på de sandheder, han havde påhørt? Jo, han troede på dem alle. Hvorfor ville han så ikke være kristen? "Jamen," sagde han, "jeg kan ikke slutte mig til kirken uden at måtte opgive min forretning; og den er nødvendig til forsørgelse af min kone og mine børn. Hvis jeg opgiver den, ved jeg ikke, hvordan i alverden jeg skal klare mig. Jeg havde det hårdt, indtil jeg fik min nuværende forretning, og jeg har ikke råd til at opgive den." Prædikanten spurgte: "Er De spiritusforhandler?" Nej, han solgte ikke spiritus. Tjah, sagde prædikanten, han havde ikke den ringeste ide om, hvad manden beskæftigede sig med; for ham så det ud til, at spiritussalg var den eneste profession, som ville kunne forhindre manden i at blive kristen; og til sidst sagde han: "Hvad er Deres profession?" Manden svarede "Jeg sælger sæbe." "Sæbe!" udbrød prædikanten, "sælger De sæbe? Hvordan i alverden kan det forhindre Dem i at blive kristen?" "Jo," sagde manden, "det forholder sig således; sæben, som jeg sælger, er en af disse patentsæber, som i reklamer udtrykkeligt siges at kunne rense tøj meget hurtigt, uden at den indeholder nogen skadelige bestanddele. Hvert stykke sæbe, som jeg sælger, er pakket ind i papir, hvorpå der er trykt den meddelelse, at det ikke indeholder skadelige kemikalier, selv om sandheden er den, at det gør den, og at den, selv om den fjerner snavset fra tøjet temmelig hurtigt, i løbet af kort tid fuldstændig vil ødelægge det. Jeg er nødt til at tjene til dagen og vejen på den måde; og jeg føler ikke, at jeg kan blive kristen, hvis jeg sælger den sæbe." Præsten fortsatte med at beskrive, hvordan han uden held havde forhandlet med denne mand, og sluttede med at sige: "Han holdt sig til sin sæbe og mistede sin sjæl." 
     Men, hvis denne mand mistede sin sjæl, var det så alene hans egen skyld? Hvis skyld er det, at de sociale omstændigheder er sådanne, at mennesker må træffe et frygteligt valg mellem det, som deres samvittighed byder dem, og nødvendigheden af at ernære sig? Jeg holder på, at det er samfundets skyld; at det er vores allesammens skyld. Epidemier er en forbandelse. Den mand, som ville bringe kolera til dette land, eller den mand, som ville have magt til at forhindre den i at bryde ud, men undlader at gøre det, ville begge være skyldige i en forbrydelse. Fattigdom er værre end kolera; fattigdom dræber flere mennesker end epidemier, selv i gode tider. Se på dødsstatistikkerne i vore byer; se, hvor døden rammer først; se, hvor det er, at små børn dør som fluer - det er i de fattige kvarterer. Og det menneske, som skødesløst overser skadevirkningerne af denne pest, det menneske, som ikke sætter sig for at bekæmpe den, han er, siger jeg, skyldig i en forbrydelse. 
     Hvis fattigdom er påført af den magt, som står over os alle, så er den ikke en forbrydelse; men hvis fattigdom er unødvendig, så er den en forbrydelse, som samfundet er ansvarlig for, og som samfundet må lide under. 
     Jeg mener, og jeg tror ikke, at nogen, som ser på disse fakta, kan undgå at se det, at fattigdom er ganske unødvendig. Det er ikke ved dekret fra den Almægtige, men på grund af vores egen manglende retfærd, vores egen egoisme, vores egen uvidenhed, at denne plage, værre end nogen epidemi, hjemsøger vores civilisation, og bringer nød og lidelse og nedværdigelse, og nedbryder sjæle såvel som legemer. Se udover verden, i denne civilisationens velmagtstid, det nittende århundrede. I ethvert civiliseret samfund under solen vil man finde mænd og kvinder, hvis livsvilkår er værre end blandt de vilde; mænd og kvinder og små børn, med hvem den primitiveste vilde ikke ville kunne tåle at bytte. Selv i denne nye by, omgivet af jomfruelig jord, har De i denne vinter måttet iværksætte en hjælpeaktion. Deres veje har været fyldt med vagabonder. Man har sagt mig, at femten på et tidspunkt måtte søge ly i en remise her. Og som det er her, er det allevegne; og fattigdom er værst, hvor rigdommen er mest udbredt. 
     Hvad er mere unaturligt end dette? Der er intet i naturen som denne fattigdom, der besætter os i dag. Vi ser rovdyr i naturen; vi ser én dyreart overfalde en anden; men generelt æder dyr ikke deres artsfæller; og hvor vi ser en dyreart leve i overflod, får alle dyr af samme art del. Intet menneske, tror jeg, har nogensinde set en flok bisonokser, hvor få var velnærede og det store flertal magre. Ingen har nogensinde set en fugleflok, hvor to eller tre var flommefede, mens resten var skind og ben. Heller ikke i de vildes levevis er der et fænomen som den fattigdom, der stortrives i vort civiliserede samfund. 
     I et samfund på primitivt niveau er der tider med mangel, tider hvor folk sulter; men det gør de på tider, hvor jorden har nægtet at give afgrøde, hvor regnen ikke er faldet fra himlen, eller hvor landet har været plaget af en katastrofe - ikke når der er overflod. Derimod er det et besynderligt særkende for denne moderne fattigdom, at den er værst, hvor rigdommen er mest udbredt. 
     Og, i dag, hvor der i hele den civiliserede verden er så megen uro, så megen nød, hvad er det da for et råb, som vokser i styrke? Hvad er den nugældende forklaring på de hårde tider? Overproduktion! Der er så meget tøj, at mennesker må gå i laser, så meget kul, at mennesker må ryste af kulde i de bitre vintre, kornkamre så overfyldte at folk faktisk dør af sult! Nød på grund af overproduktion! Er en større absurditet nogensinde blevet udtalt? Hvordan kan der være overproduktion, før alle har nok? Det er ikke overproduktion; det er uretfærdig fordeling. 
     Nødvendig fattigdom! Jamen, tænk på de enorme kræfter, der skjuler sig i den menneskelige hjerne! Tænk på, hvordan opfindelser sætter os i stand til med kraften fra en mand at gøre, hvad der for kort tid siden ikke kunne gøres med kraften fra tusind. Tænk på, at alene de dampmaskiner, der er i funktion i England, siges at besidde en produktiv kraft, der er større end den fysiske kraft blandt hele jordens befolkning, hvis de alle var voksne. Og vi er endda kun lige begyndt at opfinde og opdage. Vi har endnu ikke udnyttet alt det, der allerede er blevet opfundet og opdaget. Og se på jordens kræfter. De er næppe blevet rørt endnu. I enhver retning, hvor vi ser hen, synes nye ressourcer at åbenbare sig. Menneskets evne til at frembringe rigdom synes næsten uendelig - vi kan ikke sætte grænser for den. Se på den kraft, som flyder forbi Deres by i form af Mississippi-floden, den ville kunne sættes til at arbejde for Dem. Så i enhver retning går energi, som man ville kunne udnytte, til spilde; ressourcer, som vi ville kunne udnytte, ligger uberørte hen. Imens søger og kæmper mennesker for at tilfredsstille rene dyriske behov; kvinder arbejder, arbejder, arbejder deres liv bort, og alt for ofte, i fortvivlelse over denne hårde kamp, mister de alt det, som skaber kvindelig charme. 
     Hvis dyrene kan tænke, hvad må de så ikke tænke om os? Se på en af de store oceandampere, som pløjer sig vej over Atlanterhavet, imod vind, imod bølge, i en udfordring af elementernes voldsomste kræfter. Hvis de skrigende måger ovenover hende var tænkende væsener, ville de så forestille sig, at det dyr, som kan skabe et sådant fartøj, faktisk kan mangle nok at spise? Og dog er det sådan. Hvor mange, selv blandt os, for hvem livet er let, findes der, som virkelig lever et fornuftigt liv? Tænk over det, De, som tror, at mennesket kun har et liv -tænk i det mindste over, om et menneske, som lader sit liv passere i en kamp for blot at overleve, er et fjols? Og De, som tror, som jeg tror, at dette ikke er menneskets endeligt, at dette er et liv, der åbner sig for et andet liv, tænk på, hvordan ni tiendedele, ahr, jeg ved ikke præcis, men nioghalvfems hundrededele af alle vore vitale kræfter bruges i forsøget på blot at skaffe et livsgrundlag; eller til at skrabe sammen, hvad vi ikke på nogen mulig måde kan tage med os. Tag den almindelige arbejders levemåde. Er det det liv, som den menneskelige hjerne er beregnet på og det menneskelige hjerte skabt til? Se på fabrikkerne, som spreder sig ud over vort land. De er kun en smule bedre end fængsler. 
     Jeg læste i New York aviserne for et stykke tid siden, at pigerne i fabrikkerne i Yonkers havde strejket. Avisen sagde, at pigerne ikke syntes at vide, hvorfor de havde strejket, og antydede, at det måtte have været for fornøjelsen ved at strejke. Så kom pigernes side af historien frem, og det viste sig, at de havde strejket imod de regler, som gjaldt for dem. De blev trukket i løn, hvis de talte til hinanden, og de blev trukket endnu mere, hvis de lo. Der blev trukket meget, hvis de kom et minut for sent. Jeg besøgte en dame i Philadelphia, som havde været forkvinde på forskellige fabrikker, og jeg spurgte hende: "Er det muligt, at sådanne regler bliver håndhævet?" Hun svarede, at sådan var det i Philadelphia. Der er løntræk for at tale med kvinden ved siden af, løntræk for at le; og hun fortalte mig, at pigerne et sted, hvor hun var ansat, blev trukket ti cents i minuttet for at komme for sent, skønt mange af dem skulle flere miles i vinterens storme. Hun fortalte mig om en stakkels pige, som en uge arbejdede virkelig hårdt og tjente $3,50; men hendes løntræk androg $5,25. Det virker latterligt; det er latterligt, men det er usselt og det er skammeligt. 
     Men se bare på dem, som i sammenligning er uafhængige og velhavende. Her er en mand, som arbejder time efter time, dag efter dag, uge efter uge, og gør det samme om og om igen, og af hvilken grund? Bare for at leve. Han arbejder ti timer om dagen, så kan han vel sove otte og have to eller tre timer for sig selv, når han er udkørt og alle hans kræfter er opbrugt. Det er ikke et fornuftigt liv; det er ikke et liv for et væsen, som besidder de kræfter, der findes i mennesket, og jeg tror, at alle mennesker må have følt dette personligt. Jeg ved, at jeg, da jeg første gang begyndte på min profession, tænkte, at det var utroligt, at et menneske var skabt til at arbejde hele dagen, bare for at leve. Jeg plejede at læse "Scientific American", og da opfindelse efter opfindelse blev omtalt i det blad, plejede jeg at forestille mig, at det ikke ville være nødvendigt at arbejde så hårdt, når jeg blev voksen. Men tværtimod er kampen for eksistens blevet mere og mere intens. Folk, som ønsker at bevise det modsatte, fremdrager mængder af statistik for at demonstrere, at arbejderklassens forhold forbedres. Forbedringer, som man må anvende et statistisk mikroskop for at opdage, har ingen vægt. Men der er ingen forbedring. 
     Forbedringer! Jamen, ifølge den sidste rapport fra Michigan Kontoret for Arbejdsmarkedsstatistik, som jeg læste igår i en Detroit avis, hvor alle brancher, også de velbetalte med lønninger på op til $6 og $7 om dagen, er medtaget, er normallønnen $1,77, og når man tager spildtiden ud, $1,40. Når De nu overvejer, hvordan en mand kan leve og forsørge en familie for $1,40 om dagen, selv i Michigan, tror jeg ikke, De vil konkludere, at forholdene for arbejderklassen er blevet særlig forbedrede. 
     Her er et bredt accepteret faktum, som er påvist af alle, som har forsket i spørgsmålet, sådanne mænd som Hallam, historikeren, og professor Thorold Rogers, som har udført en studie i prisernes historie, sådan som de var for 500 år siden. Dengang hvor al produktiv beskæftigelse befandt sig på sit mest primitive stade, hvor de mest udbyttegivende af vore moderne grøntsager endnu ikke var introducerede, hvor kvægdriften var lille og dårlig, hvor der næppe var veje, og transport var umådelig vanskelig, hvor al forarbejdning blev udført manuelt -i disse primitive tider var de arbejdendes forhold i England langt bedre, end de er i dag. I disse primitive tider behøvede intet menneske at frygte nød, bortset fra når virkelig hungersnød ramte, og overfloden i et distrikt ikke kunne afhjælpe manglen i et andet på grund af transportvanskelighederne. Bortset fra sådanne perioder behøvede intet menneske at frygte nød. Fattigdom, som den findes i moderne tid, var fuldstændig ukendt. Alle, bortset fra de fysisk handicappede, kunne klare sig, og de fattigste levede i ren overflod. Men måske er det mest forbløffende, som denne undersøgelse har bragt frem i lyset, at der på dette tidspunkt, under disse forhold i "de mørke tider", som vi kalder dem, var en arbejdsdag på otte timer. Mens arbejderklassen, med alle vore moderne opfindelser og forbedringer, har agiteret og kæmpet forgæves for at få arbejdstiden nedbragt til otte timer. 
     Er det forbedringer, som disse fakta viser? Jamen, i de mest primitive samfundsstrukturer, med de mest primitive arbejdsmåder, vil den naturlige forsørger være i stand til at skaffe sig til livets ophold for sig selv og dem, der er afhængige af ham. Blandt vore opfindelser er der store grupper af mennesker, som ikke kan dette. Hvad er det mest forbløffende ved vores civilisation? Ja, det mest forbløffende for de Sioux høvdinge, som fornylig blev bragt fra vestkysten for at gennemrejse vore industribyer i den østlige del af landet, var ikke de fremragende opfindelser, som sætter maskiner i stand til at opføre sig næsten som om de er i besiddelse af intelligens; det var ikke vore byers vækst; det var ikke den fart, som et jernbanetog farer afsted med; det var ikke telegrafen eller telefonen, som forbløffede dem mest; men dette at de, midt iblandt den fremragende mobilisering af produktiv kraft, fandt små børnearbejdere. En forbløffelse, som vi burde tage til os; et temmelig forbløffende fænomen! 
     Tal blot om forbedringer i arbejderklassens forhold, skønt det er sandheden, at en større og større del af kvinderne og børnene tvinges til at arbejde. Og, jeg har fået fortalt, at der, selv her i Deres egen by, er børn på tretten og fjorten år, som arbejder i fabrikkerne. Ifølge Michigan Kontoret for Arbejdsmarkedsstatistik går halvdelen af børnene i skolealderen i Detroit ikke i skole. I New Jersey fremviser den rapport, som blev præsenteret for den lovgivende forsamling, en mængde af armod og uvidenhed, som er forargelig. Børn vokser op dér, henvist til monoton beskæftigelse, hvor de burde lege, børn, som ikke ved hvordan man leger; børn, som så længe har været vant til at arbejde, at de har vænnet sig til det; børn, som vokser op i en sådan uvidenhed, at de ikke aner, i hvilket land New Jersey ligger, at de aldrig har hørt om George Washington, at nogle af dem tror, at Europa ligger i New York. Sådanne fakta er oprørende; de betyder at selve Republikkens grundlag undergraves. Det farlige menneske er ikke ham, som forsøger at vække utilfredshed; det farlige menneske er ham, som siger, at alt er, som det bør være. Denne tingenes tilstand kan ikke fortsætte; tendenser som dem, vi ser fungere her, kan ikke fortsætte uden til sidst at føre til et umådeligt sammenbrud.
     Jeg siger, at al denne fattigdom og den uvidenhed, som den fører med sig, er unødvendig; jeg siger, at der ikke er nogen naturlig årsag til, at vi ikke alle skulle være rige, ikke i den forstand at have mere end hinanden, men i den forstand alle at have nok til fuldstændig tilfredsstillelse af alle fysiske behov; sådan at alle har nok til at sikre så let en livsførelse, at vi vil kunne udvikle de bedste elementer i menneskenaturen. Der er ingen grund til, at rigdommen ikke skulle være så rigelig, at man kan undgå at bekymre sig om små børn på arbejde, eller kvinder henvist til beskæftigelse, som naturen aldrig har tiltænkt dem at udføre; rigdom så rigelig, at der ikke ville være grund til den hjemsøgende følelse, som sommetider lammer selv dem, der ikke regnes som "fattige", den frygt, som enhver iblandt os sikkert har følt for, at sygdom skulle hjemsøge ham, eller han skulle gå bort, så at de, som han elsker mere end livet, ville være henvist til velgørenhed. "Tænk på markens liljer, hvor de gror; de hverken spinder eller syr." Jeg mener, at ingen i et ægte kristent fællesskab, i et samfund, som ikke blot med læberne, men i handling følger Jesu bud, vil have anledning til at bekymre sig om fysiske behov mere end liljerne på marken. Der er nok, også at undvære af. Problemet er, at vi, i denne vanvittige kamp, tramper dét ned i sølet, som er skabt i rigelig mængde for os alle; tramper det ned, idet vi flår og sønderriver hinanden. 
     Der er en grund til denne fattigdom; og hvis man sporer den, vil man finde dens rødder i en grundlæggende uretfærdighed. Se ud over verden i dag - fattigdom overalt. Årsagen må være almindeligt forekommende. Man kan ikke tilskrive den lønningerne, eller styreformen, eller denne eller hin ting, hvor stater afviger fra hinanden; for da dyb fattigdom er almindelig i dem alle, må årsagen, som producerer den, være almindeligt udbredt. Hvad er denne almene årsag? Der er en dækkende årsag, som er alment forekommende i alle nationer; og det er kravet om ejendomsret over noget af det naturlige element, på hvilket og af hvilket alle må leve. 
     Se på det faktum, som jeg har talt om, det oprørende faktum, at det, selv i dag, er hårdere at leve, end det var i de mørke og primitive tider for fem hundrede år siden - hvordan skal man forklare det? Der er ingen vanskelighed ved at finde årsagen. Hvem end, der læser Englands historie, eller en hvilken som helst anden civiliseret nations historie (men jeg taler om Englands historie, fordi det er den historie, som vi kender bedst) vil indse årsagen. I århundrede efter århundrede gennemførte et parlament, sammensat af aristokrater og arbejdsgivere, love, med henblik på at reducere lønningerne, men forgæves. Mennesker kunne ikke presses til lønninger, som kun gav til det daglige brød, for naturens rige gaver var ikke fuldstændig lukkede for dem; fordi der stadig eksisterede reminiscenser af opdagelsen af den sandhed, at alle mennesker på jord har lige rettigheder; fordi landets jord, som var i privat besiddelse, kun var holdt som et len, som et len fra nationen, og for en leje betalt til nationen. Kirkens besiddelser finansierede udgifterne til offentlige gudstjenester, oprettelsen af præsteseminarier og fattighjælpen; kronens jord afholdt udgifterne til civillisten; og fra en tredie portion af landet, som var i militærets besiddelse, blev der sørget for hæren. Der var ingen national gæld i England på dette tidspunkt. De førte krige i hundreder af år, men for lejen fra jordejerne. Og endnu væsentligere, overalt forblev der, hvad man endnu den dag i dag kan se sporene af i enhver gammel engelsk by, tilgængelig jord, som enhver nærtboende havde adgang til. Det var da denne jord blev inddraget; det var da denne jord gradvist blev monopoliseret, da kirkens jorder blev bytte for grådige hofmænd, da kronens jord blev givet væk som varig ejendom for kongens favoritter, da de militære lensbesiddere skulkede fra lejen og lagde de udgifter, som de havde lovet at udrede, over på nationen ved beskatning, som blev lagt på industri og arbejde - det var dengang fattigdommen begyndte at blive alvorlig, og vagabonden dukkede op i England; ligesom han i dag er dukket op i vore nye stater. 
     Tænk det endnu engang igennem - er ikke monopolisering af jord en tilstrækkelig årsag til fattigdom? Hvad er mennesket? For det første er han et dyr, et landpattedyr, som ikke kan leve uden jord. Alt hvad mennesket producerer, kommer fra jorden; al produktiv beskæftigelse, i den endelige analyse, kommer fra dyrkning af jord; eller materialer udvundet af jord, tilvirket i sådanne former, som gør dem egnede til tilfredsstillelse af menneskelige ønsker og behov. Jamen, selve menneskets krop stammer fra jorden. Vi er jordens børn, som er kommet af jord og skal blive til jord. Tag alt det fra mennesket, som hører jorden til, og hvad er der tilbage, bortset fra en hjemløs ånd? Derfor er den, som ejer jord, på hvilken og af hvilken en anden mand må leve, denne mands herre; og manden er hans slave. Den mand, som har den jord, af hvilken jeg må leve, kan kommandere mig til liv eller død så fuldstændigt, som havde han hals- og håndsret over mig. Tal om at afskaffe slaveriet - vi har ikke afskaffet slaveriet; vi har kun afskaffet en grum variant af det, hals- og håndsretsslaveriet. Der er en alvorligere og mere lumsk type, en endnu mere forbandet form at afskaffe for os, i dette industrielle slaveri, som i praksis gør mennesket til en slave, mens det håner og spotter ham i frihedens navn. Fattigdom! nød! de smerter så meget som piskeslagene. Slaveri! Gud skal vide, at der er rædsler nok i slaveriet; men der er værre rædsler i vore dages civiliserede samfund. Så slemt som slaveriet var, så drev det ikke slavemødre til at slå deres børn ihjel. Nu kan man læse i officielle rapporter, at systemet med børneforsikring, som har slået så kraftigt an i England, og som nu spreder sig i vore østlige stater, tydeligt og i stort omfang har øget børnedødeligheden! - Hvad skal det betyde? 
     Som De ved, gjorde Robinson Crusoe, da han havde reddet Fredag, denne til sin slave. Fredag måtte tjene Crusoe. Men hvis man forestiller sig, at Crusoe havde sagt, "Åh, menneske og broder, jeg er vældig glad for at se dig, og jeg byder velkommen på denne ø, og du skal være en fri og uafhængig borger med lige så meget at bestemme som jeg - bortset fra at øen er min; og da jeg selvfølgelig kan gøre, som jeg lyster med min egen ejendom, må du ikke anvende den, bortset fra på mine betingelser." Fredag ville være lige så fuldt Crusoe's slave, som hvis han var blevet kaldt det. Fredag var ikke en fisk, han kunne ikke svømme bort gennem havet; han var ikke en fugl og kunne derfor ikke flyve bort gennem luften; hvis han overhovedet skulle leve, var han nødt til at gøre det på den ø. Og hvis den ø var Crusoe's, så var Crusoe hans herre livet igennem frem til døden. 
     En af mine venner, der mener det samme om dette spørgsmål som jeg, havde for et stykke tid siden en samtale med en anden af mine venner, som er temmelig rig, men som ikke har ofret jordspørgsmålet megen opmærksomhed. Vores rige ven sagde, "Ja, ja, jordspørgsmålet er et vigtigt spørgsmål; jamen, jeg indrømmer, at jordspørgsmålet er et meget vigtigt spørgsmål; men på den anden side er der andre vigtige spørgsmål. Der er spørgsmål om dit og spørgsmål om dat, og atter andre spørgsmål; og der er pengespørgsmålet. Pengespørgsmålet er et meget vigtigt spørgsmål; det er et endnu vigtigere spørgsmål end jordspørgsmålet. Giv mig alle pengene, så kan du få al jorden." Min ven svarede, "Jamen, hvis vi så siger, at du har alle penge i verden, og jeg havde alverdens jord. Hvad ville du gøre, hvis jeg opsagde dit lejemål?" 
     Vil De tro på, at jeg ikke regner med, at det almindelige menneske indser, hvad jord er? Jeg kender en lille pige, som har gået i skole et stykke tid, har lært geografi og den slags ting; og en dag siger hun så til mig: "Her er noget om jordens overflade. Jeg gad vide, hvordan jordens overflade ser ud." "Jamen", sagde jeg, "prøv og se ud i haven der. Det er jordens overflade." Hun sagde: "Er det jordens overflade? Er vores have jordens overflade? Det har jeg aldrig tænkt på før!" Det er ganske udpræget situationen, ikke blot for voksne mænd, men også for kløgtige væsener som f.eks. avisredaktører. De synes at mene, at når man taler om jord, så handler det altid om landbrugsjord; at mene at jordspørgsmålet er et problem, som udelukkende vedrører landmænd, som om jord ikke bruges til andet end at dyrke afgrøder. Jamen, jeg vil da gerne vide, hvordan en mand skal kunne redigere en avis uden at gøre brug af et stykke jord. Han må jo svinge sig i tove og stige op i en luftballon, men ikke engang det ville han kunne gøre uden jord. Hvad understøtter nemlig ballonen i luften? Jord; jordens overflade. Lad jorden falde, og hvad bliver der af ballonen? Den luft, som understøtter ballonen, understøttes jo i sidste ende af jord. Sådan er det med alt andet, som mennesker foretager sig. Hvadenten en mand arbejder tre tusind fod under jordens overflade, eller om han arbejder på toppen af en af de umådelige bygninger, som de har i New York; om han pløjer jorden eller sejler over verdenshavet, han bruger jord alligevel. 
     Jord! Jamen, ved at eje en smule grund, hvad ejer man så egentlig? Sagføreren vil sige Dem, at De ejer fra jordens midte og helt op til himlen; og det gør De, så vidt de menneskelige muligheder rækker. I New York bygger man huse tretten og fjorten etager høje. Hvad betaler mennesker, som bor på de højere etager, for? Der er en af mine venner, som har sit kontor i sådan et hus, og han påstår, at han betaler for luften i kubikfod. Jamen, den mand, som ejer jordoverfladen, har udlejningen af luft deroppe, og det ville han også have, hvis bygningerne rejste sig milevidt i vejret.

     Jordspørgsmålet er det endelige spørgsmål. Mennesket er et landdyr. Lad os forestille os, at De ønskede at bygge et hus; kan De bygge det uden et sted at lægge det? Hvad er det bygget af? Sten eller mørtel eller træ, eller jern - det kommer altsammen fra jorden. Tænk på hvilket statussymbol, De end vil, hvad som helst af de ting, som mænd kæmper for, hvor kommer de fra? Fra jorden. Det er det væsentligste spørgsmål. Spørgsmålet om jord er simpelthen spørgsmålet om arbejde; og ejer nogle mennesker det element, hvorfra al rigdom udvindes, og hvoraf vi alle må leve, så har de magt til at leve uden at arbejde, og derfor får de, som arbejder, mindre af arbejdets frugter. 
     Har De nogensinde tænkt på det ganske absurde og besynderlige ved det faktum, at arbejderklassen, i hele den civiliserede verden, er den fattige klasse? Tag til en hvilken som helst by i verden, sæt Dem ind i en taxa og spørg manden, som kører, hvor arbejderne bor. Han vil ikke køre Dem hen, hvor de flotte huse ligger. Han vil tværtimod køre Dem til de usle kvarterer, til de fattige kvarterer. Har De nogensinde tænkt på, hvor besynderligt det er? Tænk et øjeblik over, hvorledes det vil undre et rationelt væsen, som aldrig før havde været på jorden, hvis et sådant væsen kunne komme herned, og De måtte forklare ham, hvorledes vi lever på jorden, hvordan huse og fødevarer og tøj og de mange andre ting, som vi behøver, alle bliver skabt ved arbejde, ville han så ikke tro, at arbejderne måtte være dem, som boede i de fineste huse og havde mest af alt det, som arbejdet frembringer? Dog, hvis vi bragte ham til London eller Paris eller New York, eller endog Burlington, så ville han opdage, at de, som kaldes arbejdere, var de mennesker, som bor i de fattigste huse. 
     Alt dette er sært - tænkt blot engang. Vi foragter naturligt fattigdom; og det er fornuftigt, at vi gør det. Jeg siger ikke - jeg afviser det på det bestemteste - at de mennesker, som er fattige, altid er fattige af egen skyld, eller blot er det i de fleste tilfælde; men sådan burde det være. Hvis nogen god mand eller kvinde kunne skabe en verden, ville det være sådan en verden, hvor ingen ville være fattig, medmindre han var doven eller ond. Men det er præcis sådan en type verden, dette er; det er lige præcis sådan en type verden, som Skaberen har skabt. Naturen giver ved arbejde, og kun ved arbejde; der må menneskelig indsats til, før noget velstandssymbol kan blive skabt; og under den naturlige tingenes tilstand ville den mand, som arbejdede ærligt og godt, være den rige, og han, som ikke arbejdede, den fattige. Vi har sådan byttet op og ned på naturens orden, at vi har vænnet os til at se på arbejderen som en fattig mand. 
     Og hvis man søger grunden til dette, tror jeg, at man vil finde, at den vigtigste årsag er, at vi tvinger dem, der arbejder, til at betale for retten til at gøre dette. Man køber måske en frakke, en hest, et hus; så betaler man sælgeren for et udført arbejde, for noget, som han har produceret, eller som han har fået fra den mand, som producerede det; men hvis man betaler en mand for jord, hvad betaler man så for? Man betaler for noget, som ingen mand har produceret; man betaler ham for noget, som fandtes før mennesket fandtes, eller for en værdi, som blev skabt, ikke af ham personligt, men af samfundet, som vi alle er en del af. Hvad er grunden til, at denne jord, som vi står på i aften, er mere værd i dag end den var for 25 år siden? Hvad er grunden til, at jorden midt i New York, som man engang kunne købe kvadratkilometer af for en flaske whisky, nu er så meget værd, at man, selv om man overdækkede den med guld, ikke ville nå op på dens værdi? Er det ikke på grund af befolkningstilvæksten? Fjern befolkningen, og hvor ville jordens værdi så blive af? Tænk over det, på hvilken måde, De vil. 
     Vi taler om overproduktion. Hvordan kan man tænke sig noget sådant som overproduktion, når folk lider nød? Alle de ting, som siges at blive overproduceret, er efterstræbt af mange mennesker. Hvorfor får de dem ikke? De får dem ikke, fordi de mangler midler til at købe dem for; ikke fordi de ikke vil have dem. Hvorfor har de så ikke midlerne til at købe dem? De tjener for lidt. Når den store befolkningsmasse må arbejde for en normalløn på $1.40 om dagen, kan det ikke undre, at store mængder af varer ikke kan sælges. 
     Men hvorfor er det nu, at mennesker må arbejde for så lav en løn? For hvis de skulle finde på at kræve en højere løn, så er der masser af arbejdsløse, som er klar til at indtage deres pladser. Det er denne arbejdsløse menneskemasse, som fremtvinger den hårde konkurrence, som presser lønningerne ned på rent overlevelsesniveau. Hvorfor er det så, at der er mennesker, som ikke kan finde arbejde? Har De nogensinde tænkt over, hvor sært det er, at mennesker ikke kan finde beskæftigelse? Adam havde ikke noget besvær med at finde beskæftigelse; det havde Robinson Crusoe heller ikke; det at finde beskæftigelse var det sidste, som bekymrede dem. 
     Hvis mennesker ikke kan finde en arbejdsgiver, hvorfor kan de så ikke ansætte sig selv? Simpelthen fordi de er forhindret adgang til det element, som menneskeligt arbejde nødvendigvis må udføres på. Menneskene er tvunget til at konkurrere med hinanden om arbejdsgiverens lønninger, fordi de er blevet berøvet de naturlige muligheder for at beskæftige sig selv; fordi de ikke kan finde et stykke af Guds verden, hvor de kan arbejde uden at skulle betale et andet menneskeligt væsen for privilegiet. 
     Jeg har ikke tænkt mig at sige, at der, når man først har rettet op på denne fundamentale uretfærdighed, så ikke længere vil være mange ting at ordne; men jeg har tænkt mig at sige, at vores behandling af jorden er udgangspunktet for alle sociale spørgsmål. Gør De blot som De lyster, skab reformer efter Deres forgodtbefindende, man kan aldrig slippe af med den udbredte fattigdom, så længe at det element, på hvilket og af hvilket alle mennesker skal leve, gøres til nogles private ejendom. Det er ganske umuligt. Reformér statsapparatet - sæt skatterne ned til et minimum - byg jernbaner; grundlæg andelsbutikker; del overskuddet, hvis De har lyst, mellem arbejdsgivere og ansatte - og hvad bliver resultatet? Resultatet vil være, at jorden stiger i værdi - det vil blive resultatet - det og intet andet. Det viser erfaringen. Får ikke alle fremskridt jordens værdi til at stige - den pris, som nogen må betale til andre for det privilegium at overleve? 
     Overvej sagen, siger jeg med al respekt, og jeg siger det kun, fordi jeg gerne vil lægge Dem en sandhed på sinde - det er ganske umuligt, så længe Guds love er, som de er, at Han i egen person skulle kunne lette fattigdommen - ganske umuligt. Tænk over det, så vil De forstå. Mennesker beder den Almægtige om at lette fattigdommen. Men fattigdom stammer ikke fra Guds love - det er blasfemi af værste skuffe at hævde dette; den kommer af menneskers uhæderlighed mod hinanden. Lad os sige, at den Almægtige hørte bønnerne, hvordan skulle Han så føre dette forlangende ud livet, sålænge Hans love er, som de er? Tænk over det - den Almægtige giver os intet af det, som kendetegner rigdom; Han giver os blot det rå materiale, som så må anvendes af mennesket for at skabe rigdom. Giver Han os ikke nok for nærværende? Hvordan skulle Han kunne lette fattigdommen, selv hvis Han gav os mere? Lad os sige, at Han som svar på disse bønner forøgede solens kraft; eller jordens ydeevne; Lad os sige, at Han forøgede planternes ydeevne, eller fik dyrene til at formere sig mere hyppigt? Hvem ville have udbytte af det? Tag nu et land, hvor jorden er fuldkommen monopoliseret, som den er i de fleste civiliserede lande - hvem ville have udbytte af det? Jordejerne, ganske simpelt. Og selv hvis Gud som svar på bønner sendte de ting, som mennesker behøver, ned fra himlen, hvem ville have udbytte af det? 
     I det Gamle Testamente får vi fortalt, at israelitterne var udhungrede efter at have rejst gennem ørkenen, og at Gud sendte manna ned fra himlen. Der var nok til dem alle, og de tog det og var lettede. Men hvis man siger, at ørkenen var privat ejendom, sådan som jorden i Storbritannien er det, som jorden er det endog i vore nye Stater; hvis man siger, at en af israelitterne ejede en kvadratkilometer, og en anden ejede tyve kvadratkilometer, og en tredje ejede hundrede kvadratkilometer, og at størstedelen af israelitterne ikke ejede jord nok til at sætte deres fødder på - hvad ville der så ske med denne manna? Hvad ville det have bragt flertallet af godt? Ikke en smule. Skønt Gud sendte manna nok til alle, ville mannaen være jordbesiddernes ejendom; de ville måske have ansat nogle af de andre til at samle det sammen i stakke for sig, og ville have solgt det til deres sultne stammefrænder. Tænk over det; denne erhvervelse og salg af manna kunne være fortsat indtil størstedelen af israelitterne havde givet alt, hvad de ejede, væk, selv tøjet på kroppen. Hvad følger så? Så ville de ikke have haft noget at købe manna for, og konsekvensen ville have været, at de forblev sultne, selvom mannaen ville ligge i store stakke, og jordbesidderne ville have beklaget sig over overproduktionen af manna. Der ville have været en stor manna-høst og sultne mennesker, lige præcis det samme fænomen, som vi ser i dag. 
     Jeg kan ikke gennemgå alle de synspunkter, som jeg gerne ville præsentere, men jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på det fuldstændig absurde i privat ejendomsret over jord! Jamen, tænk engang, tanken om at en mand sælger jorden - jorden, vor fælles moder. En mand, som sælger, hvad intet menneske har frembragt - en mand, som lader en arvelod gå fra en generation til den næste. Jamen, det er det mest absurde i verden. Har De nogensinde tænkt over det? Hvilken ret har en død mand til jord? Hvem blev jorden skabt for? Den blev skabt for de levende, bestemt ikke for de døde. Jamen, nu behandler vi den, som om den var skabt for de døde. Hvor kommer ejendomsretten til jord fra? Den kommer fra mænd, som for størstedelens vedkommende er døde og borte. Her i dette nye land kommer man en smule nærmere til den originale kilde; men tag til de østlige stater og tilbage over Atlanten. Der kan man klart iagttage den magt, som følger med jordbesiddelse.
     Som jeg siger, er den mand, som ejer jord, herre over dem, som lever på jorden. Her er et moderne eksempel: de, som er bekendte med den skotske kirkes historie vil vide, at der i (18)40erne var en uoverensstemmelse i kirken. De, som har læst Hugh Miller's arbejde om "Betsey's langfart" vil vide noget om det; hvordan en stor gruppe, anført af dr. Chalmers, brød ud fra den etablerede kirke og sagde, at de ville grundlægge en frikirke. I den etablerede kirke var der en hel del jordbesiddere. Nogle af dem, som Hertugen af Buccleugh, var ejere af store mængder jord, på hvilke ingen almindelig skotte havde ret til at sætte sin fod, uden Hertugen af Buccleugh's tilladelse. Disse jordbesiddere nægtede ikke alene frikirkemændene jord at rejse en kirke på, men de ville ikke engang lade dem stå på deres jord og tilbede Gud. De, som har læst "Betsey's langfart" ved, at det er historien om en præst, som var nødt til at slå sig ned i en båd på det vilde hav, fordi han ikke blev givet jord nok at leve på. Mange steder var folk nødt til at modtage sakramentet, mens tidevandet stod dem op til knæene - mangen en mand mistede livet under Gudstilbedelse på vejene i regn og sne. De fik ikke lov til at gå på herr Jordbesidderens jord og tilbede Gud, og måtte derfor gå på landevejen. Hertugen af Buccleugh holdt ud i syv år med at tvinge folk til at holde gudstjeneste på landevejen, indtil han slutteligt mildnedes lidt, han tillod dem at tilbede Gud i en grusgrav; hvorefter de vedtog en resolution med taksigelser til Hans Nåde. 
     Men det var ikke det, jeg ville fortælle Dem. Det, som slog mig, var denne væsentlige sandhed: så snart uenigheden opstod, sendte frikirken, sammensat af en mængde begavede mennesker, en delegation til jordbesidderne for at bede om lov til, at skotterne tilbad Gud i Skotland og på deres egen manér. Denne delegation drog til London - de var nødt til at drage til London, England, for at bede om lov til, at skotter tilbad Gud i Skotland, i deres eget hjemland! 
     Men det er ikke det mest absurde. Et af de steder, hvor de blev nægtet jord at stå på for at tilbede Gud, var jordbesidderen død, og hans ejendom var i hænderne på kuratorerne, og svaret fra kuratorerne var, at hvad dem selv angik, så ville de forfærdelig gerne tillade, at de fik et sted at rejse en kirke for at tilbede Gud, men det kunne de ikke af moralske grunde, fordi de vidste, at en sådan sag ikke ville have passet den afdøde Mr. Monaltie! Nu var denne døde mand altså kommet i himlen, må vi håbe; i hvert fald havde han forladt denne verden, men fordi det ikke ville passe ham, kunne mennesker, som stadig var i live, ikke tilbede Gud. Kan tingene blive mere absurde? 
     De vil måske hævde, at disse skotske folk er meget absurde, men det er de ikke den mindste smule mere end vi er. Jeg læste for ikke ret længe siden om nogle Long Island-fiskere, som havde betalt en vis del af fangsten for retten til at fiske dér. De betalte, fordi de troede, at James II, en mand, som har været død i hundreder af år, en mand, som aldrig har sat sin fod i Amerika, en konge, som blev sparket af den engelske trone, havde sagt, at de skulle betale, og de sammensatte en komité, tog ind til amtets hovedby og søgte i arkiverne. De kunne ikke finde noget som helst i arkiverne, som viste, at James II havde givet ordre til, at de skulle give nogen af deres fisk til nogen som helst, og så nægtede de at betale fremover. Men hvis de havde fundet, at James II virkelig havde sagt at de skulle, så var de fortsat med at betale. Kan noget være mere absurd? 
     Der er en plads i New York - Stuyvesant Square - som bliver lukket kl. seks hver aften, selv på de lange sommeraftener. Hvorfor bliver den lukket? Hvorfor har børnene ikke lov til at lege dér? Jamen, fordi gamle herr Stuyvesant, død og borte i jeg ved ikke hvor mange år, ville det sådan. Jamen, kan noget være mere absurd? 
     Og dog er intet mere absurd end ejendomsret til jord. Hvor kommer den fra? Den ene døde mand efter den anden. Forestil Dem, at De stod på en vogn herfra til Council Bluffs eller Chicago. De finder en passager, som har spredt sin bagage over sæderne. De siger: "Vil De venligst vige et sæde, herr?" Han svarer: "Nej, jeg har købt dette sæde." "Købt dette sæde? Hvem har De købt det af?" "Jeg købte det af den mand, som stod af ved forrige stoppested." Det er sådan, vi forvalter vores jord. 
     Er det ikke, som Thomas Jefferson sagde, en selvindlysende sandhed, at "brugsretten til jorden tilhører de levende," og at de, som er døde, har forladt den og har ikke magt til at bestemme, hvordan den skal forvaltes? Ejendomsret til jord! Hvor kan et menneske erhverve en ret, som gør jorden til hans ejendom? Der er en hellig ret til ejendom - hellig, fordi den er forordnet i naturretten, hvilket vil sige ved Guds love, og nødvendig for den sociale orden og civilisationen. Det er retten til at eje ting, fremstillet ved arbejde; den hviler på menneskets selvbestemmelsesret. Det, som et menneske producerer, er hans ejendom, at give bort eller beholde, at udleje, sælge eller lade gå i arv; men hvordan kan han få en sådan ret til jord, når den var der, før han kom? Individuel ret til jord bygger simpelthen på beslaglæggelse. Jeg læste i et nyligt udkommet nummer af "Nineteenth Century", som nogle blandt Dem måske har læst, en artikel af en afgået australsk premierminister, hvori der var en lille historie, som tiltrak sig min opmærksomhed. Det var om en mand, der hed Galahard, som kort efter verdensdelens kolonisering vandrede op på toppen af en høj bakke i en af de skønneste dele af Vestaustralien. Han vandrede derop, så ud over det hele og fremsatte denne udtalelse: "Al den jord, som jeg kan se fra toppen af denne bakke, kræver jeg som min ejendom; og al den jord, som jeg ikke kan se, kræver jeg til min søn John." 
     Historien kan overføres på resten af verden. Overalt stammer ejendomsret til jord udelukkende fra sådanne beslaglæggelser. Indrømmet, under visse omstændigheder kan beslaglæggelse være lovlig. Hvis De inviterer en gruppe af mænd til middag og De siger til dem: "Værsågod at sætte Dem, mine herrer", og jeg sætter mig i denne stol. Ja, så er dette sæde for nærværende mit ved lovlig beslaglæggelse. Det ville være meget uhøfligt, det ville være meget forkert, hvis en af de andre gæster gik hen til mig og sagde: "Rejs Dem fra den stol; der vil jeg sidde!" Men retten til besiddelse, som er udmærket for så vidt angår stolen, for en tid, giver mig ikke ret til at beslaglægge alt, hvad der står foran mig på bordet. Givet at et menneske har ret til at beslaglægge sådanne naturlige elementer, som han kan bruge, har han så nogen som helst ret til at beslaglægge mere, end han kan bruge? Har en gæst i det tilfælde, som jeg har skitseret, ret til at beslaglægge mere, end han har brug for og således lade andre mennesker stå op? Det er det, som bliver gjort. 
     Jamen, se ud over landet - se på denne by eller andre byer. Hvis mennesker kun tog, hvad de ønskede at bruge, ville vi alle have nok; men de tager, hvad de overhovedet ikke har tænkt sig at bruge. Der er en masse englændere, som kommer herover og anskaffer sig vores jord i store mængder; hvad skal de med vores jord? De vil slet ikke have den; det er ikke jorden, de vil have; de har ikke brug for amerikansk jord. Derimod vil de have den indtægt, som de ved, at de efter et stykke tid kan få for den. Hvor kommer den indtægt fra? Den kommer fra arbejde, fra amerikanske borgeres arbejde. Hvad vi sælger disse mennesker er vore børn, ikke jord. 
     Fattigdom! Kan der være nogen tvivl om dens årsag? Se på de gamle nationer - se på Vestirland, se på det skotske højland -disse er for alvor rå samfund. Der vil De finde indbyggere så fattige, som man kan være - de lever år efter år på havremel og kartofler, og er ofte sultne. Jeg kunne fortælle mange ynkelige historier. Jeg talte med en skotsk læge, som fortalte mig, hvordan denne menu førte til en epidemi blandt folkene, som ligner den, der af samme årsag hjemsøger Italien (pellagra), og sagde til ham: "Der er masser af fisk; hvorfor fanger de ikke fisk? Der er masser af vildt; jeg ved, at lovene forbyder det, men kan de ikke jage i smug?" "Det," sagde han, "tænker de aldrig på. For hvis en mand blot bliver mistænkt for at have smag for ørred eller rype, må han forlade sin hjemegn med det samme." Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor disse mennesker er fattige. De har ikke adgang til noget som helst af det, som naturen tilbyder dem. Alt hvad de kan præstere ud over det daglige brød, må de betale til herremanden. De må ikke alene betale for den jord, som de bruger, men også for den tang, som flyder i land og den græstørv de graver i moserne. De tør ikke øge deres ydeevne, for hvis de gør det, bruges det som undskyldning for at hæve lejen. Disse mennesker, som arbejder hårdt, bor i rønner, og jordejerne, som slet ikke arbejder - åh! de lever et luksusliv i London eller Paris. Hvis de har jagtpalæer dér, så er disse strålende borge i sammenligning med de rønner, som de mennesker, der gør arbejdet, bebor. Er der nogle spørgsmål at stille om årsagen til denne fattigdom? 
     Prøve nu at se på byerne, hvad ser De så! Jamen, her ser De en endnu dybere grad af fattigdom; ja, hvis jeg skulle udpege de værste af jordmonopolets onder for Dem, så ville jeg ikke tage Dem til Connemara; jeg ville ikke føre Dem til Skye eller Kintire - jeg ville bringe Dem til Dublin eller Glasgow eller London. Der er noget, som er værre end fysisk afsavn, værre end sult; det er undertrykkelsen af sindet, den åndelige død. Det er, hvad De vil finde i disse byer. 
     Og hvad er så årsagen til det? Jamen, det kan nemt erfares; mennesker drevet bort fra jorden, drives ind i byernes slumkvarterer. For hver eneste, der drives bort fra jorden, falder efterspørgselen efter byarbejdernes produktion; og manden med kone og børn tvinges til blandt disse arbejdere at konkurrere med alle midler om den blotte overlevelse, hvorved lønningerne presses ned. Han må skaffe arbejde - eller sulte - han må skaffe arbejde, eller gøre det, som mennesker med kræfterne i behold foragter mere end døden, nemlig at gå til fattighuset. Det er grunden til, her som i Storbritannien, at byerne er overbefolkede. Luk op for den jord, som er låst inde, som besiddes af griske jordejere, som ikke vil anvende den selv og ikke tillade andre at anvende den, og De vil se, at der ikke længere findes landstrygere, og aldrig høre mere om overproduktion. 
     Det fuldstændigt absurde ved noget sådant som privat ejendomsret over jord! Jeg udfordrer enhver, der vil, til at vise mig det gode ved det, hvorhen De end vil se. Se på de nye nationer, hvor jeg første gang fik øje på det, eller se i hjertet af verdenshovedstaden, London. Når Deres øjne er lukket op, vil De overalt se uligheden ved den, og De vil se det absurde. De behøver ikke at gå længere end til Burlington. De har her et vidunderligt sted at placere en by, men byen i sig selv, sammenlignet med hvad den kunne have været, er en elendig og spredt bebyggelse. En herre viste mig i dag et stort hul langs med en af Deres gader. Der er fyldt op rundt om det, og hullet står tilbage. Det er hverken kønt eller nyttigt. Hvorfor forbliver dette hul dér? Jo, det forbliver der, fordi nogen påberåber sig det som privat ejendom. Der er en mand, fortalte denne herre mig, som gerne ville planere en anden grund og savnede et sted at gøre af jorden, som han fjernede, og han tilbød at købe hullet, så han kunne fylde det op. Det ville såmænd have været godt for Burlington at få det fyldt op, godt for Dem alle - Deres by ville tage sig bedre ud, og De selv ville være uden fare for at falde i det en mørk aften. Videre udpegede min ven et andet lignende hul for mig, hvori der havde samlet sig vand, og fortalte mig, at to børn var druknet dér. Og han fortalte mig endvidere, at en beruset mand for nogle år siden var faldet i et sådant hul og havde anlagt sag mod byen, hvilket havde kostet Dem, kære skatteydere, omkring $11.000. Det er således indlysende i Deres interesse at få dette omtalte hul fyldt op. Manden, som ville fylde det op, tilbød ejeren af hullet $300. Men ejeren af hullet afslog tilbuddet og meddelte, at han ville holde ud, indtil han kunne få $1000; og i mellemtiden må det uskønne og farlige hul forblive. Dette blot for at illustrere virkningen af ejendomsret over jord. 
     De vil kunne se det samme over hele landet. Se hvor urimeligt denne private ejendomsret over jord i landdistrikterne påvirker vejene og afstandene mellem mennesker. En mand tager ikke den jord, han behøver, som han kan bruge, nej, han tager alt, hvad han kan få, og konsekvensen er, at hans nabo ligger længere væk; folk er længere fra hinanden end de burde være, hvilket medfører øget besvær i produktionen og tab af naboskab og fælleskab. De må tage sig af flere veje, end de anstændigt kan tage sig af; de må udføre mere arbejde for at nå det samme resultat, og livet er på enhver måde hårdere og mere uoverkommeligt. 
     Når man kommer til byerne, er det lige modsat. På landet er folk alt for spredte; i de store byer er de alt for sammenpressede. Tag en by som New York, der er de klemt sammen som sardiner i en dåse, de bor familie ovenpå familie, den ene ovenover den anden. Det er et unaturligt og usundt liv. Hvordan kan man have sådan noget som et liv i et lejet værelse eller to eller tre? Hvordan kan et barn vokse eller få en sund opvækst uden et sted at lege? For to eller tre uger siden læste jeg om en dommer i New York, som havde idømt to små drenge fem dollars i bøde for at hinke på gaden - hvor kan de ellers lege? Privat ejendomsret til jord har berøvet dem ethvert sted at lege. Selv en afholdsmand, som havde undersøgt sagen, sagde, at værtshusene i London efter hans mening var et positivt gode, fordi de gør det muligt for folk, som bor i små og mørke rum, at opleve en smule glæde og dermed undgå at blive fuldstændigt vanvittige. 
     Hvad er årsagen til overbefolkningen i byerne? Der er en naturlig forklaring. Tag New York, halvdelen af byens areal er ubebygget. Jamen, hvorfor må folk klumpe sig sammen, som de gør dér? Ganske simpelt på grund af den private ejendomsret til jord. Der er masser af jord at bygge huse på, og masser af mennesker, som gerne vil bygge huse, men før nogen kan bygge et hus, må der først betales afpresning til en eller anden ågerkarl. Det koster i mange tilfælde mere at få en ledig grund at bygge hus på, end det koster at bygge huset. Og hvad sker der så med manden, som betaler afpresningsprisen og bygger et hus? Så træder skatteopkræveren til og takserer ham for at bygge huset. 
     Sådan er det over alt i De forenede Stater - de mænd, som forbedrer, de mænd, som forandrer prærien til gårde og ørkenen til haver, de mænd, som forskønner vore byer, bliver beskattet for at have gjort dette. Jamen, intet er mere klart, end at befolkningen i New York ønsker flere huse; og jeg tror, at De endog her i Burlington kunne trænge til flere huse. Hvorfor skulle man så beskatte en mand, som bygger et? Se ud over landet - skattebyrden ligger på dem, som forbedrer; den mand, som rejser en bygning, eller grundlægger en fabrik eller en gård, han bliver beskattet af det; og ikke bare beskattet af det, men jeg tror, at den jord, som han anvender, den bare jord, i ni ud af ti tilfælde, beskattes højere end den tilliggende jord eller de tilliggende 60 hektar, som en investor blot lader ligge ubenyttet hen, uden at anvende den selv og uden at tillade andre at benytte den. 
     Jeg taler for meget; men lad mig med få ord anvise, hvordan man slipper af med monopolet på jord, og derved sikrer alles ret til de elementer, som er nødvendige for livets opretholdelse. Vi kan ikke dele jorden. I et primitivt samfund, som blandt de gamle hebræere, hvor man gav hver familie en jordlod og gjorde den umistelig, kunne man sikre noget nær lighed. Men i en kompleks civilisation er det ikke tilstrækkeligt. Det er imidlertid ikke nødvendigt at dele jorden. Alt, hvad der er nødvendigt, er at dele den indtægt, som kommer fra jorden. På den måde kan vi dele absolut lige; overtagelsen af dette princip ville heller ikke føre til noget grimt chok eller voldelige forandringer. Den kan indføres gradvist og let ved at fjerne de skatter, der nu findes på kapital, arbejde og forbedringer, og hæve alle vore offentlige indtægter ved at beskatte jordværdien; og jo mere De tænker over det, jo klarere vil De se, at det på enhver mulig måde vil være en fordel. 
     Hvis vi nu forestiller os, at vi fjerner alle andre skatter, både de direkte og indirekte, og erstatter dem med en skat på jordværdier, hvad ville det så betyde? For det første ville det udrydde spekulative værdier. Det ville fjerne skattepuklen fra de nyere dele af landet og lægge den på de rigere egne. Det ville være at undtage pioneren fra beskatning og få de store byer til at betale mere. Det ville være at frigøre energi og foretagsomhed, kapital og arbejde fra alle de byrder, som nu er pålagt dem. Hvilket skub det ville give produktionen! For det andet kunne vi, for jordværdien, ikke alene udrede alle de eksisterende offentlige udgifter, vi ville kunne klare uendeligt meget mere. I byen San Francisco efterlod James Lick nogle få jordstykker, som skulle anvendes til offentlige formål dér, og lejen er så høj, at der ud af den vil blive bygget verdens største teleskop, store offentlige bade og andre offentlige bygninger, og forskellige kostbare arbejder. Hvis, i stedet for disse få blokke, hele værdien af den jord, som byen er bygget på, var tilfaldet San Francisco, hvad kunne man så ikke udrette? 
     Så i denne lille by, hvor jordværdien er meget lav i forhold til sådanne byer som Chicago og San Francisco, ville De kunne gøre mange ting til det fælles bedste og offentlige forbedringer, hvis De beslaglagde den jordværdi til offentlige formål, som nu går til private. De kunne få et stort, gratis bibliotek; De kunne få et kunstmuseum; De kunne få en offentlig park, ovenikøbet en pragtfuld offentlig park. De har her en af de naturligt smukkeste steder, jeg kender, at lægge en by, og jeg har rejst meget. De kunne gøre dette sted til en by, som det vil være en fornøjelse at bo i. Sådan vil det ikke gå, sådan som De bærer Dem ad nu - åh, nej! Jamen, alene det faktum, at De har en pragtfuld udsigt her, vil få nogen til at holde endnu bedre fast på den jord, som har denne udsigt, og tage højere priser for den. Staten New York vil gerne købe en stribe jord, så at folk kan komme til at se Niagara-faldene; men hvilken pris der skal betales for det! Se på alle de store byer; i Philadelphia måtte de f.eks. blokere de eneste to brede veje, de havde i byen, for at kunne bygge deres store rådhus. Hvor De end ser hen, vil De se, hvordan privat ejendomsret til jord forhindrer offentlige såvel som private forbedringer. 
     Men jeg har ikke tid til at gå ind i yderligere detaljer. Jeg kan kun bede Dem om at overveje dette forhold, og derved vil De i højere grad indse ønskværdigheden. Som en af mine engelske venner siger: "Ingen skatter, og pension til alle," og hvorfor skulle det ikke ske? At udrede jordværdien til offentlige formål er i virkeligheden ikke at pålægge en skat, men at tage til offentlige formål en værdi, som fællesskabet har skabt. Og ud af den fond, som på denne måde ville blive tjent på den fælles ejendom, kunne vi, uden at ydmyge nogen, tjene nok til virkeligt at sikre alle dem imod nød, som har mistet deres naturlige forsørgere, eller har været udsat for uheld, eller hvem som helst, der blev så gammel, at han ikke kan arbejde. Al den palaver, der høres fra visse kredse, om, at det sårer almindelige mennesker at modtage, hvad de ikke arbejder for, er humbug. Sandheden er, at alt, hvad der sårer selvrespekten, nedværdiger, ydmyger; men hvis man giver det som en ret, noget, som alle borgere har ret til, er det ikke nedværdigende. Veldædige skoler nedværdiger børn, som bliver elever dér, men offentlige skoler gør ikke. 
     Men skønt disse fordele er store, er de kun påhæng. Det store vil være, at den reform, som jeg foreslår, vil føre til åbne muligheder for arbejde, og sætte mennesker i stand til at skaffe sig selv beskæftigelse. Det er den store fordel. Vi bør sikre os den enorme produktive kraft, som går til spilde overalt i landet, kraften fra ivrige hænder, som gladeligt vil arbejde. Og er dette forhold overvundet, så skal De se lønningerne begynde at vokse. Det er ikke sådan, at alle vil blive landmænd, eller at alle vil bygge huse til sig selv, hvis de havde muligheden for at gøre det; men så mange kan og vil, at det vil lette presset på arbejdsmarkedet og skaffe arbejde til alle andre. Og når lønningerne stiger, så skal De se den produktive kraft tage til. Det land, hvor lønningerne er høje, er landet med de største produktive kræfter. Hvor lønningerne er højest, vil opfindsomheden være mest aktiv; der vil arbejdet være mest intelligent; der vil det største udbytte fra et udbredt forbrug være. Jo mere De tænker over dette, jo mere klart vil De indse, at det, som jeg siger, er sandt. Jeg kan ikke håbe på at overbevise Dem på en time eller to; men jeg vil være tilfreds, dersom jeg har fået Dem til at stille spørgsmål.