Hvis De vil forstå, hvad jord er, så tænk over, hvad mennesker ville være uden jord. Hvis der ikke var nogen jord, hvor ville folk så være henne? Jord er ikke blot et sted, hvor man sætter køer på græs, eller får, eller hvor man dyrker majs eller kål. Det er det uundværlige element, som er nødvendigt for ethvert menneskes liv. Vi er alle landpattedyr; vore blotte kroppe stammer fra jord, og til jorden skal de vende tilbage igen. 
     Hvadenten et menneske har slået sig ned i byen eller på landet, hvadenten han er landmand, arbejder, mekaniker, handelsmand eller soldat, så er jorden absolut nødvendig til opretholdelse af hans liv. Uanset hvad han beskæftiger sig med, såfremt han er beskæftiget i et produktivt erhverv, så er denne produktive arbejdskraft, hvis den analyseres, simpelthen anvendelsen af menneskelig arbejdsindsats på jord, flytning eller omdannelse af universets forhold. 
     Vi taler om produktivt arbejde. Hvad er produktivt arbejde? Vi frembringer ting. Hvordan frembringer vi dem? Mennesket skaber dem ikke. Mennesket kan ikke skabe noget af intet. Alle de forhold, som vi kalder frembringelse er forandring af sted eller form; frembringen, ikke skaben. 
     Mennesket producerer kul ved at gå ned under jorden, udhugge kullet og bringe det op på jordens overflade; det producerer fisk ved at tage til søen eller floden eller havet og trække fisken op; det producerer huse, sætter tømmer, sten og jern sammen til udformningen af et hus; det producerer stof ved at tage ulden fra et får eller fibrene fra en plante og sætte dem sammen i et særligt forhold; det producerer afgrøder ved at åbne jorden, lægge sæd i den og efterlade den der, så naturens spirende indflydelse kan gøre sig gældende - altid en frembringen, aldrig en skaben, så at den menneskelige indsats - det vil sige arbejde på jord, er den eneste måde, hvorpå mennesket kan frembringe de ting, som han har brug for, og som er nødvendige til at sætte ham i stand til at opretholde livet. Jord og arbejde - det er de to nødvendige og uomgængelige faktorer i produktionen af velstand. 
     Nu, hvad angår ejendomsretten - hvad angår det princip, som sætter mennesket i stand til, om visse ting, at sige: "Dette er mit; det er min ejendom" - hvor kommer så det fra? Hvis man undersøger det, vil man indse, at det kommer af producentens ret til den ting, som han producerer. Hvad et menneske frembringer, kan det med rette gøre krav på at eje. Hvad end et individ, under udøvelse af sine evner, tager fra naturens depoter og modellerer til former, som tilfredsstiller menneskelige behov, er hans; til dette er der knyttet en retmæssig og hellig ejendomsret. Det er en ret, som baserer sig på individets ret til forbedringer, retten til at nyde frugten af sine egne evner, retten til besiddelse af frugten af sin egen indsats. Dette er en hellig ret, at krænke den er at krænke det hellige bud "Du må ikke stjæle." Deri ligger ejendomsretten. Men denne ret, som igennem naturlige og guddommelige love giver tingen produceret af ham, hvis indsats har frembragt den, som giver det menneske, som bygger et hus, retten til dette hus, til det menneske, som dyrker en afgrøde, retten til denne afgrøde, til det menneske, som opfodrer et husdyr, retten til dette husdyr - hvordan kan denne ret knyttes til naturens depoter? Hvordan kan denne ret knyttes til jorden selv? 
     Vi begynder med to principper, som jeg mener er klare og selvindlysende: det, som et menneske frembringer, tilhører ham, og kan af ham gives eller sælges til hvem han lyster. Men det, som eksisterede før mennesket opstod på jorden, det som ikke var frembragt af mennesket, men som blev skabt af Gud - det tilhører ligeligt alle mennesker. Da intet menneske har frembragt jorden, kan intet menneske gøre krav på ejendomsret over jorden. Da det var Gud, der skabte jorden, og da vi ved både fra naturlig opfattelse og åbenbaret religion, at Gud Skaberen ikke ser på persons anseelse, at alle mennesker i Hans øjne er lige, så ved vi også, at Han skabte denne jord til lige brug for alle de mennesker, som Han har kaldet til at leve på den. Vi begynder med dette klare princip, at da alle mennesker er her med samme tilsagn fra Skaberen, at da de alle er her underlagt Hans love og med samme behov for at anvende jorden, at da de alle er her med samme ret til at leve, så er de her alle med samme ret til at nyde Hans rige gaver. 
     Vi hævder, at Irlands jord, som jorden i et hvilket som helst andet land, ikke retmæssigt kan tilhøre nogen klasse, hvadenten denne klasse er stor eller lille; men at Irlands jord, som jorden i et hvilket som helst andet land, retmæssigt tilhører hele folket med samme ret til udnyttelse, og at intet menneske eller nogen menneskelig klasse kan have nogen retmæssig adkomst til jorden, som ikke også tilkommer alle andre. 
     Vi siger, at alle de sociale problemer, som vi ser her, alle de sociale problemer, som findes i England eller Skotland, alle de sociale problemer, som vokser frem i USA - lave lønninger, manglen på arbejde, det forhold, at skønt arbejde er frembringeren af velstand, så er overalt arbejderklassen den fattige klasse -alle skyldes den ene store fejl, den fejl, som gør det naturlige element, som er nødvendigt for os alle, det naturlige element, som blev skabt af Gud til brug for alle, er gjort til privat ejendom for nogle mennesker, den store fejl, som i alle civiliserede samfund har frataget det store flertal af befolkningen deres arveret til deres Skabers rige gaver. Vi higer ikke efter at forøge antallet af medlemmer i en priviligeret klasse, eller at gøre nogle tusind jordejere til nogle tusind flere. Nej, nej; vi higer efter at sikre den naturlige og af Gud givne ret for alle de undertrykte i samfundet - efter at sikre hvert barn født i Irland, eller i noget andet land, dets naturlige ret til den lige adgang til at udnytte dets hjemlige jord. 
     Hvordan kan vi sikre det? Vi kan ikke sikre det ved at dele jorden ligeligt op, ved at give hver mand eller hver familie en lige stor lod. Det er et middel, som hører hjemme i et primitivt samfund, hvor det forudsættes, som efter Mosaisk lov, at disse lige store lodder er udelelige, så at de aldrig kan blive solgt bort fra familien. Men i vor moderne civilisation, hvor industrien er kompleks, hvor jorden visse steder er meget værdifuld og andre steder af ringe værdi, hvor den konstant skifter i relativ værdi, kan ligelig deling af jorden ikke sikre lighed. 
     Måden at sikre lighed på er ligetil. Det er ikke ved at dele jorden; det er ved at bede dem, som det tillades at besidde jord, om i kraft af deres givne fortrin at betale til hele fællesskabet, resten af folket, indbefattet dem selv - til hele folket, en rimelig leje eller bonus for dette privilegium, og anvende den således tilvejebragte sum til glæde for hele folket. Hvad vi vil gøre, er simpelthen at gøre hele folket til den egentlige jordejer, at lægge den leje, som betales for anvendelsen af jord, ikke i lommerne på individuelle jordejere, men i samfundets kasse, hvor det vil kunne anvendes til fælles gavn. 
     Leje er jo en naturlig og retfærdig ting. For eksempel, hvis vi i dette lokale sammen skulle drage afsted til et nyt land, og vi var enige om, at vi ville bosætte os i dette nye land på lige vilkår, hvorledes kunne vi så dele jorden op på en sådan måde, at ligheden kunne sikres og fortsættes? Hvis det blev foreslået, at vi skulle dele den op i lige store lodder, ville der for det første være den indvending, at vi i vores opdeling ikke fuldt ud ville kende til jordens karakter; den ene ville få en mere værdifuld lod end den anden. Som tiden så gik ville værdien på forskellige jordlodder skifte, og yderligere ville, hvis vi en gang for alle foretog delingen og så tillod fuldt og helt ejerskab over jorden, ulighed dukke frem i den kommende generation. Den ene ville blive initiativløs, en anden ville tværtimod blive overordentlig omhyggelig med opsparing og foretagsomhed; én ville være uheldig og en anden mere heldig; og så videre. I løbet af kort tid ville mange af disse mennesker have skilt sig af med deres jord til andre, så at deres børn, som kommer efter dem ikke ville have nogen jord. Den eneste retfærdige måde ville være denne - at enhver iblandt os skulle have frihed til at overtage og anvende en  hvilken som helst jordlod, som ingen andre ønskede at anvende; hvor mere end én mand ønskede at anvende den samme jordlod, skulle den, som anvendte den, betale en afgift, som, fordi den ville indgå i en offentlig kasse og blive brugt til gavn for alle, ville sikre alle de samme muligheder. Det ville være den ideelle måde at dele jorden på i et nyt land. 
     Problemet er, hvorledes man overfører dette til et gammelt land. Sandt nok er vi konfronteret med den sandhed i hele den civiliserede verden, at en bestemt klasse besidder jorden og ønsker at beholde den. Men en af jeres fortræffelige ledere, Mr. Parnell, sagde, for nogle år siden i sin Drogheda tale, at der kun var to måder, hvorpå jorden kunne fordeles til folket. Den ene var at købe den, den anden at kæmpe for den. Jeg tror ikke, at dette er sandt. Jeg tror, at Mr. Parnell på det tidspunkt overså en ganske vigtig tredje måde, og det er den måde, som vi foreslår. 
     Det er den, vi foreslår med det, som vi kalder grundskylden. Vi foreslår afskaffelse af alle indkomstskatter. I stedet for alle de skatter, som nu opkræves, at indføre en enkelt skat, og det skatten på jordværdi. Bemærk venligst, alene på jordværdien - ikke på værdien af forbedringer, ikke på det, som værdien af den enkeltes arbejde har iforøget jordens værdi med, det tilhører den enkelte; men på værdien af jorden i sig selv, uafhængig af forbedringer, så at en hektar jord, som ikke er blevet forbedret, vil indbringe lige så meget i skat som en hektar, der er blevet forbedret. Så at en byggegrund, hvor der ikke er noget hus, vil blive pålagt at betale lige så meget i skat som en byggegrund, hvor der er et hus. 
     Jeg sagde, at betaling af grundskyld er en naturlig ting. Det er den. Hvor en mand besidder et stykke jord, som er mere værd end en andens, er det, når alle har lige ret, kun retfærdigt overfor alle at han skal betale forskellen. Hvor en mand har et stykke jord og andre ingen har, giver det ham en særlig fordel; det er kun retfærdigt, at han skal betale værdien af dette særlige privilegium, som fællesskabet har tilstået ham, til den fælles kasse. Det er, hvad man kalder jordrente. 
     Men der findes desuden en magt, som følger af monopolet; magten til at opkræve en leje, som man kan kalde monopollejen. På den ø, som jeg har foreslået, at vi drager til og slår os ned på, vil enhver, efter den plan vi har fremsat, årligt skulle betale den bestemte værdi af den jord, han havde, til den særlige kasse i forhold til sit særlige privilegium, og de, som havde jord af ingen værdi, skulle ingenting betale. Den leje, som den enkelte skulle betale til fællesskabet ville kun andrage værdien af det særlige privilegium, som han nød godt af fra fællesskabet. Men hvis én mand ejede øen, og vi tog derover, og De alle var dumme nok til at lade mig påberåbe mig ejendomsret over øen og sige, at den tilhørte mig, så kunne jeg opkræve en monopolleje; jeg kunne få hver af Dem til at betale mig hver en penny, De tjente, bortset fra lige nok til, at De kunne holde Dem i live; og grunden til, at jeg ikke ville kunne få Dem til at betale mere, er udelukkende, at hvis De skulle betale mere, ville De dø. 
     Magten til at opkræve denne monopolleje kommer af magten til at lade jord ligge ubrugt hen - kommer af magten til at holde arbejdskraften væk fra jorden. Beskat jorden efter dens fulde værdi, og den magt ville være forsvundet; de rigeste jordejere ville ikke have råd til at lade værdifuld jord ligge ubenyttet hen. Overalt ville denne enkle idé tvinge jordejerne til enten at anvende jorden eller sælge den til en, som ville; og jordlejen ville så falde til det ægte økonomiske niveau - værdien af dette særlige privilegium ville ikke gå til enkeltpersoner, men til hele samfundet, for at blive anvendt til gavn for hele samfundet. 
     Jeg kan ikke fortsætte uden at nævne navnet på en af de fremragende irere, som har argumenteret for dette princip, længe før man hørte om mig. Jeg hentyder til en enkelt mand. Mange iblandt Dem kender, og alle har uden tvivl hørt om Dr. Nulty, biskoppen fra Meath. 
     I 1881, før jeg nogensinde havde været i Irland eller Dr. Nulty havde hørt om mig, skrev han et brev⁽¹⁾ om Jordspørgsmålet til præsteskab og lægmænd i Meath stift. Dr. Nulty fastlægger præcist de principper, som jeg har sat mig for kort at fremlægge for Dem, nemlig at der er en ejendomsret, som stammer fra arbejde, fra produktion; at det er naturens lov, Guds lov, at alle mennesker bør arbejde; at det, som et menneske frembringer ved sit arbejde, tilhører ham; at det depot, hvorfra alt må komme - jorden selv - ikke kan tilhøre noget menneske, og at det behandles netop, som jeg har foreslået, for at give sikkerhed for besiddelse, og at lade dem med særlige privilegier betale for disse privilegier til en fælles kasse og at anvende denne kasse til gavn for alle. Dr. Nulty fortsætter med at sige, at enhver, som har studeret dette emne, hjertens gerne vil skrive under på, at den naturlov - loven efter hvilken befolkningen øger jordværdien i et bestemt område og får den til at stige mere og mere - dette princip, efter hvilket jord, efterhånden som byerne vokser, bliver mere værdifuld - at dette er det klareste og bedste bevis, ikke blot på Skaberens visdom, men også på Hans algodhed. For han viser klart, at dette er den naturlige bestemmelse, ved hvis kraft, hvis blot mennesker ville adlyde Guds retfærdige love, hvis blot mennesker ville adlyde den fundamentale grundsætning i kristendommen om at gøre mod andre, som man ønsker, at andre skal gøre mod én: at ved denne bestemmelses kraft ville det, ved civilisationens fortsatte fremskridt, være mod en større og større lighed mellem mennesker - ikke som nu mod en større og større ulighed. 
     Disse er de ligefremme, enkle principper, som vi støtter, og vort praktiske middel til at gengive alle mennesker i alle lande deres lige ret til jord i deres land er simpelthen at afskaffe alle andre skatter, at lægge skat på jordværdien, uafhængigt af forbedringer, at øge denne skat så hurtigt, vi kan, indtil vi opkræver den fulde værdi af jorden, og vi påstår, at dette fuldstændig vil undergrave monopolet på jord, og endelig vil vi skabe en fælles kasse til gavn for hele samfundet. Hvor let en vej det er at gå fra en uretfærdig situation, som den nuværende, til en ideelt retfærdig situation, kan bl.a. ses af dette. Hvor man foreslår at tage jord til fordel for hele folket, mødes man med det samme med krav om kompensation fra jordejerne. Men, hvis man beskatter dem, så har ingen hørt om noget sådant som at kompensere et folk for opkrævet skat. 
     På denne nemme måde kan hele folket igen få brugsret over jorden, igennem en blid og gradvis proces. 
     Hvad jeg beder Dem om i aften, er, såvidt De kan, at slutte Dem til bevægelsen og arbejde for dens formål. Det er ikke en lokal sag, det er et verdensomspændende problem. Det er ikke en sag, som kun interesserer folk i Irland, folk i England og Skotland eller noget særligt land, men det er en sag af interesse for hele verden. Hvad vi er i krig for, er menneskehedens frihed; hvad vi kæmper for er afskaffelsen af det industrielle slaveri, som fuldt så meget som negerslaveriet trælbinder mennesker. Der skal ikke sværd til at vinde kampen. Der er en magt, som er langt stærkere end sværdet, og det er magten i den offentlige mening. Når flertallet af mennesker ved, hvad der skader dem og hvordan der kan ændres på det, når de ved, hvad de skal kræve, og hvordan deres krav bliver hørt og følt, så vil de få det og ingen magt på jorden kan forhindre dette i at ske. Hvad der overalt gør folk til slaver, er uvidenhed og fordomme. 
     Hvis vi skulle drage afsted til den ø, som vi forestillede os, og hvis De var tåber nok til at indrømme, at jorden tilhørte mig, ville jeg være herre, og De ville være mine slaver, lige så gennemført, lige så fuldstændigt, som hvis jeg ejede Deres kroppe, for alt hvad jeg ville behøve at gøre for at fratage Dem eksistensmuligheden ville være at sige "forsvind fra min jord." Det er årsagen til, at det industrielle slaveri findes over hele verden, det er årsagen til de lave lønninger, det er årsagen til den uanvendte arbejdskraft. 
     Hvordan kan De bekæmpe dette? Kun ved at gå ud fra de første principper, kun ved at fremsætte menneskets naturlige krav. De kan ikke gøre det ved hjælp af et sådant projekt, som det er blevet foreslået, hvorefter jordejerne købes ud og jorden derpå sælges til de landmænd, som i dag lejer jorden. Hvad godt vil det gøre arbejderne? Hvilken gavn vil det gøre byernes håndværkere? Og hvilken gavn vil det på langt sigt gøre for bondestanden? For så såre De gør dette, vil De observere det samme her, som vi har observeret ske i USA, og ved livets omskiftelser, ved skæbnens ændrede retning, ved forskelle mellem mennesker - nogle som sælgere og låntagere, nogle som erhververe af kapital og atter andre, som bliver fattigere - vil De i løbet af kort tid have genskabt det gamle system. Men det er ikke retfærdigt efter en hvilken som helst holdning. Hvilken større ret har en landmand på lejebasis til at modtage en særlig fordel fra fællesskabet end en hvilken som helst anden mand? Hvis der skal købes landbrug til landmanden på lejebasis, hvorfor så ikke støvler til håndværkerne, butikker til ekspedienterne, både til fiskerne  - hvorfor skulle staten ikke gribe ind og forsyne alle med kapital? Og overvej dette med hensyn til at købe jordejerne ud. Hvorfor, i himlens navn, skulle de købes ud? Købes ud af hvad? Købes ud af det privilegium at kunne pålægge deres medborgere en skat? Købes ud af det privilegium at have taget, hvad der tilhører alle? Det er ikke retfærd. Hvis nogen, når folket genvinder sin ret, skal have kompensation, må det være dem, som har lidt under uretfærdigheden, ikke dem, som har været årsag til den og har tjent på den.