Salen og tribunen var fyldt til trængsel. John Ferguson dirigerede. Henry George, som blev modtaget med vedholdende jubel, sagde:

     Dirigenten har skildret vort standpunkt rigtigt. Vi er i sandhed ejendomsrettens forsvarere. Og fordi vi anerkender ejendomsretten, fordi vi siger, at det, som enhver producerer, bør tilhøre ham og af ham kan gives eller sælges til hvem han behager, og at afhændelsen fra hans side medfører en klar og sikker retstitel; fordi vi anerkender denne sande ejendomsret, fornægter og tilbageviser vi enhver sådan ejendomsret i det fysiske univers. (Bifald.) Vort princip er klart. Det, som mennesket frembringer, tilhører ham selv og kan af ham bortgives og overdrages. Det, som Gud har frembragt, tilhører alle mennesker til fælles benyttelse. De har lige ret til brugen deraf, men ingen har ret til at eje det. Aldrig eksisterede den mand eller de mænd, fyrster, parlament eller kongres som kunne overdrage til noget individ, dets efterfølgere eller befuldmægtigede, en ejendomsret til selve vor planet. (Bifald.) Og den lige ret til jorden må anerkendes, såfremt vi vil anerkende ejendomsretten til arbejdets frembringelser. Thi såfremt jeg må afstå nogen del af mit arbejdsprodukt til en anden for retten til at leve i denne verden, er min ejendomsret beskåret i tilsvarende udstrækning. I samme udstrækning bliver jeg slave: eftersom slaveriets væsen består i at tillade herren at tilegne sig andres frembringelser uden at yde erstatning derfor.

     Lad mig i korthed sammenfatte vore principper og atter fremsætte, hvorledes vi foreslår at sikre de lige rettigheder til jorden; hvorledes vi foreslår at helbrede denne fundamentale uret, som ligger til grund for og er roden til nutidens samtlige sociale og politiske vanskeligheder. Vi hævder, at alle mennesker har lige rettigheder til deres fødelands jord. Vi hævder ligeledes, at passende jordlodder må overlades individerne til sikker besiddelse, for derved at fremme disses bedst mulige benyttelse. Vi anerkender, at medens individuel ejendomsret ikke bør tåles, bør individuel besiddelse hævdes og sikres. Vi har ikke til hensigt at fordele landet ligeligt. Vi vil simpelthen kun, at de individer, som er eller kommer i besiddelse af jord, som erstatning for de specielle fordele der således bliver dem til del ved samfundet, yder et passende vederlag til dækning af samfundets udgifter, at de skal betale i forhold til de specielle fordele, som besiddelsen af det omhandlede stykke jord giver dem. Vi har ikke til hensigt at udføre dette princip ved med magt at berøve de nuværende ejere besiddelsen og udleje den til andre. Vi fører ingen juridisk strid om dette punkt. Men vi antager, at der findes en meget lettere metode – én der bedre stemmer overens med vore sædvaner og vor tænkemåde. (Bifald.)

     Vi vil skride frem på den vej vi kalder »the single tax«, jordrenteskatten, fordi vi er overbeviste om, at vi ad denne vej kan opbyde den samlede stridsmagt mod det punkt, der yder den svageste modstand; at på denne vej vil vi møde de færreste forhindringer, at vi på denne vej vil finde, at hvert skridt medfører det største resultat og gør det næste skridt så meget lettere. Og derfor foreslår vi den plan, der har til hensigt at sikre den, der forbedrer jorden, den fulde ejendomsret til disse forbedringer; at sikre den, der producerer rigdommen, den fulde ejendomsret til den rigdom hans energi og udholdenhed bringer tilveje; at sikre hvert individs lige ret til benyttelsen af dets fædrene jord; at sikre enhver kvinde og ethvert barn, enhver enke og enhver faderløs deres fulde andel i den formue, som tilhører hele samfundet, hvori de med rette burde deltage – det er, at afløse alle skatter på genstande frembragt ved arbejde, og anvise det offentlige indtægten fra jordrenten – en skat på jordværdierne uden hensyn til de forbedringer, som det menneskelige arbejde har nedlagt deri eller oprettet derpå. Hvad vi har til hensigt at tage er, hvad John Stuart Mill kaldte »the unearned increment« – den ufortjente tilvækst – den værdi, der opstår overalt hvor menneskelige skabninger samler sig, den værdi der vokser ved befolkningens forøgelse og ved udførelsen af offentlige arbejder, den værdi der er frembragt af hele samfundet og med rette tilhører samfundet i sin helhed. (Bifald.)

     Vi er individualister i den højeste og sandeste betydning. Vi er socialister i den bedste forstand. Vi vil overlade til individet alt, hvad den individuelle energi, foretagsomhed og stræbsomhed har produceret og ophobet, ligegyldig hvor meget det måtte være. Vi vil tage for samfundet alt, hvad der opstår ved samfundets vækst, alt hvad der ikke med rette tilhører noget enkelt individ. (Bifald.) Og mærk vel dette – vi agter at tage jordværdierne i skat, netop så hurtigt vi kan og netop så vidt vi formår, indtil vi kommer så nær som muligt til tyve shillings pr. £ (c: 100 øre pr. kr.) (Hør!) Idet vi gør dette, er det ikke vor hensigt at indrømme nogensomhelst godtgørelse. (Hør, Hør!) Såfremt nogen ejer jord, såfremt nogen har i sinde at købe jord, under den forudsætning at han vil erholde en godtgørelse, såfremt vore ideer skulle blive de herskende, lad ham slå sig dette ud af hovedet! (Bifald.)

     Tydelig, simpel og letfattelig er denne vor plan. Hvem kan sige, at den ikke er retfærdig? At den ikke er vis? Jeg har aldrig endnu truffet den, der kunne. De fejlfortolkninger, som Hr. Ferguson har talt om – hvorfor fremsættes de? Fordi det er absolut nødvendigt for at kunne opponere mod os. Dette er grunden, og en tilstrækkelig grund tillige. Men trods alle fejlfortolkninger ligger der i selve sandhedens natur det, som sætter den i stand til at bane sig vej, trods alle fejlfortolkninger og trods al opposition, under den forudsætning alene, at der overhovedet finder diskussion sted. Og Gud være lovet! Denne sandhed er allerede så vidt fremme i diskussionen, at den aldrig kan trænges ud deraf igen. (Stærkt bifald.)

     En herre, der underskriver sig: »En fattig mand«, overrækker mig dette brev:

     »Såfremt De ønsker at øve en velgerning mod de fattige i dette land, da må De begynde en agitation for en nedsættelse af lejeafgiften – både af butikslejen og af huslejen. Opret et butikslaug og et huslaug. For tiden har en fattig intet sted, hvor han kan lægge sit hoved.

     Det er netop hvad vi har i sinde. Vi agiterer for en nedsættelse af butiks- og huslejen, for det som betales for butikker og huse består væsentligst af grund- eller jordrente.

     Dog »en fattig mand« kan lægge sit hoved nogle steder, om han ikke er altfor fattig. Jeg besøgte i dag en af de store institutioner i Glasgow – det Glasgow som skal »blomstre ved ordets forkyndelse« – hvad de kalder et »normalt logishus«. (Latter.) Inspektøren viste mig en bog, hvori de besøgende skriver deres navne, og der fandtes mange navne af hertuger og lorder. Og alle udtaler de deres høje tilfredshed ved tingenes nydelige udseende. »En fattig mand« kan ikke finde et sted til at lægge sit hoved i sikkerhed! (Latter.)

     Nuvel, i dette normal-logishus er der – skal jeg kalde det værelser? (Latter.) – brikse, dannet i denne facon – (tydeliggør det ved at vise figuren). Arrangementet er meget sindrigt. Maksimalt antal rum er opnået på et minimum af plads. (Stærk latter og bifald.)

   Stedet holdes net og propert og vaskes omhyggeligt; og stengulvene er ornamenterede med kridttegninger i mangel af tæppe. Og om De dér kan opnå en seng med samtlige behageligheder af sengetøj og lagner – ét over og ét under – koster det 4½ pence (33 øre) pr. nat; og er De tilfreds med ét lagen, kan De opnå det for kun 3½ pence (26 øre). Der er seks sådanne kommunale herberg i Glasgow; og inspektøren fortalte mig, at hundreder ofte må bortvises af mangel på plads. Og der er mange, mange mænd i Glasgow, som ikke kan gå der, skønt man ifølge inspektørens sigende, kan leve for kun seks shillings (c. 5 kr.) ugentlig, om man logerede på en af disse pladser. »En fattig mand«, har ret, – (afbrydelse i talen, som kræver dirigentens indblanding, og to urolige tilhørere bliver sat udenfor. Dirigenten bemærkede, at i det mindste den ene af disse ikke var i ædru tilstand.) George fortsatte, da roen var genoprettet:

     Drukkenskab er en frygtelig svøbe hertillands nuomstunder, (hør!) og de folk som arbejder for afholdenhed, arbejder også for den sociale reform. Drukne folk kan intet udrette for at hjælpe sig selv eller hjælpe nogen anden. Men når store masser af folk må leve på den måde, som jeg netop har beskrevet eller endnu værre, nuvel, da hører man op med at undre sig over, at der er så megen drukkenskab. (Hør!) – Burde der ikke, må der ikke være en udvej, som kan sikre et menneske som er villig til at udføre et passende arbejdsmål, en anstændig tilværelse, en anstændig levevis, en andel – ikke blot i livets nødtørft men også i en mådeholden luksus? Og der gives en sådan. Der er én udvej, men blot én. Fattigdom må vedvare, laster og forbrydelser må følge dens spor; gør hvad I finder for godt på velgørenheds område, gør hvad I vil ad lovgivningens vej; det er fuldstændig umuligt at helbrede denne sociale sygdom, medmindre retfærdighed indføres. (Hør, hør!)

     »Agitér for nedsættelse af lejen for huse og butikker«. Det er netop hvad vi er i færd med. Det, kan ikke gøres med udsigt til held, på anden måde end netop den vi påpeger. Bygningslejen – butiksbygningen og beboelsesbygningen – deraf kan intet kvantum agitation medføre en direkte reduktion. Den eneste måde, hvorpå en reduktion af lejesummen kan indføres, er ved at forøge den lethed hvormed huse kan bygges og vedligeholdes, og afløsningen af alle afgifter på bygninger som vi foreslår, vil medføre dette. Men enhver agitation, der vil forsøge med magt at tvinge huslejen ned, vil bevirke, at al nybygning standsede. Og medens det beløb lejeren betaler for benyttelsen af huse, værksteder og butikker burde være mindre og ville være mindre, om vor plan tages tilfølge og de skatter, som nu påhviler bygninger bliver ophævet, gælder klagemålet der føres i virkeligheden ikke huslejen, men grundlejen. Hvad der er så utåleligt i sammenligning med arbejdsfortjenesten, er ikke den betaling, som går til manden, der har opført bygningen, eller som har købt den af denne eller hin, som har opført den; det er den betaling, som går til manden, der kun har tilegnet sig grundstykket; eller købt eller arvet dette eller fået det foræret af den anden som tilegnede sig det. (Bifald.) Bygningen er et arbejdsprodukt. Når arbejdsproduktet er overdraget til brug eller eje for andre arbejdsprodukter, da har der fundet en ærlig arbejdsudveksling sted. Men når arbejdsproduktet må gives i bytte til individer for retten til at benytte verden, da tuskes der ikke, men der stjæles (Hør!) Idet vi skrider fremad i den hensigt at sikre ethvert individ dets ubeskårne ret til at leve og virke i fødelandet, arbejder vi for alle klasser – ikke alene for dem, som lejer huse og dem, som benytter værksteder og butikker i byerne – men for enhver, fra arbejdsmanden til købmandsfyrsten. For hver eneste i det ganske land, fra landarbejderen som lever i en lerhytte til adelsmanden som bor på det stolte slot. Jeg benægter, at retfærdighed vil komme nogen tilskade. Jeg er ikke alene overbevist om, at ikke blot dem, der i dag undertrykkes ved denne uretfærdighed, men også dem, som i dag tror, at de profiterer derved, vil have få fordel af dens afskaffelse; vil finde deres stilling forbedret, vil finde livet fyldigere og lykkeligere, når Guds vilje udføres og retfærdighed hersker blandt menneskene. (Bifald.)

     Jeg har modtaget et brev fra en engelsk gejstlig, som ønsker, at jeg i Skotland skal tale om nogle tilfælde, der fandt sted i Østlothian. Jeg skal læse brevet for Dem. Måske er der nogle blandt Dem, som kender til sagen.

     »Min herre! George Hope fra Fentonbarns, forpagter, var opstillet som kandidat mod lord Elcho (nu jarl af Wemyss) i 1865. Dette førte til en kombination af godsejerne i Lothian, hvorved forpagtere med liberale anskuelser blev gjort så sjældne som det vel var muligt.

     Hope blev fordrevet, ligeså Sadler, Russell og adskillige andre forpagtere, der havde støttet ham. James Howard, parlamentsmedlem, fremdrog i sin tid disse forfølgelser for underhusets medlemmer, men forgæves. Udsættelsesforretningen skete i reglen i den form, at man ved forpagtningstidens udløb forlangte en umulig forpagtningsafgift, eller ved at der nægtedes reduktion af afgiften i år med trykkede priser eller ringe afgrøde. Forpagteren som man således blev af med, enten ved udsættelse eller ved tvungen resignation, efterlod i alle tilfælde en stor del af sin kapital, der var anvendt på jorderne. En række artikler fremkom i 1887 i »North British Daily Mail«, som angav det nærmere ved disse konfiskationer. Der foreligge mig de beretninger, som omhandler A. J. Balfour's to godser i Østlothian. Ifølge disses overslag, har Balfour således konfiskeret for over femti tusind pund sterling forpagterkapital siden 1872. Adskillige af hans forpagtere blev ruinerede og fallerede.

     Disse tre tilfælde er blot eksempler. Der er andre fuldt så slemme, på samme jordejers godser og andre Lothian-godsejeres rygte er ligeså plettet og forsmædeligt. Jeg indskrænker min beretning til Balfour, fordi hans ejendomme i højlandene giver en lige så fyldestgørende illustration af vore britiske landloves og landlovgiveres vederstyggelighed som i de andre dele af Skotland.

     Jeg stoler oprigtigt på, at De, min herre, når De kommer til Skotland, vil føre et mægtigt stød til fordel for Lothian-forpagterne.

---

     Sådanne ting er kun altfor naturlige under et system, der anerkender én mand som ejer af den jord, hvorpå andre mennesker skal leve og arbejde. Det er unyttigt at nøjes med halve forholdsregler. Den eneste rigtige udvej er at føre et stød, ikke mod grenene men mod det onde træs rod. Beskat den ud af tilværelsen. (Stormende jubel.) Selv om De i dag blot afløste skatten på bygninger og forbedringer og lagde den på jordværdien, hvor føleligt ville ikke godsejerens magt blive ramt? Disse folk, der i dag såvel i Skotland som i England, lader jord henligge ubenyttet for at afpresse forpagtere høje afgifter, vil blive tvunget til, på grund af beskatningen, at søge folk, der vil benytte deres jord eller også at sælge. (Bifald.) Disse godsejere i højlandene, som forvandlede det land, som engang var hjemsted for mennesker, til jagtgrunde og samlingspladser for vilde dyr – beskat dem til det fulde beløb af hvad husmanden og indsidderen vil give for benyttelsen af jorden, og se hvor hurtigt den jord, der nu henligger udyrket til lystjagter, vil komme under opdyrkelse. Og De vil tillige se, hvorledes det vil påvirke industrien og velstanden i enhver henseende.

     En deputation fra Glasgow henvendte sig nylig til Sir Michael Hicks-Beach og beklagede sig med rette over, at når et skib ankommer fra Calcutta til London, beregnes der £ 36 i fyrafgifter. Når det ankommer fra Calcutta til Glasgow, beregnes der £ 71. Når det ankommer fra London til Glasgow med fremmed ladning betales der £ 86. Når det ankommer fra London til Glasgow med indenrigs ladning, betales der blot £ 8. Betragt engang denne diskrimination mod Deres handelsomsætning. Under vort system med beskatning af jordværdier, vil alt dette forsvinde af sig selv og intet skib, hverken til London eller til Glasgow, vil skulle betale en penny. Jordrenteskatten vil dække udgifterne til at bygge og vedligeholde fyrtårnene. Og ved afskaffelsen af disse fyrafgifter, vil forbindelsen med Deres land være så meget lettere; priserne på fremmede varer være så meget lavere, og det vil være så meget mere fordelagtigt at leve her; jordværdien vil stige og De vil derved erholde vederlag for udlægget til fyrtårnene.

     Se Dem omkring, hvorledes det nuværende system også i enhver anden retning hæmmer foretagsomheden. Betragt jernbanesystemet. De har meget høje jernbanetariffer her. Deres jernbaner har ikke blot betalt for de jordværdier, som de benytter, men de er blevet pressede af jordejerne og i enkelte tilfælde er der påført dem ganske betydelige udgifter til at opfylde jordejernes luner. Det blev dem f.eks. forbudt at føres omkring hertugen af Buccleugh's sommerbolig; og fordi hans nåde ikke skulle komme til at se de plebejiske lokomotiver passere forbi sine slotsvinduer, måtte der bores en ellers overflødig tunnel for £ 120.000, hvilket altsammen måtte betales ved forhøjede rater.

     Se i hvilken retning De vil, og hvis De ser med åbne øjne, kan De ikke undgå at se fordelene ved det system, vi foreslår. De vil se dets fiskale fordele. De vil se fordelene ved industriens påvirkning og den forøgede velstand. Og De vil se tillige, at det sikrer en retfærdig fordeling af velstanden, idet det giver industrien det, der tilhører den, og tager for samfundet det, der tilhører alle. (Bifald.)

     Dette er mit farvel til Skotland, (råb: »nej, nej! «) for tiden i det mindste. Jeg håber at komme tilbage igen, men hvorvidt det vil ske snart er jeg ikke i stand til at sige. Jeg har haft al anledning til at glæde mig ved dette mit tre ugers besøg. Det er femte gang jeg er i Glasgow, første gang var i 1882, ved mødet i samme sal, hvor min ven John Ferguson dirigerede. (Bifald.) Men først denne gang var jeg så heldig at se Skotland til sin fordel. Jeg har stedse tidligere været her om vinteren; og nu for første gang har jeg set de unge knopper og løvet springe frem – for første gang har jeg haft et glimt af »Bonnie Skotland.« Og skønt er det, når solen skinner derpå. Jeg har set mange lande, men intet skønnere. (Stærk jubel.) Men hvad der har glædet mig mest, var ikke så meget de unge knopper og løvets spiren, som de tegn jeg har set på tankens spiren og udvikling; jeg har iagttaget, at De befinder Dem på overgangsstadiet til et stort fremskridt, hvis beskaffenhed vi i aften har talt om. (Bifald.) Overalt hvor jeg har været i Skotland, har jeg set i programmets karakter, i tilhørernes stemning, i deres tilråb og i de til mig rettede spørgsmål, et overordentligt fremskridt i de sidste fire år. Jeg vender tilbage til min opgave i England med den faste overbevisning, at folket i Skotland nu er modent for det store skridt fremad. (Bifald.)

     Jeg vil ikke dermed sige, at enhver som vi håber at overbevise, allerede er overbevist; jeg vil ikke dermed sige, at vi allerede i dag har en fast majoritet for os. Men jeg mener, at disse ideer nu er så dybt indpodede over hele landet. Alt hvad der endnu gøres nødig er et bestemt spørgsmål, der kan føre dem ud i den praktiske politik, så at de kan vokse som græsset, når den varmende sol skinner og den varme regn derefter væder jorden. (Bifald.)

     De har nogle mænd i parlamentet for tiden, som vor ven Dr. Clark, (stærkt bifald) der vover at stå frem mod en hylende majoritet og hævde, hvad der er ret. Jeg håber De vil sende flere sådanne mænd til at repræsentere Skotland. (Stærkt bifald.) Men glem ikke, at lokalforvaltning er lige så vigtig som rigsforvaltning. Ret ikke jeres blik udelukkende på parlamentet og forsøm ikke, hvad der kan gøres på selve stedet. Jeg ved ikke om byen Glasgow, under den gældende forfatning, har ret til at påligne skatter efter forgodtbefindende. (Råb: »nej!«) Nuvel, så forlang det. Hvorfor fordrer De ikke denne magtfuldkommenhed i kommunale anliggender, hvorved De vil sættes i stand til her at afløse bygningsskatten og ligne beløbet på jordværdierne, beskatte de byggelodder der ligger ubrugte lige så højt, som jord og bygning tilsammen, efter at den sidste er blevet opført? Enhver, for hvem denne idé fremføres, kan se hvor meget bygningsvirksomheden vil udvikle sig og fremspire i denne store by; hvorledes denne sammenpakning af 125.000 mennesker i enkelte værelser vil forsvinde. Medens De ikke må tabe statsmaskineriet af syne for dettes område, varetag samtidig det lokale områdes virksomhed – og om De savner magten på det lokale område, da forlang den. Hold diskussionen vedlige, vedligehold agitationen. Det sande missionsarbejde i denne store sag ligger ikke indenfor sale som denne; det er derimod det stilfærdige arbejde mellem de enkelte, det er den virksomhed som John Murdock her udøver. Lad enhver mand og enhver kvinde, som har opfattet denne store tanke, som føler med inderlighed og varme for denne store sag, lad dem konstituere sig selv til missionsselskaber af én. (Bifald.)

     Og lad mig udtale det, der er én ting hvori Deres folk står tilbage – nemlig ved ikke tilstrækkelig at engagere kvinden. Det står for mig som et meget tvivlsomt spørgsmål, hvorvidt det mandlige køn selv nu er det mest indflydelsesrige af begge. Såfremt De ønsker fuldstændig indflydelse over mændene, må De søge at opnå indflydelse over kvinderne. Og dette jordspørgsmål mødes af kvinden med særlig og dyb interesse. Det er kvinderne, som må tage vare på disse etværelses lejligheder. De er de tusinde småbørns mødre, som i denne by årligt sendes ud af verden, før deres tid. Om de ikke føler interesse for denne sag, er det blot fordi man ikke har skildret dem den. Underkend ikke kvindens politiske indflydelse, fordi hun ikke har stemmeret. (En stemme: »De burde have«) Javel, de burde have; jeg er enig med Dem deri. (Stærkt bifald.) Men imidlertid, tro De mig, har de selv uden stemmeret en stor indflydelse på de folk, der har stemme. (Bifald.)

     Det er med beklagelse, at jeg forlader Skotland. Siden jeg kom, følte jeg mig hjemme her. Lige siden jeg kom, havde jeg tillid til hvad skotterne ville udrette for denne vor store sag. Jeg tror, at i mange retninger er De forud for andre. Kast jeres energi i vægtskålen til fordel for denne store bevægelse. Der kan ikke være nogen stoltere plads for Skotland end i forreste linie for denne verdenskamp.

     Hvis Deres hjerter banker af patriotisme, hvis De har følt Dem inspirerede ved den skotske sang og den skotske traditions trylleri, da bær Skotlands banner højt i spidsen for denne bevægelse, som Douglass bar Bruce's hjerte. (Stormende bifald.) Tænd her i norden en bavne, som vil samle sydens mænd, hvis skær vil strømme videre over havene og besvares fra kanter, hvor endnu mørket ruger, med andre bavner. Begynd her den bevægelse, som vil samle styrke, efterhånden som den skrider frem, og skal bevæge sig fremad som en lavine til den når London og overvælder dem, der repræsenterer nationen. – (Stærkt og vedholdende bifald.)

---

     Spørgsmål: Vil jordrenteskatten ikke være uretfærdig mod små jordbesiddere, som har købt deres ejendomme? Ville den ikke uretfærdigt berøve dem den værdi, som de har betalt?

     Georges svar: Dette ligner meget det spørgsmål, om ikke emancipationen ville være uretfærdig mod små slaveejere, som for deres spareskillinger havde købt en enkelt slave. (Latter og bifald.) Nej, jordrenteskatten vil ikke være uretfærdig, den vil netop være til nytte for sådanne små jordbesiddere. – Betænk, at hvad vi foreslår er knapt den fulde retfærdighed. Vi er de mest mådeholdne af alle. Såfremt jord er, hvad jeg ikke tror at nogen her vil benægte, almindelig ejendom ifølge naturens ret, da vil fuld retfærdighed kræve, således som loven også gør i sager mellem mand og mand, den lov som jordbesiddere stedse påkalder hvorsomhelst de har anledning dertil, at folkets ret ikke blot blev fyldestgjort ved genovertagelsen af besiddelsesretten til jorden, men det ville berettige dem til ligeledes at fordre alt, hvad der er tilbage af det, som de individer der kalder sig jordejere, uretfærdigt har tilegnet sig. De kunne forlange af hertugen af Westminster alle de huse, han har erhvervet ved tidligere jordrenter, ligesåvel som al fremtidig jordrente. Men hvad vi foreslår er simpelthen at drage linjen her og nu. Vi vil ikke kævles om fortiden. »Lad det forgangne hvile i fred.« Vi vil sige til jordbesidderne: »Behold alt hvad I har, blot tag ikke mere«. (Bifald.)

     Spørgsmål: Hr. George har hævdet, at det, som en person producerer, tilhører ham med rette over for alle og enhver. Forudsat at dette er tilfældet – som mange, efter hvad De og Hr. George ved, benægter – men forudsat, at det producerede tilhører producenten og at han kan hævde det overfor alverden, har han i kraft af retfærdigheden ligeledes ret til at benytte det således producerede, og drage fordel af sin medarbejders og sin medproducents trang, og udpresse af ham som individ eller af andre samfundsmedlemmer, mere end produktionen har kostet ham?

     Svar: Undtagen i tilfælde af ligefrem hungersnød, skibsnød eller slige overordentlige tilfælde, vil jeg dertil svare ja. Sæt, at jeg går at fiske. Jeg graver efter madding og kaster min medesnor i vandet, sidder på en sten og fanger fisk. Jeg har ret til denne fisk, fordi jeg har produceret – fremdraget den; og når nogen anden ønsker denne fisk, har jeg fuldkommen ret til at forlange den pris, jeg vil, derfor. Når han synes den er ublu, står det ham ligeså frit at gå og grave madding, stikke en krog på en medesnøre og fiske selv. Nuvel, uretfærdigheden i den nuværende situation består ikke deri, at manden som fanger fisk er berettiget til at forlange den pris han finder for godt, men deri, at det nægtes folk at grave madding og fange fisk i søen. (Latter og bifald.)

     Spørgsmål fra samme side: Hr. dirigent, jeg er meget taknemmelig for Deres venlighed, men jeg tror at Hr. George har misforstået pointen i mit spørgsmål. Jeg spørger, er retfærdigheden eller retfærdighedens ånd varetaget af det individ, som drager fordel af det købende individs nødtørft eller det købende samfunds?

     Svar: Retfærdigheden ja. Jeg ved ikke om det er den ærede spørgers mening med spørgsmålet, om hvorvidt det er ret af en mand, der har det eneste vandløb, hvortil der er adgang, at udnytte den vejfarendes nødtørft og afkræve ham en ublu pris? Jeg antager, at han sigter til den del af rigdommen, som kaldes kapital – og at spørge, om individet har ret til at fordre profit derpå eller at tage en så høj pris, han kan opnå for de produkter, han byder tilfals. Jeg svarer dertil, at han har. Og at når der er frit spillerum, vil anerkendelsen af denne ret ikke medføre skade for nogen. Hvor nutildags anerkendelsen af denne ret synes at medføre skade, er den ene bevirket ved et eller andet monopol. Alle monopoler bør tilintetgøres. Hvorsomhelst konkurrencen umuliggøres, og nødvendigvis fører hen imod monopolet, der bør sådant monopol overtages af staten og drives til fordel for det almene vel. Som jeg allerede har udtalt, vi er »frihedsmænd« eller »retfærdighedsmænd«. Vi antager ikke, at der består nogen modsætning mellem arbejde og kapital. Den virkelige modsætning består mellem arbejde og kapital på den ene side, og monopolet på den anden, og hvad vi tilstræber er tilintetgørelsen af alle monopoler. Hvad vi nærmest stræber efter at fælde er det største og vigtigste af alle monopoler – monopolet i det element af og ved hvilket alle mennesker må leve, om de i det hele leve. Ved at tilintetgøre dette monopol, vil vi samtidig tilintetgøre mange andre. Og når dette er udført og der endnu er noget monopol tilbage, vil vi ligeledes tilintetgøre dette. (Bifald.)

     Spørgsmål: Antager De, at jordejerne ville finde sig i jordrenteskatten uden revolution?

     Svar: Javel,, det gør jeg. Men om de skulle gøre »revolution« da deporter dem. (Latter.)

     Svar: Jeg foreslår at fastsætte jordrenten ved nedsættelse af en kommission. Et skilt kan anbringes på enhver lod med påtegning: »Denne lod er så og så stor og ansat til så og så meget i skat«. Er taksationen for høj, vil den mand, hvem den er pålignet, lade Dem det vide. (Latter.) Er den for lav, da vil de omboende naboer, der også er pålignede, heller ikke undlade det. (Hør, hør!)

     Spørgsmål: Hvad enten det er ærligt eller uærligt erhvervet, er det ikke desto mindre et faktum, at produktet af jord og arbejde, som i ethvert tilfælde udgør en mands indtægt, er den eneste kilde, hvorfra skatter kan tages?

     Svar: Det er sandt, at al rigdom er et produkt af jord og arbejde, og at alt, hvad der kan opnås ved et hvilketsomhelst beskatningssystem, er et produkt af jord og arbejde. Men under det nuværende system tillader man jordejeren at lægge skat på jord- og arbejdsproduktet og stikke den i sin lomme. Derpå kommer man med andre skatter, som væsentligst falder på arbejdet, for at fylde statskassen. Hvad vi foreslår er at afløse de andre skatter, som staten nu pålægger og at tage produktet af jord og arbejde, som jordejeren nu tager for sig selv, til fremme af offentlige formål i stedet. (Hør, hør!)

     Svar: Det er ganske nøjagtigt vor teori. Vi foreslår af tage jordrenten, den, som nu tilflyder jordejeren uden egen anstrengelse, til offentlige formål og at anvende den til fordel for rige og fattige. (Bifald.)

     Spørgsmål: Behag at forklare, hvorfor det grådige jordejer-uvæsen, der besidder den højeste magtfuldkommenhed, er tilfreds med i Storbritannien at tilegne sig £ 300.000.000 om året, medens kapitalismen udnytter arbejdet til et beløb af £ 500.000.000 årlig. Producerer kapitalismen denne enorme indtægt?

     Svar: Jeg sætter ikke megen lid til Deres tal. Men det er ikke værd at undersøge dem nærmere, At kapitalisterne for tiden, i mange tilfælde udnytter arbejdet, er unægtelig sandt. Men den magt, som gør dem i stand dertil, hidrører fra monopolisationen af jorden. Giv arbejderen lejlighed til at beskæftige sig selv og da, ligegyldig hvor rig kapitalisten er, kan han ikke udnytte arbejdet længere, da han så ikke kan få folk til at arbejde for sig for mindre, end de kan tjene ved at beskæftige sig selv. Gå til roden. Garanter alle mennesker de rettigheder, disse uafhændelige rettigheder, som Skaberen har udrustet dem med. Læg adgangen til jorden åben. Gør dette, og De behøver ikke at ærgre Dem over kapitalen. Kapitalen! den er kun en afledet faktor. Arbejdet producerer kapital fra jorden. Giv arbejdet jorden, og De gør arbejdet uafhængigt. Glem aldrig, at arbejdet ikke er en ussel svækling, som skal beskyttes af lovgivningsmakværk. Arbejdet producerer al rigdom. Alt hvad arbejdet behøver er frit felt og ingen gunstbevisninger. (Stærkt bifald.)

     Følgende resolution, foreslået af Mr. Shaw Maxwell og støttet af Mr. John Murdoch, blev vedtaget med akklamation:

     »Denne forsamling erklærer det for sin overbevisning, at fattigdom, laster og forbrydelser som nu vanærer vor civilisation, er et direkte resultat af de love, som giver jorden, der er alles uafhændelige arvelod, til en klasse; at sålænge jorden er holdt som privatejendom, kan der ikke være noget håb om en vedvarende forbedring af den jordløse mængdes kår; og vi erklærer, at den simpleste og retfærdigste løsning af dette spørgsmål vil være at tage tilbage folkets ejendom, på den måde Henry George foreslår – nemlig, ved en beskatning af jordværdierne«.