Dr. M'Glynn sagde sidste søndag aften i Chickering Hall, at det var en historisk begivenhed. Han havde ret. At en af Kristi præster, stående på en offentlig talerstol søndag aften og talende til publikum - et publikum bestående af mænd og kvinder fra alle mulige trossamfund - skulle proklamere et korstog for afskaffelsen af fattigdom og opfordre mennesker til at slutte sig sammen og arbejde sammen for at skabe Guds rige på jorden, det var virkelig en højst bemærkelsesværdig begivenhed. Store sociale forandringer har aldrig, sagde Mazzini, og vil aldrig blive andet end tilslutning til store religiøse bevægelser. Den dag, hvor demokratiet vil hæve sig op til en position som et religiøst parti, den dag vil sejren begynde. Og den væsentligste betydning af mødet sidste søndag aften, meningen med denne Anti-Fattigdoms Bevægelse, som vi er gået sammen om at grundlægge, er at bringe de religiøse følelser ind i kampen for demokrati - den følelse, som alene af alle følelser er stærk nok til at genskabe verden. 
     De kommentarer, som blev afleveret om mødet og om bevægelsens grundlæggelse er sigende. Vi får for det første at vide, af aviserne, at man ikke kan afskaffe fattigdommen, fordi der ikke er værdier nok at fordele. Vi får at vide, at hvis man fordelte alle eksisterende værdier i USA, så ville der kun være otte hundrede dollars til hver. Jamen, hvis det er sådan fat, så er den uretmæssighed, som i dag giver enkeltpersoner millioner, tocifrede millionbeløb, og endda hundreder af millioner, så meget des mere uhyrlig. Hvis der virkelig er så lidt, så er disse store formuer des mere uretmæssige. Men vi foreslår ikke afskaffelse af fattigdommen ved at dele de værdier, der er, men ved at skabe flere værdier. Vi foreslår afskaffelse af fattigdommen ved at sætte den enorme hær af mennesker - sidste år anslået til en million alene i dette land - i gang med at arbejde, denne enorme hær af mennesker, som er villige til at skabe værdier, men som nu, på grund af et system der tillader en monopolisering af Guds overflod, er berøvet muligheden for at arbejde. 
     Så fortæller de os også, at man ikke kan afskaffe fattigdom, fordi fattigdom altid har eksisteret. Jamen, hvis fattigdom altid har eksisteret, så er der da endnu større behov for at bevæge sig henimod dens afskaffelse. Den har eksisteret mere end længe nok. Vi burde være trætte af den; lad os skaffe os af med den. Men jeg benægter, at fattigdom, en sådan fattigdom som vi ser på jorden i dag, altid har eksisteret. Aldrig før i verdenshistorien har der været en sådan overflod af velstand, en sådan evne til at fremstille rigdomme. Så bemærkelsesværdig er denne, at de selvsamme mennesker, som fortæller os, at vi ikke kan afskaffe fattigdommen, i næste åndedrag tilskriver det overproduktionen. De fortæller os faktisk, at fordi menneskeheden producerer så mange værdier, er der så mange fattige; det er, fordi der allerede er fremstillet så mange af de ting, som tilfredsstiller menneskelige behov, at mændene ikke kan finde arbejde, og kvinderne må spinke og spare. Fattigdom hægtet sammen med overproduktion; fattigdom midt i velstanden; fattigdom midt i oplysningen; fattigdom, selvom damp og elektricitet og tusind arbejdskraftbesparende opfindelser, som aldrig før har eksisteret i verden, er blevet inddraget for at hjælpe mennesker. Der er absolut ingen god grund til, at fattigdommen eksisterer, og det er på tide, at vi gør noget for at afskaffe den. 
     Der er ikke velgørende institutioner nok til at efterkomme behovet for velgørenhed; det synes umuligt at opfylde behovet. Men der er flere end nok til at vise enhver tænkende kvinde og enhver tænkende mand, at det er ganske umuligt at afskaffe fattigdommen ved velgørenhed, at vise enhver, der vil søge årsagen til denne sygdom, at det, der er brug for ikke er velgørenhed, men retfærdighed - at indordne de menneskeskabte institutioner under de evigtgyldige retfærdige love. Men når vi fremfører dette, når vi siger, at fattigdommen eksisterer, fordi Guds love trampes under fode, så bliver vi hånet for at lade som om, at vi ved mere, end mennesker bør vide, om Den Almægtiges skaberværk. De har bygget en forestilling op for sig selv om en gud, der godt kan lide fattigdom, fordi den lader de rige få en chance for at vise deres godhed og velgørenhed; og de peger på fattigdommen som et bevis på, at Gud vil det således. Vort svar er, at fattigdom eksisterer, ikke på grund af Guds vilje, men på grund af menneskets ulydighed. Vi siger, at vi véd, at det er Guds vilje, at der ingen fattigdom burde findes på jorden, og at vi véd dette på samme måde, som vi kender enhver anden naturgiven sandhed. Lovene i dette univers er Guds love, de sociale love såvel som de fysiske love, og Han, Skaberen af alt, har givet plads til alle, arbejde til alle, nok til alle. Hvis mennesker i dag befinder sig på steder, der er så overfyldte, at det synes, som om der er for mange mennesker i verden; hvis tusinder af mennesker i dag hellere end gerne ville gå på arbejde, men ikke kan finde muligheder for at arbejde; hvis konkurrencen om ledige jobs i dag tvinger lønningerne ned på sultegrænsen; hvis der er steder i vores civiliserede verden i dag, hvor mennesker, midt i al overfloden, har værre forhold end nogen vildmand på noget tidspunkt har haft, så er det ikke fordi Skaberen har været karrig; det skyldes udelukkende vores eget uretfærdige system - det skyldes udelukkende, at vi ikke indførte ideen om at gøre mod andre, som vi ønsker, andre skal gøre mod os, da vi skabte vores samfundssystem. 
    Anti-Fattigdoms Bevægelsen har ingen patentløsning på fattigdomsproblemet. Vi foreslår ikke noget nyt. Det, som vi foreslår, er simpelthen, at der bliver ydet retfærdighed. Det princip, som vi foreslår bliver indført i vore love, er hverken mere eller mindre end den gyldne regel. Vi foreslår, at fattigdommen afskaffes ved hjælp af det suveræne middel, der hedder at gøre mod andre, som vi ønsker, at andre skal gøre imod os, ved at give alle deres ret. Og vi foreslår, at man begynder med at sikre ethvert af Guds børn, som i vort land kommer ind i denne verden, dets fulde og lige andel af den fælles arv. Overfyldt! Er det noget under, at mennesker er mast sammen, sådan som de er i denne by, når vi ser mænd besidde meget mere jord, end de på nogen mulig måde kan bruge, og forlange enorme summer for det? Jamen, hvad ville der være sket, hvis de første tilhørere, da dørene til denne sal blev åbnet, var kommet og havde overtaget alle sæder rundt om sig og forlangt en pris af andre, som derefter med samme ret kom ind? Alligevel er det på netop en sådan måde, at vi behandler dette kontinent. Det er årsagen til, at folk stuves sammen i udlejningsbygninger; det er årsagen til, at arbejde er svært at få; årsagen til, at der selv i gode tider synes at være overskud af arbejdskraft, og at der i de tider, som vi kalder dårlige, tider med industriel nedgang, over hele landet er tusinder og hundreder af tusinder af mennesker, der vandrer fra det ene sted til det andet, ude af stand til at finde arbejde. 
     Ikke arbejde nok! Jamen, hvad er arbejde? Produktivt arbejde er simpelthen anvendelsen af menneskelig arbejdskraft på jord; det er simpelthen omarbejdelsen af råmateriale, som Skaberen har anbragt dér, til former, skabt til at tilfredsstille menneskelige behov. Er der ikke muligheder nok for arbejde i dette land? Hvad nu, hvis vi, når det er hårde tider overalt, og hvor tusinder af mennesker er ubeskæftigede, sendte en komité op til Himlens Højesteret for at fremlægge folkets armod og fattigdom, konsekvensen af deres manglende evne til at finde arbejde. Hvilket svar ville vi så få? "Bliver al jeres jord udnyttet? Bliver der arbejdet i alle jeres miner? Er der ingen naturlige resourcer at anvende arbejdskraften på?" Hvad ville vi kunne bede Skaberen give os, som ikke allerede findes her til overflod? Han har givet os kloden, rigeligt fyldt op med råmaterialer til at dække vore behov. Han har givet os kraft til at udvinde dette råmateriale. Hvis der synes at være mangel, hvis der er nød, hvis der er mennesker, som ikke kan finde arbejde, hvis der er mennesker midt i velstanden, som sulter, skyldes det så ikke simpelthen, at det, som Skaberen havde tiltænkt alle, er blevet de fås ejendom? 
     Ved at gå imod den umådelige uretfærdighed, der nægter arbejdskraften adgang til dens naturbestemte mulighed, går vi imod årsagen til fattigdommen. Vi foreslår at afskaffe den, at rive den op med rode, at lukke op for en fri og udbredt beskæftigelse for alle mennesker. Vi foreslår, at man ikke ødelægger den retmæssige ejendomsret. Vi er tilhængere og forsvarere af den hellige ret til ejendom - den ejendomsret, der retmæssigt føjer sig til alt, hvad der er fremstillet ved arbejde; den ret, som giver enhver en retmæssig ejendomsret til det, som han har fremstillet - som giver ham lov til at forære bort, sælge, testamentere det, gøre hvad som helst han lyster med det, så længe han ved at gøre dette ikke foruretter nogen anden. Denne ejendomsret er det vor hensigt at forfægte. Til et hus, en frakke, en bog - alt, som fremstilles ved arbejde - er der en klar, individuel ret, som går tilbage til den, der fremstillede den. Den er grundlaget for den retmæssige, den hellige ejendomsret. Den baserer sig på individets ret til at gøre brug af sine egne kræfter, på retten til at tjene på udøvelsen af sin egen arbejdskraft; men hvem kan argumentere for, at ejendomsretten til jord også falder indenfor dette? Hvem kan påberåbe sig en ret til absolut ejendomsret til jord, stammende fra det menneske, som lavede den? Og indtil det menneske, der påberåber sig eneret på et stykke af denne planet, kan fremvise et skøde, der stammer fra Skaberen af denne planet; indtil han kan fremvise en ordre fra Skaberen, der erklærer, at hans grund i byen, eller det store stykke landbrugsjord eller hans kulmine, eller gaskilden, blev skabt for ham - indtil da har vi ret til at antage, at den var tiltænkt os alle. 
     Både naturreligionerne og de åbenbarede religioner fortæller os, at Gud ikke ser på persons anseelse; at Han ikke skabte denne planet for nogle få individer; at Han ikke forfordelte en generation fremfor andre generationer, men at Han skabte den, for at alle de mennesker, som ved Hans nåde fødes ind i verden, i løbet af deres levetid skulle bruge den. Hvis dette er sandt, så tilkommer der det barn, der iaften kommer til verden i den mest udmyge lejlighed i det mest forfaldne kvarter i New York, lige så meget ret til jorden i denne by, som nogen Astor eller Rhinelander. 
     Hvordan ved vi, at Den Almægtige er imod fattigdom? At det ikke er i overensstemmelse med Hans befalinger, at fattigdommen findes? Vi ved det, fordi vi ved, at Den Almægtige har forkyndt dette: "Du må ikke stjæle." Og vi ved med sikkerhed, at den fattigdom, der findes i dag, midt i den udbredte velstand, er et resultat af et system, der har legaliseret tyveri. 
     Kvinder, som i tusindtal bøjer sig over deres nåle eller symaskiner i tretten, fjorten, seksten timer om dagen; disse enker spinker og sparer for at opfostre deres små, efter at have mistet deres naturlige forsørger; børnene vokser op i snavs og elendighed, dårligt klædt, underernærede, uuddannede, selv i denne by, uden noget sted at lege - de vokser op under forhold, hvor kun et mirakel kan bevare deres uskyld - under forhold, der på forhånd henviser dem til fængslet eller bordellet - de lider, de dør, fordi vi tillader, at de bliver bestjålet, bestjålet for deres ret fra fødslen, bestjålet af et system, der gør det store flertal af de børn, der kommer til verden, arveløse. Der er mere end nok til dem. Hvis de havde den lige ret til jorden, som Skaberen har givet dem, ville der ikke være unge piger, der blev tvunget til ukvindeligt at slide for møjsommeligt blot at holde sig i live, ingen enker, der ville finde det en hård, daglig kamp at skaffe dagligt brød til deres små børn; ingen sådan elendighed og nød, som vi kan se den her i Amerikas største byer; elendighed og nød, som i dag er værst i de største og rigeste af vor civilisations centre. 
     Disse ting er resultatet af legaliseret tyveri, frugterne af en fornægtelse af det bud, der siger: "Du må ikke stjæle." Hvordan fortolkes dette vægtige bud i dag, endog af mennesker, der giver sig ud for at prædike Evangeliet? - "Du må ikke stjæle." Jamen, ifølge dem betyder det: "Du må ikke komme i fængsel." Ikke meget mere. Du må godt stjæle, hvis blot du stjæler nok og ikke bliver fanget, så kan du få sæde på første række i kirkerne. Stjæl ikke nogle få dollars - det kan være farligt, men hvis du stjæler millioner og slipper godt fra det, så bliver du en af de fremmeste borgere. "Du må ikke stjæle." Det betyder ikke kun, at man ikke må være lommetyv! Det betyder ikke kun, at man ikke må bryde ind eller begå landevejsrøveri! Der er andre typer af tyverier, som lige såvel forbydes. Det betyder bestemt (hvis det har nogen betydning), at vi ikke må tage det, som vi ikke har ret til, til skade for andre. 
     Se, her er der en ørken. Her kommer en karavane igennem ørkenen. Her er en bande røvere. De siger: "Se! Der er en velbeslået karavane; lad os gå derhen og berøve den, dræbe mændene, hvis det er nødvendigt, tage deres varer, deres kameler og deres heste fra dem og drage bort." Men en af røverne siger: "Åh nej; det er farligt; desuden ville det være at stjæle! Lad os i stedet for at gøre det gå hen, hvor der er en kilde, den eneste kilde, hvor karavanen kan få vand i denne ørken. Lad os bygge en mur rundt om den og sige, at det er vores, og når de kommer, så vil vi ikke lade dem få noget vand, før de har givet os alle de varer, som de har." Det ville være mere nobelt, mere venligt og mere respektabelt; men ville det ikke alligevel også være tyveri? 
     Og er det ikke tyveri af samme skuffe, når nogen går forud for befolkningen og tager jord, som de overhovedet ikke har nogen brug for, og så, når folk kommer til verden og befolkningen vokser, ikke vil lade den voksende befolkning anvende jorden, før de har betalt en uhyrlig pris? Det er på den type tyveri, at vore førende familier er grundet. Gør det under det falske skin af moral, som findes iblandt os i dag, og folk vil prise din forudseenhed og din driftighed, og man vil sige, at du har tjent penge, fordi du er en højst usædvanlig mand, og at enhver kan tjene penge, hvis han blot vil arbejde og være virksom! Men er det ikke lige så klart en overtrædelse af budet: "Du må ikke stjæle," som at fiske pengene op af en mands lomme? 
     "Du må ikke stjæle." Det betyder selvfølgelig, at vi selv ikke må stjæle. Men betyder det ikke også, at vi ikke må lade andre udsætte sig for den synd at stjæle, hvis vi kan forhindre det? "Du må ikke stjæle." Betyder det ikke også "Du må ikke lade dig selv eller nogen anden blive stjålet fra?" Hvis det gør det, så er vi alle, både rige og fattige, ansvarlige for denne sociale forbrydelse, som fører til fattigdom. Ikke blot de mennesker, som monopoliserer jorden - de kan ikke bebrejdes mere end nogen anden, for vi, som tillader dem at monopolisere jord er også medskyldige i tyveriet. Den kristendom, der overser denne sociale ansvarlighed, har for alvor glemt Kristi lære. De steder, hvor han taler om dommen, er det spørgsmål, som han stiller til mennesket, aldrig: "Har du prist mig?" "Har du bedt til mig?" "Troede du det ene eller troede du det andet?" Det er kun dette: "Hvad har du gjort for at lindre lidelse; for at afskaffe fattigdommen?" Til dem, der er fordømte, henvender dommeren sig med følgende ord: "Jeg sultede, og du gav mig ikke at spise, jeg tørstede, og du gav mig intet at drikke, jeg var syg og i fængsel og du gæstede mig ikke." Så siger de: "Herre, Herre, hvornår undlod vi at gøre disse ting for dig" Svaret er: "Så ofte som I undlod at gøre det mod de mindste af mine små, således undlod I at gøre det mod mig; gå til det sted, som tilhører djævelen og hans engle." Hvad der derimod siges til de salige, er: "Jeg sultede og I gav mig at spise, jeg tørstede og I gav mig at drikke, jeg var nøgen og I klædte mig på, jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig." Og når de siger: "Herre, Herre, hvornår gjorde vi dette imod Jer?" er svaret: "Hvergang I har gjort dette imod den mindste af mine små, har I gjort det imod mig." 
     Heri ligger selve kristendommens essens. Essensen af dens lære er ikke: "Sørg for jer selv og frels jeres egen sjæl!", men: "Gør hvad I kan for at gøre denne jord bedre for alle!" Det var en protest imod doktrinen "Enhver er sig selv nærmest, og fanden tager de sidste!" Det var proklameringen af et fælles Guds Faderskab og et fælles menneskeligt broderskab. Det var derfor, at de rige og mægtige, ypperstepræsterne og herskerne, bekæmpede de kristne med ild og sværd. Det var ikke, hvad der i så mange af vore kirker i dag kaldes religion, som det hedenske Rom forsøgte at udrydde - det var det, som i så mange af kirkerne i dag kaldes "socialisme" og "kommunisme", doktrinen om lige ret for mennesker! 
     Forestil Dem, når vi nutidens mænd og kvinder står foran den frygtelige domstol og skal stå til regnskab for dem, der i vor tid under dette forargelige sociale system blev drevet til kriminalitet, for dem, som udmarvedes på legeme og sjæl, for de små børn, som i denne by New York forlader verden i tusindtal, skønt de kun lige er kommet ind i den - fordi de ikke får mad nok, ikke luft nok, eller lys nok, fordi de er klumpet sammen i disse distrikter med boligblokke under forhold, hvor alskens sygdomme florerer og nedbryder. Hvad nu, hvis vi blev konfronteret med disse sjæle, hvad ville det nytte os at sige, at vi hver især ikke var ansvarlige for deres forhold på jorden? Hvad ville svaret fra dommersædet, i samme ånd som lignelsen i Mattæus-evangeliet, være? Ville det ikke være: "Jeg sørgede for dem alle. Den jord, som jeg skabte, var udstrakt nok til, at alle kunne finde plads. De materialer, som jeg lagde i den, var i så stor mængde, at der var nok til alles behov. Hævede du, eller hævede du ikke, din stemme imod den uret, som berøvede dem deres retmæssige andel af det, som jeg gav til alle?" 
     "Du må ikke stjæle." Det er tyveri, det er røveri, som skaber fattigdom og sygdom, umoral og forbrydelse iblandt os. Det er med loven i ryggen, at vi står frem; og den, som ikke taler imod denne forbrydelse, han er medskyldig. Fanen er nu rejst, Det Ny Korstogs Kors er endelig hævet. Nogle af os, ja, mange af os har svoret, at vi ikke helmer, så længe vi har liv og helbred, førend vi har afsløret og afskaffet denne uret. Vi har erklæret krig imod den. De, som ikke er med os, lad os regne dem for modstandere. For os vil der ikke være nogen vaklen, ingen kompromiser, ingen vej tilbage før afslutningen. Der er ikke brug for fattigdom i denne verden, og i vores civilisation. Der er en omsorg, fundet i Skaberens love, som vil sikre de hjælpeløse alt, hvad de behøver, som vil give nok og mere end nok til alle sociale formål. Disse små børn, som dør i vore overfyldte kvarterer, på grund af mangel på plads og frisk luft, de er arvinger berøvet deres arv, et vældigt gods. 
     Har De nogensinde overvejet den fulde betydning af det betydningsfulde faktum, at mens fremskridtet står på, befolkningen vokser og civilisationen udvikles, så er der en ting, der altid stiger i værdi, og det er jord? Det er spekulanter over hele landet glade for. Overalt hvor der er en chance for at befolkningen vokser; overalt hvor jernbanelinjer mødes, eller hvor en storby nødvendigvis synes at måtte vokse frem; overalt hvor nye beviser på Skaberens godhed opdages, i en rig kulmine eller jernmine, eller en oliekilde eller en gaslomme, der slår spekulanten til, jorden stiger i værdi, en stor efterspørgsel indfinder sig, og mennesker opdager, at de er blevet umådeligt rige uden nogensinde at have gjort det mindste for at skabe velstand.
     Nu stiger jorden støt og roligt i værdi, ifølge en naturlov, fordi befolkningen gør den mere værd; fordi opfindelser gør den mere værd; fordi opdagelsen af ethvert nyt bevis på Skaberens godhed, i de lagre som Han har nedlagt i jorden til vores brug gør værdien af jord større, ikke værdien af noget som helst andet. Dette naturlige faktum sker på baggrund af en naturlov - en lov som er Skaberens i ligeså høj grad, som tyngdeloven er det. Hvad er ideen med denne lov? Er der ikke i den en sikring af sociale behov? At jordværdien stiger og stiger, i takt med at samfundet udvikler sig og almindelige behov vokser, er der da ikke en sikring af sociale behov - en beholdning, der tilhører samfundet som helhed, med hvilken vi kan tage hånd om enken og den forældreløse og de, som falder udenfor - med hvilken vi kan sørge for et offentligt uddannelsessystem, finansiere offentlige udgifter og gøre alt det, som en civilisation i fremgang gør det mere og mere nødvendigt for et samfund at tage sig af, på borgernes vegne? 
     I dag er værdien af jord i byen New York over hundrede millioner om året. Hvem har skabt den værdi? Er det, fordi nogle få jordejere bor her, at jorden er hundrede millioner værd om året? Er det ikke, fordi hele befolkningen i New York er her? Er det ikke, fordi denne storby er et handelscentrum for en stor del af denne verdensdel?  Er ikke ethvert barn, der fødes, enhver, der slår sig ned i New York, med til at forøge værdien af denne jord? Bør han derfor ikke have andel i denne værdistigning? Og handles der ikke ilde med ham, når det tillades, at jorden, i stedet for at blive anvendt til dette formål, bliver overtaget af enkelte bedrestillede individer? 
     Vi kunne tage denne mægtige sum til fælles gavn, med den kunne vi skabe en by, som verden endnu aldrig har set magen til - en by, der er ren, sund, smuk - en by, der skulle være fuld af parker; en by uden udlejningsejendomme; en by, der skulle eje sine egne kommunikationsmidler, jernbaner, der skulle transportere folk tredive eller fyrre miles væk fra rådhuset på en halv time, og som skulle være gratis, således som elevatorerne i vore store bygninger er det; en by med vidunderlige museer og offentlige biblioteker, og gymnastiksale og medborgerhuse, betalt af den fælles kasse, og ikke af donationer fra rige borgere. Vi kunne ud af denne store sum, som en ret, sørge for enken og den forældreløse, og sikre enhver borger i denne by, at hvis han skulle dø, så ville hans hustru og børn ikke komme i nød, de ville ikke blive ydmyget ved velgørenhed, men som en ret, som borgere i et rigt samfund, som medarvinger til en mægtig arv, have nok at leve af. Og vi ville kunne gøre alt dette; uden at lægge skat på produktion; uden at blande os i den almindelige retmæssige ejendomsret, men netop ved på samme tid endnu bedre end nu at sikre ejendomsretten og afskaffe de skatter, som nu tynger produktionen. Vi behøver blot at fjerne skatterne på ting, frembragt ved menneskelig skaben; at lade være med at give bøder til den mand, som bygger et hus eller medvirker til en forøgelse af den almindelige velstand; at lade være med at kræve told af folk, som henter varer fra udlandet hertil, eller fremstiller varer hjemme, og i stedet lægge alle vore skatter på værdien af jord - opkræve det enorme afkast, som skyldes samfundets vækst, til gavn for det samfund, som fremmer denne vækst. 
     Dr. Nulty⁽¹⁾, biskoppen af Meath, har i et brev adresseret til gejstlige og lægmænd i sit stift skrevet, at det er denne Skaberens forsikring, hvorved jordværdien forøges i takt med samfundets vækst, der synes ham at være den skønneste af alle de sociale mekanismer; og for mig er det det, der klarest viser fordelen såvel som intelligensen i det kreative sind; for her er en forsikring, ved hjælp af hvilken civilisationens fremgang, efter loven om ligeret, vil kunne bevæge sig henimod lighed, istedet for som nu, bevæge sig henimod en mere og mere rædselsvækkende ulighed. Den samme gode katolske biskop siger i samme brev: "Og derfor er jorden i ethvert land fælles ejendom for indbyggerne i det land, fordi dens virkelige ejer, Skaberen, som har frembragt den, frivilligt har givet den som en gave til dem. "Jorden har Han givet til menneskenes børn." Og da ethvert menneske er et væsen og et Guds barn, og da ethvert af Hans væsener er lige for Hans åsyn, så er enhver ordning af jorden i dette eller noget andet land, som udelukker den ringeste fra hans retmæssige andel i den fælles arv, ikke blot en uret og en synd begået imod denne mand, men en ufrom overtrædelse af Skaberens gode hensigt." Og så fortsætter biskop Nulty med at vise, at vejen til at sikre lige ret til jorden ikke er at dele jorden op i lige stykker, men at tage de værdier, som tillægges jorden, til offentlig anvendelse. Det er den metode, som denne Bevægelse foreslår. Jeg ville ønske, at vi kunne få redaktørerne i denne by til at forstå det. Vi foreslår ikke at vi skal dele jorden. Hvad vi foreslår er at vi skal dele jordrenten, og det er meget let at gøre. 
     Vi ønsker ikke at blande os i nogens besiddelse, vi behøver ikke at blande os i nogens byggerier eller arbejdsskabte værdier. Vi behøver blot at afskaffe skatter på alle arbejdsskabte værdier, på alle disse mange former for værdi, og i stedet lægge skatten på værdien af jorden, bortset fra værdien af forbedringer, således at den, der sidder på et stykke ledig jord, må betale det samme for den, som hvis der stod en bygning på den. På den måde vil vi behandle al jorden i et samfund som dette, som en fælles kasse, tilhørende alle borgere i samfundet. Og ligesom Sailor's Snug Harbor for eksempel, ud af overskuddet på et i sammenhængen lille stykke af New Yorks jord, kan holde gang i sin noble funktion med at sørge for et antal gamle sømænd på Staten Island, således vil vi skabe et større Snug Harbor af hele New York. 
     New Yorks befolkning vil kunne administrere deres formue lige så godt som noget firma, eller nogen privat familie, for den sags skyld. Men for at New Yorks befolkning kan overtage deres formue og behandle den som deres egen, er det ikke nødvendigt for dem at have noget besvær med at administrere. Det er ikke nødvendigt for dem at sige til nogen jordbesidder, at dette særlige stykke jord er vores, og ikke længere Deres. Vi kan lade retten til jorden være, som den er. Vi kan lade ejerne af jorden kalde sig selv for ejere; alt hvad vi vil have er den årlige værdi af jorden. Bemærk, ikke den værdi, som ejeren har skabt, den værdi, som den opnår igennem forbedringer, men udelukkende den værdi, som den bare jord har, fordi vi allesammen er her - som jorden har på grund af væksten i dette gode samfund. Og når vi tager den, så vil al tilskyndelse til at monopolisere jorden forsvinde; så vil hver af de ærværdige herrer, som i dag lader halvdelen af denne bys areal ligge ubenyttet hen, finde sig beskattet så kraftigt, at de enten må smøge ærmerne op og bygge nogle huse eller sælge jorden, eller, hvis de ikke kan sælge den, overlade den til nogen, som vil bygge huse. 
     Og på samme vis over hele landet. Tag til Pennsylvania, og der vil De se store landstrækninger, som indeholder enorme mængder af det fineste kul, ejet af firmaer og enkeltpersoner, der kun udnytter en lille del af dem. I disse enorme områder får den almindelige amerikanske borger, som arbejder i kulminerne, ikke lov til så meget som at leje et stykke jord, og da slet ikke til at købe. De må kun bo i huse, ejet af selskabet; og de har kun lov til at blive boende på den betingelse (og de må underskrive en kontrakt med den betingelse) at de til hver en tid kan blive sat ud med fem dages varsel. Firmaerne slår sig sammen og sætter prisen på kul kunstigt højt dér, og de holder antallet af arbejdspladser kunstigt nede i Pennsylvania. Jamen, hvorfor skulle disse minearbejdere, som arbejder med det i den halve tid, hvorfor skulle de ikke grave kul op af jorden til sig selv? Hvem har lavet de kul? Der er kun et svar - Gud har lavet de kul. Hvem lavede Han dem til? Ethvert barn, eller enhver svagtbegavet, ville kunne finde frem til, at Gud lavede dem til de mennesker, som en dag ville blive født ind i verden. Men lovene i Pennsylvania siger, præcis ligesom lovene i New York, at Gud lavede dem for dette firma og for dette individ; og således har ganske få mænd lov til at fratage minearbejderne deres arbejde og til kunstigt at holde prisen på kul oppe. 
     For få uger siden, da jeg rejste til Illinois, var der en ung fyr, der stod på vognen i en af minebyerne, og jeg faldt i snak med ham. Han sagde, at han ville rejse til en anden by for at prøve at finde arbejde. Han fortalte mig om minearbejdernes forhold, at de dårligt kunne ernære sig selv, fordi de fik meget små lønninger, og kun arbejdede på halvtid. Jeg sagde til ham: "Der er da masser af kul i undergrunden; hvorfor går du ikke selv i gang med at bryde kul?" Han svarede: "Vi startede faktisk et andelsselskab, og vi opsøgte ejeren af jorden for at spørge, hvad han skulle have for at lade os grave en skakt og selv bryde kul. Han forlangte $7.500 om året. Så meget kunne vi ikke skaffe." Beskat jorden med dens fulde værdi; hvor længe vil det så være muligt at holde den kulholdige jord væk fra sådanne mennesker? Og når enhver, der gerne vil arbejde, kan beskæftige sig selv, så vil der ikke være en million eller bare tusind arbejdsløse i hele USA. 
     Forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder er et bekvemmelighedsforhold. Det er ikke et, der stammer fra naturens orden. Mennesker kommer til verden med kraften til at forsørge sig selv, og de kan beskæftige sig selv, overalt hvor de naturlige muligheder for beskæftigelse ikke afskæres dem. Ingen har en naturlig ret til at forlange ansættelse hos en anden, men enhver har en naturlig ret, en umistelig ret, en ret givet af Skaberen, til at forlange mulighed for at beskæftige sig selv. Og denne ret efterkommes, når de, der ønsker at arbejde, kan finde naturlige muligheder for at arbejde. Så vil der være så megen konkurrence mellem arbejdsgivere, som er interesserede i at få nogen til at arbejde for sig, som der vil være nogen, der er interesserede i at arbejde. Lønningerne vil i hvert eneste tilfælde stige til den fulde værdi, arbejdets fulde, ærlige løn. Når det er gjort, vil fattigdom, med den stadigt voksende fælles kasse at trække på, være afskaffet, og på kort tid vil den blive betragtet på sammen måde, som vi nu er begyndt at betragte slaveri - som resterne fra en mørkere og mere uvidende periode. 
     Ejerskab over menneskeligt kød og blod blev forsvaret på præcis samme måde, som privatejendomsret over jord nu bliver forsvaret; de samme anklager blev rettet mod de mennesker, som protesterede imod menneskeligt slaveri, som nu rettes imod mennesker, som har tænkt sig at afskaffe industrielt slaveri. Kirkens koryfæer, og holdningen hos de rige medlemmer af kirkesamfundene, fordømte som fredsforstyrrere, næsten som ødelæggere af religionen, enhver pater eller præst, som vovede at fremstille Guds sandhed - at der aldrig har været, og aldrig kan blive nogen retfærdig ejendomsret over menneskeligt kød og blod. 
     Således siges det nu, at de, der protesterer imod dette system, som ganske enkelt er en anden form for slaveri, er nogen, der foreslår røveri. Derfor har de ændret budet "Du må ikke stjæle" til "Du må ikke modsætte dig at blive bestjålet." Når vi forsøger at tilbagetage vort eget, når vi foreslår at sikre ethvert barn, som bliver født, dets naturlige rettigheder, taler sådanne mennesker om, at vi taler for konfiskation - anklager os for at være fornægtere af ejendomsretten. Den virkelige sandhed er, at vi ønsker at bringe den retmæssige ejendomsret frem i lyset, at vi ønsker at forhindre tyveri. Lænkede slaver var indbegrebet af den værste form for tyveri. Det system, der gjorde ejerskab over mennesker, som tillod et menneske at sælge et andet, som tillod et menneske at bemægtige sig udkommet af et andet menneskes slid, som tillod at et barn blev taget fra dets moder, og som tillod den såkaldte ejer at jage det menneske, der slap væk fra hans tyranni, med blodhunde - den type slaveri er afskaffet. 
     Så langt, så godt er budet "Du må ikke stjæle" blevet forsvaret; men der er en anden form for slaveri. 
     Vi sælger nu jord i store mængder til visse engelske lorder og kapitalister, som kommer herover og køber større ejendomme end de største i England eller Irland; vi sælger dem jord, og de køber jord. Har De nogen sinde tænkt over, at de slet ikke ønsker sig den jord? De har overhovedet ikke brug for amerikansk jord; de har ikke tænkt sig at kommer herover og bo på den. De kan ikke tage den med sig over til det sted, hvor de bor. Det er ikke jorden, som de ønsker. Det, som de ønsker, er indtægten af den. De køber den ikke, fordi de selv ønsker at anvende den, men fordi amerikanske borgere, lidt efter lidt, i takt med at befolkningen vokser, vil ønske at anvende den, og så kan de sige til disse amerikanske borgere: "De kan anvende denne jord, på betingelse af at De betaler os halvdelen af alt, hvad De tjener på den." Hvad vi sælger til disse udenlandske lorder og kapitalister er i virkeligheden ikke jord; vi sælger dem amerikanske borgeres arbejdskraft; vi sælger privilegiet til at tage frugterne af vore børns slid, uden at give noget til gengæld. 
     Så her i New York vil De kunne læse i aviserne hver dag, at prisen på jord stiger. John Jones eller Robert Brown har tjent hundred tusind dollars på et år, på grund af værdistigningen på jord i New York. Hvad betyder det? Det betyder, at han har mulighed for at købe så mange flere frakker, så mange flere cigarer, så meget des mere vin, manufakturvarer, heste og vogne, huse eller mad. Han har tiltaget sig magt til at anskaffe sig så meget mere af frugterne af menneskeligt arbejde. Men hvad har han gjort? Han har ikke gjort noget? Han kan have været i Europa eller ude vestpå, eller han kan have siddet hjemme og slappet af. Men hvis han ikke har gjort noget for at forøge sin indkomst, hvor kommer den så fra? De ting, som jeg taler om, er alle frugterne af menneskers arbejde - nogen må arbejde for at få dem. Når denne mand, som ikke arbejder, kan anskaffe dem, så må de mennesker, som arbejder med at fremstille dem, nødvendigvis have mindre, end de burde have. 
     Det er dette system, som Anti-Fattigdoms Bevægelsen har sluttet sig sammen for at kæmpe imod, og den inviterer Dem til at komme og slutte op om sagen. Den er den ædleste sag, som mennesker kan engagere sig i. Hvad er der ved livet, når alt kommer til alt, sammenlignet med en sag som denne? Der er en ting, og kun en ting for enhver kvinde og mand i denne sal, som er absolut sikker, som den er for enhvert andet menneske -det er døden. Hvad gavn vil det gøre os om nogle år, hvor meget vi har tilbage? Er noget af det bedste og ædleste vi kan gøre med vores liv ikke at gøre noget for at skabe bedre og lykkeligere forhold for dem, som kommer efter os - ved at kæmpe imod uretfærdighed, ved at oplyse den offentlige mening, ved at gøre alt, hvad vi på nogen måde kan for at ødelægge dette fordærvede system, som fornedrer og forbitrer livet for så mange? 
     Vi har en lang og hård kamp foran os. Muligvis, sandsynligvis, vil mange af os aldrig komme til at opleve sejren. Men hvad så? Det er et privilegium at være med i denne kamp. Vi skal bare tænke på, at dette blot er en del af den store, verdensomspændende, langvarige kamp, som optager det retfærdige og gode i enhver tid; og at vi, ved at deltage i den på vores egen ydmyge måde, gør noget for at skabe Guds rige på jorden, for at skabe livsbetingelser for dem, som kommer efter os, sådanne forhold, som vi tror, findes i himlen.