Der er fremsat mange forslag til en retfærdig
fordeling af jorden. Det bedste af dem, det mest retfærdige og det
lettest udførlige, er efter min mening det, som er fremsat af Henry
George.
Det går ud på følgende:
Ejendomsretten, siger Henry George, grunder
sig ikke på de menneskelige love; den stammer fra naturens love eller
- for at sige det samme med andre ord - fra de guddommelige love. Retten
til ejendom er uomtvistelig og ubetinget, og enhver krænkelse af
denne ret - hvad enten den forøves af enkeltmand eller af samfundet
- indeholder en overtrædelse af det bud: du skal ikke stjæle.
Den mand, der fanger en fisk, planter et
frugttræ, opdrætter en kalv, bygger et hus, syr en klædning
eller tegner et billede, erhverver derved den udelukkende ejendomsret
over denne genstand - retten til at bortskænke den, sælge
den, lade den gå i arv. Men da jorden ikke er skabt af nogen af os,
og da vi alle befinder os på den med akkurat den samme berettigelse,
er det klart, at ingen enkelt kan have nogen udelukkende ejendomsret over
jorden, men at alle mennesker netop har samme lige og uafhændelige
rettighed til den.
Den enkeltes ret til at udnytte jord en begrænses
af alle de andres lige ret til at gøre det samme. Når derfor
samfundet indrømmer den enkelte en ret til at besidde et stykke
jord, medfører dette for ham en forpligtelse til at holde samfundet
skadesløst for den kostbare forret, som det herved har givet ham.
Når vi lægger skat på bygninger,
afgrøde, bohave, kapitaler og rigdomme af hvad art, de være
vil, så berøver vi samfundets enkelte medlemmer noget af det,
som bør anses for at være deres retmæssige ejendom; vi
krænker ejendomsretten og vi begår, i lovens navn, et tyveri.
Men når vi lægger skat på jordbunden, fratager vi den
enkelte noget, som ikke tilhører ham, men samfundet, og som derfor
aldrig kan blive den enkeltes ejendom, uden at der samtidig gøres uret
mod de andre. Vi krænker altså retfærdighedens love, både
når vi beskatter arbejdet eller dets frembringelser, og når
vi undlader at beskatte det fælles eje, jorden.
Derfor foreslår vi at afskaffe alle
skatter, alene med undtagelse af en skat på jordens værdi;
ved påligningen af denne tages intet hensyn til de bygninger, der
måtte findes på grunden, eller til den anvendelse, som gøres
af den.
Indførelsen af en sådan eneste-skat
- fordelt på jorden efter den værdi, som naturen eller samfundsforholdene
giver de enkelte jordstykker - vil da have følgende virkninger:
1. Den vil befri os for hele den skare af
skatteopkrævere, toldbetjente osv., som de nuværende skatter
nødvendiggør, og altså lade statskassen tilflyde en
langt større part af det, som befolkningen virkelig betaler, end
tilfældet er nu. Den vil fjerne fristelsen til falske angivelser,
fortielser og løgn; thi jorden kan ikke skjules, og dens værdi
er altid let at udfinde. Den skat, vi foreslår, vil således være
billigere at opkræve og mindre farlig for den offentlige moral end
nogen anden skat.
2. Den vil i høj grad fremme produktionen
og øge samfundets rigdom, idet den fjerner de nuværende skatters
hæmmende tryk på arbejdet og foretagsomheden. Den vil skabe
lettere adgang til jord for dem, der ønsker at arbejde. Thi de grundbesiddere,
der ikke selv udnytter deres jord, men kun spekulerer i dens fremtidige
værdistigning, vil få vanskelighed ved fremdeles at holde fast
på denne dyre jord. De nuværende skatter, der hviler alt for
tungt på arbejdet og alt for let på jordbesiddelsen, virker
med til den uretfærdige fordeling af rigdommen - til de stedse voksende
formuer hos nogle få og den stedse tiltagende forarmelse af de store
masser. Denne uretfærdige fordeling ar rigdommene frembringer på
den ene side en klasse af mennesker, der lever i lediggang og laster, fordi
de er alt for rige, og på den anden side en klasse af mennesker, der
lever i lediggang og laster, fordi de er alt for fattige. Begge disse samfundsklasser
holdes nu borte fra nyttig produktion; og ikke de alene: thi de mange snyltedyr,
som den uretfærdige formuefordeling fremavler - vagabonder, tiggere,
tyve og bedragere - beslaglægger desuden en urimelig mængde
af samfundets penge og arbejdskraft. For deres skyld må samfundet
opretholde politi, domstole, fængsler og alle de andre midler, det
bruger imod dem til eget forsvar.
Nu tror vi dog ikke, at indførelse
af grundværdibeskatningen vil forandre den menneskelige natur - det
står overhovedet ikke i menneskelig magt. Men de samfundsforhold,
den vil skabe, vil være sådanne, at de bidrager til at udvikle
de gode sider af den menneskelige natur - og ikke netop de slette, som
det sker nu. Den vil fremkalde forøget produktion og større
rigdomme og sikre en retfærdig fordeling deraf. Den vil fuldstændig
udrydde al uforskyldt fattigdom. Den vil gøre det muligt for menneskene
at være i det mindste så hæderlige, retfærdige
og hensynsfulde, som de selv ønsker at være.
Vi kan ved et tankeeksperiment anskueliggøre
os denne reform.
Lad os tænke os, at i et eller andet
distrikt er al jorden delt mellem et par godsejere - den ene er rig og
lever i udlandet, den anden har ingen formue, bor på godset og bestyrer
det selv - samt et hundrede bønder, der hver kun har en lille ejendom.
Foruden disse bor i distriktet et par snese familier, som ikke ejer jord:
håndværkere, købmænd, bestillingsmænd.
Lad os antage, at alle distriktets indbyggere var komne til den anskuelse,
at jorden er fælles ejendom, og havde besluttet at disponere over
den i overensstemmelse hermed. Hvorledes skulle de så gribe sagen
an?
At tage al jorden fra de hidtidige besiddere
og tillade enhver at benytte af den, hvad han ønskede, ville være
umuligt. Thi der ville altid være flere, som ville have netop det
samme stykke jord, og så var man inde på evindelige kævlerier.
At forene sig til en fællesdrift, arbejde,
pløje og høste i fællesskab, ville være vanskeligt;
thi nogle havde plove, heste og vogne, andre havde ingen af disse ting,
atter andre havde hverken forstand på at dyrke jorden eller kræfter
dertil.
At dele jorden i lige så mange stykker
som der var interessenter, og gøre dem alle lige gode, ville være
meget vanskeligt. Det blev da nødvendigt at dele jorden i små
stykker efter dens forskellige godhed, og lade hver enkelt få en
stump af den gode, af den mindre gode og af den dårlige jord, af pløjeland,
af eng, af skov. Der vil blive alt for mange småstumper. Desuden
er en sådan deling farlig, fordi de fattige eller dovne ville fristes
til at leje deres jord ud til de rige, og således ville de store grundbesiddere
snart opstå på ny.
Indbyggerne i distriktet bestemmer sig da
for den fremgangsmåde at lade enhver beholde den jord, han har, imod
at indbetale en afgift deraf til den fælles kasse. Denne afgift skal
være af en sådan størrelse, at den netop svarer til den
fordel, som jorden - takseret efter dens godhed og beliggenhed, men uden
hensyn til det arbejde, der er nedlagt i den - vil yde sin ejermand. De således
indbetalte penge skal deles ligelig mellem alle interessenterne.
Da det lille samfund imidlertid stadig har
udgifter til de fælles anliggender: skolen, brandsprøjten,
vejforbedring osv., viser det sig upraktisk at uddele disse kontante penge
for så straks efter at indkræve dem på ny i form af
skatter. Det vedtages derfor, at disse offentlige udgifter skal afholdes
direkte af grundbesiddernes afgift.
De, som ingen jord har, betaler altså
ingen afgift og får nu ej heller noget udbetalt
1.
Deres andel i den fælles jord viser sig deri, at de gratis nyder
godt af de foranstaltninger, som grundafgiften sætter det offentlige
i stand til at lade udføre.
Denne ordning får til følge,
at den ene af godsejerne - han, der lever i udlandet og kun har ringe indtægt
af sit gods - finder, det ikke længer kan betale sig for ham at beholde
godset med de nye skatter på, og han skiller sig af med det. Den
anden godsejer, der er en dygtig landmand, giver kun slip på en del
af sin jord, men beholder så meget af den, som han kan bringe til
at give mere i indtægt, end hvad han selv må betale i afgift.
De bønder, som har for lidt jord,
og enkelte af dem, der hidtil slet ingen jord har haft, overtager de jordstykker,
som godsejerne har opgivet. Under denne ordning kommer al jorden snart
over på de rette hænder - til dem, der holder af at arbejde med
den, og som forstår at få mest ud af den. De offentlige indretninger
forbedres, thi der kommer nu flere penge i kassen end før. Og denne
store forskydning i ejendomsforholdene er foregået uden processer,
larm og kamp simpelthen ved, at de, der ikke forstod at dyrke jorden med
udbytte, frivillig har givet slip på den.
Således kan Henry Georges forslag bringes
til udførelse, i en enkelt stat eller over hele jorden. Det er retfærdigt,
det vil have gode følger, og det lader sig med lethed indføre
overalt.