"Fremskridt og Fattigdom" af dr. phil. Villads Christensen

Det er en ypperlig titel, en af dem, man husker. Bogstavklangen i de to ord fanger øret: »Progress and Poverty«, og, lidt svagere, på dansk: Fremskridt og Fattigdom. Men fængsler denne sammenstilling straks ved ordenes samklang, så brænder den sig end mere uløselig fast ved deres modsætning. Alt det sejrrige, stolte og lyse i fremskridtets forgudede navn, - alt det pinefulde, ydmygende og nedværdigende, som ordet fattigdom dækker over! Hvad har de to begreber med hinanden at gøre? Hvorfor stilles de to ord så tæt opad hinanden?

Fordi »Fremskridt og Fattigdom« ikke blot er den klingende titel på en bog. De er i virkelighedens verden to følgesvende, der, som det synes, uadskilleligt har sluttet sig til hinanden. Hvor den første viser sig, er den anden ufravigeligt i hans spor. Stærkere end nogen anden har Henry George påvist samhørigheden imellem dem. Med tankens og sprogets stærkeste bånd har han lænket de to begreber til hinanden, så de ikke lader sig skille mere, - før engang når fremskridtet fuldt ud er blevet menneskets lydige tjener, og fattigdommens mørke gåde er løst.

»Alt som gennemsnitsrigdommen øges, får også fattigdommen en mørkere farvetone. Landstrygeren kommer samtidig med lokomotivet, og fattighuse og fængsler er lige så sikre fremskridts-tegn som overdådige villaer og pragtfulde kirker. I de oplyste og af uniformerede politibetjente bevogtede gader venter tiggere på de forbigående, og i skyggen af universiteter og museer samler de skarer sig, som Macaulay spåede om: hunner og vandaler. Endnu forfærdeligere og vildere end de gamle«.

Og det er ikke alene det, at de to foreteelser følges ad; de er knyttet sammen som årsag og virkning: »Fremskridtets mægtige løftekræfter virker ikke nedenfra på samfundsbygningen, således som man en lang tid håbede og troede, men træffer dem på et punkt imellem toppen og grunden. De kan lignes med en uhyre kile, som drives ind, ikke under samfundet, men gennem det. De, som er over spalten, hæves op, men de, der er under den, trykkes ned.«

Allerede i en tidlig alder fik Henry George det spørgsmål stillet, som han brugte sit liv til at gennemtænke og løse, - spørgsmålet om sammenhængen mellem fremskridt og fattigdom. Da han som dreng stod i bogtrykkerlære, sagde engang en gammel bogtrykker til ham, at arbejdslønnen altid var høj i de nye lande og lav i de gamle. Drengen kunne ved sammenligning mellem vesten og østen, mellem Amerika og Europa, se, at det passede; men hverken han eller bogtrykkeren kunne sige hvorfor.

Men spørgsmålet lå bestandig i hans sjæl, og det slap ham aldrig. Da han var kommet tilbage fra sin rejse til Fraser-floden, lige så fattig som han var draget derop, sad han en aften i teatret i San Francisco. Et nyt tæppe blev da rullet ned. Og på det så man det billede, som dengang var alle californieres fremtidsdrøm: stillehavsbanens åbning, det første jernbanetogs ankomst til San Francisco. Da sprang forsamlingen op i jublende hyldest til deres by og dens tilkommende storhed: snart skulle San Francisco være en af verdens storstæder, snart skulle vestens befolkning tælles i millioner. Kun Henry George sad stille og tænkte på, at med jernbanen skulle også her de lave arbejdspriser og den håbløse fattigdom holde sit indtog.

Jernbanen kom, millionbefolkningen og rigdommen kom, og det ejendomsløse proletariat begyndte at vise sig. Fremskridtet havde haft sin trofaste følgesvend med sig, og alle Henry Georges mørke anelser var blevet opfyldt. Endnu forstod han ikke grunden dertil; men nu ville han vide den. Han tog problemet op til undersøgelse fra bunden af, han gennemstuderede videnskabsmændenes værker om arbejdsløn og kapital og prøvede hvert enkelt resultat, de var kommet til. Henry George blev nationaløkonom.

Menneskeheden følger sine lærere. Bag alle de larmende begivenheder, der fylder verdenshistorien med basunstød og kanontorden, ligger de tanker, som i virkeligheden bestemmer verdens gang. Det er den stille videnskabsmand ved sit arbejdsbord, der former den tid, som skal komme, og afstikker de baner, som menneskeheden fremtidig skal vandre ad. Om hans resultat var rigtigt eller galt, får man først bagefter at vide. Kun de færreste læresætninger består erfaringens prøve; men vi følger dem, så længe vi tror på dem.

Da merkantilismen sagde: handel er ombytning af varer med penge, indrettede alle civiliserede lande sig efter denne teori. Det gjaldt for dem alle om at få så mange varer som muligt ført ud af landet, så mange penge som muligt ind. Derfor afsondrede hvert land sig for sig selv, toldmure holdt udlandets varer borte, og ved monopoler, koncessioner og statsdrift søgte man at opelske produktionen indenfor landegrænserne. Danmark f.eks. lagde sig med store pengeofre efter silkeproduktion og forbød indførsel af silke fra de lande, hvor den naturligt kunne fremstilles. Ved bestandige toldkrige - ofte også ved våbenmagt - søgte man at afpresse andre stater deres guld. Udførselen af varer skulle så meget som muligt overstige indførselen, - det var det, man kaldte den gunstige handelsbalance.

Så sagde Adam Smith det rigtige: handel er ombytning af varer med varer! Og hele verden forandredes derved. Nu gjaldt det jo netop at fremme og ophjælpe vareombytningen land og land imellem. Derfor bort med alle kunstige skranker, med toldmure og indførselsforbud. Frihandelen blev tidens løsen.

Det var i et gunstigt øjeblik, Adam Smith forkyndte sin frihandelslære. Det, han forlangte på det økonomiske område, faldt godt i tråd med hele tidens stræben. Menneskerettighederne blev proklamerede i Amerika og Frankrig, og Rousseaus råb: tilbage til naturen! Fandt genklang overalt. Al tvang og unatur skulle afkastes, alle snærende bånd skulle brydes, lige fra despotiets åg til modens stive korsetter og tunge parykker. Den politiske liberalismes tid var inde; nu gav Adam Smiths store værk »Nationernes rigdom« grundlaget for den økonomiske. Overalt afskaffedes stavnsbånd og hoveripligt, lavsvæsen og handelsmonopoler, standsprivilegier og statsregulativer. Næringsfriheden blev indført, i Frankrig 1791, i Preussen 1810, i England 1814. Den frie konkurrence forkyndtes og praktiseredes, hvert enkelt individ skulle frit udvikle sine egne kræfter og være sin egen lykkes smed. Man formede slagordet: laissez faire, laissez passer, dvs. fri produktion og fri omsætning. Under dette feltråb tog fremskridtet fart, produktionen mangedobledes, omsætningen blev til verdenshandel, - og kløften mellem rig og fattig blev stedse dybere.

Også i en anden henseende kom Adam Smiths lære i den belejlige tid. Dampmaskinen var netop opfundet, og gennem dampkraften og maskinteknikken stilledes nye vældige kræfter til menneskets rådighed. Kravene til det menneskelige trællearbejde svandt ind. Under en piges opsyn kunne et dampvæveri forvandle bomuld til tøj i kortere tid, end hundrede dygtige vævere kunne have lavet det ved hjælp af deres håndvæve; og næsten uden at en menneskehånd rørte dem, kunne skovens træer nu forvandles til færdige døre, kasser og tønder. Det syntes ikke længere for dristigt at drømme om, at nu endelig måtte al jordens slid og møje være forbi.

»Havde nogen af det forrige århundredes mænd«, siger Henry George, »en Franklin eller en Priestley, i et fremtidssyn kunnet se, hvorledes dampskibet og jernbanetoget trådte i stedet for sejlskibet og fragtvognen, og tærskemaskinen i stedet for plejlen; havde han kunnet forestille sig, hvorledes den ordre, som bankieren i London har givet om eftermiddagen, udføres i San Francisco samme dags morgen; havde han kunnet høre stønnene fra de maskiner, som i lydighed under menneskets vilje udfolder en kraft, større end alle menneskers og lastdyrs tilsammen. - Sikkert ville han da have udmalet sig, hvorledes disse nye kræfter løftede samfundet lige fra grunden af og hævede selv de fattigste op over nød og tyngende næringssorg; hvorledes disse slaver af kundskabens lampe påtog sig menneskeslægtens nedarvede forbandelse og med deres muskler af jern og sener af stål gjorde den fattigste arbejders liv til en helligdag.«

Således spåede digteren dengang, og således drømte ædle ånder påny, da maskinteknikken atter tog et nyt og mægtigt fremskridt. Men virkeligheden gjorde snart drømmen og spådommen til skamme. Hverken de smidige najader eller vore dages motorer har kunnet spare arbejdernes hænder; og fremdeles må mænd og kvinder inden hanegal møde på arbejdspladsen, hvis ikke de vil finde fabriksporten lukket.

Thi frihandelen og den frie konkurrence gav jo fri bane for den egoistiske rigdomsbestræbelse. Den økonomiske liberalisme blev en teori for overklassen, for de stærke, de begunstigede. Pengemagten erobrede verden, og kapitalismens gyldne internationale banede vejen for socialismens røde. Tilmed blev den frie konkurrence snart krænget om til sin egen karikatur. De store sluttede sig sammen i truster og karteller, hvorved de blev i stand til at tilrive sig et faktisk eneherredømme på de områder, de beslaglagde, og derved gøre al virkelig konkurrence umulig. Mod million- og milliardsammenslutninger som Rockefellers petroleumskompagni, brødrene Nobels dynamittrust eller Andrew Carnegies ståltrust var al kamp jo håbløs; og foretagender som disse bidrog i særlig grad til at udbrede overbevisningen om, at den økonomiske liberalisme og den såkaldte frie konkurrence ikke kunne være den endelige løsning af arbejdets ordning.

Allerede længe forinden havde man jo haft en fornemmelse af, at ikke alt var, som det burde være, og samfundets samvittighed kunne nok røre sig en gang imellem, når arbejdernes nød stak alt for grelt af mod kapitalens overflod. Men det var jo selve Adam Smith, der havde sagt: fri konkurrence, fri produktion, fri handel. Adam Smith var i et halvt århundrede den eneherskende autoritet på nationaløkonomiens område, og med rette kunne man, til forsvar for hans lære, henvise til de mægtige økonomiske og politiske virkninger, som den nyskabte frihed havde haft. Rækken af de forfattere, der svor til Adam Smith og byggede videre på hans teorier, blev derfor stedse længere. Alle nationaløkonomer fulgte i hans fodspor - som drenge, der leger gåsegang, siger Henry George: de hoppede, hvor han havde hoppet, og faldt, hvor han var faldet.

Ville man fremføre rigdommens ulige fordeling og arbejdernes usle kår som en indvending mod Adam Smiths lære, havde den herskende nationaløkonomi svaret på rede hånd. Smith havde selv givet en fremstilling af arbejdslønnens oprindelse, som tilstrækkelig forklarede, hvorfor der ikke kunne blive mere til arbejderne end det lidet, de fik. Arbejdslønnen tages af kapitalen, siger han, og arbejderen lønnes af sin arbejdsherre. Uden kapital, uden arbejdsgiver, kan arbejderen intet producere og intet underhold forskaffe sig. Derfor bestemmes den enkelte arbejders løn af forholdet mellem arbejdernes antal og den del af kapitalen, som til enhver tid kan anvendes til arbejdsløn. Hvad der er, må de dele efter den frie konkurrences princip; men mere end der er, kan de ikke få. »Kapitalen sætter skranke for næringsfliden.«

Denne sætning blev siden fort ud i sin yderste konsekvens af den kolde logiker David Ricardo, der lærte, at arbejdslønnens naturlige højde lå der, hvor den tillod arbejderklassen at vedligeholde racen uden tilvækst og uden aftagen. Således opstod læren om »den jernhårde lønningslov«, der fik sin endelige udformning af socialisten Lasalle.

Præsten Malthus' berømte læresætning om, at befolkningen har en naturlig tendens til at forøge sig stærkere end midlerne til dens underhold, og at en tilværelse på sultegrænsen, om ikke den absolutte sultedød, derfor er en naturbestemt skæbne for den store part af menneskeheden, blev grebet som den fyldestgørende forklaring på, at arbejderklassens kår, trods alle fremskridt og al rigdomsophobning i samfundet, stadig var lige usle. Når Skaberen selv havde indrettet verden således, at der umulig kunne blive mad nok til alle, var det jo ørkesløst at forsøge på at forbedre de fattiges kår. Selv om den rige bogstavelig gav alt sit gods til de fattige, ville det intet hjælpe; thi de fattige ville da blot formere sig så meget des stærkere, og formerelsen ville ikke standse, før sult og sygdom, laster og elendighed atter havde bragt deres tal ned mod den grænse, hvor de tilnød kunne friste livet. Med ubarmhjertig konsekvens forlangte Malthus derfor, at endogså loven om fattigunderstøttelse skulle ophæves; thi, som han skrev, nøden mangfoldiggøres i det forhold, hvori den afhjælpes. - En bekvemmere sovepude end denne kunne videnskaben ikke række det fåtal, som i kraft af Adam Smiths frie konkurrence var blevet mægtigt og rigt. Selve naturens orden gjorde ethvert reformforsøg unyttigt. Derfor: »laissez faire, laissez passer«.

Men blandt dem, der ikke kunne slå sig til tåls med denne officielle forsikring om, at alt var i orden, og at bedre kunne det ikke blive, var altså den ærlige puritaner Henry George. Med usvigelig sikkerhed følte han, at den herskende lære måtte være fejlagtig. Verden kunne ikke være indrettet således, at en stedse større og større del af menneskeheden var bestemt til at henslæbe et liv i trældom eller gå til grunde i elendighed. Den stadig grellere forskel mellem de få rige og de mange fattige kunne ikke være Skaberens vilje eller naturens orden. Det måtte skyldes en fejl i de menneskelige institutioner, når ethvert fremskridt, resultatet af menneskeåndens ypperste arbejde, bestandig førte ny ulykke og større fattigdom med sig. Og Henry George satte sig som mål at bevise dette.

»Arbejdslønnen tages af kapitalen«, siger Smith. Det resultat var han kommet til ved udelukkende at fæste sin opmærksomhed ved håndværkets voksende industrialisering og ved den arbejdsdeling, som allerede på hans tid var vidt fremskreden. Der er overalt i Europa, siger han, tyve arbejdere, som tjener under en arbejdsherre, for hver en, som arbejder for sig selv. Og over de tyve glemmer han da ganske den ene; over nytidens komplicerede forretningsvirksomhed glemmer han det oprindelige forhold, hvoraf alle de senere former kun er afledninger; og derved kommer han ind på den skæve betragtning af arbejdets stilling, som han så endelig slår fast i et urigtigt resultat.

Thi at det oprindelig har været anderledes, ved Adam Smith jo god besked om. Han ved, at i en mere primitiv samfundstilstand, hvor tilegnelsen af jord og ophobningen af gods endnu ikke er begyndt, har arbejderne hverken nogen grundejer eller nogen arbejdsgiver at dele med, og da beholder han selv resultatet af sit arbejde. Oprindelig er således arbejdsproduktet den naturlige løn for arbejdet.

Det er ligegyldigt, siger han, hvorledes talforholdet er mellem de arbejdere, der endnu arbejder for sig selv, og dem, der i flokkevis arbejder på en fabrik. Den virkelige sammenhæng kan tilsløres af nutidens mere komplicerede samfundsmaskineri; men arbejderens naturlige forhold til sit arbejdsudbytte kan ikke forandres derved. Arbejderens løn tages nu som før af hans arbejdsprodukt. Dette er lettest at se, hvor forholdene er mest usammensatte. En mand, f.eks. samler æg til sig selv. Æggene er da hans arbejdsudbytte og hans løn. Han samler æg for en anden og får selv en part af æggene som arbejdsløn; altså lønnes han stadig med en del af arbejdsudbyttet og afgiver kun en anden del af det til den, i hvis tjeneste han er. Om han så i stedet for at lønnes med æg får sin løn i penge, forandrer dette intet i forholdet; det er kun en for begge parter bekvemmere afregningsform. Og således kan den oprindelige sammenhæng påvises helt op til de virksomheder, i hvilke nutidens samarbejde og arbejdsdeling har nået sin højeste udvikling. Henry George tager som eksempel et moderne bomuldsvæveri, hvor fabrikanten udbetaler arbejdsløn en gang om ugen:

»Foretag en nøjagtig vurdering af hans kapital mandag morgen, før arbejdet begynder, altså af hans bygninger, maskiner, råstoffer, kontante penge, og oplag af færdige varer. Lad os for simpelheds skyld tænke os, at han hverken køber eller sælger i ugens løb, og foretag så, efter at arbejdet er standset og han har betalt sine arbejdere lørdag aften, en ny opgørelse. – Kassebeholdningen vil være mindre, thi arbejderne har fået løn udbetalt; der vil være mindre af råstoffer, kul osv., og fra bygningernes og maskinernes værdi må der gøres et afdrag, som svarer til sliddet i ugens løb. Men til gengæld vil forrådet af færdige varer være blevet så meget større, at facit dog viser kapitalforøgelse. Åbenbart toges altså det beløb, han betalte i løn, ikke af hans egen (eller nogensomhelst andens) kapital, men fra den værdi, arbejderne selv havde frembragt. Deres løn var lige så sikkert frugten af deres arbejde, som urmenneskets var, når han skaffede sig østers ved at slå dem af klippen med en stok.

Når en arbejder går i tjeneste hos en kapitalist og af ham modtager materiale, værktøj osv., er det i sin orden, at kapitalisten til gengæld får en del af arbejdets udbytte. Men arbejdet kommer altid først, kapitalen sidst. Det er arbejdet, der sysselsætter kapitalen, ikke omvendt.

På dette punkt har Henry George ydet en værdifuld berigelse af til den nationaløkonomiske videnskab. Hans udredning af arbejdslønnens fremkomst er logisk opbygget, hans resultat uangribeligt. Og det vil næppe nogensteds blive bestridt, at det er fra arbejdsudbyttet, ikke fra noget kapitalforskud, at lønnen tages. Men dermed er læren om, at »kapitalen sætter skranke for næringsfliden«, omstødt og grunden borttaget under den jernhårde lønningslov.

Da George havde påvist denne fejltagelse hos Adam Smith, var det let for ham at gøre det af med Malthus. Malthus' lære havde egentlig aldrig haft noget videnskabeligt grundlag at bygge på. Dens store udbredelse og popularitet skyldtes dels, at den stemte overens med menigmands almindelige fornemmelse af, at der overalt var for mange om arbejdet og fortjenesten, dels at den var så overordentlig bekvem for de velhavende. Men Malthus' hovedsætning, at menneskene har en ubegrænset tendens til at formere sig, og at denne kun kan holdes inden for rimelige grænser med sult og nød, hvilede ikke på nogen videnskabelig statistik, ja end ikke på en simpel iagttagelse af de faktiske forhold omkring ham. En sådan ville have vist ham, at børneantallet ingenlunde stiger med familiens økonomiske kår, og at det jævnligt hænder, at netop rige og fornemme slægter, der ikke har været plagede af de af Malthus omtalte hunger epidemier, fuldstændig uddør. Det virkelige forhold er jo det, at bedre kår modvirker folkeforøgelsen; og dermed falder ganske Malthus' påstand, at det eneste middel til at undgå overbefolkning er at holde størsteparten af menneskene på det lavest mulige økonomiske trin.

Lige så overfladiske er de historiske eksempler, hvormed Malthus fylder sit skrift om befolkningslæren. Fra gammel og ny tid, fra naturfolk og fra civiliserede samfund opregner han alle de plager, som naturen har måttet bringe til anvendelse for at modarbejde den stadige overbefolkning. Og det rokker ikke hans overbevisning, at midlet aldrig hjælper det mindste. Når en passende del af befolkningen var omkommet - ved krig, pest, hungersnød eller lignende -, skulle man, efter hans forudsætninger, vente, at kårene blev så meget des bedre for de tiloversblevne. Men det omvendte viser sig stadig at være tilfældet, og Malthus har da kun den forklaring derpå, at affolkningen endnu ikke har været stærk nok. Det går så vidt, at han må lade en indianerstamme i Nordamerika uddø på 3 personer nær for at undgå overbefolkning, og så må endda disse tre vandre ud, fordi de ikke længere kan skaffe sig livsopholdet. Et eksempel som dette viser jo på det tydeligste, at Malthus ikke har set, at det kun er ved samarbejde i fællesskab, menneskene kan gøre sig jorden underdanig. Når tre mennesker ikke kunne finde deres livsophold dér, hvor der tidligere levede tre tusinde, skyldes dette deres svindende magt over naturen. Kun så længe, de var mange, kunne de leve.

Over for Malthus' løse påstande havde Henry George jo let spil. Han fulgte ham gennem alle hans historiske eksempler og påviste, at malthus ikke i et eneste tilfælde havde ført bevis for, at de ulykker, han opregnede, skyldtes jordens svigtende evne til at ernære den tilstedeværende befolkning. Overalt kunne de derimod føres tilbage til uvidenhed, havesyge, misregering eller uretfærdige love. Og med kraft fremførte Henry George det forhold, som Malthus havde overset: at der med hver mund, som skal mættes, også fødes to hænder, som kan arbejde. Hverken Malthus eller nogen anden har jo nogensinde øjnet grænsen af jordens ydeevne. Endnu er kun en femtedel af jordens overflade opdyrket, og af denne del bliver endda kun den mindste part dyrket godt. Men på de fire femtedele spilder solen sin varme og himlen sin regn forgæves. For tilfulde at udnytte vor klodes rige muligheder trænges der til flere hænder, ikke til færre. Thi mennesket har jo det fortrin fremfor alle andre levende skabninger, at det selv producerer sin føde og ikke som dyrene er henvist til at tære på de forråd, der nu engang er tilstede. Henry George har kort og fyndigt udtrykt dette således: både høgen og mennesket spiser kyllinger; men jo flere høge, des færre kyllinger; jo flere mennesker, des flere kyllinger.

»Malthus tænkte sig menneskehedens historie som en fremmarsch gennem en spidst tilløbende hulvej, imod hvis stenmure flere og flere måtte trykkes ihjel, alt eftersom rækkerne udvidedes og vejen indsnævredes. I virkeligheden er det helt anderledes. Hver fremrykkende kolonne rydder vejen for den efterfølgende. En gang hamredes der løs på muren med blotte hænder og klodsede stenøkser, nu dundrer damphammeren imod stenen, og hvert slag skaffer forøget plads og stærkere lys; og hvor menneskene før kun så gold sandørken, opdager de efterhånden frugtbare marker.«*)

Således var nu pladsen ryddet, de gamle vildfarelser fjernede. Hverken Adam Smiths lære om, at arbejdslønnen tages af den tilstedeværende kapital og derfor indskrænkes af denne, eller Malthus' påstand, at jorden i det hele taget var for karrig til at kunne ernære alle sine børn, kunne give nogen forklaring på den tilstedeværende fattigdom; thi de var begge fejlagtige. Men så stod dog selve kendsgerningen tilbage. Fattigdommen var der, og den voksede fremdeles med befolkningens forøgelse og civilisationens fremskridt. Hvor fandtes da den rette forklaring på dette uhyggelige fænomen?

Henry George fortæller selv, hvorledes forståelsens lyn pludselig slog ned i ham. En eftermiddag var han redet en tur uden for byen. På en bakke lod han hesten hvile og gav sig imens i snak med en fragtmand, der kom forbi. Blot for at sige noget spurgte han ham, hvad jorden her ude omkring vel var værd. »Det ved jeg ikke så nøje«, svarede fragtmanden, »men hist ovre er der en mand, der vil sælge jord til 5000 kr. for en tønde land«, og han pegede hen mod en flok køer i det fjerne. Som i et glimt så Henry George i samme nu forbindelsen mellem fremskridtet og fattigdommen. Den meningsløst høje pris for den nøgne jord i en øde egn - dér var det, arbejdets udbytte gik hen! Det var jorden, som slugte fremskridtets frugter. Den rolige eftertanke bekræftede inspirationens rigtighed. Overalt hvor befolkningen er tæt og rigdommen stor, der er jo jordbunden dyr. Og efter som folkemængden vokser og velstanden øges, stiger også jorden i pris. Det er altså den, som tager overskuddet, i den nedfældes udbyttet af menneskehedens arbejde og fremskridt. Jorden, som vi alle skal bo og arbejde på, bliver dyrere og dyrere, den svulmer af rigdom, den bliver til sidst ikke til at betale for dem, der skal skaffe sig en arbejdsplads og et hjem, - derfor må den håbløse fattigdom følge i fremskridtets spor.

Men når jorden således har en evne til at suge udbyttet af samfundets arbejde til sig, bliver selve det, at eje jord, til et privilegium. Jorden vil give sin ejer et udbytte ud over det, der skyldes hans eget arbejde og renten af hans egen kapital. Han vil også kunne indkassere den værdi, der er skabt ved det hele samfunds vækst og udvikling, ved tidens fremskridt, ved nye tekniske opfindelser. Han er ejer af jordrenten.

At jorden i sig selv afkaster en sådan rente ud over udbyttet af det arbejde og den kapital, som er anvendt på den, er en gammel og anerkendt videnskabelig sætning. Den skimtes i den nationaløkonomiske litteratur fra de ældste tider, den kendes af Adam Smith og Malthus, og den får sin skarpeste udformning hos Ricardo. Men først Henry George drager den simple konsekvens af denne lære: At den, som frembringer værdierne, også er den retmæssige ejer af dem.

Adam Smith og Ricardo havde ladet jordejerne uforstyrret beholde disse værdier. Under sit angreb på monopolerne havde Smith glemt det vigtigste af dem alle: jordmonopolet. Han havde set, at produktionens udbytte må deles mellem de tre interesserede faktorer: jorden, arbejdet og kapitalen. Men han havde overset, at blandt de tre parthavere indtog den ene en privilegeret stilling. Jordejeren forhandlede ikke på lige fod med de to andre; thi af jord er der kun et bestemt kvantum til stede, og når det er beslaglagt, kan der ikke skaffes mere. Hans part i udbyttet må derfor udredes på forhånd. Han kan give eller nægte de to andre tilladelse til overhovedet at komme i gang og få lejlighed til at virke; og den betaling, han kræver af dem, må de uvægerlig erlægge, da de ingen andre steder har at gå hen. Heri ligger Adam Smiths store fejltagelse og grunden til, at »den frie konkurrence« førte til helt andre resultater, end Smith havde tænkt sig. I sig selv er hans udgangspunkt rigtigt og de slutninger, han drager, uangribelige. Den enkeltes personlige frihed må føre til den frie konkurrence på lige vilkår mellem alle. Men idet han glemte jordmonopolet, blev arbejderens frihed kun en ny form for slaveri, og den blev i virkeligheden aldrig indført og den frie konkurrence blev i virkeligheden aldrig indført.

Og heri ligger endvidere forklaringen på, at fattigdommen og fremskridtet vedblivende følges ad. Hvad nytter det menneskelige snildes opfindsomhed og alle naturens ødsle gaver, når fordelingen af udbyttet ikke er i orden! Kapitalen får fremdeles kun den samme rente, som den altid har fået, snarest lidt mindre, og arbejderen får vedblivende for lidt. Men den tredje i forbundet, jordejeren, har en sådan magtstilling, at han kan tilegne sig alle fremskridtets frugter. Og det har han også gjort.

»Det er et vel provianteret skib«, siger Henry George, »det, hvorpå vi sejler gennem verdensrummet. Når det ser ud til at blive knapt med kød og brød på dækket, behøver vi blot at åbne en luge, og nye forråd, som vi tidligere ikke havde drømt om, kommer for en dag. Og stor magt til at tilegne sig andres tjenester er dem givet, som, når lugerne åbnes, har lov til at sige: dette er mit!«

De uhyre værdier, som skabes, opretholdes og øges ved den hele menneskeheds samlede arbejde og snilde, vil derfor tilflyde den snævre kreds iblandt os, som ejer jorden. Enhver ny opfindelse, som en genial videnskabsmand har udtænkt, enhver nyttig foranstaltning, som samfundet har gennemført og betalt, ethvert krav om flere boliger, mere føde - alt giver det sig udslag i stigende jordpriser. Fremskridtet virker som det skal, det øger bestandig vor samlede rigdom. Men rigdommen nedfælder sig i jorden, og kun de, som ejer jorden, har adgang til menneskehedens fælles skatkammer.

I København er en kvadratmeter jord (på Østergade) betalt med 3.500 kr., og selv i byens fjerneste udkant er en kvadratmeter 5 kr. værd. Og København spænder over et areal på 80 millioner kvadratmeter! Dette ene lille eksempel viser, hvilke uhyre værdier, det her drejer sig om. Men deri er intet at ændre og intet at beklage. Jordrenteloven vil vedblive at virke med usvigelig sikkerhed, og jorden vil vedblive at være den store opsamler af alle disse samfundsskabte rigdomme. Henry George siger da kun de jævne ord: den, som har skabt værdierne, bør også eje dem. Samfundet er den eneste retmæssige ejer af de samfundsskabte værdier.

Da denne simple sandhed var gået op for Henry George, kunne han skrive bogen om fremskridt og fattigdom. Den blev fuldført i San Francisco i marts måned 1879. Beskeden og fordringsløs, som George var, vidste han dog, hvad denne bog var værd. Da han sendte den til sin fader, skrev han om den: »Den har krævet meget arbejde og store ofre, men nu er det overstået. Den vil ikke blive skattet straks, men den vil engang blive regnet for en stor bog. Den vil blive udgivet på begge jordens halvkugler og oversat på mange sprog. Det ved jeg, skønt måske ingen af os oplever at få det at se.«