Thomas Paine:
Amerika:
Han
var den første til at foreslå et forbund mellem kolonierne.
Inden Uafhængigheds- erklæringen blev udstedt, havde Paine
skrevet om De Fri og Uafhængige Stater i Amerika. Han havde også
omtalt De Forenede Kolonier som The Glorious Union, og han var den første
til at skrive disse ord: Amerikas Forenede Stater.
I 1775 skrev Paine pamfletten kendt
som Common Sense (Sund fornuft). Den blev udgivet
10. januar 1776. Det var den første appel om uafhængighed,
det første krav på en nation, for fuldstændig selvstændighed.
Ingen pamflet, ingen bog havde nogen sinde sat så meget i brand
med en rensende ild, i hvilken millioners fordomme og frygt blev opslugt.
Det er kun et fattigt udtryk for sandheden at sige, at Paine gjorde mere
for uafhængighedssagen end nogen anden mand på hans tid.
På den anden dag i november 1779
blev et lovforslag om omhævelse af slaveriet fremsat i Pennsylvanias
forsamling. Forordet (præamblen) var skrevet af Thomas Paine.
Æren for at have skrevet den første frigørelseserklæring
i Amerika tilhører ham. Paine, den første, Lincoln den
sidste.
England:
Idet
han håbede at fremskynde frihedens dag, skrev han Rights of
Man, en bog som lagde grunden til al virkelighed frihed, som englænderne
kender i dag, en bog som gjorde englænderne bekendte med 'Declaration
of Nature', og overbeviste millioner om, at alle er børn af
samme moder, berettiget til at få ligelig del i hendes gaver.
Frankrig:
En
af de største gerninger, som Paine gjorde, var at forsøge
at redde Louis XVIs liv. Konventet hældte til henrettelse. Paine
var udlænding. Hans karriere havde været årsag til
en vis jalousi. Han vidste hvilken fare, han stod i – at tigeren allerede
stod på spring – men han holdt fast i sine principper. Han var imod
dødsstraf. Han huskede at Louis XVI havde været Amerikas
ven, og han satte gladeligt livet på spil, ikke kun for Frankrig,
ikke kun for at redde kongen, men for at betale en taknemmelighedsgæld.
Han bad Konventet sende kongen i eksil til De Forenede Stater. Han bad
om dette som medlem af Konventet og som statsborger i USA. Som amerikaner
følte han sig i gæld, ikke blot til kongen, men til alle franskmænd.
Han, alle kongers modstander, bad Konventet huske på, at konger
var mennesker og underlagt menneskets svagheder. Han tog endnu et skridt
og sagde: "Som Frankrig var det første land i Europa til at nedlægge
monarkiet, lad os da også være det første til at afskaffe
dødsstraffen."
Overalt:
Han
havde følt det som sin pligt at angribe det organiserede amerikanske
slaveri, at protestere mod duellering, at tale for kvindernes stemmeret,
at vise barmhjertighed mod husdyr, menneskets umælende venner,
at tale for adskillelsen, for uafhængighed for en amerikansk nation,
at angribe monarkernes misbrug og forbrydelser, at gøre hvad
han kunne for at give frihed til verden.
Han følte det som sin pligt at
tage endnu et skridt. Konger påstod, at de havde fået overdraget
deres magt, deres ret til at regere, fra Gud. Paine besvarede denne påstand
med Rights of Man. Præster foregav at være
Guds autoriserede repræsentanter. Paine besvarede dette med Age
of Reason. (Dansk oversættelse: Fornuftens tidsalder)
Se www.ebog.dk
Amerika:
Den
8. juni 1809 kom døden. Døden var omtrent hans eneste
ven. Til hans begravelse var der ingen pragt, ingen hedenskab, intet
følge, ingen militær parade. I en vogn en kvinde og hendes
søn, som havde levet på den dødes bytte, på
hesteryg en kvæker, hvis hjertes menneskelighed styrede hans tankegang,
og efter dem til fods to negre fyldt af taknemmelighed udgjorde Thomas
Paines begravelsesoptog.
***
|