NAPOLEON kunne ikke få ram på England, fordi Lord Nelson havde ødelagt hans flåder ved Abukir og Trafalger. Derfor udkastede han den fantastiske plan at ramme England og sikre sig Indien ved et felttog gennem Rusland og fra det hollandske Indonesien, som han havde tilegnet sig, da han indlemmede Nederlandene i det franske storvælde. 
     I Indien var Stormogulernes Rige gået i opløsning under anarki, korruption og blodsudgydelse, og den verdensomspændende konflikt mellem England og Frankrig resulterede i, at Englænderne under Clive og Pitt den Ældre greb magten i Indien, mens Pitt i Amerika brød den ring, som franskmændene - fra Canada langs Mississippi ned til Louisiana - havde lagt om de engelske kolonier ved Atlanterhavet. 
     Java er den rigeste og skønneste af Sunda-øerne. Da de indfødte fyrster var uenige og korrupte har portugisiske pionerer, hollandske handelskompagnier og engelsk politik været interesseret i dem. Vest for Java ligger Sumatra, østpå ligger Bali og de mange krydderøer, og nordpå skiller det smalle Malacca-Stræde Sumatra fra Den Malayiske Halvø. I denne fjerne, balsamiske verden levede Thomas Stamford Raffles sit liv og gjorde sin gerning. 
     Hans far var en forgældet kaptajn på et forældet skib. Her blev Raffles født den 5. juli 1781 ud for Jamaica, og fødsler ombord, på den tids skibe var ingen fornøjelse for nogen af parterne. Hans barndom var fattig og hans skolegang mangelfuld, men da han som 14 års dreng ansattes i East India Company, læste han til langt ud på natten, skønt der ikke altid var råd til tællelys. Han dygtiggjorde sig selv, så han 24 år gammel sendtes ud til Penang som sekretær. 

PENANG ligger ved den vestlige indgang til Malacca-Strædet. Da øen i 1786 blev overtaget af East India Company, var der kun få indbyggere. Den blev en frihavn og udviklede sig til en vigtig stabelplads. Under rejsen ud lærte Raffles sig malayisk af de indfødte søfolk, og da han var en venlig mand med psykologisk indfølingsevne, vandt han de indfødtes tillid, en tillid, han aldrig svigtede. Han vandt også den indiske Generalguvernørs tillid ved med gode grunde at vise Malayas værdi på et tidspunkt, da man var ved at opgive halvøen. Det blev Lord Minto's opgave i sin regeringstid 1806 - 1813 at vogte Englands østlige forbindelser - og her træder Raffles ind i verdenspolitikken. 
     Han så, hvor vigtigt det var at forpurre Napoleons planer og åbne den rige verdensdel, som hollænderne havde lukket hermetisk for alle andre. Lord Minto forstod det. I året 1811 blev Java erobret, og 30 år gammel blev Raffles guvernør. 
     På det tidspunkt havde hollænderne regeret Java i ca. 200 år, og deres kolonipolitik var hverken venlig eller frisindet i de dage. Efter at de havde jaget alle andre handelsfolk ud fra deres enemærker, plukkede og udsugede de den indfødte befolkning, hvoraf en fjerdedel levede under hoveri og tvangsarbejde, plaget af produktionsmonopoler og slavehandel og med al mulig udsigt til lemlæstelse, tortur og dødsstraf, hvis de vovede at handle med andre end hollændere. Derfor kunne de priser, den indfødte befolkning fik for sine produkter, presses ned til en brøkdel af den pris, de samme varer indbragte på verdensmarkedet; en fremgangsmåde som den, hvis omrids endnu kan skimtes østen for jerntæppet. 

I året 1776 udkom Wealth of Nations af Adam Smith, en bog som inden for sit område endnu er uovertruffen. Pitt den Ældre gav den til sin søn, da denne var 17 år gammel, og den øvede umådelig indflydelse på ham - og derved på Englands politik. Som Lord Rosebery skrev: Ene af alle tidens statsmænd forstod han denne bog. Han havde tilegnet sig dens indhold, inden han trådte frem på det offentlige livs scene. 
     Det var Raffles, der havde hindret, at England opgav Malaya. Det var Raffles, der havde hindret, at franskmændene satte sig fast på Java. Det var Raffles, der i hastigt tempo gennemførte reformer på Java, der slående minder om dem som Rewentlow havde gennemført i Danmark i handelsfrigørelsens og bondefrigørelsens strålende periode 20-30 år tidligere. 
     Raffles regerede ved hjælp af nogle få englændere og en masse tunge, tvære hollændere. For at holde dem i humør måtte han og hans kone efter de lange arbejdsdage holde en serie af selskaber og baller, som vel har været med til at tappe livet og helbredet ud af hende. Hun døde i 1814 i Buitenzorg, hvilket ironisk nok betyder: Sorgenfri. Her døde også deres tre Børn. På monumentet over hende i den botaniske have har Raffles skrevet et lille ubehjælpsomt vers, hvis sidste linier lyder: 

     I sin lille Bog: "Olivia Marianne" har Johs. V. Jensen også lagt en krans forglemmigejer på hendes monument. 
     I løbet af seks måneder gennemførte Raffles en række reformer, som er et ærefuldt kapitel i det rige Javas fattige tilværelse. Han standsede slavehandelen og torturen, hvilket vandt ham Wilberforce's venskab og direktionens misbilligelse. Han sløjfede handelsmonopoler, handelsrestriktioner og transittold. Han nedsatte indførselstolden fra de prohibitive 46% til en finanstold på 10%. I den proklamation han udstedte ved magtovertagelsen, sagde han: 
     Det er Regeringens pligt at beskytte de svage, gøre ende på lovløs magtanvendelse, underbygge den britiske regerings anseelse og oprette humane institutioner. 
     De indfødte fyrsters feudale magt blev begrænset, hoveriet og tvangsarbejdet afviklet, og de mange sedler, hollænderne havde sat i omløb, blev opkøbt. Han skabte et hæderligt pengevæsen. 
     I deres finansnød havde hollænderne solgt og pantsat store, rige provinser til kinesiske ågerkarle og jordspekulanter. Dem købte Raffles tilbage og gav de indfødte jord i selveje under forpligtelse til at svare en afgift af den, der brugtes til nedsættelse af de skatter, der tyngede produktionen og foretagsomheden. I løbet af få år lykkedes det ham at få dem til at dække over halvdelen af de offentlige afgifter. Han sammenfattede indholdet af disse reformer i følgende: 

Renten af denne jord skal udgøre den eneste form for beskatning og træde i stedet for de tidligere afgifter og pligter. 

     I de 4½ år, der blev ham beskåret på Java, blev man vidne til en opblomstring, der var så stor, at der gik årtier, før hollænderne vovede at ødelægge hans reformer. Efter Napoleons endelige nederlag ved Waterloo i 1815 håbede England på fred i Europa. Da regeringen i London var interesseret i Hollands venskab ved den engelske kanal, fik Holland Java igen, mod at England beholdt Cape Town i Syd-Afrika og Ceylon sydøst for Indien. Lord Minto, Raffles' stærke støtte, var død i 1814, så Raffles måtte se sit livsværk synke sammen. Som andre store mænd havde han mange bedrevidende undermålere mellem sine misundelige medarbejdere. De havde fået ham anklaget og afskediget et par måneder, inden han rejste hjem til London for at møde sine kritikere. 
     Man har endnu bevaret Napoleons optegnelser fra de unge år på Militærakademiet. Den sidste linie i det sidste hæfte lyder: 

Sankt Helena, en lille ø i Det Atlantiske Ocean. Engelsk koloni. 

     Så mærkeligt er verden indrettet, at den sidste linie af det sidste kapitel i Napoleons historie blev skrevet på denne lille ø. Her aflagde Raffles visit hos ham på vej hjem til England. 
     I London rensede Raffles sit rygte, og kongen adlede ham. Han nyttede tiden til at grundlægge "The Zoological Society of London", anlægge Londons zoologiske have, skrive sin ordbog over det malayiske sprog og sin "History of Java". 

Både Nationalmuseet og Kunstindustrimuseet i København ejer et af de vidunderlige Buddha-Hoveder fra den javanske buddhistiske helligdom Borobudur, som er et af verdenskunstens underværker, hvis tusinder af relieffer og statuer er af en udsøgt gratie og underfuld skønhed. Fra sine historiske studier vidste Raffles, at Borobudur havde eksisteret og Cornelis fandt det da også på det sted, hvor Raffles havde sagt, at det måtte være. Det var halvvejs begravet af grus og junglens slyngplanter. Borobudur er første gang beskrevet i Raffles History of Java. 
     Drømmen om østen drog ham igen, og i 1817 blev han guvernør på Sumatra i Bencoolen, hvorfra han håbede, at England kunne arbejde sig ud til Malacca-strædet. Kun få forstod. hvor vigtigt det var, men mellem de få var Lord Hastings, den nye General-Guvernør. Med hans støtte i ryggen, og gennem mesterlige diplomatiske forhandlinger med de indfødte fyrster, lykkedes det Raffles at erhverve den lille ø Singapore, der ligger ved den østlige ende af Malacca-Strædet. Han gik i en lang bue uden om sine instrukser fra London, hvor ingen kendte de lokale forhold i Malacca-Strædet. Raffles gik i Land på Singapore i dag for 100 år siden. 
     Øen, der kun er 555 kvadratkilometer stor, havde i 1819 kun 150 indbyggere, indfødte og kinesere. I løbet af et halvt år steg indbyggertallet til 5000. I dag er det 1½ million. De rasende hollændere anerkendte i 1824 Malaya og Singapore som britisk område, og de surmulende direktører i London faldt til ro. Med sin naturlige havn og centrale beliggenhed på den lange rute fra Canton til Cape Town havde øen alle muligheder for at tjene Englands skibsfart og verdens handel. Senere, da Hongkong i 1842 blev Englands frihavn i Kina, og Suez kanalen blev åbnet for 100 år siden, var den lange engelske rute fra Gibraltar over Malta, Suez, Aden, Colombo, Penang, Singapore til Hongkong blevet en verdensrute. 

Da Singapore var i god gang, og hans helbred begyndte at vakle, vendte Raffles hjem til London. Han havde igen mistet tre børn af andet ægteskab. Skibet, han sejlede i, brød i brand, og selvom passagererne blev reddet, gik alle de kasser tabt, hvori Raffles havde sine samlinger og optegnelser. Skibet hed »Fame«, hvilket, hvis det ønskes, kan udlægges symbolsk. Få uger før hjemkomsten døde hans mor, hvis fattigdom han gennem årene trofast havde afhjulpet. I stedet for anerkendelse mødte han anklager, og i stedet for tusind tak mødte han sagsanlæg fra små mænd i store læderlænestole. Dagen før sin 45 års fødselsdag blev han fundet ved foden af sin trappe, død af en hjerneblødning. Johs. V. Jensen spørger: 

Gud ved om den brutalitet, hvormed England ofte har behandlet sine bedste sønner og den hårdhed i karakteren, hvormed disse samme sønner alligevel har udbredt Englands magt, ikke bunder i samme kilde? 

Ikke uden selvfølelse skrev Raffles: 

Jeg har gjort Singapore til en frihavn. Uden told står dens handel åben på lige fod for skibe fra alle Nationer. 

Han ønskede ikke at tage jorden fra de indfødte, men gennem en afgift inddrog han de værdier, der skabtes gennem de store havneanlæg, befolkningstilvæksten og den verdensomfattende aktivitet. Ikke uden berettigelse sagde han: 

Jeg har skabt et skattesystem, der ikke rammer handel og omsætning. - Hvis handelen bringer velstand til vore kyster, bliver det kunstens og åndslivets opgave at vise, hvordan velstand kan bruges i ædle formåls tjeneste. 

Den berømte Lord Roberts mente, at verdens skæbne engang ville blive afgjort i Singapore. Tænker man på, hvad der siden er sket i Singapore - på Java under Sucarno - og i Suez under Nasser, - står Raffles' tidsalder i et smukt lys. Som Raffles sagde: 

Skulle den tid komme, da Det Britiske Imperiums tid er forbi, vil disse minder fra dets fortid holde sig, når dets øvrige triumfer er blevet tomme navne. 

     Da han begravedes i Hendon i 1826, var der ikke mange, der forstod hans storhed, men senere har man sat ham et minde i Westminster Abbey midt mellem Englands største sønner. På monumentet står der: 
     Med klogskab, kraft og menneskelighed rejste han Java til en lykke og velstand, som det aldrig havde oplevet under tidligere regenter. 

Imperialisme og imperialisme er to ting. Hvor Attilas hest - og dens mange efterkommere - har trådt, vokser der ugræs, hvor der før var bølgende kornmarker. Hvor englænderen har trådt, vokser der tyve kornaks, hvor der før knapt spirede et græsstrå.