Jeg ville ønske, at man ville udsætte en pris ikke på 500 francs, men på 1 million med krone, kors og bånd til den, som kunne give en god, kort og forståelig definition af begrebet: STATEN.
     Hvilken umådelig tjeneste ville han ikke gøre samfundet! STATEN! Hvad er den? Hvor er den? Hvad gør den? Hvad burde den gøre? Alt hvad vi ved om den er, at det er en mystisk personage og sikkert den mest ansøgte, den mest plagede, den mest optagne, den mest rådspurgte, den mest anklagede, den mest anråbte, den mest opfordrede i verden.
     Jeg har ikke den ære at kende Dem, min herre, men jeg vil vædde 10 mod een, at på seks måneder kan De lave nogle utopiske planer, og hvis De gør det, vædder jeg 10 mod een på, at De beder STATEN om at realisere dem.
     Og De, kære frue. Jeg er sikker på, at De ville hjertelig ønske at helbrede alle menneskehedens sygdomme, og at det aldeles ikke ville genere Dem, hvis STATEN ville indlade sig herpå.
     Men ak! Den ulykkelige ved som Figaro, hverken hvem han skal bønhøre, eller til hvilken side han skal vende sig:
     Hundredetusinde stemmer – fra pressen og fra talerstolene – råber til ham samtidig:

     »Afslør sandheden og sæt i vore hoveder et gran af fornuft«.
     STATEN har til opgave at oplyse og udvikle, at udvide og beånde, at velsigne folkenes sjæl.
     »Åh, mine herrer, en smule tålmodighed,« svarer STATEN med en beklagende mine.
     »Jeg vil forsøge at tilfredsstille Dem, men det bliver nødvendigt for mig at få nogle midler i hænde. Jeg har forberedt 5-6 helt nye skatter og de gavnligste i verden. De vil opdage, at De vil betale dem med glæde.«
     Men da rejser sig et ramaskrig. Nej, nej, det er ikke noget at rose sig af at gøre noget med pengemidler! Det var ikke derfor, vi appellerede til STATEN! Så langt fra at bebyrde os med nye skatter, ønsker vi at få afskaffet nogle af de gamle.
     Ophæv: Saltskatten, spiritusskatten, toldskatterne, gebyrerne, vejafgifterne. 
     Midt i denne tumult og efter at befolkningen har ændret sin »STAT« to eller tre gange, fordi den ikke var tilfreds med alle disse krav, ville jeg gøre opmærksom på, at de var modstridende.
     Hvad har jeg ikke fået at vide i den anledning! Kunne jeg ikke have vogtet mig for denne uheldige bemærkning?
     Nu er mit rygte ødelagt for bestandig. Det er nu fastslået, at jeg er en mand uden hjerte og sjæl, en tør filosof, en individualist, en borgerlig og for at sige alt i eet ord, en nationaløkonom.
     Undskyld mig, sublime skribenter, at jeg ikke hører op, selv ikke med modsigelser. Jeg har uden tvivl uret, og jeg trækker mig gerne tilbage. Det vil jeg hellere end gerne. Vær sikker på det. De har sikkert uden for os alle opdaget et godgørende væsen med uudtømmelige hjælpekilder kaldet »STATEN«, som har brød til alle munde, arbejde til alle hænder, kapital til alle virksomheder, kredit til alle projekter, olie til alle sår, balsam til alle lidelser, råd til alle i forlegenhed, løsninger til alle tvivlere, sandheden til alle de intelligente, underholdning til alle, der keder sig, mælk til børnene, vin til de gamle, STATEN, som kan dække alle vore behov, opfylde alle vore ønsker, tilfredsstille al vor videbegærlighed, redressere vore fejltagelser og fritage os for forudseenhed, klogskab, beregninger, skarpsindighed, erfarenhed, sparsommelighed og aktivitet.
     Og hvorfor vil jeg ikke ønske alt det?! Gud forlade mig. Jo mere jeg tænker derpå, desto mere finder jeg sagen ligetil, og jeg længes efter at benytte mig af denne uudtømmelige rigdoms- og kundskabskilde, denne universalmedicin, dette bundløse skatkammer, denne ufejlbarlige rådgiver, som de kalder STATEN.
     Også jeg ønsker, at man viser mig den, at man definerer mig den, og det er derfor, jeg foreslår udsættelsen af en pris til den første, som opdager denne fugl Fønix.
     Man vil dog være enig med mig i, at denne værdifulde opdagelse endnu ikke er blevet gjort, og indtil nu er alt, hvad der er præsenteret under navn af STATEN, straks blevet forkastet af folket, fordi det ikke opfyldte en smule modsigende betingelser i programmet.
     Er det nødvendigt at sige det? Jeg er bange for, at vi i denne henseende er narret af en af de mest bizarre illusioner, som nogensinde har bemægtiget sig den menneskelige ånd.
     Mennesket afskyr anstrengelse og lidelse. Det er imidlertid dømt til savnets lidelse, hvis det ikke tager arbejdets møje. Det har altså kun valget mellem to onder. Hvad er der at gøre for at undgå dem begge to?
     Der er hidtil kun fundet og vil aldrig kunne findes andet middel end: at leve af andres arbejde, og det vil sige at sørge for, at anstrengelsen og tilfredsstillelsen ikke tilkommer enhver efter det naturlige forhold, men at hele anstrengelsen hviler på nogle, og hele tilfredsstillelsen tilkommer andre.
     Heraf kommer slaveriet, heraf kommer udplyndringen, som fører til krige, bedrageri, voldshandlinger, restriktioner, svigagtighed osv., alt sammen voldsomme misbrug, men konsekvenser af deres oprindelse. Man kan hade og bekæmpe undertrykkere, men ikke sige, at de er tåbelige.
     Slaveriet er gud være lovet afskaffet, og dette har bevirket, at direkte og åbenbar udplyndring ikke er let. Een ting er imidlertid tilbage. Det er denne ulykkelige tilbøjelighed til at dele livets lod i to dele, væltende anstrengelsen over på de andre og bevarede tilfredsstillelsen for sig selv. Tilbage står at se, under hvilke nye former denne triste tendens manifesterer sig.
     Undertrykkeren bruger ikke længere sin egen magt over for den undertrykte. Nej, vor samvittighed er blevet for sensibel til noget sådant.
     Der er ganske vist stadig tyranner og ofre, men imellem dem anbringer sig et mellemled, nemlig STATEN, og det vil sige selve loven.
     Hvad er mere rimeligt end at fortie vore skrupler, og hvad er mere vigtigt end at besejre modstanden. Under et eller andet påskud henvender vi os til STATEN. Vi siger til den: »Jeg er utilfreds med forholdet mellem mit arbejde, og hvad jeg får ud af det. Jeg vil gerne, for at tilvejebringe den ønskede ligevægt, tage lidt fra andre.
     Men det er farligt.
     Kunne du ikke lette sagen for mig? Kunne du ikke give mig en god plads? Eller genere mine konkurrenters virksomhed? Eller endnu bedre rentefrit give mig de kapitaler, som de andre har tjent ved deres virksomhed? Eller undervise mine børn på statens bekostning? Eller yde mig subsidier? Eller sikre mig en behagelig tilværelse, når jeg bliver 50 år?
     På denne måde vil jeg nå mit mål uden samvittighedskvaler, for loven selv vil handle for mig, og jeg vil have alle fordele af plyndringen uden risiko, uden skam.«
     Da det på den ene side er sikkert, at vi alle henvender os til STATEN, nogle endog med bønskrifter, og da det på den anden side er givet, at STATEN ikke kan tilfredsstille nogles ønsker uden at forøge andres arbejde, så anser jeg mig berettiget til at give min definition på STATEN, medens jeg venter på en bedre:

     Thi i dag som altid vil enhver gerne drage fordel af andres arbejde. Denne lyst vover man ikke at røbe for andre; man holder den for sig selv. Hvad gør man så?
     Man finder en mellemmand. Man henvender sig til STATEN, og alle samfundsgrupper kommer skiftevis og siger: »Du, som kan tage på en lovlig og honnet måde, tag fra befolkningen og delagtiggør os i det, som du tager.« Ak! STATEN er altfor tilbøjelig til at følge dette diabolske råd, for den består af ministre, embedsmænd, kort sagt mennesker, der som alle mennesker i deres hjerter begærer og benytter enhver lejlighed til at forøge deres rigdom og indflydelse. STATEN forstår altså meget hurtigt fordelen ved denne rolle, som bliver den betroet.
     Den vil være uindskrænket herre, træffe alle bestemmelser, den vil tage meget, hvoraf meget vil blive tilbage til den selv. Den forøger antallet af sine embedsmænd, den udvider omfanget af sine funktioner, den vil ende med at antage kolossale proportioner.
     Men det er nødvendigt at lægge mærke til, at befolkningen er slået med en frygtelig blindhed over for alt dette.
     Når heldige soldater gjorde de besejrede til slaver, var de barbarer, men de var ikke tåbelige. Deres formål var som vort at leve på andres bekostning, men det mislykkedes ikke for dem som for os.
     Hvad bør vi tænke om et folk, hvor man synes at mene, at gensidig udplyndring er mindre udplyndring, fordi den er gensidig, at det er mindre kriminelt, fordi det sker legalt efter ordre, og som er uvidende om, at det ikke kan bidrage til offentlig velfærd, at det tværtimod formindsker den med alt, hvad denne kostbare mellemmand, som vi kalder STATEN, koster.
     Og dette fantasifoster har vi til folkets opbyggelse anbragt i fatningens forord.
     De første ord i indledningen er:
     »Frankrig har konstitueret sig som republik for at hæve borgerne til en stadig højere grad af moral, oplysning og velfærd.«
     Således er det Frankrig, en abstraktion, som hæver franskmændene. Er det ikke at slutte sig til en bizar illusion, når vi venter en anden kraft end vor egen? Beror det ikke på suggestion, der ved siden af og over franskmændene er et væsen, dydig, oplyst og rig, som kan og bør overøse dem med sine velgerninger?
     Men for på fersk gerning at gribe det konstitutionelle forslags hulhed er det tilstrækkeligt at vise, at det kan vendes om. Jeg siger ikke utilbørligt, men med fordel. Ville nøjagtigheden gå tabt, hvis indledningen havde lydt: Franskmændene har konstitueret sig republikansk for at hæve Frankrig til en stadig højere grad af moral, oplysning og velfærd?
     Eller hvad er værdien af et aksiom, hvor subjektet og objektet kan ombyttes, uden at det gør noget? Alle mennesker forstår det hvis man siger, at moderen vil give sit barn die, men det vil være latterligt at sige, at barnet giver moderen die.
     Amerikanerne udtrykker en anden opfattelse af relationen mellem borgerne og staten, når de i spidsen for deres forfatning bragte disse klare ord:
     »Vi, folket i De Forenede Stater, for at skabe en mere fuldkommen union, etablere retfærdighed, sikre indre orden, sørge for fælles forsvar, fremme det almene vel, sikre frihedens signelser for os selv og vore efterkommere, erklærer. . . «
     Her er ikke nogen fantastisk skabning, ikke nogen abstraktion, af hvilken borgerne kan kræve alt muligt. De venter intet undtagen af dem selv og deres egen dygtighed. Hvis det må være mig tilladt at kritisere de første ord i vor konstitution, vil jeg sige, at det ikke drejer sig, som man kunne tro, om en rent metafysisk spidsfindighed. Jeg vil hævde, at denne personifikation af staten i fortiden har været og i fremtiden vil blive en kilde til kalamiteter og revolutioner.
     Når befolkningen på den ene side og staten på den anden side betragtes som to forskellige væsener, staten udbredende sin magt, befolkningen krævende ret til at forlange en strøm af lykke, hvad vil så ske?
     Staten er ikke eenarmet og kan ikke være det. Den har to hænder, den ene for at tage, den anden for at give, eller sagt med andre ord, en hård hånd og en blød hånd. Den anden hånds virksomhed er nødvendigvis undergivet den førstes virksomhed. Strengt taget kan staten nok tage, men ikke give det tilbage. Dette kan ses og forklares ved, at hænderne efter deres natur er porøse og klæbrige og altid tilbageholder en del og sommetider alt, hvad de rører ved. Men hvad der aldrig er set, hvad der aldrig vil blive set og ikke engang lader sig fatte, er, at staten giver befolkningen mere, end den har taget.
     Det er altså ganske tåbeligt, at vi overfor staten indtager en ydmyg stilling som tiggere. Det er den absolut umuligt at yde en speciel fordel til nogle af samfundets medlemmer uden at skade hele samfundet. Den befinder sig altså ved vore krav anbragt i en circulus vitiosus. Hvis den afslår, hvad man kræver af den, bliver den anklaget for magtesløshed, ond vilje og uduelighed. Hvis den forsøger at opfylde kravene, nødsages den til at forhøje skatterne, gøre mere ondt end godt, og at pådrage sig almindelig misfornøjelse.
     Således hersker der i befolkningen to forskellige forhåbninger og i regeringen to løfter: Mange velgerninger og ingen skatter. Forhåbninger og løfter, der som modsætninger aldrig kan realiseres samtidig.
     Er det ikke årsagen til alle vore revolutioner?
     Mellem staten, som ødsler med umulige løfter, og befolkningen, som har undfanget urealistiske forhåbninger, stiller sig to slags mennesker: De ærgerrige og utopisterne. Deres rolle er helt afhængig af situationen. Det er tilstrækkeligt for disse popularitetens kurtisaner at råbe i ørene på folket: »Magthaverne bedrager dig; hvis vi havde magten, ville vi overøse dig med velgerninger og fritage dig for skatter.«
     Og folket tror, og folket håber, og folket gør revolution.
     Så snart dets venner er kommet til roret, anmodes de om at gå i gang med at handle.
     »Giv mig da arbejde, brød, understøttelse, kredit, undervisning, kolonier, siger folket, og befri mig samtidig, som I har lovet, for skatternes tryk.«
     Den nye stat er ikke mindre i forlegenhed end den gamle stat. At gøre det umulige kan man godt love, men ikke holde. Den søger at vinde tid, som, den siger, er nødvendig til at modne de vidt spændende projekter. Først gør den nogle beskedne forsøg. På den ene side udvider den skoleundervisningen lidt, på den anden side modererer den spiritusskatten lidt (l830). Men modsætningen viser sig altid. Vil den være filantropisk, må den stramme beskatningen, vil den give afkald på skat, er det også nødvendigt at renoncere på filantropi.
     Disse to løfter udelukker altid og nødvendigvis hinanden. At bruge kredit, det vil sige at leve på fremtiden, er nok et aktuelt middel til at skaffe sig velvilje. Man forsøger at gøre lidt godt i nutiden på bekostning af fremtiden. Men denne fremgangsmåde åbner perspektiv for bankerot og jager kreditten bort. Hvad så?
     Så tager den nye stat sit parti som en kæk mand. Den samler kræfterne for at bevare magten. Den kvæler ytringsfriheden og tager sin tilflugt til vilkårlighed. Den latterliggør sine gamle maximer og erklærer, at ingen kan administrere uden at gøre sig upopulær. Kort sagt, den proklamerer, at det er den, som har magten.
     Og det er, hvad de andre popularitetens kurtisaner afventer. De benytter sig af den samme illusion, betræder den samme vej, opnår den samme succes og styrter snart i den samme afgrund.
     Det var dertil, vi var kommet i februar. På dette tidspunkt var denne illusion, som er emnet for denne artikel, mere end nogensinde blevet gennemtrængt med socialistiske doktriner. Mere end nogensinde ventede folket, at staten i republikansk skikkelse ville åbne vældige kilder for økonomiske goder og ville standse skattekilderne.
     »Man har ofte bedraget mig,« sagde folket. »Men jeg vil vågne, og man vil ikke bedrage mig endnu engang.«
     Hvad kunne den provisoriske regering gøre? Ak, hvad man altid gør i lignende tilfælde: Lover og vinder tid. Det slog ikke fejl, og for at gøre løfterne mere højtidelige fikseredes de i dekreter.
     »Forøgelse af velfærd, kortere arbejdstid, understøttelse, tilskud, gratis undervisning, landbrugskolonier, opdyrkning og samtidig nedsættelse af skatten på salt, stærke drikke og kød, alt ville blive forenet – af den kommende nationalforsamling.
     Nationalforsamlingen er kommet, og da man ikke kan realisere to modsætninger, er den triste opgave så smertefrit som muligt en efter en at tilbagetrække alle den provisoriske regerings dekreter.
     For imidlertid ikke at volde for frygtelig skuffelse har det været nødvendigt at gøre nogle små indrømmelser. Visse foranstaltninger er bevaret, andre er påbegyndt meget småt. Også den nye administration er tvunget til at udskrive nye skatter.
     Borgere! Til alle tider har der været to politiske systemer, og begge kan forsvares med gode grunde. Ifølge det ene bør staten gøre meget, men også tage meget. Efter det andet bør man mærke så lidt som muligt til dens dobbeltvirksomhed. Mellem disse to systemer må man vælge.
     Men et tredje system, der går ud på at fordre alt af staten uden at give den noget, det er fantastisk, absurd, puerilt, modsigende, farligt. De, som gør det, for at kunne anklage alle regeringer for uduelighed og udsætte dem for Eders angreb, det er dem, som smigrer Eder og bedrager Eder eller i hvert fald sig selv.
     Vi derimod mener, at staten hverken er eller bør være andet end en samfundskraft, ikke til undertrykkelse og gensidig plyndring, men tværtimod til at garantere enhver sit, retfærdighed og sikkerhed.