Hvad går
jakobinernes politiske tankefoster ud på? Logisk opbygning af en reduceret
mennesketype, bestræbelser for at tilpasse det levende individ til
denne type; den offentlige myndigheds indblanding på alle det private
livs områder; tvangsforanstaltninger overfor arbejdet, handelen og
ejendommen, overfor familien og opdragelsen, religionen, sæderne og
følelserne; opofrelse af særinteresser på det offentliges
alter; statens almagt - alt dette betyder jakobinernes politiske tankefoster.
Der gives intet større tilbageskridt, thi det tilsigter at føre
det moderne menneske tilbage til en social form, som det har brugt 18 århundreder
for at arbejde sig ud af.
I den historiske periode, som er gået
forud for vor egen, og særlig i de gamle græske eller latinske
byer, i Rom og Sparta, som jakobinerne benytter som modeller*, var det
menneskelige samfund skåret til efter hærens eller klostrets
monster. I et kloster som i en hær hersker der en eneste altopslugende
tanke: menneskene vil for enhver pris behage gud, soldaten vil for enhver
pris bære sejren hjem; derfor giver de afkald på deres private
ønsker og underkaster sig henholdsvis klosterreglen og disciplinen.
På samme måde hersker der i den antikke verden to hovedinteresser.
For det første havde byen sine guddommelige grundlæggere og beskyttere;
den ydede Dem derfor en minutiøs og stadig dyrkelse, hvis den ville
undgå, at de svigtede byen; den mindste undladelse heraf kunne krænke
dem og støde dem bort. For det andet var der uophørlig krig,
og krigens lov var grusom; hvis byen blev erobret, kunne enhver indbygger
vente at blive dræbt, lemlæstet, solgt ved auktion eller se
sine børn og sin hustru solgte til den højst bydende. Kort
sagt, når man forestiller sig en sådan by ved foden af sit Akropolis,
indenfor sine fæstningsmure, midt imellem hadefulde og truende naboer,
må man sammenligne den med johanniterridernes samfund på Rhodos
eller Maltas klipper; den er et religiøst og militært broderskab,
i en befæstet lejr, med en kirke i sin midte.
*)
Robespierre (i Konventet 18 Floreal
år 2): »Sparta stråler som et lys i et umådeligt
mørke.«
Under slige forhold er der ingen plads for
friheden: de offentlige trossætninger er altfor bydende, de offentlige
farer altfor store. Under deres tryk og herredømme resignerer individet
til fordel for fællesskabet; dette bemægtiger sig hele manden,
fordi det for at eksistere behøver hele manden. Fra nu af kan ingen
udvikle sig på særlig måde eller for sig selv, ingen kan
handle eller tænke undtagen indenfor en fast ramme. En type er ridset
op, om ikke ad logisk vej, så ved tradition; enhver livsførelse
og enhver del af livet må tilpasses derefter, ellers er almenvellet
i fare: en slappelse i den gymnastiske opdragelse svækker hæren;
en vejfarende, som nægter gudebillederne det sædvanlige drikoffer,
drager den himmelske vrede ned over byen. Følgelig må staten
som absolut herre udøve et ubegrænset opsyn for at undertrykke
udskejelserne; der gives intet uafhængigt hos individet, intet reserveret
område, ingen afkrog, der er beskyttet imod den offentlige myndigheds
hænder, hverken hans gods, hans børn, hans person, hans meninger
eller hans samvittighed. Hvis han på valgdagen er en del af en suveræn,
er han undersåt hele resten af året og det lige ind til sit
indre forum. Derfor havde Rom censorer, og den ene af Athens arkonter var
en troens inkvisitor. Sokrates blev dødsdømt, »fordi
han ikke troede på de guder, som byen troede på«. - Ikke
blot i Grækenland og i Rom, men i Ægypten, i Kina, i Indien,
i Persien, i Judæa, i Mexico, i Peru, kort sagt i alle civilisationer
i den første fremvækst er princippet for et menneskeligt samfund
det samme som for dyrene: individet tilhører sit samfund, ligesom
bien sin kube, ligesom myren sin myretue; det er kun et organ i en organisme.
Under forskellige former og med forskellige anvendelser er det den autoritære
socialisme, som hersker.
Lige omvendt i den moderne verden; hvad der
før var regel er nu blevet undtagelse, og det antikke system lever
nu kun i forbigående sammenslutninger som i hæren eller i lokale
sammenslutninger som i klostrene. Gradvist har individet løsrevet
sig og fra århundrede til århundrede udvidet sit område.
Thi de to lænker, som slavebandt ham til staten, er brudte eller løsnede.
For det første har den offentlige
myndighed ophørt at være politivagt om en gudsdyrkelse. Ved
kristendommen er det civile og det religiøse samfund blevet to
adskilte magter, og det er Kristus selv, der har adskilt de to retsområder:
»Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« På
den anden side har som følge af protestantismen den store kristne
kirke delt sig i flere sekter, som ikke gensidigt kunne ødelægge
hverandre og derfor blev nødt til at leve sammen, således at
staten, selv om den foretrak en af dem, måtte finde sig i de andre.
Endelig er ved protestantismens, filosofiens og videnskabens udvikling de
spekulative trossætninger vokset i antal; der findes den dag i dag
næsten lige så mange som der findes tænkende ånder,
og da disse bliver talrigere dag for dag, vokser også antallet af
forskellige meninger, hvoraf følger, at hvis staten ville favorisere
en enkelt, ville en mængde andre rejse sig derimod. Hvis staten er
klog, vil den for det første holde sig neutral og dernæst erkende,
at den ingen kompetence har til at blande sig i sagen.
For det andet er krigen blevet mindre hyppig
og mindre ødelæggende, fordi menneskene ikke har så
mange motiver til at føre krig og heller ikke de samme motiver til
at føre den til bunds. Tidligere var den en hovedkilde til rigdom:
ved sejren hjemførte man slaver, erhvervede undersåtter, skatskyldige,
man udnyttede dem, man benyttede sig efter forgodtbefindende af deres
tvungne arbejde. Noget lignende findes ikke nu til dags; man drømmer
ikke mere om at skaffe sig menneskeligt kvæg; man har opdaget, at
denne metode af alle er den mest ubekvemme, den mindst produktive og den
farligste. Man kommer langt hurtigere og sikrere til velvære ved
det fri arbejde og ved maskinernes hjælp; formålet er ikke
mere at erobre. Men at producere og udveksle. For hver dag går mennesket
mere og mere op i det civile hverv og finder sig dårligere i, at
man spærrer dem for ham. Hvis han endnu går ind på at
være soldat, er det ikke for at angribe, men for at sikre sig imod
indfald. Samtidig er krigen på grund af materiellets indviklethed blevet
dyrere; staten kan ikke længere uden at ruinere sig holde alle våbenføre
mænd på benene til stadighed; den kan heller ikke lægge
alt for mange hindringer i vejen for den frie industri, som ved afgifter
måtte dække alle disse omkostninger; hvis den er forudseende,
må den varetage de civile interesser, selv om den kun har de militære
for øje.
Af de to net, hvori staten indfangede hele
menneskelivet, ser vi altså, at det ene er gået helt i stykker,
og i det andet har maskerne udvidet sig. Der findes ikke længere
nogen grund til at overdrage staten al magt og myndighed. Individet har
ikke længere nogen grund til at sælge sig helt og holdent, han
kan uden ulempe forbeholde sig en del af sig selv. Og hvis du i dag vil
have ham til at undertegne en »social kontrakt« - vær
vis på, at han vil reservere sig sin part.
II
Det er nu ikke blot de ydre omstændigheder,
der er forskellige, også grundlaget i sjælelivet er ændret,
og der har i det moderne menneske udviklet sig en følelse, som vægrer
sig ved den antikke kontrakt.
Naturligvis, i undtagelsestilfælde
og under en brutal nødvendigheds tvang kan jeg måske underskrive
ubeset, med rent foreløbig gyldighed. Men hvis jeg véd, hvad
jeg gør, vil jeg aldrig godvilligt underskrive den fuldstændige
og vedvarende opgivelse af mig selv; det ville være imod samvittigheden
og imod æren, og disse to ting kan ikke adskilles. Min ære og
min samvittighed må ikke glide ud af mine egne hænder, jeg er
selv eneste opbevarer og vagt for dem; jeg ville ikke engang overlade dem
til min fader!
Vi har her to nye ord, som udtrykker to idéer,
der var ukendte for de gamle, begge med dyb betydning og af uendelig rækkevidde.
Ligesom en aflægger kan isoleres fra stammen og selv skyde rod, således
har individet løsnet sig fra det primitive samfund, klan, familie,
kaste eller by, hvori han levede uafsondret og bundet; han har ophørt
at være et organ eller et tilbehør - han er blevet en person.
Den første af disse idéer er
af kristelig oprindelse, den anden stammer fra lensvæsenet, begge
sammenlagte måler den umådelige afstand mellem en antik og
en moderne ånd.
Alene med sin gud har den kristne følt
alle de bånd, der bandt hans liv til sin gruppe, smelte i sig som
voks; han står ansigt til ansigt med sin dommer, og denne ufejlbare
dommer ser sjælene sådan som de er, ikke sammenblandede i en
hob, men adskilte, hver for sig. Ved denne domstol er den ene ikke solidarisk
med den anden; hver svarer kun for sig selv; kun mine egne handlinger bærer
jeg ansvaret for. Men disse handlinger har en uendelig betydning; thi hver
sjæl, løskøbt ved Guds blod, er uendelig dyrebar; følgelig
vil belønning eller straf være uendelige, alt eftersom sjælen
har del eller ikke del i velsignelsen ved det guddommelige offer. Ved den
afgørende dom åbner der sig en udsigt til evig straf eller
evig belønning. Lige overfor denne alt overskyggende interesse blegner
alle andre; fra nu af er kun det anliggende afgørende, om man må
befindes retfærdig, ikke af mennesker, men af Gud, og hver eneste
dag begynder på ny det tragiske indre mellemværende, hvor dommeren
spørger og synderen svarer.
Ved denne dialog, som har varet i 18 århundreder
og varer endnu, er samvittigheden blevet forfinet, og mennesket har fattet
begrebet den absolutte retfærdighed. Hvad enten den har sit sæde
hos en almægtig hersker, eller den består selvstændig
ligesom de matematiske sandheder, det berører ikke dens hellighed
eller beskærer dens autoritet. Den befaler i en overlegen tone, og
hvad den befaler må adlydes, koste hvad det vil: der gives strenge
pligter, som ethvert menneske er fast bundet til.
Ingen gensidig aftale kan undtage ham derfra,
hvis han fejler, fordi han har indladt sig på modsatte aftaler, er
han ikke mindre skyldig for det, ja, hvad mere er, han er skyldig, fordi
han har indladt sig på dem; det er en forseelse at træffe aftale
om forseelser. Hans fejl bliver derved ligesom fordoblet og den indre
brod sårer ham to gange i stedet for en.
Derfor, jo mere fintmærkende samvittigheden
er, des mere vægrer den sig ved at afsætte sig selv; på
forhånd afviser den enhver aftale, som kunne føre den til
slette handlinger, og den nægter mennesker retten til at påføre
sig selvbebrejdelser.
På samme tid har der rejst sig en anden
følelse, lige så værdifuld, og endnu mere levende, mere
menneskelig og mere virksom. Alene i sit stærke slot, i spidsen for
sine folk havde lensherren kun sig selv at stole på; thi den gang
gaves der ingen offentlig magt. Han måtte beskytte sig selv, ja overdrive
sin beskyttelse: den, som i denne anarkistiske og militære verden
tålte blot det mindste overgreb, den, som lod den mindste fornærmelse
ustraffet, gik for at være svag eller fejg og blev snart et bytte
for andre; han var under dødsstraf tvunget til at være stolt.
Og han havde ikke vanskeligt ved at være det. Eneste ejer og næsten
absolut suveræn, uden ligemænd indenfor sit område er
han et enestående fænomen, af overlegen rang, ikke til at sammenligne
med andre. Derom drejer sig hans uafbrudte enetaler i alle de lange, triste,
ensomme timer, og denne enetale har varet i ni århundreder. Følgelig
bliver hans person og alle de, der er afhængige af hans person, ukrænkelige
i hans øjne; snarere end at opgive en tomme deraf vil han vove og
ofre alt. Den følsomme stolthed er den bedste skildvagt til at værne
om en ret; thi denne vagt opstilles ikke blot for at bevare retten, men
især for at skaffe sig oprejsning. Mennesket tillægger sig en
værdighed svarende til hans rang og foreskriver sig selv den som en
instruks. Fra nu af kræver han ikke blot respekt af andre, men han
respekterer sig selv, han har æresfølelse: det er en nobel
egenkærlighed, hvorved han betragter sig som en ædel skabning
og forbyder sig selv lave handlinger. I opfattelsen af disse handlinger kan
det hænde, at han narrer sig selv; undertiden kan moden eller forfængeligheden
føre ham for langt ud i barnagtigheder eller tåbeligheder, han
anbringer måske sin æresfølelse på galt sted. Men
når alt kommer til alt, er det dog ved hjælp af dette faste punkt,
at han holder sig oppe, selv under det absolutte monarki, under Filip II
i Spanien, under Ludvig XIV i Frankrig og under Frederik II i Prøjsen.
Fra lensbaronen til hofmanden og til den moderne gentleman fortsættes
traditionen og stiger ned fra etage til etage lige til samfundets bund: nu
til dags har borgeren, bonden, arbejderen sit æresbegreb lige så
fuldt som den adelige. Enhver af dem har, tværs igennem det samfund,
der oversvømmer og omhyller ham, forbeholdt sig sit private indelukke,
en slags moralsk forskansning, hvori han har opbevaret sine meninger, sin
tro, sine interesser, sine pligter som søn, fader, ægtemand
og hele sin personligheds indre rigdomme. Denne fæstning tilhører
ham alene, ingen har lov at betræde den, selv ikke i det offentliges
navn; at overgive den ville være en fejghed; snarere end at udlevere
nøglerne ville han falde på skansen. Når denne kæmpende
æresfølelse stiller sig i samvittighedens tjeneste, bliver den
ét med dyden.
Disse to er altså de herskende idéer
i vor moderne europæiske moral: gennem den ene anerkender individet
pligter, som intet kan undtage ham fra; gennem den anden tilskriver han
sig rettigheder, som intet kan berøve ham. På disse to rødder
har vor civilisation fremspiret og trives fremdeles. Betænk dybden
og udstrækningen af det historiske felt, hvor de sænker sig
ned, og de vil føle, at de er stærke.
Betragt højden og den umådelige
vækst af det træ, de nærer, og de vil føle, at
de er sunde. Overalt, hvor enten den ene eller den anden har manglet, i
Kina, i det romerske rige, i islam, har saften svigtet, træet er
vantrivedes eller styrtet til jorden. Ved hjælp af dem lever vort
eget træ og vokser bestandig; de afgiver næring til dets ædleste
grene, dets bedste frugter. De menneskelige skud er mere eller mindre
smukke, eftersom saften er mere eller mindre ren, og det er dem, den jakobinske
økse vil kappe. Det er til dette moderne menneske, som hverken er
kineser eller antik, hverken muselmand, barbar eller neger, til dette menneske
med sin kristne opdragelse, der tyr ind i sin samvittighed som i en helligdom,
til dette menneske, der som følge af sin feudale opdragelse forskanser
sig i sin æresfølelse som i en stærk fæstning,
at den nye sociale kontrakt retter den ordre, at han skal udlevere sin
helligdom og sin stærke fæstning.
Og i dette demokrati, grundet på tallets
majestæt - hvem er det egentlig man forlanger dem udleverede til?
I teorien til det offentlige, det vil sige til en masse, hvor den anonyme
lidenskab sætter sig i den personlige menings sted, hvor handlingen
bliver upersonlig, fordi den er kollektiv, hvor ingen føler sig
ansvarlig, hvor jeg ruller af sted som et sandskorn i en støvhvirvel,
hvor alle attentater forud retfærdiggøres af statshensyn.
I praksis skal jeg udlevere dem til flertallet af stemmer eller optalte
hoveder; til et flertal, som ophidset ved kampen vil misbruge sin sejr
til at krænke det mindretal, hvortil jeg muligvis hører; til
et foreløbigt flertal, som før eller senere vil være
erstattet af et andet, således at hvis jeg undertrykker i dag, kan
jeg være sikker på at blive undertrykt i morgen, endnu nøjagtigere,
til seks eller syv hundrede deputerede, blandt hvilke der kun er én,
som jeg kan få adgang til at vælge. For at vælge denne
eneste rigsdagsmand har jeg kun én stemme af 10 tusinde, jeg bidrager
altså kun en titusindedel til at udkåre ham; jeg bidrager ikke
engang en titusindedel til at vælge de andre.
Og det er disse seks eller syv hundrede fremmede
mennesker, som jeg giver fuldmagt over mig; fuldmagt, læg vel mærke
til dette ord, det vil sige ubegrænset magt ikke blot over min ejendom
og min krop, men også over mit indre liv, en myndighed, der er langt
videre rækkende end den, jeg ellers fordeler mellem ti personer,
til hvem jeg har tillid; til lovens mand, som bestyrer min formue, pædagogen,
der opdrager mine børn, lægen, der varetager mit helbred,
skriftefaderen, der leder min samvittighed, vennerne, som varetager mit
testamente, vidnerne, som under en duel er omhyggelige for mit liv, mit
blod og min ære. Uden at tale om den beklagelige komedie, som mange
gange opføres ved valgbordet eller om de tvungne eller forfalskede
valg, hvis udfald bliver stik imod den offentlige stemning ... døm
af alt dette om den tillid, som jeg selv efter loyale valg kan have til slige
repræsentanter!
Ofte har jeg stemt for den besejrede kandidat,
og da er jeg blevet repræsenteret af den anden, som jeg ikke ønskede.
Og når jeg har stemt for ham, der blev valgt, var det i reglen af
mangel på bedre, og fordi hans konkurrent forekom mig værre.
Ham selv har jeg i reglen aldrig set, uden i rent forbigående, jeg
kender knap nok farven af hans frakke, klangen af hans stemme eller hans
måde at lægge hånden på hjertet. Jeg kender ham
kun af hans ofte svulstige og vage trosbekendelse, af bladenes lovprisninger,
af snakken i selskaber, kaféer eller på gaden. Hans adkomst
til min tillid er så lidt underbygget og så luftig som vel mulig;
intet beviser mig hans hæderlighed eller hans evner; han har ingen
eksamen eller anbefaling således som pædagogen, ingen faglig
garanti som lægen, præsten eller juristen. På anbefalinger
så intetsigende som hans ville jeg betænke mig på at antage
en tjener. Så meget mere som den klasse, hvorfra jeg næsten altid
er tvungen til at tage ham, er politikernes, en suspekt klasse, særlig
i lande med almindelig valgret; thi den rekrutteres ikke af de mest uafhængige,
de dygtigste og hæderligste mænd, men af snakkesalige intriganter
og overbeviste charlataner. Det er folk, som af mangel på dygtighed
er kommet til kort i private stillinger, hvor man kontrolleres skarpt og
bedømmes på nært hold, og som derfor er slået ind
på de veje, hvor samvittighedsløshed og mangel på mådehold
er en styrke i stedet for en svaghed; overfor deres ufinhed og frækhed
har den offentlige løbebane åbnet sig med begge fløjdøre.
Således ser den ophøjede personlighed
ud, i hvis hænder jeg i følge teorien skulle overlade min
vilje, hele min vilje. Nej, skulle jeg virkelig give helt afkald på
mig selv, ville jeg risikere mindre ved at afsætte mig selv til fordel
for en konge eller et aristokrati, selv arveligt; thi da ville mine repræsentanter
dog i det mindste kunne anbefale sig ved synlig rang og en sandsynlig kompetence.
Efter sin natur og hele bygning er demokratiet
den styreform, hvor individet tilstår sine repræsentanter
det mindste mål af tillid og handlefrihed; derfor er det også
den styreform, hvor man må overdrage dem den mindst mulige magt.
Overalt vil samvittighed og ære foreskrive individet at vogte en
vis del af sin uafhængighed, men intet steds vil han være tilbøjelig
til at afstå så lidt som her. Hvis statens omfang bør
begrænses i det moderne forfatningsliv, så bør det ske
i fuldeste mål i det moderne demokrati.
III
Lad os prøve at trække statsmagtens
grænser op. - Efter angrebenes og erobringernes voldsomme periode,
midt iblandt de daglige kampe, som de private kræfter ødsledes
på, og som truede med at opløse samfundsordenen, har der i
ethvert europæisk samfund rejst sig én offentlig magt, og denne
magt, som har bevaret sig i århundredernes forløb, består
endnu den dag i dag. Hvorledes den er opstået, ved hvilke primitive
voldshandlinger, gennem hvilke ulykker og konflikter, om det er for bestandig
eller kun til en tid, efter hvilke regler den overdrages, om det er ved arv
eller valg - alt det er kun af underordnet interesse, det vigtigste er dens
hverv og den måde, hvorpå den udfylder det. Af væsen er
den et stort sværd, draget af sin skede og løftet i vejret midt
imellem alle de små knive, som de private mennesker brugte imod hverandre.
Ved denne trussel er alle de små knive vendt tilbage til deres futteral;
der er de forblevet ubevægelige, unyttige, tilsidst er de rustet. Bortset
fra forbryderne har nu alle mennesker vænnet sig af med og tabt lysten
til at bruge dem, og i fremtiden er i det fredlagte samfund det offentlige
sværd blevet så frygteligt, at enhver privat modstand falder
til jorden, så snart det nærmer sig.
Det er to interesser, der har smedet det:
der behøvedes først og fremmest et sværd af denne størrelse
for at møde lignende glavind, som de andre samfund svinger ved grænsen;
dernæst behøvedes det mod de dolke, som de onde lidenskaber
aldrig ophører at slibe indenfor landets grænser. Man vil forsvare
sig mod de ydre fjender, mod morderne og tyvene i det indre, og langsomt,
besværligt, efter mangehånde famlen og omdannelser er det lykkedes,
ved stadig samvirken af viljerne, i årenes løb at skabe det
eneste våben, der er i stand til virksomt at beskytte ejendom og liv.
Så længe sværdet blot har
denne funktion, er jeg i skyld til staten, der har fattet om skæftet.
Staten giver mig den sikkerhed, som jeg uden den ikke kunne have, til gengæld
skylder jeg den midlerne til at holde dette våben blankt og at bidrage
dertil med min kvotadel. Den, der nyder en fordel, er skyldig at godtgøre
den. Der er da mellem staten og mig, om ikke en udtrykkelig kontrakt,
så dog en tavs aftale, analog med den, der knytter et barn til sine
forældre, en troende til sin kirke, og på begge sider er vor
aftale klar. Den lover at våge over min sikkerhed ude og inde, og
jeg lover at forsyne den med midler dertil. Når den fordrer sine
udgifter dækkede af mig, er det ikke min ejendom, den tager, det
er dens egen ejendom, som den forlanger tilbage, og på disse vilkår
har den ret til at aftvinge mig denne ydelse.
Men det er udtrykkelig på det vilkår,
at den ikke kræver noget ud over denne kontrakt; og dette ville være
tilfældet, hvis den går ud over de oprindelige funktioner;
hvis den f.eks. desforuden vil påtage sig et fysisk eller moralsk
hverv, som jeg slet ikke beder den om, hvis den gør sig sekterisk,
moralsk, filantropisk eller pædagogisk, hvis den giver sig til, hjemme
eller ude at gøre propaganda for et religiøst eller filosofisk
dogme, en politisk eller social retning. Thi da føjer den en ny
artikel til den oprindelige pagt, og hvad denne artikel angår er tilslutningen
ikke så enstemmig og sikker som til selve pagten. Enhver af os indvilliger
i at blive forsvarede mod vold og svig, men ud over det og næsten
på alle punkter divergerer viljerne. Jeg har min religion, mine meninger,
mine skikke, mine sædvaner, min opfattelse af verden og min levemåde
for mig selv: det er netop alt dette, der udgør min personlighed,
det er alt det, som æren og samvittigheden forbyder mig at lade i
stikken, og som staten har lovet mig at beskytte. Hvis den derfor i følge
tillægsparagraffen forsøger at ordne disse ting efter sit
hoved, svigter den den oprindelige overenskomst, eftersom statens hoved
ikke er mit hoved; og i stedet for at beskytte mig, undertrykker den mig.
Selv om flertallet støtter den, ja, selv om samtlige vælgere
minus een var enige om at overdrage den denne magtfylde, selv om der kun
var en eneste modvillig, ville denne blive krænket, og på to
måder.
For det første vil staten for at opfylde
sine nye hverv kræve af ham en mængde afgifter og tjenester,
thi enhver ny funktion medfører forøgede udgifter; der opstår
nye poster på budgettet, når staten påtager sig at beskæftige
arbejderne eller at anvende kunstnerne, at støtte en industri eller
forretning, at øve godgørenhed, at give undervisning. Til
de økonomiske udgifter må der føjes tab af menneskeliv,
hvis staten indlader sig på krige af højmodige grunde eller
for at gøre propaganda. Og mindretallet, som misbilliger alle disse
udgifter, deltager i dem lige så fuldt som det flertal, der billiger
dem. Så meget desto værre for den udskrevne soldat eller den
skattepligtige borger, hvis de hører til de misfornøjede!
Med det gode eller det onde roder skatteopkræverens
hånd i borgerens lomme, og gendarmer tager den værnepligtige
i kraven.
For det andet, og i en mængde tilfælde,
behandler staten mig ikke blot uretfærdigt i modstrid med alle forudsætninger,
men den bruger endog de penge, den afpresser mig, til uretfærdigt
at påføre mig ny tvang; det er tilfældet, når den
vil pånøde mig sin teologi eller sin filosofi, når den
foreskriver eller forbyder en bestemt kultus, når den påtager
sig at ordne mine skikke og sædvaner, begrænse mit arbejde eller
mine udgifter, lede opdragelsen af mine børn, bestemme priserne på
mine varer eller på min lønning. Da griber den, for at gennemføre
sine befalinger, til lette eller svære straffe ligeoverfor de genstridige,
lige fra berøvelse af politisk og borgerlig indflydelse til bøder,
fængsel, landsforvisning og guillotine. Med andre ord: med den tikroneseddel,
som jeg ikke skylder staten, og som den stjæler fra mig, udreder
den omkostningerne ved den forfølgelse, den iværksætter
overfor mig; jeg er nødsaget til at udlevere min tegnebog, for at
min forhørsdommer, min fangevogter og min bøddel kan få
deres løn. Man kan vel næppe tænke sig nogen mere himmelråbende
undertrykkelse.
Lad os derfor vogte os for at forøge
statens magt, og lad os ikke finde os i, at den bliver andet end en påpasselig
pladshund. Medens de andre gæster i hjemmet lod deres tænder
og kløer blive stumpe, er statens hugtænder efterhånden
blevet frygtelige; de er vokset ud til enorm størrelse, og i nutiden
er det staten alene, der har appetit på at føre sin kamp. Lad
os ernære den rigeligt imod ulvene, men lad den aldrig nærme
sig sine fredelige beboere; appetitten ville nemlig indfinde sig, medens
den spiser, snart vil den selv blive en ulv, den grådigste af ulve,
indenfor husets fire vægge. Det gælder om at holde den i sin kæde
og i sit indelukke.
IV.
Lad os se dette indelukke efter; det er rummeligt,
og med sine hjørner rager det næsten ind over alle det private
livs områder.
I virkeligheden er ethvert privat område,
fysisk eller privat, et åbent bytte for naboernes overgreb, og for
at forblive uberørte kræves der mellemkomst af en overlegen
tredjemand. At erhverve, besidde, sælge, give, testamentere, kontrahere,
være ægtemand eller hustru, fader, moder eller barn, herre eller
tjener, funktionær eller principal - enhver af disse handlinger eller
situationer medfører rettigheder, der indskrænkes af tilstødende
og modsatte rettigheder, og det er staten, der anbringer grænsen imellem
dem. Den skaber ikke grænsen, men trækker den op for at man
kan se den, og udsteder derfor civile love, som den gennemfører ved
hjælp af sine domstole og sit politi for derved at tildele enhver,
hvad der tilkommer ham. Staten er altså en regulerende og kontrollerende
magt, ikke blot overfor privat ejendom, men også overfor familieliv
og hjem; dens autoritet skaber sig lovlig indgang i den snævre cirkel,
hvor den individuelle vilje forskanser sig og efter alle stormagters sædvane
stræber den efter at bemægtige sig det hele, når der
først engang er gået hul på cirklen.
I den anledning påberåber den
sig et nyt princip. Da den udgør en moralsk magt ligesom en kirke,
et universitet, et velgørende eller lærd selskab, er den så
ikke forpligtet til, ligesom enhver varig institution, at udvide sine
hensyn til højre og venstre og at foretrække for særinteresserne,
som er forbigående, den fælles interesse, der er evig? Er dette
ikke det øverste formål, hvorunder man bør underordne
alle de andre, og skal man opofre denne højeste interesse for to
overgemte instinkter, som ofte er ufornuftige og undertiden farlige, nemlig
samvittigheden, som let fører over i mystisk galskab, og æren,
som endog kan udmunde i morderiske dueller?
Nej, sikkert ikke. Og når staten i
sin storladne virksomhed ordner ægteskab, arvefølge og testamente,
er respekten for de individuelle viljer ikke dens eneste ledestjerne;
den nøjes ikke med at forpligte enhver til at betale sin gæld,
al sin gæld, selv den ufrivillige og medfødte, den tager den
offentlige interesse med i betragtning, den beregner de fjerne følger,
de mulige tilbageslag og massevirkningerne. Når den tillader eller
forbyder skilsmisser, når den foretager ændringer i arveforholdene,
er det tydeligt nok af politiske, økonomiske eller sociale hensyn
for at gøre kønnenes forening stærk og sund, for at fremme
disciplin og kærlige følelser i familielivet, for at nære
foretagsomhed og enighed hos børnene, for at skaffe nationen en
stab af naturlige førere eller en hær af små ejendomsbesiddere,
og til alt dette er den bemyndiget af den offentlige mening. Endvidere
og stadig med offentlig tilslutning skaber den en mængde hverv ud
over de oprindelige, og ingen finder, at den begår overgreb, når
den slår mønt, når den foreskriver vægt og mål,
når den opretter karantæne, når den mod erstatning eksproprierer
enkeltpersons ejendom af hensyn til den offentlige nytte, når den
bygger fyrtårne, havne, diger, kanaler, veje, når den bekoster
videnskabelige ekspeditioner, når den grunder museer og biblioteker.
Undertiden finder man sig endog i, at den opretholder universiteter, skoler,
kirker, teatre, og for at retfærdiggøre de nye åreladninger,
den iværksætter på borgernes penge, påberåber
den sig kun den almene interesse.
Hvorfor skulle den ikke på samme måde
overtage enhver forretning, som er nyttig for alle? Når et foretagende
er nyttigt for samfundet, hvorfor skulle den da tøve med at overtage
det, og når et foretagende er skadeligt for samfundet, hvorfor skulle
den da ikke forbyde det? Læg nu mærke til, at i det menneskelige
samfund er enhver handling eller undladelse, selv den mest ensomme og intime,
enten et tab eller en fordel for samfundet; hvis jeg sørger dårligt
for min ejendom eller mit helbred, min intelligens eller min sjæl,
ødelægger jeg eller svækker jeg i mig et medlem af samfundet,
som kun er rigt, sundt og stærkt ved sine medlemmers rigdom, sundhed
og styrke, så at ud fra dette synspunkt er alle mine private handlinger
offentlige velgerninger eller misgerninger. Hvorfor skulle staten da ud
fra dette synspunkt nære skrupler ved at foreskrive mig de første
og forbyde mig de sidste? Hvorfor skulle den ikke gøre sig til eneste
arbejdsgiver og eneste fordeler af det producerede for bedre at kunne udøve
denne ret og opfylde denne pligt? Hvorfor skulle den ikke være landets
eneste agerdyrker, industriherre og købmand, og den eneste ejendomsbesidder
og redaktør?
Netop fordi dette ville stride imod alles
interesse. Her slår det andet princip om, det, som man slynger ud
imod den personlige uafhængighed, og i stedet for at være modstander
bliver det forkæmper. Langt fra at give staten frie hænder lægger
det en ny lænke om dens hals og fæstner det hegn, hvori æren
og den moderne samvittighed har indespærret den offentlige opsynsmand.
V
Hvori består da alles interesse? -
i hver enkelts interesse, og hvad der interesserer hver enkelt er de ting,
som det er behageligt at eje, men pinligt at berøves. At benægte
dette ville være håbløst, om så hele universet
slog sig sammen derom; thi enhver følelse er personlig. Min lidelse
og min nydelse kan ingen benægte, heller ikke min lyst til de ting,
som skaffer mig den sidste, eller min afsky for de ting, som skaffer mig den
første. Man kan derfor ikke vilkårligt bestemme enhvers interesse;
den eksisterer faktisk og uafhængig af lovgiveren; man har ikke andet
at gøre end at konstatere den, at konstatere, hvad enhver foretrækker.
Forkærlighed for tingene varierer efter race, tider, steder og forhold,
men blandt de ting, som altid attrås, og hvis berøvelse altid
frygtes, er der én, som ønskes direkte og for sin egen skyld,
og hvis besiddelse under kulturens fremskridt bliver mere og mere ønskelig
- nemlig den fulde rådighed over sit væsen, det fulde eje af
sit legeme og sit gods, ret til at tænke, tro, bede efter eget forgodtbefindende,
til at forene sig med andre, handle ene eller i fællesskab i enhver
retning og uden indskrænkning, kort sagt friheden. At denne frihed
kan blive så omfattende som mulig har til alle tider været et
af menneskets største behov, og i vor tid er det det stærkeste
behov. Af to grunde, en naturlig og en historisk.
Fra naturens hånd er mennesket et individ,
det vil sige en lille, særlig verden, et særligt centrum inden
for en lukket cirkel, en løsrevet organisme, fuldstøbt i
sig selv, og som lider, når hans spontane tendenser modarbejdes af
en fremmed magt. Historisk set er han blevet en kompliceret organisme, hvori
3-4 religioner, 5-6 civilisationer, 30 århundreders intense kultur
har sat sit mærke, hvor det nyt tilegnede har indgået nye forbindelser,
hvormed det nedarvede har krydset sig, hvor særlige træk har
ophobet sig, så resultatet er blevet det mest originale og fuldkomne
af alle væsener; med stigende kultur vokser indvikletheden, følgelig
uddybes det originale, og følsomheden bliver mere levende. Derfor,
jo mere han civiliseres, des mere modsætter han sig tvang og ensartethed.
Enhver af os er i dag det enestående endepunkt af en rig byggevirksomhed,
hvis stokværk netop kun kunne anbringes i denne bestemte orden, en
plante, der er særegen i sin art, et ensomt individ af et overlegent
og fint væsen, som på grund af sin medfødte bygning og
uforanderlige type kun kan bære sine ejendommelige frugter. Intet kan
være mere stridende mod egens interesse end at skulle nødes til
at bære æbler som et æbletræ; intet ville være
mere imod æbletræets interesse end at skulle nødes til
at bære agern; intet mere stridende imod egens, æbletræets
og andre træers interesse end at skæres til, hugges til eller
vrides for at vokse efter en model, som en landmålers korte og stive
fantasi kan have tegnet på et stykke papir.
Nej, den første interesse, vi alle
nærer, er at tvinges så lidt som muligt; hvis der i vor midte
har dannet sig en tvangsinstitution, er det for ved dens hjælp at
blive beskyttet imod anden stærkere tvang, især den, som fremmede
nationer og som forbrydere ville udøve. Dertil og ikke længer
er dens mellemkomst fordelagtig; udover det bliver den netop et af de onder,
som den er skabt til at forhindre. Hvis man altså, har sin aller
dybeste interesse for øje, må man som statens eneste hverv
betegne følgende: at forhindre tvang, dvs. aldrig tvinge uden for
at hindre værre tvang, at skabe respekt for enhver inden for sit
fysiske og moralske område, kun at tage affære af denne grund,
at afholde sig fra enhver indiskret indblanding, reducere sine tilvante
krav så meget, det lader sig gøre, uden at udsætte den
offentlige sikkerhed for fare, kun opkræve et minimum af afgifter
og personlige tjenester, gradvis indskrænke sine hverv, selv de nyttige,
kun forbeholde sig et minimum af funktioner, lade enhver beholde mest muligt
initiativ og spillerum, lidt efter lidt opgive sine monopoler, ikke påføre
privatfolk konkurrence, skille sig af med de hverv, som de private lige så
godt kan udføre - og man vil da se, at de grænser, som den
fælles interesse afstikker for den, er nøjagtigt de samme som
pligten og retten foreskriver den.
VI.
Hvis man i nutiden ser bort fra alles direkte
interesser og i stedet for betragter alles indirekte interesser, hvis man,
i stedet for at tænke på menneskene, beskæftiger sig
med deres værker, hvis man betragter det menneskelige samfund som
et værksted, åndeligt og materielt, hvis ideal er at blive så
økonomisk, så produktivt, så vel benyttet og ledet som
mulig - selv ud fra dette synspunkt, med dette tilfældige og underordnede
formål, er statens område ikke mindre snævert: der er
meget få nye funktioner at tillægge den, og næsten alle
de andre kan bedre udfyldes af frie individer, naturlige foreninger eller
frivillige sammenslutninger.
Betragt en mand, som arbejder for egen regning,
en agerdyrker, en industridrivende eller en købmand, og se, med
hvilken iver han lægger sig i selen. Det er fordi hans interesse og
hans egenkærlighed er med i spillet, det drejer sig om hans og hans
nærmestes velvære, om hans kapital, om hans ry, hans stilling
og avancement i livet, på den anden side står besvær,
ruin, vanheld, afhængighed, fallit og hospital. Ligeoverfor dette
alternativ er han på sin post og bliver opfindsom, han tænker
på sin forretning, selv i sengen og ved bordet, han studerer den,
men ikke videnskabeligt eller på afstand, men på stedet og praktisk,
i alle enkeltheder, idet han uophørlig beregner vanskeligheder og
hjælpekilder, med en så skarp takt og så personlige undersøgelser,
at for enhver anden ville det problem, han løser hver dag, være
uløseligt, fordi ingen anden som han kan måle enkelthederne
nøjagtigt.
Betragt denne enestående interesse
og særegne evne og sammenlign den med en embedsmands banale færdighed
og kedelige regelmæssighed, selv om han er dygtig og hæderlig.
Han er sikker på at hæve sin gage, selv om han kun forretter
sin tjeneste passabelt, og det gør han, når han passer sin
kontortid. Er hans skrivelser korrekte, overensstemmende med reglementer
og tradition, har man intet mere at forlange af ham. Han har ikke behov at
søge ud derover eller at plage sin hjerne. Hvis han opfinder en bedre
økonomi eller en forbedring, er det ikke ham, der vil drage fordel
deraf, men publikum, et anonymt og vagt væsen. For øvrigt, hvad
nytte skulle det være til, eftersom opfindelse eller reform kun munder
ud i en rapport, og denne rapport får lov til at slumre indenfor et
omslag? Maskinen er altfor stor og for kompliceret, altfor stiv, altfor lammet
af rustne hjul, »af gamle rettigheder og hævdvundne sædvaner«
til at omformes på ny ved en viljesakt, således som en landejendom,
et lager, en butik. Derfor tager han sig vel i vare for at ofre sine evner
på det; han tænker ikke derpå, så snart han har forladt
sit kontor, han lader sagerne gå deres automatiske gang, som de bedst
kan, med store udgifter og et meget middelmådigt resultat, nemlig
hans rutinemæssige arbejde. Selv i et redeligt land som Frankrig har
man beregnet, at et foretagende, hvis det ledes af staten, koster en fjerdedel
så meget og indbringer en fjerdedel mindre, end om det drives af
en privatmand.
Følgelig, hvis man tog arbejdet ud
af de privates hænder og overdrog det til staten, ville facit for
samfundets vedkommende blive, at man kun fik det halve udbytte.
Nu gælder dette om alt arbejde, åndeligt
eller materielt, ikke blot om agerbrug, industri, handel, men også
om videnskab, kunst, litteratur og filosofi, filantropi, opdagelse og propaganda,
ikke blot når drivkraften er en egoistisk følelse, personlig
interesse eller simpel forfængelighed, men også når drivkraften
er en uinteresseret følelse, som trangen til at finde sandheden
eller at skabe noget skønt, at udbrede en eller anden tro eller
meddele en overbevisning, den religiøse begejstring eller den naturlige
offervillighed, den omfattende eller snævrere kærlighed, lige
fra den, der omfavner hele menneskeheden, til den, der koncentrerer sig
om vennerne og de nærmeste. I den bedrift, som det frie individ leder,
er drivkraften altid enorm, næsten uendelig, fordi den er en levende
kilde, hvis evig rindende vand stadig virker og aldrig udtømmes. Uophørlig
tænker en moder på sit barn, den lærde på sin videnskab,
kunstneren på sin kunst, opfinderen på sine opfindelser, filantropen
på sine legater, Faraday på elektriciteten, Steffensen på
sit lokomotiv, Pasteur på sine mikrober, Lesseps på sin landtange,
de fattiges små søstre på deres fattige. Ved hjælp
af denne sælsomme opmærksomhed drager mennesket det mest mulige
ud af sine evner og omgivelser; han bliver selv et fuldkomment værktøj,
og han danner andre; hver eneste dag formindsker han gnidningsmodstanden
i den mægtige maskine, som han leder, og hvor han er svinghjulet,
og forøger udbyttet; han økonomiserer, vedligeholder, reparerer,
forbedrer med en dygtighed og et held, som ingen kan benægte; kort
sagt, han fabrikerer på en overlegen måde.
Men denne levende kilde, som udgør
fabrikkens overlegenhed, kan ikke skilles fra fabrikanten; den er hans
hjerte, hans stærkeste og mest intime følelse. Den kan kun
bruges af ham; ude af hans hænder, i fremmede hænder, ophører
den at rinde, at arbejde, at producere.
Følgelig, hvis man vil producere meget
og godt, er det ham alene, man bør betro værkstedet til; han
er dets faste ejer, den, der er bestemt til at sætte arbejdet i
gang, den fødte regissør. Man vil forgæves prøve
på at flytte kilden andet steds hen; man ville kun opnå at
tilstoppe dens naturlige udløb; at spærre dens velgørende
kanaler, at aflede den på må og få, uden fordel, men med
sikkert tab, for at den kunne strømme ud i sumpene eller styrte ud
over bratte afgrunde. Allerhøjst kan man ved hjælp af millioner
af kar, samlede med magt i de private beholdninger, nå til at få
den store offentlige og centrale cisterne halvt fyldt; men dens lave og stagnerede
vand vil aldrig få fylde og kraft nok til at bevæge det enorme
offentlige hjul, som træder i stedet for de små, private hjul,
og som alene skal sørge for hele nationens behov.
Altså, selv om man i menneskene kun
ser fabrikanter, selv om man behandler dem som simple frembringere af værdier
og tjenester, og som intet andet mål har end samfundets forsyning
og forbrugernes fordel, omfatter det private område alle de virksomheder,
som de enkelte individer, isolerede eller forenede, påtager sig
af personlig interesse eller lyst: dette er nok til, at de driver dem
bedre, end staten ville gøre det; af denne grund er de selvskrevne
til dem. Følgelig bør de på det store arbejdsfelt selv
udsøge sig deres lod; det er dem, som på eget ansvar må
sætte sig selv grænser. De kan da udvide deres område
så meget som de vil og reducere statens i det uendelige. Og omvendt
kan staten gøre krav på resterne; efterhånden som de skrider
frem over dette terræn med tvivlsomme grænser, må staten
vige tilbage og afstå dem pladsen; hvad end dens hverv består
i, må den kun overtage det, når de ikke magter det, når
de længe har ladet det ligge, når deres afmagt er bevist.
Følgelig, hvad der tilfalder staten,
er først og fremmest de hverv, som de aldrig vil gøre krav
på for sig selv, og som de altid vil overlade i dens hænder,
fordi de ikke ejer og fordi den netop er i besiddelse af det eneste dertil
skikkede værktøj, det specielle, uundværlige redskab,
den væbnede styrke: disse hverv er beskyttelse af staten imod fremmede
voldsmænd, beskyttelse af de private mod hinanden gensidig, udskrivning
af soldater, inddragelse af afgifter, lovens administration, retsvæsenet
og politiet. Dertil kommer de funktioner, hvis udøvelse vedrører
alle direkte uden direkte at interessere nogen særlig: f.eks. benyttelse
af den ledige jord, administrationen af de offentlige skove, floderne, kysten
og de offentlige veje, styret af kolonierne, udarbejdelsen af love, pengeudstedelsen
o.lign. - intet derudover.
Alene derved, at staten respekterer de individuelle
kildespring og betror dem i individets egne hænder, udvikler der
sig i ham og om ham vilje og talent til at frembringe godt og meget, evne
og lyst til stadig at frembringe bedre og mere. Med andre ord, der opblomstrer
en fylde af energier og evner af forskellig art og hver på sit sted.