Hvad går jakobinernes
politiske tankefoster ud på? Logisk opbygning af en reduceret mennesketype,
bestræbelser for at tilpasse det levende individ til denne type; den
offentlige myndigheds indblanding på alle det private livs områder;
tvangsforanstaltninger overfor arbejdet, handelen og ejendommen, overfor
familien og opdragelsen, religionen, sæderne og følelserne;
opofrelse af særinteresser på det offentliges alter; statens
almagt - alt dette betyder jakobinernes politiske tankefoster. Der gives
intet større tilbageskridt, thi det tilsigter at føre det moderne
menneske tilbage til en social form, som det har brugt 18 århundreder
for at arbejde sig ud af.
I den historiske periode, som er gået
forud for vor egen, og særlig i de gamle græske eller latinske
byer, i Rom og Sparta, som jakobinerne benytter som modeller*, var det
menneskelige samfund skåret til efter hærens eller klostrets
mønster. I et kloster som i en hær hersker der en eneste
altopslugende tanke: menneskene vil for enhver pris behage gud, soldaten
vil for enhver pris bære sejren hjem; derfor giver de afkald på
deres private ønsker og underkaster sig henholdsvis klosterreglen
og disciplinen. På samme måde hersker der i den antikke verden
to hovedinteresser. For det første havde byen sine guddommelige grundlæggere
og beskyttere; den ydede Dem derfor en minutiøs og stadig dyrkelse,
hvis den ville undgå, at de svigtede byen; den mindste undladelse heraf
kunne krænke dem og støde dem bort. For det andet var der uophørlig
krig, og krigens lov var grusom; hvis byen blev erobret, kunne enhver indbygger
vente at blive dræbt, lemlæstet, solgt ved auktion eller se
sine børn og sin hustru solgte til den højst bydende. Kort
sagt, når man forestiller sig en sådan by ved foden af sit
Akropolis, indenfor sine fæstningsmure, midt imellem hadefulde og
truende naboer, må man sammenligne den med johanniterridernes samfund
på Rhodos eller Maltas klipper; den er et religiøst og militært
broderskab, i en befæstet lejr, med en kirke i sin midte.
*)
Robespierre (i Konventet 18 Floreal
år 2): »Sparta stråler som et lys i et umådeligt
mørke.«
Under slige forhold er der ingen plads for
friheden: de offentlige trossætninger er altfor bydende, de offentlige
farer altfor store. Under deres tryk og herredømme resignerer individet
til fordel for fællesskabet; dette bemægtiger sig hele manden,
fordi det for at eksistere behøver hele manden. Fra nu af kan ingen
udvikle sig på særlig måde eller for sig selv, ingen
kan handle eller tænke undtagen indenfor en fast ramme. En type er
ridset op, om ikke ad logisk vej, så ved tradition; enhver livsførelse
og enhver del af livet må tilpasses derefter, ellers er almenvellet
i fare: en slappelse i den gymnastiske opdragelse svækker hæren;
en vejfarende, som nægter gudebillederne det sædvanlige drikoffer,
drager den himmelske vrede ned over byen. Følgelig må staten
som absolut herre udøve et ubegrænset opsyn for at undertrykke
udskejelserne; der gives intet uafhængigt hos individet, intet
reserveret område, ingen afkrog, der er beskyttet imod den offentlige
myndigheds hænder, hverken hans gods, hans børn, hans person,
hans meninger eller hans samvittighed. Hvis han på valgdagen er
en del af en suveræn, er han undersåt hele resten af året
og det lige ind til sit indre forum. Derfor havde Rom censorer, og den
ene af Athens arkonter var en troens inkvisitor. Sokrates blev dødsdømt,
»fordi han ikke troede på de guder, som byen troede på«.
- Ikke blot i Grækenland og i Rom, men i Ægypten, i Kina,
i Indien, i Persien, i Judæa, i Mexico, i Peru, kort sagt i alle
civilisationer i den første fremvækst er princippet for et
menneskeligt samfund det samme som for dyrene: individet tilhører
sit samfund, ligesom bien sin kube, ligesom myren sin myretue; det er
kun et organ i en organisme. Under forskellige former og med forskellige
anvendelser er det den autoritære socialisme, som hersker.
Lige omvendt i den moderne verden; hvad
der før var regel er nu blevet undtagelse, og det antikke system
lever nu kun i forbigående sammenslutninger som i hæren eller
i lokale sammenslutninger som i klostrene. Gradvist har individet løsrevet
sig og fra århundrede til århundrede udvidet sit område.
Thi de to lænker, som slavebandt ham til staten, er brudte eller
løsnede.
For det første har den offentlige
myndighed ophørt at være politivagt om en gudsdyrkelse. Ved
kristendommen er det civile og det religiøse samfund blevet to adskilte
magter, og det er Kristus selv, der har adskilt de to retsområder:
»Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« På
den anden side har som følge af protestantismen den store kristne
kirke delt sig i flere sekter, som ikke gensidigt kunne ødelægge
hverandre og derfor blev nødt til at leve sammen, således
at staten, selv om den foretrak en af dem, måtte finde sig i de andre.
Endelig er ved protestantismens, filosofiens og videnskabens udvikling
de spekulative trossætninger vokset i antal; der findes den dag
i dag næsten lige så mange som der findes tænkende ånder,
og da disse bliver talrigere dag for dag, vokser også antallet af
forskellige meninger, hvoraf følger, at hvis staten ville favorisere
en enkelt, ville en mængde andre rejse sig derimod. Hvis staten
er klog, vil den for det første holde sig neutral og dernæst
erkende, at den ingen kompetence har til at blande sig i sagen.
For det andet er krigen blevet mindre hyppig
og mindre ødelæggende, fordi menneskene ikke har så
mange motiver til at føre krig og heller ikke de samme motiver til
at føre den til bunds. Tidligere var den en hovedkilde til rigdom:
ved sejren hjemførte man slaver, erhvervede undersåtter,
skatskyldige, man udnyttede dem, man benyttede sig efter forgodtbefindende
af deres tvungne arbejde. Noget lignende findes ikke nu til dags; man
drømmer ikke mere om at skaffe sig menneskeligt kvæg; man
har opdaget, at denne metode af alle er den mest ubekvemme, den mindst
produktive og den farligste. Man kommer langt hurtigere og sikrere til
velvære ved det fri arbejde og ved maskinernes hjælp; formålet
er ikke mere at erobre. Men at producere og udveksle. For hver dag går
mennesket mere og mere op i det civile hverv og finder sig dårligere
i, at man spærrer dem for ham. Hvis han endnu går ind på
at være soldat, er det ikke for at angribe, men for at sikre sig
imod indfald. Samtidig er krigen på grund af materiellets indviklethed
blevet dyrere; staten kan ikke længere uden at ruinere sig holde
alle våbenføre mænd på benene til stadighed; den
kan heller ikke lægge alt for mange hindringer i vejen for den frie
industri, som ved afgifter måtte dække alle disse omkostninger;
hvis den er forudseende, må den varetage de civile interesser, selv
om den kun har de militære for øje.
Af de to net, hvori staten indfangede hele
menneskelivet, ser vi altså, at det ene er gået helt i stykker,
og i det andet har maskerne udvidet sig. Der findes ikke længere
nogen grund til at overdrage staten al magt og myndighed. Individet har ikke
længere nogen grund til at sælge sig helt og holdent, han kan
uden ulempe forbeholde sig en del af sig selv. Og hvis du i dag vil have
ham til at undertegne en »social kontrakt« - vær vis på,
at han vil reservere sig sin part.
II
Det er nu ikke blot de ydre omstændigheder,
der er forskellige, også grundlaget i sjælelivet er ændret,
og der har i det moderne menneske udviklet sig en følelse, som
vægrer sig ved den antikke kontrakt.
Naturligvis, i undtagelsestilfælde
og under en brutal nødvendigheds tvang kan jeg måske underskrive
ubeset, med rent foreløbig gyldighed. Men hvis jeg véd,
hvad jeg gør, vil jeg aldrig godvilligt underskrive den fuldstændige
og vedvarende opgivelse af mig selv; det ville være imod samvittigheden
og imod æren, og disse to ting kan ikke adskilles. Min ære
og min samvittighed må ikke glide ud af mine egne hænder, jeg
er selv eneste opbevarer og vagt for dem; jeg ville ikke engang overlade
dem til min fader!
Vi har her to nye ord, som udtrykker to
idéer, der var ukendte for de gamle, begge med dyb betydning og
af uendelig rækkevidde. Ligesom en aflægger kan isoleres
fra stammen og selv skyde rod, således har individet løsnet
sig fra det primitive samfund, klan, familie, kaste eller by, hvori han
levede uafsondret og bundet; han har ophørt at være et organ
eller et tilbehør - han er blevet en person.
Den første af disse idéer
er af kristelig oprindelse, den anden stammer fra lensvæsenet, begge
sammenlagte måler den umådelige afstand mellem en antik og
en moderne ånd.
Alene med sin gud har den kristne følt
alle de bånd, der bandt hans liv til sin gruppe, smelte i sig som
voks; han står ansigt til ansigt med sin dommer, og denne ufejlbare
dommer ser sjælene sådan som de er, ikke sammenblandede i en
hob, men adskilte, hver for sig. Ved denne domstol er den ene ikke solidarisk
med den anden; hver svarer kun for sig selv; kun mine egne handlinger bærer
jeg ansvaret for. Men disse handlinger har en uendelig betydning; thi
hver sjæl, løskøbt ved Guds blod, er uendelig dyrebar;
følgelig vil belønning eller straf være uendelige,
alt eftersom sjælen har del eller ikke del i velsignelsen ved det
guddommelige offer. Ved den afgørende dom åbner der sig en
udsigt til evig straf eller evig belønning. Lige overfor denne alt
overskyggende interesse blegner alle andre; fra nu af er kun det anliggende
afgørende, om man må befindes retfærdig, ikke af mennesker,
men af Gud, og hver eneste dag begynder på ny det tragiske indre mellemværende,
hvor dommeren spørger og synderen svarer.
Ved denne dialog, som har varet i 18 århundreder
og varer endnu, er samvittigheden blevet forfinet, og mennesket har fattet
begrebet den absolutte retfærdighed. Hvad enten den har sit sæde
hos en almægtig hersker, eller den består selvstændig
ligesom de matematiske sandheder, det berører ikke dens hellighed
eller beskærer dens autoritet. Den befaler i en overlegen tone,
og hvad den befaler må adlydes, koste hvad det vil: der gives strenge
pligter, som ethvert menneske er fast bundet til.
Ingen gensidig aftale kan undtage ham derfra,
hvis han fejler, fordi han har indladt sig på modsatte aftaler,
er han ikke mindre skyldig for det, ja, hvad mere er, han er skyldig,
fordi han har indladt sig på dem; det er en forseelse at træffe
aftale om forseelser. Hans fejl bliver derved ligesom fordoblet og den
indre brod sårer ham to gange i stedet for en.
Derfor, jo mere fintmærkende samvittigheden
er, des mere vægrer den sig ved at afsætte sig selv; på
forhånd afviser den enhver aftale, som kunne føre den til
slette handlinger, og den nægter mennesker retten til at påføre
sig selvbebrejdelser.
På samme tid har der rejst sig en
anden følelse, lige så værdifuld, og endnu mere levende,
mere menneskelig og mere virksom. Alene i sit stærke slot, i spidsen
for sine folk havde lensherren kun sig selv at stole på; thi den
gang gaves der ingen offentlig magt. Han måtte beskytte sig selv,
ja overdrive sin beskyttelse: den, som i denne anarkistiske og militære
verden tålte blot det mindste overgreb, den, som lod den mindste
fornærmelse ustraffet, gik for at være svag eller fejg og blev
snart et bytte for andre; han var under dødsstraf tvunget til at
være stolt. Og han havde ikke vanskeligt ved at være det. Eneste
ejer og næsten absolut suveræn, uden ligemænd indenfor
sit område er han et enestående fænomen, af overlegen rang,
ikke til at sammenligne med andre. Derom drejer sig hans uafbrudte enetaler
i alle de lange, triste, ensomme timer, og denne enetale har varet i ni
århundreder. Følgelig bliver hans person og alle de, der er
afhængige af hans person, ukrænkelige i hans øjne; snarere
end at opgive en tomme deraf vil han vove og ofre alt. Den følsomme
stolthed er den bedste skildvagt til at værne om en ret; thi denne
vagt opstilles ikke blot for at bevare retten, men især for at skaffe
sig oprejsning. Mennesket tillægger sig en værdighed svarende
til hans rang og foreskriver sig selv den som en instruks. Fra nu af kræver
han ikke blot respekt af andre, men han respekterer sig selv, han har æresfølelse:
det er en nobel egenkærlighed, hvorved han betragter sig som en ædel
skabning og forbyder sig selv lave handlinger. I opfattelsen af disse handlinger
kan det hænde, at han narrer sig selv; undertiden kan moden eller forfængeligheden
føre ham for langt ud i barnagtigheder eller tåbeligheder,
han anbringer måske sin æresfølelse på galt sted.
Men når alt kommer til alt, er det dog ved hjælp af dette faste
punkt, at han holder sig oppe, selv under det absolutte monarki, under Filip
II i Spanien, under Ludvig XIV i Frankrig og under Frederik II i Prøjsen.
Fra lensbaronen til hofmanden og til den moderne gentleman fortsættes
traditionen og stiger ned fra etage til etage lige til samfundets bund:
nu til dags har borgeren, bonden, arbejderen sit æresbegreb lige så
fuldt som den adelige. Enhver af dem har, tværs igennem det samfund,
der oversvømmer og omhyller ham, forbeholdt sig sit private indelukke,
en slags moralsk forskansning, hvori han har opbevaret sine meninger,
sin tro, sine interesser, sine pligter som søn, fader, ægtemand
og hele sin personligheds indre rigdomme. Denne fæstning tilhører
ham alene, ingen har lov at betræde den, selv ikke i det offentliges
navn; at overgive den ville være en fejghed; snarere end at udlevere
nøglerne ville han falde på skansen. Når denne kæmpende
æresfølelse stiller sig i samvittighedens tjeneste, bliver
den ét med dyden.
Disse to er altså de herskende idéer
i vor moderne europæiske moral: gennem den ene anerkender individet
pligter, som intet kan undtage ham fra; gennem den anden tilskriver han
sig rettigheder, som intet kan berøve ham. På disse to rødder
har vor civilisation fremspiret og trives fremdeles. Betænk dybden
og udstrækningen af det historiske felt, hvor de sænker sig
ned, og de vil føle, at de er stærke.
Betragt højden og den umådelige
vækst af det træ, de nærer, og de vil føle, at
de er sunde. Overalt, hvor enten den ene eller den anden har manglet, i Kina,
i det romerske rige, i islam, har saften svigtet, træet er vantrivedes
eller styrtet til jorden. Ved hjælp af dem lever vort eget træ
og vokser bestandig; de afgiver næring til dets ædleste grene,
dets bedste frugter. De menneskelige skud er mere eller mindre smukke,
eftersom saften er mere eller mindre ren, og det er dem, den jakobinske
økse vil kappe. Det er til dette moderne menneske, som hverken er
kineser eller antik, hverken muselmand, barbar eller neger, til dette menneske
med sin kristne opdragelse, der tyr ind i sin samvittighed som i en helligdom,
til dette menneske, der som følge af sin feudale opdragelse forskanser
sig i sin æresfølelse som i en stærk fæstning,
at den nye sociale kontrakt retter den ordre, at han skal udlevere sin helligdom
og sin stærke fæstning.
Og i dette demokrati, grundet på tallets
majestæt - hvem er det egentlig man forlanger dem udleverede til?
I teorien til det offentlige, det vil sige til en masse, hvor den anonyme
lidenskab sætter sig i den personlige menings sted, hvor handlingen
bliver upersonlig, fordi den er kollektiv, hvor ingen føler sig ansvarlig,
hvor jeg ruller af sted som et sandskorn i en støvhvirvel, hvor
alle attentater forud retfærdiggøres af statshensyn. I praksis
skal jeg udlevere dem til flertallet af stemmer eller optalte hoveder;
til et flertal, som ophidset ved kampen vil misbruge sin sejr til at krænke
det mindretal, hvortil jeg muligvis hører; til et foreløbigt
flertal, som før eller senere vil være erstattet af et andet,
således at hvis jeg undertrykker i dag, kan jeg være sikker
på at blive undertrykt i morgen, endnu nøjagtigere, til seks
eller syv hundrede deputerede, blandt hvilke der kun er én, som
jeg kan få adgang til at vælge. For at vælge denne eneste
rigsdagsmand har jeg kun én stemme af 10 tusinde, jeg bidrager altså
kun en titusindedel til at udkåre ham; jeg bidrager ikke engang en
titusindedel til at vælge de andre.
Og det er disse seks eller syv hundrede
fremmede mennesker, som jeg giver fuldmagt over mig; fuldmagt, læg
vel mærke til dette ord, det vil sige ubegrænset magt ikke
blot over min ejendom og min krop, men også over mit indre liv,
en myndighed, der er langt videre rækkende end den, jeg ellers
fordeler mellem ti personer, til hvem jeg har tillid; til lovens mand,
som bestyrer min formue, pædagogen, der opdrager mine børn,
lægen, der varetager mit helbred, skriftefaderen, der leder min
samvittighed, vennerne, som varetager mit testamente, vidnerne, som under
en duel er omhyggelige for mit liv, mit blod og min ære. Uden at
tale om den beklagelige komedie, som mange gange opføres ved valgbordet
eller om de tvungne eller forfalskede valg, hvis udfald bliver stik imod
den offentlige stemning ... døm af alt dette om den tillid, som
jeg selv efter loyale valg kan have til slige repræsentanter!
Ofte har jeg stemt for den besejrede kandidat,
og da er jeg blevet repræsenteret af den anden, som jeg ikke ønskede.
Og når jeg har stemt for ham, der blev valgt, var det i reglen
af mangel på bedre, og fordi hans konkurrent forekom mig værre.
Ham selv har jeg i reglen aldrig set, uden i rent forbigående, jeg
kender knap nok farven af hans frakke, klangen af hans stemme eller hans
måde at lægge hånden på hjertet. Jeg kender ham
kun af hans ofte svulstige og vage trosbekendelse, af bladenes lovprisninger,
af snakken i selskaber, kaféer eller på gaden. Hans adkomst
til min tillid er så lidt underbygget og så luftig som vel
mulig; intet beviser mig hans hæderlighed eller hans evner; han har
ingen eksamen eller anbefaling således som pædagogen, ingen
faglig garanti som lægen, præsten eller juristen. På anbefalinger
så intetsigende som hans ville jeg betænke mig på at antage
en tjener. Så meget mere som den klasse, hvorfra jeg næsten
altid er tvungen til at tage ham, er politikernes, en suspekt klasse, særlig
i lande med almindelig valgret; thi den rekrutteres ikke af de mest uafhængige,
de dygtigste og hæderligste mænd, men af snakkesalige intriganter
og overbeviste charlataner. Det er folk, som af mangel på dygtighed
er kommet til kort i private stillinger, hvor man kontrolleres skarpt
og bedømmes på nært hold, og som derfor er slået
ind på de veje, hvor samvittighedsløshed og mangel på
mådehold er en styrke i stedet for en svaghed; overfor deres ufinhed
og frækhed har den offentlige løbebane åbnet sig med
begge fløjdøre.
Således ser den ophøjede personlighed
ud, i hvis hænder jeg i følge teorien skulle overlade min
vilje, hele min vilje. Nej, skulle jeg virkelig give helt afkald på
mig selv, ville jeg risikere mindre ved at afsætte mig selv til
fordel for en konge eller et aristokrati, selv arveligt; thi da ville
mine repræsentanter dog i det mindste kunne anbefale sig ved synlig
rang og en sandsynlig kompetence.
Efter sin natur og hele bygning er demokratiet
den styreform, hvor individet tilstår sine repræsentanter det
mindste mål af tillid og handlefrihed; derfor er det også den
styreform, hvor man må overdrage dem den mindst mulige magt. Overalt
vil samvittighed og ære foreskrive individet at vogte en vis del
af sin uafhængighed, men intet steds vil han være tilbøjelig
til at afstå så lidt som her. Hvis statens omfang bør
begrænses i det moderne forfatningsliv, så bør det ske
i fuldeste mål i det moderne demokrati.
III
Lad os prøve at trække statsmagtens
grænser op. - Efter angrebenes og erobringernes voldsomme periode,
midt iblandt de daglige kampe, som de private kræfter ødsledes
på, og som truede med at opløse samfundsordenen, har der
i ethvert europæisk samfund rejst sig én offentlig magt, og
denne magt, som har bevaret sig i århundredernes forløb, består
endnu den dag i dag. Hvorledes den er opstået, ved hvilke primitive
voldshandlinger, gennem hvilke ulykker og konflikter, om det er for bestandig
eller kun til en tid, efter hvilke regler den overdrages, om det er ved
arv eller valg - alt det er kun af underordnet interesse, det vigtigste er
dens hverv og den måde, hvorpå den udfylder det. Af væsen
er den et stort sværd, draget af sin skede og løftet i vejret
midt imellem alle de små knive, som de private mennesker brugte imod
hverandre. Ved denne trussel er alle de små knive vendt tilbage til
deres futteral; der er de forblevet ubevægelige, unyttige, tilsidst
er de rustet. Bortset fra forbryderne har nu alle mennesker vænnet
sig af med og tabt lysten til at bruge dem, og i fremtiden er i det fredlagte
samfund det offentlige sværd blevet så frygteligt, at enhver
privat modstand falder til jorden, så snart det nærmer sig.
Det er to interesser, der har smedet det:
der behøvedes først og fremmest et sværd af denne
størrelse for at møde lignende glavind, som de andre samfund
svinger ved grænsen; dernæst behøvedes det mod de dolke,
som de onde lidenskaber aldrig ophører at slibe indenfor landets
grænser. Man vil forsvare sig mod de ydre fjender, mod morderne og
tyvene i det indre, og langsomt, besværligt, efter mangehånde
famlen og omdannelser er det lykkedes, ved stadig samvirken af viljerne,
i årenes løb at skabe det eneste våben, der er i stand
til virksomt at beskytte ejendom og liv.
Så længe sværdet blot
har denne funktion, er jeg i skyld til staten, der har fattet om skæftet.
Staten giver mig den sikkerhed, som jeg uden den ikke kunne have, til
gengæld skylder jeg den midlerne til at holde dette våben
blankt og at bidrage dertil med min kvotadel. Den, der nyder en fordel,
er skyldig at godtgøre den. Der er da mellem staten og mig, om
ikke en udtrykkelig kontrakt, så dog en tavs aftale, analog med
den, der knytter et barn til sine forældre, en troende til sin kirke,
og på begge sider er vor aftale klar. Den lover at våge over
min sikkerhed ude og inde, og jeg lover at forsyne den med midler dertil.
Når den fordrer sine udgifter dækkede af mig, er det ikke min
ejendom, den tager, det er dens egen ejendom, som den forlanger tilbage,
og på disse vilkår har den ret til at aftvinge mig denne ydelse.
Men det er udtrykkelig på det vilkår,
at den ikke kræver noget ud over denne kontrakt; og dette ville
være tilfældet, hvis den går ud over de oprindelige
funktioner; hvis den f.eks. desforuden vil påtage sig et fysisk eller
moralsk hverv, som jeg slet ikke beder den om, hvis den gør sig
sekterisk, moralsk, filantropisk eller pædagogisk, hvis den giver
sig til, hjemme eller ude at gøre propaganda for et religiøst
eller filosofisk dogme, en politisk eller social retning. Thi da føjer
den en ny artikel til den oprindelige pagt, og hvad denne artikel angår
er tilslutningen ikke så enstemmig og sikker som til selve pagten.
Enhver af os indvilliger i at blive forsvarede mod vold og svig, men ud
over det og næsten på alle punkter divergerer viljerne. Jeg
har min religion, mine meninger, mine skikke, mine sædvaner, min
opfattelse af verden og min levemåde for mig selv: det er netop
alt dette, der udgør min personlighed, det er alt det, som æren
og samvittigheden forbyder mig at lade i stikken, og som staten har lovet
mig at beskytte. Hvis den derfor i følge tillægsparagraffen
forsøger at ordne disse ting efter sit hoved, svigter den den oprindelige
overenskomst, eftersom statens hoved ikke er mit hoved; og i stedet for
at beskytte mig, undertrykker den mig. Selv om flertallet støtter
den, ja, selv om samtlige vælgere minus een var enige om at overdrage
den denne magtfylde, selv om der kun var en eneste modvillig, ville denne
blive krænket, og på to måder.
For det første vil staten for at
opfylde sine nye hverv kræve af ham en mængde afgifter og
tjenester, thi enhver ny funktion medfører forøgede udgifter;
der opstår nye poster på budgettet, når staten påtager
sig at beskæftige arbejderne eller at anvende kunstnerne, at støtte
en industri eller forretning, at øve godgørenhed, at give
undervisning. Til de økonomiske udgifter må der føjes
tab af menneskeliv, hvis staten indlader sig på krige af højmodige
grunde eller for at gøre propaganda. Og mindretallet, som misbilliger
alle disse udgifter, deltager i dem lige så fuldt som det flertal,
der billiger dem. Så meget desto værre for den udskrevne soldat
eller den skattepligtige borger, hvis de hører til de misfornøjede!
Med det gode eller det onde roder skatteopkræverens
hånd i borgerens lomme, og gendarmer tager den værnepligtige
i kraven.
For det andet, og i en mængde tilfælde,
behandler staten mig ikke blot uretfærdigt i modstrid med alle
forudsætninger, men den bruger endog de penge, den afpresser mig,
til uretfærdigt at påføre mig ny tvang; det er tilfældet,
når den vil pånøde mig sin teologi eller sin filosofi,
når den foreskriver eller forbyder en bestemt kultus, når den
påtager sig at ordne mine skikke og sædvaner, begrænse
mit arbejde eller mine udgifter, lede opdragelsen af mine børn,
bestemme priserne på mine varer eller på min lønning.
Da griber den, for at gennemføre sine befalinger, til lette eller
svære straffe ligeoverfor de genstridige, lige fra berøvelse
af politisk og borgerlig indflydelse til bøder, fængsel,
landsforvisning og guillotine. Med andre ord: med den tikroneseddel, som
jeg ikke skylder staten, og som den stjæler fra mig, udreder den
omkostningerne ved den forfølgelse, den iværksætter overfor
mig; jeg er nødsaget til at udlevere min tegnebog, for at min forhørsdommer,
min fangevogter og min bøddel kan få deres løn. Man
kan vel næppe tænke sig nogen mere himmelråbende undertrykkelse.
Lad os derfor vogte os for at forøge
statens magt, og lad os ikke finde os i, at den bliver andet end en påpasselig
pladshund. Medens de andre gæster i hjemmet lod deres tænder
og kløer blive stumpe, er statens hugtænder efterhånden
blevet frygtelige; de er vokset ud til enorm størrelse, og i nutiden
er det staten alene, der har appetit på at føre sin kamp.
Lad os ernære den rigeligt imod ulvene, men lad den aldrig nærme
sig sine fredelige beboere; appetitten ville nemlig indfinde sig, medens
den spiser, snart vil den selv blive en ulv, den grådigste af ulve,
indenfor husets fire vægge. Det gælder om at holde den i sin
kæde og i sit indelukke.
IV.
Lad os se dette indelukke efter; det er
rummeligt, og med sine hjørner rager det næsten ind over
alle det private livs områder.
I virkeligheden er ethvert privat område,
fysisk eller privat, et åbent bytte for naboernes overgreb, og
for at forblive uberørte kræves der mellemkomst af en overlegen
tredjemand. At erhverve, besidde, sælge, give, testamentere, kontrahere,
være ægtemand eller hustru, fader, moder eller barn, herre
eller tjener, funktionær eller principal - enhver af disse handlinger
eller situationer medfører rettigheder, der indskrænkes af
tilstødende og modsatte rettigheder, og det er staten, der anbringer
grænsen imellem dem. Den skaber ikke grænsen, men trækker
den op for at man kan se den, og udsteder derfor civile love, som den
gennemfører ved hjælp af sine domstole og sit politi for derved
at tildele enhver, hvad der tilkommer ham. Staten er altså en regulerende
og kontrollerende magt, ikke blot overfor privat ejendom, men også
overfor familieliv og hjem; dens autoritet skaber sig lovlig indgang i
den snævre cirkel, hvor den individuelle vilje forskanser sig og
efter alle stormagters sædvane stræber den efter at bemægtige
sig det hele, når der først engang er gået hul på
cirklen.
I den anledning påberåber den
sig et nyt princip. Da den udgør en moralsk magt ligesom en kirke,
et universitet, et velgørende eller lærd selskab, er den
så ikke forpligtet til, ligesom enhver varig institution, at udvide
sine hensyn til højre og venstre og at foretrække for særinteresserne,
som er forbigående, den fælles interesse, der er evig? Er
dette ikke det øverste formål, hvorunder man bør underordne
alle de andre, og skal man opofre denne højeste interesse for to
overgemte instinkter, som ofte er ufornuftige og undertiden farlige, nemlig
samvittigheden, som let fører over i mystisk galskab, og æren,
som endog kan udmunde i morderiske dueller?
Nej, sikkert ikke. Og når staten i
sin storladne virksomhed ordner ægteskab, arvefølge og testamente,
er respekten for de individuelle viljer ikke dens eneste ledestjerne; den
nøjes ikke med at forpligte enhver til at betale sin gæld,
al sin gæld, selv den ufrivillige og medfødte, den tager den
offentlige interesse med i betragtning, den beregner de fjerne følger,
de mulige tilbageslag og massevirkningerne. Når den tillader eller
forbyder skilsmisser, når den foretager ændringer i arveforholdene,
er det tydeligt nok af politiske, økonomiske eller sociale hensyn
for at gøre kønnenes forening stærk og sund, for at fremme
disciplin og kærlige følelser i familielivet, for at nære
foretagsomhed og enighed hos børnene, for at skaffe nationen en stab
af naturlige førere eller en hær af små ejendomsbesiddere,
og til alt dette er den bemyndiget af den offentlige mening. Endvidere og
stadig med offentlig tilslutning skaber den en mængde hverv ud over
de oprindelige, og ingen finder, at den begår overgreb, når
den slår mønt, når den foreskriver vægt og mål,
når den opretter karantæne, når den mod erstatning eksproprierer
enkeltpersons ejendom af hensyn til den offentlige nytte, når den
bygger fyrtårne, havne, diger, kanaler, veje, når den bekoster
videnskabelige ekspeditioner, når den grunder museer og biblioteker.
Undertiden finder man sig endog i, at den opretholder universiteter, skoler,
kirker, teatre, og for at retfærdiggøre de nye åreladninger,
den iværksætter på borgernes penge, påberåber
den sig kun den almene interesse.
Hvorfor skulle den ikke på samme måde
overtage enhver forretning, som er nyttig for alle? Når et foretagende
er nyttigt for samfundet, hvorfor skulle den da tøve med at overtage
det, og når et foretagende er skadeligt for samfundet, hvorfor
skulle den da ikke forbyde det? Læg nu mærke til, at i det
menneskelige samfund er enhver handling eller undladelse, selv den mest
ensomme og intime, enten et tab eller en fordel for samfundet; hvis jeg
sørger dårligt for min ejendom eller mit helbred, min intelligens
eller min sjæl, ødelægger jeg eller svækker jeg
i mig et medlem af samfundet, som kun er rigt, sundt og stærkt ved
sine medlemmers rigdom, sundhed og styrke, så at ud fra dette synspunkt
er alle mine private handlinger offentlige velgerninger eller misgerninger.
Hvorfor skulle staten da ud fra dette synspunkt nære skrupler ved
at foreskrive mig de første og forbyde mig de sidste? Hvorfor skulle
den ikke gøre sig til eneste arbejdsgiver og eneste fordeler af
det producerede for bedre at kunne udøve denne ret og opfylde denne
pligt? Hvorfor skulle den ikke være landets eneste agerdyrker, industriherre
og købmand, og den eneste ejendomsbesidder og redaktør?
Netop fordi dette ville stride imod alles
interesse. Her slår det andet princip om, det, som man slynger
ud imod den personlige uafhængighed, og i stedet for at være
modstander bliver det forkæmper. Langt fra at give staten frie hænder
lægger det en ny lænke om dens hals og fæstner det hegn,
hvori æren og den moderne samvittighed har indespærret den
offentlige opsynsmand.
V
Hvori består da alles interesse? -
i hver enkelts interesse, og hvad der interesserer hver enkelt er de ting,
som det er behageligt at eje, men pinligt at berøves. At benægte
dette ville være håbløst, om så hele universet
slog sig sammen derom; thi enhver følelse er personlig. Min lidelse
og min nydelse kan ingen benægte, heller ikke min lyst til de ting,
som skaffer mig den sidste, eller min afsky for de ting, som skaffer mig
den første. Man kan derfor ikke vilkårligt bestemme enhvers
interesse; den eksisterer faktisk og uafhængig af lovgiveren; man
har ikke andet at gøre end at konstatere den, at konstatere, hvad
enhver foretrækker. Forkærlighed for tingene varierer efter
race, tider, steder og forhold, men blandt de ting, som altid attrås,
og hvis berøvelse altid frygtes, er der én, som ønskes
direkte og for sin egen skyld, og hvis besiddelse under kulturens fremskridt
bliver mere og mere ønskelig - nemlig den fulde rådighed over
sit væsen, det fulde eje af sit legeme og sit gods, ret til at tænke,
tro, bede efter eget forgodtbefindende, til at forene sig med andre, handle
ene eller i fællesskab i enhver retning og uden indskrænkning,
kort sagt friheden. At denne frihed kan blive så omfattende som mulig
har til alle tider været et af menneskets største behov, og
i vor tid er det det stærkeste behov. Af to grunde, en naturlig og
en historisk.
Fra naturens hånd er mennesket et
individ, det vil sige en lille, særlig verden, et særligt
centrum inden for en lukket cirkel, en løsrevet organisme, fuldstøbt
i sig selv, og som lider, når hans spontane tendenser modarbejdes
af en fremmed magt. Historisk set er han blevet en kompliceret organisme,
hvori 3-4 religioner, 5-6 civilisationer, 30 århundreders intense
kultur har sat sit mærke, hvor det nyt tilegnede har indgået
nye forbindelser, hvormed det nedarvede har krydset sig, hvor særlige
træk har ophobet sig, så resultatet er blevet det mest originale
og fuldkomne af alle væsener; med stigende kultur vokser indvikletheden,
følgelig uddybes det originale, og følsomheden bliver mere
levende. Derfor, jo mere han civiliseres, des mere modsætter han
sig tvang og ensartethed. Enhver af os er i dag det enestående endepunkt
af en rig byggevirksomhed, hvis stokværk netop kun kunne anbringes
i denne bestemte orden, en plante, der er særegen i sin art, et ensomt
individ af et overlegent og fint væsen, som på grund af sin
medfødte bygning og uforanderlige type kun kan bære sine ejendommelige
frugter. Intet kan være mere stridende mod egens interesse end at
skulle nødes til at bære æbler som et æbletræ;
intet ville være mere imod æbletræets interesse end at
skulle nødes til at bære agern; intet mere stridende imod egens,
æbletræets og andre træers interesse end at skæres
til, hugges til eller vrides for at vokse efter en model, som en landmålers
korte og stive fantasi kan have tegnet på et stykke papir.
Nej, den første interesse, vi alle
nærer, er at tvinges så lidt som muligt; hvis der i vor midte
har dannet sig en tvangsinstitution, er det for ved dens hjælp at
blive beskyttet imod anden stærkere tvang, især den, som fremmede
nationer og som forbrydere ville udøve. Dertil og ikke længer
er dens mellemkomst fordelagtig; udover det bliver den netop et af de
onder, som den er skabt til at forhindre. Hvis man altså, har sin
aller dybeste interesse for øje, må man som statens eneste
hverv betegne følgende: at forhindre tvang, dvs. aldrig tvinge
uden for at hindre værre tvang, at skabe respekt for enhver inden
for sit fysiske og moralske område, kun at tage affære af
denne grund, at afholde sig fra enhver indiskret indblanding, reducere
sine tilvante krav så meget, det lader sig gøre, uden at udsætte
den offentlige sikkerhed for fare, kun opkræve et minimum af afgifter
og personlige tjenester, gradvis indskrænke sine hverv, selv de
nyttige, kun forbeholde sig et minimum af funktioner, lade enhver beholde
mest muligt initiativ og spillerum, lidt efter lidt opgive sine monopoler,
ikke påføre privatfolk konkurrence, skille sig af med de hverv,
som de private lige så godt kan udføre - og man vil da se,
at de grænser, som den fælles interesse afstikker for den, er
nøjagtigt de samme som pligten og retten foreskriver den.
VI.
Hvis man i nutiden ser bort fra alles direkte
interesser og i stedet for betragter alles indirekte interesser, hvis
man, i stedet for at tænke på menneskene, beskæftiger
sig med deres værker, hvis man betragter det menneskelige samfund
som et værksted, åndeligt og materielt, hvis ideal er at blive
så økonomisk, så produktivt, så vel benyttet og
ledet som mulig - selv ud fra dette synspunkt, med dette tilfældige
og underordnede formål, er statens område ikke mindre snævert:
der er meget få nye funktioner at tillægge den, og næsten
alle de andre kan bedre udfyldes af frie individer, naturlige foreninger
eller frivillige sammenslutninger.
Betragt en mand, som arbejder for egen regning,
en agerdyrker, en industridrivende eller en købmand, og se, med
hvilken iver han lægger sig i selen. Det er fordi hans interesse
og hans egenkærlighed er med i spillet, det drejer sig om hans og
hans nærmestes velvære, om hans kapital, om hans ry, hans stilling
og avancement i livet, på den anden side står besvær,
ruin, vanheld, afhængighed, fallit og hospital. Ligeoverfor dette
alternativ er han på sin post og bliver opfindsom, han tænker
på sin forretning, selv i sengen og ved bordet, han studerer den,
men ikke videnskabeligt eller på afstand, men på stedet og
praktisk, i alle enkeltheder, idet han uophørlig beregner vanskeligheder
og hjælpekilder, med en så skarp takt og så personlige
undersøgelser, at for enhver anden ville det problem, han løser
hver dag, være uløseligt, fordi ingen anden som han kan
måle enkelthederne nøjagtigt.
Betragt denne enestående interesse
og særegne evne og sammenlign den med en embedsmands banale færdighed
og kedelige regelmæssighed, selv om han er dygtig og hæderlig.
Han er sikker på at hæve sin gage, selv om han kun forretter
sin tjeneste passabelt, og det gør han, når han passer sin
kontortid. Er hans skrivelser korrekte, overensstemmende med reglementer
og tradition, har man intet mere at forlange af ham. Han har ikke behov
at søge ud derover eller at plage sin hjerne. Hvis han opfinder en
bedre økonomi eller en forbedring, er det ikke ham, der vil drage
fordel deraf, men publikum, et anonymt og vagt væsen. For øvrigt,
hvad nytte skulle det være til, eftersom opfindelse eller reform kun
munder ud i en rapport, og denne rapport får lov til at slumre indenfor
et omslag? Maskinen er altfor stor og for kompliceret, altfor stiv, altfor
lammet af rustne hjul, »af gamle rettigheder og hævdvundne sædvaner«
til at omformes på ny ved en viljesakt, således som en landejendom,
et lager, en butik. Derfor tager han sig vel i vare for at ofre sine evner
på det; han tænker ikke derpå, så snart han har
forladt sit kontor, han lader sagerne gå deres automatiske gang, som
de bedst kan, med store udgifter og et meget middelmådigt resultat,
nemlig hans rutinemæssige arbejde. Selv i et redeligt land som Frankrig
har man beregnet, at et foretagende, hvis det ledes af staten, koster en
fjerdedel så meget og indbringer en fjerdedel mindre, end om det
drives af en privatmand.
Følgelig, hvis man tog arbejdet ud
af de privates hænder og overdrog det til staten, ville facit for
samfundets vedkommende blive, at man kun fik det halve udbytte.
Nu gælder dette om alt arbejde, åndeligt
eller materielt, ikke blot om agerbrug, industri, handel, men også
om videnskab, kunst, litteratur og filosofi, filantropi, opdagelse og
propaganda, ikke blot når drivkraften er en egoistisk følelse,
personlig interesse eller simpel forfængelighed, men også
når drivkraften er en uinteresseret følelse, som trangen
til at finde sandheden eller at skabe noget skønt, at udbrede en
eller anden tro eller meddele en overbevisning, den religiøse begejstring
eller den naturlige offervillighed, den omfattende eller snævrere
kærlighed, lige fra den, der omfavner hele menneskeheden, til den,
der koncentrerer sig om vennerne og de nærmeste. I den bedrift, som
det frie individ leder, er drivkraften altid enorm, næsten uendelig,
fordi den er en levende kilde, hvis evig rindende vand stadig virker og
aldrig udtømmes. Uophørlig tænker en moder på
sit barn, den lærde på sin videnskab, kunstneren på sin
kunst, opfinderen på sine opfindelser, filantropen på sine legater,
Faraday på elektriciteten, Steffensen på sit lokomotiv, Pasteur
på sine mikrober, Lesseps på sin landtange, de fattiges små
søstre på deres fattige. Ved hjælp af denne sælsomme
opmærksomhed drager mennesket det mest mulige ud af sine evner og
omgivelser; han bliver selv et fuldkomment værktøj, og han
danner andre; hver eneste dag formindsker han gnidningsmodstanden i den
mægtige maskine, som han leder, og hvor han er svinghjulet, og forøger
udbyttet; han økonomiserer, vedligeholder, reparerer, forbedrer med
en dygtighed og et held, som ingen kan benægte; kort sagt, han fabrikerer
på en overlegen måde.
Men denne levende kilde, som udgør
fabrikkens overlegenhed, kan ikke skilles fra fabrikanten; den er hans
hjerte, hans stærkeste og mest intime følelse. Den kan kun
bruges af ham; ude af hans hænder, i fremmede hænder, ophører
den at rinde, at arbejde, at producere.
Følgelig, hvis man vil producere
meget og godt, er det ham alene, man bør betro værkstedet
til; han er dets faste ejer, den, der er bestemt til at sætte arbejdet
i gang, den fødte regissør. Man vil forgæves prøve
på at flytte kilden andet steds hen; man ville kun opnå at
tilstoppe dens naturlige udløb; at spærre dens velgørende
kanaler, at aflede den på må og få, uden fordel, men
med sikkert tab, for at den kunne strømme ud i sumpene eller styrte
ud over bratte afgrunde. Allerhøjst kan man ved hjælp af millioner
af kar, samlede med magt i de private beholdninger, nå til at få
den store offentlige og centrale cisterne halvt fyldt; men dens lave og
stagnerede vand vil aldrig få fylde og kraft nok til at bevæge
det enorme offentlige hjul, som træder i stedet for de små,
private hjul, og som alene skal sørge for hele nationens behov.
Altså, selv om man i menneskene kun
ser fabrikanter, selv om man behandler dem som simple frembringere af
værdier og tjenester, og som intet andet mål har end samfundets
forsyning og forbrugernes fordel, omfatter det private område alle
de virksomheder, som de enkelte individer, isolerede eller forenede, påtager
sig af personlig interesse eller lyst: dette er nok til, at de driver
dem bedre, end staten ville gøre det; af denne grund er de selvskrevne
til dem. Følgelig bør de på det store arbejdsfelt
selv udsøge sig deres lod; det er dem, som på eget ansvar
må sætte sig selv grænser. De kan da udvide deres område
så meget som de vil og reducere statens i det uendelige. Og omvendt
kan staten gøre krav på resterne; efterhånden som de
skrider frem over dette terræn med tvivlsomme grænser, må
staten vige tilbage og afstå dem pladsen; hvad end dens hverv består
i, må den kun overtage det, når de ikke magter det, når
de længe har ladet det ligge, når deres afmagt er bevist.
Følgelig, hvad der tilfalder staten,
er først og fremmest de hverv, som de aldrig vil gøre krav
på for sig selv, og som de altid vil overlade i dens hænder,
fordi de ikke ejer og fordi den netop er i besiddelse af det eneste dertil
skikkede værktøj, det specielle, uundværlige redskab,
den væbnede styrke: disse hverv er beskyttelse af staten imod fremmede
voldsmænd, beskyttelse af de private mod hinanden gensidig, udskrivning
af soldater, inddragelse af afgifter, lovens administration, retsvæsenet
og politiet. Dertil kommer de funktioner, hvis udøvelse vedrører
alle direkte uden direkte at interessere nogen særlig: f.eks. benyttelse
af den ledige jord, administrationen af de offentlige skove, floderne, kysten
og de offentlige veje, styret af kolonierne, udarbejdelsen af love, pengeudstedelsen
o.lign. - intet derudover.
Alene derved, at staten respekterer de individuelle
kildespring og betror dem i individets egne hænder, udvikler der
sig i ham og om ham vilje og talent til at frembringe godt og meget, evne
og lyst til stadig at frembringe bedre og mere. Med andre ord, der opblomstrer
en fylde af energier og evner af forskellig art og hver på sit sted.