Den dansker, som er så lykkelig, at han nu og da kan tillade sig en udflugt til fremmede lande, han vil - hvis han har øjne - være vis på at komme beriget hjem. Ja, jeg tvivler på, at nogen nation kan have større udbytte af at rejse end den danske. Vi kommer fra et land, der sjældent byder sanserne nogen overraskelse, hvor alt er på det jævne, alt så nogenlunde lige ud ad landevejen. Ja, misforstå mig ikke: her må ikke tales nedsættende om vort eget os så elskelige lille land, hvor alt er så blidt og blødt og indsmigrende, »så sødt for vor gane«, så afstemt efter hele vort væsen. Gælder det ynde og blidhed, da er der næppe et elskeligere land i verden end vort. Med rette fremstiller vore kunstnere altid Danmark i en kvindes lignelse; det er de kvindelige fortrin, der står spejlet i vort lands fysiognomi. Det overraskende eller det pompøse, det vilde og storladne må vi gå til andre nationer efter. Og bare vi ville gå vejen rigtig flittigt; vi skulle nødig sidde og stirre så længe på vort eget smørhul, at vi faldt i søvn ved fadet og slog næsen i grøden. Nej, snør din ransel, hvis du kan. Drag glad ud og kom endnu gladere hjem. Du er ikke kommet forbi Hamborg, før dine to øjne er blevet runde af forundring.
     Vores største naturoverraskelser kommer sjældent ud over dette, at vi kan ligge på ryggen i en blomstrende kløvermark og følge skyernes bløde gliden over himlens blå dybder; eller sidde på et snerleomvundet dige og iagttage myggenes dans omkring hornene af en drøvtyggende ko, bag hvilken pigen spreder storvaskens hvide resultater over det dræende sommergræs. Vi har i Jylland en lyngbakke, som er sådan noget som 516 fod over havfladen. Vi kalder den beskedent for Himmelbjerget, for vi har da aldrig set noget så forfærdende højt. Himmelbjerget. Den fremmede venter jo noget til tre dagsrejser, med rygsæk og rebstige og jernpløkrede sko og alle bjergbestigningens gysende eventyrligheder. Og så er det bare en lille høj, der ligger og smiler på sletten og sænker sin hvide sti som en kløvsadel, så selv oldingen uden anstrengelse når dens top. Himmelbjerget – det er et navn, man giver sine højder i et land, hvor bjærg kun er bakke; og de mindes måske nordmandens berettigede vrede, da han blæste og sagde: ”Himmelbjerg det! Pyt! Sådant el bjerg ville vi hjemme i Norge kalde for et hul!”
     Nej, dansk land egner sig dårlig til turistbrug; og det skal vi aldeles ikke være kede af, når blot vi selv får rigtig meget ud af landet. Den eneste danske natur med nogen ret storladenhed i linjerne, den giver vi Hedeselskabet kost og løn for at tilintetgøre fra grunden af; - og så havet, det almægtige hav, der ikke kender sin egen styrke eller sin egen grænse; det herlige, ubetvingelige, danske hav, der giver vort barnligt bløde land dets skær af eventyret; det sugende, syngende, danske hav, der, når den sidste af vort lands naturejendommeligheder for længst er nedtrampet og nedtromlet, endnu skal løfte sin blå stejlhed mod horisonten, til evig tid uimodtageligt for selv de glubskeste selskabers projekter om reolpløjning og chilisalpeter!
     Nej, danske mand, kan du få din pæl op og dit tøjr slidt over, så rejs! "Se dig ud, Svend Vonved!" Verden går et godt stykke udenfor præstens mark, som skrevet står. Hvilke vidundere venter der ikke den rejsende danske mand. Tænk f.eks. på dette: første gang at stå overfor en europæisk flod som Rhinen eller Donau; at se op mod den evige sne i Alperne, eller at spejde ud mod Vesuvs tordnende røgkrater!
     En storslået natur kræver af menneskene en storslået åndsudfoldelse, en storslået teknik. Man må ligesom ranke sig i vejret for at hamle op. Der kræves lovlig lidt årvågenhed for at eksistere i Danmark. Snubler det danske barn, han falder blødt i duftende kløver; men snubler fjeldets søn på den ville bjergsti, da samles han op som et blodigt lig. Vor nation byder os kun små opgaver; anderledes, hvor naturen er storslået; der bliver menneskene det også: i et land med store floder vil du finde store broer; i et land med vilde bjerge vil du finde udfoldet den højeste ingeniørkunst; underværker som St. Gothard-banen, eller tunnelen ved Semmering eller de al fantasi spottende tandhjuls- og svævebaner. Alt dette er rart at gå og tænke på, når vi igen er kommet hjem til vor radsåede turnipsmark og all det burde ingenlunde ligge uden for mulighedernes grænser, hverken for vor borger eller vor bonde. Når den tyske småborger kan rejse det halve Europa igennem blot med et par pølser i lommen og en ringe tæreskilling, så burde den danske bonde og småborger så meget mere kunne gøre det, formodentlig ved at knibe på andre steder, f.eks. på det overhåndtagende kortspil eller de mange tåbelige gilder, der forarmer værten, uden at more gæsterne.
     Nå, men hvis vi nu kom ud, og vi også havde sans for andet end det kolossale og det vildt himmelstormende i den fremmede naturverden, så kan det meget godt være, at du en dag griber dig selv i at sidde og sammenstille lighederne mellem det der ude og det der hjemme, og det er ikke usandsynligt, at det ville blive et af din rejses frugtbareste resultater. Du ville da formodentlig ikke kunne undlade at studse ved, at så mange sider af det primitive liv ligner hverandre over hele Europa. Mens der således er den største forskel både i stil og indretning på en dansk, en tysk eller en engelsk greveborg, så er hytten sig selv lig så at sige, hvor du kommer i verden. Og årsagen er ikke særlig vanskelig at forstå; det skyldes det, som udviklingsfilosofien har betegnet som differentiationens lov, nemlig, at jo højere en organisme står på udviklingsstigen, des mere sammensat og forskelligartet er den; jo lavere den står des simplere i sin bygning og hele struktur. Men denne lov har gyldighed også udenfor de levende organismers kreds, således også på sociale forhold og samfundsformer. Det har for mig personlig været en lære af stor betydning, og jeg har spejdet efter dens bekræftelse overalt, hvor jeg kom hen.
     Thi den skribent, som på et tidligt tidspunkt af sit liv har åbnet sit sind for de sociale spørgsmål, og hvis hedeste forhåbninger gik i retning af enhver fattig og nedkuet sjæls genrejsning, han drager ikke ud i verden alene for at titte på skønne udsigter eller for at stå gysende på en eller anden afgrundsrand.
     Jeg var fortrolig med hytten og hyttens liv lige fra min første barndom. De havde altid haft en sær dragning på mig disse lange, dybe stier hen gennem lyng og mosegrund; slog man ind på en sådan sti, fandt man regelmæssigt ved stiens bund en lille, skæv hytte med udstoppede vinduesruder og tagtoller daskende over den frønnede dørkarm. De lå ude omkring mosen eller spredt hen over den golde lyng, næsten altid på ond og sur jord, som noget, der var jaget ud i ørkenen og forment adgang til den grønne mark og når jeg nu tænker tilbage, så boede jo egentlig de interessanteste mennesker, jeg har kendt, i sådanne små skæve hytter med en tilgroet kålgård foran døren. De bedste fortællere, jeg har mødt, de oprindelige begavelser, der talte sproget med en fylde af malende ord, der forstod at kaste lunets fosforglans over alt, de berettede - de boede altid i sådanne hældende hytter, der tilsyneladende kun stod af stormens nåde. Den dag i dag har jeg ikke indset nødvendigheden af, at de interessanteste mennesker bør bo i de miserableste hytter, mens flovheden og det tomme pral, alle dem, der arvede "fars meninger” og "fars penge”, skal ride ranke på lykkens knæ.
     Det var da det, jeg spejdede ivrigst efter, da jeg opnåede at komme lidt ud i verden, hvordan andre nationer tilmålte pladsen for deres fattige, og jeg fandt da rundt om på flodbredderne eller inde under bjergenes hæld den samme skæve, skorstensløse hyttetype, som havde fyldt min barndom med sine emter og eventyr. Også her lå der en kat i solen, et par forrevne barneskjorter på pilegærdet og en endskal brød i bænkkrogen som hjemmets eneste rigdom. Denne hyttetype fandt jeg i middagsheden oppe mellem de små sandstensklipper i sachsisk Schweiz, hvor gamle kvinder med store riskurve på ryggen stønnede af sted opad bjergstien med kurven fyldt af hø til geden, der stod og megrede foran den samme, skæve hyttedør som herhjemme. Manden havde jeg truffet nede omkring elbmundingen, hvor han drev sin teglstenspram af sted op ad bifloden på en måde, jeg endnu aldrig havde set mage til.
     Prammen var fyldt med teglsten og vel 50 alen lang. Manden løb nu fra den ene side af prammen til den anden og holdt med en brandhagelignende stang prammen klar af bredden samtidig med, at han drev den frem. Aldrig i mit liv har jeg set et menneskeligt væsen sådan slide; han havde en stødpude under armhulen, mod hvilken han satte enden af sin stang, så drev han stagens anden ende ind i brinken og skubbede fra, til han bogstavelig lå fladt ad prammens dæk; når han så ikke kunne nå længere, halede han stagen ind, og lynsnart var han omme på den anden side for der at foretage nøjagtig den samme manøvre; således skubbede han sig tomme for tomme det halve Tyskland igennem, indtil han fandt den plads, hvor man havde købt hans sten, så lossede han, og så begyndte hjemturen på samme måde. Jeg har flere gange på floden Spree set på disse pramfolk. Jeg har aldrig tænkt, at der i min egen tidsalder, dampens og elektricitetens tidsalder, og det udenfor selve rigshovedstaden, kunne findes en befordringsmåde, der ledte mine tanker hen på Israels trælleliv ved Faraos teglovn.
     Den samme hyttetype - dog endnu uslere, da der i stedet for vinduer og døre kun fandtes vindåbne huller i murene - traf jeg i det sydøstlige hjørne af Norditalien, helt oppe ved Østrigs grænse. Her sad pjaltede kvinder og børn på store sten ude i den næsten hentørrede flod, der løb forbi hytten, for i denne stilling at overraske en eller anden udmattet fisk, der drev med strømmen, og stille deres sult på den. Mændene så man intet til; de var på markarbejde, måske hundrede mile fra hjemmene; man mødte dem i flokke rundt om ved banernes skiftesteder, omtrent som vore polakker, når de slæber af med hele deres brogede armod. Men især traf jeg denne hyttetype i det vestlige Skotland ude ved atlanterhavskysten eller oppe i højlandet langs de herlige, udstrakte søer, Loch Eil og Loch Linnhe. Her vil jeg dvæle lidt i skildringen, da disse skotske husmandskår fremviser træk, der er typiske for det meste af det øvrige Europa.
     Høj-Skotland er et vidunderligt land for den rejsende; her er overalt de største naturoverraskelser, sære, forrevne og knudrede bjergformer, underlige, vævre, små, syngende floder, der nu og da gør et kådt spring i afgrunden, et vandfald, der larmer og kaster hundredfold ekko fra sig. Lange, krystalklare søer skyder sig ud og ind mellem klipperne, der løber stejlt ned til vandspejlet og ser ud som en række grå trolde, der er blevet til sten ved at se deres eget billede i søens stille vand. - Et vidunderligt land. ­ men det fejler ikke, at man på et eller andet tidspunkt vil standse og sige: vel, det er jo eventyrligt dejligt alt sammen; men sig os, hvor er dog menneskene henne? - Da bliver skotten forlegen og skamfuld, og mens harmen farver hans kinder, fortæller han os om sit lands affolkning. Historien er i korte træk denne: under de store og blodige krige mellem England og Skotland i det 17. og 18. århundrede var det meste af Skotlands jord kommet i hænderne på engelske godsejere; de havde så forpagtet jorden ud til småbønder; men i begyndelsen af det 19. århundrede omlagde disse godsejere under indflydelse af den tiltagende uldindustri pludselig driften, ophævede deres forpagtninger, uddrev bønderne og indførte får; de ”rensede” deres godser, som det hedder, som var talen om ukrudt eller skadedyr og ikke om samfundsnyttige mennesker, der ved hundredårige bånd var knyttet til deres land og deres erhverv. Det var mere rentabelt med fårene, mente de rige godsherrer, og så måtte fæsterne herut; men hvorhen? Nogle ganske få godsherrer ejede hele det dyrkelige land, og jagten på forpagterne begyndte på en gang over hele Skotland. Hvor skulle de arme mennesker tage føden, når fårene skulle have jorden? - Nu vel, de kunne gå i havet, om de ville; godsejeren var det lige meget; han ville kun ikke have dem gående på jorden; for den ejede han - lige til horisonten, og han skulle vise dem, at han kunne gøre med sit, som han lystede! ­ Særlig brutal var udjagningen på det gods, der tilhørte en hertuginde af Sutherland; hun lod mellem årene 1814-20 bortdrive 3.000 jorddyrkende familier eller 15.000 personer fra sine ejendomme for at forvandle marken til fåreland. Bønderne ville ikke bort fra reden; engelske soldater måtte ind og hjælpe den høje frue. Med opplantet bajonet drev de rundt om bønderne fra hus og arne, ud på landevejen blandt tiggere og pak, hvis ikke der som en særlig nåde anvistes dem en ussel stump land ved stranden, som ingen hidtil havde villet dyrke, men som hertuginden nu fik en rund forpagtningsafgift for.
     Sådan røvede hertuginden af Sutherland ca. 750.000 tdr. land fra bønderne til sig selv og fårene; disse blev delt i 29 fårefolde, hvoraf hver kunne passes af en familie. I 1825 var således på dette ene gods 15.000 brødspisende mennesker blevet erstattet af 131.000 græsædende får.
     Siden, da ulden i den engelske industri blev erstattet af bomulden, blev også fåret overflødigt. Og efterhånden forvandlede godsejerne landet til dyreparker, hvoraf somme er nær op til 100.000 tdr. land; og af slige vældige dyreindhegninger eksisterer der for tiden 130 i Skotland. Det har behaget Skotlands patriotiske lorder at erstatte landbefolkningen i Høj­Skotland med umælende vilde eller halvvilde dyr. Så barbarisk udskejende kan den private ejendomsret te sig i et civiliseret samfund og det med den bedste jura i ryggen, og uden at loven kan krumme et hår på dens hoved. Den, der nu rejser i Høj-Skotland, han kan drage over kvadratmil efter kvadratmil uden at øjne en menneskelig bolig. Ude på sletten ligger hjorten og drejer sin kongelige hat, gumler dovent på foderet og ser hovent hen over toget, milevidt, milevidt over græsland, der blev dømt til evig hvile. Hjorten og godsherren ejer det alt sammen. Men når du har kørt nogle timer, og toget pludselig svinger ind i en dyb dal langs Loch Eil, da ser du ovre på den modsatte bred en række miserable hytter med en plet grønjord omkring, mens alt for øvrigt er fjeld og sten. Det er efterkommerne af dem, der blev drevet væk fra den gode jord til fordel for dyrene; det vil sige, det er de fattigste af dem, - dem, der ikke kunne gøre udvej for billetten over havet til Canada. Lad det slå ind med tørke, så kornet visner og kartoflen slår fejl, da har de ingen anden udvej til næring end at årelade koen for så meget blod, som den kan undvære; af blodet laver de en budding, hvorved de mætter husets sultende munde. I slige sløje tider står crofternes køer og dingler på benene. Deres ejer har taget deres blod i mangel af noget andet fødemiddel. - Også her er hyttetypen den samme som hjemme. Fattigere kan intet menneske bo; den stenede jord skråner stærkt mod søen; koen går og stritter på kloven for ikke at glide ud. Nogle tynde neg står og støtter sig til hinanden og spejler deres top i vandet. De husmænd her, det er folk, man med spyd og lanse har drevet baglæns ud af samfundet. Et stød til, og de ville styrte i sultedøden. De har daglig for øje en uendelighed af god kornjord; men de må ikke røre den med en spade; de bor på bredden af en fiskerig sø, hvor laksen leger yndefuldt med sin finne i vandskorpen - men som Henry George engang har sagt: om der på siden af disse søers laks stod de ophøjede ord: ”Til godsejer N.N. Fra den retfærdige gud!” så kunne samme fisk ikke være længere uden for disse husmænds rækkevidde, end de er nu.
     Og det vil man forsvare - også her i landet som en fuldt ud moralsk og lovmedholdelig samfundsorden, hvor 12-13 godsherrer kan eje det meste af et helt land, kan kaste deres forbandelse på marken og sige: her må intet korn gro! Man sagde om Attilas hest, at hvor den havde sat sin fod, der groede intet græs; man kan sige om den skotske godsherre og hans hest, at hvor de sætter foden, der gror intet korn!
     --Man forfølger tigeren med skrig og stenkast lige til junglen; man angriber leoparden og løven med jagtgevær og dum-dum-kugler. Men tigeren og løven, de tager dog kun en kalv fra folden, en gris fra indelukket; men godsherren, han æder både huse og gårde, hele sogne med kirker og skoler, præst og menighed, ploven med plovspandet, båden på stranden, det mindste som det største, han knaser det alt sammen. Men man kaster ikke derfor sten efter ham eller jager ham ud i junglen - nej, man blotter sit hoved ærbødigt og fører ham op i landstinget - om forladelse! Overhuset og giver ham den blødeste stol, man kan finde, og mange flere stemmer i rådet, end han ret kan hitte rede i.
     Fra denne affolkning af det skotske og engelske land stammer overfyldningen af de engelske byer. Gå op gennem Edinburghs eller Glasgows gader en sommerdag, når kornet venter på leen ude i det åbne land, og du vil næppe tro dine egne øjne. I hver port står der flokke af sultne og pjaltede mænd, hvoraf enhver ville betragte det som en skæbnens gunstbevisning, om du ville lade ham tjene blot 10 øre ved at bære din vadsæk. I disse skidne porte har de stået, de og deres fædre før dem, lige siden jorden blev revet bort under fødderne på dem. Fra den tid stammer den slemme overbefolkning af de engelske byer; et sted måtte de ulykkelige jo hen, og så gik de efter den lysning, som storbyen sætter på nattehimlen. Men det var et falsk lys, for derinde stod alt en mand ved hver væv; alle kadre fyldte.
     Dette var overbefolkning. Og den samme overbefolkning -- og af de samme årsager - har vi på den hele jord; hvad kan det hjælpe, at moderen giver mælk, når barnet holdes fra brystet!
     Disse forhold, jeg her har skitseret, er jo, som jeg siger, ikke Skotlands alene; her er de bare så grelle, at selv den stærblinde burde kunne se dem. Kan man undre sig over, der er overbefolkning, når man forhindrer menneskene i at søge foden ved den jords barm, der alene er i stand til at nære os på naturlig måde!
     Det var med sindet rettet på disse skævheder, at den gamle engelske digter Oliver Goldsmith skrev sit digt Den øde landsby; han kom ud til sin fødeegn og så, at bønderne var jagne væk og deres jorder lagt ind til godset; da gik han hen og skrev det digt, af hvilket jeg her har oversat et lille stykke:

     Min landsbydrøm bag lundes hybenhæk,
     Din dans er endt, din gøg er jaget væk;
     Voldmandens hånd omspreder dine hæs,
     Og ødet mørkner dine tofters græs.
     Hvad før var manges knuges nu af en,
     Og ploven ruster alt om kap med leen.
    
     Det land har svigtet sine største krav,
     Der lagde guld i hob, men mænd i grav.
     Lad grever blomstre eller gå fortabt,
     Et pust kan skabe, hvem et pust har skabt;
     Men pustes bort din marv, din bondestand,
     Det tab forvandt ej dit, ej noget land.
    
     I, retfærds mænd ved statens ror, der ved,
     At stormands held går op, men småmands ned,
     Døm I for os, og sig, hvor grænsen går
     Imellem glimrende og sunde kår!
    
     Det er det hovedindtryk, den socialt interesserede vil komme hjem med fra den vide verden: ”Hvor jorden dog er rig, men hvor menneskene er fattige!"
     Arbejdsmanden, i by og på land, med ham er der handlet som med hin stakkels Tantalus, som man havde lænket midt i overflod. Han så frugter og læskende druer alle vegne, men de hidsede bare hans vilde kvaler. Bøjede han sig frem for at gribe efter dem, så svippede æblegrenen til vejrs med sin lysende frugt, og druerne trak sig ind mellem løvet for hans skælvende hænder. Sådan leger jorden med den fattige. Kornagrene kaster deres rigdomme hid og did for vinden. Hveden bølger som et hav med gule vover, rugen knikser i knæene, ringler og tingler og frister den sultende mand, men lad ham prøve at ta' et af dens neg på nakken, da får han brød. Javel, vand og brød!
     Og det har man fået os til at tro på, at en sådan samfundsorden er den bedste, vi kan nå! Fra barndommen af har man fyldt os med fromme løgne om jordens karrighed.
     Men jeg har set, at jordens rigdomme er uudtømmelige.
     Jeg rejste over den ungarske Pusta. Man havde sagt mig herhjemme, at det var bare en uhyre græssteppe. Og så var det en eneste bygmark, fra horisont til horisont, kun byg. Det er noget af det skønneste, mit øje har set. Vi kørte og kørte med iltogets hast; en time, en til, stadig byg, gult, tungt byg, der stod med solnedgangslys på sig og ringlede som fint guld. Og det ringlede igen i mit blod, thi mit tog havde kørt over en løgn og skilt dens hoved fra kroppen, den løgn, at jorden ikke skulle ha' muligheder og mad nok for os alle sammen.
     Man siger, at det europæiske Rusland, ret dyrket, alene var i stund til at føde hele jordens befolkning; det samme siges om Orinocodalen, et flodplateau i Sydamerika. Her ligger vi og kives med sultende hyttemænd om en håndfuld muld, om græsning til en ko eller en ged, mens hele verdensdele ligger hen i overdrev! Der er 100.000 og atter 100.000 af kvadratmile muldjord, der endnu aldrig har fået lov til at bære et aks - fordi jorden er monopoliseret -, mens hele den europæiske husmandsbefolkning tvinges til at støde spaden i sten- eller klippegrund eller i hedens hvinende sand for at skaffe sig og sine det kummerligste brød. De kan sætte Dem i toget og køre til hvilken kant af verden, De vil, alle vegne vil fedt og ubrugt land hvirvle forbi ”din flyvende rude”. Sydamerika, Afrika, Australien og dennes tusinder af øer -- for ikke at nævne Asien - det er jo ikke stort andet end vilde fælleder for zebra og flodhest, moradser og urskove, der stønner under deres egen golde frugtbarhed. Ja, hvilke endeløse strækninger ligger ikke hen her i Europa - i Spanien, Italien, Grækenland, Tyrkiet -, hvor man kun høster pest og sumpfebre. 10.000 centner af rug skal næsten årlig ligge og rådne i Sydrusland på grund af slette trafikforhold og yder ikke den sultende russerbonde andet end stanken.
     Sådan ødsles der med jordens gyldne dynger, mens millionerne sulter. Men det er menneskenes, ikke jordens brøde. - Jorden kunne mætte alle munde som i en leg. Vi avler her i Danmark kun nogle ganske få fold, endda vi roser os af et intensivt landbrug, men der er steder i Asien, hvor risen giver 3-400 fold, og durrahen (en hirseart) giver i Ægypten indtil 3.000 fold. - Nej, jordens rigdomskilder har simpelthen ingen bund!
     Der er folk så rige, at hvis de skulle bære deres eget guld af by, da måtte de knække deres rygben. Men lad dem have deres guld, det gør ikke noget. Lad Rockefeller, han der griber om den fattiges brød med sine stinkende petroleumshænder, gå omkring i Guds navn og tilbyde de fromme stiftelser sine 3-4.000 millioner, lad Pierpont Morgan kun liste ud af bagporten med sine 36.000 millioner, lad al jordens millionærer kun tage med sig alt det, de har kunnet sammenfedte og sammenfumle - det gør ikke noget, når de bare også tager systemet med sig - de lænker, de bolte af jern, hvori de har smedet jorden og menneskene. Thi så vil en eneste solskinsvår over verden være nok til at udslette århundreders rædsler af fattigdom.
     -- Jorden skal bort fra privatejendomsretten.
     Hvad tror De, der skete, om f.eks. regnen var en samfundssag? Så fik husmanden såmænd aldrig regn - før han kunne betale for den. Husmanden får nu sin regn sammen med herremanden, fordi kapitalen endnu ikke har opfundet et middel til at forhindre det!
     Nej, vi må bort fra den private jordejendomsret. Som det er nu, er jorden, der skulle mætte og glæde os alle, kun som en frossen klump ved udviklingens fod. Privatejendomsret er aldeles ikke nødvendig, for at vi skal holde af jorden. Ejer jeg noget af stjernehimlen, af fjorden derude, af åen forbi min faders gård? Ikke desto mindre fylder all det mit sind med lykke.
     Nej, bort fra privatejendomsretten til jord og ind mod den lille bedrift. På den lille lod bliver man anderledes fortrolig med jordens hemmeligheder. De to, husmanden og jorden, skal hviske sammen som et par elskende, og jorden skal betro ham, hvor dens rigdomme ligger skjult. Godsejeren, forpagteren af storjorden, han er som den, der prygler koen med malkeskamlen for at få mælken frem. Rovdriften, stordriften med dens maskiners hoste, dens kuldamp og forvalterkæp - pokker i vold med den! Nej, småbruget frem! Småbruget, der avler hjemkærlighed og simple sæder, småbruget, der klapper koen på kinden og tager det syge lam op på skødet!
     Fordi nogle enkelte skal kunne eje alt, derfor hænger hytten så tungsindigt med sit skæg, derfor er dens børn så blege, og dens kvinder ved af ringe lykke. - Nu må det snart lysne over hyttens mænd. Borgen har haft sin tid og misbrugt den; bondegården har haft sin tid og ikke rigtig brugt den; nu må det være tiden, da hytten retter sine krumme stolper og dens beboer atter erobrer den grund, fra hvilken han i sin tid blev drevet baglæns ud.
     Der er i øjeblikket en herlig lytten over den europæiske husmandsbefolkning, ligegyldig hvor man møder den, om man kommer til crofterne i Høj-Skotland, til landarbejderen i Norditalien eller til vor egen rødskæggede hedeslider ved Karup å. De lytter som til skridt langt borte, til en fjern fanfare, en marchtakt, en reveille over sovende land. Er det den bristende tavshed, før skraldet kommer? Lige meget. Et menneske er smukt, når det lytter, og ikke mindst smuk er en hel samfundsklasse. Den tid, der kommer, vil vise, hvad det var, de lyttede efter. Men er det, som jeg håber, en ny og retfærdigere samfundsform, der ruller frem med nyt land og friske muligheder for alle stræbende viljer, da har den martrede menneskehed nået meget, ja utænkelig meget, skønt ikke alt; thi vi styrer efter stjernerne, men vi når dem ikke.