Den menneskelige følelse er meget ældre end den menneskelige tanke. Religionen og etiken er meget gamle, ikke blot århundreder, men jordperioder. Tanken derimod, videnskaben og intelligensen er ganske unge. De er kun nogle få tusinde år. 
    Menneskets håb om yderligere materielle fremskridt er knyttet til en videre udvikling af klarheden i tanke, videnskab og teknik. Gennem dem kan mennesket lære at beherske naturen, men ikke sig selv. 
    Menneskets håb om sociale fremskridt, om større lykke og menneskelig værdighed er knyttet til en videre udvikling af vore følelser for godt og ondt, for ret og uret. 
    Kunsten at erkende sig selv, beherske sig selv og forædle sig selv er en ædel kunst. 

    De store, afgørende spørgsmål i tilværelsen er alle meget enkle, så enkle, at enhver kan forstå dem. De små detailspørgsmål er derimod ofte indviklede og somme tider vanskelige. 
    Lykkeligvis er det sådan, at store spørgsmål er større end små spørgsmål. Der er nogen, der ikke kan se det. De er så optagne af de små tings detailler, at de overhovedet ikke kan se, at der er nogen store ting. 
    Den snu italienske statsmand Machiavelli, vidste det. Han sagde: "Menneskene vredes altid over små uretfærdigheder, men aldrig over store uretfærdigheder." 
    Derfor: hvis vi vil tale til almindelige mennesker om store og evige ting, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad vi mener med de enkle ord: ret og uret, retfærdighed, kærlighed og barmhjertighed. 
    Den menneskelige tanke kan klargøre indholdet af disse ord. Det afhænger af menneskehjertet, hvilke af dem vi vil følge

    Hvis jeg har en arbejdsplads, en plet jord at dyrke, hvis jeg pløjer min mark, harver jorden, sår sæden, høster kornet, maler mit mel og bager mit brød - mit daglige brød - da er der en stemme inden i mig, som uvilkårligt siger: 

Har du også en arbejdsplads, hvor du kan få dit daglige brød, så siger du også: Mit brød er mit! 
Vi føler, at dette er ret. Det er retfærdighedens begyndelse. 

    Hvis det kun er mit eget lille brød og min egen lille ret, jeg er interesseret i, er det en snæver form for retfærdighed. Det er det, de gamle kaldte: farisæernes retfærdighed. Hvis vores retfærdighed ikke bliver større end farisæernes, når vi aldrig frem til den livsform, som vi er skabt til. 

    Jeg ønsker adgang til en arbejdsplads og ret til det brød, jeg selv har skabt. Du ønsker også ret til dit eget brød. De fleste kender den stemme, der siger: mit brød er mit! 
    Men lytter vi efter, vil vi kunne høre en anden stemme, der siger: gør imod andre, hvad du vil, at de skal gøre imod dig! Denne stemme taler ikke om min ret alene, men også om din ret. 
    Det er en stemme, der ikke blot taler om menneskelig ret, men også om medmenneskelig retfærdighed. Den nøjes ikke med at sige: mit brød er mit! Den siger også: 

    Derved skifter retten helt karakter. Den fyldes af en varme og medmenneskelighed og giver den et nyt indhold. Dit brød er dit! Det er kærlighed. 
    Der findes ikke større kærlighed end denne: at give andre mennesker den samme ret og de samme muligheder, som man selv ønsker, så de bliver i stand til selv at tjene deres eget daglige brød og forme deres liv og lykke efter deres eget væsens lov. 

    Hvis du har tjent dit brød ved dit eget arbejde, og jeg strækker min hånd ud og tager det, så ved vi alle, at det er tyveri eller røveri. 

    Tyveri og røveri straffes efter loven. Derfor kan jeg prøve at opnå det samme på en anden måde. I gamle dage kunne jeg gøre dig til min slave. Under de nuværende samfundsforhold kan jeg gøre det på en mere høflig måde. 
    Jeg kan eje den jord, jeg selv skal bruge. Men jeg kan også eje den jord, du og mange andre skal bruge. Bliver I derfor spærret ude fra adgang til jord, har I ikke noget sted at arbejde. Resultatet er arbejdsløshed. 
    Tidlig om morgenen kan jeg gå ud for at leje arbejdere til min vingård - arbejdere, der står ledige på torvet - og jeg kan sige til dem: se, I må gerne arbejde her, men jeg skal have resultatet af jeres arbejde. Dit brød er mit! 
    Resultatet er det samme: du gør arbejdet, og jeg nyder resultatet af dine anstrengelser. Dit brød er mit! Det er lovligt, men det er stadig tyveri, stadig røveri. 
    Lov og ret er ikke det samme, men de burde være det, og de bliver det en gang. 

    Selv om du har adgang til en arbejdsplads, kan du få misvækst på din mark. Høsten kan slå fejl eller sygdom kan ramme dig, så du ikke kan skaffe det daglige brød til dig og dine. 
    Mit varme hjerte tilskynder mig til at hjælpe dig. Jeg tager så et brød og giver dig og siger: 

    Nogle mennesker tror, at kærlighed og barmhjertighed er det samme. Det er det ikke. Barmhjertighed er en skøn og ophøjet følelse. Den er en del af kærligheden. 
    Barmhjertighed, almisse og hjælp kan være nødvendig overfor folk, der ikke kan hjælpe sig selv. Men det bedste er, hvis forholdene er sådan, at barmhjertighed er overflødig. Det bedste er hvis fattigdom, sult og arbejdsløshed ikke eksisterer. Barmhjertighed kan vi ikke undvære under katastrofer og i særlige tilfælde, men vi kan ikke nøjes med barmhjertigheden alene. 
    Den kan nemlig være farlig for mig. Hvis jeg er barmhjertig, risikerer jeg at tro, at jeg er et godt menneske. Det kan give mig en falsk følelse af god samvittighed, hvis jeg forsøger at lindre nød, fattigdom og arbejdsløshed, uden at prøve på at finde eller fjerne de årsager, der fremkalder dem. 
    Barmhjertighed kan også være farlig for dig. Den kan vænne dig til at leve af understøttelser på andres bekostning, så du tilsidst betragter det som en ret. Din selvrespekt lider skade og du kan få et knæk i din karakter. 

    Høsten kan slå fejl og sygdom kan knække din arbejdsevne, så nød og mangel kommer til huse. Mit varme hjerte tilskynder mig til at hjælpe dig, men min kolde hjerne tilråder mig at gøre det på en måde, så jeg ikke selv skal bringe for store ofre. Derfor går jeg til min nabos hus, ind ad bagdøren, tager hans brød og giver det til dig, mens jeg siger: 

    Det er det, vi kalder sociallovgivning, velfærdsordninger, og alt det. 
    Det er forvrænget barmhjertighed i den forstand, at jeg søger at hjælpe min næste ved at øve uret mod min nabo. I sin organiserede form er det blevet en politisk undskyldning for at undgå at fjerne de årsager, der i dag gør hjælpen nødvendig. 
    Det korrumperer det politiske liv, så det synker ned til at blive en kamp mellem klasser og partier om at vinde magt: magt til at udskrive skatter hos en del af befolkningen og magt til at uddele dem som understøttelser til en anden del af befolkningen. Erfaringen viser, at du ofte stemmer på den, der uddeler understøttelse, og ikke på den, der betaler den. 

    Samfundet bygger på samarbejde. Slutter vi os sammen i frihed, i gensidig tillid under fri kontrakt, bliver vi i stand til at frembringe mere brød, bedre brød. Vi kan frivilligt give alt, hvad vi ejer, til det fællesskab eller den menighed, vi tilhører. 
    Vort brød er vort! Det er fællesskab. 
    Sker det frivilligt, er det godt. 

    Sker det ved tvang, er det ondt. 
    Tvang synes at give det samme resultat: vort brød er vort! men det er kun tilsyneladende. Det rette udtryk for kommunisme i modsætning til frit fællesskab er dette: 

    Dit brød er vort!
    Kommunismen mener, at hvert enkelt medlem af fællesskabet skal yde efter evne og nyde efter behov. Men da min evne til at yde er mindre end din, producerer jeg mindre end du gør. Til gengæld er min evne til at nyde betydeligt større, temmelig ubegrænset. Ved at forbruge mere, end jeg producerer, gør jeg det samfund, jeg tilhører, fattigere. 
    Lægger vi hele produktionen ind under statens ledelse  - hvem så staten monne være - og deler resultatet ligeligt og kommunistisk, kan jeg, hvis jeg har fortæret min del med det samme, sige til dig: lad os dele igen! 
    Kommunisme er organiseret og socialiseret uretfærdighed. 
 

    Menneskene er ikke skabt ens. Selv om du og jeg hver ejer et stykke jord, af samme størrelse, af samme godhed og samme beliggenhed kan vi godt være forskellige både af karakter og vaner. 
    Du er dygtig, tidligt oppe om morgenen og arbejdet synger under dine hænder til langt ud på aftenen. Jeg er mere dvask og doven, ligger og snuer til langt op ad formiddagen, og går og klatter over mine ting. Om aftenen sidder jeg henne på kroen og spiller kort. 
    Du er i stand til at frembringe tre brød hver dag. Jeg kan kun frembringe et brød om dagen. Men det er nok til at jeg kan opretholde livet. Vi har ikke lige kår, selvom vi har lige vilkår. 
    Men når jeg ser over vejen til min rige nabo, vågner misundelsen i mit hjerte, og venlige politikere får ondt af mig. De erklærer, at menneskene ikke har skabt sig selv; nogen er født med rige evner, andre er mere svagt begavede. 
    Dette er rigtigt, men de drager deraf den slutning, at man skal udligne, så vi alle får lige kår, og det er ikke rigtigt. 
    Hvis du frembringer tre brød om dagen og jeg kun ét, så er det dog fire brød tilsammen. Udligner vi gennem skatter og tilskud, bliver det to brød til hver. Dette er ganske vist lighed i kår, men det har intet at gøre med lighed i ret, fordi ligheden er opnået ved at tage fra dig og give til mig. 
    Resultatet er heller ikke praktisk. Jeg er vant til at leve af ét brød om dagen, og kan jeg nu gøre regning på at få et af dine, siger jeg til mig selv: hvorfor skal jeg egentlig stå op i morgen? Den næste dag producerer jeg intet som helst. 
    Og du siger ærgerligt: her går jeg og slider og slæber fra morgen til aften. Jeg tager underskuddet, hvis det går galt, men staten tager overskuddet, hvis det går godt. Den næste dag nedsætter du produktionen til to brød. 
    Resultat: i går producerede vi tilsammen fire brød. I morgen producerer vi tilsammen to brød. Samfundet er blevet fattigere og folket ringere stillet. Vi ser det i alle lande, indenfor enhver branche, på enhver arbejdsplads. 

    Da du er dygtig og jeg ikke er dygtig, er det naturligt at vi enes om at anbringe dig i en ledende embedsstilling, så du kan regere, regulere og dirigere, sidde ved dit skrivebord og udfærdige anvisninger, cirkulærer, blanketter og skemaer, indsamle statistiske oplysninger, foranstalte undersøgelser og planlægge femårsplaner. 
    Jeg må springe frem og tilbage, arbejde, lystre og lide i stilhed, læse, hvad du har skrevet, skrive, hvad du har spurgt om, sinket af restriktioner, hindret af rationeringer og betryggende kontrolforanstaltninger. 
    Resultatet er færre brød, dårligere brød. Dette er planøkonomi, omsvøbsdepartementer, bureaukratisme, statssocialisme. Og staten siger: 

    Kærlighed og retfærdighed er vigtige sider af religionen. De er rigtige, de er praktiske og stemmer med sund fornuft. 
    Så længe vi nøjes med at sige: "Hvad skal vi æde? Hvad skal vi drikke? og: Hvad skal vi klædes i?" er vi ligesom hedningerne og vil aldrig blive i stand til at løse spørgsmålet om disse simple fornødenheder. 
    Det er sagt, at mennesket lever ikke af brød alene, men også af ånd, af inspiration, af kærlighed og retfærdighed. 
    Men mennesket kan ikke leve uden brød. Derfor hedder den simple, menneskelige bøn: "Giv os i dag vort daglige brød!" I en verden som denne, så stor, så rig og så velsignet skulle det være muligt at skaffe det daglige brød. Der er plads nok, der er solskin nok, der er nok af teknik. Men der er ikke retfærdighed nok, ikke kærlighed nok. 
    Vi har stadig imellem os de fattige, der lider nød, der lever i angst for arbejdsløshed, sammenstuvet i elendige huse - eller helt uden tag over hovedet. 
    Vi kan i dag producere mere end vi kan spise, mere end vi kan drikke, mere end vi kan bruge, og dog har vi mennesker, der sulter og tørster og fryser. Vi lever midt i en verden af både overflod og mangel. Vi oplever på en gang både fremskridt og fattigdom. 
    Det gør måske ikke så meget at mennesker hungrer og tørster  - når blot de hungrer og tørster efter retfærdighed. 
    Og retfærdighed er først og fremmest dette: Dit brød er dit. Mit brød er mit. Men den jord, som er forudsætningen for at vi kan få det daglige brød, den må være alle menneskers arv og eje. 
    Intet enkelt menneske har skabt den. Det gælder alle naturens rigdomme. Det gælder alle naturkræfterne. Det gælder selve jordens værdi. 
    De fattige mennesker, der sad ned ad bjergsiden, hyrderne på marken, landarbejderne, de hærdede fiskere, de havde tålmodigt slidt og slæbt hele deres liv, uden nogensinde at kunne tjene mere end lige til livets ophold, og fundet sig sagtmodigt i det - de rejste hovedet, da der blev sagt til dem: "Salige er de sagtmodige! for de skal arve jorden." 
    "Salige er de, der hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes." 
    Menneskene har vandret vildsomt ad mange stier og forsøgt næsten alle udveje - undtagen én. Lad os prøve at begynde med retfærdighed! Så skal alle disse andre ting gives os. 
    Der vil blive brød nok - og endda være tolv kurve tilovers.