Retsstaten

 3. HVORLEDES OPSTÅR SKYLDFØLELSEN?      I alle tilfælde af løftegæld er følelsen af skyld i hælene på den åbenlyse tilkendegivelse af skyldens eksistens eller af viljen til at opfylde. Det er nu for det første åbenbart, at det ejendommelige ved skyldfølelsen ikke kan ligge i, at jeg har givet yderverdenen nogen magt over min vilje; dette kan føre til afhængighedsfølelse, ikke til skyldfølelse. Forudsætningen må være, at man i løftets øjeblik indgår det i den hensigt at holde det, at man føler sig bundet af sin egen viljesbestemmelse på dette tidspunkt (at indgå det i anden hensigt er ikke, som Hobbes siger, absurd, det kan meget vel motiveres, men blot ikke føre til skyldfølelse). 
     Hvorledes er sligt psykologisk muligt? ikke at båndene knyttes – det skal, hvad de fleste obligationsretskyndige også er enige i, interessen nok besørge. Men at slige selvpålagte bånd holder, selv under forhold, hvor interessen ikke synes at påkræve det, er langt vanskeligere at forstå. Og dog behøver vi ikke at søge længere end til beslutningens psykologiske virkning overhovedet, for at finde nogle af de kræfter, der her er i bevægelse. I C. Lambeks »Udkast til en sjælelig bevægelseslære«, 1. del, hedder det: »Vi har ondt ved at frigøre os for vore forsætbetonede forestillinger, de ligger ligesom på spring i os, bedst som man går, dukker de umotiveret frem … de binder noget af vor opmærksomhed. Så ofte vi går omkring med formål indplantede i sindet, har vi kun halv interesse (oplagthed) for andre ting end dem, der modsvarer formålet«. Denne skjulte kraft, et forsæt har, forklarer L. nærmere som ophobet bunden energi. Forsættet opstår derved, at en forestilling ligesom får et eftertryk af opmærksomheden. Pladsen tillader ikke at udrede hele mekanismen, og selvom vi forstår den til bunds, har vi ikke derfor fået det her omhandlede spørgsmål opklaret. Thi problemet er ikke blot opfyldelsens psykologiske mulighed; det er ikke løst med påvisningen af, at der findes reelle drivkræfter til at udføre forsættet; at jeg føler mig tilskyndet på grund af et forsæt er ikke ensbetydende med den ejendommelige psykologiske tilstand, at jeg føler det som min skyldighed at gøre det. 
     Det ejendommelige ved skyldfølelsen kan da hverken ligge i erkendelsen af at have udleveret sig på nåde og unåde udadtil, det ville være afhængighedsfølelse, heller ikke i, at viljen er bundet af ens egen tidligere beslutning, det ville blot være en anden form for afhængighedsfølelse, nemlig afhængighed af mig selv i et vist øjeblik, i så fald ville skyldfølelsen ikke være forskellig fra den uvilkårlige dragning mod udførelse, der følger med ethvert forsæt, jeg ville med andre ord have den samme følelse, om jeg havde svigtet mit løfte om betaling til en given tid og mit »løfte til mig selv« om at tage styrtebad i aften. Det ejendommelige ved skyldfølelsen er imidlertid agtelsen for det jævnbyrdige vederlag, som den gensidighedsregel, hvorpå det sociale tillidsforhold hviler. Forsættet skal udføres, ikke fordi det engang er fattet, men fordi udførelsen under denne synsvinkel er erfaringsmæssig rigtig opførsel; tilkendegivelsen af løftet for den anden skal respekteres, ikke fordi han derved har fået nogen magt over mig, f.eks. støttende sig på den offentlige menings vægt etc., men fordi en sådan tilkendegivelse ved den derved vakte forventning skaber en rettighed, der ved indfrielse af løftet får sin positive fyldestgørelse. »Løfter til sig selv« er ikke andet end en frase, fordi man ikke kan tildele sig selv rettigheder, ligeså umuligt som at trække sig selv ved hårene op af et morads.
     Foruden ved løfter opstår skyldighedsfølelsen som vi har set ved positive overgreb. Trods denne tilsyneladende forskel i skyldfølelsens karakter, hvor det drejer sig om lovet vederlag eller ikke lovet, hviler den dog på det samme grundlag: respekten for vederlagsretten; i begge tilfælde reagerer den på den kendsgerning, at jeg har gjort mig til herre over værdier, en anden har berettiget krav på at få vederlagt; agtelsen for løftet er kun en speciel form for agtelsen for princippet i almindelighed.
     Det særegne for skyldfølelsen ligger i den værdi, social tillid har som livsformål, både i almindelighed og for mig personlig, og i agtelsen for vederlagsprincippet, som erfaringen udpeger som vejen dertil. Der ligger altså i opfattelsen af skyld både et grundelement af følelse og et på erfaring hvilende ræsonnement.
     Skyldfølelsen må altså siges at hvile fast på eller at have sin tilstrækkelige grund i en af de store interesser, der bærer menneskelivet, et trygt tillidsforhold til vore medmennesker; dette er et almenmenneskeligt formål, hvis betydning næppe nogen sinde for alvor er blevet bestridt; og hvis man vil formålet, må man også ville midlerne. Nogen yderligere begrundelse end denne har vi ikke vovet at opstille, og det ville også falde udenfor dette arbejdes plan, som kun går ud på at påvise de nødvendige betingelser for at opnå en fuldt objektiv morallære.
     Omtales bør det dog, at C. Lambek i flere skrifter har søgt at påvise, at selve den menneskelige sjæls bygningsforhold medfører, at der må være sammenhæng i vore formål. Der er i vort indre et ubetinget krav om livshelhed, og til denne hører, at også vort forhold til omverdenen tilrettelægges ved en ordning, der kan skabe tryghed om de pågældende formål. Det viser sig da, at der gives ingen anden udvej til personlig frihed end den sociale struktur, retsindstiftelsen, hvorved der tildeles individerne rådighedsfærer, indenfor hvis grænser enhvers personlige frihed får sit spillerum. Fandtes ingen socialorden, ville alle enstemmigt kræve en sådan stiftet og betrygget, såsandt menneskene ikke kan afstå fra formålsbygning, og såsandt ingen ville se sine opnåede midler ødelagt eller bortrevet uden at få brug af dem. Ingen vil heller opføre og opretholde et så kostbart værn om sine erhvervelser som det, der ville kræves under alles krig mod alle.
     De nævnte ordensregler er derfor ikke bud, som kommer til individet udefra, men er selve dets vilje ifølge livshelhedens ubetingede krav. Kun øjebliksviljen, kortsynetheden osv. kan føre til retsnægtende standpunkter. Indenfor en hvilkensomhelst til livshelhed sammenhængende individualitet er holdepunkter derfor logisk udelukket.
     Hvis Lambek har ret i disse interessante betragtninger, er begrundelsen af det moralske sindelag ført endnu et skridt længere tilbage og dybere ind i den menneskelige natur nemlig fra det enkelte formål til selve formålenes sammenspil; det følger af sig selv, at der ingen strid kan være mellem disse to begrundelser, der ikke ligger i samme plan.
     Ligesom forestillingen om at erstatte en fordel indprentes af selve livsforholdene, således også den at gengælde en uret. Det er en kendsgerning, at man finder den til alle tider, i alle lande, og langt forinden der er begyndt nogen samling af lovbestemmelser. Australieren giver oprejsning for en forbrydelse ved at tillade det krænkede individ at tilføje sig lansestød i en eller anden legemsdel, i armene, lårene, læggene, i henhold til beskadigelsens beskaffenhed. Tanken om gengældelse dræber alle andre hensyn, derfor anser Australieren sig for berettiget til at hævne et drab ved at myrde et eller flere individer af morderens stamme; om hævnen just rammer den skyldige, har ikke synderlig betydning. Det viser, at afskrækningen etc. spiller en langt ringere rolle end tanken om at opnå ligevægt i det indbyrdes magtforhold, oprejsning.