Retsstaten

 13. 
RETNINGSLINJER FOR STATENS OPGAVE SOM RETSVÆRN 
I DET PRIVATE LIV OG I NÆRINGSLIVET      Spørgsmålet om omkostningerne ved retshjælp kan ikke forbigås i en etisk undersøgelse af retsinstitutionernes virksomhed. Sålænge »nationen regeres efter en forvirret, selv ved sproget uforståelig lovbog«, sålænge er juridisk hjælp nødvendig for alle, der bliver indviklede i en retssag. – Men hvem skal betale den?
     Gratis retshjælp har i Danmark i en årrække været ydet, ad filantropisk vej, gennem en forening, til ubemidlede. Den yder gratis råd og vejledning, optræder som de rådsøgendes sagfører, men overtager ikke afholdelsen af de retsudgifter, som de retslige skridt, der må foretages, medfører. Men hvis de ikke kan skaffe fri proces, må de rådgivende jurister ofte tilråde at opgive et retskrav, og dette vil i længden svække tilliden til retsinstitutionerne.
     Man må nu spørge: skal det betragtes som en filantropisk opgave at hjælpe folk til deres ret? Er det en tilfredsstillende ordning, at kun ubemidlede har udsigt til at opnå retshjælp uden udgift, af en privat forenings hånd, som en nådessag? Kan ikke alle borgere gøre krav på vederlagsfri retshjælp?
     Hvis man indrømmer, at retsbeskyttelsen hører til statens opgaver, og at den er den vigtigste af de få virkelige fællesorganer, der findes, må man til gengæld sætte alt ind på at gøre den virksom. Men en virksom retsbeskyttelse har man ikke i en stat, der blot sørger for at skaffe de værste forbrydere af vejen, det har man kun, når man uden udgift har adgang til at skaffe sig ret og oprejsning også på alle civile områder.
     I stedet for filantropisk gratis retshjælp til ubemidlede bør kravet til en retsstat lyde på: gratis retshjælp til alle.
     En meget almindelig indvending imod tanken om almindelig gratis retshjælp er, at folk ville misbruge den og ulejlige retten med alle slags bagateller; vejer man denne ulempe, som muligvis for en del kunne modvirkes, med den, at lade alle ubemidlede passivt finde sig i de civile krænkelser, der tilføjes dem, vil den etiske afgørelse ikke være vanskelig. Og det må heller ikke glemmes, at en mængde af de civile forbrydelser, som nu begås, udtrykkelig sker i ly af de nuværende vanskeligheder ved at få sin gode ret. Utvivlsomt ville en stor del bortfalde ifald man kunne gå ud fra, at de ufejlbarligt ville blive påtalt.
     Gratis retspleje er et af de få spørgsmål, der ville stille forøgede krav til de offentlige midler; men det vigtigste af dem, forøgelsen af retsplejens omkostninger ville dog kun betyde lidt i forhold til alle de udgifter, vor teori om retsstaten ville skære bort.
     Fra personrettens område skal vi fremdrage spørgsmålet om de såkaldte æresfornærmelser. Dette problem kan ikke løses til bunds, medmindre det ses under synsvinklen: individets retmæssige sjælelige ejendom.
     Til et menneskes retmæssige særeje hører ikke blot de materielle goder, han ved sit arbejde har erhvervet sig, men også hans gode navn og rygte, ifald det da er erhvervet på ærlig vis, ved hans egen fortjeneste, og ikke hviler på bedrag eller fejltagelse. Det er derfor klart, at en lovgivning, der ikke lige såvel værner disse goder som de mere materielle, kun tarveligt fyldestgør retfærdighedens fordringer. (For øvrigt er grænsen noget flydende, da et godt navn og rygte også har materiel værdi).
     Et særligt interessant kapitel udgør presseforseelserne, ved den offentlighed og udbredelse, disse krænkelser får. Her er et punkt, hvor retsbeskyttelsen er så forsvindende, at den krænkede retsbevidsthed gang på gang har måttet skaffe sig luft ved selvtægt. Fordringen til en virksom retsbeskyttelse på dette område må gå ud på, at alle injurier uden undtagelse straffes, og at alle sigtelser (ligegyldigt om de er sande eller ej), der ikke angår folk i embedsvirksomhed, dvs. folk, som skylder offentligheden regnskab for de omtalte forhold, ligeledes straffes. Men ikke nok hermed: da alle private forhold, familieforhold, hjem etc. er et menneskes særeje, hvorfra han har fuldkommen ret til om fornødent med magt at holde enhver påtrængende person ude, bør disse forhold overhovedet ikke, uden at vedkommendes sanktion udtrykkelig foreligger, kunne gøres til genstand for nogensomhelst omtale selv ikke den velvilligste. Det er ikke nok, som man har ment, at betragte alene de meddelelser, vedkommende ikke kan antages at ønske offentliggjorte, som hans privateje. Thi derved krænkes en ret, og ingen har krav på at få disse ting at vide. Ingen kan forud vide, hvor ubehageligt disse meddelelser kan virke på vedkommende, og hvilken fortræd, også rent materielt, de kan anrette.
     Skal disse betragtninger da være en maskeret, reaktionær opfordring til at indskrænke trykkefriheden? Ikke i fjerneste måde. At indføre forebyggende foranstaltninger overfor pressen ville aldrig kunne forsvares fra et retsstandpunkt; ingen kritik skal på forhånd afskæres. Men til gengæld må enhver forfatter tage det fulde ansvar af de følger, hans offentliggørelse bevirker. På dette punkt lader lovene adskilligt tilbage at ønske.
     Først og fremmest burde bladene have publikationspligt, dvs. enhver angrebet, omtalt eller kritiseret person burde have ret til berigtigelse eller forsvar i det samme blad. Thi bladet tilhører ganske vist aktionærerne, men dets omtale al personlige forhold kan medføre krænkelser af vedkommendes retssfære, og der må derfor åbnes en udvej til passende oprejsning; ingen anden end den omtalte person kan vide, hvorvidt et sådant modindlæg er nødvendigt, selv om det blot har formen af en supplerende oplysning. Derfor bør ethvert angreb medføre ret for den omtalte til at forlange et indlæg af samme størrelse, trykt med samme typer, indført på samme plads i bladet og helst samme dag som angrebet fremkommer. Herfra bør dog undtages strengt saglig kritik af produktioner, der udtrykkelig appellerer til offentlighedens dom; at en sådan dom fremkommer, er da ikke et overgreb. Men såsnart den er personlig holdt eller indeholder åbenbare forvanskninger eller misforståelser af fakta, må det være den omtaltes ret at tage til genmæle. Afgørelsen af, hvilke disse tilfælde er og hvilke ikke, måtte muligvis henvises til en jury med litterær sagkyndig bistand.*).
     *) Disse krav imødekommes nu i det væsentlige ved § 9 i presseloven af 3. april 1938, hvorefter et blad skal bringe berigtigelse af faktiske oplysninger, når dette begæres af nogen, hvem disse er egnet til at påføre en ikke uvæsentlig skade i økonomisk henseende eller i offentlighedens omdømme. Berigtigelsen skal optages med samme typer som skriftets almindelige tekst og på et så fremtrædende sted, som det efter omstændighederne med rimelighed kan fordres.
     Men dernæst burde der være adgang til at søge fuld erstatning for pressens overgreb. Skal pressefriheden vedblive at bestå uantastet, må skadesløsholdelsen til gengæld være virksom. Bekendtgørelse om sagsanlæg bør for det første kunne ske i pågældende blad og på ligeså iøjnefaldende måde som det p&ankede indlæg. Dernæst gælder det om at komme til klar forståelse af, at ikke-økonomisk skade kræver ligeså fuld erstatning som økonomisk.
     Offentlig undersøgelse og påtale bør finde sted på begæring af den forurettede, og staten bør tage retsforfølgningen i sin hånd, uden at den forurettede skal have udgifter dermed.
     For at ramme de virkelig skyldige er det nødvendigt at bruge reglerne om strafansvar og meddelagtighed fuldt ud. Udgiveren og redaktøren skal drages til ansvar, forfatteren ligeså; ingen skal kunne dække sig bag den andens ryg. Stråmandsvæsnet må modarbejdes, dvs. den trafik, at en, der er »uskyldig« i bladets indhold, påtager sig eneansvaret. Og alle skyldige bør broderligt dele omkostningerne resp. strafarbejdet. Kun ved foranstaltninger som de nævnte kan selvtægt indskrænkes.
     Af væsentlig anden art end disse krænkelser, der går ud over visse bestemte personer, er en anden gruppe, der kan komme til at gå ud over alle og enhver, og som man ikke på forhånd kan værge sig imod; her sigtes til uappetitlige og uanstændige skildringer, det være sig i form af billeder, teater-, varietéforestillinger eller som beskrivelser i bøger og blade. Det utilladelige ved disse ting beror på umuligheden af at unddrage sig dem.
     Behøves der noget forsvar for retten til at værge sig imod åndelige sygdomsspirer og alle de uappetitlige fænomener, der gennem sjælelivet truer vor sundhed og vort velbefindende? Vi værger os ved lovens hjælp imod utålelig støj, ulidelig stank og imod forrådnelses- og sygdomsbakterier, og vi skulle vedblive at være uvidende om, at der gives mindst ligeså mange sjælelige angrebspunkter for undergravelsen af vor organisme! Nej, kan man finde sig i personlige indskrænkninger, pålagte af et sundhedsråd, for at hindre udbredelsen af epidemisk sygdom, byder logikken, at man ligesåvel finder sig i et åndeligt sundhedsråd, der får til opgave at drage grænsen for, hvor langt man kan gå i sin iver for at forpeste den åndelige atmosfære.
     Hvad der her antydes, er slet og ret spørgsmålet om, hvorvidt man skal anerkende begreber som åndelig overlast, åndelige sygdomsspirer eller ej. Der gives æstetikere, som tror at kunne affærdige sagen med et skuldertræk, blot fordi den støtter sig på moralske ræsonnementer. De går nemlig ud fra – og de kan i al fald tidligere have haft nogen grund dertil – at moral er noget, hvorom enhver kan have sin egen mening. Men så let bliver spillet ikke for eftertiden, moral er ved at blive mere end et salontema. Her må et bestemt svar på, om man overhovedet anerkender, at der gives overgreb. Og hvis man vil nægte parallellen mellem fysiske og åndelige overgreb, må man først gøre det af med psykologien.
     Eller er det vilkårligheden, man gyser tilbage for? Men rummer ikke enhver sanitær lov mulighed for talrige indskrænkninger af ret vilkårlig art; skal vi derfor afskaffe dem? – Eller er det diagnosens usikkerhed? Det skal ingenlunde nægtes, at afgørelsen af hvad der væsentlig er af en sådan beskaffenhed, at det må forulempe ethvert sundt menneskes følelsesliv – og hvad der på den anden side må betragtes som sund, omend overmåde fri kunstnerisk frembringelse, hører til de vanskeligste, der gives. Men afgørelsen må træffes; hellere et enkelt fejlgreb end at erklære sig komplet magtesløs overfor enhver åndelig fortrædigelse og forråelse! Forebyggende censur er ikke midlet; enhver har ret til at ytre sig frit – under ansvar. Løsningen må være en jury med kunstnerisk bistand, med den opgave at drage i alfald de værste, mest utvivlsomme forulempere af den offentlige anstændighed til ansvar.
     I det hele taget må vi fremhæve, at det må blive et karaktertræk ved retsstaten at virke ved hjælp af ansvarslovgivning i stedet for ved forebyggende forbud på alle sådanne områder, hvor brug ikke bevislig falder sammen med misbrug (her nærmere forstået som overgreb overfor medborgere). Til gengæld vil vi, når vi skal til at omtale aktieselskaberne, se, at ansvaret fra et retsmoralsk synspunkt opfattes i strengere betydning end det er blevet sædvane i vort politiske liv.
     Disse bemærkninger finder deres fulde anvendelse på det så omstridte alkoholspørgsmål. En ansvarslovgivning vil også her ubønhørlig ramme dem, der misbruger deres frihed på en måde, der bevislig krænker andres ret. Derimod kan retsstaten under ingen omstændigheder gå med til indskrænkninger af en persons private handlefrihed, før han har lagt for dagen, at han har misbrugt den. Som allerede under afsnittet om strafferetten vist ønsker retsstaten ikke at straffe, før der foreligger en forbrydelse. Krav herom angriber grundlaget for fredeligt samliv mellem mennesker; dette hviler just på den gensidige respekt for den enkeltes selvstyre i private sager, i anskuelser, tro og daglig levevis. Tendensen til at kræve love, der skærer alle over en kam, dem, der har misbrugt deres frihed og dem, der ikke har det, voldsmænd og fredsommelige, er en af »velfærdsstatens« værste frugter. Når forbudsfolk ræsonnerer: det er for sent at kaste brønden til, når barnet er druknet, er det sikkert ikke ordsprogets mening »at det er bedre at kaste alle brønde til og hidføre total vand mangel end lade brønden således istandsætte og omgærde, at ingen uforvarende plumper i den – og så i øvrigt passe bedre på børnene, uden at hindre ansvarlige voksne adgang til brønden.«*)
     Staten har lige så lidt på dette som på andre områder den opgave at være formynder for de voksne borgere. Det er imidlertid en beklagelig kendsgerning, at næsten alle bevægelser, som tjener gode og ædle kulturformål, falder for den fristelse at anråbe staten om magtmidler til at tvinge og tyrannisere deres medborgere, når de synes, at berettigede midler som oplysning og eksempel er for langsomt virkende. Staten har ikke ret, end sige pligt til at hindre den enkelte i at begå dumheder eller skade sig selv. Ejheller har den ret til at øve tvang imod A., fordi B. mulig under påvirkning af alkohol kan blive farlig for sine medmennesker. B.'s misbrug kan med andre ord ikke berettige til indgriben overfor A's uskadelige brug.
     Om alkoholens skadelige indflydelse er meningerne stærkt delte. De videnskabelige forsøg, som har været anstillet på dette område, har ikke bevist noget som helst om de små og middelstore dosers absolutte skadelighed; og hvad indflydelsen på afkommet angår er autoriteterne på arvelighedsforskningens område kommet til det resultat, at der næppe kan være tale om nedarvet degeneration som følge af alkoholisme. Der er derfor i disse forhold intet holdepunkt for forebyggende foranstaltninger. Man kan heller ikke se bort fra det uheldige i at give love, som en stor mængde mennesker ikke ville finde det umoralsk at overtræde; heller ikke kan det være statens sag at svække den enkeltes ansvarsbevidsthed ved at fjerne alle menneskelige fristelser.
     Man finder ofte anført en sammenstilling mellem alkohol og »andre gifte«; men det er en yderst vildledende jongleren med ord, hvad enten det gælder stoffer som morfin og opium, hvor nydelsesbrug og misbrug falder sammen eller andre stoffer, der egner sig særlig til mord eller selvmord.
     *) Axel Dam: Art, i Illustreret Tidende 1921.
     Medens et almindeligt forbud således savner enhver støtte hos retsmoralen, kan man meget vel sympatisere med tanken om et individuelt forbud (ved dom). Dette kan iværksættes, når der har foreligget misbrug og retskrænkelser, eller en person f.eks. forsømmer sine forsørgerpligter på grund af drikfældighed*).
     *) § 72 i straffeloven af 1930 bestemmer, at hvis nogen dømmes til frihedsstraf for en i loven omhandlet forbrydelse, og retten finder, at forbrydelsen er begået under påvirkning af spirituøse drikke, kan der gives den dømte pålæg om, at han i et vist tidsrum, dog ikke udover 5 år fra hans endelige løsladelse, ikke må nyde eller købe spirituøse drikke. Er pågældende forfalden til drukkenskab, skal pålægget gives. Beværtere, handlende og uddelere skal så vidt muligt have pålæg om ikke at udskænke, sælge eller uddele spiritus til en således domfældt person.
     Hvis det hos en vaneforbryder kan konstateres, at alkoholisme står i årsagsforbindelse med hans forbrydelser, er det berettiget, at domstolene tager forholdsregler af særlig art, f.eks. internering i en afvænningsanstalt i forbindelse med arbejdspligt**). Derimod ville det være utvivlsomt overgreb, om samfundet tillader sig at gribe ind overfor vanedrikkeren uden hensyn til, om han har forbrudt sig eller ej (således som i enkelte schweiziske kantoner). Kun hvis han falder fattigvæsnet til byrde eller forsømmer sin underholdspligt, bør han anbringes i en sådan anstalt.
     **) Anbringelse i helbredelsesanstalt for drankere er hjemlet ved § 73 i straffeloven af 1930.
     Hvad den akutte alkoholisme (den almindelige rus) angår, har det været i høj grad stødende for retsbevidstheden, at man mange steder har ladet den virke som formildende, ja, strafnedsættende omstændighed. At lade den døddrukne være straffri, som enkelte har foreslået, er ganske uforsvarligt, thi han bærer i al fald ansvaret for at have hensat sig i denne tilstand.
     De bemærkninger, der ovenfor er gjort med hensyn til direkte forbud, gælder i lige så høj grad alle de maskerede former for forbud, beskatninger, rationeringer osv. Ved disse hæfter sig tillige det utiltalende, at de i reglen begrundes ved en usmagelig og hyklerisk sammenblanding af moralske og økonomiske motiver. Man undres over, at frie og myndige mennesker finder sig i politikere, der forbinder forestilling om demokrati med slige babyforanstaltninger.
     På overgangen mellem indre og ydre retsbeskyttelse og tilhørende begge står sundhedstilsynet. Det er intet overgreb fra statens side, om den pålægger visse nødvendige indskrænkninger for at beskytte borgerne mod smitteførende personer eller genstande. Karantæneforanstaltninger og indenrigske forholdsregler imod smitsomme sygdomme er almenheden derfor interesseret i at staten tager i sin egen hånd og selv udfører ved hjælp af sagkyndige. Hvad der ligger i den enkelte borgers interesse at påse, er, at ulempen ved forholdsreglerne ikke overstiger den ulempe, der skulle bekæmpes, og at de indskrænkninger, der i byggelove og sundhedsvedtægter pålægges, virkelig lader sig hygiejnisk begrunde. – Det må overhovedet ikke glemmes, hverken af lægerne eller andre, at synspunktet for statens indgriben overalt er beskyttelse imod overgreb, her specielt imod sådanne angreb på sundheden, som truer os fra andres personer eller ejendele; det er uheldigt, når et medicinsk selskab har formuleret statens opgave som den at tage forholdsregler for at beskytte undersåtternes helbred i det hele taget; den enkelte må i det hele taget varetage sin egen sundhed, ellers ville man konsekvent havne i statsbestemmelser om, hvor meget og hvad man skulle spise, hvor længe man skulle være i luften osv. Det eneste, der kan være statens sag, er at afværge de farer, der fra den ene truer den anden, altså væsentlig opsigten med de smitsomme sygdomme.
     Under dette synspunkt kan adskillige politivedtægter ses, f.eks. visse forholdsregler imod støj eller ilde lugt; medens andre, f.eks. færdselsreglerne er udslag af det offentliges berettigede funktion: at sikre samfærdselsvilkårene. Men altfor let glemmes disse almindelige synspunkter, og embedsmandsvilkårlighed får for stort et spillerum; således som i de fleste danske byer, hvor folks frie færden på gaderne er underkastet altfor mange tåbelige indskrænkninger.
     Staten og forretningslivet. Statsmagtens hovedopgave er at værne ejendomsretten i alle dens former. Men ejendomsretten til arbejdsskabte ting har to kilder, en oprindelig erhvervelse ved jævnbyrdig ydelse og en afledet erhvervelse ved ombytning med ting, der er retmæssig særejendom. Hvis ejendomsretten fuldtud skal respekteres i et land, kræves derfor ikke blot, at staten ophæver alle lovfæstede hindringer for arbejdslønnens jævnbyrdige udveksling, men også at omsætningslivet holdes uhindret af alle bindende og hæmmende regeringsforanstaltninger. Næringslivets frihed, handelens frihed er derfor ganske klare og simple følger af ejendomsretten. Enhver indskrænkning i den frie og lige adgang til erhverv, enhver beskatning af udenlandske eller indenlandske produkter er ligeså mange direkte attentater på retmæssig individuel ejendom. Man kan forsøge hvilket forsvar man vil, hensynet til det almene vel, til den eller den næringsgrens opblomstring, det nationale erhverv, ja selv (som ved beværterspørgsmålet) appellere til faderlige omsorgsfølelser for borgerne (eller rettere »undersåtternes«) legemlige og åndelige sundhed – intet af disse hensyn kan bortforklare det nøgne faktum, at det er borgernes private ejendom, man forgriber sig på. Derfor bør man have et vågent øje med tendensen i nyere helligdagslovgivning, der under humane påskud går ud på grove retskrænkelser, idet den i stor målestok indskrænker køb og salg, arbejdskørsel på visse dage, barberstuers og fabrikkers virksomhed, offentlige møder og forlystelser mm. (Dog ikke drift af mejerier – thi hvem er lovgiverne?)
     Der er væsentlig fire måder, på hvilke en statsmagt kan misforstå sine opgaver overfor omsætningslivet, enten ved at ville fastsætte priserne for bestemte varer ved magtsprog eller ved at fremhjælpe visse virksomheder eller ved at opkaste kunstige dæmninger for den frie omsætning; endelig ved selv aktivt at ville drive forretningsvirksomhed. Alle disse foranstaltninger er mere eller mindre maskerede angreb på den private ejendomsret. En fiksering af priser vil ikke kunne undgå at medføre, at enkelte må finde sig i et upassende vederlag for deres produkter, thi staten er ude af stand til at finde en vares rette pris; der gives ingen anden værdimåler end selve det frie marked; en mand må have ret til at oppebære det vederlag, man af egen fri vilje vil give ham. Og når prisen på hans vare ikke er påvirket af nogen monopolfordel, vil den absolut frie konkurrence ikke let tillade nogen ublu fordel; den vil medføre, at enhver omsætning bliver ombytning af arbejdsmængder; enhver kan få produkter i forhold til sit eget arbejdes nytte, og penge vil intet repræsentere uden arbejde.
     Erfaringen har da også vist, at alle forsøg på udefra med magt at ville beregne køberes og sælgeres interesse er strandede, ja har ført til katastrofer. Forsøg på at fastsætte brødpriserne under en hungersnød i Milano førte blot til, at bønderne holdt deres korn tilbage; forholdsreglen skærpede hungersnøden i stedet for at bekæmpe den. En ganske lignende skæbne har alle forsøg på at forbyde eller fastsætte rente haft. Kendsgerninger som disse tjener kun yderligere til at belyse hvor klodsede alle sådanne statsforanstaltninger må blive, som sigter til fremme af det almene vel eller det nyttige; mennesket er nu engang ikke klogere end de sociale love.
     Det må stærkt undre, at regeringerne både her i landet og andetsteds behøvede at gøre disse gamle erfaringer engang til, under verdenskrigen.
     Derimod spiller statshjælp og hæmning endnu en altfor stor rolle. Men medens hæmningerne, både de indenlandske og de udenlandske (forbrugsafgifter, told o.lign.), i store kredse af befolkningen allerede bedømmes som det, de er, indgreb i ejendomsretten, idet retten til fri omsætning er en del af denne, er man tilbøjelig til at stille sig velvilligere overfor understøttelserne. Og det lyder jo også meget kønnere, at staten fremhjælper en eller anden virksomhed, end at den optræder hæmmende, men der skal en ualmindelig kortsynethed til ikke at kunne indse, at det i begge tilfælde er nøjagtig det samme, der sker, kun med skiftende front. Den, der hæmmer folks forbrug af frugt ved at lægge told derpå, fremhjælper en gevinst for gartneren, der ikke står i naturligt forhold til hans arbejde; det sker ved en prisforfalskning, thi prisen er kunstigt bragt op over hvad man ville behøve at give for den slags varer, hvis markedet var frit. Og den, der fremhjælper indenlandsk lokomotivfabrikation ved direkte eller indirekte at betale lokomotiver for dyrt, hæmmer folk i at rejse så billigt som det ellers kunne lade sig gøre.
     Derfor er understøttelserne nøjagtig lige så ondartede og uretmæssige som hæmningerne, idet der kun kan hjælpes ved at tage fra andre; det er dette, det gælder om at forstå, og derfor bør statshjælpen i det offentlige omdømme behandles nøjagtig under samme synsvinkel som hæmningerne og ikke betragtes med blidere følelser.
     Folk, der er principielle modstandere af toldbeskyttelse og indirekte skatter overhovedet, kan derfor logisk set ikke godt være tilhængere af en politik, som går ud på, at statskassens midler, dvs. de midler, alle borgere har lige andel i, benyttes til at hjælpe enkelte begrænsede virksomheder; thi en sådan hjælp kan altid kun blive ganske partisk og dens modstykke er: forurettelse og overgreb overfor andre.
     Kaster man et blik på finansloven*), vil man finde den bugnende fuld af understøttelser. Næsten ikke på et eneste område har vore politikere den tiltro til de nationale virksomheders sundhed, at de tør lade dem stå på egne ben; de skal så godt som alle, en efter en, lægges i vat og opflaskes med kunstig ernæring. Hvis man gjorde det tankeeksperiment (forøvrigt ganske umuligt), at denne støtte kunne fordeles retfærdigt, ville resultatet højst blive det ganske forrykte: først at samle penge ind fra alle landets borgere og derefter fordele dem igen til større og mindre forretningskredse, så at de vandrede tilbage til de samme lommer, hvorfra de kom. Men dette skulle ikke synes at være en politik for væsner begavede med fornuft; thi den hviler på den ganske forrykte antagelse, at der skulle kunne komme mere ud af kassen end der kommer ind.
     *) Statsudgifterne alene beløb sig i 1900 til 77,5 mill. kr. De er i 1949 oppe på ca. 2.080 mill. kr., en stigning på omtrent 2.600%. I samme tidsrum er den samlede skattebyrde steget fra ca. 174 mill. kr. til ca. 4 milliarder kr., eller ca. 2.200%; men selvfølgelig må man ikke glemme, at befolkningstallet i samme tidsrum er steget med ca. 1½ mill. og at møntværdien stadig forringes.
     Man må vistnok opgive håbet om at finde hæderlige motiver, hvis man vil gøre sagen begribelig. Den hviler ganske simpelt på den bestående partipolitik. Under de nuværende partiforhold er det de talrigst repræsenterede klasser af befolkningen, der ad denne vej håber at kunne få et forspring i at tilrane sig særfordele. Efterhånden kommer de andre partigrupper og de dele af befolkningen, de repræsenterer, med; snart kommer man styrtende fra alle sider for at kræve ind; og resultatet bliver et kapløb om at storme statskassen, og at de, der kun er svagt repræsenterede, bliver genstand for denne plyndring. Og således er man havnet i den nuværende ormstukne tilstand, hvor det anses for den højeste statskunst at være mest højrøstet i sine krav til private formål, og hvor erfarne ansvarlige politikere for at dække den deraf følgende bankerot driver en skatte- og lånepolitik så fantastisk letsindig, at en privatmand, der disponerede således, forlængst var blevet gjort umyndig.
     Svikmøllen, som det godtroende vælgerfolk endnu ikke har opdaget, er denne: for at sikre sig stemmer i sin valgkreds må politikeren anvende den bestikkelse, der består i løfter om jernbaner osv. For at få penge til alt dette, lænser han samtidig vælgernes lommer!
     Også i den almindelige lovgivning må omsætningens frihed fuldtud respekteres. Ja, staten bør betragtes som den store garant for denne omsætningsfrihed – men intet derudover.
     Når man i de forenede stater, for at modvirke trusterne som en stat i staten, er gået den vej at forbyde overenskomster om priser eller at forbyde visse sammenslutninger med det formål at dræbe konkurrenter; når man endvidere ved direkte forbud har ment at kunne modvirke illoyal konkurrence eller undersalg i den hensigt at ruinere konkurrenter osv., er dette åbenbart en ganske forfejlet metode, som både griber uberettiget ind i omsætningsfriheden og er ganske unyttig. Her vil man utvivlsomt skuffes og kun opnå at se et nyt eksempel på, hvor lidt en kortsynet, »velmenende« lovgivning, der går efter følelser i stedet for efter etiske og sociale love vil formå at udrette.
     Det er den stik modsatte vej, man skal gå. I stedet for at nære mistillid til den frie konkurrence skal man nære endnu større tillid til den; man skulle engang, for første gang i verdenshistorien, prøve på at lade den udfolde sig aldeles frit. Men så længe monopolerne til naturgoderne består, så længe eksisterer frikonkurrencen ikke, og derfor har den endnu aldrig fået lov at vise sine virkninger. Det er monopolgevinsten, der bevirker, at varerne må overbetales, og som altså forrykker den eneste naturlige konkurrence, som burde findes, konkurrencen mellem de i produkterne nedlagte arbejdsydelser.
     Trusterne har kunnet indføre en mængde arbejdsbesparelser. Men er disse kommet forbrugerne til gode? Ingenlunde. Hvis monopolerne (til jord, transportmidler etc.) derimod ikke eksisterede, ville konkurrencen snart tvinge trusterne til at yde forbrugerne fordelene.
     Det er ikke sammenslutningerne i og for sig, man bør frygte; ikke dette at administrationen forenkles, arbejde spares etc., thi derved berøves ingen noget ham tilhørende; det er de uhyre sammendragninger af monopolfordele, der er faren.
     Vi skal ikke med socialdemokraterne ønske, at denne magt må koncentrere sig mere og mere, for at staten med et ryk kan komme til at overtage det hele, thi vi har ingensomhelst garanti for, at et herskende flertal ville misbruge den frygtelige økonomiske magt, den derved fik i hænde, i mindre grad end trusternes nuværende ledere gør. At flytte magt fra et mindretal til et flertal er i og for sig intet retsfremskridt; det er endda på forhånd givet, at muligheden for komplet undertrykkelse ville blive langt større end nu, hvis både al økonomisk og al politisk magt samledes i eet brændpunkt. Vi har aldeles ingen garanti for individuel frihed eller individuelle rettigheder hos en retning, der ikke engang teoretisk respekterer disse begreber, ja end ikke har bestræbt sig for at formulere dem.
     Overhovedet kan retsstaten, hvor det ikke drejer sig om nødvendige monopoler, hverken helt eller delvis optræde som arbejdsherre. Delvis kan den ikke gøre det, fordi den da optræder som konkurrent overfor sine egne borgere, og fordi dens konkurrence nødvendigvis, på grund af alle de hjælpekilder, der står til dens rådighed, må blive ubillig. Hvis statsmagten helt overtog alle virksomheder, ville denne konkurrence naturligvis bortfalde, men statsmagten ville da være ude af stand til at afgøre den retfærdige løn, dvs. den, der svarer til produktets kvantitet og kvalitet. Denne kan ikke fastsættes ved et magtsprog fra oven, den bestemmes udelukkende ved tilbud og efterspørgsel på det frie marked –vel at mærke det fuldstændig frie marked; ikke det, vi har nu. Men når markedet er sat ud af spillet, er målestokken, den eneste objektivt gyldige der findes, forsvundet med det samme.
     Nej, fremgangsmåden mod trusterne må være at tage grunden væk under fødderne på dem, i ordets bogstaveligste forstand. Hvad bliver der tilbage af petroleumstrusternes, ståltrusternes uhyre og fordærvelige magt, i det øjeblik lovene gør deres pligt og håndhæver alles lige ret til de miner, de naturgoder, som de har beslaglagt? Også toldbeskyttelsen har haft sin betydning for trusterne ved at modvirke tilsvarende udenlandske produkters konkurrence, men dog kun underordnet; i al fald er den nu så underordnet, at Rockefeller har erklæret, at på det nuværende trin kan man for ham godt fjerne beskyttelsestolden; ejendomsprivilegiet er beskyttelse nok.
     Trusterne kan altså ikke betragtes som kulminationen af en normal industriel udvikling, som man blot skal lade løbe linen ud; tværtimod er deres årsag, den lovbeskyttede monopolisme, den væsentligste hindring for en normal industriel udfoldelse gennem dens udelukkelse af konkurrencen. Og har man set, at ondet alene bunder i tåbelige menneskelige foranstaltninger, uretfærdige love, ved man også midlet derimod. Konkurrence har ingen naturlig tendens til at ophæve sig selv; dette vil kun kunne ske, når menneskene skyder til ved hjælp af monopoler.
     Statens forhold til aktieselskaber leder ind på en almindelig betragtning af foreningsretten.
     At slutte sig sammen med andre for at varetage fælles interesser er en af menneskets ukrænkelige rettigheder. I retsstaten, hvor de fleste af den nuværende stats funktioner henvises til privat initiativ, kommer foreningsvirksomhed i stort omfang til at erstatte offentlig virksomhed, og det er derfor af særlig vigtighed, at der hersker klare forestillinger om foreningsrettens område og begrænsning.
     Det vigtigste spørgsmål her er, hvorledes den enkeltes ansvar må opfattes, når han går ind i en forening. Meget ofte træffer man den opfattelse, at man ved kun at være delagtig i en handling kun bliver delvis ansvarlig. Men denne opfattelse stammer fra praktiske juridiske afgørelser; den lader sig ikke begrunde retsmoralsk. Thi den, der deltager i en handling, vælger for sit vedkommende hele handlingen, ikke en del af den. Og lige så lidt som handlingsresultatet lod sig dele (f.eks. Cæsars mord), så lidt kan den enkelte deltager hævde, at ikke hele skylden falder på ham – selv om den tillige falder på andre. Selv om jurister kan fordele et alimentationsbidrag på flere fædre, må hver enkelt »deltager« i foretagendet føle sig fuldt moralsk ansvarlig (hvad han næppe kan undgå, hvis de andre f.eks. forsvinder). Dette, forsåvidt forholdet til de andre angår. Men man kan heller ikke som part i en fælleshandling stykke sit eget moralske væsen ud i flere parter, skabe selvstændige smådele af sig selv og skyde dem frem foran sig som alene ansvarlige. Dette strider imod al ansvarligheds væsen; ansvar viser altid tilbage til et helt individs fulde valgfrihed. Og endnu mindre kan man gøre døde ting, økonomiske værdier, sammensparede kapitalindskud, til selvstændige centra for ansvarligheden, selv om lovene nok så meget forsøger at puste liv i dem og kalde dem »juridiske personer«. Slige indbildninger godkender moralen ikke, og en retsstat bør ikke lege med mekaniske dukker.
     Hvis A., B. og C. danner et komplot om at overfalde D., og hver indskyder en sum i dette øjemed (tegner en aktie deri, kunne man sige), ville man da finde det i sin orden – hvis ansvar gjordes gældende – at deltagerne pegede på den indskudte kapital; også hvis »driftsomkostningerne« havde slugt den? Nej, vistnok ikke. Men man finder det glat væk i sin orden, at et aktieselskab forpligter sig overfor tredjemand, går fallit, ruinerer vedkommende, og deltagerne dækker sig lunt bag deres aktier. Retsmoralsk set er dog disse forhold ganske ensartede; i begge tilfælde drejer det sig om skyld og retmæssig erstatning*).
     *) I de fleste lande advares borgerne mod aktionærernes begrænsede ansvar derved, at der består registreringspligt for aktieselskaber, der sikrer offentlighed om disses økonomiske ansvarsforhold. Da borgerne frit kan bestemme, om de vil kontrahere med et aktieselskab og derved pådrage sig en særlig økonomisk risiko, kan det diskuteres, om aktieselskabsformen – offentlig registreringspligt forudsat – er stridende mod retsmoralen, jfr. at det ikke er stridende mod retsmoralen, at to kontrahenter indgår en individuel aftale, hvor den ene eller begge parter forbeholder sig begrænset erstatningsansvar. (U. a.)
     Der er ingen tvivl om, at man er på afveje, når »foreningsretten« skal bruges til at forflygtige ansvaret for menneskelige handlinger. Enhver art af private sammenslutninger må i en retsstat tåle ialfald følgende begrænsninger: 1) Der må ikke udfoldes bestræbelser gående ud på at krænke nogen enkeltmands retmæssige interesser, eller på voldeligt at omstyrte de offentlige institutioner, der gennemfører retsprincipperne. 2) Deltagerne i enhver forening er alle som en fuldtud personlig ansvarlige for de af foreningens handlinger, der berører tredjemands interesser. 3) Foreninger må sålidt som enkeltmænd begunstiges på nogen som helst måde af det offentlige.
     1) Med hensyn til det første punkt er det vigtigt at fastslå, at der ikke må udøves tvang af nogen art for at bevæge udenforstående til at indtræde, eller til at rette sig efter foreningens anvisninger. Overhovedet bør tilslutningen til en forening opfattes som et frit kontraktforhold mellem to parter, og de almindelige bestemmelser for aftaleforhold bør være de gældende som norm for foreninger.
     Medens strejkeretten er anerkendt i alle civiliserede lande og bør være det, har spørgsmålet om strejkevagter været en del omtvistet.
     Der er jo ingen tvivl om, at forholdsreglen kan være en særdeles betydelig forulempelse for udenfor foreningen stående folk. At den såkaldte »ledsagelse« er ganske ensbetydende med forulempelse og trussel overfor arbejdssøgende, ville det være skabagtigt at nægte; det samme gælder den såkaldte »fredelige overtalelse« fra strejkevagters side. I Amerika er endog selve opstillingen af strejkevagter ulovlig, selv om de ikke udviser truende adfærd. Derimod gik i 1906 Trade Disputes act i England med til at tillade strejkevagter ikke blot at meddele og modtage faktiske oplysninger, men også overtale andre til at slutte sig til boykotten.
     For offentlig ansatte funktionærer eksisterer naturligvis ingen »strejkeret«. Staten forpligter sig til at give dem løn, ofte stigende, pension for dem selv eller deres enker. De er »fast« ansatte, kan ikke afskediges uden graverende fejl. Kun staten er bundet, manden er fri. Skal han nu have ret til sammen med sine fæller at bruge magt overfor staten, standse hele virksomheden, indtil hele kontraktgrundlaget er ændret efter hans ønske? Spillet er ulige, thi staten kan ikke bryde sine forpligtelser, ikke etablere lockout. Lovgivningen bør udtrykkelig fastslå, at magtudfoldelse ved hjælp af arbejdsstandsning ikke kan tillades i forholdet til statsmagten eller sådanne offentlige samfundsfunktioner, der drives i kraft af et offentligt monopol og med forpligtelse til at virke uden afbrydelse, hvor lockout altså er udelukket*).
     *) Smlgn. Poul Andersen: Dansk forvaltningsret (Gyldendal 1946) 5. 204 ff.
     Et andet spørgsmål er forholdet mellem selve de kontraherende parter, og navnlig om der findes visse aftaler, som må stemples som ugyldige på grund af særlige egenskaber ved det, man er gået ind på. At kontraktfriheden bør gælde i fuldest mulige mål, er en almen anerkendt grundsætning; men nærmere eftertanke vil dog vise det betænkelige i at lade den ganske ubegrænset. Ville en kontrakt, der gik ud på slavekår, være gyldig? Burde Shylocks krav på sit »skålpund kød« finde medhold ved nogen domstol? Vil en religiøs orden kunne søge statens bistand til at holde en nonne indespærret for livstid, fordi hun frivillig var gået ind derpå osv.?
     For det første kan retsordenen naturligvis ikke forsvare sådanne aftaler, der ville stride mod andres forudgående rettigheder. Men desuden må det anerkendes, at der gives visse absolut uafhændelige rettigheder. Vi kan vist kortest betegne forholdet således, at en fordringshaver kun kan få retsbeskyttelse for krav, der lader visse individuelle livsværdier uberørte. Retsbeskyttelsen beskæftiger sig kun med krav på menneskelige ydelser eller deres værdivederlag; den omfatter kun fordelingen af værdier (begrænsede ydelser eller genstande af social værdi) mellem ejere; dermed handler den i alles interesse; men for retsordenen er alle mennesker mulige ejere, den kan ikke indlade sig på at ophæve nogen persons egenskab som ejer til fordel for nogen anden, thi den anser personen og hvad der udgør selve personligheden for en værdi af en så særegen art, at den ikke kan sammenstilles med noget andet, altså heller ikke indgå i nogen vederlagsberegning eller kontrakt. Den kan altså ikke anerkende kontrakter, der ophæver et menneskes frihed, hans legemes ukrænkelighed eller hans ære. Det højeste en kreditor kan gøre fordring på, hvis et lovet unikum ikke kan tilvejebringes, er så megen materiel erstatning, som individet er i stand til at tilvejebringe uden afhændelse af sine væsentlige egenskaber som retssubjekt. I praksis kan et skøn over personens ydeevne ikke undværes.
     Med hensyn til arbejdsydelser må man fastslå, at ingen kan binde sin hele arbejdskraft i det uendelige på anden måde, end at han i al fald må kunne frigøre sig ved økonomisk vederlag. Det skal ikke formenes nogen at slutte kontrakter, der må medføre tab af personlig frihed eller andre personlige værdier, men genparten må vide, at det ikke vil nytte noget at komme til staten og kræve dem opfyldte. Og det bør være strafbart at hindre nogen i at påkalde domstolenes hjælp, hvis slige aftaler søges gennemført ved tvang. På lignende måde må man betragte religiøse ordeners selvindskrænkninger i friheden. Staten må kontrollere, at løfteaflæggeren stadig har adgang til at træde ud, og den kan ikke yde nogen orden retsværn for kontrakter af denne art, medens den selvfølgelig må respektere et afhængighedsforhold, der opretholdes ganske frivillig.
     Af det foregående vil fremgå, at forsøg på tvang overfor medlemmerne i en forening kun i ringe grad vil kunne nyde retslig beskyttelse; især vil det da dreje sig om foreningsforpligtelser af økonomisk art. Andre krav kan som regel ikke gøre regning på offentlig støtte, selv om de ikke rentud går ud på retsstridig tvang eller overgreb. Hvorvidt statens hjælp kan kræves til at gennemføre private foreningers straffebestemmelser overfor den enkelte, der overtræder en forenings vedtægt, er mere end tvivlsomt, navnlig når indtrædelsen i disse foreninger er mere eller mindre tvungen. Man kan ikke indrømme en forenings højeste myndighed (f.eks. generalforsamlingen) ret til ubetinget at bestemme over det enkelte medlems forpligtelser. Den bør således ikke uden videre kunne forrykke hele det kontraktlige grundlag, der forelå ved indmeldelsen, f.eks. ikke forrykke det indbyrdes retsforhold mellem medlemmerne til skade for enkelte af disse eller udvide medlemmernes økonomiske ansvar for foreningens gæld udover det, de enkelte gik ind på, da de tiltrådte foreningen, ejheller forandre bestemmelserne om medlemmernes andelsret i foreningens formue og overskud eller beskære den ved udtrædelser. Det er derfor nødvendigt, at foreninger nøje formulerer deres formål og virksomhed, således at domstolene kan have holdepunkter for eventuelt at beskytte de enkelte medlemmer.
     2) Grundlaget for al social tillid er det personlige ansvar. I nyere tid er der imidlertid opstået virksomheder, hvor det personlige ansvar forflygtiges; det mest iøjnefaldende eksempel er aktieselskabet, hvor man ikke hæfter med hele sin formue, men kun med de enkelte indskud i aktier, man gør. Dette er som sagt et moderne fænomen; oprindelig fandtes ingen angivelse af, at medlemmerne ikke hæftede udover indskuddets beløb.
     »Denne udvikling, hedder det (hos Vinding Kruse: »Aktieselskaber etc.«) som i de sidste 50 år har været overordentlig stor, rummer ved sin forflygtigelse af det personlige ansvar en stor fare.« Denne forfatter bruger endog udtrykket »at det personlige ansvar er ophævet«*).
     *) Vinding Kruse synes dog senere at have frafaldet sin betænkelighed. Se fremstillingen i Ejendomsretten (Arn. Busck 1929) s. 337 og 370 f.
     Fortræffelige præmisser, men desværre uden nogen logisk slutning. Når man er klar over, at man har mistet en af grundpillerne i det gamle økonomiske samfund, nemlig det personlige ansvar, og at al misbrugen netop knytter sig til den fuldstændige opløsning deraf, er det et slag i luften at lave aktieselskabslove, der lader selve ondet urørt.
     Det gælder om at se til bunds i dette spørgsmål og få øje for, at begrænsningen af medlemmernes ansvarlighed ved at indtræde i et selskab er et kunstigt, lovbeskyttet privilegium, der virker ved at lade tredjemands rettigheder i stikken. Den belgiske forfatter Lambert, der har belyst dette problem skarpere end nogen anden, siger med rette, at idet lovene anerkender slige uansvarlige »Juridiske personer«, udgør de en fare for hele det sociale livs moral.
     Den germanske ret kendte oprindelig ikke begrebet »juridisk person«. Også ved sammenslutninger var det altid de enkelte personer, der var ejere og fuldt ud forpligtede for selskabets gæld. Endnu i nyere tid gives der lande, f.eks. England, hvor retsudviklingen kun modstræbende anerkender, at der kan dannes sammenslutninger, hvis gæld og ejendom er forskellig fra de enkelte medlemmers.
     At de anonyme selskaber medfører mange sociale ulemper, er ganske indlysende; man udviser langt større letsindighed, langt større spekulationslyst og eventyrlyst, end hvis man selv skal indestå med hele sin formue; man er i alle retninger mindre skrupuløs, når ansvar og risiko skjules. Endvidere benytter kapitalen sig naturligvis af dette privilegium, hvad der er unfair konkurrence med støtte af lovgivningen. At anonymitet er et privilegium modbevises ikke af, at »det står til alles rådighed«. Det gør det selvfølgelig ikke, ligesålidt som jordmonopolet, thi penge skal man i begge tilfælde have.
     Hvad gældsansvaret angår er der i vore foreninger (kooperative selskaber f.eks. andelsselskaber) stort uføre. Der er ordninger lige fra et ubetinget solidarisk gældsansvar til fuldstændig udelukkelse af personligt ansvar. Desværre har højesteret fastslået, at man ikke kan kræve solidarisk ansvar af andelsforeningsmedlemmer.
     Man må vende tilbage til det standpunkt, at friheden til at danne selskaber kun er forenelig med det solidariske ansvar; dermed vil tillige en del af snylteriet på det egentlige arbejde forsvinde; kapitalisten ville da anvende sin kapital i foretagender, som han selv personlig kunne følge, og som han var så vidt interesseret i, at han var villig til at deltage fuldtud i ansvaret; han ville ikke som nu have med foretagender at gøre, som han ikke kan kontrollere, thi da ville risikoen blive for stor. Aktieselskaberne bør derfor omdannes til interessentskaber, hvor alle deltagerne med hele deres formue hæfter for de ved denne virksomhed pådragne forpligtelser. Og hæftelsen bør være solidarisk. Der anerkendes her ingen fra medlemmerne forskellig »juridisk person«*).
     *) I dansk aktieselskabsret gælder solidarisk ansvar for aktionærerne, men ansvaret er begrænset til deres aktieindskud og er altså ikke personligt, dog at det både er solidarisk og personligt, hvis selskabet ikke er registreret og således ikke bragt til offentlighedens kundskab gennem aktieselskabsregistret.
     Hovedsynspunktet i denne sag er imidlertid, at den privilegerede uansvarlighed indeholder en åbenlys uret udadtil. For nogle år siden udsendte en stor københavnsk bank falske oplysninger for at skaffe sig kredit, altså et oplagt bedrageri. Men da banken gik fallit, kom aktionærerne ikke til at hæfte for disse bedragerier. Ganske vist blev direktøren straffet – men erstatningskravet? Ved en almisse fra statens side blev sparerne hjulpet, medens det naturligvis burde have været aktiehaverne, der overtog det fulde ansvar og dækkede skaden.
     Man ser altså, at også for sine organers retsbrud er aktieselskabets ansvar begrænset til selskabsformuen.
     3) Der gives også andre, mere direkte, begunstigelser af foreninger af en sådan art, at de burde være utænkelige i et retsordnet samfund. I den sociale lovgivning fra de senere år gives der på forskellig måde fortrinsret til visse bestemte foreninger, »der i overvejende grad repræsenterer landets organiserede arbejdsgivere og arbejdere«. At dette i samme grad er uret imod de udenfor organisationen stående individer, er indlysende. Foreninger af en vis størrelse, og som består af ubemidlede lønarbejdere, nyder store statsprivilegier og økonomiske tilskud. Her er noget, som man ikke uden føje har kaldt »de organiserede arbejderes forret«. Staten, som burde holde sig neutral i forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver, tager her direkte parti for den ene side og bidrager derved mægtigt til at forrykke den naturlige balance mellem tilbud og efterspørgsel og vanskeliggør en naturlig lønsættelse.
     Når vil arbejderne lære at indse, at alle den slags uretfærdige gaver fra oven kun skal tjene til at dække over en ond samvittighed? Men ville det ikke være bedre at kræve sin ret end at tiltrygle sig en uret?
     Til en gennemført retsbeskyttelse hører også at forsvare ejendomsretten til åndelige produkter*). Den, der har malet et maleri eller formet et skulpturarbejde, må utvivlsomt have ejendomsretten til disse selvskabte produkter ubeskåret, deri indbefattet retten til at omsætte dem (overdrage ejendomsretten til andre). En særlig vanskelighed opstår, når det nyskabte produkt ikke er et individuelt unikum, men kan reproduceres og mangfoldiggøres såvel af kunstneren selv som af andre, uden at værdien af reproduktionerne er væsentlig forskellig fra det først frembragte produkt (bøger f.eks.). Her kan ejendomsretten til produktet åbenbart kun tilsikres dets skaber, ved at kopierings- eller reproduktionsretten sikres ham; thi hver eneste kopi indeholder noget af det åndelige arbejde, som skabte produktets værdi, og den, der uden at give vederlag derfor kunne udbrede og sælge kopier og reproduktioner, ville tilegne sig vederlag for åndelige værdier, en anden havde frembragt; det vil næppe være muligt at garantere, at vederlaget for slige åndelige arbejder kommer i de rette hænder uden ved at tilstå ophavsmanden eneret til reproduktionerne, en rettighed, han naturligvis må have frihed til at overdrage.
     *) Om ejendomsret til kunstværker se Torben Lund: Billedkunsten i retlig belysning. Gad 1944.
     Man har herimod gjort gældende, at når et åndeligt produkt har levet en vis tid og har vundet stor udbredelse, bliver det på en vis måde hele nationens ejendom, således at det vil være umuligt at opretholde særeje og eneret. Men det er ikke sagt, at en åndelig værdi, fordi den er blevet en del af et menneskes bevidsthedsindhold, derfor bliver hans ejendom, som han kan forføje med efter forgodtbefindende. En hemmelighed f.eks., der betros mig under tavshedsløfte, er en del af mit bevidsthedsindhold, men jeg har ikke derfor lov til at behandle den som ejendom, altså gøre med den hvad jeg vil; den er snarere som et lån, hvortil der knytter sig bestemte betingelser. På samme måde kan jeg optage en bogs indhold i mig, uden at dette derfor bliver min ejendom, så at jeg f.eks. skulle have lov til at plagiere den og give den ud for et værk af mig eller reproducere den og lave forretning med den. Selv om almene sandheder, der forkyndes i skrift eller tale, må betragtes som fælleseje, kan dette ikke uden videre overføres til individuelle udformninger som kunstværker o.lign.
     Heller ikke på dette område er der nogen anden retmæssig ordning end den fuldstændig frie kontrakt. Bestemmelsen om, at forfatterretten f.eks. skal ophøre 50 år eller lign. efter forfatterens død, er indskrænkninger heri, thi de hindrer en forfatter i at slutte en overenskomst med sin forlægger ganske efter sit hoved. Der er adskillige arbejder, hvorom en forfatter må kunne skønne, at der netop i de første 50 år kun vil sælges et forholdsvis ringe antal. Skal hans kontrakt nu begrænses af en bestemt tidsfrist, går han åbenbart glip af sit retmæssige udbytte; måske kan det trøste ham, at det heller ikke kommer nogen anden enkeltmand til gode – men retfærdigt er det ikke. Og selv om fuld kontraktfrihed nu og da ville kunne føre til en uforholdsmæssig profit for enkelte forlæggere – ubillig ville den i al fald ikke være, da risikoen ville være gensidig; det ville derfor næppe i det lange løb skade forfatteren, at forlæggerne en enkelt gang fik fordelen lidt rigelig på deres side. Man bør her som ellers have tillid til, at den frie kontraktret bliver forstandig udnyttet af begge parter. Hvis en eller anden forfatter skulle have særlig interesse af, at forlagsretten blev frigivet efter et vist åremål (f.eks. af ideelle grunde), ville den fri kontraktret jo også tillade denne ordning.
     Hvad tekniske opfindelser angår, er forholdet noget anderledes. Thi disse er ikke i den grad som kunstneriske produktioner individuelt bestemte, og chancen for, at opfindelsen kan gøres påny, uden kendskab til den oprindelige, er uendeligt større. At gøre patentretten ubegrænset ville derfor sikkert være et ligeså stort misgreb, som hvis man ved nægtelse af fortrinsret ville umuliggøre en opfinder at høste nogetsomhelst udbytte af sin åndelige virksomhed. De fleste patentlove har valgt at navigere midt imellem disse to hensyn og meddele retten til patent for et vist, ret begrænset, åremål.
     Endnu bedre ville det formentlig være at indskrænke patentrettigheden til at sikre opfinderen en bestemt procent af den patenterede artikels salgspris i en vis årrække.
     En stat, der vil sætte alt ind på at beskytte retmæssig ejendom, må nødvendigvis skænke skyldnerforholdene stor opmærksomhed. Den vil ikke kunne nøjes med den slaphed, der nu udvises overfor gældsforhold og den ringe beskyttelse, der ydes kreditorer. Overhovedet er opfyldelsen af kontrakter noget, retsstaten må sætte alt ind på at kontrollere. Ganske vist hører man ofte den mening fremsat, at kontrakter alene bør hvile på hædersord. Men vil det da ikke have en lignende moralsk indflydelse, om man i stedet for at straffe tyveri, vold og mord, overlod det til fælles æresfølelse at afholde sig fra den slags ting?*) Sagen er, at man her indfører en urimelig kvalitetsforskel mellem de to arter uret, der beror på løftebrud og på overgreb. Men den moralske forskel mellem at stjæle en færdig frakke fra en skrædderbutik eller at undslå sig for at betale en frakke, man har bestilt, er for nær ved nul til at begrunde statsindblanding i det ene og ikke i det andet tilfælde.
     *) R. K. Wilson: The Province of the State. London 1911.
     Det er let nok at sige, at skrædderen ikke skulle have givet kredit, og at erfaringen er den bedste læremester; men hvorfor skal de tillidsfulde nyde mindre retsbeskyttelse i forhold til de snedige og mistænksomme end de svage i forhold til de brutale. Det hedder nok, at en skyldner ad rettens vej kan tvinges til at opfylde sin forpligtelse, men reelt svigter apparatet i altfor mange tilfælde. De forholdsregler, der kan tages, munder ud i at begære skyldnerens bo taget under konkursbehandling eller – hvis han ifølge dom eller forlig skylder at udføre en bestemt handling – at forlange ham hensat i gældsfængsel. Men begge disse udveje er for kreditor til liden både, ifald debitors bo intet af værdi indeholder. Sundere forhold ville det være, om kreditor efter forgæves at have prøvet andre udveje, blev sat i stand til at få debitor dømt til at afbetale gælden af sin arbejdsløn (under det offentliges kontrol), eller – om fornødent – ved tvangsarbejde. En virksom retsbeskyttelse her ville bidrage til at modvirke den slaphed, der for tiden hersker i den moralske opfattelse af gældsforpligtelser.