Retsstaten

 14. DET YDRE RETSVÆRN      Hvis det blot gjaldt om at skildre tilstandene i en fuldt udviklet retsstat, omgivet af lutter retsstater, ville omtalen af de internationale forhold ikke kræve megen plads. Thi landegrænserne ville da miste størstedelen af deres betydning; de ville ikke som nu lægge hindringer i vejen for fri samfærdsel eller udveksling af varer, og intet folk behøvede længselsfuldt at ønske grænserne flyttet af hensyn til bevarelsen af sprog eller nationale sædvaner. Intet menneske ville føle sig retløs, selv om han tog ophold i en fremmed stat. Begrebet verdensborger ville imidlertid ikke blot betyde delagtighed i visse ideelle fællesgoder; kravet om alle menneskers ligeandel i naturgoderne kan naturligvis ikke opfyldes ved en national jordskyld alene. Petroleumskilderne på denne planet tilhører ikke amerikanere og russere alene, men alle nationer. Kullene i Englands og Tysklands skød er hele menneskehedens ejendom. Selv om tankens fulde gennemførelse ligger langt ude, må der peges på den; først en international udligning af grundværdierne giver den endelige løsning, thi ligeså lidt som retsmoralen anerkender personlige monopoler, anerkender den de nationale. På dette kulturtrin vil der næppe kunne tænkes grænsestridigheder, fordi ethvert motiv dertil er bortfaldet, og fordi den internationale ordensmagt vil være i stand til ved sin blotte tilværelse at hindre ethvert forsøg på selvtægt. Landegrænser vil da blot betegne områder for lokalt selvstyre og for sådanne lokale eller nationale interesser, som lader sig forene med den almindelige retstilstand.
     De nævnte antydninger gælder altså forhold, hvor alle de store vanskeligheder på det udenrigspolitiske område er løst.
     Men en social-etisk undersøgelse som denne tør ikke se bort fra det overgangsstadium, på hvilket staterne for tiden befinder sig, og som ikke tegner til at blive kortvarigt. Der må advares imod at forveksle ønsker med kendsgerninger. Spørgsmålet må da blive: hvorledes skal ledende politikere stille sig til de internationale problemer under deres bestræbelser for at omdanne den stat, de virker i, til en retsstat – omgivet, som den må forudsættes at være, af lutter magtstater?
     Det er givet, at man vil tilstræbe overenskomster i videst mulige omfang med andre stater om alle de spørgsmål, hvorom strid kan opstå. Da alle vigtige økonomiske interesser i retsstaten er af privat art, vil gensidig fredelig ordning kunne ske ved handelstraktater, bygget på gensidig velvilje og interesse som overalt mellem forstandige købmænd. Det vil i retsstaten ikke være så let at få disse interesser pustet op til politiske mellemværender med påkaldelse af statsmagtens indgriben. Retsstaten vil derimod begunstige al international forbindelse, betrygge udlændinges retsstilling, arbejde på internationalisering af lovene osv.
     Men først og fremmest må der gøres forsøg på at skabe en ynkelig folkeret, thi overenskomster alene udgør ikke en retsordning. Man har hidtil bygget på en farlig indbildning, når man troede, at den såkaldte folkeret betød en sådan.
     Folkeretten, siger F. v. Liszt, er indbegrebet af de retsregler, hvorved rettigheder og pligter imellem de til det internationale statsfællesskab (folkenes fællesskab) hørende stater bestemmes indbyrdes.
     Det lyder meget smukt, men nu er forholdet det, at der aldeles intet sådant statsfællesskab gives. I alt fald gives der intet fællesskab af den karakter, at de indbyrdes regler kan få præget af retsregler, hvis der da dermed skal forstås noget, der svarer til den positive ret (dvs. de borgerlige love), og der ikke simpelthen menes moralsk ret.
     Dette indses meget hurtigt ved at betragte dette »fællesskab« nøjere. Det hviler, siger v. Liszt, på fællesskab i kultur og interesser og på samkvem med ligeberettigelse som grundlag. På dette interessefællesskab grunder sig den overbevisning, at staternes forhold til hverandre skal ordnes ved forbindende regler. Disse regler danner folkeretten. Og ganske korrekt fremstiller forfatteren forholdet, når han fremhæver, at det er selvbinding, beroende på gensidig anerkendelse af hvert enkelt subjekts (her: stats) magtområde.
     Bedre er det sikkert umuligt at beskrive grundlaget for rent moralske overenskomster, men der er endnu ikke heri den mindste antydning af noget, der minder om landenes positive (borgerlige) lovgivning. Tværtimod er selvbinding et begreb, der er positiv lov og ret så fremmed som mulig.
     Fællesskabet hviler ikke på det suveræne princip; der anerkendes ingen enkelt herskervilje.
     Der findes heller ingen særlige organer for retshævdelse eller forvaltningsorganer. Efter nogles mening kunne voldgiftsdomstolen i Haag, priseretten og lignende institutioner opfattes som en slags tilløb dertil, men ingen vover at påstå, at deres myndighed havde en lignende ubetinget karakter som den positive rets (dvs. den borgerlige lovs) håndhævelse.
     Endnu er krigen det sidste argument – eventuelt med påfølgende blodhævn – ligesom på et vist stadium i den nationale rets historie. Og ved indtræffende overgreb kan ligesom dér tredje mand i reglen kun mægle, men hverken dømme eller beslutte.
     Hvis, som det synes, v. Liszt og hans tilhængere lader hele problemet tilspidse sig i følgende spørgsmål: Hvem ville bestride, at folkefællesskabet har kraft til at tvinge et genstridigt medlem til opfyldelse af sin retspligt? – så synes folkerettens stilling som »ret« at være ganske fortvivlet, thi hvor er den, der med erfaringerne fra verdenskrigen for øje tør hævde, at der gaves noget folkeretsfællesskab med magt til at tvinge de daværende overmåde »genstridige« medlemmer.
     Men spørgsmålet er jo ikke dette, om der i øjeblikket eller i ethvert andet givet tidspunkt findes tilstrækkelig magt hos centralledelsen, thi en revolution eller opstand i et land betyder ikke, at der ikke har hersket retstilstande i dette land. Det afgørende er, om der nogensinde har eksisteret en organisation med dette udtrykkelige formål for øje og udrustet med den dertil fornødne myndighed og magt. Og dette må besvares afgjort benægtende.
     Betragter man folkerettens kilder, får man ganske det samme billede af forholdet.
     Først og fremmest hviler den på sædvaneret. Hertil kræves blot, at en regel må være fulgt tilstrækkelig længe og almindeligt. (Det vil sige af flertallet af dem, der har lejlighed til at følge den).
     Men som ovenfor sagt har en sædvaneregel ikke i »folkeretten« den samme betydning som indenfor den enkelte stats retsliv, thi her kan den tid til anden bekræftes og fastslås af en centralmyndighed, der også er i stand til at skaffe den ubetinget agtelse og håndhæve den. Sædvaneretten imellem nationerne svæver derimod så temmelig i luften, og det synes, som om de enkelte stater forbeholder sig ret frie hænder overfor dens bestemmelser.
     En anden folkeretskilde er de overenskomster, der sluttes imellem forskellige stater på kongresser og konferencer, desuden voldgiftsdomstolenes afgørelser o. lign. Alle disse bestemmelser er i virkeligheden noget, som i al fald stormagterne står ret frit overfor. Er en regel for generende, nægter man simpelthen at underskrive.
     Den eneste af de ældre forfattere, der klart har gennemskuet det forlorne i den folkeret, der lærtes, var Kant. Han ironiserer over dem, der endnu troskyldig anfører folkeretslærerne, hvem han kalder »bedrøvelige trøstere«, thi deres regler har ikke ringeste lovkraft og kan heller ikke have det, eftersom staterne ikke står under nogen fælles ydre tvang. Det er ganske vist et mærkeligt vidnesbyrd, siger han, om retsideens dybe rødder, at man tyer til disse skrøbelige autoriteter for at forsvare sine handlinger i krig og fred, men på den anden side gives der intet tilfælde, hvor en stat har opgivet sit krigerske forehavende, fordi den følte sig bevæget af bevisgrunde, der var væbnede med så vigtige mænds vidnesbyrd.
     Kant ser med sit vanlige skarpblik, at læren om en folkeret, der således som den gængse indbefatter krigen mellem sine afgørelsesmidler, ikke med nogen som helst berettigelse kan kaldes en retslære. Han forlanger derfor af folkeretten, at den skal give anvisning på en virkelig fred, som ikke indeholder spiren til nye krige, altså en evig fred; thi ellers bliver det jo kun en våbenstilstand og vi er fremdeles i naturtilstanden.
     For nærmere at begrunde dette har han skrevet sin ypperlige lille bog »Den evige fred«, et skrift, som skærer tværs igennem alt det nonsens, der er sagt om folkeretten, og som gennemskuer en mængde af de forhold, vi endnu den dag i dag famler rundt i. Der er et par hundrede linier i denne bog, som indeholder mere skarpsindighed og fremsynethed end hvad der iøvrigt er skrevet i tykke bind om folkeretten.
     Han nærer ikke som den franske forfatter Rousseau den indbildning, at menneskene oprindelig levede i en fredelig naturtilstand. Nej, naturtilstanden er snarere en krigens tilstand. Den er vel ikke altid et udbrud af fjendtligheder, men truer dog stadig dermed. Fredstilstanden må altså stiftes. Undladelsen af fjendtligheder er nemlig endnu ingen sikkerhed for fredstilstanden.
     Ydes denne sikkerhed ikke den ene nabo af den anden – hvad kun i en lovordnet tilstand er muligt –, da kan den ene behandle den anden som fjende efter at have æsket denne sikkerhed forgæves. (Ja, det var nok det, vi havde glemt i det 20. århundrede). Alle mennesker, som overhovedet kan have indflydelse på hverandre, må høre ind under en eller anden fælles lovordnet tilstand – hvis der skal være tale om at komme bort fra naturtilstanden.
     Det forholder sig med folkene organiserede i stater på samme måde som med enkelte mennesker. Lever de i naturtilstanden – uafhængige af ydre love –, krænker de hverandre allerede ved at leve side om side. For sin sikkerheds skyld kan og skal ethvert af dem fordre af ethvert andet, at det indtræder med det i en for fatning, der har lighed med den borgerlige, og hvorved ethvert folks ret kan sikres. Dette ville være et folkeforbund, men måtte dog ikke være nogen folkestat. I folkestat ville ligge en modsigelse. Enhver stat forudsætter nemlig et forhold imellem noget overordnet (lovgivende) og underordnet (adlydende, i dette forhold folket). Men mange folk i samme stat ville kun udgøre et eneste folk, hvad der strider imod forudsætningen, da vi her taler om folkenes ret lige overfor hverandre, for så vidt de skal udgøre mange forskellige stater og ikke sammensmelte i en eneste stat.
     Vel er den menneskelige naturs ondartethed, siger Kant, blevet meget tilsløret ved tvang af regeringen i den borgerlig lovordnede tilstand, men i folkenes fri forhold indbyrdes viser den sig utilsløret; og når man betragter den således, må man virkelig undre sig over, at ordet ret endnu ikke har kunnet helt forvises fra krigspolitikken som pedantisk eller smålig indskrænket, og at endnu ingen stat har dristet sig til offentlig at erklære sig for denne mening. Til retfærdiggørelse af e~ krigsangreb anføres nemlig endnu troskyldig Hugo Grotius, Pufendorf, Vattel og flere andre bedrøvelige trøstere, endskønt deres filosofisk og diplomatisk affattede codex eller lovbog ikke har ringeste lovkraft og heller ikke kan have det, eftersom staterne som sådanne ikke står under nogen fælles ydre tvang.
     Således yder enhver stat – i ord i det mindste – retsbegrebet sin hyldest. Og det beviser, at der hos mennesket findes et endnu større – skønt hidtil slumrende – anlæg til engang at blive herre over det onde grundvæsen (hvorfra han dog ikke kan skilles) og til at nære det samme håb om andre. Ellers ville ordet ret aldrig blive taget i munden af stater, som fører krig imod hinanden. Det skulle da være for at drive spot med det, ligesom hin galliske fyrste, der erklærede: »det var et fortrin, som naturen havde givet den stærke fremfor den svage, at denne skulle adlyde hin.«
     Nu kan den måde, hvorpå stater forfølger deres ret, aldrig – som ved en ydre domstol – være proces eller rettergang, men ikkun krig. Ved krigen og dens heldige udgang, sejrcn, afgøres retten imidlertid ikke. Og ved freden (overenskomsten) gøres der kun ende på vedkommende krig, men ikke på krigstilstanden. Til en ny krig findes altid påskud. Dog kan man ikke heller ligefrem erklære denne for uretfærdig, eftersom i denne tilstand enhver er dommer i sin egen sag. Imidlertid har fornuften, fra den højeste moralsk lovgivende myndigheds trone, ubetinget fordømt krigens rettergang og derimod gjort fredstilstanden til umiddelbar pligt. Men denne kan ikke stiftes eller sikres uden en overenskomst imellem folkene indbyrdes. Der må altså skabes et forbund af særlig art, hvilket man kan kalde fredsforbundet; deri adskiller det sig fra fredstraktaten, at denne kun ender een krig, medens fredsforbundet søger at gøre en ende på alle krige for altid. Dette forbund tilsigter ingen erhvervelse af nogen som helst magt fra en anden stat, men ene og alene hævdelsen og sikringen af en stats frihed, til fordel både for sig selv og for de øvrige forbundne stater.
     I begrebet folkeretten som en ret til krig er egentlig aldeles ingen mening. Thi det ville være en ret, som bestemmes ikke af almengyldige ydre love, hvorved enhver enkelts frihed begrænses, men derimod af ensidige regler, ifølge hvilke den rå magt skal afgøre hvad der er ret.
     Der gives kun en eneste måde, på hvilken staterne, i deres indbyrdes forhold til hverandre, fornuftigvis kan komme ud af den lovløse tilstand, som er svanger med krig. De må, ligesom de enkelte mennesker, opgive deres vilde, lovløse frihed. De må bekvemme sig til at vedtage offentlige tvangslove. De må således danne en folkenes stat, der visselig altid må vokse og tilsidst omfatte alle jordens folk.
     Om organisationen af dette centralforbund, som skulle muliggøre håndhævelsen af en virkelig folkeret, synes Kant ikke at have været ganske enig med sig selv. Han svinger imellem et forbund mellem stater og en enkelt tættere sammensvejset folkestat. Det fremgår af senere bemærkninger, at han kun vælger den første mulighed af praktiske grunde, fordi han tror, at der foreløbig ikke kan nås videre. Og i princippet er hans mening io klar nok, at en øverste lovgivende myndighed må der til.
     Kant betoner meget stærkt, at det ikke går an at grunde det indbyrdes forhold mellem staterne på nogen nytte moral, dvs. reglen om størst mulig nytte for de flest mulige. Thi i ly af denne kan man begå hvilket som helst overgreb. Retsbegrebet må være det eneste, der leder os. Ganske vist er både menneskekærlighed og agtelse for menneskenes ret vor pligt. Men medens hin kun er en betinget, er denne derimod en ubetinget pligt, en ligefrem bydende pligt, som den, der vil hengive sig til veldædighedens søde følelse, først må være aldeles sikker på ikke at have overtrådt. Med moralen i den første betydning bliver politikken let enig om at give menneskenes ret til pris for deres overmænd. Men med moralen i den anden betydning (som retslære), for hvilken den måtte bøje sine knæ, finder den det rådeligt aldeles ikke at indlade sig; hellere vil den bestride dens virkelighed og bortforklare alle pligter i den henseende, som om det kun drejede sig om velvilje.
     Atter og atter peger Kant på, at det, der må tilstræbes, er at hidføre en virkelig, almindelig retstilstand, som virker efter principper, der kan tåle offentlighedens lys, og som ikke tillader, at der i den udenrigske politik foregår nogetsomhelst, der skjules for folket. Han slutter sit skrift således: »At virkeliggøre en offentlig, en almindelig retstilstand er vel et formål, som kun kan nås gennem en i det uendelige fremskridende tilnærmelse. Men er det nu engang ens pligt at virke derfor, og har man tillige grundet håb om at nå dertil, – så er den evige fred, som følger efter de hidtil falskelig såkaldte fredsslutninger – der egentlig kun er våbenstilstande –, ingen tom ide, men en opgave, som løst lidt efter lidt, altid kommer sit mål nærmere, fordi de tidsrum, hvori lige store fremskridt sker, forhåbentlig altid bliver kortere.«
     Kant havde talt forgæves – i hundrede år derefter vedblev man at tro på folkeretten som på en reel faktor med betryggende myndighed bag sig – indtil man en augustdag i 1914 blev vakt af denne blide men tåbelige drøm; nu var det kendsgerningerne, der hævnede sig.
     Den tyske rigskansler indrømmede, at de tyske tropper bevidst havde begået en handling, der stred mod folkerettens bud, og der fandtes ikke den domstol i verden, der med ringeste udsigt til et resultat kunne pådømme denne handling. Det viste sig grelt, at staternes indbyrdes forhold var den rå naturtilstand, camoufleret af et forræderisk spind af »retssætninger« hentede fra en fantasistat.
     Også herhjemme viste det sig, at en radikal regering måtte lade folkeretten i stikken, da kendsgerningerne meldte sig, idet den i august 1914 på trods af en almindelig anerkendt folkeretlig bestemmelse spærrede for den fri passage gennem vore bælter.
     Intet under, at Kants sandheder nu efter jordskælvet begynder at dukke op igen, og at interessen genvågner for at skabe det folkeforbund, som han skitserede. Man begynder at få øje på det afgørende punkt: at skabe en fredsstiftende myndighed.
     Lige fra krigens begyndelse dæmrer dette ønske, som næppe nogen tidligere krig har bragt så langt frem i bevidsthederne. Overalt hørte man kravet om en virkelig international retsorden. Verdenskrigen blev kaldt »krigen for fredens skyld«. Og der opstod fredsvenner, som til behagelig afveksling fra tidligere ikke blot deklamerede, men virkelig gjorde brug af nogen konstruktiv tænkning. Man begyndte at forstå, at traktater og overenskomster kun beror på løftegiverens gode vilje og evne til at holde ord, og at forligs- og mæglingsråd ikke forslår, men at en eller anden konstitution, en international myndighed med tilstrækkelig magt må oprettes for at skabe og opretholde de mellemfolkelige regler. De enkelte staters suverænitet må ikke sættes på spidsen. Mex1 ikke nok dermed; man må nå til enighed om visse retsprincipper, f.eks. angående nationalitetsproblemets løsning, ja endog om visse grundsætninger for det frie økonomiske samkvem. De mest fremskuende så alt dette. Fra italiensk side forelå et forslag med bestemmelse om alle folks lige adgang til råmateriale og fødemidler. Det lød således: »Fordelingen mellem nationerne af fødemidler og af råstoffer, som er nødvendige for deres industri, skal reguleres således, at der tilsikres hvert land de fornødne betingelser for dets eksistens og arbejde.« Men hvor langt blev skridtet, man tog, da »Folkenes Forbund« skulle føres ud i livet?
     Går man nærmere ind på beskaffenheden af den internationale bygning, der er ved at rejse sig, ser det ud til, at Kant får ret i, at udviklingen foreløbig kun tilsteder et »Staatenbund«, en føderation af stater, hvor hver suveræn stat udgør eneren i systemet. Dette er et naturligt gennemgangsled; videre kommer man først, når den enkelte stat ikke mere betyder det, den har betydet; når statsdyrkelsen går i opløsning, og man overalt indser, at staten er en institution til en vis brug for individerne, og at individerne ikke er til for statens skyld.
     De delegerede i »Folkenes Forbund« er da repræsentanter for de uafhængige statsenheder, derimod ikke direkte for folkene. Staterne står i øjeblikket på så ulige kulturtrin og har så forskellige politiske idealer og regeringsformer, at en nærmere sammensmeltning foreløbig er utænkelig. Men mellem disse forskelligt byggede stater med deres afspærrede interesseområder kan der dog træffes visse aftaler, og deres regeringer kan danne en sammenslutning med det begrænsede formål at våge over disse aftaler og hindre krige sålangt deres magt rækker. Mere end dette er det ikke værd at se i »Nationernes forbund«. Det er en sejrherrernes magtorganisation, dannet som et krigsresultat af fredskonferencens »4 store«. Og forbundspagten skaber myndighed, men uden retsregler; der er retsplejeordning og politimagt, men ikke regler for, hvorledes man skal dømme og handle.
     Dette er en alvorlig mangel, thi i længden kan freden ikke opretholdes, hvis forbundspagten ikke indeholder retsprincipper om den fri udveksling mellem folkene, om de nationale monopoler, om beskyttelse al selvbestemmelsen og af kulturelle ejendommeligheder, om den åbne dørs politik osv. Wilson havde i sit oprindelige udkast søgt at fastslå visse almindelige principper om nogle af disse forhold, men de blev befundet at være for radikale.
     Forudsætningen for forbundets virkefelt er da, at det rummer tilstrækkelig vilje og magt til at underkue en hvilkensomhelst anden magtgruppe. Dernæst, at de interesser, der holder det sammen, til enhver tid er større end de særinteresser, der kunne lokke en eller flere af de forbundne til at forsøge et kup på egne vegne.
     Man må i det hele taget ikke glemme, hvor primitive forholdene var på det internationale område. Den indbyrdes tilstand mellem staterne befandt sig på et trin, der har sit nøjagtige modstykke indenfor den enkelte stats retsudvikling.
     Indenfor den enkelte stats retsudvikling var det et afgørende vendepunkt, da man fra at bilægge stridigheder ved frivillig overenskomst eller mægling gik over til at lade statsmagten (Kongen) afgøre dem ved et magtsprog. Statsmagten er jo en sen dannelse, den fungerede oprindelig kun nu og da i krigstilfælde, og derfra vandt den sin autoritet til også at virke i fredstider og til at påbyde fred, når det passede den. »Det er kongens skyldighed at skaffe fred« hedder det bestandig. Og det er dette stadium, den internationale retsudvikling nu synes at være nået til.
     Skal den internationale udvikling følge de samme linjer som retsudviklingen indenfor den enkelte stat, sker der ingen gennemgribende forandring, før en eller flere stormagter finder det stemmende med deres interesser at påbyde almindelig fred*). På anarki kan der kun gøres ende ved diktatur al en ordensmagt.
     *) I Naturlig Ret (1907) side 346–347 udtales den formodning, at man næppe kommer ud af anarkiet på det internationale område, før en eller flere stormagter er i stand til at påbyde almindelig fred, og da vil disse opkaste sig til selvbestaltede dommere i de mindre staters tvistigheder.
     Trods alle indsigelser var det derfor en rigtig politisk handling af Wilson, da han gennemførte, at udkastet til forbundspagten indføjedes i selve fredsbetingelserne (28. april 1919). Han bandt derved stormagterne til at udføre også denne del af fredstraktaten, medens de endnu var nogenlunde enige. Her måtte intet lufttomt rum findes; ingen anden end verdenskrigens sejrherrer kunne gennemføre forbundstanken, og det måtte ske med det samme. Wilsons indsats her er derfor – alle iøjnefaldende svagheder tiltrods – et genialt greb i rette øjeblik; og til de mange skeptikere er der kun at sige: uden dette var vi igen vendt tilbage til alliance- og ligevægtspolitikken og den væbnede fred. At Amerika slog benene bort under Wilson og svækkede hans indflydelse viser kun, at egoisme og snæversyn endnu er levedygtige. Hvis Amerika isolerer sig fra denne spirende internationale retsorden, betyder det, at vi skal have endnu mindst een verdenskrig, før trangen til fredeligt samliv får bugt med egoistiske rovinteresser.
     Forbundspagtens enkeltheder skal i øvrigt ikke drøftes her. Dens mangler hænger tydelig nok sammen med, at enighed selv om de mest elementære retsbegreber ikke kunne forudsættes. Et virkeligt retsforbund mellem folkene kan selvfølgelig ikke skabes, før folkene har tilegnet sig politisk retssans i nogenlunde ensartet grad. Retssansens udvikling må give sig udslag indenfor de enkelte stater selv, inden samlivet mellem folkene kan blive fuldtud præget deraf. Garantien for fred og gensidig retfærdig behandling kan derfor i øjeblikket være svag nok; her må den enkelte stat gå i spidsen og vise verden sit eksempel. Indtil da kan en mellemstatlig organisation ikke undværes, hvis det, man i første række ønsker, er krigens afskaffelse.
     Angående de enkelte staters tilslutning til dette forbund, da har den vel kun tildels en frivillig karakter. For mindre stater som Danmark vil tilslutningen dog nærmest hvile på den overvejelse, at den forøgede tryghed betyder mere end det nødvendige tab af suverænitet. For en retsstat vil det være afgørende, at denne sammenslutning med alle sine svagheder dog er det første skridt hen imod en international retsorden, som der da er mulighed for, at vedkommende enkeltstat kan gennemtrænge med sine ideer.
     Vigtigt er det for de mindre stater, der har sluttet sig til forbundet, at blive fuldt klare over deres fremtidige stilling i ufredstider. Nogle af dem har haft svært ved at forstå, at et begreb som neutralitet i almindelighed er uforeneligt med forbundstanken*). Denne indebærer, at alle krige, hvor forbundet deltager, er retshåndhævelseshandlinger (selv om forbundet endnu ikke har udviklet et sådant system af retsregler, at forholdet helt kan sidestilles med den enkelte stats straffe). At deltage i et forbund, hvis hensigt er retshåndhævelse og samtidig erklære sig for neutral, er ganske ulogisk. Når man dog skal deltage i boykot og afbrydelse af økonomisk samkvem, kan man ikke siges at være neutral. Selv om småstaterne kun blev tvungne til økonomisk (ikke militær) aktion mod forbundets fjender, kan denne ikke gennemføres uden militære midler; alene de farer, en økonomisk aktion kan medføre, vil begrunde et vist militært beredskab. Ved Danmarks utidige forsøg på at opnå permanent neutralitet blev dette tydelig nok fastslået. Andre uværdige forslag fra Danmarks side gående ud på at slippe så nemt som mulig fra forpligtelserne, f.eks. fra passageretten gennem vedkommende stat for forbundets hære og flåder – hvad også Schweiz søger at undgå – måtte ligeledes afvises som inkonsekvente.
     Et andet spørgsmål, det for småstaterne vigtigste, drejer sig om omfanget af den enkelte stats forpligtelse til at deltage i forbundets væbnede tvangsforanstaltninger eller overhovedet til et vist minimum af rustninger. Der findes på dette punkt adskillig vaghed, som partifanatikerne med held kan benytte sig af. Der er intet sagt om, hvorledes rådet skal fordele den militære byrde; der findes ingen rammer for en sådan militærmagt, ikke engang en international generalstab, og rådet kan kun henstille til staterne med »hvilke militære styrker, hvilke styrker til vands og i luften forbundets medlemmer hver især skal bidrage til de væbnede styrker, der skal anvendes for at beskytte dem, der har underskrevet forbundsoverenskomsten.« Men at de skal deltage, derom kan der foreløbig ingen tvivl være. I art. mo står, at de kontraherende parter skal beskytte alle de i forbundet optagne magter mod angreb udefra; og da det fra dansk side blev foreslået, at de stater, som i delegeretforsamlingen havde stemt mod anvendelse af tvangsforanstaltninger, ikke skulle være forpligtede til at deltage i anvendelsen af militære tvangsmidler, opnåede dette forslag ikke anerkendelse *).
     Forbundspagtens bestemmelse om, at de enkelte stater skal indskrænke deres rustninger til det minimum, der er foreneligt med den nationale sikkerhed og til opfyldelsen af de internationale forpligtelser, kan fuldtud tiltrædes af enhver retsstat. Der loves en plan for denne formindskelse, og at man vil forelægge de forskellige regeringer forslag til overvejelse af, hvilket mål der er passende for vedkommende land. Når planen er antaget af de forskellige stater, må de grænser for rustningerne, der er fastsat deri, ikke overskrides uden rådets samtykke. Men indenfor de grænser, som de lovede planer vil drage, vil den enkelte stat da have fuld frihed til at skønne over, hvad de nævnte to hensyn kræver. Hvorvidt en stat frit kan nedsætte sine rustninger uafhængigt af rådets planer henstår i det uvisse, siger P. Schou**).
     Ligesom den enkelte borger i en retsstat har krav på at beskyttes indadtil i besiddelsen af sin retmæssige ejendom og sine personlige interesser ved det bedst mulige retsvæsen, således er han berettiget til at fordre, at statsmagten yder ham et så stærkt værn mod ydre forulempelser, fra nabofolks side, som forholdene tillader. En retsstat anerkender ikke i princippet nogen Forskel på indenlandske og udenlandske forbrydere. Og borgeren vil, at ret skal hævdes i begge tilfælde; derpå lyder hans »sociale kontrakt« med statsmagten.
     De, der bekender sig til retsmoralen, vil aldrig ud fra den kunne hente motiver til selvopgivelse. Tværtimod. En ret betegner et område, som tilhører individet. Det ville stride stik imod selve ejendomsrettens begreb, dersom man skulle gå ind på det dogme, at det er pligt at overgive sin ejendom, såsnart en nabo begærede den med knippel i hånden. Til ejendomsret hører uløseligt værneret af det ejede område. Og værn må altid indrettes efter angrebets art; en sprogkamp kan føres med åndelige våben, men overfor shrapnells kan man ikke forlide sig på kultur. Domkirken i Rheims måtte segne for Østrigernes mørsere.
     *) At lord Robert Cecil har »udtalt«, at de små nordiske lande »kunne gå ud fra«, at intet medlem af folkeforbundet ville blive tvunget til mod sin vilje at deltage s militære tvangsforanstaltninger mod en fredsbryder – er særdeles venligt, men humoristisk som argument.
     * *) P. Schou: Folkenes Forbund. Kbhvn. 1921.
     Retsstatens begrundelse af sin magtstilling overfor borgerne hviler på dens forpligtelse til at være individets retsværn. Svigter denne forudsætning overfor forbrydere i det indre, f.eks. ved blødagtig eftergivenhed, »humane straffe«, opstår selvtægt, lynchning etc., det vil sige, man fratager statsmagten dens mandat, at skifte ret og overtager det selv i dette tilfælde. Svigter den, når det drejer sig om udenlandske voldsmænd, bliver den automatiske følge, at der opstår frikorps, grænsekorps måske, som optager den af staten svigtede opgave. Men det er ikke foreneligt med en retsstats myndighed, at der på disse områder opstår anarki.
     Spørgsmål om hvad det kan nytte at kæmpe for sin ret opstår overhovedet ikke hos den mand, der har virkelig kærlighed til retten. Og retsmoralen kan i hvert fald ikke i første række interessere sig for dette spørgsmål, thi den har ingen højere værdi at vise tilbage til end retten. For den enkelte kan denne værdi blive højere end livet, men også for et folk, der skal være modent til at bære en retsstat, vil ret og ære tegne sig som værdier, der kræver, at selve eksistensen voves. Hvad bliver der så af nyttehensynet? Selve den blide kristelige lære hævder dog, at øvrigheden ikke skal bære sit sværd forgæves, og hvem vil gå i rette med de store kunstnere, når de – lige fra Giotto til vore dages –giver retfærdighedens gudinde et sværd i den ene hånd?
     Af retsstatens naturlige opgave at opretholde et tilstrækkeligt retsværn, der også kan forsvare overgreb ved grænserne, følger ingenlunde, at staten er berettiget til at stille ubegrænsede krav til borgerne eller til at fordre deres personlige deltagelse. Hvilket navn et sådant retsværn skal bære er en temmelig underordnet ting. Man har opstillet en absolut modsætning mellem militærforsvar og ordensværn og foreslået at erstatte hær og flåde med et gendarmeri (med officerer og underofficerer) til 23 mill. kr. om året, (der ganske vist skal afløse politiet). Der kan her ikke være tale om andet end en gradsforskel; og da det nævnte gendarmeri forudsætter en verdensdomstol og internationale tilstande, som endnu er fjerne idealer, kan udviklingen fra militært til civilt ordensværn næppe komme mange hestehoveder foran de internationale retstilstande. Thi hvis værnet af grænseinteresserne skal være mere end en opgave på papiret i retsstatens program, må det til enhver tid rette sig efter angrebets sandsynlige art. I hvilken grad det demokratiske frihedsbegreb er blevet et dække over hensynsløst despoti overfor den enkelte viser sig intetsteds så grelt, som når man betragter den såkaldte almindelige værnepligt og dens følger. Netop kun demokratier, der opstillede den falske lære, at frihed består i, at individet afmægtig har at stille sin person og alt sit til rådighed for statens (eller rettere flertallets) interesser, kunne skabe de millionhære, hvormed verdenskrigens blodige drama er udspillet. En retsstat kan ikke stille slige krav: når den enkelte borger ikke nyder noget fortrin i samfundet, som han ikke yder vederlag for, og når han ikke begår noget overgreb imod andres berettigede interesser, har han intet yderligere mellemværende med staten. Navnlig har staten ingen beføjelse til at kræve positive tjenester, endsige personlige tjenester af ham. Hvad skulle den støtte slige krav på? Et menneskes arbejdskraft, hans tid, hans begavelse, hans legeme og sjæl er værdier, som ingen uden han selv har råderet over.
     Principielt må retsstaten altså forkaste enhver form for værnepligt eller tvungen militærudskrivning. Overhovedet må man afvise den tanke, at staten skulle have ret til at tvinge borgerne ind i noget som helst offentligt hverv. Det personale eller mandskab, den behøver til udførelse af sine nødvendige funktioner i det indre som ydre retsværn, må den søge at erhverve ved at tilbyde et vederlag stort nok til at skaffe tilstrækkelig tilgang ad fuldt frivillig vej. Skulle der opstå trang til dannelse af frivillige styrker, som ville tilbyde landet deres personlige tjeneste til yderligere betryggelse, ville staten ingen ret have til at afvise dette, forudsat at de i et og alt underkastede sig statsmagtens myndighed og indordnede sig under dens planer.
     Hvis det ydre retsvæsen skal blive en sag, folket kan omfatte med lige så megen interesse og forståelse som det indre, er det nødvendigt, at de udenrigske anliggender behandles lige så åbent som de indenrigske.
     Det første skridt må være at gå bort fra det mystiske hemmelighedskræmmeri, der klæber ved diplomatiet, og som en vis overtro på dets nødvendighed stadig opretholder. Udenrigsstyret må ikke være en stat i staten; det er nødvendigt at sikre sig, at diplomatiet ikke skjuler sine handlinger; det må stå folkets repræsentanter til regnskab for ethvert vigtigt internationalt skridt; ellers risikeres det, at det bliver redskab for særinteresser, f.eks. for en klike finansmænd eller for en egenrådig regering, der vil afværge indre vanskeligheder ved udfordrende skridt udadtil.
     Vi har ovenfor ment at burde tage hensyn til de tilstande, som en stat, der stræber efter at omdannes til retsstat, endnu i lange tider må regne med udadtil. Kun indenfor sine egne grænser har den myndighed til konsekvent at gennemføre denne omdannelse, og den kan herunder ikke se bort fra sine omgivelser, men heller ikke forsvare at opgive sine planer, indtil omgivelserne har nået det samme retsniveau.
     Imidlertid må interessen stadig fæste sig ved de hindringer, som ude i den store verden optårner sig for et varigt, fredeligt mellemfolkeligt samkvem. Man må være klar over, at selv om ønsket om varig fred og orden har været nok så stærke hos de magter, der har skabt forbundspagten, selv om de har ryddet nogle hindringer af vejen ved her og der at drage landegrænsen mere overensstemmende med de nationale forhold, selv om selvbestemmelsesretten nogle steder har fået lov til at råde, er man dog gået udenom et af uroens vigtigste arnesteder, sålænge man ikke har rørt ved de økonomiske grundspørgsmål.
     Studerer man en strømning som imperialismen, vil man finde, at den har sin økonomiske rod i visse industri- og finanskredses stræben efter at erobre marked for sit overskud af varer og kapital på det almenes bekostning. Den svenske forfatter Johan Hansson påviser, at økonomisk misregering er hovedårsagen til krigene: »vi iagttager hvorledes man har gennemført en jordlovgivning, hvorved store dele af landbefolkningen har mistet alt fodfæste og er omskabt til ejendomsløse proletarer; vi ser hvorledes det almene overalt letsindigt har afhændet sine naturværdier – for at give plads for inden- og udenlandsk privatkapitalistisk udbytning; vi ser hvorledes man . ... istedetfor grundskatter har indført indirekte beskatning, toldskatter særlig på den mindre bemidlede befolknings livsfornødenheder. Samtidig har den stadig fremskridende maskinteknik forøget den civiliserede verdens produktionsevne i overordentlig grad. Følgen er ganske naturligt blevet denne skrigende modsætning i kulturstaterne: på den ene side en stor overproduktion, særlig af industriprodukter, på den anden side en gabende underkonsumtion.«
     Toldlovgivningen tilspidser yderligere situationen ved blandt andet at opretholde nationale monopoler. Dersom disse internationale skranker bortfaldt og erstatning ikke toges af arbejdsudbyttet ved direkte skatter men af jordmonopolet, ville man herigennem bevirke en indre kolonisation; man ville åbne jorden for små bedrifter og derved dæmpe den ubændige trang hos staterne til udvidelser og kapløb om kolonier. Der ville opstå en stamme af praktisk set skattefri småbønder, som ville være i stand til at aftage industriens overskud af varer.
     *) Johan Hansson: Kriget och pengarnes vårldskamp. Stockholm 1908.
     Hvad kolonialstyret angår gik det ældre system nærmest ud på at beslaglægge et stykke land og presse så meget som mulig ud deraf. Kolonien betragtedes simpelthen som statsejendom, al hvilken moderlandet skulle have størst mulig pekuniær fordel. I nutiden er der, i al fald i Indien, sket et stort omslag heri. De indiske skatter anvendes i selve landet; desuden respekteres den indiske nations ejendomsret til sin jord lige så fuldt som i England.
     Hvad der medfører den evige uro og jalousi mellem magterne og båndlæggelsen af markedet, monopoliseringen af virksomheder, embeder osv., kortsagt forhold, der ganske naturligt føles som forurettelser af de magter, der ved forholdenes magt er kommet sidst.
     Det bliver næppe muligt at bortrydde denne stadige fare for freden, før magterne finder et fælles synspunkt i den overalt i dette skrift forsvarede retsregel, at beslaglæggelse ikke skaber ejendomsret. Den, der forsvarer sin besiddelse ved at påberåbe sig »den først ankomnes ret« har nemlig intet gyldigt moralsk argument overfor »erobringens ret«. Nogen etisk ejendomsret til f remmede folks land gives der overhovedet ikke, såfremt man da ikke lægger den hykleriske fortolkning af nyttemoralen til grund, at overtagelsen sker af hensyn til de indfødtes kulturelle udvikling.
     For en fremtidig retsordning synes to muligheder åbne: 1) Enten opretholdelse af status quo hvad den formelle besiddelse angår, under forudsætning af, at koloniernes rigdomskilder ikke monopoliseredes, at det frie marked fuldt ud respekteredes, og at lokalt selvstyre tilstodes de indfødte, hvor disse var modne dertil. 2) Eller at hele kolonialverdenen stilledes under et fælles internationalt styre og administration. (Se et forslag herom i det svenske tidsskrift Råttsstaten 1915 af Johan Hansson). Det måtte da fastslås som et princip, at alle nationer fik lige ret til at drive handel og industri osv. Fuldkommen international næringsfrihed burde råde, derunder fuld frihandel. Det var noget sådant Wilson (og Smuts) tænkte sig for de ved fredsslutningen frigjorte territoriers vedkommende, dog at vedkommende befolkning selv kunne vælge en »mandatmagt«, som folkenes forbund da skulle overdrage formynderskabet til. Men således skete det ikke. Fordelingen af mandatarmagterne foretoges af det øverste råd, og planen blev kun mangelfuldt udført. Et skridt i den rigtige retning var det dog, at pagten fastslår, at mandatarmagterne må tilsikre andre medlemmer af forbundet lige adgang til handel og næringsdrift. Løsningen af det store koloniale problem, som Wilson havde i tankerne, en kolonialpolitik, der fjernede den gamle rivalitet mellem magteme, nåedes ikke.. Pagtens garantier for en liberal økonomisk politik er for svage. Kolonierne vil i fremtiden blive mere og mere uundværlige ved deres råmaterialer, og den fortsatte koncentration af kolonibesiddelser med tilhørende monopoliseringer er farlig og vil før eller senere føre til konflikter. Hvad der i første række kræves af regeringerne for at skabe et trygt grundlag for freden er enighed om visse almindelige principper: ligeberettigelse for alle stater i den økonomiske konkurrence, frie markeder, den åbne dørs politik og afskaffelse af alle, også nationale, monopoler på de store naturrigdomme, anerkendelse af folkenes selvbestemmelsesret og beskyttelse for de nationale mindretal. »Ingen kan være i tvivl om,« siger P. Schou*), »at den hele forbundspagt ville have virket med en ganske anden moralsk magt, hvis den havde anerkendt dem (principper som disse) som sine grundlove – således som præsident Wilson tænkte sig, da han formulerede sine berømt 4 punkter.« Ikke med eet ord anerkender forbundspagten nationernes selvbestemmelsesret eller folkeafstemning som middel til grænseberigtigelser. På samme måde forholder det sig med de økonomiske spørgsmål. Hvis man fastholder de nedarvede begreber om staternes absolutte økonomiske suverænitet og om deres ret til at holde fremmede produkter ude og forbeholde alle deres rigdomme for deres egne borgere – da får vi igen konflikter. Først et gennemgribende nyt syn på alle disse forhold vil bane vejen for den stadige fredelige vægt, som man ikke på nogen måde kan deklamere sig frem til, og som heller ikke en nok så stærk ydre myndighed kan gennemtrumfe ved noget magtbud.
     * P. Schou: Anførte arbejde.