Retsstaten

17. POLITIK OG KULTUR      Der gives vel næppe noget politisk eller nationaløkonomisk værk fra den nyere tid, som ikke ofrer en antagelig plads på »det sociale spørgsmål«. Selv om forfatterne er ganske uklare over dette problems rækkevidde og uenige om, hvad det i grunden betyder – de tager det dog alle med, som en slags indrømmelse til tidsånden. Selv ikke de mest konservative forfattere danner i denne henseende nogen undtagelse.
     Hvad er det da tidsånden forlanger? Den forlanger, at det sociale spørgsmål skal opfattes som et problem, der spænder over hele tilværelsen. Og til dets løsning forlanges intet mindre end en anvisning på, hvorledes det offentlige har at gribe ind ved enhver som helst ulempe i menneskelivet og afbøde den. Ikke blot hvad staten skal gøre, når borgerne bliver overfaldne eller bestjålne eller udsatte for andre retskrænkelser, men også hvad den skal foretage sig overfor ulemper, der knytter sig til alderdom, sygdom og arbejdsløshed; ja man henregner til det sociale problems løsning offentlig hjælp til personer, der lider under følgerne af ladhed, udygtighed og ødselhed.
     Svulmet op til dette omfang er det, at »det sociale spørgsmål« bliver det besynderlige monstrum, som det er blevet vor tidsalder forbeholdt at opfede, og som derfor fortjener et særligt studium.
     Man må da først og fremmest gøre opmærksom på, at begrebet i denne hypermoderne form ikke er synderlig klart, thi hvor der er er socialt spørgsmål, må der nødvendigvis også være et individuelt spørgsmål, som ikke uden videre kan fejes tilside – sæt endog at det var det vigtigste! Det er ulogisk at betragte den ene side af et komplementsforhold som hele sagen. Har man længe stirret på en grøn plakat og derefter fæstet blikket på hvidt, melder den røde komplementsfarve sig af sig selv. På samme måde må man vist finde sig i, at det individuelle problem igen engang begynder at stikke hovedet frem og kræve plads; eller dog i det mindste kræve, at man vil behage at angive, hvor grænselinien ligger. På dette punkt er det at den moderne tidsånd fremfor alt trænger til at revideres. Og har man fundet grænselinien mellem det sociale og det individuelle, kommer som et næste problem at sondre mellem de sociale opgaver, der er egentlige statsanliggender, og de, der må løses ved private sammenslutninger.
     Lad os for at tydeliggøre sagen tage fattigdomsproblemet. Det er dog et afgjort socialt spørgsmål, hvis noget er det, vil enhver, der er opflasket med moderne politisk lærdom, udbryde. – Nej, langtfra. Fattigdommen er overhovedet slet ikke et begreb, som politik eller socialøkonomi umiddelbart kan arbejde med; fattigdom og ulykke er kun motiver til indgriben af en eller anden art; i øvrigt er der intet direkte at stille op med dem. At en mand ikke ejer noget, er et såre mangetydigt symptom, ofte et udslag af mange forskellige faktorer, hvoraf en del rent individuelle (ubegavethed, ladhed, ødselhed osv.), og kun en del af social art. Af de sociale årsager kan nogle være sådanne forurettelser, som kun kan tænkes løste ved statens hjælp (afskaffelse af privilegier, større omsorg for børns pleje og opdragelse osv.); andre vil naturligst være henviste til private sammenslutninger (sygdomsforsikringer, forsikringer mod arbejdsløshed o.a.). Det er et ligeså utilgiveligt kvaksalveri at behandle fattigdommen efter en ensartet skabelon som et isoleret fænomen for sig, som det ville være, om man i medicinen gav sig til at behandle symptomet feber ens i alle tilfælde uden at opsøge årsagerne. Man kan visselig ofte »slå en feber ned« med feberstillende midler, ligesom man kan lindre smærte og dække over den med morfin; men enhver tænkende vil forstå hvad en sådan behandling er værd. – Nøjagtig det samme er den behandling værd, der vil slå fattigdommen ned og dulme og maskere den med universalmidlet »hjælp«; det nemme, kluntede populære kvaksalvermiddel at plastre over med pengesedler i stedet for at gå tilbunds i sagen, opsøge de mange forskellige årsager og de ligeså talrige angrebspunkter!
     Vi har ovenfor berørt hvorledes man også i »forretningslivets ophjælp« har set en væsentlig social opgave, endda et passende mål for statens virksomhed. På samme måde står kulturen for mange som et område, der kun kan trives i læ af en kraftig understøttelse fra statens side; medens det for enhver indviet er en banal kendsgerning, at kultur i hele sit udspring og væsen er et ganske individuelt fænomen, der ikke blot ikke tiltrænger officiel fremhjælp, men som simpelthen ikke tåler indblanding; så at staten kun vil forfuske sagen ved enten selv at prøve på at drive kultur eller ved at »ophjælpe« en sådan – bortset fra, at den aldeles ingen midler råder over til slige opgaver.
     Idet vi i foranstående kapitler har nævnt og skitseret de fællesopgaver, som må anses for retsstatens rette felt, har vi dermed tillige tilkendegivet, at hvad der ligger derudover, har statsmagten absolut ingen etisk beføjelse til at anvende fællesmidlerne til.
     Dette gælder således al direkte afhjælp af fattigdom, sygdom, ulykkestilfælde, arbejdsløshed, alderdomssvækkelse osv.
     Det være langt fra os at påstå, at alle disse forhold er staten uvedkommende; tværtimod må statsmagten have et øje på hver finger for at prøve, om ikke nogle af disse ulykker skyldes uretmæssige misforhold, som det er det offentliges sag at hæve. Statsmagten skal netop ikke lade stå til, glemmende forskellen imellem ret og uret, overseende overgreb århundreder har lovfæstet og hvorved tusinder og atter tusinder er berøvede deres medejendomsret og dermed på forhånd stemplede som en pariakaste, der endog er berøvede de mest elementære lykkebetingelser; nej, den skal ikke et øjeblik lade alt dette af syne eller stole på, at den blinde verdensudvikling vil klare sagerne – udenom menneskelig vilje. Men den må på den anden side med ligeså stor fasthed og klarhed sondre imellem hvad der kan være statens opgave overfor disse forhold, og hvad den må lade ligge og overlade til andre magter at rette.
     Kortelig kan forholdet skitseres således: det er statens opgave at bortrydde alle af lovgivningen støttede hindringer for, at den enkelte kan få det retmæssige vederlag for sit arbejde, alle forrettigheder, der hindrer den individuelle flid i at opnå det rette udbytte. Det er dens opgave at skabe en lovgivning og en administration, der sikrer enhver sit rettelig erhvervede særeje og sin medfødte andel i de ting, der aldrig med rette kan blive særeje. Hvor statsmagten fuldt ud opfylder denne opgave, vil ingen med føje kunne beklage sig over den eller kræve mere. Staten skal skabe grundlaget, hvorpå enhver, der vil, kan bygge sig en selvstændig, betrygget eksistens; og dette opfylder den ved først og fremmest at hævde, at intet menneske fødes ejendomsløst, men at alle og enhver har en medejendomsret til naturgoderne. Derigennem har han eksistensmulighed, mulighed for at undgå fattigdom og ulykke og mulighed for ved egen kraft og ved frivillige sammenslutninger med andre at afværge de ulykker, som kan følge med sygdom, alderdom etc. Tilbage står nu blot, om han vil. Men netop dette, om han vil, vægrer vi os ved at betragte som et socialt problem.
     Idet staten indskrænker sig til væsentlig at hævde dette retsgrundlag, tvinger den ganske vist hvert enkelt menneske til at stå på egne ben og stole på sig selv, men den sætter ham også i stand til at indtage denne selvbevidste oprejste holdning. Det moderne ideal at stå krumt foroverbøjet, med hatten i hånden, skelende til statskassen om der ikke falder en skærv af, er ingen normal holdning og ingen værdig stilling for en statsborger. Men vi er også overbeviste om, at de fattige i vort samfund, som forøvrigt ikke er ene om at indtage den, kun har formået at vænne sig til denne holdning, fordi ingen med fynd har oplyst dem om, at de havde en ret at kræve.
     Men kan det da betragtes som bevist, at man virkelig ved det foreslåede simple middel, jordværdiernes nationalisering og deres anvendelse til fællesopgaver alene, opnår det, man her påstår, at skabe mulighed for en sorgløs eksistens, en mulighed, det står til den enkelte at benytte eller ej?
     Jeg tror, at man må indrømme, at den årsags forbindelse, som nationaløkonomer har påvist mellem denne foranstaltning og visse sociale virkninger, særlig virkningen på arbejdslønnen, er så urokkelig som få nationaløkonomiske sandheder. Man har ganske vist fra enkelte hold betvivlet den, men aldrig været i stand til at modbevise den.
     Vi kan her kun indlade os på en kort udredning af spørgsmålet:
     Medens alle egentlige skatter har den virkning at fordyre de ting, hvorpå skatten hviler, har grundværdiafgiften den modsatte virkning, idet den vil sænke salgsprisen på jorden (med afgiftens kapitalværdi). Da en grundværdiafgift ville slukke alt det spekulationshåb, der nu knytter sig til jorden, og da det ikke længere ville kunne lønne sig at holde ubenyttet eller dårlig jord ude fra markedet, fordi slig jord skulle betale den samme afgift som tilsvarende velbenyttet jord, ville jorden blive lettere tilgængelig for alle dem, der ønskede at tage et stykke jord i brug.
     Imidlertid må fremskridtet ved denne ordning ikke søges i prissænkningen i og for sig, da den jo væsentlig er nominel, men på de forbedrede vilkår, der skabes for arbejdet ved den nye ordning.
     For ret at forstå den sociale virkning af foranstaltningen gælder det at have opmærksomheden henvendt på det faktum, at arbejdet vil lettes for den dobbeltbeskatning, som finder sted under de nuværende forhold, da der foruden adgangsprisen til jorden, som ydes de private monopolejere, pålægges skat på arbejdsprodukter og livsfornødenheder. Afgiften for adgangen til jorden, grundskylden, vil ved den nye ordning ikke falde bort, thi det er en afgift, der står i retfærdigt forhold til den særfordel, besiddelsen af dette bestemte grundstykke, den bestemte plads på jordens overflade, repræsenterer i forhold til andre – men der bliver den væsentlige forskel, at medens den nu erlægges til private monopolhavere, der bruger den til deres specielle interesser, skal den efter den nye ordning erlægges til det offentlige, der kun må bruge den til fællesopgaver; og samtidig vil alle andre former for skatter og afgifter bortfalde. At dette vil lette arbejdsvilkårene ganske betydeligt for dem, der selvstændig vil dyrke jorden, er umiddelbart indlysende.
     Men, vil man indvende, det er jo kun forholdsvis få, som fra de store byer kan vende tilbage for at blive jorddyrkere! Kærnen i spørgsmålet, grundskyldens store sociale betydning, ligger imidlertid i den tilbagevirkning, der vil finde sted på hele arbejdsmarkedet; thi når jorden bliver tilgængelig for arbejdsvillige hænder på gunstige vilkår, behøver ingen mand at være arbejdsløs eller at lade sig byde ringere vilkår inde i byerne, end han kan opnå ved eget arbejde på egen jord. Det er den mulighed, der til enhver tid står åben, som bevirker, at også byernes arbejdere bliver i stand til at tale et ord med i laget. Når arbejderne i den store industri mener, at de kun ved organisationernes tryk kan holde lønnen oppe, er det fordi de ikke ser denne sammenhæng: Grunden til at arbejdslønnen er så usædvanlig høj i nye lande er just, at billig jord dér konkurrerer med andre virkefelter.
     Når jordprivilegiet er fjernet, kan arbejdslønnen ikke komme i den komplette afhængighed af den egentlige kapital, som den nu står i til det blandingsvæsen, der endnu af de fleste kaldes kapital, skønt det er en blanding af egentlig kapital (arbejdsskabte værdier) og lovbeskyttede jordprivilegier. Den egentlige kapital ville aldrig i og for sig have magt til at knægte arbejderen; begge faktorer er lige nødvendige til produktionen, lige stærke og lige berettigede; den ene ville aldrig enemægtig kunne foreskrive den anden sine tvangsvilkår. Dette overser blandt andre socialdemokraterne. Det er først, når kapitalen slår sig sammen med privilegierne, med uretfærdig lovgivning, at den bliver almægtig; når arbejderen spærres ude fra de naturlige hjælpekilder, direkte eller indirekte, må han underkaste sig ethvert vilkår, der foreskrives ham.
     Anderledes, hvis privilegierne er hævede. Da er arbejderen frit stillet overfor kapitalen, thi hvorfor skulle han gå ind på at lade sig engagere på ringere vilkår, end han selv var i stand til at skaffe sig ved eget arbejde på egen jord? Der er nu betingelser for en virkelig overenskomst mellem kapital og arbejde som den mellem køber og sælger. »Arbejdskøb« ville ikke få nogen foragtelig betydning, i det øjeblik der ikke som nu væsentlig er tale om tvangskøb. Markedet vil være frit, og udveksling af arbejde vil ske på samme måde som enhver anden fri handel – imod dets fulde godtgørelse.
     Kapitalen må under disse forhold lade arbejderen være medbestemmende om, hvorledes forholdet mellem renteudbytte og løn skal være; den kan ikke mere ved at forene sig med privilegierne stille arbejderen tvangsvalget mellem at sulte eller at arbejde for en løn, der ikke er stort mere end sulteløn; hverken kapital eller arbejde vil være enebestemmende med hensyn til den indbyrdes fordeling, og således er det billigt. Når kapitalen ikke længere er forbundet med jordmonopolet, er den ude af stand til at trykke arbejdet uforholdsmæssigt; det er derfor en nationaløkonomisk vildfarelse af socialdemokraterne at vende våbnene mod »kapitalen« uden at analysere denne faktor nærmere. De retter dem mod den gale side; de slås med forbundsfællerne indenfor den belejrede by om forrådet i stedet for i samlet skare at gøre udfald mod den virkelige fjende udenfor portene.
     Er da al nød og elendighed i samfundet dermed afskaffet? Nej, ingenlunde. Hvem ville vove at påstå det? Her er kun berørt de statsmæssige opgaver. Og som alt sagt er næppe den mindste del af menneskelig ulykke rent individuel; hvad staten kan gøre er alene at skabe mulighed for, at de private enkeltvis eller forenede bliver i stand til også at løse denne del af opgaven.
     Uden tvivl vil mange finde, at det, der i dette skrift er fremstillet som grundlaget i det offentlige livs etik, er en udpræget tør og kølig lære. At opfylde forpligtelser, at sikre enhver sit – lyder ikke dette isnende koldt, hårdt og firkantet? Unægtelig, men nøjagtig disse egenskaber må det materiale have, som skal egne sig til fundament for en bygning. Først når grunden er lagt med disse kvadre, kan bygmesteren give sig i kast med den finere struktur og med den spinklere, mere kunstfærdige individuelle udsmykning; – hvor bagvendt ville det ikke være at lade bygningen hvile på de skrøbelige partier.
     I samfundslivet er det retfærdighedsprincipperne, der danner de store plumpe kantede fundamentsten, som individuel sympati og hjælpsomhed og individuel kultur behøver som basis for at kunne udfolde sig i fuld frihed.
     Den, der kræver, at statsmagten foruden at opretholde en retfærdighedsbasis for selvhjælp, skal påtage sig den direkte afhjælp af alle ulykkesfænomener, al sygdom, al nød og fattigdom, al alderdomstrang, han arbejder – om end måske ubevidst – på at udrydde alle de individuelle hjælpsomme, sympatiske følelser, som hidtil har bidraget til at gøre menneskelivet værdifuldt. Thi statens hjælp kan jo ikke erstatte dem; den foregår ved tvang, men følelser lader sig på ingen måde fremtrylle ved tvang; ingen regeringsmagt kan med held foreskrive, at borgerne, når de betaler rodemesteren, skal være besjælede af menneskekærlige følelser.
     Hvorfor kan staten overhovedet ikke hjælpe? 1) Fordi den ikke ejer motiver til hjælpsomhed. Disse tilhører nemlig det individuelle sjæleliv, og staten kan aldrig blive generalnævner for samtlige personligheder. 2) Fordi den ikke ejer midler dertil, da midlerne er fælleseje, og »hjælp« ifølge sagens natur aldrig kan være en fællesopgave for alle. Thi ved enhver hjælp må i det mindste nogle være de ydende. Endelig 3) fordi den ikke har evne til godgørende handlinger; den kan nemlig ikke beregne virkningen. Al gavelovgivning har erfaringsmæssig vist sig at være forfejlet, bl.a. fordi hjælpen uundgåelig må ydes til grupper af mennesker, der normalt har økonomi tilfælles, (en eller flere familier), i stedet for til den ene bestemte person, man har tiltænkt den; man kan altså slet ikke garantere, at den kommer i de rette hænder.
     Den statsmagt, som lægger an på en direkte hjælpepolitik, gør i virkeligheden et positivt skridt til hjælpsomhedens totale udryddelse; thi den giver blot de private bestræbelser en sovepude; den leverer de private borgere den bedst mulige undskyldning for at unddrage sig de hjælpsomhedspligter, som hidtil var gængse indenfor den naturlige familiekreds.
     Derfor skulle staten, i stedet for at dulme symptomet fattigdom, analysere det og opspore dets årsager; undersøge, om det beror på uretfærdige lovfæstede privilegier, på medfødt eller erhvervet invaliditet, akutte eller kroniske sygdomme, alderdomssvaghed, mangel på flid eller duelighed, letsindighed eller uheld (enker med mange børn f.eks.). Disse forskellige årsager vil da være at bekæmpe hver ad sin vej; de, der er af offentlig oprindelse, skal ikke bekæmpes ad privat vej, og de, der er af privat oprindelse, ikke ad offentlig vej. Lad staten træde til, hvor den har nogen skyld, men forlang ikke, at den skal sone alle mulige private synder. Lad staten fjerne alle de uretfærdige hindringer for alles lige ret, som den hidtil har opretholdt, lad den derigennem skabe et arbejdsgrundlag for enhver, der vil noget, så at ikke en eneste borger i fremtiden skal kunne sige: jeg ville gerne arbejde, men kunne ingen lejlighed få dertil. Lad den endvidere sørge for, at enhver umyndig nyder en opdragelse, der gør ham skikket til samfundslivet – da har den gjort, hvad den kan gøre.
     Spørgsmålene erhvervet invaliditet og sygdom løses utvivlsomt bedst ved gensidig forsikring, gennem frivillig sammenslutning; når adgang til arbejde er sikret enhver, vil man trygt kunne appellere til frivilligheden, og det kan heller ikke indses, med hvad ret man skulle kunne øve tvang. Hvad de medfødt-invalide angår (ikke blot de åndeligt, men også de legemligt vanføre), ville der ikke kunne indvendes noget imod, at de gik ind under forsorgen for de umyndige.
     Medens alle de personer med mangelfuld erhvervsevne, som ikke kan hjælpes ad forsikringsvejen, må falde ind under statens forsorg, kræver de arbejdsuvillige en særlig omtale. Skønt de naturligvis ikke kan gøre nogen som helst ret gældende overfor staten, kan denne dog ikke betragte deres tilværelse eller eksistensforhold som ligegyldige. At lade dem forgå i smuds og sygdom ville være en hygiejnisk fare, som et retsværn må afværge. De må derfor henvises til arbejde under offentlig kontrol under mere eller mindre frivillige former.
     Hvad alderdomsunderstøttelsen angår, da kan moderne lovgivning herom vel nok betragtes som det mest klassiske eksempel på, hvilken kolossal misforståelse det er, når statsmagten tror sig i stand til at overtage funktioner og pligter, som tilhører privatlivet; hvilken vanmagt den derved kommer til at røbe, og hvilken demoralisation den afstedkommer. Denne karikatur af lovgivning kan ikke ofte nok drages frem til almindelig beskuelse. Medens det måtte være en naturlig opgave for en regering at fæstne og betrygge familielivet rundt omkring i hjemmene derigennem at enhver tilsikredes sin part af naturens goder – grundbetingelsen for et hjem – således at hjemmene kunne blive arnesteder for naturlige følelser og forpligtelser mellem den gamle og den unge slægt, gør man ved denne lovgivning alt for at splitte hjemmet. I flæng øser man borgernes fællesejendom ud til alle og enhver, »som behøver dem«. Og hvem behøver dem? Det gør ikke mindst de letsindigste, de dovneste, de, der lyver bedst og bedst skjuler deres kår for myndighederne, eller – de yngre medlemmer af familien, som trods velstand vil slippe for familiepligterne mod de gamle (thi man tager fejl, hvis man tror at kunne garantere, at det netop er dem, man har bestemt pengene for, der får dem). Man retter sig kun efter trangen, uden at betænke, at den så dejligt lader sig lave kunstigt. Ingensinde kan man sikre sig, at pengene kommer i de rigtige hænder. En trafik, den daglige erfaring viser, er følgende: alderdomsunderstøttelsen går, i stedet for til de gamle selv, til deres børn, som løn, fordi de på en eller anden måde hjælper forældrene – eller den sættes i sparekassen og kan arves efter de gamles død af de efterlevende. Denne lovgivning, der er lige forargelig i sin oprindelse (thi det er jo andres penge, man disponerer over) og i sine sociale resultater, truer i virkeligheden med at hærge landet moralsk, dels ved direkte at modvirke flid og sparsommelighed, dels ved at afstumpe de naturlige følelser, der skulle diktere den yngre slægt – som en selvfølgelighed – at støtte den ældre. I stedet for at de yngre skulle betragte det som en kærkommen pligt at have deres forældre hos sig i hjemmet som genstand for deres stadige omhu og som meddelagtige i det økonomiske fællesskab, går tidens ånd nu ud på at give de gamle præget af en art finere fattiglemmer.
     Den eneste berettigede måde at ordne alderdomsforsørgelsen på – hvis man ikke stoler på egne kræfter og sin egen følelses og viljes styrke – er igennem frivillige sammenslutninger; et offentligt anliggende kan det i al fald aldrig blive. Hvis under de forhold, retsstaten vil skabe, et menneske henlægger 50 kr. af sin overskudsandel i grundskylden fra sit 18. til sit 65. år, vil han kunne sikre sig en årlig livrente fra den alder på 8oo kr.
     I et lignende lys må spørgsmålet om arbejdsløshed ses. Også her kvaksalvererer man med direkte statshjælp i stedet for at gå til ondets rod. Staten tilbyder (i love om arbejdsløshedskasser) og arbejderne tager imod en årlig almisse i stedet for at de simpelthen skulle gå til staten og kræve deres ret, den ret til et arbejdsgrundlag, som enhver borger kan kræve som følge af, at han er medejer af landets samlede grundværdi. Men dette er en altfor indviklet tankegang for vore politikere; hver gang spørgsmålet om arbejdsløshed melder sig, hører man regelmæssigt i alle landes parlamenter følgende ræsonnement: »Det kan være meget godt med teorier, men de mætter ingen; lad os hellere kaste et par skilling i grams til de arbejdsløse, så får vi vel igen fred et øjeblik!« For politikere gælder som for scenens børn den øjeblikkelige succes mest.
     Men røber det en naturlig samfundstilstand, at sunde, stærke, arbejdsføre mennesker i tusindvis drager i procession til folketinget for at tiltrygle sig almisser? »Hvordan vi end organiserer velgørenhed,« siger Henry George,*) »så vil alligevel mænd, som ikke kan finde arbejde, vedblive at sulte, og mænd, som ikke vil arbejde, blive bespiste; og arbejdsvillige mænd vil forvandles til arbejdssky mænd... de beskæmmes og forbitres og degraderes, når man tvinger dem til som fattige at modtage, hvad de gerne ville fortjene som arbejdere. Hvad de forlanger er ikke velgørenhed men lejlighed til selv at benytte deres eget arbejde for at tilfredsstille deres egne behov.«
     *) I Zukunft, 1894. (den kender jeg ikke/PMA)
     Forsøgene fra statens side på at skabe arbejde ved at sætte offentlige arbejder i gang, som i og for sig ikke påkræves af forholdene, er kun en maskeret velgørenhed, der til ingen nytte vil sætte de offentlige udgifter op. Gælder det kun om for enhver pris at skaffe arbejde dvs. forvandle stat eller kommune til arbejdsgivere i stor stil, behøver man ganske vist aldrig at være i forlegenhed; men en slig politik er uhyre godtkøbs, thi unyttigt arbejde er der altid nok af.
     Men heldigvis behøver ingen offentlige myndigheder at være hæsblæsende med at finde passende arbejdsfelter. Der er nyttigt arbejde nok overalt, og den enkelte skulle nok selv vide at finde det, hvis man blot gjorde det ene for ham: at fjerne hindringerne. Fjern jordspekulanten, der lukker for adgangen til jorden, og ophør med at beskatte arbejdet i dets frie udfoldelse og i dets resultater, så behøver ingen villige hænder at ligge ledige i skødet.
     Gennemgår man lovgivningens resultater, forbavses man også i høj grad over, hvor langt statsmagten vover sig ind på et andet af de store områder, hvor den afgjort ikke har hjemme, nemlig kulturens.
     Intetsteds er den mere afmægtig til at gøre noget godt end her; og intetsteds kan den som her misbruge sin indflydelse til at gøre skade. Vi vil ganske forbigå den støtte, statsmagten hos os yder en bestemt religiøs trosbekendelse; de mennesker, der ikke er i stand til at indse det uanstændige i, at folk tvinges til at betale skatter til slige formål, overfor dem forslår retsargumenter overhovedet ikke. Derimod må vi nærmere betragte de store bevillinger til de mange andre kulturformål, man finder finansloven vrimlende fuld af; thi der tiltrænges i høj grad oplysning om disse bevillingers sande natur; jeg sigter til alle disse tilskud til højere og lavere skoler, seminarier, tekniske skoler, højskoler, videnskabelige læreanstalter, kunstakademi, museer, biblioteker, teatre; alle disse understøttelser til kunstnere, videnskabsmænd, tidsskrifter, kongresser, foredragsforeninger osv. osv.
     En stor del af disse bevillinger vil de fleste folk finde i sin orden; man står endnu ganske fremmed overfor den tankegang, at opdragelse og faglig-teknisk og videnskabelig uddannelse skulle være et, der var staten uvedkommende. Og dog er dette tilfældet.
     Nar man undtager det mål af kundskabsmeddelelse, der ovenfor blev fastslået som noget, børnene har et bestemt krav på overfor staten, hører al oplæring privatlivet til. Thi hvad der bestemmer den enkelte til at søge en videregående uddannelse i bestemt retning, teknisk, kunstnerisk eller videnskabelig, er eller bør dog være individuelle anlæg.
     Videnskabelige studier må anses for at være fuldkomment private anliggender. Erkendelsestrangen udfolder sig renest, hvor den ikke nyder drivhuspleje, og hvor den til gengæld undgår enhver afhængighed af staten. Et offentligt anliggende bliver kun de videnskabelige studier, der udkræves til bestridelse af retsvæsnets udøvelse.
     Jo mere man nærmer sig den æstetiske litteraturs og kunstens enemærker, des urimeligere bliver statsbevillingerne, thi des mere fjerner man sig fra det almene. Budgettet indeholder på disse områder poster, der sete under synspunktet almen interesse, er rentud parodiske.
     Litteratur og kunst skal ligeså lidt som nogensomhelst anden individuel virksomhed støttes med statsmidler. De skal nøjes med den anerkendelse og den løn, man frivillig vil give dem. Folket skal ikke i regeringen have en formynder eller opdrager, som dikterer: det og det kunstværk skal I alle give så og så meget ud til (af fællesmidlerne), for at nogle af jer (dem af jer nemlig, det tilfældigvis interesserer) kan gå hen og se på det. Thi staten kan ligeså lidt som nogen anden levere nogen objektiv bedømmelse af kunst, og selv om den mente at være i stand dertil, har den ingen ret til at påtvinge folk værdier, de ikke bryder sig om. Enhver må dog kunne indse, at det er en stor forurettelse imod befolkningen at afpresse den penge til formål, som nogle er ganske bestemte modstandere af, som ikke engang et flertal har nogen interesse i, og som kun kan komme de enkelte til gode i ganske ulige grad.
     Men desuden krænkes også kunsten derved, thi systemet medfører, at visse kunstnere eller kunstretninger foretrækkes, andre skubbes til side; en upartisk holdning fra statens side ville være overmenneskelig. De kunstnere, der har nydt statens gunst, vil i deres produktion føle sig forpligtede, og de, der endnu står frysende udenfor, vil fristes til iøjnefaldende men ukunstneriske fagter for at drage magthavernes blikke til sig. De få selvstændige naturer, som naivt går deres egne veje, kun adlydende deres kunsttrang, vil ikke blot have begunstigede konkurrenter at kæmpe med blandt de levendes tal; de må også døje ufin konkurrence fra de dødes side. Mange pæne forfattere, som har opnået titlen klassikere, og som forlængst er døde både på den ene og på den anden måde, pustes der et kunstigt liv i ved protektion fra statens side. Men selv ikke de ypperste værker, Oehlenschlägers tragedier el. lign, har krav på mere anerkendelse end den, der ganske naturligt affødes af deres virkning den dag i dag. Pietet er en privat følelse, ingen offentlig; og ingen har mindste ret til at optræde som fuldmyndige borgeres selvbestaltede formyndere og påtvinge dem kunstindtryk, de ikke frivillig ville vælge. Overhovedet skal kunst ikke »fremelskes« eller trækkes frem ved hårene. Et samfund, der er rigt nok til at producere værdier udover hvad der dækker det materielle behov, vil ganske af sig selv aflejre kunst, og aflejre den nøjagtig efter sit behov. Ingen drivhuskultur, ingen opklæbning eller partisk favorisering vil udrette andet end at forkludre de spirende kunstneriske evner og avle kunstleri eller øjentjeneri.
     Al denne klynken over mangel på tilstrækkeligt materielt vederlag for kunstneriske værdier og den deraf følgende appel til staten kan logisk kun munde ud i det farlige krav om en eller anden domstol, der skal skille fårene fra bukkene; opfede de første og jage de sidste ud på heden. Netop i kunstens interesse burde kunstnerne være de bitreste modstandere af denne ide; netop de burde nære den mest ubegrænsede mistillid til al officiel bedømmelse og udvælgen. Den kunstner eller videnskabsmand, som ikke er villig til at udøve sin virksomhed under risikoen af aldrig at få sin produktion tilbørlig værdsat, i ham bor der ingen sand skaberevne.

     ––––––––––––––––––––––––––––––––

     Det billede af retsstaten, vi i det foregående har tegnet, vil og skal ikke fremkalde forestillingen om et eldorado. Retsstaten indskrænker sig til at love dem, der vil og kan arbejde, sådanne vilkår, at de kan høste frugterne af deres arbejde fuldtud. Hverken mere eller mindre. Den går ud fra, at det menneske, der ikke på retfærdighedens grundlag kæmper sin egen kamp, lærer ikke sin egen lykke at kende. Og om nogensteds gælder det ord i retsstaten, at enhver må være sin egen lykkes smed; retsstaten hindrer blot troldene i at stjæle af de smedede guldringe.
     Lad os i korthed betragte arbejdets kår i retsstaten. Sin grundsætning, at staten er til ene og alene for at værne den enkeltes personlige frihed og udbyttet af hans virksomhed, fastslår den først og fremmest ved at give afkald på enhver »beskatningsret« og deraf følgende ret til at stifte gæld. Den erkender, at den ikke har mere ret end en hvilken som helst privatmand til at beskære borgernes retmæssige ejendom.
     Ved at erstatte direkte og indirekte skatter med en grundskyld, som ikke er afgift af arbejde, men af særfordel, og som skal dække alle nødvendige statsudgifter, sker der en umådelig forskydning til fordel for den arbejdende del af samfundet; arbejdet lettes for sin hidtil tungeste byrde, entréen til arbejdsfeltet, der gik i private lommer i stedet for at tilfalde alle medlemmer af samfundet. Arbejdernes livsomkostninger vil dale gennem vareprisernes fald. Jordspekulationen går ud af sagaen, og jordejerne søger at bringe det mest mulige ud af deres jord. Huslejen vil dale og »bolignød« vil ikke kunne tænkes. Arbejderne ophører at være ejendomsløse og bliver uafhængige af kapitalen; thi den, der har brugsretten over et stykke jord, kan let skaffe kapital.
     Først når arbejderne selv slutter sig sammen til andelsvirksomhed med selvvalgt driftsleder opstår den målestok for lønnens retmæssige højde, som vil kunne skabe tryghed i forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver.... Blot f.eks. en enkelt kulmine drives således, ville det nuværende forhold være væsentlig ændret. Mindre end hvad arbejderne således selv kunne tjene, kunne ingen arbejdsgiver slippe for at give for lige arbejde; mere ville ingen selv nok så stærk arbejderorganisation kunne forlange med håb om at gennemføre sine krav. Og således ville da nutidens fortvivlede lønkamp – hvor krigskassens størrelse er det afgørende – af sig selv svinde ind.« (J. E. Lange i »Den lige Vej«, 2. årg.)
     Ved ophævelsen af al toldbeskatning og alle direkte skatter vil de almindelige livsvilkår lettes overordentlig. Alle skatter lægger sig som vægtlodder på forbruget, det gælder både toldskatter og de direkte skatter; begge overvæltes med lethed på forbrugerne.
     Da denne økonomiske ordning netop er midlet til at sikre erhvervenes sunde trivsel og fjerne den ufrivillige arbejdsløshed, overflødiggøres samtidig den utidige hjælpevirksomhed, som ganske har forvansket statens karakter og forvandlet den moderne stat fra et retsvæsen, ligeligt og upartisk overfor alle borgere, til en institution, ved hjælp af hvilken enkelte klasser og partier kunne skaffe sig fordele på de andres bekostning. I reglen har »hjælpen« denne nøgne form. Hvor det kunne se ud som om overklassen frivillig yder »understøttelser« til underklassen, betyder det ikke andet end indirekte indrømmelse af, at staten ikke har formået at skabe tilstande, hvor arbejdsvederlaget var retfærdigt eller tilstrækkeligt. Således er understøttelsen til gamle og arbejdsløse ganske simpelt udtryk for, at man har erkendt at have forurettet visse klasser; man foretrækker da at slænge gaver til dem, for at de ikke skal opdage, at de er bedragne for deres ret, måske også for at berolige sin egen samvittighed lidt. Retsstaten derimod vil skabe tilstande, hvor enhver arbejdsvillig er i stand til at sikre sig mod de økonomiske følger af sygdom, invaliditet og alderdom.
     Da al denne understøttelse af de frie erhverv og enhver indblanding i deres retmæssige virksomhed bortfalder, og da hele almisselovgivningen vil forsvinde med undtagelse af forsorgen for alle åndeligt og legemligt hjælpeløse og forkomne individer, der næppe kan henregnes under almisselovgivning, men kan forsvares bl.a. af hygiejniske grunde, vil statens hverv som ovenfor vist kunne simplificeres i den grad, at medens stats- og kommuneudgifterne nu i Danmark udgør ca. 1 milliard kr., vil der til retsstatens opgaver næppe kræves mere end 100 millioner. Politikerne vil ikke som hidtil i statens plyndringsmonopol, skatteudskrivningen, have en udvej til at lade andre bøde for deres slette dispositioner; de vil nærme sig hæderlige forretningsfolks moralstandpunkt.
     Ved at indskrænke statens funktioner, afskaffe alle skatter og opkræve afgift af alle forrettigheder frigør man det værdiskabende arbejde og lægger den økonomiske grundvold for et samfund, der er i stand til at anerkende den personlige frihed. Retsstaten forvandles fra et filantropisk eller »kulturbefordrende« overformynderi til et retsvæsen imod overgreb. Den anerkender nemlig at der gives overgreb, ikke blot person og person imellem, men også fra statens side overfor individet; den indhegner et fredlyst område, et privatliv, hvor individet må øve sin selvbestemmelsesret og råde suverænt – under ansvar. Retsstaten er måske det eneste udkast til en stat for voksne mennesker.
     Spørgsmålet om, hvorledes overgangen fra magtstat til retsstat skal tænkes fuldbyrdet, har været genstand for en del diskussion. Denne drejer sig både om de politiske midler, der foreslås anvendt, dels de økonomiske forskydninger, der betragtes som nødvendige for at gøre overgangen mulig og lempelig uden kriser og katastrofer. Det må her fra første færd betones, at det er umuligt at anlægge en retsmoralsk målestok på forholdsregler, der anses som nødvendige for at omstyrte magtens herredømme og forvandle det til en retsordning. Indenfor magtstatens område har de, der føler sig kaldede til at reformere, valget imellem at benytte magtmidlerne til – at fortsætte den hidtidige tilstand eller til at ændre den til en retstilstand. Og dette tvangsvalg gælder hvad enten man tænker på de politiske midler (rigsdagsafgørelser, folkeafstemninger, revolutionære kup) eller på de økonomiske reformer man kan regne med.
     Hvis man må tænke sig at begynde retsstaten »med rent bord«, dvs. befriet for al offentlig gæld f.eks. har man tvangsvalget imellem at benytte de i magtstaten disponible midler – enten til at afvikle denne gæld – eller til at fortsætte i den gamle skure med gavepolitik i de herskende partiers favør. Med andre ord, man har tvangsvalget mellem at benytte uretfærdige skatter til at søge over i en retstilstand – eller at forblive i den uretfærdige tilstand ved hjælp af den samme slags midler. Under tilstande hvor der råder »alles krig mod alle« er retten sat ud af kraft; men man kan godt føre krig for fredens skyld. De nuværende politiske forhold kan næppe karakteriseres bedre end som en sådan krig af alle imod alle, just ikke blodig, men dog med det formål ved magt (stemmemagt) at tilrive sig fordele på hinandens bekostning. For at komme ud over denne tilstand gælder kun eet hensyn: hvad der bedst og hurtigst fører til målet. Fra et retsmoralsk synspunkt må de midler, der stiller sig til rådighed, nødvendigvis få et vilkårligt præg, men man er netop ikke frit stillet i valget af midler; man kan ikke anlægge nogen retsmoralsk målestok på de midler, der fører over retstilstanden. For at få ryddet op i magtstatens bo må adskillige resignere, og megen gammel uret glemmes; men andre vil finde, at indtrædelsen i retstilstanden dog måske er adskillige ofre værd. Ingen vil have føje til at beklage sig, i al fald ikke etisk føje dertil, thi han får jo netop lejlighed til at forlade en tilstand, hvor etiske beklagelser overhovedet ikke kom i betragtning. At magtmidler for en gangs skyld sattes i bevægelse for at bøje magten ind under retsprincippet, kan ikke forkastes ud fra dette princip.
     Om de taktiske fremgangsmåder lader sig ikke meget forudbestemme. Måske det bliver det nuværende flertalsdiktatur, hvem denne sidste rolle tilkommer, at indskrænke sit eget almagtsstyre. Men det er også muligt at det bliver et fåtal af intelligente modige mænd, der ved hvad de vil. Forskellen er ikke så stor som man skulle tro, thi det er altid et resolut mindretal, der bestemmer den politiske udvikling, selv under de mest demokratiske forfatninger. Og etisk set er det ligegyldigt, om det er de mange stemmers eller de få viljers magt, der fuldbyrder overgangen. Så meget kan dog vistnok fastslås, at af alle de veje, ideen om en retsstat kan benytte for at vinde indpas og indflydelse, er den at bearbejde politikerne den længste og trangeste. En saglig omvendelse af politikere til en splinterny revolutionær opfattelse er vistnok aldrig oplevet.
     Lang eller kort overgangsperiode? Afgørelsen heraf beror også på forhold, der kun i meget ringe grad lader sig forudbestemme. Medens man tidligere nærmest tænkte sig en længere overgangsperiode med gradvis omlægning af statens økonomi fra skat til skyld osv. efter en i forvejen nøje lagt plan, er mange under trykket af den økonomiske krise efter verdenskrigen og hele den sociale uro, der er opstået, nu mere tilbøjelige til at mene, at det kan blive nødvendigt at fuldbyrde overgangen i et spring. Og navnlig har man da søgt en udvej for at få hele den offentlige gæld fjernet og grundskylden indført med eet slag og fuldtud. Der er* stillet forslag om at muliggøre dette ved en formue afgift og ved at halvdelen af jordskylden bæres af staten (ved hjælp af denne formueafgift); samtidig hermed måtte stat og kommune realisere deres salgbare og undværlige aktiver, for at hele den offentlige gæld kunne dækkes. »Eftersom den samlede jordværdi, der befinder sig i privat eje, udgør 4.700 mill. kr. og langt overstiges af den samlede formues i 11.000 mill. kr., vil et 25 % fradrag i denne ikke blot være mere end tilstrækkeligt til at erstatte jordejerne halvdelen af deres jordværdi eller tilsammen 2.350 mill. kr. De overskydende 400 mill kr. af fradraget (2.750 mill. kr.) er tilstrækkelig til afbetaling af den del af statens og kommunernes gæld, som ikke kan betales gennem realisation af deres salgbare aktiver.« Forf. har senere opstillet følgende tal pr. 1/1 1922: Privatformuen, nu 16 milliarder, pålægges en gennemsnitlig afgift af 25 % = 4 milliarder. Der vil da foruden dækning af statsgælden og tilskuddet til grundejerne kunne skabes et fond for afvikling af det nuværende understøttelsesvæsen, til pensioneringer osv.
     *) August Schvan i tidsskriftet Retsstaten 1919–20 og i Den retfærdige Revolution. Kbhvn. 1919. Se også denne forfatters yderst grundige og interessante beregninger af, hvorledes retsstatens budget lader sig opstille. (Sammesteds og i »Det frie Blad« 1921).
     Indvendingerne mod denne plan, der går ud på en lempelig fordeling af de byrder, magtstaten har læsset på dette slægtleds skuldre, kan ikke med rimelighed vende sig mod formueafgiften, som om denne skulle være af mere eller ligeså ondartet natur som magtstatens skatter. Thi der er dog en væsensforskel mellem principielt at anerkende vilkårligheder og at anvende det mindst vilkårlige hjælpemiddel, man råder over, for at komme over i en tilstand, hvor sligt for al fremtid er skrinlagt. Fra modsat side har man indvendt, at folkets ret til naturværdierne ikke burde købes tilbage, og man har henvist til, at Henry George ivrede imod at yde de nuværende grundejere nogensomhelst erstatning. Selv om dette standpunkt kan siges at være etisk forsvarligt, er det dog et spørgsmål, om den nye stat ville kunne bære de kriser, der ville opstå ved et pludseligt krav om fuld jordskyld uden erstatning; om omvæltningen med andre ord ville have mulighed for at lykkes. Det må erindres, at George tænkte sig en gradvis indførelse; men mellem den særfordel, der herved indrømmedes grundejerne og den Schvan’ske lettelse under en pludselig overgang er det ikke muligt at se nogen principiel forskel.
     Det kan ikke nægtes, at der er noget nobelt i den tankegang, at al den offentlige gæld skal betales ved overgangen til retsstaten. Men heller ikke her er etiske hensyn de afgørende, thi som ovenfor vist er offentlig gæld, stiftet under magtstatens forhold, ikke af kontraktlig karakter og derfor ikke bindende for umyndiggjorte samtidige, endsige for en efterslægt, der aldeles ikke har sanktioneret dens stiftelse eller interesseret sig for de formål, for hvis skyld den var stiftet. Også her må synspunktet sandsynligvis blive rent praktisk; en del afhænger af, hvorvidt retsstaten kan tilsidesætte ethvert hensyn til den udenlandske kapitalmagt, og hvorvidt de omgivende staters regeringer og militærvæsen er solidarisk med denne. De russiske kommunisters forsøg på at trodse disse magter synes allerede strandede. Men det er dog rigtigst at gøre opmærksom på, at det retsmoralske synspunkt ikke kan føres i marken til fordel for statsgældens kreditorer; og selv om politiske forfattere har beregnet, at den nuværende offentlige gæld endnu lader sig dække, er det ikke sikkert, at dette stadig vil kunne tilrådes uanset, om den vedbliver at vokse så lavineagtigt som under de sidste tiders usolide finansstyre. Statens kreditorer kan i al fald ingen skade have af at mærke sig, at anerkendelse af deres fordringer kan støde på betænkeligheder af principiel art. Man kan med føje anlægge den betragtning, at retsstaten ved overtagelsen af boet efter sine forgængere skal betale så meget som svarer til de aktiver, den modtager og hverken mere eller mindre. Og hvad det angår, at man kan være betænkelig ved at svække retsstatens fremtidige kredit, kan det gøres gældende, at retsstaten ikke vil have brug for ret megen kredit, da den ikke selv er erhvervsdrivende eller erhvervsstøttende. Spørgsmålet om gældens indfrielse hører med andre ord til de spørgsmål, der må løses ud fra en praktisk betragtning af de politiske muligheder, der foreligger i hvert givet øjeblik. Derhen hører forøvrigt alle de forholdsregler, man planlægger for overgangen. Alle overgangsbestemmelser er konjunkturbestemmelser; de hører ikke med til selve retsstatens bygning eller program og må derfor også søge anden art begrundelse.
     Forholdet mellem mennesker kan grunde sig på 1) trang til ledelse eller på 2) respekten for næstens selvstændighed. Den første form har hidtil været den langt overvejende, og den kan variere i det uendelige. Lige fra det despotiske tryk, hvor medmenneskets ve og vel brutalt bøjes ind under herskerens vilje, til den blidere pånødelse af »velgerninger«, der synes at gælde min næstes interesser, men i virkeligheden går ud på at tvinge hans personlighed ind under mine planer – en kærlighed, der strækker sig netop så langt som det viser sig, at hans vilje går i samme retning som min. Alt dette er magtytringer – måske er den magtudøvelse den farligste, der grunder sig på et indbildt kendskab til næstens behov og kærligt påtvinger ham velvilje, gør ham afhængig og takskyldig, føjelig og følgagtig. Magt er det og vil øjeblikkelig føles som sådan, hvor det møder en udpræget egenvilje. Da ender det blideste formynderskab med ufred.
     Anderledes, hvor grundlaget for tilknytningen er anerkendelse af andre personligheder og deres lige så store ret til selvudfoldelse. Her kan et samliv gennemføres uden påtryk af nogen art; frie individer kan udvikle initiativ indenfor en urørlig personlig grænse: et samliv bygget på udveksling af værdier, fordi der her skabes værdier; ingen indretter sig på at leve af andres almisser. Mulighed for fred, fordi motiverne til angreb er bortfaldne; man indtager ikke vedvarende forsvarsstilling, fordi ordningen er en grænseordning. Ufredselementet er fjærnet i det sociale liv, fordi ingen myndighed anmasser sig til på forhånd at beskære individets livs- og udviklingsmiuligheder.
     Retsstaten betyder, at individet har et privatliv, hvor han er fuldkommen enehersker; hvor han kan følge sin egen skabende drift og sine interesser. Fra dette område er det offentlige banlyst, og hvis der indenfor det skal herske fællesskab om visse anliggender, er individet medbestemmende om og hvor langt han vil være med. Grænsen for dette fredlyste særområde drages ikke efter vilkårlige afgørelser, men efter grundsætninger, som bunder i de sociale naturlove. Enhver sit og det øvrige fælles – således lyder i største korthed retsstatens motto.
     – I de store folkereligioner, som har delt jorden imellem sig, findes som forudsætning for alle lærebygninger troen på en åndelig magt, hvis væsen er kærlighed, og at det er menneskets højeste formål at lade denne magt være rådende og alt beherskende i alle jordiske anliggender.
     Denne lære har i et par tusinde år været forkyndt menneskene – og det ville være formasteligt at påstå, at den ingen frugt har sat. Den har utvivlsomt mildnet folkenes sindelag og sæder og haft stor indflydelse på menneskenes gensidige private forhold. Senest under verdenskrigen har man set utallige rørende eksempler på, hvorledes mennesker er ilet vildfremmede brødre i fjærne egne til hjælp og derved har lindret målløse ulykker. På lignende måde ser man indenfor de enkelte små samfund mangfoldige bestræbelser rettede imod at støtte samfundets stedbørn og hjælpe de ejendomsløse og erhvervsløse.
     Men hvoraf kommer det da, at ingen energi sættes ind på at forhindre selve ulykkerne, krigene og de sociale sammenstød; hvorfor tillades det bestandig, at mennesker fødes ejendomsløse, og at de ingen virkefelter kan sikre sig. Er det dog ikke netop mangel på kærlighed?
     Dette giver ikke hele forklaringen; jeg vil i al fald hellere tro, at når det i samfund, som kalder sig kristne, og som virkelig er i stand til at udvise stor offervillighed på mange områder, alligevel intet grundigt sker for at skabe en varig fredstilstand mellem folkene og indre ligevægt og arbejdsfred, ligger det tildels i en vis intellektuel mangel, eller rettere, det ligger i, at den rent intellektuelle kultur og den personlige kultur, livskunstens kultur, ikke har holdt skridt med hinanden, men er gået hver sin vej. I grel modsætning til det tankearbejde, der er udfoldet på så mange andre områder, naturvidenskabelige, tekniske osv. står den kendsgerning, at menneskets indre liv, dets drifter, dets følelser, vilkårene for dets højeste udfoldelse er ladt i stikken af tænkningen; næsten ingen har interesseret sig for at bringe orden og sammenhæng til veje i sjælelivet.
     Det er således påfaldende, at menneskehedens opdragere har oversprunget en så vigtig forudsætning for, at kærligheden mellem menneskene kunne udfolde sig i sin fulde blomstring og bære frugt, som den menneskelige personligheds selvstændighed og frihed. Den kærlighed, der her tænkes på, må ikke være blind, thi favntag kan blive så voldsomme, at de kvæler.
     Og dog er denne forudsætning så snublende nærliggende. Når det hedder: du skal elske – hvem kan man da elske uden en fri personlighed, og hvor skulle det være muligt at yde kærlighed, yde noget værdifuldt med kærligt sind, når man ikke selv er en personlighed? Hvorledes kan man give uden at være noget eller have noget at give? Medens denne forudsætning, individets selvstændige betydning, åbenbart er grundlaget for Jesu egen forkyndelse, har kirken tilsløret den, og intet af de moralsystemer, der er byggede i vesten, har fuldt ud villet vedkende sig den; de fleste fornægter den direkte.
     Hvad der tiltrænges nu, i dette øjeblik, er da ikke at prædike kærlighed, men at søge at forstå dens væsen og rolle i den verden, vi lever i, og give den en rigtig retning. På et bud om at elske hverandre kan samfundene ikke i dette øjeblik omskabes til fredeligt samlevende organismer. Det vil blot blive misforstået. Hvem tør benægte, at en forfatter som v. Bernhardi mener at opfylde et kærlighedsbud, når han i hele menneskehedens interesse vil påføre verden den tyske kultur? Men er det ikke en misforståelse? Eller når socialisterne og andre politikere praktiserer Jesu lære om offervillighed således, at den går ud på at tage fra nogle for at give til andre. Kan de så ikke påberåbe sig bifald fra »kristne« præsters side? Den misforståelse må fjærnes, at det er muligt at elske sin næste uden at have agtelse for ham som fri personlighed.
     Den, der i det private liv giver almisser i blinde til højre og venstre, forsømmer ofte at lægge mærke til den krænkelse, han tilføjer modtagerens menneskeværdighed; han føler sig måske højt hævet derover. Man kan give således, at man forringer sin næste, men det er ikke at elske ham.
     Vor kærlighed til børn giver sig udslag i, at vi leder dem, søger at anbringe nogle rækværker og afvisere, der kan gøre de første skridt nogenlunde trygge. Og den tager uden betænkning magten i sin tjeneste, fordi den ved, at alt dette er foreløbigt, og der endnu ikke er tale om modenhed eller ligestillethed; den agter netop derved den vordende personlighed. Men den fuldmyndige, der frabeder sig sådanne »kærlighedsytringer«, der skal pånødes, ja som måske slet ikke ønsker at komme i berøring med vor personlighed, må vi alligevel søge udvej til at leve fredeligt side om side med. Denne udvej er den gensidige anerkendelse af det fredlyste område, hvor selvbestemmelsesretten er suveræn – og ingen anden. Holder du af mig, må du først og fremmest vise det ved at respektere den; holder du ikke af mig, kan vi alligevel samarbejde, hvis du anerkender grænsen.
     Det er af afgørende betydning, at der mellem mennesker kan herske fredeligt og frugtbart samliv, som kun hviler på den forudsætning, at de nærer gensidig agtelse for hinanden som ligeberettigede sociale enere. Dette lægger grunden til det personlige kendskab, hvorpå kærligheden kan udfolde sig uden at skade eller svække. Det har i det foregående vist sig, at der lader sig opstille sådanne objektivt formede regler for samlivet, at en tilsidesættelse af dem gør ethvert samarbejde umuligt. De udgør mindstemålet af de krav, menneskene på forhånd må stille til hverandre for at indlade sig på fredeligt og frugtbart samvirke, og for at kunne opretholde den dertil bærende følelse, tilliden. Disse regler går netop ud på at omskrive en sfære, som må betragtes som individets retmæssige og ukrænkelige område – således forstået, at den ikke uden tilladelse kan overskrides, og at enhver krænkelse ligesom enhver begæret ydelse kan gøre krav på vederlag.
     Hvorfor var det af så eminent vigtighed at finde den objektive regel for menneskets indbyrdes forhold? Fordi det viste sig, at alle subjektivt, personligt prægede bud eller råd ufravigelig lod sig misbruge i magtbegærets tjeneste. Og det ligger i sagens natur, thi ethvert forhold til min næste, som skal bygge på mine personlige meninger, må nødvendigvis være et formynderforhold. Ikke engang så ædle følelser som sympati og kærlighed kan modstå denne fristelse til at blive formynderiske, thi de er oftest udtryk for, hvad jeg personlig foretrækker.
     Det må ikke være afgørende for vort forhold til vore medmennesker, hvorledes vi kan ønske dem beskafne. Retsmoralens højeste formål går ud på at sikre dem et eget område, hvor de kan udvikle alle de muligheder, der ligger i deres natur. Det er således retsmoralen forstår sin kulturopgave: den rydder hindringerne og omgærder det område, hvor en selvstændig personlighed kan udfolde sig i tryghed. Selv er den ikke kulturskabende, men den øver heller ikke vold eller blot tryk af nogen art på den skabende personlighed, der ikke træder andre for nær. Vor tid er trællemærket og uden agtelse for åndslivets vilkår. Åndsliv trives kun på grundlag af selvbestemmelsesret, egen eksistensbasis, eget ansvar og egen risiko – også i økonomisk henseende.
     Et objektivt moralbegreb, som fundament for den individuelle kultur, er derfor det, vor tid tiltrænger mere end noget andet. Alle hidtidige moralbegreber var subjektive og måtte derfor føre til katastrofer. Sålænge verden ikke anerkender sådanne delingslinjer mellem individer indbyrdes og mellem individ og stat, som kan udledes af selve samlivets væsen, vil magtstater afløse hverandre i uophørlig række og i alle mulige skikkelser. Men hvad enten de kalder sig demokratiske, socialistiske eller bolschevistiske – fælles for dem alle vil være deres fuldkomne mangel på evne til at skabe indre og ydre fredsvilkår.

Præ-georgister