Tolstoj om Henry George
Hver gang et menneske kæmper
for et ideal, eller handler for at forbedre andres forhold, eller slår
til imod uretfærdighed, sættes en lille kilde af håb i
gang... og idet disse kilder krydser hinanden fra en million forskellige
udgangspunkter af energi og mod kan de samles til en strøm, som kan
gennembryde undertrykkelsens og modstandens mægtigste mure.
Robert F. Kennedy.
Muligvis findes der et eller
andet sted i Tolstoj-arkiverne et spor i retning af, hvornår han reviderede
sit første negative indtryk af Henry George's doktriner. Det kan
være, da han genlæste Samfundets Livsspørgsmål
og opdagede følgende afvæbnende udtalelse, at han indså,
at statsvold trods alt var det sidste George havde tænkt sig ved indførelsen
af sit forslag:
Social forandring skal ikke
sikres ved støj og råb; af klager og fordømmelse; ved
dannelsen af partier, eller ved at starte revolutioner; men ved en vækkelse
af tanken og ideernes udvikling. Indtil der bliver tænkt rigtigt,
kan der ikke være rigtige handlinger; og når der bliver tænkt
rigtigt, vil rigtige handlinger følge. Magt ligger altid i massernes
hænder. Hvad der undertrykker masserne, er deres egen uvidenhed, deres
egen kortsynede selviskhed. 1
George havde ikke et brugbart
kendskab til fransk blandt sine færdigheder, og kendte f.eks. til det,
som han vidste om fysiokraterne i det attende århundrede, gennem kommentarer
skrevet på engelsk. Det er derfor yderst usandsynligt, at han skulle
have haft den mindste anelse om de tilsvarende følelser, allerede
omtalt som kendte af Tolstoj, hos sekstenhundrede-tals skribenten Etienne
de la Boétie (Kapitel 6). Der er en stærk sandsynlighed for,
at de alle tre havde ret i at mene, at folkelig viden om undertrykkelsens
maskineri var alt, hvad der krævedes, for at denne kunne blive fjernet.
Hvad der er sikkert ved Tolstojs holdningsændring,
let forståelig i lyset af hans allerede bemærkede almindelige
omskiftelighed, er at han den 24. november 1894 skrev et brev til en vis
Ernest Crosby med helt andre udtryk end dem, anvendt i 1886:
Hvis den nye zar spurgte mig,
hvad jeg ville råde ham til at gøre, så ville jeg sige
til ham: brug din enevældige magt til at afskaffe ejendomsretten til
jord i Rusland og til at indføre fuld grundskyld; og afgiv så
din magt og giv folket en liberal forfatning. 2
Hans nye mening om grundskyld
var tydeligvis så god, at han var villig til at tillade bare en voldshandling
mere for at se det blive sat i værk. Hvor meget længere kan en
fortaler for ikke-vold gå?
Den 9. august samme år havde han allerede
skrevet i sin private dagbog:
"På dette tidspunkt
besøgte MacGahan [en russisk-født enke efter en amerikansk journalist]
og hendes søn mig og medbragte nogle bøger af Henry George.
Læste A perplexed philosopher igen. Glimrende. Blev meget levende
opmærksom igen på synden ved at eje jord. Det er forbløffende,
at folk ikke kan se det. Hvor er det nødvendigt at skrive en bog om
det - at skrive en ny Onkel Toms hytte. I går modtog jeg en
artikel fra Sergejev og en artikel fra Gegen den Strom. Hvor siges
der meget sandt alle steder fra, og hvor lidt af det der dog høres
af folket. Der er brug for noget andet. 3
A Perplexed Philosopher
(1892) 4 var Henry George's reaktion
på Herbert Spencers afvisning af en doktrin, formuleret i hans Social
Statics (1850), efter hvilken ejerskab til jord skulle overtages af Staten,
som så skulle leje den ud i parceller til alle, som ønsker at
blive statshusmænd. Hvor imidlertid Spencers plan ville kræve
etableringen af et særligt bureaukratisk departement, ville George's
blot kræve, at eksisterende departementer for vurdering og beskatning
skulle opkræve størstedelen af jordrenten og kun overlade så
meget af den til dem, der ejer jord udover, hvad de selv behøver, til
at de finder det umagen værd at fungere som statens opkrævere. 5A Perplexed Philosopher er en typisk polemik,
gradvist tiltagende i lidenskabelighed, imod en ubestridelig afvigelse fra
den naturlige retfærdigheds sag.
I 1897 skulle Tolstoj skrive til T. M. Bondarev:
"Når al jord i landet
er blevet vurderet på denne måde, foreslår Henry George,
at der skal indføres en lov, ifølge hvilken jorden efter en
bestemt dato i et bestemt år ikke længere skulle tilhøre
en person, men hele landet - hele folket; og at alle, som besidder jord, derfor
vil skulle betale landet (dvs. til hele folket) den årlige værdi,
som den er vurderet til. Denne betaling skulle bruges til at dække alle
offentlige og nationale udgifter og skulle erstatte alle andre afgifter, skatter
eller toldafgifter.
Resultatet af dette ville blive, at en jordbesidder,
som nu besidder, lad os sige 2.000 desjatins, fortsat ville kunne besidde
dem, hvis han ville, men at han skulle betale til statskassen - her i Tula
guvernementet f.eks. (fordi hans besiddelse ville udgøres af både
engjord og avlsjord) - 12.000 eller 15.000 rubler hvert år; og, fordi
ingen store jordbesiddere kan overkomme en sådan udbetaling, ville
de alle forlade deres jord. Men det ville betyde, at en Tula-bonde i det
samme distrikt ville betale nogle få rubler per desjatin mindre, end
han betaler nu, og ville få masser af tilgængelig jord i nærheden,
som han kunne tage i besiddelse for 5 eller 6 desjatin. Derudover ville han
ikke have andre skatter eller afgifter at betale og ville være i stand
til at købe alle de ting, som han har brug for, importeret eller russisk,
toldfrit. I byerne ville ejerne af huse og fabrikker kunne fortsætte
med at eje dem, men de ville skulle betale den offentlige kasse den fastsatte
værdi af deres jord. Fordelene ved et sådant arrangement ville
være:
1. At ingen ville være ude af stand til at få jord at udnytte.
2. At der ikke ville være ubeskæftigede folk, som ejer jord
og får andre til at arbejde for sig til gengæld for retten til
at udnytte denne jord.
3. At jorden ville besiddes af dem, som udnytter den, og ikke af dem, som
ikke udnytter den.
4. At fordi jorden ville være tilgængelig for folk, som ønsker
at arbejde med den, ville disse afholde sig fra at lade sig gøre til
slaver som arbejdere i fabrikker og værksteder, eller som tjenestefolk
i byerne, og i stedet for ville de slå sig ned i landdistrikterne.
5. At der ikke længere ville være skatteinspektører og
-opkrævere i møllerne, fabrikkerne, raffinaderierne og værkstederne,
men kun være opkrævere af skat på jord, som ikke kan stjæles,
og hvoraf en skat meget let kan opkræves.
6. (og vigtigst). At de ikke-arbejdende ville blive frelst fra den synd
at udnytte andre menneskers arbejdskraft (i hvilket de ofte selv ikke er
de skyldige, for de har fra barndommen været opdraget til lediggang
og ved ikke, hvordan man arbejder), og fra den endnu større synd på
alle måder at snyde og lyve for at retfærdiggøre deres
udførelse af denne synd; og arbejderne ville blive frelst fra fristelsen
og den synd at misunde, fordømme og blive ophidsede på de ikke-arbejdende,
så at en årsag til menneskers adskillelse ville blive fjernet."
6
"De der, som Henry George
og hans tilhængere, vil afskaffe de love, som gør jord til privat
ejendom, foreslår nye love, som lægger en obligatorisk leje på
jorden. Og denne obligatoriske jordleje vil nødvendigvis skabe en
anden slags slaveri; fordi et menneske, som er tvunget til at betale leje
eller grundskyld, i tilfælde af misvækst eller anden ulykke vil
være nødt til at låne penge af én, som har noget
at låne ud, og han vil igen falde tilbage i slaveriet." 9
For at man ikke skulle tro,
at man havde misforstået udsagnet, skriver han ganske tydeligt i forordet
til dette essay:
"Men, da jeg tror, at jeg
igennem disse femten år mere afdæmpet og minutiøst har
fremsat overvejelser over det spørgsmål, som blev diskuteret
i "Hvad må vi da gøre?", i forbindelse med læresætninger,
som for tiden findes og udbredes iblandt os, tilbyder jeg nu læseren
nye overvejelser, som fører til de samme svar som tidligere. 10
Hvad han her synes ikke at forstå,
er, at der ikke er noget spørgsmål om at 'lægge en obligatorisk
leje på jorden.' Den findes allerede, på grund af Ricardos lov
(Kapitel 11), i form af forskellen imellem den årlige værdi af
et givet stykke jord og værdien på et stykke af det mindstNoget
af dette er ikke helt i pagt med Henry George, som ikke foreslog nogen ændring
i ejendomsretten, endsige en speciel dato for dens afskaffelse. Der er heller
ingen grund til at antage, at han forventede, at 'alle' indehavere af store
godser ville 'forlade deres jord.' Faktisk forventede han, som vi har set,
at de ville blive for at fungere som skatteopkrævere, selv hvis de
ikke i bogstavelig forstand udnyttede jorden selv. De ville, selvfølgelig,
være interesserede i at slippe af med jord, som for en tid ikke blev
udnyttet produktivt, og som de ikke kunne finde forpagtere til. På trods
af disse unøjagtigheder i detaljerne har Tolstoj her fremstillet et
fremragende resume af fordelene ved grundskyldsystemet; og hans lidenskabelige
anvendelse, i det sidste afsnit, af religionens sprog, gav den nøjagtig
den drejning, som behøvedes for at overbevise en gudsfrygtig læser.
I 1899 blev en plan sat i værk, som først
havde været skitseret i et dagbogsopslag for den 9. august 1894, og
udvidet i et for den 26. maj 1895, hvor han skrev: "Nekhljudov må være
tilhænger af Henry George og må bringe dette ind...", 7 at skrive en bog om 'synden ved at eje jord'.
Det var romanen Opstandelse8, normalt
diskuteret som en historie om heltens soning af sin ubetænksomme forførelse
af en pige, hvilket til slut fører til, at hun bliver dømt til
eksil for et mord, som hun ikke har begået. Der er, hvad der ligner
en sammensværgelse, for at underspille det faktum, at det lige så
meget er historien om, hvordan Nekjljudov gør, hvad Tolstoj selv ville
have elsket at gøre, nemlig at indføre Henry George's princip
på sine egne godser ved at lade bøndernes leje gå til deres
egen velfærd. I dette tilfælde trak Tolstojs samvittighed ham
i to forskellige retninger. På den ene side var han dybt optaget af
at gå imod den ubetingede private ejendomsret til jord. På den
anden side forhindrede hans loyalitet overfor hans egen familie ham i at
tvinge dem til at leve i overensstemmelse med hans egne principper. En anden
grund til ikke at yde den sociale kritik i Opstandelse tilstrækkelig
opmærksomhed er, at der i den også er angreb på Den ortodokse
Kirke, retssystemet, og generelt, på voldsregimer til fordel for en
lille del af befolkningen. Det er faktisk en håndbog i Tolstojs filosofi,
i fiktions-form.
Det må efter alt dette komme som noget af
et chok for en studerende, som ikke kender til Tolstojs tendens til at ændre
mening om vigtige emner, at erfare, at han ved en lejlighed senere, i 1900,
gav efter for sin mistro overfor den magt, som han mente ville være
nødvendig for at indføre fuld grundskyld: produktive jord i
anvendelse, hvis økonomiske værdi er nul. Alt, hvad der mangler,
er at afgøre, hvorvidt denne værdi tilhører et individ
eller den almene offentlighed. Hvad der skal gøres i tilfælde
af 'misvækst eller anden ulykke', er et problem, som rejses for forpagtere,
uanset om beslutningen går den ene eller den anden vej; men en sådan
ulykke vil under alle omstændigheder sænke lejen.
Hvad det end var for overvejelser, der fik ham
til at vende tilbage, så holdt de ihvertfald op med at plage ham i
1902; for det var i januar dette år, at han endelig gik i gang med
det projekt, som han havde omtalt i brevet til Ernest Crosby i 1894, nemlig
at skrive til zar Nikolaj II om jordreformen og dens store betydning, hvis
de sociale spændinger i tiden skulle løses fredeligt (se appendix
1). For at sikre sig, at zaren modtog det, sendte han det i første
omgang til et andet medlem af kongefamilien, storhertug Nikolaj Mikhailovich,
som havde taget initiativ til at gøre Tolstojs bekendtskab på
Krim året før.
Det skulle vise sig, at hverken zaren eller storhertugen
var positivt indstillet til Tolstojs forslag; for i foråret det samme
år skrev han endnu et brev til storhertugen (se appendix 2), hvori en
langt bedre definition af grundskyldsprincippet end de allerede citerede,
blev udlagt:
"Essensen i projektet er sandelig,
at jordlejen, dvs. den overskydende værdi af jord sammenlignet med
jord af laveste værdi, og afhængigt ikke af en mands arbejde,
men af naturen eller jordens omgivelser, bruges til beskatning, dvs. almenhedens
behov; dvs. indtægter fra almenheden bruges til almenhedens behov. Den
eneste effekt af dette projekt er, at hvis De ejer en vis portion jord i
Borzhomi og jeg i Tula provinsen, tager ingen jorden fra mig, og jeg er kun
forpligtet til at betale en leje for den, som altid er lavere end dens udbytte. 11
Det bedes bemærket, at
han nu både har forstået betydningen af Ricardos lov og tabt den
illusion, at George's plan gik ud på en masse-overgivelse af jord til
staten.
Af resten af brevet er det tydeligt, at storhertugen
havde påpeget, at det ville være nødvendigt med en anden
zar og andre ministre til at gøre, som Tolstoj ønskede, og
at administrative reformer derfor ville blive prioriteret højest.
Tolstoj ville ikke vide af noget sådant og pegede på, at sådanne
reformer ikke ville betyde andet end at understøtte et forældet
enevælde, som ikke havde højere mål med sin eksistens
end at bevare sin egen magt. Han havde ret (Kapitel 5). Forestillingen om
Rusland som et privat gods ejet af dets prinser og adelsmænd gik tilbage
til den tidligste mytiske tid, og den om zaren som Herrens Salvede gik tilbage
til kroningen af Ivan den Grusomme i 1547. Ingen af disse forestillinger
havde nogen relevans for det begyndende industrialiserede Rusland i 1800-tallet.
Der er et punkt, som vi er nødt til at gøre
os klart, førend vi går videre. Vi ved i kraft af efterrationalisering,
at Tolstoj efter politi-razziaen på Jasnaja Poljana i 1862 ikke led
nogen faktisk overlast i myndighedernes hænder; men han var selv overbevist
om, at han når som helst kunne blive tvunget i fængsel eller henrettet.
Under disse omstændigheder krævede hans vedblivende offentlige
og indtrængende forsvar for synspunkter, som han vidste var i modstrid
med de kortsigtede interesser hos det russiske kejserdømmes herskere,
den yderste grad af mod. Skrupler over at tvinge sin familie til at følge
samme linje kan have ført til visse uoverensstemmelser imellem hans
offentlige holdninger og private handlinger; men han ophørte aldrig
med at udtrykke sin tro på anarkismen, den logisk baserede kristendom
og georgistisk økonomisk teori - når han først var blevet
helt overbevist om deres rigtighed - uanset risikoen for de værste konsekvenser.
Tre år senere, den 21. april 1905, skrev
han i sin dagbog: 'Jeg er begyndt at skrive Defenders of the people. Den
er ikke dårlig. Og Henry George'. 12
Det sidstnævnte arbejde begyndte som en artikel om Henry George, blev
i første omgang sendt til The Times, men blev udvidet til A Great Iniquity.
Det er en velformuleret fornægtelse af privat ejendomsret til jord,
med hyldest til Henry George, en redegørelse for den modstand han
var blevet mødt (og stadig mødes) med og lange citater fra en
af hans udgivne taler. 13 Således
skriver Tolstoj om de metoder, som George's fjender brugte:
"Da Henry George forelæste
i Oxford, organiserede studenterne fjendtlige demonstrationer, og den romersk-katolske
fraktion betragtede ganske enkelt hans lære som syndig, umoralsk,
farlig og i modstrid med Kristi lære. Den ortodokse nationaløkonomi
rejste sig imod Henry George's lære på samme vis. Lærde
professorer afviste den med al deres autoritet uden at forstå den,
simpelthen fordi de ikke tog højde for de fundamentale principper
i deres pseudo-videnskab. Socialisterne var også fjendtlige - fordi
de mente, at det vigtigste spørgsmål på det tidspunkt
ikke var jordspørgsmålet, men den totale afskaffelse af privat
ejendomsret. Den mest anvendte strategi imod Henry George var imidlertid
den, som altid anvendes imod uimodsigelige og selvindlysende sandheder. Denne,
som stadig bruges imod Henry George's teori, var at ignorere den. Denne metode
med at tie ihjel blev praktiseret med en sådan succes, at Labouchere,
et medlem af Underhuset, offentligt kunne sige og uden modstand, at han 'ikke
var en profet som Henry George, og ikke ville foreslå at tage jorden
fra jordejerne for bagefter at leje den ud igen, men at han kun forlangte
indførelsen af en skat på jordværdien'. Det vil sige,
at Labouchere først lagde Henry George ord i munden, som han på
ingen måde kunne have sagt, for derpå at korrigere denne vrangforestilling
ved at fremsætte Henry George's faktiske forslag." 14
Sådanne falske tilskrivninger
og korrektioner, præcist fremvist og afvist af Tolstoj i 1905, skæmmer
stadig kommentarer fra Henry George's kritikere næsten 100 år
efter.
Dagbogsopslag fra de følgende år af hans liv viser os
Tolstojs fortsatte begejstring for Georgist-sagen. Her nogle fra en samling,
udgivet på engelsk:
"2. april 1906. 'Folk
taler om og diskuterer Henry George's system. Det er ikke systemet, som er
værdifuldt (skønt jeg ikke alene ikke kender et bedre, men heller
ikke kan forestille mig et), men det, som er værdifuldt, er det faktum,
at systemet knæsætter en holdning til jord, som er universel og
den samme for alle. Lad dem finde et bedre, hvis de kan.' 15
6. juni 1906. 'En korrespondent har været her, og jeg
skrev nogle småting ned om Henry George og fortalte ham om Dumaen og
undertrykkelsen.' 16
2. september 1906. 'Så skrev jeg en smule om Henry
George - ikke godt.'17
(Redaktøren af samlingen meddeler os her, at dette opslag henviser
til forordet i den russiske oversættelse af Henry George's 'Samfundets
Livsspørgsmål').
24. september 1906.
'Jeg har gjort alt det færdigt, som jeg var startet på, og har
skrevet et forord til Henry George.' 18
19. maj 1909. 'Den kære Nikolejev kom to gange. Hvilken
vidunderlig arbejder han er, efter Henry George's forståelse af begrebet,
og hvilket godt menneske på alle felter.' 19
2. juni 1909. 'Et telegram fra Henry George's søn,
så én fra Russian Word med korrektur på Mechnikov-artiklen.
Rettede korrekturen og skrev om Henry George og sendte det til Russian Word.
Formodentlig vil de ikke trykke det.'20
(Denne artikel, 'Apropos til et besøg af Henry George's søn',
blev ikke, fortæller redaktøren os, antaget af Russian Word,
men blev trykt i Russian Gazette den 9. juni 1909).
5. juni 1909. 'Lavede
intet idag: rettede en smule i The One Command og artiklen om George. George's
søn kom med en fotograf. En behagelig person.' 21
20. august 1909. 'En samtale med Tenisjev om grundskyld.
Følte mig fredfyldt og følsom.'22
(Dette afslører en ægte kristen indstilling; for, fortæller
udgiveren os, Tenisjev nægtede at rejse sagen om grundskyld i Dumaen).
28. august 1909. 'Jeg
inviterede Maklakov ind og talte med ham om at rejse spørgsmålet
i Dumaen. Han sagde, at han ikke kendte noget til Henry George, og at det
spørgsmål ikke alene ikke ville komme igennem, men at det ikke
engang ville fremkalde en diskussion. Han er meget klog på en praktisk
måde, men fuldstændig døv for alle spørgsmål,
som for alvor er vigtige for folket - virkelig mange, mange mennesker.' 23
23. oktober 1909. 'Gik en tur. Svag. En smerte i ryggen.
Vendte tilbage, følte mig først ikke helt i form, men skrev
så min drøm om Henry George ned. Ikke helt igennem god, men heller
ikke helt igennem dårlig.'24
(Dette stykke, oplyser udgiveren os om, udgør den sidste del
af trilogien 'Tre dage på landet').
7. november 1909. 'I
går morges modtog jeg et vidunderligt brev fra Polilov om Henry George
og svarede ham, og noget andet var også rart - Tolstojs pædagogik
på bulgarsk.' 25
(Udgiverens undersøgelser har afsløret at: 'P. Polilov
var et pseudonym anvendt af Tolstojs datter Tatjana, som havde skrevet et
populært bidrag om Henry George's lære, og ønskede at
få sin faders upartiske mening om den. Tolstoj blev begejstret og skrev
et entusiastisk svar. Tatjana kom til Jasnaja Poljana få dage senere
og afslørede 'Polilovs' identitet').
Henry George var død i New York den 28.
oktober 1897 under en valgkampagne til støtte for hans kandidatur
som borgmester; men Tolstoj havde uanfægtet fortsat det gode arbejde.
Han fortsatte med at lægge pres på politikere, skrev selv til
premierminister Stolypin i januar 1908. Han brugte sin Posrednik ('Fortolkeren')
serie af lavpris hæfter til at udgive den store amerikaners medrivende
taler; og holdt sig i kontakt med grundskyldstilhængere i andre af
verdens lande. F.eks. skrev han i september 1908 et brev til de australske
georgister, som havde sendt ham en fødselsdagshilsen. Denne indeholdt
bl.a. følgende:
"... Dette problem, dvs. afskaffelsen
af ejerskab over jord, kræver i vor tid overalt en løsning lige
så påtrængende, som for et halvt århundrede siden
problemet med slaveri krævede en løsning i Rusland og Amerika.
Dette problem kræver så påtrængende en løsning,
fordi den formodede ret til at eje jord nu er en del af grundlaget for ikke
blot den økonomiske krise, men også den politiske uro, og fremfor
alt for folkets depravation [sic].
De velhavende herskende klasser, som forudser det tab af fordelene
ved deres position, som uvægerligt vil blive følgen af løsningen
på problemet, stræber efter ved hjælp af forskellige falske
fortolkninger, retfærdiggørelser og lappeløsninger af
al magt at udsætte løsningen så længe som muligt." 26
Og til de engelske georgister den følgende marts:
"Ligesom det i loven
om ikke-modstand overfor voldens ondskab, dvs. forbudet imod at dræbe
under nogen omstændigheder overhovedet, er blevet afdækket, hvorledes
uretfærdighed og overgreb retfærdiggøres under henvisning
til forsvar og det fælles bedste, således har også Henry
George's lære om den lige ret til jord afdækket, hvorledes uretfærdighed
og overgreb retfærdiggør røveri og tyveri under henvisning
til enten nogle menneskers særlige ret til jorden, eller fratagelsen
af retten til jord for dem, som arbejder, med frugten af deres arbejde for
at anvende den til dækning af sociale behov." 27
Det var blot et år senere,
i oktober 1910 (Kapitel 1), at han brugte tiden under sin sidste jernbanerejse
til at tale med medpassagererne om de sager, der lå ham allermest på
sinde, og især om Henry George og grundskyld som eneste skat.
Folk fylkedes ved hans begravelse den 9.
november; og en bondekvinde blev hørt sige til sin søn:
Husk ham - han levede for os.
|