Voltaire, den gamle spottefugl, sagde i sin tid om udenrigspolitik: I gamle dage, da der endnu herskede finhed i sæderne, skulde løven dele et bytte sammen med tre andre dyr. Som det højsindede og rettænkende dyr, løven var, delte den byttet i fire nøjagtigt lige store dele, hvorefter den - af grunde som den nærmere vil gøre rede for på rette tid og sted - beslaglagde de tre fjerdedele, samtidig med at den truede med at kvæle enhver, der blot vovede at røre den sidste fjerdedel. Voltaire tilføjer: Dette er netop det ophøjede ved udenrigspolitikken.

     I dag er udenrigspolitik for alvorlig en ting til at gøre sig lystig over. Den er vigtigere end indenrigspolitik, fordi friheden udadtil er forudsætningen for at man kan gennemføre friheden indadtil. Spændingen mellem øst og vest har medført en fare for menneskene, for freden og for friheden, som er større end i nogen tidligere periode.

     Krige er farligere end epidemier og betændelser, men har ligesom disse, deres årsager. Kan vi finde disse årsager og formå menneskene til at fjerne dem, vil man indenfor statskunsten kunne opnå lige så fremragende resultater, som man har nået indenfor epidemiologien og kirurgien.

     Nogle mener, at krige hører til i naturens orden. Mange mener, at de skyldes menneskenes ondskab. Andre mener, at de skyldes menneskenes dårskab.

     Visselig er naturen barsk, og menneskene er ikke lige gode allesammen, men de dybest liggende årsager ligger et andet sted. Det er så heldigt, at man kan læse sig til dem, hvis man vil.

     Det er i fredstraktaterne. Der står, hvad det egentlig var, man førte krig om, nemlig det, som den besejrede skal afstå til den sejrende. Det er næsten altid jord og handelsinteresser, jord med kul, olie og metaller, handelsinteresser i retning af privilegier, der skal opnås, eller toldafspærringer, der skal fjernes.

     I løsningen af jordspørgsmålet og handelspolitikken må vi derfor søge muligheden for at fjerne de værste årsager til krig. Derfor står Henry George i dag centralt i verdenspolitikkens problemer.

     Imod øst står Sovjet-Rusland som en massiv blok. I løbet at få år, efter den sidste krig, har Rusland og Kommunismen underlagt sig 12 europæiske stater, foruden hvad der er sket i Asien.

     Rusland er en kontinentalmagt, der geografisk er gunstigt placeret, så den fra en central position kan true med aggression til mange sider. Det taler meget til Ruslands ære, at det aldrig har søgt at erhverve oversøiske kolonier. Det taler mindre til Ruslands ære, at det i stedet har foretrukket en fremadskridende udvidelse af sin landmasse, hvilket er en farligere form for imperialisme.

     Fra naturens hånd har Rusland næsten alt, hvad jordens rigdomme kan yde. Men havet er dets svage punkt. Bortset fra den kolde kyst mod Ishavet, har det kun sparsomt adgang til havet. Mod øst har det adgang til Det japanske Hav ved Vladivostok. Mod syd skal det igennem Bosporus og Dardanellerne for at få adgang til Middelhavet. Mod vest har herredømmet over Estland, Letland, Litauen, Polen og Østtyskland åbnet det adgang til Østersøen. For at få adgang til Nordsøen og verdenshavene, skal det igennem de danske sunde og bælter.

     Imod vest står de vestlige demokratier. Efter at østblokken havde vist sig at være en aggressiv realitet, blev demokratierne for tre år siden samlet i den nordatlantiske pagt. De fleste er sømagter. De bindes sammen af have og oceaner.

     Transporten til søs er billigere end transporten til lands. Til gengæld er skibsruter sårbare overfor angreb af ubåde.

     Vestmagterne har i tidens løb anlagt oversøiske kolonier. Den vestlige imperialisme har haft en oceano-politisk baggrund.

     Resterne af det toldsplittede, restriktionsplagede Europa ligger som en smal bræmme på det af Rusland beherskede eurasiske kontinent. De samme argumenter, der skulde undskylde Ruslands erobring af østersøkysten, kan også anvendes til fordel for en okkupation af resten af Europa.

     Besiddelsen af Tyrkiet og Grækenland vil give adgang til Middelhavet. Besiddelsen af Danmark vil give Adgang til Nordsøen. Besiddelsen af Nederlandene og Frankrig vil give adgang til Atlanterhavet.

     Rusland bekæmpede i krigens sidste år diktaturet i Tyskland. Selv er det tilhænger af proletariatets diktatur. Rusland bekæmper privatkapitalismen. Selv er det tilhænger af statskapitalismen. Rusland bekæmper privatmonopolismen. Selv er det tilhænger af statsmonopolismen.
*
Menneskene er ikke lykkelige, hverken imod øst eller vest. Ingen af stederne er friheden virkeliggjort eller retfærdigheden gennemført.

     Vi elsker fred og vi ønsker fred. Men bortset fra de vestlige kommunister og forsvarsnihilister, som foretrækker fred fremfor frihed, er den vestlige verden fast besluttet på at foretrække frihed fremfor fred.

     Henry George siger om frihedens ånd: »Den har omstyrtet troner og præstevælde. Den styrkede de skotske frikirkemænd under hårde prøvelser og puritanerne i et fremmed lands snevintre. Den begejstrede Cromwell's jernklædte ryttere i slaget ved Naseby. Den stod bag de sønderskudte skanser ved Bunker Hill i Amerikas frihedskamp.«

     Imod vest har menneskene smagt så meget af friheden at de ved, hvad den er værd. De har oplevet friheden på det åndelige område og på det intellektuelle område, selv om de endnu ikke har oplevet friheden på det økonomiske område eller retfærdigheden på det sociale område.

     Friheden er en mærkelig ting. Den lukkede op for skabende kræfter, så den menneskelige tanke sprang ud i blomst, og skabte det forunderligste i verdenshistorien: Den moderne videnskab, der lærte os at forstå naturen - og den moderne teknik, der lærte os at beherske den.

     Fremskridt og opfindelser fulgte efter hverandre, og varerne væltede frem. Men rigdommen samledes på relativt få hænder, hvor enkelte mennesker blev i stand til at skabe sig fyrstelige indtægter og samle sig fyrstelige formuer.

     Bagved fremskridtet slæbte en lang sort slagskygge af fattigdom, bolignød og arbejdsløshed. Sultne og frysende mennesker måtte gå tomhændede forbi butikker med mad og klæder, som de ikke havde råd til at købe.

     I den fattige befolkning voksede vreden mod uretten. I proletariatet rejste sig hadet mod rigdommen. De fattige følte, at der var en eller anden skjult uretfærdighed som årsag til deres ulykke. Men vrede og had gør blind. De så ikke, at der er en afgørende forskel på den rigdom, der samles ved at flytte værdier fra andres lommer over i sin egen, og den rigdom, der samles ved at skabe værdier gennem dygtighed. Den første gør samfundet fattigere, den anden gør samfundet rigere.

     Proletariatets masser blev derfor tilgængelige for en propaganda, der mere kaldte på den menneskelige misundelse, end på den guddommelige vrede. Kampen mod uretten, der skulde have været en kamp mod fattigdommen, forvandledes til en kamp mod rigdommen.
*
Da Karl Marx for 100 år siden kom til England, så han i industriegnene den unge kapitalisme med fabrikkerne og maskinerne. I slumkvartererne så han de forfærdelige forhold, proletariatet levede under. Logisk og dialektisk satte han de to ting i forbindelse med hinanden og sagde: Det er kapitalen, der er årsag til proletariatet. Proletarer i alle lande, forener eder!

     Karl Marx så ikke, at hans forudsætninger var forkerte. Han vidste ikke, at proletariatet, fattigdommen og arbejdsløsheden havde bestået i århundreder, før maskinerne, før fabrikkerne, før kapitalismen voksede frem. Derfor kunne kapitalismen og maskinerne ikke være årsag til fattigdom og arbejdsløshed.

     Årsagen måtte ligge et andet sted. Den lå i et forhold, som endnu består. Halvdelen af Englands jord ejes af ca. 1 promille af befolkningen. Den anden halvdel ejes af ca. 2 procent af befolkningen, mens hovedparten af befolkningen praktisk talt ikke ejer en stump af sit fædrelands jord. Som det er i England, er det i næsten alle lande. Det er et universelt fænomen. Det er et fundamentalt problem. *      Karl Marx havde set det i et glimt, men forstod ikke dets betydning. Han så, at både jord og maskiner deltager i produktionen, hvorfor han troede, at jord var kapital, sådan som maskiner er kapital.

     Huse, maskiner og redskaber er alle skabt ved menneskeligt arbejde. De slides og forgår. Møl og rust fortærer dem. Men vi kan bygge nye huse og konstruere bedre maskiner, hvis vi har adgang til jord og til de rigdomme, som jorden rummer.

     Jord, derimod, er ikke skabt ved menneskeligt arbejde. Til gengæld er den varig. Adgang til jord er forudsætningen for alt arbejde og al kapital. Karl Marx sagde: »Jordmonopolet er kapitalmonopolets grundvold«. Hvis Karl Marx havde været så logisk og dialektisk, som kommunister og socialister udgiver ham for, havde han rettet sin kamp imod jordmonopolet, for at tage grundvolden bort under kapitalmonopolet.

     Marx forstod det ikke, og sinkede derfor arbejdets frigørelse i 100 år. Den unge Karl Marx blev fader til kommunismen, som i dag truer verdensfreden. Den gamle Karl Marx blev fader til socialdemokratiet, som kun er et skrøbeligt bolværk mod kommunismen, fordi de begge bygger på samme fundamentale misforståelse.

     Overalt i de socialistisk styrede lande har man grebet til planøkonomi i stedet for at løse jordspørgsmålet. Det har bragt Europa til fallittens rand.
*
     I den kapitalistiske verden kunde et menneske både eje jord, som han ikke havde skabt, og eje kapital og varer, som han havde skabt ved sit arbejde. Staten ejede kun det, den kunne tage med magt gennem vilkårlige skatter.

     I den kommunistiske verden ejer staten alt. Den ejer det, som intet menneske har skabt: Jorden, olien, metallerne. Den ejer også det, som menneskene har skabt: De huse, de har bygget, det korn, de har avlet, de maskiner, de har konstrueret, de varer, de har produceret. Staten bestemmer og friheden ligger død.

     Videnskaben og teknikken blev skabt imod vest under frihed. Intet af dette har kommunismen skabt. Hvis jerntæppet efter den kommunistiske revolution var blevet rullet ned med det samme, så videnskaben og teknikken ikke havde kunnet komme ind, vilde de store, elskelige russiske folk i dag være død af sult og kommunisme.

     Det var Henry George, der så jordspørgsmålets fundamentale betydning. Det var ham, der angav dets rationelle og retfærdige løsning. Derfor står han ved indgangen til et af verdenspolitikkens vigtigste problemer.

* Frihandel er det oprindelige. Told og restriktioner er senere abnormiteter. De har ansvaret for mange krige. De holder den vestlige verden delt til trods for det militære samarbejde.

     Da repræsentanterne for de første 13 Forenede Stater i 1787 skulde skrive konstitutionen, var en af vanskelighederne at få de enkelte stater til at opgive noget af deres suveræne frihed til at ærgre de andre stater toldpolitisk.

     Staten New York havde f.eks. meget høje toldbarrierer overfor de andre amerikanske stater, og New York vilde nødig give slip på muligheden for at plukke Connecticut og New Jersey. Men det lykkedes Washington og Hamilton at samle staterne, så De Forenede Stater i dag består af 50 stater, der har fuld frihed til at handle indbyrdes.

Her ligger den væsentligste årsag til Amerikas styrke. Den frisindede handelspolitik, som Amerika har ført indadtil, er endnu ikke gennemført udadtil. Efter mit skøn er det et tidsspørgsmål, for Amerika kan ikke i det lange løb føre en atlantpagtvenlig militærpolitik, samtidig med at det fører en atlantpagtfjendtlig handelspolitik. * I The Atlantic Charter, der blev tiltrådt af de vestlige demokratier - og senere af Rusland - siger staterne i paragraf 4:

»De vil bestræbe sig for, med skyldigt hensyn til deres bestående forpligtelser, at fremme adgangen for alle folkeslag, store eller små, sejrende eller overvundne, til verdens markeder og råstoffer, på lige fod, så de alle kan nyde godt deraf«.

»De kontraherende parter vil i gensidigt samarbejde fremme den størst mulige indbyrdes udveksling af varer og tjenesteydelser. Med henblik herpå vil de fortsætte de allerede indledte bestræbelser for så snart som muligt at nå frem til et indbyrdes flersidigt betalingssystem og samarbejde for at lempe deres respektive handels- og betalingsrestriktioner med henblik på så snart som muligt at afskaffe de restriktioner, der for tiden hindrer handelen og betalingerne.«

»Det europæiske råds formål er at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer med henblik på at sikre og virkeliggøre de idealer og principper, som er deres fælles arvelod, og at begunstige deres økonomiske og sociale udvikling. Dette formål skal fremmes gennem rådets organer ved drøftelse af spørgsmål af fælles interesse, ved indbyrdes aftaler og fælles optræden i økonomiske, sociale, kulturelle, videnskabelige, lovgivningsmæssige og administrative anliggender, og ved opretholdelse og yderligere fremme af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.«

Det lovlige, traktatmæssige grundlag for en frigørelse af handelen og en løsning af jordspørgsrnålet på retfærdighedens grund er altså i orden, men det er endnu ikke ført ud i praktisk politik. * Friheden udadtil er forudsætningen for friheden indadtil. Vi, der har oplevet den første verdenskrig, husker hvor nær det absolutistiske kejserdømme var ved at rende Europa over Ende. Det var kun det samarbejde, det lykkedes at skabe mellem demokratierne under krigen, samt senere Amerikas indtræden, der forhindrede demokratiernes undergang.

     Vi, der har oplevet den anden verdenskrig, husker, hvor nær det nazistiske diktatur var ved at rende Europa over ende. Det var kun det samarbejde, det lykkedes at skabe mellem demokratierne, over eller under jorden, og Amerikas senere indtræden, der forhindrede demokratiernes undergang.

     Vi, der nu oplever den tredje verdenskrig på det stadium, hvor den endnu er kold, vi har en mulighed for at forhindre, at den slår ud i lys lue. I dag er samarbejdet skabt forinden. I dag er Amerika med forinden.

     Havde Kejseren og diktatorerne vidst noget lignende i forvejen, var den første og anden verdenskrig måske ikke kommet. Det har måske betydning, at vor tids diktatorer ved, hvor demokratierne står.

     Det er ikke sandt, at Atlantpagten forøger krigsfaren og risikoen i verden. Det er omvendt. Krigsfaren og risikoen var overhængende. Østblokken var en truende realitet. Derfor blev Atlantpagten skabt. Som Burke sagde:

Det var Alexander Hamilton, der gjorde opmærksom på det enkle faktum: »Ligesom for megen magt fører til despotisme, fører for lidt magt til anarki. Begge dele kan føre til folkets undergang.«

»Militært beredskab er ikke nok. Kommunismens ivrige agitatorer har en chance for at udnytte situationen overalt, hvor menneskene behandles uretfærdigt.«
»Der, hvor befolkningens utilfredshed skyldes undertrykkelse, fattigdom eller børn, der sulter, kan kommunismen starte en offensiv, som våben ikke kan standse.«
»Hvis demokratiets tilhængere ikke i tide tager kampen op med den kommunistiske fanatisme, og gør sig helt klart, at menneskets frihed står på spil - hvis ikke de møder kommunismens ovenfra dirigerede ensartethed med en frivillig sammenslutning om et fælles mål, selv om dette måtte medføre opgivelse af visse nationale prætentioner - og, først og fremmest, hvis ikke de borteleminerer kommunismens tiltrækningskraft for de sultende, de fattige og de undertrykte ved målbevidst at gennemføre de praktiske reformer, der kan fjerne de sociale og økonomiske samfundsonder, der sætter mennesker op imod mennesker ja, da vil der stadig blive færre og færre områder, hvor friheden blomstrer.«

Militært beredskab er ikke nok - siger Eisenhower. Kommunismens brændende fortalere forstår at vinde terræn, hvor mennesker behandles uretfærdigt.

     Lad os derfor behandle dem retfærdigt. Det er prisen for demokratiets sejr. Henry George har lært os hvordan.

     I alle de fattige, underudviklede lande, hvor menneskene lever i undertrykkelse og hverken ejer jord eller frihed, der vil de vælge kommunismen fremfor det kapitalistiske demokrati, så længe kapitalismen kun byder dem frihed uden jord, mens kommunismen byder dem jord uden frihed.

     Den dag, vi byder folkene både jord og frihed, den dag har retfærdigheden sejret og kommunismen tabt.