Det århundrede, vi lever
i, udmærker sig ved en overvældende forøgelse af evnen
til at frembringe rigdom. Anvendelsen af damp og elektricitet, indførelsen
af arbejdsbesparende maskiner, masseproduktion, vidtstrakt arbejdsdeling,
og samfærdselsmidlernes vidunderlige udvikling har umådeligt
øget udbyttet af alt arbejde.
I begyndelsen af dette forunderlige tidsrum var
den forventning ganske naturlig, og det blev forventet, at de arbejdsbesparende
opfindelser ville lette arbejderens slidsomme liv og forbedre hans kår,
og at den umådelige forøgelse i produktionsevne ville gøre
egentlig fattigdom til noget, der kun hørte fortiden til. Havde
nogen af det forrige århundredes mænd, en Franklin eller en
Priestley, i et fremtidssyn kunnet se, hvorledes dampskibet og jernbanetoget
trådte i stedet for sejlskibet og fragtvognen, og tærskemaskinen
i stedet for plejlen; havde han kunnet høre stempelslagene fra de
maskiner, som i lydighed under menneskets vilje udfolder en kraft, større
end alle menneskers og lastdyrs på jorden tilsammen; havde han kunnet
se, hvorledes skovens træer, næsten uden at en menneskehånd
rører ved dem, forvandles til færdige døre, kasser
og tønder; havde han kunnet se de dampvæverier, hvor under
en piges opsigt bomuld forvandles til tøj i kortere tid, end hundrede
dygtige vævere kunne have lavet det ved hjælp af deres håndvæve;
havde han kunnet forestille sig den umådelige arbejdsbesparelse
ved forbedring i omsætning og samfærdselsmidler; hvorledes
får, slagtede i Australien, spises ferske i England, og den ordre,
som bankieren i London har givet om eftermiddagen, udføres i San
Francisco samme dags morgen. Havde han kunnet tænke sig de tusinde
fremskridt, som de her nævnte kun er nogle få eksempler på,
hvilke forestillinger måtte han da ikke have fået om menneskeslægtens
kår.
Ville ikke synet af denne stadig stigende fremskridtsstrøm
have bragt hans hjerte til at banke og hans nerver til at dirre som hos
en, der fra en højde opdager, lige forude for den vansmægtende
karavane, det oplivende syn af susende skove og glimt af smilende vande.
Sikkert ville han have udmalet sig, hvorledes disse nye kræfter løftede
samfundet lige fra grunden af og hævede selv de fattigste op over nød
og tyngende næringssorg; hvorledes disse slaver af kundskabens lampe
påtog sig »arbejdets nedarvede forbandelse« og med deres
muskler af jern og sener af stål gjorde den fattigste arbejders liv
til en festdag, hvori enhver høj og ædel evne kunne få
fuld lejlighed til at vokse og trives.
Og ud af disse lykkelige ydre kår ville han
som nødvendig følge have set en ny sindenes tilstand opstå;
en tilstand, der virkeliggjorde den gyldne alder, som menneskeslægten
alle dage har drømt om. Thi hvorledes kunne der være begærlighed,
hvor alle havde nok? Hvorledes kunne alle de laster og forbrydelser, den
uvidenhed og råhed, som fattigdommen og frygten for fattigdom afføder,
findes dér, hvor fattigdommen selv var forsvundet? Hvem ville vel
krybe, hvor alle var frie, hvem undertrykke, hvor alle var ligemænd!
Mere eller mindre tydelig har dette været
de forhåbninger og drømme, som de fremskridt, der har udmærket
dette århundrede fremfor alle andre, har affødt. De er trængt
så dybt ind i folkesindet, at de har ændret tankegangen, omdannet
troen og forrykket grundbegreberne. Den stadig tilbagevendende drøm
om højere tilværelsesformer er ikke blot vokset i glans og liv,
men har ændret retning: istedetfor at se tilbage på en hendøende
solnedgangs svage farver, ser man fremad mod et nyt daggrys herlige stråleglans.
Sandt nok, skuffelse har fulgt på skuffelse,
og hele rækken af opdagelse på opdagelse, opfindelse på
opfindelse har hverken formindsket sliddet for dem, som mest trængte
til lettelse, eller bragt den fattige velstand. Men der har været
så mange ting, som det syntes man kunne give skylden for disse fejlslagne
forhåbninger, og derfor har lige til vore dage den nye tro holdt sig
omtrent usvækket. Vi har lært bedre at vurdere de vanskeligheder,
som må overvindes, men ikke opgivet vor tillid til, at tidens strøm
går i retning af deres overvindelse.
Nu har vi imidlertid rendt panden imod kendsgerninger,
som ikke er til at tage fejl af. Fra alle kanter af den civiliserede verden
lyder der klager over arbejdsløshed, over pengevanskeligheder i
forretningsverdenen og nød blandt de arbejdende klasser; kort sagt
al den dumpe, nagende pine, al den bitre bekymring, som for store mængder
af mennesker er indbefattet i de ord »dårlige tider«, hjemsøger
for øjeblikket verden. Denne tingenes tilstand er fælles for
stater, der er himmelvidt forskellige i beliggenhed, statstyre, folkemængde
og samfundsorden, og kan derfor ikke godt tilskrives stedlige årsager.
Der hersker nød i lande, hvor man holder store stående hære,
men også, hvor stående hære kun kendes af navn; der hersker
nød i lande, hvor man ved beskyttelsestold på tåbelig
og skadelig vis lægger hindringer i vejen for handelen, men ligesåvel
hvor handelen næsten er fri; der hersker nød i lande, hvor
enevælden endnu råder, men også dér, hvor magten
fuldstændig er i folkets hænder; i lande, hvor papir er
penge, og i lande, hvor guld og sølv er det eneste betalingsmiddel.
Det er derfor klart, at der bag alt dette må findes en fælles
årsag.
At der gives en sådan, og at denne enten er
netop det såkaldte materielle fremskridt selv eller i det mindste
noget, som på det nøjeste hænger sammen dermed, bliver
mere end en blot og bar formodning, når man lægger mærke
til, at de foreteelser, man sammenfatter under navnet »dårlige
tider«, blot er mere udprægede former af foreteelser, som
altid ledsager fremskridtet, og viser sig desto tydeligere, jo stærkere
dette er. Hvor de tilstande, som fremskridtet altid arbejder hen imod
er mest fuldstændig virkeliggjort, det vil sige, hvor befolkningen
er tættest, rigdommen størst og hele produktionsmaskineriet
højest udviklet, dér finder vi også den dybeste fattigdom,
den hårdeste kamp for tilværelsen og den mest udbredte arbejdsløshed.
Det er til de nyere lande, det vil sige de lande,
hvor fremkridtet endnu er på sine første udviklingstrin,
arbejdet udvandrer for at søge højere løn, og kapitalen
strømmer hen for at opnå højere rente. Det er derimod
i de ældre, viderekomne lande, at man finder den vidt udbredte fattigdom
midt i den største overflod. Gå til et af disse nye samfund,
hvor angelsaksisk energi kun lige har begyndt fremskridtskapløbet,
hvor produktionen endnu foregår på ufuldkommen vis, hvor den
bedste bolig ikke er andet end et blokhus eller et papskur, og hvor selv
den rigeste er nødsaget til daglig at arbejde og du vil ganske
vist ikke dér finde rigdom men ej heller møde nogen tigger.
Der er ingen luksus, men der er heller ingen armod; ingen, som kan og vil
arbejde, knuges af frygten for nød.
Men så snart et sådant samfund når
den tilstand, som alle civiliserede samfund stræber hen imod, og kommer
højere op på fremskridtets trappestige, så snart tættere
bebyggelse, bedre forbindelse med omverdenen og forøget brug af
arbejdssparende maskiner muliggør en mere økonomisk produktion,
og gennemsnitsrigdommen som følge deraf øges, da antager
også fattigdommen en mørkere farvetone. Landstrygere kommer
samtidig med lokomotivet, og fattighuse og fængsler er lige så
sikre »fremskridts«-tegn som overdådige villaer og pragtfulde
kirker. I de oplyste og af uniformerede politibetjente bevogtede gader
venter tiggere på de forbigående og i skyggen af universiteter
og museer samler de skarer sig, som Macaulay spåede om: hunner og
vandaler, endnu forfærdeligere og vildere end de gamle.
Denne kendsgerning, den store kendsgerning, at fattigdommen
og alle dens uhyggelige ledsagere viser sig i et samfund netop på
det tidspunkt, da det når den tilstand, som fremskridtet stræber
hen imod, viser, at de på en eller anden måde må være
avlet af fremskridtet selv.
Og hvor nødig man end vil tilstå det,
kan det ikke længere skjules, at den umådelige forøgelse
i produktionskraft, som udmærker dette århundrede, og som
stadig øges med voksende fart, ikke på nogen måde bidrager
til at udrydde fattigdommen eller lette byrden for dem, som må slide
og slæbe. Den udvider simpelthen kløften mellem den rige mand
og Lasarus og gør kampen for tilværelsen endnu hårdere.
Den lange række af opfindelser har udrustet menneskeslægten
med kræfter, som for et århundrede siden den vildeste indbildningskraft
ikke kunne have drømt om. Men i de fabrikker, hvor de arbejdsbesparende
maskiner har nået højest fuldkommenhed, arbejder småbørn;
hvor som helst de nye kræfter bliver blot nogenlunde udnyttede, er
en stor del af befolkningen under fattigforsorg eller på grænsen
deraf; omgivne af ophobet rigdom dør mennesker af sult, og forkrøblede
børn dier udtørrede bryster, medens overalt tørsten
efter gevinst og forgudelsen af rigdom viser, hvilken magt frygten for fattigdom
har. Det forjættede land flygter for os som et fata morgana. Frugterne
af kundskabens træ forvandles, så snart vi griber dem, til
sodomsæbler, der bliver til støv mellem vore hænder.
Det er ganske vist så, at rigdommen er vokset
i en betydelig grad, og velværet gennemsnitlig tiltaget; men disse
fordele er ikke alene. De laveste klasser har ingen del i dem
(1). Jeg mener ikke, at disse klassers kår ingensteds
og i ingen henseende er blevet forbedret, men at der ikke nogensteds har
fundet en forbedring sted, som man kan takke den forøgede produktionsevne
for. Jeg mener, at det såkaldte materielle fremskridt ingenlunde
forbedrer de laveste klassers kår i det, som udgør de væsentligste
betingelser for et sundt og lykkeligt menneskeliv, ja, at det snarere bidrager
til at forværre dem. Om end de nye kræfter egentlig er løftekræfter,
virker de ikke nedenfra på samfundsbygningen således som man
en lang tid håbede og troede, men træffer den på et punkt
imellem toppen og grunden. De kan lignes med en uhyre kile, som drives ind
ikke under samfundet, men gennem det. De, som er over spalten, hæves
op, men de, der er under den, trykkes ned.
(1) Det er sandt, at den fattigste
nu i visse måder nyder, hvad der for et århundrede siden ikke
stod de rigeste til rådighed, men dette viser ikke nogen egentlig
forbedring i deres kår, så længe ikke evnen til at skaffe
de mest absolutte livsfornødenheder er tiltaget. Tiggeren i en stor
by kan ganske vist nyde godt af adskilligt, som nybyggeren i de afsides
skove er afskåret fra, men det beviser ikke, at tiggerens kår
er bedre end den uafhængige nybyggers.
Denne nedtrykkende virkning er ikke almen anerkendt,
thi den træder ikke tydelig frem dér, hvor der allerede længe
har eksisteret en samfundsklasse, som ikke har mere end lige netop til
livets ophold. Hvor dette er tilfældet (således mange steder
i Europa), er det umuligt for den at komme lavere ned, thi det næste
skridt nedad fører ud af tilværelsen. Men hvor nybygder udvikler
sig til ældre samfunds vilkår, kan det tydeligt ses, at ikke blot
formår det materielle fremskridt ikke at udrydde fattigdommen, det
frembringer den tværtimod.
I De Forenede Stater ses det tydeligt nok, at smuds
og elendighed, såvel som de laster og forbrydelser, der følger
hermed, tiltager overalt hvor en landsby bliver til en købstad og
udviklingsgangen medfører nye produktionsfremskridt. Det er i de ældre
og rigere dele af De Forenede Stater, at armoden og nøden blandt
de arbejdende klasser er mest pinlig fremtrædende. Når der er
mindre dyb armod i San Francisco end i New York, skriver så ikke dette
sig derfra, at San Francisco er bagefter New York i alt det, som begge byer
stræber efter? Hvem kan tvivle på, at når San Francisco
når det punkt, som New York nu står på, vil man også
på gaderne dér finde pjaltede og barbenede børn?
Denne sammenhæng mellem fattigdom og fremskridt
er vor tids store gåde. Den er det grundforhold, hvorfra de industrielle,
sociale og politiske vanskeligheder udspringer, som statsmænd, filantroper
og opdragere forgæves kæmper mod. Derfra kommer de skyer, som
hænger truende over de mest fremskredne og selvsikre folkeslags fremtid.
Det er den gåde, som skæbnens sfinks forelægger vor
civilisation til svar eller undergang. Så længe al den rigdomsforøgelse,
det moderne fremskridt fører med sig, kun tjener til at optårne
kæmpe formuer og gøre modsætningen mellem palads og
rønne skarpere, så længe er fremskridtet ikke virkeligt
og kan ikke blive varigt. Tårnet hælder fra grunden af, og hvert
nyt stokværk fremskynder kun sammenbruddet. At fylde mennesker, der
er fordømte til fattigdom, med skolekundskaber, er kun at gøre
dem genstridige; på en tilstand af den mest skrigende sociale ulighed
at opbygge politiske institutioner, hvorunder menneskene teoretisk er lige,
er som at stille en pyramide på spidsen.
Hvor overmåde vigtigt dette spørgsmål
end er, hvor pinlig det end fra alle kanter tiltvinger sig vor opmærksomhed,
har det dog endnu ikke fået nogen fyldestgørende løsning;
der er ikke påpeget noget klart og simpelt middel mod ondet. Det
kan man se af de himmelvidt forskellige forsøg på at forklare
de nu herskende fortrykte tilstande. Disse forsøg viser ikke blot
en kløft mellem uvidenskabelige opfattelser og videnskabelige teorier;
de lægger også for dagen, at den overensstemmelse, der burde
findes mellem folk, som hylder de samme almene teorier, opløses
i et virvar af modstridende meninger så snart det gælder praktiske
spørgsmål. Store socialøkonomiske autoriteter har
fortalt os, at det herskende krisetryk er en følge af for stort
forbrug; andre lige så store autoriteter hævder, at det skriver
sig fra overproduktion, medens andre igen lægger skylden på
krigsvæsenet, jernbanebyggeriet, arbejdernes forsøg på
at holde lønnen oppe, afskaffelsen af sølvmøntfoden,
den voksende mængde af arbejdsbesparende maskiner, åbningen
af kortere handelsveje osv.
Og medens de lærde således strides indbyrdes,
vinder sådanne meninger, som at der er en naturnødvendig strid
mellem kapital og arbejde, at maskinerne er et onde, at konkurrencen må
indskrænkes og renten afskaffes, eller at det er regeringens pligt
at skaffe folk kapital eller arbejde, med rivende fart indgang blandt den
store mængde, som bittert føler tidens pinagtighed og er sig
klart bevidst, at der er noget galt fat. Sådanne meninger, som bringer
store menneskemængder, dem, der, når det kommer til stykket,
er indehavere af den politiske magt, under vindmageres og folkevildføreres
ledelse, er farlige sager; men de kan ikke bekæmpes med held, før
socialøkonomien giver et konsekvent og almenforståeligt svar
på dette grundspørgsmål.
Det må ligge indenfor socialøkonomiens
område at give et sådant svar. Thi socialøkonomien
er ikke en samling af dogmer. Det er en videnskab, som søger at
opklare foreteelsernes indbyrdes forbindelser, at påvise årsag
og virkning, aldeles som naturvidenskaberne søger at gøre
det på andre områder. De forudsætninger, den går
ud fra, er selvindlysende grundsandheder, som vi alle rolig bygger på
i det daglige liv, og som kan sammenfattes som en særlig side af den
almene lov, at bevægelsen går i den retning, hvor den mindste
modstand findes. Thi grundvolden for socialøkonomien er, at menneskene
søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse.
På denne sikre grund bygger den så videre på sikker vis,
simpelthen ved at undersøge og sammenligne kendsgerningerne. Og skønt
man på socialøkonomiens område ikke kan prøve
sine teorier ved særlige forsøg, således som det kan
gøres indenfor visse andre videnskaber, kan vi dog anstille prøver,
der ikke er mindre overbevisende ved at sammenligne samfund, hvis vilkår
er forskellige, eller ved i tankerne at tilføje eller udsondre faktorer
af bekendt art.
Jeg agter i det følgende at gøre et
forsøg på efter socialøkonomiens almindelige fremgangsmåde
at løse den store opgave, jeg har givet omridset af, at søge
den lov, som forbinder fattigdommen med fremskridtet og øger nøden,
alt som rigdommen vokser; og jeg tror, at vi i forklaringen af dette underlig
selvmodsigende forhold tillige skal finde forklaringen af de stadigt tilbagevendende
tidsrum af lammelse i næringsflid og handel, der nu synes så
gådefulde.
Socialøkonomien, som den nu doceres, forklarer
ikke samfundets misforhold på en måde, der samstemmer med menneskenes
grundopfattelse, og den har ikke været i stand til at vinde den indgang
i den almene bevidsthed, som sandhed, selv om den er ubehagelig, må
vinde. Tværtimod er denne videnskab, efter at have været dyrket
et århundrede igennem og have optaget nogle af de mest skarpsindige
og betydelige tænkere, nu genstand for statsmandens ringeagt og afvises
af mange dannede mennesker som en slags halvvidenskab, i hvilken intet
er eller kan være sikkert. Dette kan ikke bero på videnskabens
egen uformuenhed, men må skyldes fejlagtigt grundlag eller mangelfulde
slutninger. Og da sligt gerne dækkes af autoritetsærbødighed,
agter jeg i denne min undersøgelse ikke at antage noget som selvfølgeligt,
men endog prøve anerkendte teorier, og hvis de ikke består
prøven, påny undersøge selve kendsgerningerne og forsøge
at opdage deres love.
Det er min agt ikke at gå udenom noget spørgsmål,
ikke at vige tilbage for nogen slutning, men følge sandheden, hvorhen
den end må lede. Det påhviler os at opspore denne lov; thi
midt i hjertet af vor moderne civilisation hersker nød, hvorunder
kvinder hentæres og småbørn sulter. Vi tør ikke
vige tilbage, selv om de slutninger, vi kommer til, støder an mod
vore fordomme og tvinger os til at fordømme hævdvundne samfundsindretninger,
som nu anses som vise og naturlige.