Når vi har givet det spørgsmål, vi vil undersøge, sin mest mulig sammentrængte form, vil vi skridt for skridt prøve den forklaring, som den herskende socialøkonomi giver af sagen. 
     Hvad der fremkalder fattigdom midt under den forøgede rigdom er tydeligvis det samme, som giver sig udslag i den af alle anerkendte tendens, som arbejdslønnen har til at synke ned til et lavmål. Vi vil derfor sammenfatte sagen i følgende sammentrængte spørgsmål: 

     Den gængse socialøkonomis svar er, at arbejdslønnen bestemmes af forholdet mellem antallet af arbejdere og den til arbejdernes sysselsættelse bestemte kapital, og at den bestandig har tilbøjelighed til at synke ned til det laveste beløb, som arbejderne vil nøjes med til at kunne leve og forplante sig fordi arbejderantallet har en naturlig tendens til at vokse med og overskride enhver kapitalforøgelse. 
     I den herskende tankegang er denne lære så at sige uomtvistet. De største blandt socialøkonomiens dyrkere har sagt god for den, og den er aldrig blevet angrebet for alvor. Buckle har lagt den til grund for sin oversigt over verdenshistorien. Den læres ved alle eller næsten alle universiteter i England og Amerika, og den synes at stemme med den nye livsanskuelse, som efter omtrent fuldstændig at have erobret den videnskabelige verden nu også mere og mere trænger ind i den almene bevidsthed. 
     Sidder den på denne måde fast i de højere egne af tankens verden, er den i en mere rå form endnu fastere rodfæstet i de lavere. Hvad der giver beskyttelsesteoriens vrangslutninger så fast hold, til trods for deres øjensynlige selvmodsigelser og urimeligheder, er den tro, at i ethvert samfund er størrelsen af den sum, der er bestemt til arbejdsløn, fastslået, og derfor må denne ved konkurrencen med »udenlandsk arbejde« endnu yderligere formindskes. Den samme tro ligger til grund for de fleste af de teorier, der i rentens afskaffelse og konkurrencens indskrænkning ser de midler, hvorved arbejdernes andel i rigdommen øges, og det er også den, der overalt stikker hovedet frem blandt alle dem, som ikke har selvstændig tænkeevne nok til selv at danne sig en opfattelse, således som man f.eks. tit nok kan se det i avisernes spalter og i de lovgivende forsamlingers forhandlinger. 
     Og dog, hvor vidt udbredt og dybt rodfæstet denne lære er, synes den mig ikke at stemme overens med uomtvistelige kendsgerninger. Hvis arbejdslønnen afhænger af forholdet mellem på den ene side antallet af arbejdssøgende og på den anden størrelsen af den til arbejdsgivning bestemte kapital, så må der altså f.eks. være forholdsvis rigelig kapital, hvor lønnen er høj, og forholdsvis sparsomt deraf, hvor lønnen er lav. Nu er jo den herskende rentefod målestok for den forholdsvise kapitalknaphed eller rigelighed. Og altså skulle høj arbejdsløn (tegnet på forholdsvis få arbejdssøgende) følges med lav rentefod (tegnet på forholdsvis kapitalrigelighed) og omvendt. 
     Dette er imidlertid ikke tilfældet; netop det modsatte finder sted: rentefoden er høj, hvor og når lønnen er høj, og lav når og hvor lønnen er lav. Både løn og rentefod er højere i De Forenede Stater end i England, højere i staterne ved det stille hav end ved Atlanterhavet. Er det ikke en vitterlig kendsgerning, at der, hvor arbejderne strømmer hen for at få høj løn, derhen strømmer også kapitalen for at få højere rente? Er det ikke sandt, at hvor der har været en almindelig stigning eller fald i arbejdslønnen, dér har der samtidig været en lignende stigning eller fald af rentefoden? Da der f.eks. i Californien var højere arbejdsløn end på noget andet sted i verden, var også rentefoden dér højere; begge sank samtidig. Da den sædvanlige dagløn var 5 dollars, var den sædvanlige bankrente 24 procent. Nu, da daglønnen er 2 til 2½ dollars, holder diskontoen sig gerne ved 10 - 12 procent. 
     Denne almenkendsgerning, at lønnen er højere i nye lande, hvor der er forholdsvis sparsomt med kapital, end i ældre lande, hvor kapitalen er forholdsvis rigelig, er altfor iøjnespringende til at lade sig overse. Og skønt tilhængcrne af det herskende socialøkonomiske system er gået meget let hen over denne sag, har de dog ikke kunnet undgå at lægge mærke til den. Selve den måde, hvorpå de omtaler den, beviser, at den er aldeles uforenelig mcd den gængse lønteori. Forfattere som Mill og Fawcett opgiver, når de skal forsøge at forklare denne kendsgerning, i virkeligheden den lønteori, som de i de samme skrifter har hævdet. Skønt de erklærer, at lønnen bestemmes af forholdet mellem kapital og arbejdere, angiver de som grund til den højere løn og rentefod i de nye lande, at der der er forholdsvis større produktion. Jeg skal senere vise, at denne forklaring ikke dur, at produktionen tværtimod er forholdsvis størst i gamle, tætbefolkede lande. Men foreløbig vil jeg kun pege på det selvmodsigende i forklaringen. For at sige, at de nye landes højere arbejdsløn skyldes den forholdsvis større produktion, er jo åbenbart at sige, at det er forholdet til produktionen og ikke forholdet til kapitalen, der hestemmer lønnens størrelse. 
     Denne selvmodsigelse er da også blevet bemærket af en tilhænger af den herskende socialøkonomi, professor Cairnes, der på en meget skarpsindig måde forsøger at forlige kendsgerningen med læren igennem den antagelse, at i nye lande, hvor virksomheden sædvanlig mere går ud på at frembringe levnedsmidler og råemner, bliver en meget større del af den forhåndenværende kapital anvendt til arbejdsløn, end i ældre lande, hvor man må give en større del ud til maskiner og råemner, og det skal så være årsagen til, at skønt kapitalen i de nye lande er sparsommere, så er dog det til arbedsløn bestemte kapitalbeløb større og lønnen derfor også højere. 
     Jeg tænker i det følgende at kunne bevise at denne forklaring er grundct på en fuldstændig fejlagtig opfattelse af det indbyrdes forhold mellem arbejde og kapital, en grundvildfarelse med hensyn til det fond, hvoraf arbejdslønnen tages. Men på dette sted er det kun nødvendigt at pege på, at sammenhængen mellem arbejdslønnens og rentefodens svingninger i de samme lande og indenfor de samme industrigrene ikke lader sig forklare på denne måde. I de omvekslinger som vi kender under navn af gode tider og dårlige tider, ledsages livlig efterspørgsel efter arbejdskraft og høj løn stedse af livlig efterspørgsel efter kapital og høj rentefod. Når derimod arbejderen ikke kan finde sysselsættelse, og lønnen falder, da er der altid overflod på kapital, som søger anvendelse til lav rente. Altså falder høj rentefod sammen med høj arbejdsløn og omvendt. 
     Alle disse velbekendte og overensstemmende kendsgerninger tyder på, at der vel er et forhold mellem løn og rente, men et overensstemmelsesforhold, ikke et modsætningsforhold. Derimod er de aldeles uforenelige med den lære, at arbejdslønnen bestemmes af forholdet mellem arbejde og kapital eller nogen del af kapitalen. 
     Hvordan har da en sådan lære kunnet opstå? Hvoraf kan det komme, at den er blevet anyaget af så mange socialøkonomer lige fra Adam Smith og indtil nutiden? 
    Undersøger vi de forklaringer, som man støtter denne teori med, så ser vi straks, at den ikke er hentet fra kendsgerninger, men udledet af en forud antagen teori, den nemlig at lønnen tages af kapitalen. Antager man først, at Kapital er arbejdslønnens kilde, da følger nødvendigvis deraf, at arbejdslønnens samlede sum må være begrænset af størrelsen af den kapital, der er bestemt til arbejdernes sysselsættelse, og at derfor den Løn, de enkelte arbejdere kan få, må afhænge af forholdet mellem deres antal og den kapital, der er for hånde at betale dem med(*). Tankeslutningen selv er rigtig nok, men som vi har set, stemmer resultatet ikke med kendsgerningerne. Fejlen må derfor ligge i udgangspunktet. Lad os derfor undersøge dette. 

(*) McCulloch f.eks. siger: »Den del af et lands kapital eller rigdom, som arbejdsgiverne har til hensigt eller er villige til at betale for arbejde, . . . er øjensynlig den eneste kilde, som nogen del af arbejdslønnen kan tages af. Der gives ikke noget andet fond, af hvilket arbejderen som sådan kan tage en eneste skilling. Heraf følger, at den gennemsnitlige arbejdsløn .... helt må afhænge af fondets størrelse og antallet af arbejdere, mellem hvilke den skal fordeles.

     Jeg ved godt, at den sætning, at lønnen bliver taget af kapitalen, er en af de væsentligste og tilsyneladende mest afgjorte læresætninger i den herskende socialøkonomi, og at den er antaget som selvindlysende af alle socialøkonomiens store tænkere. Ikke desto mindre tror jeg, det kan bevises, at denne læresætning er en grundvildfarelse, en vildfarelse, som har affødt en lang række af andre vildfarelser, der gør meget vigtige praktiske slutninger misvisende. Dette bevis vil jeg forsøge at give. Det er nødvendigt, at beviset bliver klart og afgørende; for en lære, som en så vidtrækkende tankegang hviler på, som støttes af så betydelige autoriteter og er så tilbøjelig til at dukke op igen under de forskelligste former, kan ikke affærdiges løselig. Den sætning, jeg vil søge at bevise, lyder således:

Arbejdslønnen tages ikke af kapitalen, men derimod af produktet af det arbejde for hvilket den betales.(*)

(*) Vi taler om arbejde, som går ud på produktion; for simpelheds skyld er det bedst at indskrænke vor undersøgelse til denne slags arbejde.

    Da nu den herskende lære, hvorefter arbejdslønnen tages af kapitalen, tillige går ud på, at kapitalen får sit udlæg tilbagebetalt ud af, hvad der produceres, så kan det ved første øjekast se ud, som om min sætning kun af navn, ikke af gavn afviger fra den gængse lære, så at en strid derom bare ville tjene til at forøge disse tomme kævlerier, som gør så meget af hvad der er skrevet om socialøkonomiske emner lige så værdiløst som de forskellige lærde selskabers stridigheder om den rette udtydning af indskriften på den sten, som Mr Pickwick fandt. Men at her er tale om langt mere end en blot formel forskel, vil man kunne forstå, når man betænker, at på forskellen mellem disse to sætninger er alle de gængse teorier om forholdet mellem kapital og arbejde bygget, og at deraf udledes læresætninger, som anses for selvindlysende og leder og behersker de klogeste hoveder ved undersøgelsen af de vigtigste spørgsmål. For på den forudsætning, at lønnen tages umiddelbart af kapitalen og ikke af arbejdsproduktet hviler ikke blot den lære, at arbejdslønnen afhænger af forholdet mellem kapital og arbejderantal, men også den, at ar bejdet ikke kan finde sysselsættelse uden i forhold til, som der samles kapital; at forvandlingen af flydende kapital tll fast formindsker det fond, der kan anvendes til arbejdets underhold; at der kan sysselsættes flere arbejdere ved lav arbejdsløn end ved høj; at højt kapitaludbytte og lav arbejdsløn hører sammen osv. 
     Kort sagt, alle den nuværende socialøkonomis vigtigste læresætninger er mere eller mindre umiddelbart grundet på den antagelse, at arbejdet underholdes og betales af den forhåndenværende kapital, førend produktet, som udgør dets endelige mål, er vundet. Hvis det kan bevises, at dette er urigtigt, at tværtimod arbejdets underhold og løn ikke engang midlertid formindsker kapitalen, men bliver taget umiddelbart af arbejdsudbyttet, da er hele denne store overbygning uden støtte og må falde. Og samtidig dermed må de gængse teorier falde, som også hviler på den tro, at den sum, som fordeles i arbejdsløn, er så fast og bestemt, at den enkeltes andel nødvendigvis må formindskes ved en tilvækst i arbejdernes antal. 
     Forskellen mellem den herskende teori og den, jeg har opstillet, er af lignende art som den, der var mellem merkantilismen og den handelsteori, hvormed Adam Smith fortrængte denne. Mellem den lære, at handel er ombytning af varer med penge, og den lære, at den er en ombytning af varer med varer, skulle man synes at der ikke var nogen væsentlig forskel, da jo tilhængere af merkantilsystemet ikke antog, at penge er til anden nytte end den, at de kan ombyttes med varer. Og dog er kras »beskyttelse« og ren frihandelspolitik kun praktiske udslag af modsætningen mellem disse to teorier. 
     Har jeg sagt nok til at vise, hvor yderst vigtige de slutninger, det gælder at nå, er, tør jeg bede læseren følge mig uden at trættes; for hvor det gælder at stille en lære af sådan vigtighed for domstolen, er det nødvendigt at være både klar og udtømmende. 
     Forholdt det sig således, ville jeg føle mig fristet til uden videre at afvise den påstand, at lønnen tages af kapitalen. Hele den store bygning, som den gængse socialøkonomi opfører på denne lære, er i virkeligheden opført på en grundvold, som man simpelthen har antaget som given, uden at gøre mindste forsøg på at skille skin fra virkelighed. Fordi arbejdslønnen sædvanlig betales i penge, og hyppigt betales før produkterne er helt færdige, så slutter man, at lønnen bliver taget af en i forvejen eksisterende kapital, og at arbejdere ikke kan blive beskæftiget, før kapital er samlet. 
     Men ikke destomindre fortæller man os i de samme skrifter, i hvilke denne teori bliver lagt til grund for bevisførelser af største vigtighed, at kapital er oplagret arbejde, »den del af formuen, som er opsparet for at understøtte fremtidig produktion«. Hvis vi nu istedetfor ordet »kapital« indsætter denne forklaring deraf, så bærer sætningen sin egen gendrivelse i sig; for at arbejde ikke kan blive udført, før »arbejdsudbytte« er indsparet, er altfor tåbelig en sætning til, at man behøver at drøfte den. 
     Hvis vi nøjedes med denne påvisning af lærens meningsløshed, ville man imidlertid sandsynligvis imødegå os ved at sige, ikke at de første arbejdere af forsynet var udrustet med den kapital, der var fornøden til at sætte dem i arbejde, men at sætningen kun har hensyn til en samfundstilstand, hvori produktionen er blevet en indviklet sag. 
     Men ved enhver socialøkonomisk bevisførelse må man altid fastholde den grundsandhed, at samfundet i dets højest udviklede form kun er en videre udvikling af samefundet på dets begynderstade og at grundsætninger vel kan være mere iøjnefaldende under enklere forhold, men ikke ophæves eller afkræftes ved de mere indviklede forhold, som opstår ved arbejdsdeling og anvendelsen af mere sammensatte redskaber og fremgangsmåder. Dampmøllen med sit sammensatte maskineri er i grunden kun det samme som en af de grove stenmortere, man nu og da finder i gamle flodlejer, var i sin tid: et redskab til at male korn med. Og enhver, som har noget at gøre med den, enten det nu er at lyre i ovnen, passe maskinen, mærke sække eller føre bøger, vier i virkeligheden sit arbejde til det samme formål, som den forhistoriske vilde gjorde, når han brugte sin morter, nemlig kornets tilberedelse til føde. 
     Og når vi således fører alle den moderne produktions indviklede fremgangsmåder tilbage til deres grundformer, så ser vi, at hver enkelt som deltager i dette produktionens og omsætningens uendelig forgrenede samarbejdsmaskineri, i virkeligheden gør det samme, som urmennesket gjorde, der klatrede op i træerne for at hente frugter eller fulgte ebben for at søge efter skaldyr; han bruger sine kræfter til fra naturen at skaffe sig, hvad han ønsker. Udbyttet af hans anstrengelser er hans løn, ligesom det var for det første menneske. 
     Lad os tage et eksempel. I de enkleste forhold, vi kan tænke os, søger enhver sin egen madding og fanger sin egen fisk. Men snart indser man fordelene ved at dele arbejdet, og den ene søger madding, medens den anden fisker. Og dog er det klart at den, der søger madding, i virkeligheden gør lige så meget for fiskefangsten som de egentlige fiskere, og fisken, som han spiser om aftenen, når fiskerne kommer hjem, er ikke mindst et produkt af hans arbejde end af deres. Og når arbejdsdelingen er kommen ret i gang, så den ene fisker, den anden jager, den tredje plukker bær, den fjerde laver værktøj, den femte bygger hytter og så fremdelses, da anvender i virkeligheden enhver alligevel indirekte sin arbejdskraft til frembringelse af alle de ting, han bruger. Hvad han modtager, producerer han i virkeligheden selv. Graver han rødder og bytter dem mod vildt, skaffer han vildtet tilveje lige så virkeligt, som om han selv havde jaget og ladet jægeren selv grave efter rødder. At fortjene er at frembringe. 
     Følger vi nu disse grundsætninger gennem de mere indviklede forhold i de samfund, som vi kalder civiliserede, så vil vi klart indse, at i ethvert tilfælde, hvori arbejdet byttes med varer går produktionen i virkeligheden forud for forbruget; arbejdslønnen er altså arbejdets egen frembringelse, ikke et forskud af kapitalen. Og den arbejder, som får sin løn i penge, får den i virkeligheden som gengæld for den forøgelse, hans arbejde har gjort i det hele formuesforråd, så at hverken pengene (som kun er en anvisning), eller de ting, han bruger dem til, er et forskud ydet af en til hans underhold afsat kapital. 
     Fastholder vi tankegangen, da ser vi, at f.eks. den grubearbejder, som bryder sølvmalm 2000 fod under jorden i hjertet af Comstockbjergene, i virkeligheden, gennem utallige ombytninger, høster korn i Dale, der ligger 5000 fod lavere, jager ishavets hval i det høje nord, plukker tobak i Virginia, skærer sukkerrør på Sandwichøerne, væver bomuld i Manchester, laver pudsigt legetøj i Harzbjærgene, plukker mellem guld og grønt i Los Angeles haver de appelsiner, som han efter endt arbejde køber for at tage med hjem til sin syge hustru. Den løn, som han om lørdagen modtager ved udgangen af gruben, hvad er den andet end et bevis overfor hele verden på, at han har gjort alt dette, det første led i den lange række ombytninger, der forvandler hans arbejde til de ting, han i virkeligheden har arbejdet for? 
     For at møde vildfarelsen i alle dens forskansninger og smuthuller må vi imidlertid undersøge sagen ikke blot deduktivt men også induktivt. Vi vil derfor nu se, om vi, idet vi går ud fra kendsgerninger og forfølger deres indbyrdes forbindelse, kommer til de slutninger, vi så klart nåede til ved at gå ud fra simple grundsætninger og efterspore, hvorledes de må gøre sig gældende i livets indviklede forhold. 

Før vi går videre i vor undersøgelse, må vi være på det rene med betydningen af de grundord, vi benytter, for ubestemthed i deres anvendelse må uundgåelig frembringe tvetydighed og usikkerhed i bevisførelsen. Det er nødvendigt for de socialøkonomiske undersøgelser at give sådanne ord som »formue, »kapital«, »rente«, »arbejdsløn«, osv. en mere bestemt betydning, end de har i daglig tale; men uheldigvis hersker der ikke engang i socialøkonomien selv altid overensstemmelse, idet forskellige forfattere tillægger samme udtryk forskellig betydning, og en og samme forfatter ofte bruger samme udtryk i forskellig betydning. 
     Intet viser således sprogets indflydelse på tænkningen som det, at endogså skarpsindige tænkere har grundet vigtige slutninger på brugen af det samme udtryk i forskellige betydninger. Jeg skal forsøge at undgå disse farer; ethvert udtryk, der er af vigtighed, skal jeg søge klart at betegne, hvad jeg mener med, og kun bruge det i denne betydning. Men læseren vil jeg bede om at bide mærke i mine definitioner, ellers kan jeg ikke håbe at gøre mig forståelig. 
     Hvad der nu ligger for, er at undersøge, om det virkelig er tilfældet, at lønnen tages af kapitalen. Først og fremmest må vi da fastslå, hvad vi forstår ved løn, og hvad vi forstår ved kapital. Det første ord har socialøkonomiske forfattere givet en tilstrækkelig bestemt betydning, men den tvetydige brug af det sidste ord gør en indgående undersøgelse nødvendig. 
     I daglig tale forstår man ved løn »det, man betaler en lejet person for hans tjenester«; og vi taler om en mand, som »arbejder for løn«, i modsætning til en anden, som »arbejder sig selv«. (Ovenikøbet taler man jo ikke om direktørers og doktorers »løn«, men om »dage«, »honorar« osv.). I økonomien har ordet løn en meget videre betydning og indbefatter al slags godtgørelse for arbejde. For produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital, og den del, der tilfalder den anden faktor, kaldes løn. 
     Ligesom udtrykket arbejde indbefatter al menneskelig virksomhed i produktionens tjeneste, er løn altså udtrykket for al belønning for sådan virksomhed. Det gør altså ingen forskel, om lønnen modtages gennem en arbejdsgiver eller ikke; ordet løn bruges som betegnelse for, hvad der fås for arbejde i modsætning til, hvad der fås for brugen af kapital og jord. Den mand, som dyrker jorden for sig selv, får sin løn i frembringelser; fiskerens løn er de fisk, han fanger. Det guld, som guldgraveren udvasker for egen regning, er lige så godt arbejdsløn som de penge den lejede kulminearbejder får betalt. Detailhandlernes store avance er, som Adam Smith viser det, for en stor del arbejdsløn. Kort sagt, alt, hvad der vindes som udbytte eller godtgørelse for arbejde, er »løn«. 
     Dette er alt, hvad vi foreløbig behøver at mærke os med hensyn til ordet »løn«, men det er af vigtighed at holde det fast; for i de økonomiske hovedværker bliver denne betydning af ordet kun anerkendt med større eller mindre klarhed for senere at blive skrevet i glemmebogen. 
     Men vanskeligere er det at befri udtrykket kapital for de tvetydigheder, som hæfter ved det. I daglig tale kalder vi i al ubestemthed alt muligt, som har værdi eller kan give indtægt, for kapital; og de soeialøkonomiske forfattere afviger så meget indbyrdes i deres brug af udtrykket, at man næppe kan sige, ordet har nogen fastslået betydning. Lad os sammeligne nogle af de mest fremragende forfatteres definitioner. 
     Adam Smith siger: 

»Den del af et menneskes gods, som han venter sig indtægt af, kaldes hans kapital«,

og han forklarer videre, at et samfunds kapital består af 1) maskiner og materiale, som letter arbejdet; 2) bygninger, der tjener til forretningsbrug (såsom butikker, ladebygninger osv.); 3) Forbedringer, som gør jorden bedre skikket til dyrkning og behandling; 4) alle indbyggeres erhvervede nyttige færdigheder; 5) penge 6) levnedsmidler, som producenter og handelsfolk sidder inde med til salg; 7) de råstoffer, halvfærdige og færdige varer, der endnu befinder sig i fabrikanters og købmænds hænder. 
Ricardos definition er:

»Kapital er den del af et lands formue, der anvendes til produktion, og omfatter fødemidler, klæder, redskaber, råstoffer, maskiner osv., som er nødvendige for arbejdet.«

Denne forklaring er jo meget forskellig fra Adam Smiths, idet den udelukker mange af de ting, denne regner med, som f.eks. erhvervede færdigheder og vareoplag af luksusgenstande; og på den anden side medregner den adskilligt, som Smith udelukker, f.eks. forbrugernes forråd af føde, klæder osv. 
McCullochs definition er: 

»Et folks kapital indbefatter i virkeligheden alle de frembringelser, der findes hos det, og som kan anvendes umiddelbart enten til menneskers ophold eller til at lette produktionen.«

Denne forklaring omfatter mere end Ricardos, idet den medregner alt, som kan fremhjælpe produktionen, uden hensyn til, om det virkelig bruges. Den hest, der kun holdes for fornøjelse, er efter McCullochs anskuelse lige så vel kapital som den, der trækker ploven, fordi den i nødstilfælde kan bruges som plovhest. 
     John Stuart Mill gør hverken den virkelige brug eller evnen i at kunne bruges, men bestemmelsen til at skulle bruges til kapitalens kendemærke. Han siger: 

»Alt, hvad der er bestemt til at skaffe det produktive arbejde det ly og de redskaber og materialer, som arbejdet kræver, og alt, hvad der er bestemt til at ernære og underholde arbejderne under arbejdet, er kapital.«

Disse citater oplyser tilstrækkelig mestrenes afvigelser. Mellem de mindre betydelige forfattere er uenigheden endnu større. Således definerer protektionisten Carey kapital som: »det middel, hvormed mennesket bliver herre over naturen, heri indbefattet menneskets egne ånds- og legemskræfter«. Medens denne forfatter således håbløst sammenblander kapital og arbejde, øger andre, f.eks. professor Walker, end yderligere forvirringen ved at regne jorden med til »kapitalen«, hvad der ikke er stort bedre end at regne + og - for ensbetydende. 
     Jeg kunne fylde side efter side med slige hinanden og sig selv modsigende definitioner. Men hvem der ønsker flere eksempler på den babyloniske forvirring, som hersker blandt socialøkonomerne i denne sag, kan selv finde dem i et hvilket som helst bibliotek, hvor disse værker står side om side. 
     Nu gør det ganske vist lidet til sagen, hvad navn vi giver tingen, når vi kun ved brug af navnet bestandig holder samme ting for øje. Men ulykken er den, at det kun er i undersøgelsernes præmisser, udtrykket »kapital« bliver brugt i den særegne betydning, vedkommende forfatter har tillagt det, medens det i de praktiske slutninger altid bliver brugt, eller i hvert fald forstået, i en almindelig og bestemt betydning. I virkeligheden forstår de fleste mennesker godt, hvad kapilal er, indtil de skal til at definere. Når man f.eks. siger, at løn tages af kapitalen, så forstår man med ordet kapital det samme, som når vi taler om mangel eller overflod af kapital osv.; en almindelig forstået og bestemt betydning, som adskiller kapitalen fra produktionens andre faktorer, jord og arbejde, og ligeledes adskiller den fra sådanne ting, der alene bruges til fornøjelse. Denne sædvanlige betydning af udtrykket adskiller kapitalen fra produktionens andre faktorer, jord og arbejde, og ligeledes adskiller den fra sådanne ting, der alene bruges til fornøjelse. Denne sædvanlige betydning af udtrykket er: den formue, som anvendes til at frembringe mere formue. Adam Smith udtrykker dette træffende således: »Den del af et menneskes gods, som han venter sig indtægt af, kaldes hans kapital.« Og et lands kapital er tydeligvis summen af disse enkeltkapitaler. Dette er jo også den betydning, ordet kapital har efter sin oprindelse. 
     Det vanskelige ved brugen af ordet kapital som nøjagtigt udtryk skyldes to omstændigheder; for det første, at visse ting, hvis besiddelse for den enkelte er fuldstændig ensbetydende med besiddelse af kapital, ikke er en del af samfundets kapital, og for det andet, at ting af samme art kan være og ikke være kapital, alt efter den brug, der gøres af dem. 
     Med lidt omhu overfor disse to punkter vil det vistnok ikke være vanskeligt at få en tilstrækkelig klar forestilling om hvad udtrykket kapital, som det almindelig bruges, egentlig omfatter, så vi kan bruge ordet uden tvetydighed. 
     Jord, arbejde og kapital er produktionens tre faktorer. Da kapital altså er et udtryk, der bruges i modsætning til jord og arbejde, er det indlysende, at intet, der falder ind under en af disse to betegnelser, med rette kan regnes for kapital. Udtrykket jord indbefatter nødvendigvis ikke blot jordens overflade i modsætning til luft og vand, men kort sagt alle naturkræfter og stoffer, den hele materielle verden udenfor mennesket selv. Derfor kan ejheller noget af det, naturen frit giver, regnes for kapital. En frugtbar mark, en rig malmåre, en strøm med stærk drivkraft kan give ejeren fordele, der er jævngode med besiddelsen af kapital, men at kalde sådanne ting kapital ville være at udviske enhver forskel mellem jord og kapital. Udtrykket arbejde indbefatter al menneskelig virksomhed, og således kan da ejheller menneskelige kræfter, enten de nu er naturlige eller erhvervede, regnes for kapital. I det daglige liv kalder vi vel ofte et menneskes kundskaber, dygtighed eller flid, hans kapital; men dette er jo kun et billedligt udtryk. Forøgelsen af kundskaber, duelighed eller flid i et samfund kan forøge produktionen på lignende måde som en forøgelse af kapitalen; men forøgelsen skyldes da forøget arbejdskraft og ikke kapital. Forøget fart kan give kanonkuglens stød samme virkning som forøget vægt, men ikke desto mindre er vægt én ting, fart en anden. 
     Fra begrebet kapital må altså udelukkes alt det, som kan regnes med enten til jord eller arbejde. Gør vi det, bliver der kun ting tilbage, som hverken er jord eller arbejde, men fremkomne ved forening af disse to produktionens oprindelige faktorer. Intet kan altså være kapital, der ikke er fremgået af disse, dvs intet kan være kapital, som ikke er formue. 
     Men det er fra tvetydighederne i brugen af udtrykket formue, at mange af de tvetydigheder skriver sig, der hæfter ved udtrykket kapital. 
     I daglig tale bruges ordet formue om alt, hvad der har bytteværdi. Men som socialøkonomisk udtryk må det indskrænkes til en meget mere bestemt betydning, fordi mange ting almindelig bliver kaldt formuegoder, som, når man opgør landets samlede formue, viser sig aldeles ikke at være det. Sådanne ting har bytteværdi og bliver almindelig kaldt formue, fordi de mand og mand imellem repræsenterer evnen til at skaffe sig formuegoder; men de er ikke virkelig formue, da deres forøgelse eller formindskelse ikke har indflydelse på den samlede formues størrelse. Hertil hører stats- og prioritetsobligationer, veksler og alle andre overdragelsespapirer. Hertil hører også slaver, hvis værdi jo kun er udtryk for én klasses magt til at tilegne sig, hvad en anden klasse frembringer. Hertil hører fremdeles jorder og andre naturfordele, hvis værdi blot består i, at visse menneskers udelukkende ret til dem er anerkendt, så ejeren har magt til at fordre part i, hvad der frembringes på dem. En forøgelse i antallet af obligationer eller veksler kan ikke forøge samfundets formue, da samfundet indbefatter såvel dem, der skal betale, som dem, der er berettiget til at kræve. At en del af et folk trælbindes, kan ikke forøge dets formue; for hvad slaveejerne vinder, taber slaverne. Stigning af jordpriserne er ikke en forøgelse i den almene formue; for hvad jordejerne vinder ved højere priser taber forpagterne eller køberne. Alle disse relative værdier, som i det daglige liv og i lov og ret ikke skelnes fra virkelig formue, kunne skaffes helt ud af verden, uden at det kostede mere end et par dråber blæk og et stykke papir. Ved påbud af den øverste statsmagt kunne al gæld ophæves, alle trælle frigives og al jord gøres til det hele folks fælles ejendom, uden at den almene formue derved ville blive en pris tobak mindre, for hvad nogle ville tabe, ville andre vinde. Sådanr påbud ville lige så lidt tilintetgøre formue, som der skabtes formue, da dronning elisabeth berigede sine yndlinge ved at give dem monopoler, eller da boris godunof gjorde de russiske bønder til salgbar ejendom. 
     Alt, hvad der har bytteværdi, er derfor ikke formue i den eneste betydning, hvori udtrykket kan bruges i socialøkonomien. Kun sådanne ting kan betegnes formue, hvis frembringelse forøger, og hvis ødelæggelse formindsker den samlede formue. Når vi tænker nøjere efter, hvad dette er for ting vil vi ikke have nogen vanskelighed ved at definere ordet formue. 
     Når vi taler om, at et samfund vokser i velstand, når vi f.eks. siger, at England er vokset i velstand siden dronning Victorias tronbestigelse, så mener vi ikke derved, at der nu er mere jord, eller at jordens naturlige kræfter er større, eller at der er flere mennesker, eller at den gæld, som nogle af folket står i til andre, er forøget; men vi mener, at der har fundet en forøgelse sted af visse håndgribelige ting, som har en virkelig værdi, som f.eks. bygninger, maskiner, landbrugs- og bjergværksprodukter, osv. Det samfund, som i forhold til folketal har mest af sådanne ting, er det rigeste. Disse tings fælles kendemærke er, at de består af naturprodukter, som ved arbejde er gjort skikkede til nytte eller nydelse for menneske. Deres værdi afhænger af den sum af arbejde, som gennemsnitlig udkræves for at frembringe sådanne ting. 
     Altså består formue i økonomisk forstand af naturprodukter, som er tilvejebragt, forenet, adskilt eller på anden måde forandret ved menneskeligt arbejde for at gøre dem skikkede til brug. Med andre ord: formue er stof således mærket af arbejdet, at det menneskelige arbejdes kraft er blevet oplagret deri som solvarmen i stenkul. 
     Formue er ikke arbejdets eneste mål; for der gøres også arbejde for umiddelbart at tilfredsstille menneskelige ønsker; en formue er målet for og resultatet af det, vi kalder produktivt arbejde, det vil sige det arbejde, som giver materielle ting værdi. Intet, som naturen yder mennesket uden arbejde, er formue. 
     Da nu kapital er formue, anvendt i et bestemt øjemed, så kan intet kaldes kapital, der ikke er formue. Ved at mærke dette og holde det fast, bliver vi fri for vrangopfattelser, der har ledet endog skarpsindige tænkere ind i en labyrint af selvmodsigelser. 
     Men uagtet al kapital er formue, er dog ikke al formue kapital. Kapitalen er blot en del af formuen, den del nemlig, der anvendes i produktionen. Men når det gælder at drage denne grænse mellem formue, som er, og formue, som ikke er kapital sker der også hyppig fejlgreb. 
     Forvekslingen af formue og kapital med ting, der er væsensforskellige derfra, er jo blot almueagtige vildfarelser. De er ganske vist udbredte og har slået dyb rod, da de ikke blot næres af de mindre oplyste samfundsklasser, men også af størstteparten af dem, der i sådanne fremskredne lande som England og De Forenede Stater former den offentlige mening, giver og administrerer love. Men hverken i Ricardos, Mills eller Smiths definition findes den virkelige kapital sammenblandet med ting, der kun relativt er kapital, som f.eks. gældsbeviser, panteobligationer osv. Men når derimod talen bliver om virkelige formuegenstande, er der indbyrdes afvigelser mellem dem, angående hvad der bør og ikke bør betragtes som kapital. En guldsmeds oplag f.eks. skulle efter Smiths foklaring betragtes som kapital, men derimod en arbejders fødevarer og klædningsstykker udelukkes. Ricardos og McCullochs definition derimod udelukker guldsmedenes oplag, og begge stemmer overens med Mill i at medregne arbejderens føde og klæder, som Smith udelukker. 
     Den store fejl, som disse defitioner har tilfælles er, at de medtager ting, som øjensynlig ikke kan regnes for kapital hvis der i det hele skal kunne skelnes mellem arbejder og kapitalist. For de medregner lige så vel den mad og de klæder, daglejeren har (og som han må forbruge, enten han arbejder eller ikke), som kapitalistens formue, hvormed han tænker at betale arbejderen. 
     Men øjensynlig er dette ikke den mening, hvori udtrykket kapital bruges af disse forfattere, når de taler om, at arbejde og kapital hver får sin andel ved fordelingen; eller når de taler om, at lønnen afhænger af forholdet mellem arbejde og kapital, og så fremdeles. I alle disse tilfælde bliver ordet kapital brugt i sin sædvanlige betydning: den del af formuen, som dens ejer ikke har til hensigt at anvende umiddelbart til eget brug, men til at erhverve mere formue. Kort sagt, såvel socialøkonomerne (undtagen i deres definitioner) som alle andre mennesker kalder »den del af en mands gods, som han venter sig indtægt af«, hans kapital. Dette er den eneste betydning, hvori vi med klarhed kan skelne kapital fra formue og stille det i modsætning til arbejde. For hvis vi ved kapital skulle forstå alt hvad der yder arbejderen føde, husly osv, da måtte vi for at finde en arbejder, som ikke tillige var kapitalist, finde et fuldstændig nøgent menneske, som ikke engang ejede en tilspidset stok eller en hule i jorden. 
     Uoverensstemmelsen og uklarheden i disse definitioner kommer vistnok af, at begrebet om, hvad kapital er, er blevet afledet af en forudfattet forestilling om den måde, hvorpå kapitalen understøtter produktionen. Istedenfor først at fastslå hvad kapital er, og derpå iagttage, hvad papitalen tjener til, gik man ud fra en forudantagen lære om, hvad kapital tjener til, og gav derpå en definition af ordet, som omfatter alt, der udfører eller kan udføre disse funktioner. Vi vil vende op og ned på denne fremgangsmåde, følge den naturlige orden og slå fast, hvad tingen er, førend vi søger at udforske, hvad den tjener til. Alt, hvad vi har at gøre, er at give et dagligdags begreb en bestemt, dvs i sine omrids skarp og klar, form. 
     Hvis man ville vise de virkelige formuegenstande, som til en given tid findes i et givet samfund, til et dusin fornuftige mennesker, som aldrig havde læst en linje økonomi, så ville de vistnok ikke for en eneste genstands vedkommende være i tvivl om, hvorvidt den skulle regnes for kapital eller ikke. Penge, som ejeren anvender i sin forretning, ville blive regnet for kapital, penge til husholdningsbrug derimod ikke. Den del af en landbrugers afgrøde, som er bestemt til salg eller til udsæd, ville blive regnet for kapital, den del, som var bestemt til hans egen families brug, ville ikke blive det. En vognmands heste og vogn ville blive regnet for kapital; men det køretøj, som ejeren holder for sin fornøjelse, derimod ikke . Heller ikke ville nogen falde på at kalde det forlorne hår på en kvindes hoved eller et barns legetøj kapital; men frisørens og legetøjshandlerens lager ville man uden betænkning medregne. En frakke, som en skrædder havde lavet til salg, ville blive regnet for kapital, men ikke én, han havde syet til eget brug og så fremdeles. Kort sagt, jeg tror, vi ville finde, at nu ligesom på Adam Smiths tid »kaldes den del af en mands gods, som han venter sig indtægt af, hans kapital«. 
     Hvis vi nu efter således at have adskilt den formue, som er kapital, fra den, som ikke er det, søger at finde, hvori forskellen består, så vil det vise sig, at den ikke er at søge i tingenes beskaffenhed eller endelige bestemmelse (hvor man tidligere omsonst har søgt den). Hvad der gør udslaget, er derimod, om tingene er i forbrugerens hånd eller ikke. De ting som enten selv eller for deres brugs eller produkters vedkommende er på vej ud i den almene omsætning, er kapital; de derimod, som er i forbrugerens hånd, er ikke kapital. Hvis vi derfor definerer kapital som »formue, der er under omsætning, da vil vi, tænker jeg, indbefatte under begrebet kapital alt, hvad den almindelige forestilling med rette regner dertil, og udelukke alt andet. Alle redskaber f.eks., der virkelig er kapital, må gå ind under denne definition. Det er den omstændighed, om det, som redskabet tjener til at frembringe skal omsættes eller ej, der er afgørende. Således er en drejebænk, som en håndværker benytter til forfærdigelse af ting, der skal sælges, kapital, medens én, der bruges af en privatmand for hans fornøjelse, ikke er det. Den formue, der er medgået til bygning af en jernbane, en postvogn, et teater osv., kan også siges at være under omsætning. Omsætningen sker ikke på een gang, men lidt efter lidt; og »forbrugerne« af jernbanen, postvognen og teatret er ikke ejerne, men de mennesker, der tid efter anden benytter dem.
     Denne definition er heller ikke uforenelig med den anskuelse at kapital er den del af formuen, der anvendes til produktion. Det er en altfor snæver opfattelse af begrebet produktion at indskrænke det blot til tingenes forfærdigelse; produktion indbefatter også deres udbringelse til forbrugerne. Købmanden er lige så vel producent som fabrikanten eller landbrugeren og hans lager står lige så vel som disses i produktionen tjeneste. Men for øvrigt ligger der ikke nogen særlig vægt på den definition, jeg har foreslået. Jeg skriver ikke nogen lærebog, men søger blot at opdage de love, som griber ind i et stort samfundsspørgsmål; det er mig nok, hvis læseren er blevet sat i stand til at danne sig en klar forestilling om, hvilke ting jeg mener, når talen er om kapital. 

Betydningen af den foregående redegørelse vil, tænker jeg, blive mere og mere iøjnefaldende, jo længere frem vi kommer i vor undersøgelse, men dens betydning for forståelsen af det, der for øjeblikket beskæftiger os, er tydelig nok. 
     Det viser sig ved første øjekast, at de, som påstår, at lønnen bliver taget af kapitalen har tabt den socialøkonomiske betydning af ordet løn af sigte og fæstet opmærksomheden alene ved den dagligdags, snævrere betydning af ordet. For i alle de tilfælde, hvori arbejderen er sin egen arbejdsgiver og ligefrem tager produktet af sit arbejde som løn, er det klart nok, at lønnen ikke tages af kapitalen, men fremtræder ligefrem som udbytte af arbejdet. Hvis jeg f.eks. giver mig til at indsamle fugleæg eller plukke ville bær, så er de æg eller bær, jeg får fat i, min løn. Ingen vil da påstå, at løn i et sådant tilfælde tages af kapitalen. Der er jo ingen kapital med i spillet. Et fuldstændig nøgent menneske, der bliver kastet op på en ø, som aldrig nogen menneskefod før har betrådt, kan samle fugleæg eller plukke bær. 
     Eller, hvis jeg tager et stykke læder og deraf laver et par sko, så er skoene min arbejdsløn. De er dog virkelig ikke taget fra kapitalen, hverken min eller nogen andens, men bragt til veje ved arbejdet, og idet jeg får dette par sko som løn, formindskes kapitalen end ikke et eneste øjeblik den mindste smule. I begyndelsen består jo nemlig kapitalen af læderstykket, tråden osv. Alt efter som mit arbejde skrider frem, forøges værdien stadig, indtil jeg, når mit arbejde har nået sit endemål, de færdige sko, har min kapital øget med værdiforskellen imellem materialet og skoene. Dette værdioverskud, min løn, har altså ikke i nogetsomhelst øjeblik taget noget fra kapitalen. 
     Adam Smith, der gav den socialøkonomiske tænkning den retning, som til slutning har ledet til de nugældende indviklede teorier om forholdet mellem løn og kapital, så tydelig nok, at i sådanne simple tilfælde som de ovennævnte udgør arbejdsudbyttet lønnen, og han begynder derfor sit kapitel om arbejdslønnen således: 

»Arbejdsproduktet udgør den naturlige løn for arbejdet. I den oprindelige samfundstilstand, der går forud både for tilegnelsen af jord og ophobningen af gods, tilhører hele arbejdsudbyttet arbejderen. Han har hverken jordejer eller arbejdsgiver at dele med.«

Havde den store skotte taget dette til udgangspunkt for sine undersøgelser og vedblevet med at betragte arbejdsudbyttet som arbejdets naturlige løn, jordejeren og arbejdsgiveren derimod kun som parthavere, så ville hans slutninger være blevet ganske anderledes, end de blev, og socialøkonomien ville ikke for øjeblikket have rummet en sådan mængde modsigelser og urimeligheder. Men istedenfor at følge den sandhed, der er indlysende, hvor det drejer sig om simple produktionsforhold, som ledetråd i de mere indviklede forholds labyrint, forlader han den straks, og idet han bemærker, at »i alle dele af Europa er der tyve arbejdere, som tjener under en arbejdsgiver, for hver en, som er uafhængig«, begynder han undersøgelsen påny ud fra et synspunkt, hvorfra arbejdsgiveren betragtes som den, der af sin kapital skaffer løn til sine arbejdere. 
     Det er klart, at tallet på dem, som direkte har indtægt af eget arbejde uden nogen arbejdsgivers mellemkomst, selv i Europa for hundrede år siden må have været langt større. I hvert fald må i De Forenede Stater, hvor en almen lønlov må gælde lige så godt som i Europa, den part af arbejderne, som får deres løn af en arbejdsgiver, være forholdsvis lille, da en meget stor del af folket endnu er selvstændige bønder. Det er imidlertid ikke nødvendigt at drøfte forholdet mellem antallet af selvstændige arbejdere og lejede, eller at komme med flere eksempler pa den selvindlysende kendsgerning, at hvor arbejderen er sin egen arbejdsgiver, dér er arbejdsudbyttet hans løn; for såsnart man mindes, at udtrykket løn indbefatter al arbejdsfortjeneste, så er det klart, at den mening, at lønnen tages af kapitalen, denne mening, hvorpå uden betænkning bliver opført en så uhyre overbygning, i det mindste for en stor del er urigtig, og at det yderste, man med noget skin af sandhed kan påstå, er, at én slags løn, nemlig den, som arbejderen modtager af en arbejdsgiver, tages af kapitalen. Denne indskrænkning i hovedforudsætningen afkræfter straks alle de slutninger, som er draget af den; men uden at opholde os derved vil vi prøve, om den, selv i denne indskrænkede forstand, stemmer med de virkelige forhold. Lad os tage tråden op dér, hvor Adam Smith lod den falde, og undersøge, om ikke det, som ligger klart for dagen i de enkleste former af produktionen, også holder stik i de mest indviklede. 
     Det, der i simpelhed nærmer sig mest til den tingenes oprindelige tilstand, som man endnu kan finde mange eksempler på, hvor det hele udbytte tilhører arbejderen, er den ordning, hvorefter arbejderen, uagtet han arbejder for en anden eller med en andens kapital, får sin løn in natura, det vil sige i de ting, han frembringer. I dette tilfælde er det så klart, som når arbejderen arbejder for egen regning, at lønnen tages af arbejdsudbyttet og aldeles ikke af kapitalen. Hvis jeg lejer en mand til at samle æg, plukke bær eller lave sko og betaler ham af de æg, bær eller sko, som arbejdet skaffer mig, så kan der ikke være noget spørgsmål om, at kilden til denne løn er det arbejde, som lønnen betales for. Det var på vilkår som disse, at Jakob arbejdede for Laban; og lige til den dag i dag er det, selv i civiliserede lande, en ikke sjælden måde at beskæftige arbejdere på. Andelslandbrug (som finder sted i betydelig udstrækning i Unionens sydlige stater og i Californien) såvel som de mange tilfælde, hvori driftsledere, udsælgere osv. betales med visse procenter af gevinsten, hvad er alt dette andet end at beskæftige arbejdere for en løn, der består i en del af arbejdsudbyttet? 
     Det næste  skridt på vejen fremad fra det simple til det indviklede er de tilfælde, hvor lønnen, uagtet den beregnes in natura, betales i noget andet af samme værdi. Således er det skik på amerikanske hvalfangerskibe, at der ikke betales fast løn, men en vis andel i fangsten, som varierer fra f.eks. en tolvtedel for kaptajnen ned til en trehundrededel for kahytsdrenge. Når altså en hvalfangerskude efter en heldig jagt kommer ind til New Bedford eller San Francisco, så har den i lasten mandskabets løn såvel som ejerens fortjeneste og erstatning for alt, hvad der er brugt op på rejsen. Kan noget være tydeligere, end at denne løn, denne tran osv., som hvalfangerens mandskab har indbjerget, ikke er blevet udbytte? Heller ikke bliver denne kendsgerning i mindste måde fordunklet, når for nemheds skyld værdien af hver mands andel takseres og udbetales ham i penge. Der finder altså ikke noget kapitalforskud sted. Lønnen betales ikke før den værdi, som den skal betales af, er bragt i havn. I samme øjeblik, ejeren tager penge af sin kapital for at betale mandskabet, lægger han tran og fiskeben til sin kapital. 
     Lad os nu gå et skridt videre, et, der vil bringe os til den sædvanlige måde at beskæftige og lønne arbejdere på: 
     Farallone-øerne ved San Francisco er en rugeplads for søfugle; og et aktieselskab sysselsætter i den passende årstid mænd med at samle æg dér. Selskabet kunne lønne disse mænd med en andel i de æg, de samler, således som tilfældet er ved hvalfangsten. Men da fuglene findes i mængde og er tamme, og man ved et vist arbejde tiljævns kan samle en vis mængde æg, finder selskabet det mere hensigtsmæssigt at give sine folk fast løn. Mændene drager ud og bliver på øerne, samler æggene og bringer dem til en landingsplads, hvorfra de bliver sejlet til San Francisco og solgt. Når æggetiden er forbi, vender mændene tilbage og får deres fastsatte løn udbetalt i penge. Kommer nu ikke det ud på ét med, om den fastsatte løn i stedet for at betales i penge blev betalt i æg af tilsvarende værdi, og er ikke pengelønnen lige så fuldt udbytte af det arbejde. den betales for, som æggene ville være det for en mand, der indsamlede for egen regning? 
     For at tage et andet eksempel, som omvendt viser, at pengeløn og løn in natura kommer ud på eet. Der lever i Buenaventura en mand, som skaffer sig en udmærket indtægt ved for spækkets og skindets skyld al skyde den almindelige sæl, som besøger de nærliggende øer. På disse sælhundejagter tager han med sig til hjælp to eller tre kinesere, som han fra først af lønnede med penge. Men nu sætter kineserne stor pris på hansælhundens lange varbørsler, som de anvender i et for os uindviede barbarer ubegribeligt øjemed. Den omtalte mand fandt snart, at kineserne var meget villige til i stedet for penge at tage disse varbørster, så at han nu for største delen betaler dem deres løn på denne måde. 
     Nu vel, gælder ikke det, som alle disse tilfælde viser, at løn i penge falder sammen med løn i varer, overalt, hvor der betales løn for produktivt arbejde? Er ikke det fond, der tilvejebringes ved arbejdet, i virkeligheden det, som lønnen betales af? 
     Man vil måske sige: »Der er den forskel, at hvor en mand arbejder for sig selv, eller hvor han får sin løn i varer, afhænger lønnen af arbejdsudbyttet. Hvis der hændelsesvis intet udbytte bliver, får han ingenting. Arbejder han derimod for en arbejdsgiver, får han under alle omstændigheder sin løn; den afhænger af arbejdets udførelse, ikke af dets udbytte. Men dette er åbenbart ikke nogen egentlig forskel. For gennemsnitlig frembringer det arbejde, som gøres for fast løn, ikke blot lønnens beløb, men mere; ellers kunne arbejdsgiveren ikke vente sig nogen vindst. Når lønnen er bestemt, overtager arbejdsgiveren hele risikoen og bliver holdt skadesløs for denne forsikring; for den faste løn er altid noget lavere end den, som afhænger af udbyttet. For øvrigt er det, om ikke just altid, så dog hyppigt tilfældet, at de uheld, der hindrer arbejdsgiveren i at drage nytte af arbejdet, også hindrer ham i at betale lønnen. Og i én betydelig virksomhedsgren er arbejdsgiveren i tilfælde af uheld efter loven fritaget for at betale løn, uagtet overenskomsten går ud på fast løn. Ifølge søfartsloven er »fragten lønnens moder«, og selvom sømanden har gjort sit, berøver dog det uheld, som hindrer skibet i at tjene fragt, ham retten til at kræve løn. 
     Denne lovbestemmelse er et håndgribeligt udtryk for den sandhed, som jeg søger at hævde. Produktionen er altid lønnens moder; uden produktion ingen løn. Det er fra arbejdsudbyttet, ikke fra noget kapitalforskud, at lønnen kommer. 
     Overalt vil dette ved nøjere eftersyn vise sig at være sandt: hvad enten lønnen udredes af en arbejdsgiver, eller man arbejder for sig selv, går arbejde altid forud for løn. Undertiden betales den dag for dag, oftere ugevis eller månedlig, og i mange produktionsgrene for hvert stykke, men bestandig forudsætter lønbetalingen, at arbejderen i forvejen har udført et arbejde for arbejdsgiveren. 
     Jeg dvæler ved denne åbenbare kendsgerning, fordi den er af største vigtighed for forståelsen af de mere indviklede foreteelser ved lønnen; og hvor indlysende end sagen er, så beror dog den tilsyneladende rimelighed af den sætning, at »lønnen bliver taget af kapitalen«, just på en antagelse, der miskender og tilslører denne sandhed. Denne antagelse er, at arbejdet ikke kan udfolde sin produktive kraft, med mindre det forsynes med underhold af kapitalen(*). Den læser, der ikke er på sin post, føler sig straks slået af den kendsgerning, at arbejderen må have føde, klæder osv. for at kunne arbejde, og da han nu har ladet sig fortælle, at den føde, de klæder osv., som arbejderen bruger, er kapital, så erklærer han sig enig i den slutning, at forbrug af kapital er nødvendig, om arbejdere skal sysselsættes. Herfra bliver det så med største lethed afledet, at kapitalen sætter skranke for næringsfliden, at efterspørgslen efter arbejdskraft afhænger af den forhåndenværende kapitalmængde, og at arbejdslønnen bestemmes ved forholdet mellem antallet af arbejdere og størrelsen af den kapital, der er bestemt til arbejdsløn.

(*) »Kapitalen sætter skranke for næringsfliden .... Hvor selvindlysende det end er, glemmes det dog ofte, at et lands indbyggere underholdes og forsynes med livsfornødenheder ikke ved udbyttet af det arbejde, der sker, men det, der har fundet sted .... Nu er kun en del af det, som er blevet produceret, bestemt til underhold af produktivt arbejde, og der gives ikke og kan ikke gives mere arbejde, end hvad den således bestemte del (dvs. landets kapital) kan ernære og forsyne med emner og redskaber til produktion« (John Stuart Mill).

     Jeg tænker dog, at undersøgelserne i forrige kapitel vil sætte enhver i stand til at se, hvor fejlen i denne tankegang ligger, en fejl, som har indviklet nogle af de mest skarpsindige hoveder i et selvspundet væv. Fejlen stikker i brugen af ordet kapital i to betydninger. I forudsætningen (at kapital er nødvendig til udførelse af produktivt arbejde) opfattes ordet kapital som indbefattende føde, klæder, hus osv.; i de slutninger, som afledes deraf, bruges ordet derimod i sin sædvanlige, rigtige betydning af formue, der ikke tjener til at tilfredsstille øjeblikkets behov, men til ny frembringelse, formue i arbejdsgiverens hånd. Slutningen er ikke mere holdbar, end om man ud fra det forhold, at en arbejder ikke kan gå på arbejde uden frokost og klæder på kroppen, ville drage den slutning, at så kan ikke andre arbejdere gå på arbejde end de, som arbejdsgiverne først har forsynet med frokost og klæder. Og dog er jo det virkelige forhold det, at arbejderne i reglen selv skaffer sig mad og klæder, og at kapitalen (i den betydning, hvori ordet anvendes i modsætning til arbejdet) måske nok i undtagelsestilfælde giver, men aldrig er tvunget til at give arbejderne forskud. Af hele det uhyre antal arbejdsløse, men arbejdsvillige arbejdere er der rimeligvis ikke en eneste, som ikke kunne tages i arbejde uden forskud på lønnen. En stor del ville uden tvivl med glæde gå til arbejdet på det vilkår, at lønnen først skulle udbetales ved månedens slutning; meget få ville nægte på sædvanlig vis at vente til ugens ende, og der ville sikkert ikke findes nogen, som ikke ville vente til aften. Det nøjagtige tidspunkt for lønnens udbetaling er noget uvæsentligt; hovedsagen, det jeg lægger vægt på, er, at betalingen følger efter udført arbejde. 
     Udbetalingen af løn forudsætter altså bestandig, at arbejdet i forvejen er gjort. Men hvad betyder udført arbejde? Åbenbart, at der er frembragt formue, der jo, såfremt den skal anvendes til ny produktion, er kapital. Da nu oven i købet arbejdsgiveren sædvanligvis får en vindst, så er udbetaling af løn for hans vedkommende intet andet end en tilbagebetaling til arbejderen af en del af den kapital, han har vundet ved arbejdet. Og da han tilmed altid får den frembragte kapital, førend han udbetaler arbejdsløn, på hvilket tidspunkt er da hans kapital, selv kun forbigående, blevet formindsket? 
     Lad os prøve: tag f.eks. en fabrikant, som omdanner råstof til færdige produkter, - bomuld til klædevarer f.eks. - og som betaler sine arbejdere, som tilfældet sædvanlig er, en gang om ugen. Foretag en nøjagtig vurdering af hans kapital mandag morgen, før arbejdet begynder, altså af hans bygninger, maskiner, råstoffer, kontante penge og oplag af færdige varer. Lad os for simpelheds skyld tænke os, at han hverken køber eller sælger i ugens løb, og foretag så, efter at arbejdet er standset og han har betalt sin arbejderstab lørdag aften, en ny opgørelse. Kassebeholdningen vil være mindre, for arbejderne har fået løn udbetalt; der vil være mindre af råstoffer, kul osv., og fra Bygningernes og maskinernes værdi må der gøres et afdrag, som svarer til slidet i ugens løb. Men til gengæld vil forrådet af færdige varer være blevet så meget større, at facit dog viser kapitalforøgelse. Åbenbart tages altså det beløb, han betalte i løn, ikke af hans egen (eller nogen som helst andens) kapital, men fra den værdi, arbejderne selv havde frembragt. Deres løn var lige så sikkert frugten af deres arbejde, som urmenneskets var, når han længe »før tilegnelsen af jord og ophobningen af gods« skaffede sig østers ved at slå dem af klippen med en stok. 
     Ligesom den, der har sat penge i en bank, ved at hæve, hvad han tidligere har sat ind, ikke formindsker bankens kapital, således kan arbejdere ved at modtage løn ikke engang midlertidig formindske enten arbejdsgiverens eller samfundets kapital. Ganske vist får arbejderne i reglen ikke de samme ting igen, som de har frembragt, lige så lidt som de, der hæver penge, får de samme mønter eller pengesedler tilbage, som de har indsat; men de får den tilsvarende værdi igen, og vi må derfor have ret til at sige, at arbejderen får i løn den formue, han har tilvejebragt ved sit arbejde. 
     At denne almengyldige sandhed så ofte er blevet fordunklet, skyldes hovedsagelig forveksling af formue med penge (denne rige kilde til økonomisk forvirring); og det er ejendommeligt at lægge mærke til, hvorledes så mange af dem, der, siden adam smith fik ægget til at stå på ende, vidtløftig har påvist urigtigheden af merkantilismens slutninger, farer vild på samme vis, så såre det gælder forholdet mellem kapital og arbejde. Da penge er det mellemled, hvorigennem al formueomsætning finder sted, så vil i almindelighed de vanskeligheder, som rejser sig mod ombytningen, vise sig, når det gælder at gøre varerne i penge. Derfor kan en producent, som har givet sine penge ud til arbejdsløn, undertiden finde det vanskeligt hurtigt at omsætte i penge igen de værdier, han har tilbyttet sig, og så siger man, at han har udtømt sin kapital. I virkeligheden ejer han nu i varer den samme kapital, han før havde i penge; den har skiftet form, men den er ikke blevet mindre. 
     Der gives en produktionsgren, hvor man er mindst udsat for den tankeforvirring, som skriver sig fra den sædvane at vurdere kapital i penge, fordi dens produkt just udgør det vanlige stof til og værdimåler for penge. Og det træffer sig således, at denne virksomhed næsten side om side afgiver lysende eksempler på produktion i alle dens former, fra de simpleste til de mest indviklede. 
     I Californiens tidligere tider, da guldvaskeren i flodlejet fandt de glitrende smådele, som langsomme naturprocesser havde afsat dér, udvaskede han sin løn (og således kaldte han det selv) i virkelige penge; for da mønt var sjælden brugte man guldstøv som gangbart betalingsmiddel efter vægt, og ved dagens ende havde han sin løn i penge i en skindpung i lommen. Der kan ingen strid være om, hvorvidt denne kom fra kapitalen eller ikke. Heller ikke kunne der være nogen tvivl, når ejeren af et særlig rigt findested fik mænd til at arbejde for sig og betalte dem med de samme »penge«, deres arbejde havde draget frem fra kløften eller floden. Men så blev møntede penge mere almindelige, og den guldvasker, som havde lejede folk, betalte dem da med mønt, han havde fået for det guldstøv, som deres arbejde havde skaffet til veje. Havde han mønt nok til at betale med, så beholdt han sit guldstøv istedetfor at sælge det hos den nærmeste handelsmand og give denne procenter, indtil han havde samlet nok til at gøre en rejse til San Francisco, hvor han uden udgift ved møntværket kunne få rede penge derfor. Medens han således samlede guldstøv, formindskedes hans beholdning af mønt, aldeles som fabrikantens, der øger sit varelager. Og dog vil ingen være dum nok til at indbilde sig, at guldvaskeren mindskede sin kapital ved således at indsamle guldstøv og udbetale mønt. 
     Men snart udtømtes de lejer, der kunne udnyttes uden videre, og guldgravningen blev nu en langt mere indviklet sag. Før en mine kunne give udbytte, måtte der graves dybe gange, store dæmninger måtte bygges, lange tunneler bores, vand ledes milevidt over bjerg og dal, og kostbare maskiner opstilles. Disse arbejder kumde ikke udføres uden kapital. Stundom krævede deres fuldførelse år, hvorunder der ikke var nogen indtægt at vente, medens arbejderne skulde have løn hver uge eller måned. Ja, men sandelig, vil man sige, i sådanne tilfælde, om ikke i noget andet, er lønnen da virkelig et forskud, givet af kapitalen; her i det mindste indskrænkes næringsfliden af kapitalcn, for uden kapital kunne sådanne arbejder ikke udføres. - Lad os se. 
     Det er altid tilfælde af denne art, man anfører som bevis for, at lønnen forstrækkes af kapitalen. For hvor der betales løn, førend arbejdets endelige mål er nået, som ved jordbruget, hvor pløjning og såning må foregå adskillige måneder før høsten, ved bygningen af skibe, jernbaner osv., er det klart, at ejerne af den kapital, der bliver betalt ud i lønninger, ikke kan vente nogen øjeblikkelig indtægt, men må »gøre udlæg« for en tid, der stundom beløber sig til mange år. Og holder man sig da ikke grundprincipperne for øje, kan man let glide ind i den slutning, at lønnen er betalt i forskud af kapitalen. Men en simpel udregning vil vise, at selv slige tilfælde ikke danner nogen undtagelse fra reglen. Hvad er det, kapitalisten gør, når han i sådanne tilfælde betaler kapital ud i lønninger? Da arbejdsydelse går forud for betalingen af løn, så modtager arbejdsgiveren værdi, før han udbetaler værdi; han bytter kun kapital i én form mod kapital i en anden form. For frembringelsen af værdi afhænger ikke af produktets fuldendelse, den finder sted på ethvert trin af produktionsprocessen, (det er ikke det sidste hammerslag mere end det første, der skaber den) så hvor længe end det hele foretagende står på, føjer arbejdet stedse noget til kapitalen, før det tager sin løn derfor fra den. 
     At værdifrembringelsen foregår uafbrudt, ses meget tydeligt overalt, hvor det ved gennemført arbejdsdeling er blevet sædvanligt at de forskellige dele af den fuldstændige produktionsproces bliver udført af forskellige grupper af arbejdere, så vi er vante til at værdsætte det værdibeløb som arbejdet har frembragt på hvert enkelt produktionstrin. Og en smule eftertanke vil vise, at dette er tilfældet med det store flertal af produkter. Lad os tage et skib, en bog eller et brød. De er færdige produkter. Men ingen af dem blev frembragt på én gang eller af ét sæt arbejdere, og vi kan let skelne mellem de forskellige trin i frembringelsen af den værdi, de har som færdige artikler. På ethvert af disse trin kan vi påvise en værdifrembringelse, en kapitalforøgelse. Brødet, som bageren tager ud af ovnen, har en bestemt værdi. Men denne består for en del af værdien af det mel, dejgen blev lavet af. Og denne igen er sammensat af kornets og malingens værdi osv. Råjern er meget langt fra at være et færdigt produkt. Det må gennemgå adskillige, måske mange produktionstrin, før det bliver til de færdige artikler, hvortil jernmalmen blev brudt. Og dog, er ikke råjern kapital? 
     Kort sagt, da betalingen af løn altid afhænger af ydelsen af arbejde, så vil, hvor længe end produktionsprocessen kan vare betalingen af løn aldrig indbefatte noget kapitalforskud, heller ikke formindsker den, selv midlertidig, nogen kapital. Det kan tage et eller endog flere år at bygge et skib, men frembringelsen af den værdi, som det færdige skib til sidst vil have, går for sig dag efter dag, time efter time, lige fra den dag, kølen blev lagt. 
     Der finder ikke engang noget kapitalforskud sted, når der bygges en Sutro- eller en St. Gotthard tunnel eller en Suez Kanal. Tunnelen eller kanalen bliver, alt som den bygges, lige så godt til kapital som de penge, der anvendes til at bygge den; eller om man hellere vil, det krudt, de bor osv., som bruges under arbejdet, og den føde, de klæder osv., som bruges af arbejderne, hvad der fremgår af den kendsgerning, at værdien af selskabets kapitalformue ikke formindskes, da dets pengekapital lidt efter lidt går over til kapital i form af en tunnel eller en kanal. Tværtimod, den vokser sandsynligvis, alt eftersom arbejdet skrider frem. 
     Og således overalt: på opdrættergården, i vinhaven så vel som i fabrikken og på værkstedet. Hvor arbejde bliver gjort, før løn betales, er der i virkeligheden gjort kapitalforskud fra arbejderen til arbejdsgiveren og ikke omvendt. 
     »Men der kræves jo dog«, vil man sige »kapital i alle disse tilfælde.« Ganske vist, det nægter jeg ikke. Men den behøves ikke for at give arbejderne forskud, men derimod i et ganske andet øjemed. Hvad dette er for et øjemed, kan let ses. 
     Når lønnen betales i formuesgenstande af samme art som dem, arbejdet frembringer, som f.eks. om jeg lejer mænd til at hugge tømmer, mod at give dem som løn en del af det tømmer, de hugger, er det åbenbart, at der ikke tiltrænges nogen kapital for at kunne udbetale løn. Heller ikke om jeg (fordi et stort parti tømmer kan sælges mere fordelagtig end mange små) bliver enig med dem om at betale dem deres løn i penge, vil jeg behøve nogen kapital, forudsat at jeg kan få ombyttet tømmeret med penge, før lønningerne er forfaldne. Det er kun, når jeg ikke vil eller kan iværksætte en sådan ombytning, førend jeg har fået samlet en stor mængde tømmer (og ejheller vil låne penge derpå), at jeg behøver kapital. Men jeg behøver åbenbart ikke denne kapital for at kunne betale løn, men for at kunne samle et oplag af tømmer. 
     Og således overalt: det er aldrig i egenskab af arbejdsgiver, en producent behøver kapital; behøver han den, er det, fordi han tillige er købmand eller spekulant i arbejdsprodukter. Dette er i almindelighed tilfældet med arbejdsgivere. 

Endnu kan der imidlertid være en anstødssten tilbage, eller i det mindste kan det stille sig således for læseren. 
     Da plovmanden ikke kan æde furen, og en delvis færdig dampmaskine ejheller hjælpe til med at frembringe klæder til maskinbyggeren, har jeg så ikke, for at bruge Stuart Mills ord, glemt, at indbyggerne i et land underholdes og forsynes med livsfornødenheder ikke ved udbyttet af øjeblikkets, men af fortidens arbejde«; glemt at »det er øjensynligt, at arbejderne ikke kan leve af dét, som deres arbejde hjælper til at frembringe, men underholdes ved, hvad deres eget eller andres arbejde i forvejen har skaffet til veje, altså ved kapital«.  (M. G. Fawcett.) 
     Den forudsætning, som ligger i disse udsagn, at det er en så selvindlysende sag, at arbejdet må underholdes af kapitalen, at det kun behøver at udsiges, så indrømmes det straks; denne forudsætning går som den røde tråd gennem hele den herskende socialøkonomi. Og så fuldt og fast tror man derpå, at den sætning, at befolkningens størrelse retter sig efter de fonds, som er bestemt til at sysselsætte den, og forøges eller formindskes derfor stedse med forøgelsen eller formindskelsen af kapital« (Ricardo), for en lige så soleklar sandhed og igen gjort til grundlag for vigtige slutninger. 
     Ikke desto mindre er disse sætninger så langt fra selvindlysende, at de tværtimod er meningsløse; for de indeslutter i sig den opfattelse, at der ikke kan udføres arbejde førend der forefindes arbejdsprodukter; med andre ord at produktet går forud for producenten. Og prøver man dem nærmere, vil det vise sig, at deres tilsyneladende lighed skriver sig fra en tankeforvirring. 
     Jeg har allerede peget på den under en fejlagtig definition skjulte vrangslutning, som ligger til grund for den sætning, at fordi føde, klæder og husly er nødvendige for det produktive arbejde, må kapitalmængden sætte skranke for næringsfliden. At en mand må have sin mad før han går på arbejde, er ikke det samme som at han ikke kan gå på arbejde, med mindre en kapitalist først forsyner ham med mad, for maden kan og vil i alle lande, hvor der hersker hungersnød, ikke skrive sig fra kapitalen: den formue, der er bestemt til produktionsøjemed, men fra den formue, der er bestemt til livsophold. 
     Men uagtet sagen i og for sig er klar nok, er det dog vist ikke rådeligt at nøjes med således at lade beviset bero på forskellen mellem formue og kapital. Det behøves ejheller. Den sætning, at øjeblikkets arbejde må opholdes ved det foregående arbejdes produkt, vil ved nøjere undersøgelse vise sig kun at være sand i den forstand, at eftermiddagens arbejde må udføres ved hjælp af middagsmaden. Men dette er åbenbart ikke den mening, hvori sætningen blev brugt. Nej, meningen er den, at før man kan udføre et arbejde, der ikke øjeblikkelig afgiver midler til underhold, må der findes et forråd, tilstrækkelig stort til at opholde arbejderne, medens arbejdet står på. Lad os se, om dette er rigtigt. 
     Den båd, som Robinson Crusoe lavede med sådan uendelig møje og besvær, var en frembringelse, hvorved hans arbejde ikke kunne give noget øjeblikkeligt udbytte. Men var det derfor nødvendigt, at han, før han begyndte, måtte samle et forråd af Levnedsmidler, tilstrækkeligt til at underholde ham, medens han fældede træet, udhulede båden og tilsidst skød den i havet? Nej, aldeles ikke. Det eneste, som behøvedes, var, at han brugte en del af sin tid til at skaffe sig føde, medens han anvendte den øvrige til at bygge båden. Eller lad os antage, at hundrede mænd lander uden noget som helst forråd i et nyt land. Vil det da være nødvendigt for dem at samle sig et forråd af levnedsmidler, der kan vare lige til høsten, før de kan begynde at dyrke jorden? Ingenlunde. Det eneste, som behøves, er, at der er så rigeligt med fisk, vildt, bær osv., at en del af de 100 mænds arbejde kan forslå til daglig at skaffe en så stor mængde, at alle kan få, hvad de behøver, og at der mellem dem er en sådan følelse af samdrægtighed, at de, der for øjeblikket skaffer føden, er villige til at dele (ombytte) med dem, hvis arbejde først senere kan give udbytte. Og således overalt: det eneste, der er nødvendigt, for at der kan produceres ting, som ikke i øjeblikket kan bruges, er, at der indenfor ombytningskredsen foregår en samtidig produktion af tilstrækkelige underholdsmidler for arbejderne, og findes villighed til at ombytte disse underholdsmidler med de ting, arbejdet bliver anvendt på. 
     Under normale forhold vil der altid til forbruget svare en samtidig produktion. Her er en ødsel dagdriver, som intet som helst udretter, men lever, lad os sige af en formue, som hans fader har efterladt ham, sikkert anbragt i statsobligationer. Kommer nu hans livsfornødenheder virkelig fra en i fortiden opsamlet formue? På hans Bord findes nylagte æg, smør, der er kærnet for nogle få dage siden, fisk, som for flre og tyve timer siden svømmede i havet, kød, som slagterdrengen har bragt netop i rette tid til, at det kunne blive stegt; kort sagt, næppe noget, som ikke nylig har forladt den produktive arbejders hånd (det skulle da være nogle flasker gammel vin). Hvad denne mand arvede efter sin fader, og hvoraf han, som man siger, lever, er i virkeligheden aldeles ikke formue, men kun magt til at råde over formue, alt efter som andre producerer den. Og det er fra denne samtidige produktion, at hans livsfornøden tages. 
     De 2½ kvadratmile, London er bygget på, indeslutter utvivlsomt mere formue end noget lilsvarende fladerum på jorden. Og dog, hvis det produktive arbejde i London aldeles standsede, ville inden få timer folk begynde at dø som fluer og inden få uger eller i det mindste måneder vilel der næppe være en eneste i live. En fuldstændig arbejdsstandsning ville være en forfærdeligere ulykke end nogen, der har ramt en belejret by. Det ville ikke blot være en ydre ringmur, sådan som Titus drog den omkring Jerusalem, der ville hindre den stadige tilførsel af livsfornødenheder; men det ville være at drage en lignende mur omkring hver enkelt husholdning. Lad os tænke os et sådant ophør af arbejde i et samfund, og vi vil se, hvor sandt det er, at menneskeslægten i virkeligheden lever fra hånd i mund; at det er samfundets daglige arbejde, som forsyner samfundet med dets daglige brød. 
     Aldeles på samme måde, som underholdet til de arbejdere der byggede pyramiderne, ikke blev taget fra et i forvejen oplagret forråd, men fra nildalens årlige høst, og som en regering i vore dage, når den begynder på et stort arbejde, der vil vare i flere år, ikke dertil anvender allerede eksisterende  formue, men formue, først skal frembringes (og som i form af skatter tages fra producenterne eftersom arbejdet skrider fremad), på sammer måde kommer livsfornødenhederne for de arbejdere, der ikke umiddeldelbart frembringer sådanne, fra den produktion af livsfornødenheder, som andre samtidig er beskæftiget med. 
     Hvis vi følger den kreds af ombytninger, hvorved det arbejde, der gøres for at lave en stor dampmaskine, skaffer arbejderen føde, bolig og klæder, vil vi finde, at uagtet der kan være tusinde mellemhandlere mellem arbejderen og dem, som producerer brød, kød osv;, så er dog det hele forhold i virkeligheden simpelthen en ombytning af arbejde mellem ham og dem. Grunden til, at der anvendes arbejde på maskinen, er åbenbart den, at der er efterspørgsel efter en sådan fra visse folks side, som igen frembringer, hvad bagere, slagtere osv. ønsker. Og omvendt bevirker Maskinbyggerens efterspørgsel efter brød, kød osv., at en tilsvarende mængde arbejde rettes på produktion af disse varer; og således tilvejebringer hans arbejde, der direkte går ud på maskinproduktion, indirekte de ting, som han anvender sin løn til. 
     Eller for at sige det kort og klart: forbrugernes efterspørgsel bestemmer i hvilken retning det produktive arbejde kommer til at gå. 
     Denne grundsætning er så simpel og indlysende, at den ikke trænger til nogen yderligere forklaring; men ikke desto mindre forsvinder i dens lys alle forviklingerne i vort emne. Vi ser, at nu, ligesåvel som under de mest primitive samfundsforhold, tilvejebringer enhver ved sit arbejde, hvad han har behov, at uagtet den stærkt gennemførte deling af arbejdet kun tillader hver enkelt at frembringe en lille del eller måske aldeles intet af det, som hans arbejde går ud på at skaffe ham, så retter han dog derved andres arbejde hen på frembringelsen af de ting, han på sin side behøver, og tilvejebringer dem derved i virkeligheden selv. 
     Således frembringer plovmanden, selvom den høst, for hvis skyld han vender jorden, endnu ikke er udsået, dog gennem sit arbejde i virkeligheden den mad, han spiser, og den løn, han får. For uanset at pløjningen kun er et enkelt skridt henimod at tilvejebringe afgrøde, så er den dog et skridt, og ved det løfte, som det giver om en kommende høst, udfrier det af det almindelige forråd plovmandens underhold og løn. Dette er ikke blot teoretisk, men praktisk og bogstavelig rigtigt. Lad os tænke os, at ingen pløjede i behørig tid. Ville ikke tegnene på mangel øjeblikkelig vise sig uden at vente på høstens tid? Ville ikke virkningen øjeblikkelig gøre sig gædende på kontoret, i maskinværkstedet og fabrikken, og væverstolen snart stå lige så stille som ploven? At det ville gå således, ser vi på den virkning, som øjeblikkelig indtræder efter en dårlig høst. Og poducere så ikke den mand, der pløjer, sit livsophold lige så godt, som om hans daglige arbejde umiddelbart frembragte de ting, som han tilbytter sig? 
     Det er da også en kendsgerning, at hvor der findes arbejdere, som søger sysselsættelse, hindrer kapitalmangel ikke ejeren af jord, der lover sælgelig afgrøde, fra at leje dem. Måske gør han akkord med dem om andel i afgrøden (en almindelig fremgangsmåde i visse egne af De Forerenede Stater). I så fald får arbejderne, hvis de ikke har midler til livets ophold, kredit hos den nærmeste købmand mod den sikkerhed, som deres arbejde byder. Og således bliver det i opdyrkning nedlagte arbejde øieblikkelig nyttiggjort eller ombyttet, eftersom det udføres. 
     Den række af ombytninger, som forbinder produktion med forbrug, kan lignes med et krumt rør, fyldt med vand. Bliver der hældt vand i på den ene side, løber der en lige så stor mængde vand ud på den anden. Det er ikke nøjagtig det samme vand, men dets mængde er den samme. Og på samme måde sætter de, som udfører produktionsarbejdet, lige så meget ind, som de tager ud; de får i levnedsmidler og løn kun produktet af deres arbejde.

Man kunne nu spørge: hvis kapitalen ikke er nødvendig til betaling af løn eller til arbejdernes underhold under produktionen, hvortil tjener den da? 
     Den foregående undersøgelse har gjort svaret klart. Kapitalen består, som vi har set, af den formue, der benyttes til at frembringe ny formue; kapitalen er formue, som er under omsætning. 
     Kapital forøger derfor arbejdets evne: 1) derved, at den sætter arbejdet i stand til at sysselsætte sig på en mere virkningsfuld måde, som f.eks. ved at opgrave muslinger med en spade istedenfor med hånden eller bevæge et fartøj ved at kaste kul på et fyr istedenfor at trække på årer; 2) derved, at den sætter arbejdet i stand til at udnytte naturens genfrembringende kræfter, som f.eks. ved at skaffe sig korn ved udsæd eller dyr ved opdræt; 3) derved, at den tillader arbeidsdeling og således på den ene side gør den menneskelige arbejdskraft mere virkningsfuld ved at udnytte de enkeltes særlige færdigheder, muliggøre faguddannelse og formindske spild af tid og kraft, og på den anden side gøre det muligt til det yderste at drage fordel af naturens k!ræfter, ved på bedste måde at benytte sig af jordbundens, klimaets og forholdenes forskellige beskaffenhed, så at man frembringer hver enkelt vare dér, hvor naturbetingelserne egner sig bedst dertil. 
     Derimod er det en fejlagtig lære, at kapitalen yder de råstoffer, som arbejdet omdanner til formue. Råstofferne leveres af naturen. 
     Kapitalen yder ejheller lønnen og står heller ikke i forskud for den. Lønnen er den del af arbejdsproduktet, som arbejderen selv får. 
     Ejheller skaffer den arbejderne underhold under arbejdets fremadskriden. Arbejderne underholdes ved eget arbejde. 
     Kapitalen sætter derfor heller ikke grænse for næringsfliden. Den eneste grænse for denne er adgangen til råstoffer. Men kapitalmangel kan indskrænke næringsflidens form og produktivitet ved at indskrænke brugen af redskaber og delingen af arbejdet. 
     At kapitalmangel kan indskrænke næringsflidens form, er klart. Uden fabrikker kunne der ikke findes fabriksarbejdere. Uden symaskiner ingen maskinsyning, og uden at store kapitaler var sat ind i den almindelige omsætning, kunne næringsfliden ikke antage de mangfoldige former, som den optræder i. Lige så klart er det, at manglen på redskaber i høj grad må indskrænke arbejdets produktivitet. Hvis landbrugeren må benytte plejl, fordi han mangler tærskemaskine, og væveren er henvist til at benytte håndvæv, osv., så kan næringsflidens afkast kun være forsvindende ringe mod, hvad den er, når den understøttes i skikkelse af nutidens bedste redskaber. For at kunne gennemføre den overordentlige deling af arbejdet, som er så ejendommelig og nødvendig i høj civilisation, må endvidere en stor mængde fornødenheder af alle slags stadig holdes på lager i mellemhandel. For at sætte indbyggerne i et samfund i stand til efter behag at ombytte deres arbejde med det, der udføres af folk i alle verdens hjørner og kanter må der være oplag af varer i butikker, pakhuse og jernbanevogne, på samme måde som der, når hver indbygger i en stor stad til enhver tid skal kunne tage sig et glas vand, må findes millioner og atter millioner potter vand i byens vandsbeholdere og milelange rørledninger. 
     Men at sige, at kapitalen begrænser næringsflidens former eller produktivitet, er noget ganske andet end den gængse påstand, at kapitalen i det hele taget sætter skranke for udøvelsen af arbejde. Kapitalmangel kam muligvis indsnævre næringsflidens former og formindske dens givtighed. Men dermed er ikke sagt, at der uden kapital i´kke kunne findes nogen næringsflid, lige så lidt som man kan sige, at der uden maskinvæv ikke kunne findes vævning, uden symaskine ingen syning, eller at der på en øde ø som Robinson Crusoes ikke kunne arbejdes, fordi der ikke kunne finde nogen omsætning sted. 
     Tillige er det noget ganske andet at sige, at kapitalen kan begrænse næringsflidens former og givtighed, end at sige, at den gør det. For i de tilfælde, i hvilket det med rette kan siges, at et lands kapital sætter en sådan skranke, vil sikkert ved nærmere eftersyn vise sig at eksistere mest på papiret. Det er  tydeligt, at i et land som Mexico eller Tunis vil en større og mere almindelig anvendelse af kapital betydelig forandre næringsflidens former og forøge dens produktivitet umådelig; og det bliver ofte sagt om sådanne lande, at de trænger til kapital for at udvikle deres hjælpekilder. Men ligger der ikke noget bag ved? Er det ikke regeringens rovgerrighed og misbrug, ejendommens usikkerhed og folkets uvidenhed, som hindrer samling og brug af kapital? Ligger ikke den virkelige skranke i disse forhold og ikke i mangelen på kapital, som ikke ville blive brugt, selv om den fandtes der? Vi kan ganske vist tænke os et samfund, hvor kapitalmangel ville være den eneste hindring for et større arbejdsudbytte, f.eks. et samfund, hvori kapitalen er blevet ødelagt ved krig eller naturulykker, og måske en ung koloni af civiliserede mennesker i et nyt land. Men det er noksom bekendt, hvor hurtigt den sædvanlig anvendte kapital i et af krig hærget land bliver bragt til veje igen. 
     Jeg kan kun forestille mig sjældne og forbigående tilfælde, hvori arbejdets produktivitet virkelig indskrænkes ved kapitalmangel. Uagtet der i et samfund kan være mennesker, som på grund af mangel på kapital ikke kan drive deres virksomhed så godt, som de gerne ville, så er dog, så længe der i det hele taget findes tilstrækkelig kapital i landet, den virkelige skranke ikke mangelen på kapital, men mangelen på rigtig fordeling af kapital. Når uretfærdige love fratager producenten den formue, som han ville bruge i produktionens tjeneste, og udleverer den til folk, som lever på næringsflidens bekostning, så er det misregering, ikke kapitalmangel, det drejer sig om. Og ligeså, når det er uvidenhed, gammel vane osv., der hindrer brugen af kapital. At give en lldlænder en rundsav eller en indianerkone en symaskine, ville ikke forøge afkastet af deres arbejde. Det er ikke mangelen på sædekorn og redskaber, som hindrer Apacherne og Siouxerne i at dyrke jorden. Om man i deres nuværende tilstand gav dem al den kapital, der findes i London, ville den simpelthen høre op at være kapital; for de ville kun anvende produktivt den uendelig lille del, som kunne bruges til jagt, og selv denne del ville de ikke anvende, førend alt spiseligt af det forråd, der blev øst ud over dem, var fortæret. Men al den kapital de virkelig har brug for, forstår de særdeles vel at forskaffe sig og det endog under de største vanskeligheder. Til jagt og kamp har de de bedste våben, som amerikanske og engelske fabrikker leverer. Først efter at være blevet civiliserede, ville de sætte pris på andre arter af kapital, og først da ville de være dem til nogen nytte. 
     Ligeledes ville det være en fejltagelse at mene, at de simple og ufuldkomne fremgangsmåder, som man benytter sig af i nye samfund, alene skyldes mangel. I virkeligheden er de, som forholdene er, de mest formålstjenlige, idet befolkningens spredthed vanskeliggør kapitalanvendelse i større målestok. At samle et stort varelager i en købmandsbod i de afsides skovegne ville kun være kapitalspild.
     Lige så lidt som man i en spand ikke kan øse mere vand end spanden fuld, lige så lidt kan mere formue anvendes som kapital, end hvad der kræves under de forhåndenværende omstændigheder, folkets kulturtrin, bebyggelsens tæthed osv. Og jeg er tilbøjelig til at tro, at i reglen vil dette beløb være til stede, at samfundsorganismen så at sige udsondrer det nødvendige kapitalbeløb, på samme måde som den menneskelige organisme i sund tilstand afsondrer den nødvendige fedtmængde. 
     Men selv om nu kapitalmangel undtagelsesvis indskrænker arbejdets produktivitet, er det dog mere end tydeligt, at massernes fattigdom i de civiliserede lande ikke skyldes kapitalknaphed. For ikke at tale om at arbejdslønnen ingensteds når de grænser, som næringslivets produktivitet drager, så er lønnen endogså forholdsvis lavest hvor der er rigeligst med kapital. Redskaber, maskiner osv. er der åbenbart mere af i de fremskredne lande, end der virkelig anvendes; enhver udsigt til lønnende anvendelse bringer mere kapital end nødvendig for dagen. Spanden er ikke blot fuld, den løber over. Så øjensynligt er dette, at ikke blot af uvidende folk, men også af mænd med stor økonomisk ry bliver »de dårlige tider« tilskrevet overflod af maskiner og ophobning af kapital; ja, af krigen, denne kapitalødelægger, venter man sig endogså opsving og lønstigning - en opfattelse, der besynderlig nok endog deles af mange af dem, som påstår, at det er kapitalen, der sysselsætter arbejderne! 
     Ved tydelig at påvise, hvad kapital virkelig er og virkelig tjener til, har vi taget det første, men også kun det første vigtige skridt til løsningen af vor opgave. Når, som vi har påvist, arbejdslønnen ikke tages af kapitalen, så er de herskende teorier om forholdet mellem kapital og arbejde uholdbare. Når hver eneste arbejder ved sit arbejde selv tilvejebringer de midler, hvoraf hans løn bestrides, da kan arbejdernes forøgelse ikke formindske lønnen. Tværtimod må, under ellers lige vilkår, lønnen blive desto højere, jo flere arbejdere der findes, da arbejdets produktivitet jo tiltager med arbejdernes antal. 
     Men dette nødvendige forbehold »under ellers lige vilkår« leder os ind på et spørgsmål, som må undersøges og afgøres, førend vi kan gå videre. Dette spørgsmål er: har naturens produktive kræfter tendens til at formindskes med de voksende krav, som tiltagende befolkning stiller til dem?