Hvis de slutninger, vi er kommet til, er rigtige, så må de falde ind under en mere almen lov. Vi vil derfor genoptage vor undersøgelse fra et højere standpunkt, hvorfra vi kan overse et videre felt.

Hvad er loven for det menneskelige fremskridt? 

     Dette er et spørgsmål, som jeg, om det ikke havde været for det foregåendes skyld, ville betænke mig på at behandle på den knebne plads, jeg kan ofre dertil, da det indeslutter, direkte eller indirekte, nogle af de allerhøjeste problemer, som menneskeånden kan tumle med. Men ganske naturligt dukker det spørgsmål op: samstemmer de slutninger, vi er kommet til, med den store lov, hvorefter den menneskelige udvikling går for sig, eller gør de det ikke? 
     Hvorledes lyder denne lov? Vi må selv udfinde svaret; for skønt den gængse filosofi erkender, at der er en sådan lov, giver den dog ikke nogen mere tilfredsstillende forklaring af den, end den gængse socialøkonomi giver af fattigdommens vedbliven trods voksende rigdom. 
     Lad os så vidt muligt forblive på kendsgerningernes faste grund. - Om mennesket gradvis har udviklet sig fra et dyr eller ej er det unødvendigt her at undersøge. Hvor nøje forbindelse der end kan være mellem spørgsmål vedrørende mennesket som vi kender det, og spørgsmål vedrørende dets oprindelse, så er det dog kun fra de første, der kan kastes lys over de sidstnævnte. Kun fra fakta, som vi kender, kan vi slutte os til, hvad der er gået forud. 
     Hvorledes end mennesket er fremkommet, så kender vi det dog kun som menneske - netop således som det findes endnu den dag i dag. Der findes intet spor af mennesket på et lavere trin end det, hvorpå vi endnu kan finde vilde folkeslag. Ad hvilken bro mennesket end kan have overskredet det store svælg, som nu skiller det fra dyret, så er der nu intet spor tilbage af den. Mellem de lavest stående vilde og de højeste dyr er der en væsentlig forskel, ikke blot en grads-, men en artsforskel. Mange af menneskets ejendommeligste egenskaber, handlinger og følelser viser sig også hos de lavere dyr; men man har endnu aldrig set mennesket, hvor lavt det end står, mangle en egenskab, som intet dyr viser ringeste spor til, et klart kendeligt, men næsten ubestemmeligt noget, som gør det til fremskridtsdyret. 
     Bæveren bygger dæmning, fuglen rede og bien celler, men medens bæverdæmninger, fuglereder og biceller altid dannes efter de samme mønstre, går menneskets bolig efterhånden fra den simple, af løv og grene opførte hytte opad til det prægtige slot. Vi kender intet dyr, som bærer klæder, som koger sin mad, laver sig våben og værktøj, eller ejer et virkeligt sprog. Men aldrig har man hørt om mennesker, som ikke gjorde sligt. Det vil sige, at mennesket overalt, hvor vi finder det, viser evne til at supplere, hvad naturen har gjort for det, med, hvad det selv udretter; - ja, så dårlig udrustet er mennesket i fysisk henseende, at der overhovedet næppe er noget sted på jorden, hvor det ville være i stand til at eksistere uden denne evne. 
     Overalt og til alle tider viser mennesket denne evne. Men i hvilken grad, der er gjort brug af den, er højst forskelligt. Mellem den simple kano og dampskibet, mellem de råt udskårne gudebilleder og den græske kunsts åndende marmor, mellem den vildes viden og den moderne videnskab er der en umådelig forskel. 
     Den forskellige grad, hvori denne evne giver sig udslag, kan ikke tilskrives forskellighed i de oprindelige anlæg: nutidens højest udviklede folk var vilde endnu indenfor den historiske tid, og folk af samme æt kan frembyde de største forskelligheder. Ej heller kan det udelukkende tilskrives forskelligheder i den omgivende natur: steder, hvor kunster og videnskaber før havde deres vugge, er nu i mange tilfælde barbarers tilholdssted. Forskellighederne hænger øjensynlig sammen med samfundsudviklingen. Udover de allerførste begyndelser er det kun muligt for mennesker at gå fremad derved, at de lever i samfund. Alle disse fremskridt i menneskets evne og kår sammenfatter vi derfor i ordet civilisation. Menneskene går fremad, alt som de bliver civiliserede, dvs. lærer at samvirke. 
     Hvad er loven for denne fremgang? Ud fra hvilket almenprincip kan vi forklare de forskellige samfunds forskellige civilisationstrin? Hvori består civilisationsfremskridtet, så vi kan sige om de forskellige samfundsindretninger, at denne begunstiger det, hin derimod ikke, eller forklare hvorfor en indretning, som til én tid fremmer det, til en anden tid kan hæmme det? 
     Den fremherskende tankegang nu om stunder er den, at civilisationsfremskridtet er en udvikling, i løbet af hvilken menneskets evner øges og dets egenskaber højnes i kraft af årsager lig dem, man peger på til forklaring af, hvorledes arterne opstår, nemlig de bedst skikkedes overlevelse og erhvervede egenskabers nedarvning. 
     At civilisation er en udvikling, at den, sagt med Herbert Spencers ord, er en fremadskriden fra ubestemt, usammenhængende ligeartethed til bestemt, sammenhængende uligeartethed, er der ingen tvivl om; men hermed er intet sagt om, hvilke årsager det er, som fremmer eller hæmmer fremskridtet. Som udviklingslæren fremstilles, giver den intet afgørende og tydeligt svar på dette spørgsmål, har tværtimod fremkaldt en anskuelse (eller rettere sagt givet den et vist sammenhæng), som ikke stemmer med de virkelige forhold. 
     Den vulgære forklaring af fremskridtet har stor lighed med den opfattelse, pengemanden gerne har af årsagerne til den ulige formuefordeling. Hans »teori« er sædvanligvis den, at hvem der bare har vilje og evne dertil, kan skaffe sig penge nok, og at det er uvidenhed, dovenskab eller ødselhed, som fremkalder forskellen mellem fattige og rige. På lignende måde må, efter den almindelige forklaring, også grunden til forskellighederne i civilisation søges i forskellig begavelse. De civiliserede racer er de overlegne, og deres fremgang i civilisation har sin grund i denne overlegenhed - aldeles som englænderne gerne fandt, at de engelske sejre måtte tilskrives englænderens naturlige overlegenhed over den »frøædende franskmand«; og ligesom vor demokratiske statsforfatning, større opfindelsesevne og større gennemsnitsvelstand efter den hidtidige sædvanlige amerikanske opfattelse har været tilskrevet »yankee-nationens større kvikhed«. 
     For sådanne gængse forestillinger finder man nu en slags videnskabelig støtte i den synsmåde, der nu behersker tankeverdenen, at kampen for tilværelsen, i samme grad som den bliver stærkere, driver menneskene til nye anstrengelser og opfindelser, og at denne fremgang og fremgangsevne fæstnes ved arv og udbreder sig ved det dygtigste, mest udviklede individs evne til fremfor andre individer at leve og forplante sig, og ved den dygtigste og mest fuldkomne slægts, nations eller races evne til at overleve de andre i kampen. Ud fra denne teori forklarer man nu forskellen mellem mennesket og dyret såvel som forskellen i menneskenes relative fremgang lige så selvtillidsfuldt, som man for kort tid siden forklarede de samme ting ud fra læren om en særlig skabelse og et direkte guddommeligt indgreb. 
     Det direkte resultat af denne teori er en slags forhåbningsfuld skæbnetro, som nutidens litteratur er fuld af. Efter denne synsmåde er fremskridtet resultatet af kræfter, som langsomt, stadig og hensynsløst arbejder på at hæve mennesket op. Krig, trældom, tyranni, overtro, hungersnød, pest og fattigdom er de tvingende årsager, som driver mennesket frem ved at udstøde de ringere typer og lade de højere udbrede sig; og nedarvningsevne er den kraft, ved hvilken fremskridtene fæstnes, så de kan danne grundlag for nye fremskridt. Individet er resultatet af forandringer, som således er indpræget i en lang række af dets forfædre, og samfundet får sin art og form af de individer, det er sammensat af. - Medens denne teori altså, som Herbert Spencer siger, »er radikal i en grad, der overgår alt, hvad den sædvanlige radikalisme kan fatte«, eftersom den venter forandringer i selve den menneskelige natur, er den på samme tid »konservativ i en grad, der overgår alt, hvad den sædvanlige konservatisme kan fatte«, da den antager, at ingen forandring har nævneværdig betydning, undtagen disse langsomme forandringer i menneskenaturen. Filosofferne kan nok belære folk om, at dette ikke formindsker vor pligt til at arbejde på afskaffelsen af misbrug - aldeles som de teologer, der hævdede forudbestemmelseslæren, alligevel fastholdt det som en pligt for alle at kæmpe for evig salighed -, men efter sædvanlig opfattelse er resultatet skæbnetro. Jeg omtaler dette, ikke for at noget hensyn til sandhedens følger skal afholde os fra ærlig at søge sandheden, men kun for at klarlægge en synsmåde, som med tiltagende hurtighed udbreder sig og gennemtrænger mængdens tankegang. Den gængse opfattelse synes mig altså at gå ud på, at civilisationen skyldes kræfter, som, idet de virker på den ovenfor antydede måde, langsomt forandrer menneskets karakter, udvikler og højner dets evner; at forskellen mellem det civiliserede menneske og den vilde skriver sig fra en lang raceopdragelse, der har sat sig varig fæstnede spor, og at denne udvikling i stigende grad vil gå frem og føre til en stedse højere civilisation. Vi er nået så vidt, at fremgang synes at være naturlig for os, og vi imødeser med fortrøstning den næste slægts endnu større gerninger - ja, nogle mener endog at videnskabens fremgang til slut vil skænke mennesket udødelighed og sætte det i stand til at aflægge besøg på stjernerne, ja til syvende og sidst endog selv fabrikere sole og solsystemer. 
     Men selv når den bliver ved jorden, støder denne fremskridtsteori (som synes så naturlig for os, der lever under fremadskridende civilisation), så snart man ser sig om i verden, imod en vældig kendsgerning: - de ubevægelige, forstenede civilisationer. Størsteparten af menneskeslægten har endnu den dag i dag ingen forestilling om fremskridt; størsteparten ser endnu den dag i dag på det forbigangne som den menneskelige fuldkommenheds tid (ligesom vore egne forfædre gjorde lige til for nogle få slægtled siden). Forskellen mellem den vilde og det civiliserede menneske lader sig måske forklare ved den teori, at den vilde er så ufuldkomment udviklet, at hans fremgang næppe kan mærkes; men hvorledes er det muligt ud fra den teori, at den menneskelige udvikling er resultatet af almene, vedvarende årsager, at forklare sig de civilisationer, som er gået frem til et vist punkt og derpå gået i stå? Man kan jo dog ikke sige om hinduen og kineseren, at vor overlegenhed er resultatet af en længere opdragelse, at vi er så at sige naturens voksne mænd medens de endnu er børn; for både hinduerne og kineserne var højt civiliserede, havde store byer, mægtige stater, filosofiske skoler, forfinede sæder, betydelig handel, håndværk og kunst, dengang vore forfædre endnu var omvandrende barbarer, som boede i hytter og skindtelte. Men medens vi er gået frem fra denne vilde tilstand til det nittende århundredes civilisation, har de stået stille. Dersom fremgang er resultatet af faste, uundgåelige og evige love, som tvinger menneskene fremad, hvorledes skal vi da forklare os dette? 
     Walter Bagehot indrømmer vægten af denne indvending og søger at forklare sagen på følgende måde: det første, der kræves for at civilisere mennesket, er at tæmme det, formå det til at leve i samfund med sine medmennesker, i lydighed mod loven; herved opstår der en samling eller »skorpe« af love og skikke, der efterhånden styrkes og udvides ved naturudvalg, og den således sammenbundne stamme eller nation har en fordel fremfor de spredt levende individer. Men denne skorpe af skikke og love bliver til sidst altfor tyk og hård til at tillade videre fremgang, som kun er mulig, når der indtræffer omstændigheder, som medfører fri meningsudveksling og således tilsteder den for fremgangen nødvendige frihed og bevægelighed. Denne forklaring kommer imidlertid på tværs af hovedteorien og forklarer endda ikke kendsgerningerne. 
     Den tilbøjelighed til stivnen, som Bagehot taler om, måtte vise sig på et meget tidligt udviklingstrin, og de eksempler, han peger på, er næsten alle hentet fra vilde eller halvvilde folk. Men de stivnede civilisationer havde tilbagelagt en lang vej, før de gik i stå. Der må have været en tid, da de var nået langt ud over den vilde tilstand, og dog endnu var nyskabende, frie og fremadskridende. De gik i stå på et stade, der næppe i nogen henseende stod under, men derimod i mange henseender over den europæiske civilisation i, lad os sige det sekstende eller i det mindste det femtende århundrede. Lige til det punkt må der altså have været livlig meningsbrydning, glæde over, hvad der var nyt, og åndsvirksomhed af alle slags. Der var virksomt liv og fremskridt, længe efter at menneskene havde lært at leve sammen. 
     Den mest ubevægelige og mest forstenede af alle de civilisationer, vi kender, var Ægyptens, hvor endog kunsten til sidst antog en vanemæssig og uforanderlig form. Men vi ved, at der forud herfor må have været en tid fuld af liv og kraft, en udviklings- og udvidelsesdygtig civilisation, sådan som vores nu er; for ellers kunne kunst og videnskab aldrig have nået så højt et standpunkt. Og nyere udgravninger har bag det Ægypten, vi hidtil kendte, bragt for dagen et endnu tidligere Ægypten: billedhuggerarbejder og udskæringer, som ikke er af en hård, stivnet type, men stråler af liv og udtryk, og som viser os kunsten kæmpende, varm, naturlig og fri, det sikre kendetegn på et virksomt og voksende liv. Det samme må engang have været tilfældet med alle de civilisationer, som nu står stille. Men det er ikke blot disse stillestående civilisationers stivnen, som den herskende udviklingsteori ikke formår at forklare os. Der er jo nemlig ikke blot folk, som er nået et vist stykke frem og så gået i stå; der er folk, som har vandret ad fremskridtets vej - og derpå er gået tilbage. Det er ikke blot enkelttilfælde, der stiller sig imod teorien, det er den almindelige regel. Enhver civilisation, som verden hidtil har set, har haft sin tid af kraftig vækst, af standsning og stilstand, af synken og fald. Af alle de civilisationer, som er opstået og har blomstret, er nu blot de, som er blevet stillestående - samt vor egen - tilbage, og denne sidste er endnu ikke så gammel, som pyramiderne var, da Abraham så dem - og bag pyramiderne strakte sig endda yderligere en overleveret historie på tyve århundreder. 
     At vor egen civilisation har et bredere grundlag, er raskere fremskridende og har en højere flugt end nogen tidligere civilisation, er uden tvivl sandt, men i så henseende er den næppe mere forud for den græsk-romerske civilisation, end denne var forud for asiatisk; og selv om så var, det ville det dog intet bevise med hensyn til dens varighed og fremgang i kommende tider, når det ikke kan bevises, at den, mindre end sine forgængere, lider af de skrøbeligheder, som forårsagede deres fald. 
     I virkeligheden kan intet være fjernere fra at forklare verdenshistoriens kendsgerninger end den teori, at civilisationen er resultatet af et naturligt udvalg, som virker fremmende og højnende på menneskets egenskaber. At civilisation er opstået til forskellige tider og på forskellige steder og har udviklet sig ulige stærkt, er ikke uforeneligt med teorien; for det kunne hidrøre fra uligheder i drivkraft og modstand; men at fremskridtet er begyndt overalt, men intetsteds har været vedvarende, overalt er bragt til standsning eller tilbagegang det er absolut uforeneligt dermed. For dersom fremskridtet virkede til at rodfæste en forbedring i menneskenaturen og således fremkalde nye fremskridt, så måtte trods tilfældige afbrydelser den almindelige regel være vedvarende fremgang, så det ene fremskridt fulgte det andet, og enhver civilisation udviklede sig til en endnu højere. 
     Det modsatte er imidlertid ikke blot det sædvanlige, men en almengyldig regel. Vor jord er en grav for døde riger ikke mindre end for døde mennesker. I stedet for, at fremskridtet skulle gøre mennesket skikket til større fremskridt, er enhver civilisation, der i sin tid var lige så kraftig og fremadskridende, som vor nu er, gået i stå af sig selv. Atter og atter er kunst og videnskab gået tilbage, kraften svækket, befolkningen aftaget, indtil der af det folk, som havde bygget store templer og mægtige byer, afledet floder, dyrket jorden som en have og indført den yderste forfinelse i livets småting, blot er blevet tilbage en levning usle barbarer, som har tabt endog erindringen om deres forfædres bedrifter og betragter de levende spor af deres fordums storhed som værk af ånder eller af kæmpeslægten før syndfloden. »O Rom, dette vil en gang også blive din skæbne!« sagde Scipio grædende på Kartagos ruiner; og Macaulays billede af New Zealænderen tankefuld stående ved London broens forfaldne buer, må gøre indtryk selv på nybyggets mænd, der ser byer opvokse i ødemarken og er med til at lægge grunden til et nyt verdensrige. Derfor laver vi også, når vi opfører en offentlig bygning, en udhulning i grundstenen og indeslutter deri omhyggelig nogle minder fra vore dage, idet vi forudser den tid, da vore værker er ruiner og vi selv forglemte. 
     Om denne civilisations vekslende stigen og falden er bølgebevægelser af en opadstigende linje eller ej, gør her ingen forskel. Selv om man indrømmer, at hver civilisation har rakt faklen til en højere civilisation, så kan dog den teori, at civilisationen skrider frem i kraft af gradvise ændringer i den menneskelige natur, ikke forklare sagen. For det er stadig ikke det folkefærd, som er blevet opdraget og arvelig forandret ved den gamle civilisation, der begynder den nye, men en frisk, fra et lavere trin opadstigende race. Det er det ene tidsrums barbarer, som er blevet det næstes civiliserede mennesker - for igen at afløses af nye barbarer. For det har hidtil altid været tilfældet, at menneskene vel under civilisationens indflydelse først er gået fremad, men siden er vanslægtet. Der gives laster, fordærvelse og svækkelse, som hidtil ufravigelig har vist sig, når civilisationen har nået et vist punkt. Enhver civilisation, der er blevet overvældet af barbarer, er i virkeligheden gået til grunde som følge af indre fordærvelse. 
     Så såre man får øje for denne almengyldige kendsgerning, må den teori falde til jorden, at fremskridtet foregår ved nedarvning. Ser vi ud over verdenshistorien, vil vi finde, at linjen for det højeste fremskridt intetsteds for længere tid falder sammen med nogen arvelighedslinje. I enhver arvelighedslinje synes tilbagegang altid at følge på fremgang. 
     Må vi derfor sige, at der gives en bestemt levetid for nationer eller racer såvelsom for det enkelte individ, at så at sige ethvert samfund har en vis sum af kraft, hvis forbrug nødvendigvis følges af forfald? Dette er en gammel, meget udbredt forestilling, som mange endnu holder på. Ja, denne forestilling kunne vist endog godt lade sig bringe under udviklingslærens almensynspunkt og udtryksmåde. Betragter man individerne som atomer, kunne man jo opstille en analogi mellem samfundslivet og et solsystems liv, som det er ifølge tågehypotesen. Ligesom solens varme og lys frembringes ved den ved sammentrængning af atomerne udviklede bevægelse, der til sidst ophører, når atomerne kommer i ligevægt, så der indtræder en ubevægelighedstilstand, som kun kan afbrydes ved indgreb af ydre kræfter, som vender udviklingsprocessen om: sprænger og spreder og bliver udgangspunkt for nybegyndelse, - således, kunne man sige, udvikles der ved individernes sammenslutning til et samfund en kraft, som frembringer civilisationens lys og varme; men når denne proces ophører, idet de individuelle bestanddele kommer i ligevægtstilstand og indtager deres bestemte pladser, indtræder der en forstening, således at en søndersplittelse og opløsning, forårsaget ved indfald af barbarer, er nødvendig for at processen kan begynde på ny og fremkalde en ny civilisationsopblomstring. 
     Men analogier er de farligste metoder for tænkningen. De kan have et skær af rigtighed og dog fordreje eller skjule sandheden. Et samfund kan ikke ældes (som mennesket gør det), så længe dets nye medlemmer stadig møder med hele barndommens friske kraft; det kan ikke tabe sin livskraft, når ikke livskraften hos dets individuelle bestanddele formindskes. 
     Alligevel ligger der både i den sammenligning, der ofte drages mellem et folks livskraft og det enkelte menneskes, og i solsystemssammenligningen en erkendelse af en ubestridelig sandhed - den nemlig, at de hindringer, som til sidst får fremskridtet til at gå i stå, fremkaldes ved selve fremskridtets gang; at hvad der har tilintetgjort alle foregående civilisationer, er just forhold, som civilisationens egen vækst har ført med sig. 
     Dette er en sandhed, som overses i den gængse filosofi, men som er af den største betydning. Enhver virkelig fremskridtsteori må kunne forklare denne kendsgerning.

     Når man søger at finde loven for det menneskelige fremskridt, må det første skridt være at bestemme, af hvilken art de uligheder egentlig er, der betegnes som forskelligheder i civilisationen. At den gængse opfattelse, hvorefter fremgangen skyldes forandringer i selve menneskets natur, ikke stemmer overens med de historiske kendsgerninger, har vi allerede set. Ved nøjere overvejelse vil man også indse, at ulighederne mellem samfund på forskellige civilisationstrin ikke kan tilskrives medfødte uligheder hos de enkeltmennesker, som disse samfund består af. At der findes naturlige forskelligheder, er sandt, og at ejendommeligheder kan nedarves, er ligeledes uden tvivl sandt, men de store forskelligheder mellem mennesker under ulige samfundstilstande kan ikke forklares på denne måde. Arvelighedens indflydelse, som det nu er mode at tillægge så stor betydning, er intet i sammenligning med de indflydelser, som former mennesket, efter at det er kommet til verden. Hvad er vel dybere indpræget i os end sproget, som ikke blot er et automatisk muskelspil, men tankens værktøj? Hvad holder sig længere eller røber hurtigere nationaliteten? Og dog fødes man ikke med anlæg for noget særligt sprog. Om et barns forfædre end i talløse slægtled har talt et bestemt sprog, så vil barnet, når det fra først af intet andet hører, lige så let lære et hvilketsomhelst andet. Det samme gælder om andre national- eller klasseejendommeligheder. Det kan man se på de hvide børn, der tidlig er blevet fanget af indianere og opdraget i deres wigwam. De bliver fuldstændige indianere. 

     At det samme ikke fuldt gælder børn af indianere eller andre racer med meget udprægede kendemærker, når de opfostres af hvide, må vist tilskrives den omstændighed, at de aldrig er blevet behandlet ganske på samme måde som de hvide børn. En mand, der havde været lærer i en skole for negerbørn, fortalte mig, at efter hans mening var negerbørnene mere opvakte og lærenemme end de hvide børn, lige til de blev ti, tolv år gamle, men efter den tid syntes de at blive dorske og ligegyldige. Han troede, dette beviste en medfødt race-underlegenhed, og jeg var dengang enig med ham deri. Men senere hørte jeg en højtdannet neger tilfældigvis gøre en bemærkning, som synes mig tilstrækkelig til at forklare sagen. Han sagde: »Så længe vore børn er små, er de fuldt så livlige og lærenemme som hvide børn. Men såsnart de bliver gamle nok til at forstå deres stilling i samfundet - til at indse, at man betragter dem som tilhørende en lavere folkestamme, og at de aldrig kan gøre sig håb om at blive andet end kokke, opvartere eller lignende, taber de ærgerrigheden og sakker agter ud.« Han havde kunnet tilføje, at da de var børn af fattige, udannede og sløve forældre, virkede hjemmets indflydelse hæmmende på dem. For det er vist en almindelig iagttagelse, at ved den første undervisning er børn af uvidende forældre fuldkommen lige så modtagelige som opvakte forældres, men at de sidste i regelen efterhånden løber forbi de andre. Så længe det kun gælder de første simple ting, som helt og holdent læres i skolen, er børnene nemlig ligestillede, men så snart studierne bliver mere indviklede, har det barn, som i hjemmet er blevet vant til godt sprog og interessant samtale, og som har adgang til bøger, kan få spørgsmål besvaret osv., en overordentlig fordel.

     Det samme kan iagttages senere i livet. Man tænke sig to brødre, sønner af fattige forældre. Den ene sættes til et simpelt håndværk og kommer aldrig videre end til at måtte tjene sit brød ved hårdt dagligt slid; den anden begynder som bydreng, men får hjælp til at slå ind på en anden bane og bliver til sidst en heldig advokat, købmand eller politiker. Ved 40 eller 50-års alderen vil der være en påfaldende ulighed mellem dem, og den tankeløse vil mene, det kommer af den enes større naturbegavelse. Men en lige så iøjnefaldende forskel vil vise sig mellem to søstre, af hvilke den ene er blevet gift med en mand, som er forblevet fattig, hvorfor hun hele livet igennem er blevet trykket af små bekymringer og udsigtsløshed, medens den anden har ægtet en mand, hvis senere livsstilling fører hende ind i dannet selskab og giver hende lejlighed til at uddanne sin smag og udvide sin synskreds. 
     En stor del af de eksempler, der fremsættes som bevis på nedarvning, er da i virkeligheden også uden al betydning. At f.eks. en stor mængde af New Yorks forbrydere og tiggere bevislig gennem tre eller fire slægtled nedstammer fra fattiglemmer, er ofte blevet anført som bevis på nedarvning. Men det beviser intet sådant, da jo en fyldestgørende forklaring af sagen ligger nærmere. Fattiglemmer opdrager fattiglemmer, selv om børnene ikke er deres egne, ligesom en nær berøring med forbrydere vil gøre selv de bedste forældres børn til forbrydere. Har man lært at stole på almisser, så taber man nødvendigvis den selvagtelse og uafhængighed, som er nødvendig for at kunne stole på sig selv, når det kniber. Det er derfor, at godgørenhed afføder stadig nye krav på godgørenhed, og det er et åbent spørgsmål, om almisse og offentlig fattigunderstøttelse ikke på denne vis gør langt mere skade end gavn. Børnenes tilbøjelighed til at vise samme følelser, smag, fordomme eller færdigheder som deres forældre må også skrives på samlivets regning. Og undtagelserne bekræfter blot regelen, da eksemplet jo også kan vække modvilje og modstand. 
     Og der er, tror jeg, endnu en indflydelse, som ofte forklarer det, der anses for en atavisme i karakteren - den samme indflydelse, som gør, at den romanslugende dreng ønsker at blive sørøver. Jeg kendte engang en mand, i hvis årer der flød indianske høvdingers blod. Han plejede at fortælle mig slægtsminder, som han havde hørt af sin farfader, og som belyste, hvad der for den hvide er så vanskeligt at forstå - indianernes tænkemåde, den hivende blodtørst hos den listig krybende kriger, og den sjælsstyrke, han viser ved marterpælen. Efter den måde, hvorpå han talte om dette, er jeg ikke i tvivl om, at han, en højt dannet, civiliseret mand, som han var, under visse omstændigheder kunne have vist træk, som man ville have tilskrevet hans indianske blod, men som i virkeligheden tilstrækkelig forklaredes af hans indbildningskrafts stadige syslen med forfædrenes dåd. 
     Ligesom alle trin af samfundsudviklingen, lige fra stenalderen, endnu findes repræsenterede af samtidige folkeslag, således lever der i et og samme land, ja i en og samme by, side om side, grupper af mennesker som viser næsten lige så store forskelligheder. I lande som England og Tyskland kan børn af samme race, født og opdraget på samme sted, tale sproget forskellig, have forskellig tro, sæder og smag. - Men disse uligheder er jo ikke medfødte. Ingen fødes som metodist eller katolik, med anlæg for kultursproget eller landsmål. Alle disse særpræg skyldes samlivet. 
     Janitsharerne bestod af ynglinger, som i en tidlig alder var røvet fra kristne forældre, men de var ikke desto mindre fanatiske muselmænd med alle de tyrkiske karaktertræk. Jesuitterne og andre ordener har deres eget bestemte præg, men dette kan jo absolut ikke skyldes nedarvning. Ja, selv skoler og regimenter, hvis medlemmer blot bliver sammen en kort tid og stadig veksler, har et vist særpræg. 
     Det er denne samlede helhed af traditioner, troslærdomme, sædvaner, love og fælles interesser, der opstår i ethvert samfund og omgiver ethvert individ, som efter min mening hovedsagelig bestemmer folkekarakteren. Det er dette, langt mere end nedarvede egenskaber, der skiller engelskmanden fra franskmanden, amerikaneren fra kineseren og civiliserede mennesker fra vilde. Det er på denne måde folkeejendommeligheder bevares, vokser eller ændres. 
     Gennem nedarvning kan egenskaber muligvis udvikles eller ændres; dog gælder dette langt mere menneskets legemlige end dets åndelige egenskaber, - og dyrene langt mere end mennesket. Slutninger fra due- eller hornkvægavl passer ikke på mennesket, og grunden hertil er klar. Menneskets liv er selv i dets mest rå tilstand langt mere indviklet. Det påvirkes uafladelig af uendelig mangfoldige indflydelser, blandt hvilke arvelighedens indflydelse mere og mere forsvinder. En menneskerace, som ikke havde større åndelig virksomhed end dyrene - mennesker, som blot åd, drak, sov og forplantede sig - kunne man uden tvivl ved omhyggelig behandling og udvalg i tidens løb få til at frembyde lige så store legemlige uligheder, som der ved lignende midler er frembragt hos husdyrene. Men hos menneskene, således som de virkelig er, ville sjælelivets indvirkning på legemet stadig afbryde processen. Et menneske, hvis sjæl er i spænding, kan man ikke fede, som man feder svin. Sandsynligvis har mennesket været til længere end mange dyrearter. Det har levet under vejrligsforskelligheder, som frembringer de mest udprægede uligheder hos dyrene, og dog er legemsuligheden mellem de forskellige menneskeracer forholdsvis ubetydelig. Og disse uligheder opstod jo endda - påstår de, der udleder dem af naturligt udvalg og nedarvning - på en tid, da mennesket stod dyret meget nærmere - det vil sige, da det havde mindre sjæleliv. 
     Men forholder det sig således med menneskets legemlige ejendommeligheder, i hvor meget højere grad gælder det da ikke de sjælelige. Kroppen bringer vi dog med os til verden, medens vort sjæleliv først udvikles senere. 
     Der er et trin i enhver organismes udvikling, da man ikke uden ved hjælp af omgivelserne kan sige, om den vil blive til en fisk, et krybdyr, en abe eller et menneske. På lignende måde forholder det sig med det nyfødte barn: om den ånd, der endnu ikke er vakt til bevidsthed og kraft, vil blive engelsk eller tysk, amerikansk eller kinesisk, et civiliseret menneskes eller en vilds, beror fuldstændig på de omgivelser, det bliver stillet i. 

     Man tænke sig nogle børn af højt civiliserede forældre overført til et ubeboet land. Sæt, at de blev holdt i live på vidunderlig måde, indtil de nåede den alder, at de kunne sørge for sig selv; hvad ville man da få at se? En flok vilde, mere hjælpeløse end nogen af dem, vi nu kender. De måtte opdage ilden og opfinde de simpleste værktøj og våben, de måtte danne sig et sprog. Kort sagt, de ville blive nødt til at famle sig frem til de simpleste kundskaber, ligesom et barn lærer at gå. At de med tiden ville nå alt dette, tvivler jeg ikke på, for alt sligt ligger som muligheder i menneskets sjæl, ligesom gå-evnen i menneskets legeme, men jeg tror ikke, de ville nå hverken bedre eller hurtigere frem end børn af vilde forældre. Er det ikke klart, at selv om hele menneskeslægten var i besiddelse af de højeste åndsevner, som de betydeligste undtagelsesmennesker nogensinde har udfoldet, - men hvert slægtled var adskilt fra det næste ved et mellemliggende tidsrum - ligesom hos visse græshopper - da ville blot et eneste sådant mellemrum bringe menneskeslægten tilbage ikke til barbari, men til en tilstand, i sammenligning med hvilken den vildtilstand, som vi nu kender, måtte tage sig ud som civilisation.

     Enhver, som har haft noget videre med mennesker af forskellige folk og klasser at gøre, vil sikkert have nemmet den vigtige lærdom, at den menneskelige natur er sig selv lig hele jorden over. Det samme kan også bøgerne lære os. Jeg tænker herved ikke så meget på de rejsendes beretninger (for de skildringer af de vilde, som civiliserede folk giver, er ofte af samme slags som dem, vilde folk kunne give af os, hvis de gjorde os flygtige besøg og skrev bøger derom); men jeg tænker på de mindesmærker om andre tider og andre folks liv og tankegang, som, overførte på nutidens sprog, er ligesom glimt af vort eget liv og vor egen tankegang. »Dette,« siger Emanuel Deutsch, »er resultatet af al forskning i historie og kunst; de var just sådan, som vi er.« 

     Der er et folk, som man kan træffe i alle verdensdele, og som giver et godt eksempel på, hvilke ejendommeligheder der skyldes arv, og hvilke der skyldes samfundslivet. Jøderne har bevaret blodsrenheden bedre og længere end nogen af de europæiske racer, og dog er jeg tilbøjelig til at tro, at det eneste særpræg, man kan tilskrive denne omstændighed, er fysiognomiet. Skønt de stadig har giftet sig indenfor deres egen stamme, så er de dog overalt blevet påvirket af deres omgivelser - de engelske, russiske, tyske og østerlandske jøder afviger i mange henseender lige så stærkt fra hverandre som folk ellers i disse lande. Desuagtet har de overalt meget tilfælles og har overalt bevaret et ejendommeligt præg. Årsagen er klar. Det er den hebraiske religion - og religionen bliver jo dog ikke forplantet ved arv, men ved samfundsindflydelse - som overalt har bevaret den hebraiske races særpræg. Denne religion er jo nemlig ikke blot selv eksklusiv, men har ved at opvække mistænksomhed og modvilje fremkaldt et mægtigt ydre tryk, som endnu mere end selve religionsforskrifterne overalt har gjort jøderne til en stat i staten. Således er der så at sige blevet bygget afsondrede mure omkring dem og derved fremkaldt et ejendommeligt særpræg. Hvad en forfølgelse, der gik næsten så vidt som til at tage jødiske børn fra deres forældre for at opfostre dem udenfor denne afsondringskreds, ikke har kunnet fuldføre, vil den aftagende styrke i den religiøse tro bevirke, således som det allerede tydelig ses i De Forenede Stater, hvor forskellen mellem jøder og ikke-jøder mere og mere udviskes.

     Samfundets indflydelse, det væv af utallige tråde, hvorigennem det binder og påvirker den enkelte, er sikkert den virkelige årsag til, hvad der så ofte anses som bevis på medfødt raceforskel: den mangel på evne til at modtage højere civilisation, som de mindre civiliserede folkeslag viser, og den måde, hvorpå nogle af dem så at sige smelter væk for den. Sålænge særegne samfundsbånd holder, gør de det vanskeligt eller umuligt at knytte nye. 
     Den kinesiske karakter er så uforanderlig som nogen. Og dog tilegner kineserne i Californien sig amerikanske arbejds- og handelsmetoder, brugen af maskiner osv. med en lethed, som beviser, at de ikke mangler smidighed. At de i andre henseender ikke forandrer sig, kommer af den kinesiske indflydelse, som endnu omslutter dem. De lever i den stadige tanke at vende tilbage til Kina igen og lever som i et lille Kina for sig selv, ligesom englænderne i Indien skaber sig et lille England. 
     På lignende vis kan man - uden at ty til teorien om nedarvede forskelligheder - fuldstændig forklare sig alle de foreteelser, som viser sig, hvor en vis kultur møder en anden. Hinduen f.eks. er jo af samme race som hans engelske undertvinger, og enkelte eksempler har tilfulde godtgjort, at om han kunne overføres til fuldstændig og udelukkende engelske omgivelser, ville et slægtled være nok til grundig at indpode i ham europæisk civilisation. Men dog foregår de engelske ideers og sæders fremtrængen i Indien nødvendigvis meget langsomt, fordi de dér støder på det væv af forestillinger og sædvaner, som stadig er blevet forplantet i denne uhyre befolkning og er sammenflettet med alle livets handlinger. 
     Bagehot søger at forklare grunden til, at naturfolkene dør bort ved berøring med vor civilisation, medens de ikke gjorde det overfor oldtidens (f.eks. romernes), ved at antage, at civilisationens fremgang har givet os en sejgere, livskraftigere konstitution. - For enhver, der har set, hvorledes berøringen med vor civilisation virker på de lavere stående racer, vil der dog frembyde sig en nærmere liggende, omend mindre smigrende forklaring. 
     Det er ikke, fordi vor konstitution af naturen er sejgere end de vildes, at sygdomme, der er forholdsvis uskadelige for os, er den visse død for dem. De sygdomme, som civilisationens bærme, der sædvanlig også er dens fortrop, indpoder blandt de vilde, måtte vise sig lige så ødelæggende for civiliserede mennesker, hvis de ikke vidste bedre end at lade dem gå deres gang, således som den vilde i sin uvidenhed må. Desuden er virkningen af civilisationens sammenstød med barbariet den, at svække den vildes kraft uden at bringe ham ind under de vilkår, der giver det civiliserede menneske dets kraft. Medens hans sæder og skikke søger at holde sig uforandrede, undergår de ydre forhold, hvortil de passer, en voldsom forandring. Han er jæger i et land, der er renset for vildt, han er en kriger, som man har frataget hans våben og tvunget til at føre sin sag i ukendte lovformer. Han er ikke blot stillet mellem to forskellige kulturer, men mellem to forskellige morallove, og lærer civilisationens laster, men ikke dens dyder. De usle væsener, som man ser drive omkring i byerne og ved jernbanestationerne på civilisationens overdrev, er ikke virkelige typer på indianerne, sådan som de var, før de hvide trængte ind over deres jagtmarker. De har tabt den mandighed, der var ejendommelig for dem i deres forrige tilstand, uden til gengæld at tilegne sig den højere tilstands tilsvarende dyder. Ja, den civilisation, der fordriver rødhuderne, har i virkeligheden ingen dyder at fremvise. Overfor angelsakserne ved grænsen har i regelen de indfødte ingen rettigheder. De bliver plyndret, misforstået, bedraget og mishandlet. De dør ud, ligesom vi under lignende omstændigheder ville dø ud. De forsvinder for civilisationen, ligesom de romaniserede briter forsvandt for det angelsaksiske barbari. At der hos indianerne og andre naturfolk ikke er nogen medfødt hindring for at modtage vor civilisation, har atter og atter vist sig med enkelte individer, ja selv med hele folkestammer (såvidt forsøgene har rakt), f.eks. i jesuiterstaten i Paraguay, hos franciskanerne i Californien og på nogle af Stillehavets øer under protestantiske missionærers styre. 
     Den virkelige grund til, at den romerske civilisation optog barbarfolkene i sig i stedet for at ødelægge dem, er efter min mening hovedsagelig at søge i den omstændighed, at den ikke udbredtes på samme måde som vor. Den bares frem ikke ved en fremrykkende linje af nybyggere, men ved en erobring, hvorved man vel underkastede sig den nye provins, men lod folkets sociale og sædvanligvis også dets politiske forfatning for en stor del stå urokket, så at sammensmeltningen gik for sig uden voldsomme splittelser eller opløsning. På en noget lignende måde synes Japans civilisation at smelte sammen med den europæiske. 
     Den formodning, at slægten indenfor noget os bekendt tidsrum skulle have gjort fremskridt i legemlig henseende, savner ethvert bevis. I hvert fald ved vi fra de antikke billedstøtter, fra de byrder, som oldtidens krigere bar, fra beretninger om væddeløb osv., at hverken i legemsstørrelse eller styrke er slægten blevet forbedret i de sidste to tusinde år. Påstanden om en fremgang i åndelig evne er, skønt den fremsættes endnu oftere og med endnu større sikkerhed, endnu mere urimelig. 
     Kan den moderne civilisation fremvise mennesker, der i kunst eller filosofi, som statsmænd eller hærførere har lagt større åndsevner for dagen end oldtidens? For at søge mønstre og levende eksempler på åndelig kraft går vi tilbage til de gamle. Og selv i de mørkeste tidsrum siden den klassiske oldtids dage finder vi mænd, som efter deres tids forhold fremviste lige så høje sjælsegenskaber som nutidens mennesker. Ligeledes finder vi i vore dages mindre fremskredne folkeslag mennesker, som i deres forhold udfolder lige så store sjælsevner, som civilisationen har at fremvise. Vidner opfindelsen af lokomotivet i forhold til sin tid om større opfindelsesevne end opfindelsen af trillebøren? Vi børn af den moderne civilisation rager langt højere op end vore forfædre, og end de mindre fremskredne folkeslag, der er vore samtidige; men det er ikke, fordi vi er større, men fordi vi står på en pyramide. 
     Lad mig gentage: - Jeg vil på ingen måde sige, at alle mennesker ejer de samme evner eller er åndelig lige, lige så lidt som jeg vil sige, at de er fysisk lige. I menneskehedens talløse skare har der sandsynligvis aldrig været to, som enten legemlig eller åndelig fuldstændig har været sidestykker. Heller ikke vil jeg sige, at der ikke findes lige så klart udprægede raceforskelligheder i åndelig henseende som i legemlig. Jeg nægter ikke arvelighedens indflydelse ved forplantning af åndelige ejendommeligheder på samme vis og måske i samme grad, som legemlige egenheder nedarves. Ikke desto mindre gives der, såvidt jeg kan se, for sjælen som for legemet en almindelig norm, en naturlig symmetri, som alle afvigelser søger at komme tilbage til. De forhold, hvorunder vi opvokser, kan frembringe sådanne vanskabninger, som fladhoved-indianerne frembringer ved at presse deres børns hoveder sammen. Men ligesom fladhovedernes børn vedblivende fødes med naturligt formede hoveder, således synes naturen altid at vende tilbage til den normale åndelige type. Et barn arver lige så lidt sin faders viden, som det arver hans glasøje eller kunstige ben; de mest uvidende forældres barn kan blive en banebryder for videnskab og tænkning. 
     Dog, hovedsagen, som vi her har at gøre med, er den, at de uligheder mellem de forskellige landes og tiders folkeslag, der af os betegnes som forskel i civilisation, ikke, som Herbert Spencer påstår, skyldes egenheder hos den enkelte, men derimod de vilkår, under hvilke disse enkelte stilles i samfundet. Kort sagt, hvert samfund væver sig nødvendigvis et væv af kundskaber, tro, sæder, sprog, tilbøjeligheder, indretninger og love. I dette af hvert samfund særlig frembragte væv, eller rettere i disse væv (for alle samfund er jo sammensat af mindre samfund, der er indbyrdes sammenflettet) optages det enkelte menneske ved sin fødsel, og dér præges dets åndsudvikling. Det er på denne måde, at sæder, religioner, smagsretninger og sprog opstår og forplanter sig. Det er på denne måde, færdigheder overføres, kundskab ophobes og én tids opdagelser bliver til alment eje, så de kan tjene som et trappetrin for den næste. Skønt dette forhold ofte volder fremskridtet de største hindringer, er det alligevel det, der gør fremskridt mulig. Det sætter vor tids skoledrenge i stand til på få timer at lære mere om verden, end Ptolemæus vidste; det stiller den mindst begavede forsker langt over den højde, Aristoteles' kæmpeånd nåede. Det er for slægten, hvad hukommelsen er for den enkelte. 
     Det menneskelige fremskridt foregår i samme grad, som det ene slægtleds fremskridt på denne måde sikres som fælles ejendom for det næste og gøres til udgangspunkt for nye fremskridt.

     Hvad er da loven for det menneskelige fremskridt - den lov, der klart og bestemt, ikke ved svævende, almindelige udtryk eller overfladiske analogier forklarer, hvorledes civilisationen skrider frem, antager forskellig præg, standser, forfalder eller opblomstrer påny? 
     Det er ikke vanskeligt at opdage en sådan lov. Vi behøver blot at se os om, og vi vil finde den: 
     Drivfjederen til fremskridt er vor medfødte trang til at tilfredsstille vor dyriske naturs og tanke- og følelseslivs behov, trangen til at være, at vide og at handle - en trang, der lige til uendelighedens grænser aldrig kan tilfredsstilles, da den vokser ved det, som nærer den. 
     Det menneskelige livs kortvarighed tillader kun den enkelte og det enkelte slægtled at nå et kort stykke frem, men når hvert slægtled tager sine forgængeres indvundne fordele i arv, kan de gradvis højne menneskehedens stade, så at sige på koraldyrenes vis. 
     Åndskraft er således fremskridtets bevægkraft, og fremgangen står i forhold til den åndelige kraft, der sættes ind derpå: til kundskabsudvidelse, til tekniske fremskridt og til forbedring af samfundsforholdene. 
     Men nu er der en grænse for det åndsarbejde, et menneske kan udrette, lige så vel som for det legemsarbejde, det kan udføre; den åndelige kraft, der kan anvendes til fremskridt, er derfor kun, hvad der bliver tilovers fra de fremskridtet uvedkommende øjemed, som jeg under ét vil betegne som opholdelse og strid. Ved opholdelse mener jeg ikke alene livets ophold, men bevarelse af samfundstilstanden og de allerede indvundne fremskridt. Ved strid forstår jeg ikke blot krigsførelse og forberedelse til krig, men hele forbruget af åndelig kraft ved bestræbelsen for at tilfredsstille sine behov på andres bekostning og ved modstanden mod sådanne overgreb. 
     Vi kan sammenligne samfundet med en båd. Bådens fart afhænger ikke af mandskabets anstrengelser i det hele taget, men af den del, der anvendes på at drive båden frem. Denne del formindskes ved hvert forbrug af kraft, der går med til øsning, til indbyrdes stridigheder eller til åretag i forkert retning. 
     Da nu det enligtlevende menneskes hele kraft optages af arbejdet for livets ophold, og åndskraften ene kan frigøres til højere formål ved menneskenes forening til samfund, der tillader arbejdsdeling og samarbejde, så er sammenslutning det første vilkår for fremskridt, og jo mere omfattende og inderlig sammenslutningen er, desto større er muligheden for fremgang. Og da det åndelige kraftspild ved stridigheder er større eller mindre, eftersom moralloven, der tilkender enhver lige rettighed, tilsidesættes eller anerkendes, så er lighed (eller retfærd) det andet vilkår for fremskridt. 
     Sammenslutning i lighed er altså loven for fremskridtet. Sammenslutningen frigør åndelig kraft til anvendelse i fremskridtets tjeneste, og ligheden (eller retfærd eller frihed, for disse udtryk betegner her en og samme ting: anerkendelsen af moralloven) forebygger, at denne kraft bortødsles i ufrugtbare kampe. 
     For øvrigt vil samfundsudviklingen med samme drivkraft naturligvis foregå hurtigere eller langsommere, eftersom den støder på mindre eller større modstand. Disse hindringer for udviklingen kan man dele i ydre og indre: - De første virker med størst kraft på civilisationens tidligste trin, medens de sidste bliver af større vigtighed på de senere. 
     Mennesket er af naturen et samfundsvæsen. Det er ikke nødvendigt at indfange og tæmme det for at få det til at leve sammen med sine medmennesker. Vor fuldstændige hjælpeløshed ved vor indtrædelse i verden, og det lange tidsrum, der går med til modningen af vore kræfter, nødvendiggør familiebåndet, der jo endog er videre og i sine forgreninger stærkere blandt naturfolkene end blandt de mere civiliserede folk. De første samfund er familier, der efter at have udvidet sig til stammer endnu fastholder det fælles blodsbånd og endog når de er blevet til store folkeslag, gør krav på fælles byrd. 
     Når nu væsener af en sådan art er hensat på en klode med så forskelligartet overflade og klima som vor jord, da er det klart, at samfundsudviklingen, selv med lige evner og samme udgangspunkt, må blive meget forskellig. Den første hindring eller den første modstand mod sammenslutningen vil landenes fysiske natur være. Hvor de tropiske skoves yppige liv spotter det uciviliserede menneskes magtesløse stræben efter herredømme over naturen, hvor bjerge, klipper, ørkener eller have adskiller menneskene, kan sammenslutningen fra først af kun gå langsomt frem. Men på de varme landes rige sletter, hvor menneskets tilværelse kan vedligeholdes ved mindre kraftanstrengelse og på et meget mindre område, kan menneskene slutte sig tættere sammen, og den åndelige kraft, som straks fra begyndelsen af kan træde i udviklingens tjeneste, er dér meget større. Derfor opstod civilisationen naturligt først i de store dale og på højsletterne. 
     Men disse ved forskelligheder i naturforhold frembragte uligheder i samfundsudviklingen fremkalder i mennesket selv en virksom modvægt mod udviklingen. Når familier og stammer er adskilt fra hverandre, ophører samfundsfølelsen mellem dem, og der opstår forskelligheder i sprog, sæder, religion osv. Med disse uligheder opstår fordomme og had, berøring fremkalder let trætte, overgreb afføder overgreb, og uret ægger til hævn.*) Krig bliver således stammernes stadige og tilsyneladende naturlige forhold til hverandre, og menneskenes kræfter bortødsles på gensidig slagtning og gensidig ødelæggelse af hinandens gods. Hvor længe sligt fjendskab kan vedvare, derom bærer beskyttelsestolden og de stående hære vidnesbyrd; hvor vanskeligt det er at komme over den forestilling, at det ikke er tyveri at stjæle fra en fremmed, derom vidner vanskeligheden ved at tilvejebringe en international forlagsret. Kan det da undre os, at dengang hver stamme, hvert samfund var adskilt fra de andre, og upåvirket af de andre indspandt alle individer i sit særegne væv, var krig regelen og fred undtagelsen? »De var netop sådan, som vi er.« 

 *) Hvor naturligt det falder os at anse enhver forskel i sæder, skikke, religion osv. for bevis på underlegenhed hos dem, der er forskellige fra os selv, kan enhver, der i nogen grad har frigjort sig fra fordom, og som omgås folk af forskellige klasser, let iagttage i det civiliserede samfund.

     Men krig er sammenslutningens fornægtelse. Menneskenes adskillelse i forskellige stammer hæmmer således ved de tiltagende krige udviklingen; medens civilisationen på de steder, hvor stor folkeformerelse er mulig uden synderlig spredning, har fordelen af at undgå i det mindste stammefejder, omend staten som helhed fører krig udenfor sine grænser. På de rige sletter, hvor civilisationen først begynder, kan den derfor hæve sig til stor højde, medens de adsplittede stammer endnu er barbarer. Og når små, spredte samfund lever under stadige fejder, som hindrer fremskridtet, så er det første skridt til deres civilisation en erobrende stammes eller nations optræden, som forener disse mindre stater til en større, i hvilken den indre fred opretholdes. 
     Men det er ikke erobring alene, som har fremmet sammenslutningen og dermed civilisationen. Selvom forskellighederne i klima osv. fra først af har virket til menneskeslægtens adskillelse, så virker de dog også til at fremme ombytningen. Og handel, som i sig selv er et slags samvirke, fremmer civilisationen ikke alene umiddelbart, men også ved at fremkalde interesser, der er krigen modsatte, og sprede vankundigheden, som er den frugtbare moder til fordom og had. 
     Og ligeså religionen. Skønt den ofte har sat menneskene op mod hinanden og forårsaget krig, har den dog til andre tider været et middel til civilisationens fremme. Fælles gudsdyrkelse har ofte, som f.eks. hos grækerne, lagt grunden til enighed; og det er fra kristendommens sejr over Europas barbarer, at den moderne civilisation er udsprunget. Havde den kristne kirke ikke eksisteret, dengang det romerske rige søndersplittedes, så kunne Europa let være sunket ned til en tilstand, der ikke var meget højere end de nordamerikanske indianeres, eller kun have modtaget en civilisation af asiatisk præg ved de indtrængende horders erobrende krumsabler, - disse horder, der selv var blevet sammensvejset til en vældig magt ved en religion, som var fostret i Arabiens ørkener. 
     Kaster vi et blik over den os bekendte verdenshistorie, ser vi altså, at der opstår civilisation overalt, hvor menneskene bringes i samfund med hverandre, og at civilisationen forsvinder overalt, hvor denne sammenslutning brydes. Vor moderne civilisation tog sin begyndelse, da feudalsystemet igen forenede menneskene til større samfund, og Roms åndelige herredømme bragte disse i forbindelse med hverandre, ligesom dets legioner før havde gjort. Eftersom lensherredømmerne gik over til virkelige rigsenheder, og kristendommen mildnede sæderne og ved sit munkevæsen gav et forbillede på sammenslutning, blev en større fremgang mulig og foregik med større og større styrke, alt eftersom menneskene bragtes til stadig nærmere forbindelse og samarbejde. 
     Men vi vil dog aldrig fuldt kunne forstå civilisationens gang uden at tage i betragtning, hvad jeg vil kalde den indre modstand, der udvikler sig inde i selve det fremadskridende samfund, og som alene kan forklare, hvorledes en civilisation, der er kommet vel i gang, enten af sig selv kan gå i stå eller blive ødelagt af barbarer. 
     Den åndelige kraft, som er drivkraften i det sociale fremskridt, frigøres ved sammenslutning. Samfundet bliver herved mere sammensat, dets enkelte medlemmer mere afhængige af hverandre. I stedet for at hver mand selv søger at lave, hvad han trænger til, specialiseres de forskellige håndværk og virksomheder af enhver art mere og mere. Kort sagt, for at bruge Herbert Spencers ordvalg: Samfundets udvikling er en overgang fra en ubestemt, usammenhængende ensartethed til en bestemt, sammenhængende uensartethed. Jo lavere samfundsudviklingen er, desto mere ligner samfundet de aller laveste dyriske organismer, som mangler organer og lemmer, og af hvilke en enkelt løsreven stump kan leve videre, som selvstændigt individ. Jo højere samfundsudviklingen er, jo mere ligner samfundet de højere organismer, hos hvem funktioner og kræfter er specialiseret og hvert lems livskraft afhængig af de andres. 
     Men eftersom denne samfunds-fuldkommengørelse skrider frem, ledsages den - i kraft af en lov, der sandsynligvis er en af de dybeste love i menneskenaturen - af en vedvarende tilbøjelighed til ulighed. Jeg mener ikke, at ulighed er den nødvendige følge af samfundsvækst, men at denne må frembringe ulighed, når der ikke samtidig sker ændringer i samfundsordenen, som kan sikre ligheden under de nye forhold. Jeg mener, at, om jeg så må sige, den klædning af love, vaner og politiske indretninger, som hvert samfund væver sig, stadig er tilbøjelig til at blive for snæver, alt som samfundet udvikler sig. 
     For medens samfunds-udviklingen i sig selv virker til at frigøre åndelig kraft til fortsatte fremskridt, frembringes der både ved befolkningens tilvækst og ved samfundsordningens tiltagende indviklethed en kontravirkning, der avler ulighed, hvorved åndelig kraft går til spilde og fremskridtet til sidst helt kan standses. - Nøjere og dybere at efterspore denne lov, i kraft af hvilken der samtidig med fremskridtet udvikles kræfter, der hæmmer det, ville, så vidt jeg kan se, føre hen imod løsningen af et dybere spørgsmål end spørgsmålet om den materielle verdens oprindelse - nemlig spørgsmålet om det ondes oprindelse. Her må jeg nøjes med at pege på, hvorledes der, alt som samfundet udvikler sig, opstår tendenser, der hæmmer udviklingen. 
     Der er imidlertid to egenskaber ved menneskenaturen, som det vil være rigtigst først at minde om. Den ene er vanens magt, tilbøjeligheden til at blive ved det gamle; den anden er muligheden for åndelig og moralsk udartning. Den førstes virkning i samfundsudviklingen er den at opretholde skikke, love og fremgangsmåder længe efter, at de har tabt deres oprindelige nytte. Og virkningen af den anden er at muliggøre udviklingen af indretninger og tænkemåder, som menneskenes naturlige anskuelser instinktmæssig rejser sig imod. 
     Samfundets udvikling har ikke alene en tendens til at gøre enhver mere og mere afhængig af alle andre og formindske enkeltmenneskenes indflydelse, endog på deres egen stilling, i sammenligning med samfundets indflydelse; sammenslutningen frembringer tillige en samlet kraft, forskellig fra summen af de individuelle kræfter. Den dyriske organisme frembyder tilsvarende forhold. Jo mere indviklet den bliver, desto mere hæver der sig over delenes liv og kraft et liv og en kraft, som tilhører det samlede hele, over evnen til ufrivillige bevægelser, evnen til frivillige. De handlinger og drifter, der findes i et samfund af mennesker, er, som det ofte er blevet bemærket, forskellige fra dem, der under de samme omstændigheder ville ytre sig hos de enkelte mennesker. Kampdygtigheden hos et regiment kan være ganske forskellig fra de enkelte soldaters kampdygtighed osv. Ligeså på værdiernes område: Så længe en egn er spredt befolket, har jorden ingen værdi; men alt som menneskene samler sig, får jorden en stigende værdi, og denne værdi kan tydelig skelnes fra de værdier, der frembringes ved de enkelte menneskers virksomhed; den skyldes sammenslutningen, vokser med denne og forsvinder, når sammenslutningen sprænges. 
     Alt som nu samfundet vokser, vil tilbøjeligheden til at opretholde gamle samfundsindretninger føre til, at den samlede samfundsmagt lægges i hænderne på en mindre del af samfundet. Og derved frembringes større og større ulighed. 
     Vi ser det f.eks. ved væksten af det patriarkalske samfund. Det er naturligt nok, at faderen er familiens ledende hoved, og at ved hans død den ældste søn som det ældste og mest erfarne medlem af det lille samfund overtager ledelsen af det. Men beholdes denne indretning, når familien forgrener sig og samfundets magt vokser, bliver familiens hoved til en arvelig konge, et væsen med højere rettigheder end andre. Med den samlede magts forøgelse i forhold til den enkeltes magt vokser også kongens magt til at belønne og straffe, og dermed også bevæggrundene til at smigre og frygte ham, indtil endelig, dersom udviklingen ikke forstyrres, et folk kryber ved foden af en trone, og hundrede tusind mennesker arbejder i halvtredsindstyve år for at rejse et gravmindesmærke over en dødelig som dem selv. 
     Høvdingen for en liden skare vilde er kun én af flokken, hvem de følger som den tapreste og klogeste. Men dersom store masser skal handle i fællesskab, bliver en mere blind lydighed nødvendig og kan fremtvinges; og ud af selve de vilkår, som en krigsførelse i stor målestok gør nødvendige, opstår den enevældige magt. 
     På samme måde går det på andre felter: retsplejen, ledelsen af de store offentlige arbejder og ganske særlig religionsøvelserne, som altsammen har tendens til at komme i hænderne på særlige klasser, hvis tilbøjelighed altid går i retning af at udvikle deres magt og område. 
     Men hovedårsagen til uligheden er dog det naturmonopol, som ejendomsretten til jorden giver. Menneskenes oprindelige opfattelse synes overalt at være, at jorden er fælles ejendom; men de ufuldkomne midler, hvorved denne opfattelse fra først af trådte ud i livet - f.eks. årlige fordelinger eller dyrkning af jorden i fællesskab - er kun forenelige med et lavt udviklingstrin. Krige og erobringer, som har tendens til at samle den politiske magt på én hånd og til at frembringe slaveri, vil ganske naturlig, hvor samfundsudviklingen har givet jorden værdi, føre til en tilegnelse af jorden. Store dele af et erobret land vil tilfalde medlemmerne af den herskende klasse, og den oprindelige befolkning vil komme til at dyrke jorden som forpagtere eller trælle; til sidst bliver endog det offentlige jordområde, græsgange osv. gjort til privat ejendom. Og når uligheden engang er kommet i stand ophober jordejendommene sig stedse stærkere, alt som udviklingen går for sig. Ja, selv tilegnelsen af jordrenten til offentlige øjemed (som er den eneste måde, hvorpå under højere samfundsforhold den fælles ret til jorden kan hævdes) bliver, når den politiske magt falder i hænderne på en enkelt klasse, ensbetydende med ejendomsret over jorden for denne herskerklasse. 
     Jeg søger kun at påvise den almindelige kendsgerning, enkelthederne vil naturligvis variere efter de forskellige forhold. Men denne hovedkendsgerning gør os både forstening og tilbagegang forståelig. Den ulige fordeling af den magt og formue, som opstår ved menneskenes sammenslutning i samfund, hæmmer - og ender til sidst med at overvinde den kraft, hvorved fremskridtene kommer i stand. Samfundets masser tvinges til at anvende deres åndelige kræfter på at opholde livet, og overklassen forbruger åndelig kraft til at opholde og øge uligheden, til pragt, overdåd og krig. Et samfund, der er delt i en herskende og en behersket klasse, i de meget rige og de meget fattige, kan muligvis bygge kæmpeværker med den mest kunstfærdige udsmykning, men det vil kun blive mindesmærker om hovmod og gold forfængelighed eller om en religion som har gjort sig til et redskab for at holde menneskene nede. I templernes løndom vil man måske endnu søge efter viden, men man vil dølge den som en hemmelighed eller trampe den ned som farlig, dersom den vover sig frem for at højne den almene tænkning eller lysne op i hverdagslivet. For uligheden gør menneskene fjendtligt sindede mod selve fremskridtet. Hvor stærk tilbøjeligheden til at hænge fast ved gamle fremgangsmåder er hos de klasser, der bliver holdt i uvidenhed som følge af, at de må slide for deres blotte tilværelse, er altfor vel kendt; og ligeså konservatismen hos de klasser, som den bestående samfundsordning yder særlige fordele. Denne modvilje mod det nye, selv om det er godt, kan ses i laug og korporationer af enhver art: præsteskab, jurist-, læge- og håndværkerlaug, og den bliver desto stærkere, jo mere sluttet organisationen er. Et sluttet laug har altid en instinktmæssig uvilje mod reformer og reformatorer, og denne modvilje er udtryk for en instinktmæssig frygt for, at forandringen skal nedbryde de skranker, som betinger dets indflydelse og magt. 
     Det er på denne vis, forstening træder i fremskridtets sted. Den voksende ulighed standser nødvendigvis fremgangen; og brydes den ikke, fremkalder den til sidst tilbagegang. Disse grundtanker giver nøglen til civilisationens historie. 
     I de egne, hvor klima osv. virker mindst til at sprede befolkningen, eftersom den vokser, og hvor som følge deraf de første civilisationer opstod, måtte den indre modstand mod fremskridtet naturlig udvikle sig på en mere regelmæssig og gennemgribende måde end dér, hvor mindre og forskelligartede samfund senere kom i indbyrdes forbindelse. Dette, tror jeg, forklarer ejendommelighederne ved de tidlige civilisationer i sammenligning med Europas nye. Stater, som fra begyndelsen udvikler sig uden forstyrrende stridigheder mellem forskellige sædvaner, love, religioner osv., må få en betydelig større ensartethed. Ingen rivaliserende høvdinge vil her holde hinanden i skak, ingen trosforskel indskrænke præsteskabets indflydelse. Stats- og kirkemagt, rigdom og kundskaber samler sig således i de samme midtpunkter. De samme årsager, som frembringer arvekongedømme og arvepræstedømme, frembringer også arvehåndværker og -bonde, så samfundet adskilles i kaster, og der rejser sig således lidt efter lidt hindringer for videre fremskridt. Overskuddet af massernes produktive kræfter benyttes til opførelse af templer og pyramider eller tjener på anden vis deres herrers hovmod og forfængelighed, og skulle der blandt de ikke-arbejdende klasser vise sig nogen lyst til fremskridt, sætter frygten for alt nyt straks en stopper for den. Et samfund, som udvikler sig på denne måde, må til sidst ende i en konservatisme, der ikke tillader noget yderligere fremskridt. 
     Hvor længe en sådan fuldstændig forstening vil vare, synes at bero på ydre omstændigheder; for det stivnede samfunds jernhårde bånd lænkebinder de opløsende kræfter såvel som fremskridtet. En sådan stat bliver meget let et bytte for en fremmed erobrer, for folkets masse er blevet opdraget til dorsk at slå sig til ro i et liv af håbløst slid. Nøjes erobrerne med blot at indtage de herskende klassers plads, som Hyksos i Ægypten og tatarerne i Kina, så vil alting gå sin gang som før. Men farer de plyndrende og hærgende frem, da bliver der blot ruiner tilbage af paladsernes og templernes herligheder, befolkningen udtyndes, og kunst og videnskab går tilgrunde. 
     Den europæiske civilisation afviger fra den ægyptiske type, fordi den fremstod ved sammenslutning af forskellige folk, som forinden havde erhvervet hvert sit sociale særpræg, hvis enkelt-organisationer længe hindrede magten og rigdommen fra at samle sig i et hovedsæde. Jordoverfladens beskaffenhed på den græske halvø er sådan, at den fra først af måtte dele folket i flere mindre samfund. Da disse småriger ophørte at spilde deres kræfter på krig, og handelens fredelige samvirke tiltog, da flammede civilisationens lys op. Dog var samfølelsen aldrig stærk nok til at bevare Grækenland fra indre fejder; og da der ved erobring blev gjort ende på disse, frembragte ulighedstendensen, som græske vismænd og statsmænd ved forskellige midler havde bekæmpet, sine fordærvelige virkninger, og Grækenlands kraft, dets kunst og litteratur tilhørte snart fortiden. På samme måde viser den romerske civilisations opblomstring, tilbagegang og fald, hvorledes det er ved forening af sammenslutning og lighed, alt fremskridt opstår. 
     Oprundet af sammenslutningen af Italiens frie bønder og borgere og øsende ny kraft af erobringer, som bragte fjendtlige folkeslag i indbyrdes forbindelse, tvang romermagten verden til fred. Men uligheden steg sammen med den romerske civilisations udbredelse. Denne forstenede ikke, således som de stærkt sammenbundne, ensartede civilisationer, den rådnede og styrtede sammen. Længe før goter og vandaler havde gennembrudt legionernes grænsekæde, ja, medens rigets grænser endnu udvidede sig, var Rom allerede hjerteråddent, de store godser havde ødelagt Italien. Uligheden havde udtørret romerverdenens kraft og tilintetgjort dens tapperhed. Styrelsen gik over til despoti, fædrelandskærligheden blev til trællesind, de smudsigste laster bares frækt til skue, videnskaben glemtes, frugtbare egne blev til ørkener uden at være hærget af krig. - Det barbari, som overvældede Rom, kom ikke udefra, men indefra. Det var den nødvendige følge af det system, som havde sat trælle og lejlændinge i stedet for Italiens frie bønder og sønderstykket provinserne til godser for senatsfamilierne. 
     Den moderne civilisation har den omstændighed at takke for sin overlegenhed, at lighedens vækst er gået hånd i hånd med sammenslutningen. To store årsager bidrog hertil, nemlig søndersplittelsen af den samlede magt til utallige små (der skyldtes de nordiske folks indfald) og kristendommens indflydelse. Havde den første årsag ikke virket, ville der være indtrådt den samme forstening og det samme langsomme forfald som i det Østromerske rige, hvor kirke og stat var nøje sammenknyttet, og hvor tabet af ydre magt ikke medførte nogen befrielse fra indre tyranni. Og havde ikke kristendommen været, ville der være indtrådt et barbari uden sammenslutning og fremskridt. De småfyrster, som overalt tilrev sig det stedlige herredømme, holdt hverandre i skak. Italienske byer genvandt deres gamle frihed, fristæder grundlagdes, landsbykommuner skød rod, og livegne erhvervede sig rettigheder til den jord, de dyrkede. De germanske lighedstankers surdejg gennemtrængte hele den opløste og forfaldne masse. Og uagtet samfundet var splittet i utallige afsondrede dele, levede dog tanken om en nøjere sammenslutning - den holdt sig oppe dels i minderne om et verdensrige, dels i forestillingen om en almindelig kirke. 
     Uagtet kristendommen ved at sive igennem en rådnende civilisation blev forvansket og forurenet, uagtet hedenske guder blev optaget i dens panteon og hedenske forestillinger i dens tro, så blev dog dens grundtanke om menneskenes lighed aldrig ganske tilintetgjort. Og der hændte to ting af yderste vigtighed for den gryende civilisation: pavedømmets oprettelse og indførelsen af præsternes ugifte stand. Det første forhindrede åndsherredømmet fra at smelte sammen med den verdslige magt, og det sidste forhindrede dannelse af en præstekaste, på en tid, da al magt stræbte efter at antage arvelig form. 
     Ved sine bestræbelser for slaveriets afskaffelse, ved sin gudsfred, sine munkeordener og sine lovbud, som ikke kendte politiske landegrænser, ved at lægge det tegn, som selv de stolteste bøjede knæ for, i hænderne på folk af ringe byrd, og ved sin »tjenernes tjener« - for sådan lød pavens officielle titel - som i kraft af en simpel fiskers ring gjorde fordring på retten til at være skilledommer mellem folkene, og hvis stigbøjle holdtes af konger - ved alt dette var kirken, trods alt, hvad der kan lægges den til last, en fremmer af sammenslutning og et vidne om menneskenes naturlige lighed. Tillige fostrede den selv en ånd, som, da kirkens oprindelige sammenslutnings- og frigørelsesværk på det nærmeste var tilendebragt, og den videnskab, den havde bevaret, var blevet almeneje, sønderbrød de lænker, hvormed den ellers ville have bagbundet menneskeånden. 
     I alle sine enkeltheder såvelsom i sine hovedtræk kaster den europæiske civilisations historie lys over den sandhed, at fremskridtet afhænger af sammenslutning og lighed. Civilisation er samarbejde. Enighed og frihed er dens faktorer. Sammenslutningens store udvidelse, ikke blot ved de enkelte samfunds vækst, men også ved samfærdselens og omsætningens udvikling, der sammenknytter selv vidt adskilte samfund; fremskridtene i sikkerhed for person og ejendom, personlig frihed og demokratisk styre, med ét ord, fremskridtene hen imod erkendelsen af lige ret til »liv, frihed og stræben efter lykke,« - dette er det, som gør vor moderne civilisation så meget større og højere end nogen af de tidligere. Dette er det, som har frigjort den åndskraft, der har løftet uvidenhedens slør, som skjulte alt undtagen en liden del af jordkloden for vort blik, som har åbnet os forstuen til naturens lønkammer, kastet lys over længst begravede tiders historie og spændt naturkræfterne i åg til vor tjeneste. 
     I den skæbnetroens ånd, der gennemsyrer vore dages litteratur, er det skik og brug at tale selv om krig og trældom som midler for det menneskelige fremskridt. Men krigen, sammenslutningens modsætning, kan kun gavne fremskridtet, såfremt den hindrer endnu værre krige og nedbryder samfundsfjendtlige skranker. Og hvad slaveriet angår, så formår jeg ikke at indse, hvorledes det nogensinde kan have bidraget til at grundlægge friheden, og friheden har dog alle dage været fremskridtets drivkraft og betingelse. Auguste Comtes tanke, at slaveriet har afskaffet menneskeæderiet, er ganske fantastisk. For den går ud fra, at en tilbøjelighed, som ikke engang findes hos de ædlere rovdyr, og som aldrig har udviklet sig hos mennesket, undtagen under de unaturligste forhold - den forfærdeligste nød eller den råeste overtro - skulle være en oprindelig drift. 
     Ligeså urimelig er den forestilling, at slaveriet skulle have tjent til at muliggøre civilisationen derved, at det gav slaveejerne tid og lejlighed til fremskridt. Slaveriet har aldrig nogensinde medvirket, aldrig kunnet medvirke til fremskridtet. Enten samfundet består af en eneste herre og en eneste træl eller af tusinde herrer og millioner trælle, så er slaveri altid menneskeligt kraftspild; for ikke blot er trællearbejdet mindre produktivt end det frie arbejde, men slaveejernes kraft bortødsles på at bevogte slaverne. At slaveriet var så almindeligt i den klassiske verden, er uden tvivl grunden til, at den åndsvirksomhed, som udviklede og forædlede litteratur og kunst, aldrig nogensinde kom til at gøre nogen af de store opdagelser og opfindelser, som udmærker den moderne civilisation. I en trællestat kan ganske vist overklassen blive overdådig og forfinet, men aldrig opfindsom. Alt, hvad der fornedrer arbejderen og berøver ham frugterne af hans møje, kvæler opfindelsesånden og hindrer anvendelsen af opfindelser og opdagelser, selv når de gøres. Friheden ene er den trylleformel givet, der maner de ånder frem, i hvis varetægt jordens skatte og kræfter befinder sig. 
     Loven for det menneskelige fremskridt - hvad er den andet end moralloven? Just i samme grad, som samfundsordenen fremmer retfærd, anerkender ligheden i rettigheder mand og mand imellem og sikrer enhver hans fulde frihed, kun begrænset af alle andres lige ret, kan civilisationen skride frem. Socialøkonomien og samfundsvidenskaben kan ikke lære os noget, som ikke allerede lå i de simple sandheder, der engang forkyndtes for fattige fiskere og almuesfolk i jadeland - de samme simple sandheder, som, hvor forfalskede af selviskhed og fordrejede af overtro de end monne være, dog danner grundlaget for enhver religion, som nogensinde har forsøgt at give udtryk for menneskets længsler.

     Loven for det menneskelige fremskridt bringer ikke blot de socialøkonomiske love, som vi i denne vor undersøgelse har udviklet, ind under en højere lov, måske den højeste, vi kan fatte; den beviser tillige, at genoprettelsen af den fælles ejendomsret til jorden vil være en umådelig løftestang for civilisationen, hvorimod undladelse heraf må føre til tilbagegang. 
     Der er i vore dage en tilbøjelighed til spottende at afvise enhver antydning af, at vi ikke i alle henseender går frem. Og dog er det klart, at der har været tilbagegangstider lige så vel som fremgangstider; og det er ligeledes klart, at disse tilbagegangens tidsrum forstod man fra først af i almindelighed slet ikke.
     Det skulle have været en meget dristig mand, som dengang, da Augustus forvandlede det teglbyggede Rom til det marmorbyggede, da rigdommen øgedes, da sejrrige legioner udvidede rigets grænser, da sæderne forfinedes og litteraturen hævede sig op til en større glans end nogensinde - havde trådt op og sagt, at nu begyndte det at gå ned ad bakke med Rom. Og dog var dette virkelig tilfældet. 
     Og enhver, som vil bruge sine øjne, må kunne se, at uagtet vor civilisation åbenbart går frem med større hurtighed end nogensinde, så virker også nu de samme årsager, der forvandlede Roms fremskridt til tilbagegang. 
     Det, som ødelagde alle tidligere civilisationer, var tendensen til rigdommens og magtens ulige fordeling. Og den samme tendens, virkende med stadig forøget kraft, kan også iagttages i nutidens civilisation; den viser sig i ethvert fremadskridende land, og desto stærkere, jo mere landet går frem. 
     Jeg har påvist, hvad grundårsagen er hertil. Jeg har vist det simple middel, hvorved denne årsag kan ryddes af vejen. Lad mig nu vise hvorledes, dersom dette ikke bliver gjort, fremskridtet må gå over til forfald og den moderne civilisation synke ned til barbari på samme måde, som det er gået med alle de foregående. Det er umagen værd at pege på hvorledes dette kan gå for sig, da der er mange folk, som anser sligt for umuligt. Gibbon mente, at den moderne civilisation aldrig kunne gå til grunde, fordi der ikke længere fandtes barbarer, som kunne overvælde den. Og det er en meget almindelig forestilling, at bogtrykkerkunstens opfindelse, hvorved bøgerne mangfoldiggøres så umådelig, har gjort det umuligt, at vor viden nogensinde kan gå tabt. 
     Vilkårene for det sociale fremskridt er, efter den lov, vi har fundet, sammenslutning og lighed. Den moderne civilisations historie er historien om de fremskridt, der er gjort i denne retning - historien om den personlige, politiske og religiøse friheds kampe og sejre. 
     Videst i så henseende er man nået i den nordamerikanske republik, hvor politisk og retslig lighed er fuldt gennemført, og hvor det endogså er umuligt for et bureaukrati at opstå, fordi embederne stadig nybesættes, hvor enhver religiøs tro eller ikke-tro står på lige fod, og hvor enhver dreng kan gøre sig håb om at blive præsident. I England står der endnu en del sejre tilbage at vinde. Ved at udvide stemmeretten og bortfeje de sidste spor af kongedømme, adelsvælde og præstevælde; og i lande som Tyskland og Rusland, hvor »rettigheder af guds nåde« endnu er en hel del mere end en talemåde, har man endnu langt igen. Men hvornår Europa vil få fuldtud republikansk styre, er dog kun et tids- eller snarere lejlighedsspørgsmål. Da nu altså De Forenede Stater i denne henseende er det mest fremskredne af alle store samfund i en retning, hvori alle andre vil følge efter, kan vi dér nøjagtig bedømme, hvor meget politisk og personlig frihed i og for sig er i stand til at udrette. 
     Den første virkning af den større politiske lighed var en jævnere fordeling af formuen og magten; for så længe befolkningen forholdsvis er tynd, beror uligheden i formuefordelingen hovedsagelig på ulighed i de personlige rettigheder; det er først senere, at den ulighed, som skyldes jordens overgang til privatejendom, træder skarpt frem for dagen. Imidlertid er det nu åbenbart, at fuldstændig politisk lighed ikke i og for sig kan hindre den tendens til ulighed, som udspringer fra den private ejendomsret til jord, og det er endvidere klart, at når den politiske lighed møder en voksende økonomisk ulighed, så må den til sidst afføde enten det organiserede tyrannis enevælde eller anarkiets voldsherredømme. 
     For at forvandle et republikansk styre til det laveste og mest brutale despoti er det ikke nødvendigt i formen at forandre landets forfatning. Der gik århundreder efter Cæsars tid, inden enevoldsherskeren over romerverdenen gjorde fordring på at regere anderledes end i kraft af det senats myndighed, der skjalv for ham. 
     Men formen er intet, når indholdet er borte; og folkelige styreformer er netop de, som frihedens indhold lettest kan forsvinde fra. Yderlighederne berører hinanden, forfatning med almindelig stemmeret og teoretisk lighed kan netop lettest gå over til despoti. For dér går forvandlingen til despoti for sig i folkets navn og ved hjælp af folkets magt. Har man bare engang sikret sig magtens eneste kilde, da har man sikret sig alt. Der findes da ingen politisk umyndig klasse, man kan appellere til, ingen privilegerede stænder, som under forsvaret for deres egne rettigheder kan forsvare alles. Der er intet dige til at dæmme op mod floden. Det var baroner, anført af en krumstavbærende ærkebisp, der tvang Englands konge ind under Magna Charta; det var middelklassen, som brød Stuarternes hovmod; men et blot og bart pengearistokrati vil aldrig bekæmpe, så længe det kan håbe at bestikke tyrannen. 
     Og når uligheden i livsvilkår tiltager, gør almindelig stemmeret det let at bemægtige sig magtens kilde, for desto større andel af magten ligger da i hænderne på folk, som ikke føler nogen interesse for, hvorledes staten styres, og som forbitrede af nød og fordummede af fattigdom er rede til at sælge deres stemme til den højest bydende eller følge den højest skrålende demagogs ledelse, eller måske endog betragter en ryggesløs og tyrannisk regering med den slags velbehag, som vi kan forestille os, at Roms proletarer og trælle må have følt, når de så en Caligula eller Nero rase mellem de rige patriciere. I en stat med republikanske indretninger, hvor én klasse er altfor rig til at lide noget afbræk i sin overdåd, hvor slet end de offentlige sager ledes, og en anden så fattig, at på valgdagen nogle få dollars betyder mere for dem end alle mulige anskuelser tilsammen, medens mængden raser over en tingenes tilstand, som den ikke ved noget råd for, må det til sidst gå således, at magten falder i hænderne på sjakrere, som køber og sælger den, ligesom prætorianerne solgte Roms purpur, eller i hænderne på demagoger, som griber og beholder den for en tid, for siden blot at afløses af andre, endnu værre. 
     Hvor der findes en nogenlunde ligelig ejendomsfordeling og det vil sige det samme som, hvor fædrelandskærlighed, dyd og intelligens er almindelig udbredt - dér er styrelsen desto bedre, jo mere demokratisk den er; men hvor der hersker stor ulighed, bliver tilstanden desto værre, jo mere demokratisk regeringsformen er. For selvom et fordærvet demokrati i og for sig ikke er værre end et fordærvet enevoldsstyre, så er dog det førstes indvirkning på folkekarakteren værre end det sidstes. At give stemmeret til vagabonder og fattiglemmer er blot at påkalde ødelæggelsen. At lægge politisk magt i hænderne på mennesker, der er blevet bitre og fornedrede ved fattigdom, er at stikke øjnene ud på en Samson og lægge hans arme om folkelivets søjler. 
     Tilfældighederne ved arvelig tronfølge kan dog undertiden give magten til den vise og retfærdige; i et fordærvet demokrati derimod går det altid i retning af at give magten til den dårligste. De bedste går tilbunds, medens bærmen flyder ovenpå. - Vi kan se af Englands eksempel i det 18. århundrede, da parlamentet kun udgjorde et sluttet adelslaug, hvorledes et fordærvet fåmandsvælde kan bestå uden at udøve nogen synderlig indvirkning på folkekarakteren, da magten i dette tilfælde i folkets øjne er forenet med andre egenskaber end fordærvelse. Men hvor der ingen arvelige fortrin findes, og man daglig ser mennesker, som ved uredelige egenskaber hæver sig fra den laveste stilling til rigdom og magt, dér går tålsomhed overfor slige egenskaber til sidst over til beundring. En fordærvet demokratisk styrelse må til sidst fordærve hele folket, og da gives der ikke nogen genoprejsning. Livet er borte, kun liget er igen, og det er skæbnens plov forbeholdt at dække det til for menneskenes øjne. 
     Nu er denne forvandling fra folkelig styrelse til despoti af laveste art, som uundgåelig må blive følgen af den ulige formuefordeling, ikke bare en fjern mulighed. Den er allerede begyndt i De Forenede Stater, og rykker frem med kæmpeskridt. 
     At vore lovgivende forsamlinger stadig forringes, at pengenes indflydelse er i stigning, at det stadig bliver sværere at opildne folket til levende reformkrav, at det mindre og mindre er ideer og grundsætninger, der gør skel mellem partierne, og at disse kommer ind under fåmandsvælde, der ikke er bedre end diktatur, alt dette er tegn på politisk forfald. 
     Typen for den moderne udvikling er den store by. Og her er det, at folkeligt selvstyre aller tydeligst har lidt skibbrud. I alle amerikanske storbyer findes der i vore dage en lige så skarp fremtrædende herskende klasse som i de mest aristokratiske lande i verden. Dens medlemmer har hele kvarterer i lommen, udpeger borgerrepræsentanter og uddeler embeder efter forgodtbefindende. Og hvem er disse mænd? Er det mænd, som har erhvervet deres medborgeres tillid ved rent levned, glimrende evner og alvorlig granskning af de politiske opgaver? Nej, det er spillere, værtshusholdere, nævekæmpere eller noget endnu værre, mænd, som har gjort sig en forretning af at beherske stemmer og sælge embeder. De indtager den samme stilling som prætorianerne i Rom i forfaldstiden. Den, som vil bære purpuret, må gå til deres lejr og vinde dem med gaver og løfter. Det er gennem disse mænd, at de rige korporationer og de mægtige pengeinteresser fylder senatet og domstolene med deres kreaturer. Der findes mange valgkredse i De Forenede Stater, hvori en George Washington, en Benjamin Franklin eller en Thomas Jefferson ikke ville have mere udsigt til at kunne blive valgt, end under det gamle styre i Frankrig en simpel bonde til at blive marskal. Selve deres personlighed ville gøre dem absolut uantagelige. 
     I teorien er vi ivrige demokrater. Et forslag om at ofre svin i templet ville næppe have vakt større afsky og forbitrelse i det gamle Jerusalem end hos os et forslag om at give vore mest fremragende borgere et ydre udmærkelsestegn. Men vokser der ikke op iblandt os en klasse, som har hele aristokratiets magt uden at eje nogen af dets dyder? Vi har ganske almindelige borgere, som behersker tusinder mile jernbane, millioner tønder land, mænd, der udnævner guvernører over selvstændige stater, omtrent som de antager en kontorist, og hvis vilje er lige så afgørende i de lovgivende forsamlinger som den franske konges før revolutionen. Tidens understrøm synes at drive os tilbage igen til de gamle tilstande, som vi troede, vi var kommet ud af. Håndværker- og handelsstandens udvikling nedbrød lidt efter lidt feudalismen, efter at denne så fuldstændig havde gennemsyret alle forestillinger, at man endog tænkte sig himlen indrettet efter feudale grundsætninger med den første og anden person i treenigheden som rigsherre og lensmand. Men nu truer industriens og handelens udvikling (under samfundsforhold, hvor jorden er gjort til privat ejendom) med at tvinge enhver arbejder til at søge sig en arbejdsherre, ligesom den usikkerhed, der fulgte efter det romerske riges opløsning, tvang alle frimænd til at søge sig en beskyttende herre. Intet synes fritaget fra denne tendens. Og når én er herre, de andre tjenere, da vil den ene komme til at beherske de andre, selv hvor det gælder valgretten. For New Englands fabriksherre som for Englands godsejer er arbejderne kun stemmekvæg. 
     Vi kan ikke dølge det for os selv, samfundets grundvolde bliver undergravet lige for vore øjne. Medens litteraturen er fuldstændig gennemtrængt af den mening, at vi for stedse har lagt den uciviliserede tilstand bag os i en uafbrudt fremmarch, begynder der at vise sig tegn til, at vi i virkeligheden er på vej til at vende tilbage til barbariet. Et af barbariets kendetegn et dets ringeagt for person og ejendomsret. At vore angelsaksiske forfædres love som straf for mord satte en pengebøde, der i størrelse svarede til ofrets rang, medens vor lovgivning ikke kender til nogen rangsforskel, men beskytter den ringeste som den højeste ved en og samme dødsstraf, anses som bevis på vore forfædres barbari og vor civilisation. Og at sørøveri og slavehandel engang betragtedes som lovlige beskæftigelser, tages ligeledes som et afgørende bevis på et råt udviklingspunkt, vi nu er kommen ud over. 
     Men det er en velkendt sag, at til trods for vore love kan hvem som helst, der har lyst til at slå en anden ihjel, gå lige ind i et af de store befolkningscentre og gøre det og så overgive sig til retfærdigheden med hundrede chancer mod én til ikke at lide nogen større straf - blot han har penge nok til sagførere, som forstår den kunst at fremskaffe falske vidner og gøre jurymændene indbyrdes uenige. 
     Ligeledes vil en mand, blot han har stjålet så rigeligt, at han har skaffet sig en ordentlig formue, kunne gå ustraffet omkring, hilst af sine kendinger på samme måde, som i gamle dage en viking formodentlig er blevet hilst efter et heldigt røvertogt. Lige meget om han har plyndret den, som skænkede ham sin tillid, plyndret enker og faderløse, han kan endda i fuldstændig sikkerhed prale med sin rigdom for hele verdens øjne. 
     Denne tendens i tidsretningen gør sig mere og mere gældende, den tiltager i samme grad, som uligheden vokser. Dersom dette ikke er en tilbagegang mod barbariet, hvad er det så? 
     Selvom vi ikke udtaler det åbent, så er dog vor tillid til de republikanske indretninger i afgjort og stadig aftagen. Den fortrøstningsfulde tro på den republikanske forfatning som kilden til alle folkelige velsignelser findes ikke længer. Tænkende mennesker begynder at indse dens farer uden at vide, hvorledes man skal undgå dem, de begynder at dele Macaulays mørke syn på fremtiden. Og folket vænner sig mere og mere til den voksende fordærvelse. Det mest ulykkevarslende politiske tegn i De Forenede Stater i vore dage er udbredelsen af den tankegang, som enten tvivler på, at der findes nogen ærlig mand i de offentlige embeder, eller anser ham for et fæ, at han ikke benytter sig af lejligheden. Det viser, at folket selv begynder at blive fordærvet. Således glider det republikanske styresæt i De Forenede Stater nutildags den vej, som det uundgåelig må under forhold, som fremkalder ulighed. 
     Hvor denne vej fører hen, er klart. Når fordærvelsen bliver kronisk, når den nedarvede forestilling om ære, dyd og fædrelandskærlighed svækkes, når loven kommer i foragt, og reformer bliver håbløse, da fostres der i de rådnende masser vulkanske kræfter, som sønderriver og knuser alt, når en gunstig lejlighed giver dem luft. Stærke, samvittighedsløse mennesker, kaldt frem af omstændighederne, bliver redskaber for folkets blinde begærlighed eller vilde lidenskaber; sværdet vil atter blive mægtigere end pennen, og i ødelæggelsens karnevalstummel vil rå vold og vildt vanvid veksle med forfaldstidens sløvhed. 
     Jeg taler kun om De Forenede Stater, fordi dette samfund er det længst fremskredne af alle de store stater. Men hvad skal vi sige om Europa, hvor dæmninger af gamle love og sæder opstemmer de svulmende vande, og hvor stående hære presser sikkerhedsventilen ned, skønt der år for år fyres stærkere under. 
     Men hvorfra skal de nye barbarer komme? Gå gennem de smudsigste kvarterer i storbyerne, og du vil allerede nu kunne se deres horder samle sig! Men hvorledes skal vor viden forgå? - Menneskene vil holde op med at læse, og bøgerne blive forvandlet til brandfakler eller patroner! 
     Hvor svage spor ville der ikke blive tilbage af vor civilisation, dersom den kom til at gennemgå en ligeså heftig dødskamp som alle tidligere civilisationer. Papir varer ikke så længe som pergament, og vore mest massive bygninger og mindesmærker kan ikke i fasthed sammenlignes med fortidsrigernes i klippen udhugne templer og kæmpemæssige bygningsværker. Og vi har jo desuden ikke blot dampmaskinen og bogtrykkerpressen, men også petroleum, nitroglycerin og dynamit. 
     Dog, i vore dage at antyde, at vor civilisation muligvis kunne synke, synes folk en vild pessimisme. Hos flertallet af tænkende mennesker så vel som hos den store mængde er troen på fremskridtet så dybt rodfæstet, at den ikke tåler skygge af tvivl. 
     Men enhver, der tænker sig ind i sagen, vil se, at dette nødvendigvis må være tilfældet overalt, hvor fremskridtet gradvis går over til tilbagegang. For i samfundsudviklingen som i alt andet har bevægelse tendens til at fortsætte sin bane ret fremad, og menneskene har da også en næsten uimodståelig tilbøjelighed til at tro, at en bevægelse, som engang var fremgang, og som endnu vedvarer, fremdeles er fremgang. Dertil kommer, at når civilisationen synker, går samfundene ikke tilbage ad den samme vej, de er kommet frem på. Civilisationsnedgang ville f. eks. i politisk henseende ikke føre os tilbage fra republikken til indskrænket monarki og derfra videre til lensvæsen; den ville kaste os i armene på enevælde og anarki. I religiøs henseende ville nedgangen ikke føre os tilbage til vore forfædres tro, til protestantisme eller katolicisme, men til nye former for overtro. Indenfor videnskaben ville nedgangen ikke føre os tilbage til Bacon, men til lærd kineseri. 
     At civilisationens gradvise tilbagegang efter et tidsrum af fremgang endog nødvendigvis af det store flertal må opfattes som fremskridt, er let at forstå. Således er der f.eks. en umådelig forskel mellem den græske kunst i den klassiske tid og i det senere rige; men forandringen var ledsaget af, eller rettere sagt forårsaget af en forandring i smag. De kunstnere, som hurtigst fulgte denne smagsretning, ansås i sin tid som de ypperste. Og ligeså i litteraturen. Da den blev mere flad, barnagtig og opstyltet, blev det opfattet som forøget kraft og skønhed, medens det virkelig gode blev anset for råt, tørt eller kedsommeligt. Ja, når nedgangen allerede er i fuld fart, kan endog tilbagegangen til barbari blive anset om ikke for fremskridt, så dog for noget nødvendigt. Nylig har man f.eks. genindført pryglestraf i den engelske straffelov, og det samme har man også stærkt taget til orde for på denne side Atlanterhavet. Forbrydelsernes voksende antal kan jo måske endog føre til, at anvendelsen af tortur ved retslige undersøgelser, som stadig tiltog med den romerske civilisations forfald, på ny kan blive påkrævet som en nødvendig forbedring i vor straffelov. 
     Hvorvidt der virkelig i nutidens anskuelser og smag allerede har vist sig tegn til tilbagegang, er det ikke nødvendigt her at undersøge; men sikkert er det, at mange ting tyder på, at vor civilisation har nået et kritisk tidsrum, og at dersom man ikke tager et nyt tilløb frem imod social lighed, kan det 19de århundrede muligvis komme til for efterverdenen at stå som denne civilisations højdepunkt. De industrielle kriser, som forårsager lige så megen ødelæggelse og lidelse, som hungersnød eller krige fører med sig, ligner de anfald, som går forud for en lammelse. Overalt er det klart, at den ulighed, som fremskridtet nødvendigvis afføder, hvor jorden er monopoliseret, ikke kan gå stort længere, uden at drive vor civilisation ind på det skråplan, som er så let at betræde, men så vanskeligt at slippe bort fra. Overalt ser man de kræfter, som skulle sætte fremskridtet i gang og holde det oppe, blive beslaglagt af tilværelseskampens stigende bitterhed og den voksende nødvendighed af at anspænde hver nerve for ikke at blive kastet omkuld og trampet under fode i kapløbet. 
     I alle civiliserede lande er fattigondet, forbrydelserne og sindssygen i tiltagen. Sådanne kendsgerninger tyder ikke på stigende civilisation. De tyder tværtimod på en civilisation, som i sine understrømme er begyndt at ebbe ud. Og om end vor viden endnu vokser, og opfindelsernes strøm endnu ikke er standset, og vore byer endnu udvider sig, så er dog civilisationens forfald allerede begyndt, når vi i forhold til folkemængden må bygge flere og flere fængsler, fattighuse og sindssygeanstalter. Det er ikke ovenfra nedad, at samfundene dør, det er nedenfra opad. 
     Men der findes endnu langt mærkbarere beviser for civilisationens nedadgående tendens. Der findes i tiden en ubestemt, men almindelig følelse af misnøje, en revolutionær gæring og en voksende bitterhed blandt de arbejdende klasser. Fulgte nu hermed en klar forestilling om, hvorledes ondet kunne afhjælpes, så ville det være et forhåbningsfuldt tegn; men det er ikke så. Trods al skolegang synes folk ikke at være kommet en smule længere frem i den kunst at slutte fra virkning til årsag. Tilbagefaldet til beskyttelsestold og andre forlængst afslørede politiske vildfarelser, beviser dette. - Ingen kan se på den umådelige ændring af de religiøse forestillinger, som nu går for sig i hele den civiliserede verden, uden at føle, at dette må få de mest skæbnesvangre følger. For det, der sker,  er ikke en forandring i religionens form, men en nedbrydning af religionens grundideer. Kristendommen er ikke bare simpelthen i færd med at frigøre sig for overtro, den er ved i folkets sjæl at dø ud lige til roden, ligesom det gamle hedenskab var ved at dø ud, da kristendommen trådte ind i verden. Og intet indtager dens plads. Om dette nu er et fremskridt eller det modsatte, så kan der ikke være tvivl om, at dersom ikke menneskenaturen pludselig har forandret sig i det, som verdenshistorien viser, er menneskehedens dybeste karaktertræk, så forberedes der herigennem de mægtigste begivenheder. I mindre målestok og på en mere overfladisk måde gik en sådan tilstand i tænkningens verden forud for den franske revolution - men nu er det dybt og ikke grundt, den materialistiske tankegang pløjer. Det nærmest tilsvarende sidestykke til det skibbrud for de religiøse forestillinger, som nu går for sig, frembyder det tidsrum, hvori oldtidens civilisation gik over fra herlighed til forfald. Hvad forandring der vil komme, formår ingen dødelig at sige; men at en stor forandring må komme, det begynder tænkende mennesker at forstå. Den civiliserede verden står skælvende foran en stor bevægelse. Enten må det blive et spring opad, som åbner vejen til endnu uanede fremskridt eller også en nedstyrtning, som fører os tilbage mod barbariet.

     De snævre rammer, hvori jeg har været nødt til at holde denne sidste del af vor undersøgelse, har tvunget mig til at udelade eller til blot i forbigående at røre ved meget, hvor en udtømmende undersøgelse havde været på sin plads. 
     Så meget er dog i det mindste klart, at den sandhed, som vi i den socialøkonomiske del af vor undersøgelse blev ført til, træder lige så klart frem i folkenes og civilisationens stigning og fald, og at den stemmer overens med den dybt rodfæstede erkendelse af sammenhæng og følge, som vi kalder moralsk følelse. Således har vore slutninger fået den størst mulige sikkerhed og støtte. 
     Denne sandhed indeholder både en trussel og et løfte. Den viser, at de stedse mere fremtrædende onder, som skyldes uretfærdig og ulige fordeling, ikke er af blot tilfældig art og vil helbrede sig selv, men tværtimod, dersom ikke deres årsag fjernes, må vokse mere og mere, indtil de som en bølge skyller os tilbage mod barbariet ligesom alle tidligere civilisationer. Men den viser også, at disse onder ikke eksisterer i kraft af naturlove, men ene skyldes sociale misforhold, der står i strid med naturloven, og at vi, ved at fjerne deres årsag, mægtigt vil øge fremskridtets fart. 
     Ved at tillade nogle at beslaglægge de goder, som naturen tilbyder frit til alle, har vi miskendt retfærdighedsgrundloven, der, så vidt vi kan se, når vi betragter tingene i deres store sammenhæng, er den højeste verdenslov. Hævder vi derimod for alvor alle menneskers ret til naturens gaver, fjerner vi dermed hovedårsagen til den unaturlige ulighed i fordelingen af formue og magt, udrydder fattigdommen, udtørrer kilderne til last og elendighed, giver opfindelsesånden ny kraft, styrker folkestyret og gør tyranni og anarki umulig. 
     Den reform, som jeg har foreslået, samstemmer med alt, som i politisk, social eller moralsk henseende er ønskeligt. Den har en virkelig reforms egenskaber, for den vil bane vejen for alle andre reformer. Hvad er den vel andet end virkeliggørelsen af den sandhed, som er udtalt i den nordamerikanske uafhængighedserklæring, den »selvindlysende« sandhed, som udgør denne erklærings hjerte og sjæl: »At alle mennesker er skabt lige, at de af skaberen er udrustet med visse uafhændelige rettigheder, at til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke.« 
     Disse rettigheder fornægtes, når man fornægter den lige ret til jorden. Lighed i politiske rettigheder kan ikke erstatte lige ret til naturens gaver. Alt som befolkningen vokser, og opfindelserne øges, bliver den politiske frihed, når denne ret fornægtes, blot frihed til mod sulteløn at konkurrere om arbejde. Dette er den sandhed, for hvilken vi har lukket vore øjne. Derfor strejfer vagabonder på vore landeveje, og fattigdommen gør mennesker til trælle og stemmekvæg trods det selvstyre, vi praler med, og armoden avler uvidenhed, som vore skoler ikke kan lyse op i, og guldet vejer tungt i retfærdighedens vægtskål, høje stillinger indtages af folk, der, end ikke som skalkeskjul, ejer borgerlig ære, og republikkens grundpiller, som vi troede så stærke, begynder at give efter for det voldsomme tryk. 
     Vi ærer friheden i navn og i form. Vi rejser billedstøtter for den og udtoner dens pris; men vi har ikke fuldt sat vor lid til den. Og med vor udvikling vokser dens krav. Den nøjes ikke med halv tjeneste. 
     Frihed! Det er et ord af vælde, ikke et øredøvende, tomt pragtord. For frihed betyder retfærd, og retfærd er naturens lov - loven for sundhed, ligevægt, styrke, broderlighed og samvirke. 
     De, som tror, at friheden har fuldbyrdet sit værk, når arvelige forrettigheder er afskaffet, og folk har fået stemmeret, de, som tror, at den ikke har mere at gøre med livets daglige forhold, de har aldrig set dens virkelige storhed - for dem må de digtere, som har besunget den, synes lutter frasemagere og dens martyrer narre. Ligesom solen er livets såvel som lysets kilde, forårsager al bevægelse og fremkalder alle tilværelsens og skønhedens uendelige mangfoldigheder, således er frihedens betydning for menneskeslægten. Det er ikke for et tomt tankespind, frihedens forkæmpere har stridt, og i enhver tidsalder dens vidner og martyrer er fremstået. 
     Vi hylder friheden i ord og udtryk. Vi rejser hendes statuer og lader hendes pris lyde. Men vi har ikke fuldt ud troet på hende. Og med vores vækst vokser også hendes krav. Hun vil ikke tjenes halvt! 
     Frihed! det er et ord at leve op til, ikke til at kildre øret med i tomt praleri. For Frihed betyder Retfærdighed, og Retfærdighed er den naturlige lov - loven om sundhed og symmetri og styrke, om broderskab og samarbejde. 
     De, der ser på Friheden, som om hendes mission blev fuldført, da hun afskaffede nedarvede privilegier og gav mennesker stemmeret, som mener om hende, at hun ingen forbindelse har til hverdagslivets sager, har slet ikke set hendes virkelige storhed - for dem må de sangere, der har sunget hendes pris, virke som rhapsodister, og hendes martyrer som narrer! Som solen er livets herre, såvel som lysets; som dens stråler ikke alene gennembryder skyerne, men støtter al vækst, sikrer al bevægelse og fremkalder alt det, der ellers ville være en kold og ubevægelig masse, alle de utallige variationer af væren og skønhed, således er Friheden for menneskeheden. Det er ikke kun for en abstraktion, at mennesker har stridt og er døde; at Frihedens vidner til alle tider er stået frem, og at Frihedens martyrer har lidt. 
     Vi taler om Frihed som én ting, og om dyd, velstand, viden, opfindsomhed, national styrke og national uafhængighed som noget andet. Men til alle disse er Friheden kilden, moderen, den nødvendige forudsætning. Hun er for dyd, hvad lyset er for farve; for velstand, hvad solen er for korn; for viden, hvad øjnene er for synet. Hun er opfindsomhedens ånd, den nationale styrkes muskler, ånden i den nationale uafhængighed. Hvor friheden rejser sig, gror dyden, vokser velstanden, udvikles indsigten, forøges de menneskelige kræfter af opfindsomheden, og i styrke og ånd hævder den friere nation sig iblandt sine naboer, som Saul iblandt sine brødre - højere og smukkere. Når Friheden daler, blegner dyden, velstanden mindskes, indsigten glemmes, opfindsomheden forsvinder, og riger, engang mægtige i styrke og kunst, bliver et hjælpeløst bytte for friere barbarer! 
     Kun i brudte glimt og svagt lys har Frihedens sol endnu strålet imellem mennesker, men alle fremskridt har hun kaldt frem. 
     Friheden kom til en slaverace, der krøb under ægypternes piske, og førte dem ud af trældommens lænker. Hun styrkede dem i ørkenen, og gjorde dem til en race af sejrherrer. Den frie ånd i den mosaiske lov førte deres tænkere til højder, hvor de oplevede Guds enhed, og inspirerede deres poeter med stemninger, der endnu udtrykker tankens yderste grænse. Frihed ramte den fønikiske kyst, og skibe passerede Herkules's søjler for at pløje det ukendte hav. Hun kastede et svagt lys på Grækenland, og marmor voksede til udtryk for ideel skønhed, ord blev redskaber for de ypperste tanker, og imod de frie byers sparsomme militær brød Den mægtige Konges utallige skarer igennem, som vand fra en klippe. Hun kastede sine stråler på de italienske småbønders landbrug, og affødt af hendes styrke voksede en kraft frem, som erobrede verden. De strålede fra tyske krigeres skjolde, og Augustus begræd sine legioner. Ud af natten, der fulgte hendes formørkelse, faldt hendes skrå stråler på frie byer, og en glemt lære kom til live igen, den moderne civilisation begyndte, en ny verden blev afdækket; og som Friheden voksede, voksede også kunst, velstand, kraft, viden og raffinement. I hvert lands historie kan vi læse den samme sandhed. Det var styrken affødt af Magna Carta, der vandt Crecy og Agincourt. Det var den genopstandne Frihed efter Tudor-tidens despoti, der herliggjorde den elizabethanske periode. Det var den ånd, der bragte en kronet tyran til blokken, og som her plantede sæden til et stort træ. Det var energien i oldtidens frihed, som i det øjeblik den var blevet en enhed, gjorde Spanien til den mægtigste magt i verden, for kun at falde ned i dyb svaghed, da en tyran afløste friheden. Se på, hvordan i Frankrig al intellektuel vigør døede under det syttende århundredes tyranni, for at genopstå i herlighed som den vakte Frihed i det attende, og på de franske bønders stemmeret under den franske revolution, grundlagt på den vidunderlige styrke, der i vor tid har modstået nederlag. 
     Skal vi ikke tro hende? 
     I vor tid, som i tidligere tider, kryber de lumske kræfter frem, som ved at skabe ulighed ødelægger friheden. I horisonten begynder skyerne at sænke sig. Friheden kalder på os igen. Vi må følge hende yderligere; vi må tro på hende fuldt ud. Enten må vi acceptere hende helhjertet, eller også vil hun ikke blive. Det er ikke nok, at mennesker stemmer; det er ikke nok, at de i teorien skulle være lige for loven. De må have frihed til at drage nytte af livets muligheder og midler; de må have lige vilkår med hensyn til naturens overflod. Enten dette, eller også fjerner Friheden sit lys! Enten dette, eller også falder mørket på, og de selvsamme kræfter, som fremskridtet har udviklet, bliver til magter, der fremkalder undergang. Dette er den evigtgyldige lov. Dette er århundredernes lære. Medmindre den sociale struktur funderes på retfærdighed, kan den ikke stå. 
     Vores første sociale tilpasning er en benægtelse af retfærdigheden. Ved at tillade et menneske at eje den jord, hvorpå og hvoraf andre mennesker skal leve, har vi gjort dem til slaver i en grad, som stiger i takt med den materielle fremgang. Dette er den subtile alkymi, der på måder, som de ikke forstår, tager fra masserne i alle civiliserede lande det, der er frugten af deres trættende slid; det er indføringen af et hårdere og mere håbløst slaveri til erstatning for det, som er blevet destrueret; det er at bringe politisk despoti ud af politisk frihed, og det må snart omforme demokratiske institutioner til anarki. 
     Det er dette, der forvandler den materielle fremgangs velsignelser til en forbandelse. Det er dette, som tvinger mennesker sammen i nøjsomme kældre og faldefærdige lejekaserner; som fylder fængslerne og bordellerne; som ægger mænd til begær og fylder dem med grådighed; som berøver kvinder den perfekte kvindeligheds ynde og skønhed; som tager glæden og uskylden i livets morgen fra små børn. 
     En civilisation på et sådant fundament kan ikke fortsætte. Universets evige love forbyder det. Ruinerne fra døde imperier vidner om det, og det vidne, der findes i hver eneste sjæl, svarer, at dette må ikke forekomme. Det er noget større end Menneskekærlighed, noget mere ophøjet end Barmhjertighed - det er Retfærdigheden selv, der forlanger af os, at vi fjerner denne uret. Retfærdighed, som ikke kan nægtes; som ikke kan tilsidesættes - Retfærdigheden, der sammen med vægten bærer sværdet. Skal vi afværge slaget med liturgi og bønner? Skal vi besvare uforanderlige lovkrav med at rejse kirker, når sultne børn jamrer og udslidte mødre græder? 
     Skønt det kan antage bønnens sprog, så er det blasfemi at tillægge Forsynets uudgrundelige befalinger den lidelse og råhed, der kommer af fattigdom; at vende sig med foldede hænder mod Alfaderen og pålægge Ham ansvaret for nøden og kriminaliteten i vore store byer. Vi nedgør det Evige. Vi bagtaler Den Retfærdige. Et barmhjertigt menneske ville have indrettet verden bedre; et retfærdigt menneske ville med sin fod knuse en sådan forpestet myretue!! Det er ikke den Almægtige, men os, der er ansvarlige for den synd og den nød, der trives i vores civilisation. Skaberen overøser os med sine gaver - mere end nok til alle. Men som svin, der roder efter føde, træder vi dem ned i sølet - træder dem ned i sølet, mens vi river og flår hinanden! 
     I selve vores civilisations centre er der i dag nød og elendighed nok til at gøre enhver, som ikke lukker sine øjne og hærder sine følelser, syg om hjertet. Tør vi vende os imod Skaberen og bede Ham løse det? Hvad nu hvis bønnnen blev hørt, og at der på det bud, ved hvilket universet opstod, skulle skinne en stærkere kraft i solen; ny dyd fylde luften; fornyet kraft jorden; at der for hvert græsstrå, der nu gror, skulle vokse to op, og at sæden, der nu øges halvtreds gange skulle øges hundrede gange! Ville fattigdommen blive udryddet eller nøden fjernet? Tydeligvis nej! Hvilket nyt udbytte, der end ville opstå, ville kun være midlertidigt. De nye kræfters strøm igennem universet ville kun kunne udnyttes ved hjælp af jord. Og med jord, som jo er privat ejendom, ville de klasser, der nu har monopol på Skaberens overflod, monopolisere al den nye overflod. Kun jordejere ville nyde godt af det. Jordrenten ville stige, men lønningerne ville stadig ligge omkring sultegrænsen! 
     Dette er ikke kun en nationaløkonomisk udledning; det er i virkeligheden en erfaring. Vi ved det, fordi vi har set det. I vor egen tid, for vore egne øjne, har den Kraft, der er over alt, og i alt og igennem alt, den Kraft, for hvilken hele universet kun er en manifestation, forøget overfloden, som mennesker kan nyde, så sandt som hvis naturens frugtbarhed var blevet forøget. I den enes sind strømmede den tanke, som betvang dampen i menneskets tjeneste. I en andens øre blev den hemmelighed hvisket, som tvinger lynet til at bære et budskab rundt om kloden. I alle retninger er naturlovene blevet afsløret; i enhver del af industrien har der rejst sig arme af jern og fingre af stål, hvis effekt på produktionen af velstand har været præcis den samme som en stigning i naturens frugtbarhed. Hvad har resultatet været? Simpelthen at jordejerne får hele gevinsten. De vidunderlige opdagelser og opfindelser i vort århundrede har hverken hævet lønnen eller lettet sliddet. Effekten har ganske enkelt været, at de få er gjort rigere; de mange mere hjælpeløse! 
     Kan det forekomme, at Skaberens gaver således bliver uretmæssigt tilegnet uden straf? Skal det tages let, at arbejdskraften berøves sine indtægter, mens grådigheden ruller sig i rigdom - at de mange skal lide nød, mens de få bliver overfodret? Vend Dem til historien, og på hver eneste side kan den lektie læses, at en sådan uretfærdighed aldrig går ustraffet hen; at den Nemesis, som følger uretten, aldrig vakler eller sover! Se Dem omkring i dag. Kan denne tingenes tilstand fortsætte? Kan vi endog sige: "Efter os, syndfloden!"? Nej; statens piller vakler allerede nu, og selve samfundets fundament begynder at skælve af ophobede kræfter, som gløder underneden. Kampen, der enten må bringe nyt liv, eller kollapse i ruiner, er nær, hvis den ikke allerede er begyndt. 
     Ordren er gået forud! Med damp og elektricitet, og de nye kræfter født af fremgang, er en styrke kommet ind i verden, som enten vil tvinge os op på et højere niveau eller overmande os, som nation efter nation, civilisation efter civilisation er blevet overmandet før. Det er vildfarelsen, der går forud for destruktionen, der i den folkelige uro, hvormed den civiliserede verden feberagtigt pulserer, kun ser en midlertidig effekt af forbigående årsager. Imellem demokratiske ideer og den aristokratiske tilpasning af samfundet er der en uforligelig konflikt. Her i USA, som i Europa, kan man se den rejse sig. Vi kan ikke fortsat tillade mennesker at stemme og tvinge dem til at vagabondere. Vi kan ikke fortsat uddanne drenge og piger i vore offentlige skoler og så nægte dem retten til at tjene en ærlig løn. Vi kan ikke fortsætte med at snakke om menneskets umistelige rettigheder og så benægte dets umistelige ret til Skaberens overflod. Lige nu begynder den nye vin at gære i gamle flasker, og naturkræfterne samler sig til striden! 
     Men hvis vi vender os mod Retfærdigheden, mens der stadig er tid, og bønfalder hende, hvis vi tror på Friheden og følger hende, så må de farer, som nu truer, forsvinde, de kræfter, der nu truer, vil blive midler til forbedring. Tænk på de kræfter, der nu spildes; på de uendelige felter af viden, som endnu skal udforskes; om de muligheder, hvorom dette århundredes opfindelser kun giver os en anelse. Med nøden udryddet; med grådigheden omdannet til storsindede følelser; med et broderskab født af lighed som erstatning for den jalousi og frygt, som nu stiller mænd op imod hinanden; med mentalt overskud, frigjort af forhold der giver den mest ydmyge tryghed og frihed; og hvem skal måle de højder, som vor civilisation kan nå? Ord kan ikke rumme tanken! Det er Den gyldne Tid, som poeter har sunget om, og højtstående seere har fortalt om i metaforer! Det er det strålende syn, som altid har hjemsøgt mennesker med glimt af en ustadig pragt. Det var det han, hvis øjne på Patmos var lukket i trance, så. Det er kristendommens kulmination - Guds By på jorden, med dens vægge af jaspis og perleporte! Det er  Fredsfyrstens styre!

Fortsættes: Menneskelivets gåde