Jeg tænker den foregående undersøgelse fuldstændig har bevist, at den forklaring, som man i socialøkonomiens navn sædvanligvis giver af fremskridtets og fattigdommens sammenhæng, aldeles ikke er nogen forklaring. 
     Hidtil har vi da kun gjort sagen endnu mere forviklet. Vi har omstyrtet en teori, som dog gav en slags forklaring, men har derved tilsyneladende kun gjort kendsgerningerne endnu mere uforklarlige. Vor stilling svarer til, om man på en tid, da det ptolemæiske system endnu var almindelig antaget, havde bevist, at solen og stjernerne ikke drejer sig om jorden. Omvekslingen af dag og nat og himmellegemernes tilsyneladende bevægelse ville da have stået uforklarede, og den gamle teori ville derfor ufejlbarlig igen være kommen til magten, såfremt ikke en bedre var trådt i dens sted. Vor undersøgelse har ført os til den slutning, at enhver produktiv arbejder frembringer sin egen løn, og at en forøgelse i arbejdernes antal egentlig skulle forøge hver enkelts løn; men alligevel viser de øjensynlige kendsgerninger, at der er mange arbejdere, som ikke kan finde lønnende beskæftigelse, og at en tilvækst i arbejdernes tal medfører nedgang i lønnen. Kort sagt, vi har bevist, at lønnen burde være højest dér, hvor den i virkeligheden er lavest. 
     Men vi har ikke desto mindre gjort et fremskridt. Næst efter at finde det, man søger, er det bedst at opdage, hvor det er unyttigt at søge. Så meget er nu i det mindste klart, at den årsag, som tvinger hovedmassen af producenter til at nøjes med så lidt, ikke er kapitalens knaphed og heller ikke utilstrækkeligheden af de naturkræfter, som er arbejdets grundlag. Da årsagen altså ikke kan findes i de love, som begrænser produktionen, så må den søges i de love, som bestemmer fordelingen. Lad os derfor gå over til disse. 
     Det vil være nødvendigt at gennemgå hele fordelingsspørgsmålet i sine hovedtræk. For at opdage den årsag, som samtidig med befolkningens forøgelse og erhvervsfremskridt gør de lavere klassers fattigdom dybere og dybere, må vi finde loven for, hvor stor del af produktet der tilfalder arbejdet som løn. Og for at finde arbejdslønloven (eller i det mindste for sikkert at kunne vide, om vi har fundet den) må vi også udfinde de love, som bestemmer størrelsen af såvel kapitalistens som jordejerens part, for da jord, arbejde og kapital er de samvirkende kræfter i formuesproduktionen, er det mellem disse tre, produktet deles. 

Som bekendt bliver en del af, hvad der frembringes, taget af regeringen i form af skatter. Men dette kan vi se bort fra her. Vi kan betragte skatterne som et så og så stort minus i produktionen. På samme vis kan vi også behandle det, som visse monopoler sluger (hvad vi i et følgende kapitel skal tale nærmere om, og hvad der er som en slags privat beskatning). Først når vi har fundet fordelingens love, kan vi få et overblik over, hvorledes beskatningen virker på dem. 

     Vi må selv opdage fordelingslovene, eller i det mindste to af de tre. At de, i det mindste som et hele, ikke er blevet rigtig opfattet af den herskende socialøkonomi, kan man tydeligt se af alle dens hovedværker; ja, det fremgår allerede af de betegnelser, der bruges i dem. - I alle socialøkonomiske værker bliver der sagt os, at produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital, og at produktet i sin helhed oprindelig deles i tre tilsvarende parter. Der kræves derfor tre udtryk, hvoraf ethvert klart skal betegne en af disse parter med udelukkelse af de andre. »Jordrente« udtrykker, således som den defineres, klart nok den første part, den, som tilfalder jordejerne, »løn« ligeledes den anden part, arbejdets. Men, hvad det tredje udtryk angår, navnet på kapitalens part, hersker der i de toneangivende værker den mest forbavsende forvirring. 
     Af gængse ord er »rente« det, som træffer nærmest; for som det sædvanlig benyttes, udtrykker det vederlag for benyttelse af kapital med udelukkelse af al tanke på arbejdet ved kapitalens anvendelse og den dermed forbundne risiko. Ordet profit er, som det sædvanligvis bruges, næsten ensbetydende med overskud, og indbefatter ofte indtægter, som egentlig er jordrente, og endvidere næsten altid indtægter, som egentlig er arbejdsløn, så vel som risikopræmie. Vil man derfor ikke fuldstændig gøre vold på ordets betydning, kan man ikke i socialøkonomien anvende det til at betegne den part, der tilfalder kapitalen, i modsætning til dem, der tilfalder arbejdet og jordejerne. 
     Alt dette erkendes ganske vist i de socialøkonomiske hovedværker. Adam Smith f.eks. udvikler på en træffende måde hvorledes løn og erstatning for risiko udgør en betydelig del af profitten, idet han peger på, hvorledes f.eks. detailhandlernes større profit i virkeligheden er løn for deres arbejde og ikke renter, og hvorledes den større gevinst, man sommetider får i vovelige foretagender, som f.eks. smugling, i virkeligheden kun er erstatning for risiko. Følgelig kan ordet profit ikke benyttes, hvor talen er om formuefordelingens tre faktorer. 
     At tale om udbyttets fordeling i jordrente, løn og profit er i smag med at tale om menneskeslægtens inddeling i mænd, kvinder og mennesker. Men ikke desto mindre sker dette, til største forvildelse for læseren, i alle de socialøkonomiske hovedværker. Først deler de udtrykkelig profit i løn for forretningens ledelse, godtgørelse for risiko og kapitalrente, og siden taler de om fordelingen af udbyttet mellem jordrente, arbejdsløn og kapitalprofit. 
     Jeg tvivler ikke på, at der er tusinder af mennesker, som forgæves har brudt deres hoved med denne udtryksforvirring og i fortvivlelse har opgivet alle forsøg i den tro, at da fejlen ikke kunne ligge hos så store tænkere, måtte den ligge i deres egen tykhovedethed. - Nu er det jo imidlertid sikkert ikke uden årsag, slig tankeforvirring er fremkommet. Når den ene socialøkonom efter den anden følger Adam Smith som drenge, der leger »gåsegang«, hoppende, når han hopper, og faldende, når han falder, så må det komme deraf, at der var et gærde, hvor han hoppede, og et hul, hvor han faldt. 
     Forvirringen har sit udspring i den på forhånd antagne lønteori. Af grunde, som jeg tidligere har anført, syntes det dem en selvindlysende sandhed, at visse arbejderklassers løn afhang af forholdet mellem kapitalen og arbejdernes antal. Men der er visse arter af arbejdsløn, som denne teori åbenbart ikke passer på, og så har man givet sig til at indskrænke udtrykket arbejdsløn til ordets snævrere, dagligdags betydning. På grund heraf ville, hvis udtrykket rente benyttedes (som det efter deres egne definitioner skulle benyttes) til at betegne den tredje part i formuefordelingen, al løn for personligt arbejde klarlig være blevet udelukket, med undtagelse af de i daglig tale såkaldte lønarbejderes. Men sætter man jordrente, løn og profit i stedet for jordrente, løn og kapitalrente så bliver revnen i logikken mindre iøjnefaldende, idet man på en svævende måde lægger al løn, som ikke kan passe ind under den på forhånd antagne lønningslov, ind under begrebet profit som løn for forretningsledelse. 
     Gennemlæser man opmærksomt, hvad socialøkonomerne siger om formuefordelingen, så mærker man, at trods deres rigtige definition af ordet »løn«, anvender de det i denne forbindelse, ikke om al slags løn, men kun om en enkelt slags, den nemlig, som en arbejdsgiver betaler for legemligt arbejde. Derpå slår de al anden løn sammen med kapitaludbyttet under navn af profit, og derved bliver enhver klar forskel mellem det egentlige kapitaludbytte og udbyttet af menneskelig virksomhed umuliggjort. 
     Selve stoffets ordning i disse værker viser den forvirring, der hersker med hensyn til fordelingslovene. I intet af de socialøkonomiske værker, jeg kender, er fordelingslovene således sammenstillet, at læseren med et blik kan overskue dem og forstå deres indbyrdes forhold; men hvad der siges om hver enkelt af dem, er indhyllet i en masse politiske og moralske betragtninger. Sideordnedes de tre fordelingslove, således som de nu bliver fremstillet, ville læseren ved første blik opdage, at de savnede den nødvendige indbyrdes forbindelse. 
     Lovene for formuefordelingen er forholdslove og må åbenbart stå i et sådant forhold til hverandre, at når to af dem er givet, må den tredje kunne afledes deraf. For siger man, at den ene af et heles tre dele er blevet forøget eller formindsket, så siger man med det samme, at den ene eller begge de to andre er blevet lige så meget formindsket eller forøget. Når Per, Povl og Hans er forretningsfæller, og Pers udbytteandel fastslås til 40 procent, så bliver der 60 procent  til deling mellem Povl og Hans. 
     Men mellem de fordelingslove, der opstilles i socialøkonomiens hovedværker, er der intet sådant gensidigt forhold. Piller vi dem ud og stiller dem sammen, finder vi, at de lyder som følger: 
     Arbejdslønnen bestemmes ved forholdet mellem det kapitalbeløb, der er bestemt til arbejdets betaling og underhold, og antallet af de arbejdere, som søger beskæftigelse. 
     Jordrenten bestemmes af dyrkningsgrænsens højde, idet al jord giver som jordrente den del af udbyttet, der overstiger, hvad en tilsvarende anvendelse af arbejde og kapital kunne frembringe på den dårligste jord, der benyttes. 
     Renten bestemmes af forholdet mellem lånsøgernes efterspørgsel og långivernes kapitaltilbud. Eller (hvis vi holder os til det, der angives som loven for profitten) den afhænger af lønhøjden, idet den falder, når lønnen stiger, og omvendt - eller, som Mill udtrykker det: den bestemmes ved den pris, som kapitalisten må betale for arbejdet. 
      En sammenstilling af disse gængse fremstillinger af fordelingsloven viser ved første øjekast, at de mangler den indbyrdes sammenhæng, som de virkelige fordelingslove må have. Derfor må i det mindste to af dem enten være forkert opfattet eller forkert fremstillet. Lad os da se at finde de virkelige love for udbyttets fordeling mellem løn, jordrente og kapitalrente. Beviset for, at vi har fundet dem, vil ligge deri, at de passer ind i og gensidig begrænser hinanden. Men under vor undersøgelse må vi nøje fastholde, hvad der kort kan udtrykkes således: jord, arbejde og kapital er produktionens 3 faktorer. Udtrykket jord indbefatter alle naturkræfter og naturfordele; udtrykket arbejde al menneskelig virksomhed og udtrykket kapital alle formuegoder, der bruges i produktionens tjeneste. Udbyttet deles mellem disse tre. Jordejerens part kaldes jordrente; lønnen for al menneskelig virksomhed kaldes arbejdsløn, og kapitalens part benævnes rente. En enkelt person kan have indtægt af alle tre kilder, men for at udfinde fordelingslovene, må vi holde de tre begreber skarpt adskilte. 
     Lad mig imidlertid forudskikke den bemærkning, at den ovenfor påpegede forvirring i socialøkonomien efter min mening beror derpå, at man er gået ud fra et falsk standpunkt. Da denne videnskabs store foregangsmænd levede og gjorde deres iagttagelser under en samfundstilstand, hvori det er sædvanligt, at kapitalisten overtager jord og lejer arbejdere og derfor synes at være produktionens egentlige virksomme ophavsmand, kom de til at se på kapitalen som grundfaktoren i produktionen, jorden som dens redskab og arbejdet som dens hjælper eller værktøj. Overalt i deres værker er kapitalen udgangspunktet, overalt spiller kapitalisten hovedrollen. Dette går så vidt, at både Smith og Ricardo bruger udtrykket »naturlig løn« for at udtrykke det lavmål, som arbejderen kan leve af, medens jo dog - hvis ikke uretfærdighed er naturlig - forholdet er det, at arbejderens naturlige løn snarere er alt, hvad han producerer. Denne sædvane, at betragte kapitalen som den, der giver arbejdet sysselsættelse, har både ført til den teori, at lønnen afhænger af den forholdsvise kapitalrigelighed, og til den, at renten står i omvendt forhold til arbejdslønnen, og den har således ført bort fra sandheder, som ellers ville have ligget klart for dagen. Kort sagt, det fejlskridt, som med hensyn til fordelingens grundlove har ført socialøkonomien over i uføret i stedet for ind på fast grund, blev taget den gang, da Adam Smith forlod det standpunkt, der betegnedes i sætningen: »arbejdsproduktet udgør arbejdets naturlige løn«, for i stedet at indtage det standpunkt hvorfra kapitalen betragtes som den, der sysselsætter arbejdet og betaler lønnen. 
     Betragter vi imidlertid tingenes oprindelse og naturlige følgeorden, ser vi, at det forholder sig omvendt: i stedet for at komme først kommer kapitalen sidst. Det er arbejdet, der er den aktive kraft, bevægelsens ophav, det er arbejdet, der sysselsætter kapitalen. - Der må være jord, før der kan udføres arbejde, og der må udføres arbejde, før der kan frembringes kapital. Kapital er et resultat af arbejde, og den anvendes af arbejdet til hjælp i dets videre produktion. Arbejdet kan kun udøves på jorden, og fra jorden må det stof tages, som skal omdannes til formue. Jorden er derfor det forudgående grundvilkår for arbejdet. Den naturlige orden er: jord, arbejde, kapital, og i stedet for at tage kapitalen til udgangspunkt må vi gå ud fra jorden.

     Udtrykket jordrente anvendes til at betegne den del af produktet, der tilfalder ejerne af jord eller andre naturfordele i kraft af deres ejendomsret. Fra begrebet jordrente er udelukket al betaling for benyttelse af arbejdsprodukter; af hele forpagtningsafgiften f.eks. af en landejendom er altså alene den del jordrente, som udgør vederlaget for benyttelsen af den blotte jord, medens den del, som betales for brugen af bygninger, besætning osv., er kapitalrente. Man anvender i socialøkonomien også udtrykket jordrente dér, hvor samme person er på en gang ejer og bruger af jorden. I så tilfælde regnes hele den del af hans indtægt for jordrente, som han kunne få ved at bortleje jorden til andre. Jordrente kan også finde udtryk i salgsprisen. For når der købes jord, er betalingen kapitaliseret jordrente. Køber jeg jord til lav pris og beholder den, indtil jeg kan sælge den til høj pris, så er jeg blevet beriget, ikke ved løn for mit arbejde eller ved renter af min kapital, men ved en stigning i jordrenten. Kort sagt, jordrenten er den andel af den frembragte formue, som den udelukkende ret til brugen af naturfordele giver ejeren. Sålænge ejendomsretten til jord ikke kan yde ejeren nogen fordel, har den ingen værdi. 
     Således er det ikke jordens ydeevne eller nyttighed, der fremkalder jordrenten. Den er ikke på nogen måde en godtgørelse for ydet hjælp til produktionen, men simpelthen et udslag af magten til at tilegne sig en del af udbyttet. Hvor fortræffelig end jorden kan være, så vil den dog ingen værdi have, før nogen er villig til at give arbejde eller arbejdsprodukter for retten til at bruge den, og hvad man således vil give, afhænger ikke af jordens beskaffenhed i og for sig, men af dens beskaffenhed i forhold til den jord, som kan fås for intet. Selv om den jord, jeg ejer, er overmåde frugtbar, vil den dog ikke yde nogen jordrente, så længe anden lige så god jord kan haves for intet. Men når denne anden jord er taget i besiddelse, og den bedste fri jord er ringere enten i frugtbarhed, beliggenhed eller andre egenskaber, vil min jord begynde at få værdi. Selv om min jords ydeevne tager af, så vil dog - hvis ydeevnen af den jord, der kan fås for intet, aftager i endnu højere grad - værdien af min jord stadig tiltage. Kort sagt, jordrenten er prisen for et monopol, som opstår derved, at naturelementer, som vi mennesker hverken kan skabe eller forøge, er gjort til privat ejendom. 
     Hvis en eneste mand ejede al den jord, som hørte til et samfund, så kunne han naturligvis forlange den pris og de betingelser han fandt for godt, for dens benyttelse; og så længe som hans ejendomsret anerkendtes, havde samfundets øvrige medlemmer kun at vælge mellem død og udvandring, hvis de ikke ville underkaste sig hans vilkår. Dette forhold har virkelig fundet sted i mange lande; men under den moderne samfundsordning er jorden ganske vist i reglen i enkeltpersoners eje, men dog fordelt på alt for mange menneskers hænder, til at prisen for dens benyttelse kan fastsættes blot af lune eller vilkårlighed. Hver enkelt ejer søger ganske vist at få alt, hvad han kan, men der er dog en grænse for, hvad han kan få, og denne grænsehøjde er jordens markedspris eller forpagtningspris, og denne veksler efter tid og sted. Den lov, som under vilkår af fri konkurrence mellem alle parter (hvad man altid må forudsætte i socialøkonomiske undersøgelser) udsiger, hvor meget jordejeren kan få, kaldes jordrenteloven. Kan vi få denne sikkert fastslået, har vi vundet noget mere end et blot udgangspunkt, hvorfra vi kan opspore de love, som bestemmer arbejdsløn og rente. Da formuefordelingen er en deling, vil vi, når vi har udfunden, hvilken part der tilfalder jordrenten, samtidig have slået fast, hvad der bliver tilovers til arbejdsløn, - hvor der ingen medvirken er af kapital - og til arbejdsløn og rente tilsammen, hvor kapital medvirker i produktionen. 
     Heldigvis er der på dette punkt ingen tvist. Den herskende socialøkonomis udsagn falder her sammen med den sunde menneskeforstand og er selvindlysende som en geometrisk grundsætning. Den almindelig antagne jordrentelov, som John Stuart Mill kalder »socialøkonomiens æselsbro«, betegnes undertiden som »Ricardos jordrentelov«, fordi Ricardo var, om ikke den første, som udtalte den, så dog den første, som særlig henledte opmærksomheden på den. Den lyder således: 

Jordrenten bestemmes ved det overskud, jorden kan give, udover det, man ved samme indsats kan få ud af den mindst indbringende jord, som er i brug. 

     Denne lov (som naturligvis også gælder jord, som benyttes i andre øjemed end landbrug, f.eks. bjergværker, fiskeriejendomme osv.) er af ganske selvindlysende natur; for det er klart, at konkurrencen må gøre den laveste løn, for hvilken arbejde og kapital vil indlade sig på produktion, til den højeste, de kan gøre fordring på, og derved sættes ejeren af mere produktivt land i stand til som jordrente at tilegne sig hele overskuddet ud over, hvad der skal til for at lønne arbejdet og kapitalen efter den almindelige markedspris, dvs. det samme som de kan tjene på den mindst produktive jord, der er i brug (hvor der naturligvis ingen jordrente betales). 
     Det kan måske bidrage til en bedre forståelse af jordrenteloven at bringe den i følgende form: ejendomsretten til en naturlig produktionsfaktor giver magt til at tilegne sig så meget af, hvad der ved arbejde og kapital frembringes på den, som det frembragte overstiger den indtægt, samme arbejde og kapital er i stand til at give ved den mindst indbringende beskæftigelse, de overhovedet giver sig af med. 
     Dette kommer imidlertid nøjagtig ud på det samme; for der gives ingen beskæftigelse for arbejde og kapital, som ikke kræver anvendelse af jord; og desuden vil dyrkningen eller anden benyttelse af jord altid strække sig så langt ned, at den ikke yder mere end nogen anden virksomhed. 
     Jordrenteloven er i virkeligheden kun en afledning af loven for konkurrencen og siger ikke andet og mere, end at da både løn og rente søger overalt at holde sig jævnhøje, så får jordejerne i form af jordrente hele den del af den frembragte formue, der overstiger, hvad de anvendte arbejdskræfter og kapitaler havde kunnet forskaffe sig ved brug af de mindst indbringende af de naturfaktorer, som overhovedet anvendes. I sidste instans hviler denne lov på den grundsætning, der er socialøkonomiens tyngdelov - at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse. 
     Dette er altså jordrenteloven. Ganske vist følger mange af de socialøkonomiske hovedværker altfor slavisk Ricardos eksempel og synes, ligesom han, kun at opfatte den som gældende landbruget. På forskellige steder taler Ricardo om fabrikker, som om de ikke gav nogen jordrente (medens i virkeligheden fabriksdrift og vareomsætning giver den højeste jordrente, hvad der bevises ved jordens større værdi i fabriks- og handelsbyer). Men træder end således loven ikke frem i sin fulde belysning, så har dog lige siden Ricardos dage loven selv bestandig været klart opfattet og fuldt anerkendt. Dette er derimod ikke tilfældet med de følgeslutninger, som fremgår af den. Så tydelige de end er, har dog den almindelig antagne lønteori hidtil hindret deres anerkendelse. Men er det dog ikke så klart som den simpleste geometriske sætning, at med jordrenteloven samsvarer arbejdslønloven, - når det hele kun deles i jordrente og arbejdsløn, - og løn- og rentelov under ét, når der også er kapital med i spillet. Da alt, hvad der produceres, ud over hvad arbejde og kapital kan frembringe på jord, som der intet betales for, går til jordejeren som jordrente, så må følgelig alt, hvad arbejde og kapital nogensinde kan gøre fordring på (som løn og rente), være netop det beløb, som de kunne have fået ud af jord, som står gratis til rådighed. Da: produktet = jordrente + løn + kapitalrente, så er: produktet - jordrente = løn + kapitalrente. 
     Løn og rente afhænger således ikke af arbejdets og kapitalens totaludbytte, men af hvad der bliver tilbage, efter at jordrenten er trukket fra. Og deraf følger, at hvor meget end de produktive kræfter forøges, så kan hverken arbejdsløn eller kapitalrente stige, hvis jordrentens stigning holder skridt dermed. 
     I det øjeblik, man indser denne simple sammenhæng, kastes der en strøm af lys over, hvad der før var uforklarligt, og tilsyneladende modstridende kendsgerninger indordner sig af sig selv under en tydelig lov. Den stigning i jordrenten, som går for sig i fremadskridende lande, viser sig at være den nøgle som forklarer, hvorfor arbejdsløn og rente ikke stiger med forøgelsen i produktionsevne. For den formue, der frembringes, deles i to dele ved, hvad man kunne kalde jordrentelinjen, der bestemmes ved det udbytte, som arbejde og kapital kan få ved brug af sådanne naturfordele, som står til deres rådighed uden betaling. Det er af den del af udbyttet, der er under denne linje, løn og kapitalrente udredes. Alt, hvad der er over linien, går til jordejerne. Således kan, hvor jordens værdi er lav, løn og rentesats være høje, selvom formueproduktionen kun er ubetydelig, sådan som vi ser det i nye lande. Og hvor jordens værdi er høj, kan der være en meget stor formueproduktion og dog lave løn- og rentesatser, således som vi ser det i gamle lande. Hvis i et fremadskridende land jordens værdi stiger i samme forhold som produktionen, så opsluges den hele produktionsforøgelse af jordrenten, og løn og rente bliver uforandrede; og stiger den endnu stærkere, vil jordrenten endogså opsluge mere end tilvæksten, så der bliver stedse mindre til arbejde og kapital. Kun når jordprisen ikke tiltager så hurtig som frembringelsesevnen, kan løn og rente stige. Alt dette ser man eksempler på i de virkelige forhold.

     Jordrenteloven, som vi nu har klarlagt den, giver tillige forståelse af lønnens og rentens forhold, idet den del af udbyttet, der tages i jordrente, nødvendigvis afgør, hvilken andel der bliver tilovers til løn og eventuelt til kapitalrente. 
     Vi vil imidlertid uden hensyn hertil søge at finde såvel lønloven som renteloven hver for sig. Finder vi da, at de udfylder hinanden, må vore slutninger have den størst mulige sikkerhed. 
Og da arbejdsløn-lovens opdagelse er det endelige mål for vor undersøgelse, vil vi behandle kapitalrenten først. 
     De største afvigelser i, hvad man i daglig tale kalder rente, beror på forskel i risiko (og risikopræmien vedrører jo ikke renten i egentlig forstand); men det er dog tydeligt, at i de forskellige lande og til de forskellige tider finder der også forandringer sted i selve rentefoden. I Californien ville i sin tid 2% om måneden ikke være blevet betragtet som nogen overdreven rente af lån, som man nu mod lignende sikkerhedsstillelse ville kunne skaffe sig til 7 á 8 % om året. I De Forenede Stater har rentefoden i almindelighed været højere end i England, og i unionens yngre stater højere end i de ældre; i det hele er rentens tilbøjelighed til at synke, alt eftersom samfundet skrider frem, tydelig nok og gammelkendt. Hvorledes lyder nu den lov, som sammenknytter alle disse forandringer og viser deres årsag? 
     Det er ikke umagen værd at dvæle længere ved den gængse social-økonomis mislykkede forsøg på at fastslå renteloven, da dens forkla-ringer, som vi har set, er i strid med kendsgerningerne.
     Lad os begynde med begyndelsen. Før vi giver os i kast med at ud-finde loven for kapitalrenten, vil vi søge at forvisse os om grunden til, at der overhovedet svares rente. Derved vil vi få et fastere og sikrere tag i det emne, vi her har for os.
     Hvorfor og med hvilken ret kræves der egentlig rente? Hvorfor skal låntageren betale långiveren mere tilbage, end han har modtaget? Disse spørgsmål fortjener et svar på grund af deres vigtighed ikke blot i spekulativ, men også i praktisk henseende. På begge sider af Atlanterhavet er der blandt folk en vidt udbredt og voksende følelse af, at renten er et rov fra fliden. Statsøkonomerne af den sædvanlige sort påstår, at der ikke findes nogen strid mellem arbejde og kapital, og bekæmper alle planer om at indskrænke den gevinst, kapitalen får, som skadelig ikke blot for kapitalen, men også for arbejdet; men desuagtet opstiller de i de samme værker den lære, at renten er lav, når lønnen er høj, og omvendt. Er dette rigtigt, så er det klart, at den eneste indvending, man fra arbejdernes standpunkt fornuftigvis kan gøre mod de planer, som går ud på at nedsætte rentefoden, er den, at de vil vise sig virkningsløse, hvad der åbenbart er en svag grund, så længe forestillingen om lovgivningens almagt endnu er så vidt udbredt; og selv om denne indvending kan bevirke at man opgiver en eller anden nedskæringsplan, vil den ikke afholde folk fra at søge efter andre. 
     Hvorfor findes der rente? Rente, fortæller man os i alle de socialøkonomiske værker, er belønning for afhold. Men dette er åbenbart ikke nogen fyldestgørende forklaring. Afhold er ikke nogen aktiv, men en passiv egenskab, afhold producerer i og for sig intet; hvorfor skulle der da i dets navn gøres krav på nogen del af det, som produceres? Har jeg en sum penge, som jeg holder under lås og lukke et år, har jeg vist lige så megen afholdenhed, som om jeg havde lånt dem ud. Men ikke desto mindre er det kun i sidstnævnte tilfælde, jeg venter at få dem igen med rente. Siger man, at jeg ved at låne pengene ud gør låntageren en tjeneste, så kan dertil svares, at han også gør mig en tjeneste ved at bevare min kapital - en tjeneste, som i visse tilfælde kan være meget værdifuld. For der er mange former for kapital, som det er en byrde at have mellem hænder, når man ikke har øjeblikkelig brug for den. Når da kapitalejeren hjælper den, som har brug for kapital, ved at låne ham den, kvitterer da ikke den sidste fuldstændig sin gæld af, når han leverer lånet tilbage? Er ikke den sikre bevaring og nyskabelse af kapitalen fuld erstatning for brugen? Hvis man derfor fordrer mere, sker der så ikke arbejdet uret? Sådanne tanker som disse ligger til grund for den vidt udbredte mening, at renten kun kan eksistere på arbejdets bekostning og i virkeligheden er et rov fra arbejdet, som ville blive afskaffet under retfærdige forhold. 
     Forsøgene på at gendrive disse meninger synes mig ikke altid heldige. Lad os f.eks. se på Bastiats ofte anførte eksempel med høvlen; det gengiver den sædvanlige opfattelse. 

     En tømmermand Jakob laver sig ved ti dages arbejde en høvl, som kan holde i 290 af årets 300 arbejdsdage. En anden tømmermand, Vilhelm, foreslår Jakob at låne ham høvlen et år mod at give ham en ny høvl mage til, når året er gået. Jakob vægrer sig imidlertid ved at låne ham høvlen på disse vilkår, idet han gør gældende, at han i så fald ikke får noget til erstatning for tabet af den fordel selv at kunne bruge høvlen i årets løb. Vilhelm indrømmer dette og bliver enig med ham om, foruden en ny høvl, at give ham en planke. Denne overenskomst bliver udført til gensidig tilfredshed. Høvlen slides op i årets løb, men ved årets udgang får Jakob tilbage en ny høvl og desuden en planke. Han udlåner sin høvl atter og atter, indtil den til sidst går over i hans søns, hænder, som fremdeles vedbliver at låne den ud og hver gang får en planke i rente. Denne rente siges nu at være en naturlig og billig godtgørelse for brugen af høvlen, da Vilhelm får den i redskabet boende kraft til at forøge arbejdets produktivitet og ikke står sig værre, end han ville have gjort, om han ikke havde lånt høvlen, medens Jakob ikke står sig bedre, end om han havde beholdt høvlen og selv brugt den. 

     Forholder nu dette sig virkelig således? Man må lægge mærke til, at det ikke påstås, at kun Jakob kunne lave høvle, Vilhelm ikke; det ville være at gøre høvlen til løn for overlegen duelighed. Nej, høvlen er slet og ret kapital, dvs. opsparede arbejdsprodukter. 
Havde Jakob nu ikke lånt høvlen ud, kunne han have brugt den i 290 dage; da ville den have været opslidt, og han ville have været nødt til at bruge de resterende 10 arbejdsdage til at lave sig en ny. Havde Vilhelm ikke lånt høvlen, så ville han have brugt 10 dage til at lave sig en høvl, og denne kunne han så have benyttet de øvrige 290 dage. Antager vi nu, at en planke repræsenterer udbyttet af en dags arbejde, så ville ved årets ende, hvis der ikke havde fundet noget lån sted, begge parter have stået således, som de begyndte: Jakob med en høvl og Vilhelm uden nogen, og begge med 290 planker som resultat af årets arbejde. Havde lånet fundet sted uden rentebetaling (som af Vilhelm først foreslået), ville sagerne have stillet sig ligesådan: høvlens tilbagelevering ville have sat begge i den samme stilling ved årets ende, som om der intet lån havde fundet sted: den ene ville ikke have vundet noget på den andens bekostning. 
     Men når der foruden den tilbageleverede høvl også gives en planke, vil Jakob ved årets udgang være bedre stillet, og Vilhelm dårligere, end om der ikke var sket noget lån. Jakob vil da have 291 planker og en ny høvl og Vilhelm 289 planker og ingen høvl. Hvis nu Vilhelm fremtidig låner planken så vel som høvlen på de samme vilkår som før, er det så ikke tydeligt, at hans indtægt lidt efter lidt vil aftage, Jakobs derimod tiltage, indtil den tid kommer, da Jakob som resultatet af det oprindelige høvludlån får hele Vilhelms arbejdsudbytte - dvs. at Vilhelm praktisk talt er hans slave. 
     Kan da renten være noget naturligt og rimeligt? Det anførte eksempel fører intet bevis derfor. At Bastiats eksempel kan synes overbevisende, beror derpå, at man med udlånet af høvlen forbinder en tanke om overdragelse af den større produktionskraft, som arbejdet får ved brug af høvl. Men dette ville kun være tilfældet, hvis forfærdigelsen og brugen af høvle var en hemmelighed eller patenteret, men så er vi inde på monopolets område, ikke kapitalens. Hvad Jakob lånte Vilhelm, var ikke det fortrin at anvende sit arbejde på en virksommere måde, men simpelthen frugten af ti dages arbejde. Var »den i redskabet boende kraft til at forøge arbejdets produktivitet« årsagen til renten, da ville rentefoden stige med opfindelsernes fremskridt. Men det er ikke tilfældet. 
     Jeg er da også tilbøjelig til at tro, at hvis al formue bestod af sådanne ting som høvle, og al produktion var som tømmermændenes - det vil sige, hvis formuen kun bestod af jordens livløse stoffer, og produktionen kun bestod i at omforme disse på forskellig vis, - da ville renten kun være et rov fra næringsfliden og ikke længe kunne bestå. Dermed være ikke sagt, at der da ikke ville finde nogen formueophobning sted, for håbet om forøgelse er ikke den hovedsagelige grund til denne. Børn sparer skillinger sammen til julen, sørøvere øger deres nedgravede skatte, og folk som Stewart og Vanderbilt vil, da de nu engang er blevet grebne af sammendyngningslidenskaben, fortsætte med at samle millioner, selv om de ikke giver rente. Det vil heller ikke sige, at der ikke længere ville finde lån og udlån sted, for dette ville fremdeles i stor udstrækning være til gensidig fordel. Havde Vilhelm et arbejde, som skulle begyndes straks, og Jakob et, som først skulle begynde om ti dage, så kunne det være fordelagtigt for begge, at høvlen blev lånt, selv om der ikke blev givet nogen planke for den. 
     Men imidlertid er ikke al formue af samme natur som høvle, planker eller penge, heller ikke består al produktion blot i at omdanne jordens livløse stoffer. - Lægger jeg penge til side, vil de unægtelig ikke formere sig. Men sæt, at jeg i stedet henlægger vin. Ved årets udløb vil jeg da have en værdiforøgelse; for vinen vil have vundet i godhed. Eller sæt, at jeg i en dertil skikket egn holder bier; ved årets udløb vil jeg da have flere sværme og desuden den honning, de har tilvirket. Og på tilsvarende vis vil det i reglen gå, hvis jeg udsætter får, kvæg eller svin på en græsgang eller et overdrev. 
     Hvad der nu i disse tilfælde skaber forøgelse, fordrer vistnok i reglen arbejde for at kunne udnyttes, men er dog noget fra arbejdet forskelligt og adskilleligt, nemlig naturens virksomme kraft: væksten, forplantningen, som overalt er ejendommelig for alle former af det vidunderlige, vi benævner liv. Og det er dette, efter min mening, der er årsagen til renten, til kapitalens forøgelse ud over, hvad der skyldes arbejde. I naturens evig strømmende flod er der så at sige visse livsstrømninger, som, hvis vi benytter os af dem, hjælper os med en kraft, der er uafhængig af vore egne anstrengelser, til at forvandle stoffet til, hvad vi ønsker at frembringe. 
     Medens der nu kan nævnes mange ting, der i lighed med penge, maskiner eller klæder ikke har nogen forøgelsesevne, er der andre formue- og kapitalgenstande, der ligesom vinen indtil en vis grad vil vokse af sig selv i værdi, eller ligesom bier og kvæg vokse af sig selv i mængde, og andre igen, som f.eks., sædekorn, der, - skønt der ganske vist behøves arbejde for at skaffe dem livsbetingelser - dog, når man sætter dem i stand dertil, formerer sig eller med andre ord giver et udbytte ud over det, som skyldes arbejdet. 
     Nu bevirker formuens ombyttelighed nødvendigvis, at den fordel, der flyder af besiddelsen af én slags formue, udlignes på al formue. Ingen vil beholde kapital af en vis art, når den kan ombyttes med en fordelagtigere. 
Ingen ville f.eks. male korn til mel og holde det på oplag til deres brug, som ønsker fra tid til anden at ombytte korn med mel, hvis han ikke ved en sådan ombytning kunne skaffe sig en forøgelse af samme størrelse som den, han alt i alt ville få ved at benytte sit korn til udsæd. Ingen ville lave et vandingsanlæg, hvis ikke de folk, som ved dets hjælp kunne udnytte naturens genfrembringende kræfter, ville give ham en så stor andel i den forøgelse, de vinder, at den kapital, han ofrer på arbejdet, giver lige så stort udbytte som deres. Og således må det gå indenfor ethvert ombytningsområde. 
     Der ligger også i udnyttelsen (gennem ombytning) af forskellighederne i naturens og menneskenes kræfter en værdiforøgelse, som på en vis måde ligner den, der frembringes ved naturens livskræfter. På ét sted vil f.eks. en vis mængde arbejde kunne frembringe 200 i planteføde eller 100 i animalske næringsmidler. På et andet sted er vilkårene modsat. Samme arbejde giver 100 i planteføde eller 200 i animalske næringsmidler. På det første sted forholder altså plantefødens samlede værdi sig til dyrefødens som 2 til 1, på det andet sted som 1 til 2. Antager vi nu, at der anvendes lige meget arbejde til fremstilling af begge dele, så vil man på hvert sted få 150 af begge slags. Men hvis man på det ene sted anvender arbejdet udelukkende til at frembringe planteføde, på det andet arbejdet til at frembringe dyreføde, og så tilbytter sig den mængde, der kræves, så vil man på begge steder være i stand til med den givne sum arbejde at forskaffe sig 200 af begge slags, så at begge steder har det produkt, som unddrages fra forbrug og udnyttes i ombytningens tjeneste, indbragt et overskud. Således kom Whittingtons kat tilbage fra hint fjerne land, hvor der var få katte og fuldt op af rotter, i skikkelse af kister med varer og poser med guld. 
     Naturligvis kræver ombytningen arbejde lige så vel som udnyttelsen af naturens genfrembringende kræfter gør det; og ombytningens udbytte er lige så vel som udbyttet af landbrug et produkt af arbejde; men i begge tilfælde medvirker der dog en anden kraft, som gør det umuligt at måle resultatet blot efter det anvendte arbejde, idet tillige kapitalbeløbet og den tid, det er i anvendelse, spiller en rolle. Kapitalen hjælper arbejdet i al produktion, men der er dog en forskel på de to faktorers indbyrdes forhold i de arter af produktion, som kun består i at lade stoffet undergå form- eller stedforandring (f.eks. høvling af planker eller brydning af kul), og i dem, som udnytter naturens genfrembringende kræfter eller den evne til forøgelse, som udspringer af forskellighederne i fordelingen af naturens og menneskenes kræfter (f.eks. kornavl, ombytning af is med sukker osv.). I den første slags produktion er arbejdet alene den virkende årsag; standser arbejdet, så standser også produktionen. Når tømmermanden ved solnedgang lægger høvlen hen, så ophører værdiforøgelsen. Når klokken ringer til lukning på fabrikken, så ophører produktionen, indtil arbejdet bliver optaget igen. Mellemtiden kunne for så vidt lige så godt være udslettet. Men i de andre produktionsarter, de, hvori arbejdets andel kan lignes med tømmerflådernes gerning, når de kaster tømmerstokkene i elven og lader dem drive ned til savværket mange mile derfra, - i dem har tillige tiden noget at sige. Sæden spirer og vokser i jorden, medens landmanden sover eller pløjer nye marker. 
     Lad os nu vende tilbage til Bastiats eksempel: det er klart, at dersom der findes nogen grund til, at Vilhelm ved årets slutning skulle give Jakob mere tilbage end en lige så god høvl, så er det ikke, som Bastiat mener, den større magt, som høvlen giver arbejdet, for dette har, som før påvist, intet med sagen at gøre; men derimod må grunden søges i tidsforløbet - mellemrummet af et år mellem lånet af høvlen og dens tilbagegivelse. - Hvis man nu blot holdt sig til dette eksempel, så er der intet, der peger på, at tiden har noget at sige; for en høvl har ved årets ende ikke større værdi end ved dets begyndelse. Men tænker vi os i stedet for høvlen en kalv, så er det klart, at for at bringe Jakob i en lige så god stilling, som om han ikke havde lånt den ud, måtte Vilhelm ved årets udløb tilbagelevere ham ikke en kalv, men en kvie. Og ligeledes kunne høvlen, hvis den havde været bestemt til ombytning, have tjent til grundlag for en hel række omsætninger i årets løb, hver omsætning betydende for Jakob et overskud. Da nu Jakob kunne have anvendt sit arbejde på en af disse måder, så vil han ikke lave en høvl til Vilhelm, hvis han ikke et år efter får mere end en høvl tilbage. Og Vilhelm kan stå sig ved at give mere, fordi han på lignende vis også får del i den fordel, som tidselementet giver (i kraft af den udligning, der nødvendigvis må finde sted mellem udbyttet ved al slags kapitalanvendelse). I sidste instans udspringer den fordel, som vindes ved tidsforløb, af naturens frembringelsesevne og forskellighederne i naturens og menneskenes kræfter. 
     Var stoffets egenskaber og evner overalt de samme, og var al frembringelse udelukkende et udslag af menneskets egen kraft, så ville der ikke gives nogen rente. Magten til at få sådan indtægt ville ikke, som nu, være kapitalen medfødt. At jeg, hvis jeg ejer 1000 dollars, kan få rente af dem, når jeg låner dem ud, kommer ikke af, at der er andre, som ikke har 1000 dollars og gerne vil betale mig for brugen af dem, hvis de ikke på anden måde kan få fat i dem; men det kommer deraf, at den kapital, som mine 1000 dollars repræsenterer, har evnen til at give enhver, som har den i hænde, en indtægtsforøgelse, selv om han er millionær. Den pris, man kan få for et eller andet, afhænger ikke så meget af, hvad køberen gerne ville give, hellere end at undvære tingen, som af, hvad sælgeren på andet hold kan få for den. Renten er altså ikke egentlig en betaling for brugen af kapital, men et udtryk for kapitalens forøgelse. Hvis kapital ikke øgedes, så ville de tilfælde, hvori ejeren fik en afgift, være få og rene undtagelsestilfælde. Hvis det ikke lønnede sig for Vilhelm at give en planke for tilladelsen til at vente med at betale for Jakobs høvl, ville han snart komme på det rene dermed. 
     Kort sagt, hvis vi undersøger, hvad produktion egentlig er, finder vi, at den er af tre slags, nemlig tilpasning (omformning, flytning osv.), avl (husdyrbrug, plantedyrkning) og handel (ombytning mellem mand og mand og land og land). 
     Når man ved tilpasning af kapital på hensigtsmæssig måde giver arbejdet større evne til af råstof at frembringe formue (som f.eks. når man afpasser jern, kul, vand og olie til en dampmaskine), så er det karakteristisk, at det er selve benyttelsen, der bringer fordel. Når vi derimod anvender kapital på den anden af de nævnte måder (f.eks. ved at så korn), så opstår fordelen ikke af kapitalens benyttelse, men af dens tilvækst. Og anvender vi kapital i ombytningens tjeneste, ligger fordelen i den højere værdi af de ting, vi tilbytter os. 
     Oprindelig tilfalder de fordele, der opstår af benyttelsen, arbejdet, og den fordel, der opstår af tilvæksten, kapitalen. Men på grund af arbejdets deling og formuegenstandenes ombyttelighed finder der en udjævning sted. Det arbejde, der anvendes på førstnævnte vis, får ikke hele indtægten, men det hele minus så meget, som er nødvendigt til at give kapitalen en sådan forøgelse, som den kunne have fået i de andre produktionsmåder; og den kapital, der benyttes i den anden og tredje produktionsmåde, vil ikke få det hele overskud, men overskuddet minus det, som kræves til at give arbejdet den samme løn, som det kunne have fået ved produktion af førstnævnte art. 
     Således udspringer da renten af den forøgelsesevne, som kapitalen er i besiddelse af. Den er ikke noget vilkårligt, men noget naturligt, ikke et udslag af en særlig samfundsordning, men af de almene love for samfundslivet. Den er derfor retmæssig.

     Den mening, at renten er et rov fra næringsfliden, skriver sig sikkert for en stor del fra, at folk ikke skelner imellem, hvad der virkelig er, og hvad der ikke er kapital, så man tager for kapitalrente, hvad der i virkeligheden intet har dermed at gøre. I daglig tale kalder man enhver person kapitalist, hvis han ejer noget, der - uden arbejde - giver ham indtægt; og overalt hører vi tale om »striden mellem arbejde og kapital«. 
     Om der i virkeligheden findes nogen sådan strid, derom beder jeg ikke læseren allerede nu at danne sig en mening; jeg skal kun her søge at rydde nogle misforståelser til side, som forvirrer omdømmet. 
     Vi har allerede tidligere set, at jordværdierne, der udgør en så umådelig del af det, der sædvanlig kaldes kapital, aldeles ikke er kapital, og at jordrenten, som tager en stedse voksende part af de fremskridende landes samlede produktion, altså heller ikke må sammenblandes med kapitalrenten. Ligeledes har vi set, at aktier, obligationer osv., der udgør en anden stor del af det, som sædvanlig kaldes kapital, aldeles ikke er det. Men i visse tilfælde ligner slige gældsbeviser ganske vist i høj grad kapital, og de giver jo deres ejermænd en indtægt, som ikke alene kaldes rente, men også har al mulig lighed dermed, så der kan være grund til at tale noget udførligere om denne sag, før vi forsøger at rense begrebet rente fra nogle af de andre tvetydigheder, som hæfter sig ved det. 
     Lad os altid holde os det klart, at intet kan være kapital, som ikke er formuegoder - det vil sige virkelige, håndgribelige ting, der ikke er naturens frivillige gaver. Derfor er en statsobligation ikke kapital, ja, repræsenterer ikke engang kapital. Den kapital, regeringen engang fik for den, er blevet uproduktivt forbrugt - skudt ud af kanonmundinger, slidt op i krigsskibe, givet ud til at holde mennesker til at marchere og eksercere, dræbe og ødelægge. Papiret kan ikke repræsentere en tilintetgjort kapital, repræsenterer overhovedet ingen kapital. Det er kun en højtidelig erklæring om, at regeringen engang ved skatteudskrivning vil tage fra folkets forråd så og så megen formue for at overdrage den til papirets ejermand, og indtil det sker, årlig yde ham så meget, som den formue, papiret lyder på, kunne have givet ham. De uhyre summer, som tages fra alle moderne landes befolkning til forrentning af statsgæld, er altså ikke renter i virkelig forstand, men skatter på arbejdets og kapitalens produktion, som levner så meget mindre tilovers til arbejdsløn og rente. 
     Men sæt, at disse obligationer er blevet udstedt med det formål at uddybe en flodseng, opføre et fyrtårn, eller, for at tage et lidt afvigende eksempel, sæt at de er udstedt af et jernbaneselskab. I slige fald repræsenterer de en virkelig eksisterende kapital og kan ligesom aktier i et foretagende, der betaler udbytte, betragtes som beviser på besiddelse af kapital. Men dette kan de imidlertid kun, for så vidt de virkelig repræsenterer kapital, og ikke er udstedt ud over det kapitalbeløb, der er anvendt. Næsten alle de amerikanske jernbaneselskaber og andre aktieforetagender overlastes på denne måde. Hvor der i virkeligheden kun har været anvendt én dollars værdi, udstedes der aktier for to, tre, fem, ja ti, og af dette opdigtede beløb betales der renter. Men de summer, som sådanne selskaber udbetaler i aktieudbytte ud over, hvad man er den kapital skyldig, som er sat i foretagendet, er åbenbart ikke rente, men må rettere betegnes som monopolgevinst. 
     Da Jakob I gav sin yndling Buckingham absolut eneret til at tilvirke guld- og sølvtråd, og under svære straffe forbød enhver anden det, så skrev den indtægt, som Buckingham fik på denne måde, sig ikke fra renten af den kapital, der var nedlagt i bedriften, men fra det monopol, han havde fået af kongen, dvs. fra magten til i egne øjemed at lægge en skat på alle forbrugere af sådan tråd. Fra en lignende kilde kommer indtægten af de monopoler, som - under påskud af at opmuntre landets næringsflid - skabes ved beskyttelsestold. Der gives imidlertid et andet, langt lumskere og langt mere almindelig slags monopol. Ved ophobning af store kapitalmasser under fælles styre har der udviklet sig en ny magt, aldeles forskellig fra den kapitalens naturlige voksekraft, som er rentens ophav. Medens denne sidste må kaldes en opbyggende kraft, er den magt, som opstår, hvor kapitalen sammenhobes, en nedbrydende kraft. Den er en magt af samme art som den, Jakob I gav Buckingham, og den udøves ofte med lige så skamløs ringeagt for den enkeltes ret. Et jernbaneselskab nærmer sig til en lille by som landevejsrøveren til sit offer. Truslen: »går I ikke ind på vore betingelser, så lægger vi vor bane 12 mil udenom jeres by« er lige så virksom som: »pengene eller livet!« - eller hvordan går det, hvor der er forbindelse til vands, og man forsøger at starte en konkurrerende skibsfart: taksterne sættes ned, til det nye foretagende er ødelagt; og så bliver almenheden tvungen til at betale krigsomkostningerne. Og på samme måde, som røverne slår sig sammen til fælles plyndring og siden deler byttet, således forener jernbanelinjerne sig om at skrue fragterne op og siden dele fortjenesten. Og aldeles på samme vis som Buckinghams kreaturer i ly af guldtrådspatentet gennemsøgte privathuse og beslaglagde og bortførte papirer og personer, således kan også det store amerikanske telegrafselskab i kraft af sin ophobede kapital mishandle nyhedstjenesten og knuse de blade, som vækker dets mishag.
     Vi behøver kun i forbigående at nævne disse ting. Alle og enhver kender det tyranni og den rovgerrighed, hvormed storkapitalen ofte bliver benyttet til at bestikke, plyndre og ødelægge. Hvad jeg ønsker at henlede læserens opmærksomhed på, er, at den slags profit ikke må sammenblandes med det udbytte, som retmæssigt tilfalder kapitalen som en af produktionens faktorer. - Sådan gevinst skyldes ofte mangler ved lovgivningen. Men den almene årsag, som i fremskridende samfund ved sammenhobning af formue afføder magtkoncentration, den er det, vi søger, men endnu ikke har fundet. 
     Ligesom altså meget af, hvad der kaldes rente, er sådan storkapitalmagts-profit, forveksles også ofte risikopræmie med kapitalrente. Nogle tjener sig en formue ved foretagender, som nødvendigvis må bringe det store flertal tab. Hertil hører f.eks. mange former af børsspekulation. Stærke nerver, dømmekraft, kapitalstyrke, dygtighed i det, man i dets lavere former kalder bondefangeri, kan her give den enkelte stor fordel; men aldeles som ved spillebordet: hvad den ene vinder, må den anden tabe. 
     Ser vi nu på de store formuer, der så ofte anføres som eksempler på kapitalens evne til at hobe sig sammen - hertugen af Westminsters, Rothschildernes, Astors, Vanderbilts osv. - så vil det ved nærmere undersøgelse snart vise sig, at de mere eller mindre er opbygget ikke ved renter, men på måder som dem, vi nys har omtalt. - Men hvor nødvendigt det er at være klar over forskellen, viser sig af dagens gængse drøftelser, hvor alting snart synes hvidt, snart sort, alt eftersom man tager sit standpunkt på den ene eller den anden side. Fra den ene side vil man have os til at opfatte den dybe fattigdoms tilværelse side om side med umådelig formueopdyngning som et udslag af kapitalens overgreb mod arbejdet; fra den anden side derimod henviser man til, at kapitalen understøtter arbejdet, og vil så have, at vi deraf skal drage den slutning, at der ikke er noget uretfærdigt eller unaturligt i den dybe kløft mellem rig og fattig, at rigdom kun er belønning for flid, klogskab og sparsommelighed, og armod kun straffen for dovenskab, uvidenhed og uforsynlighed.

     Det er åbenbart, at under frie forhold vil det højeste, som kan gives for benyttelse af kapital, være den forøgelse, den bringer, og at lavmålet, nulpunktet, vil være skadesløs tilbagelevering af kapitalen, for oversteg renten det ene, ville lånet forårsage tab, og sank den under det andet, ville kapitalen ikke kunne vedligeholdes. 
     Vi må mærke os, at det ikke (som nogle forfattere skødesløst skriver) forholder sig således, at det er den forøgede kraft, som arbejdet får ved anvendelse af særlig hensigtsmæssige former af kapital, der bestemmer rentens maksimalhøjde; nej, den bestemmes af kapitalens gennemsnitlige forøgelsesevne. Evnen til at anvende fordelagtige produktionsformer er helt og holdent arbejdets egen; kapitalen har intet hermed at gøre og kan ikke fordre part i udbyttet heraf. Bue og pil kan sætte en indianer i stand til at fælde, lad os sige én bøffel om dagen, medens han med stokke og stene knap nok ville kunne fælde én hver uge; men den, der laver stammens våben, kan ikke derfor af jægeren fordre seks af hver syv bøfler for brugen af buen og pilene; heller ikke vil den i en uldvarefabrik anbragte kapital indbringe kapitalisten forskellen mellem fabrikkens samlede produktion og det, som den samme sum af arbejde kunne have fremstillet ved spinderok og væverstol. Når Vilhelm låner en høvl af Jakob, er det ikke den, der giver ham fordelen af den forøgede produktivitet, som brug af høvl medfører fremfor brug af flintesten eller muslingeskal; for kulturfremskridtet har gjort brugen af høvl til almeneje. 
     Når nu det er naturens levende kræfter (for hvilke tiden er af betydning), som er kapitalrentens årsag, så synes deraf at måtte følge, at rentens højmål må afhænge af disse kræfters styrke og af den udstrækning, hvori de medvirker i produktionen. Nu er der ganske vist uendelig forskel på formeringsevne (f.eks. mellem laksen, der lægger tusinder af æg, og hvalen, der med års mellemrum føder én unge); men det viser sig dog, at ligevægten opretholdes, idet der finder en udjævning sted mellem genfrembringende og ødelæggende kræfter. Denne ligevægt kan mennesket imidlertid indenfor snævre grænser forstyrre; ved at forandre de naturlige forhold kan vi efter behag udnytte de reproduktive kræfters vekslende styrke. Men gør vi det, da finder der en ny udjævning sted: værdiudjævningen. Hvis jeg opdrætter kaniner og du heste, så kan ganske vist mine kaniner formere sig hurtigere end dine heste. Men min kapital vil dog næppe forøges hurtigere end din, for kaninernes værdi vil trykkes ned i forhold. 
     Hvad angår den forskel, der på de forskellige trin af samfundsudviklingen findes i henseende til den udstrækning, hvori levende kræfter tages i brug ved produktionen, er der to ting at bemærke. For det første, at vel er i et land som England fabriksindustrien meget større end landbruget, men dette gælder væsentlig kun landet i geografisk forstand, ikke hele industrisamfundet. Industrisamfund har ingen politisk-geografiske grænser; de rækker så langt, ombytningen når. Og spiller end i selve England landbruget en underordnet rolle, opvejes det af landbrugets overvægt i Canada, Indien, Østersølandene osv., kort sagt alle de samfund, hvortil Englands verdenshandel strækker sig. For det andet: vel er der under civilisationens fremgang en tendens til en forholdsvis forøgelse af industrien i sammenligning med landbruget og følgelig til forholdsvis mindre at bygge på naturens genfrembringende kræfter; men dette ledsages af en tilsvarende udvidelse i handelen, hvorved der altså bliver gjort mere brug af den deraf flydende forøgelsesevne. 
     Den ved kapitalens gennemsnitlige forøgelse bestemte normalhøjde for renten må nu, hvor den end ligger, være en sådan, at når alt tages i betragtning (som f.eks. følelsen af sikkerhed, lysten til opsamling osv.), må kapitalens og arbejdets gevinst være lige, dvs. svare til den udkrævede møje og de ofre, der er gjort. Det er måske umuligt bestemt at formulere dette, da lønnen sædvanlig angives som et vist beløb, renten derimod procentvis; men hvis vi antager en vis formue at være produktet af en vis mængde arbejde under medvirkning af et bestemt kapitalbeløb i en vis tid, så vil det forhold, hvori udbyttet deles mellem arbejdet og kapitalen, kunne tjene til sammenligning. Der må gives en sådan ligevægtshøjde, omkring hvilken rentefoden svinger; for i modsat fald ville enten arbejdet ikke indlade sig på at bruge den tilbudte kapital, eller også kapital ikke blive stillet til arbejdets rådighed. Arbejde og kapital er jo kun forskellige former af den samme ting - menneskelig virksomhed. Kapital er i virkeligheden kun arbejde, bundet til stof, og som atter frigøres, efterhånden som det behøves, på samme måde, som den i kullet bundne solvarme atter frigøres i ovnen. Anvendelse af kapital ved produktionen er derfor kun en form for arbejde. Derfor bevirker da også det grundforhold, som (hvor der er fri konkurrence) bringer lønnen i de forskellige virksomheder til en fælles jævnhøjde - det forhold nemlig, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse - at også ligevægten mellem løn og rente opretholdes. Rente og arbejdsløn står altså ikke i modsætning til hinanden; på grund af det naturlige ligevægtsforhold må netop rente og løn stige og falde med hinanden. Falder arbejdsudbyttet, må også kapitalens udbytte falde forholdsmæssig, for ellers bliver det mere fordelagtigt at bruge arbejde til frembringelse af kapital end at anvende det ligefrem. Og omvendt: hvis renten falder, må også lønnen gå ned, da ellers kapitaldannelsen ville blive hæmmet. 
     I særlige tilfælde kan lønnen og rentens ligevægt naturligvis møde hindring; men i almindelighed må ligevægtstilbøjeligheden gøre sig gældende. Selv i de samfund, hvor der er den skarpeste adskillelse mellem arbejdere og kapitalister, går dog begge disse klasser ved næppe mærkbare trinfølger over i hinanden, og i hvert fald ved ydergrænserne, hvor begge de to klasser forener sig i de samme personer, kan den vekselvirkning, som opretholder ligevægten, uden vanskelighed gå for sig. Desuden må man huske på, at kapitalen jo kun er en del af formuen og kun adskiller sig fra formue i almindelighed ved den brug, der gøres af den. Derfor har den samlede formuemasse den samme udjævnende virkning på forholdet mellem kapital og arbejde, som et svinghjul har på en maskines bevægelser; den optager kapital, så snart der findes for meget af den, og slipper den løs igen, så snart der begynder at blive mangel derpå: En guldsmed kan give sin hustru diamanter at bære, når han har overflod af dem, men udstille dem igen i sin glaskasse, når hans forråd begynder at svinde. Enhver tilbøjelighed fra rentefodens side til at stige over ligevægten med arbejdslønnen vil da øjeblikkelig fremkalde ikke blot en tilbøjelighed til at frembringe ny kapital, men også til at anvende eksisterende formue som kapital, medens rentenedgang vil have den modsatte virkning. 
     Kort sagt: Mellem løn og rente er der et vist ligevægtsforhold, betinget af omstændigheder, som i hvert fald kun langsomt forandrer sig. Efter dette forhold bliver så meget arbejde anvendt til frembringelse af kapital, som efter folkets kundskabstrin, dets næringsflids art, omsætningens udstrækning og hastighed kræves for produktionen; og dette forhold opretholdes bestandig ved vekselvirkning mellem arbejde og kapital; derfor må rentefoden stige og falde samtidig med arbejdslønnens stigning og fald. 
     Som vi tidligere har påvist, afhænger arbejdets og kapitalens samlede udbytte af, hvad de kan få ud af den bedste jord, der står gratis til rådighed. Men da der nu, som vi har set, er et ligevægtsforhold mellem løn og rente, så må altså også renten, taget for sig, afhænge heraf, dvs. den må falde, når jordrenten stiger, og omvendt. - således ses da renteloven at samsvare med loven for jordrenten. 
     At renten må falde, når jordprisen stiger, ses også tydeligt, når arbejdslønnen lades helt ude af betragtning. For at gøre det, må vi ganske vist tænke os en verden, som Carlyle ville kalde dårernes paradis, en verden, hvor produktionen gik for sig uden hjælp af arbejde, alene ved kapitalens genfrembringende kraft: hvor fårene bar færdige klæder på ryggen, hvor husene voksede op af frø og så fremdeles. Lad os tænke os, at nogle kapitalister med kapital i passende former kom over til et sådant sted. De ville da åbenbart som udbytte få hele den formue, kapitalen frembragte, men kun så længe, der ingen jordrente blev krævet. Alt som jordrenten steg, måtte kapitalejernes indtægt synke. Tænker vi os, at det sted, hvor kapitalen således på egen hånd var i stand til at frembringe formue, var af ringe udstrækning, f.eks. en ø, så kan vi let forstå, at så snart kapitalen var steget, til den havde nået grænsen for øens evne til at modtage den, måtte dens udbytte synke omtrent til nul; og jordejerne ville få næsten det hele; for kapitalisterne ville ikke have andre valg end enten at betale eller kaste kapitalen i havet. Og stod øen i forbindelse med den øvrige verden, da ville kapitalens udbytte stille sig lige med, hvad der gjaldt på alle andre steder. Rentefoden ville hverken blive højere eller lavere dér end andetsteds; jordrenten ville opsluge al den særlige fordel, stedet frembød, og jorden på sådan en ø ville være overmåde værdifuld. 
     For altså at samle resultatet af det, vi har sagt, så lyder loven for kapitalrente således: 

Forholdet mellem løn og rente bestemmes ved den gennemsnitlige forøgelsesevne, som kapital, anvendt i genfrembringende produktion har. Når jordprisen stiger, går renten ned ligesom arbejdslønnen, dvs. rentehøjden afhænger af dyrkningsgrænsen. 

     Vi er da i vor undersøgelse nået til samme punkt, som vi ville være kommet til, dersom vi simpelthen havde behandlet kapital som en form for arbejde (hvad den jo i virkeligheden er) og havde søgt den lov, hvorefter udbyttet deles mellem jordrente og løn, det vil sige mellem ejerne af de to grundfaktorer i produktionen: de naturlige stoffer og kræfter på den ene side og den menneskelige virksomhed på den anden - disse to, ved hvis samvirken al formue frembringes.

     Der gives naturligvis ikke noget sådant som en almen lønsats i samme forstand, som der til en given tid og på et givet sted findes en vis almen rentefod. Arbejdslønnen, dvs. alle indtægter, der vindes ved arbejde, veksler ikke blot efter de forskellige menneskers forskellige evne, men også, navnlig under mere indviklede samfundsforhold, ganske betydelig efter de forskellige beskæftigelser. Ikke desto mindre findes der en vis almindelig sammenhæng mellem al slags arbejdsløn, så man kan sige, at lønnen til én tid eller på ét sted er højere eller lavere end til andre tider og på andre steder. Al løn stiger og falder ifølge en fælles lov. Hvorledes lyder da denne? 
     Socialøkonomiens tyngdelov - den, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse må åbenbart, ved den konkurrence den afføder, virke udjævnende, så hvad der under ensartede forhold kan tjenes ved lige anstrengelser bliver væsentlig ens, hvad enten folk arbejder med ét eller med andet, for egen regning eller for løn. Hvad vil da under frie forhold de betingelser være, på hvilke et menneske kan leje andre til at arbejde for sig? - Åbenbart vil det afhænge af, hvad folk kunne tjene, hvis de arbejdede for egen regning. Lige så vist som arbejdsgiveren ikke behøver at give dem væsentlig mere, lige så vist behøver de ikke at nøjes med mindre. Tilbød arbejdsgiveren mindre, ville ingen modtage hans vilkår, da de kunne tjene mere ved at arbejde for egen regning. Idet nu arbejdsgiveren ønsker at betale så lidt som muligt, og arbejderen ønsker at få så meget som muligt, bestemmes arbejdslønnen af, hvilken indtægt eget arbejde giver arbejderne. Drives lønnen midlertidig enten op over eller under denne linje, så opstår der øjeblikkelig en tilbøjelighed til at føre den tilbage igen. 
     Imidlertid afhænger jo arbejdets udbytte ikke alene af arbejdet selv. Formue er produktet af to faktorer, jord og arbejde, og hvad en vis mængde arbejde yder, veksler efter beskaffenheden af de naturforhold, hvorunder der arbejdes. Som følge heraf vil i kraft af den grundsætning, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse, lønnen komme til at svare til arbejdsudbyttet under de bedste naturforhold, som der er fri adgang til, dvs. de dårligste, der overhovedet benyttes. - Således kommer altså den løn, en arbejdsgiver må betale, til at afhænge af, hvor ringe de dårligste naturforhold, der er taget i brug, er, og lønnen vil stige eller falde i forhold dertil. 
     Lad os f.eks. forestille os et samfund under primitive forhold, hvor enhver arbejder på egen hånd, nogle som jægere, andre som jorddyrkere, fiskere osv. Lad os antage, at jorddyrkningen netop er begyndt, og at al den jord, der er i brug, er af samme godhed og giver samme udbytte for lige arbejde. Arbejdslønnen vil derfor udgøre det fulde arbejdsudbytte og vil (når hensyn tages til de forskellige beskæftigelsers besværlighed) stort set være ens i alle. Hvis nu en eller anden ønsker at få nogle af sine kammerater til at arbejde for sig, så må han åbenbart betale dem lige så meget i løn, som arbejde i almindelighed giver i udbytte. 
     Lad en længere tid gå hen. Landbruget har udvidet sig og omfatter nu jord af meget forskellig frugtbarhed. Lønnen vil nu ikke længere, som før, være det fulde arbejdsudbytte. Den vil være lig arbejdsudbyttet ved jorddyrkningens ydergrænse, det punkt, hvor udbyttet er ringest, og stå på højde med den gennemsnitlige indtægt af jagt og fiskeri. Landbrugsarbejdet vil ikke længere overalt give samme udbytte; for de, som dyrker den bedre jord, vil få større udbytte end de andre. Lønnen vil imidlertid fremdeles være ens, for det merudbytte, som dyrkerne af den bedre jord får, er i virkeligheden jordrente og vil give jorden værdi, såfremt den er personlig ejendom. Hvis nu, under disse forandrede omstændigheder, én ønsker at leje andre til at arbejde for sig, så vil han kun have at betale, hvad arbejdet kaster af sig, hvor udbyttet er ringest. Synker dyrkningsgrænsen til jord af ringere og ringere produktivitet, så må også lønnen synke, stiger den derimod, må også lønnen stige. 
     Her har vi da lønloven afledet af en klar og almengyldig grundsætning. At lønnen afhænger af dyrkningsgrænsen - at den er højere eller lavere alt efter den større eller mindre indtægt, som arbejdet kan få ved brug af de bedste naturforhold, som står det åbent - skyldes simpelthen, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse. 
     Vender vi os nu fra simple samfundstilstande til de indviklede foreteelser i højt civiliserede samfund, vil vi få at se, at også disse falder ind under den samme lov. I sådanne samfund afviger lønningerne betydelig fra hverandre, men desuagtet findes der et mere eller mindre bestemt og synligt sammenhængsforhold mellem dem. Dette forhold er ikke uforanderligt. Således kan til én tid en berømt tænker ved sine foredrag tjene mange gange større løn end den bedste håndværker, medens han til andre tider næppe tør gøre sig håb om løn som en lakaj. Ligeledes kan i en stor by enkelte beskæftigelser kaste en stor løn af sig, medens de i en nybygd ville blive forholdsvis dårlig betalt. Det er dog ikke nødvendigt at dvæle nærmere ved årsagerne til lønforskellen mellem forskellige virksomheder. For disse (arbejdets besværlighed, uddannelsens kostbarhed osv.) er der blevet udmærket gjort rede for af Adam Smith og hans efterfølgere, der har forklaret enkelthederne vel, selv om det ikke er lykkedes dem at se selve hovedloven. 
     Virkningen af alle de omstændigheder, der fremkalder forskel i løn mellem de forskellige slags beskæftigelser, kan sammenfattes i udtrykkene tilbud og efterspørgsel, og det er fuldstændig rigtigt at sige, at lønnen i de forskellige beskæftigelser vil veksle efter forskellen i tilbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft - idet man ved efterspørgsel forstår, hvad det hele samfund forlanger af vedkommende art tjenester, og ved tilbud den sum af arbejdskræfter, som under de forhåndenværende omstændigheder kan bevæges til at udføre disse. Men dette er kun rigtigt med hensyn til de forholdsvise lønforskelligheder; det er meningsløst, når man, som det gerne gøres, siger, at lønhøjden i almindelighed bestemmes ved tilbud og efterspørgsel. Tilbud og efterspørgsel er kun relative udtryk. Tilbud af arbejde kan ikke betyde andet, end at man tilbyder at udføre arbejde mod andet arbejde eller arbejdsprodukter, og efterspørgsel efter arbejde kan ikke betyde andet end at man tilbyder arbejdskraft eller produkter i bytte med arbejde. Tilbudet er således efterspørgsel, og efterspørgsel tilbud, og i samfundet som helhed må det ene række lige så langt som det andet. Dette har den herskende statsøkonomi klart forstået, hvor det gælder salg, og Ricardos, Mills og andres beviser for, at vekslingerne i tilbud og efterspørgsel ikke kan frembringe nogen almen stigning eller fald i priserne, selvom de kan medføre svingninger i prisen på en særskilt ting, er lige så anvendelige på arbejdet. 
     Alle de omstændigheder, som frembringer lønforskelligheder mellem de forskellige beskæftigelser, kan inddeles i to klasser, alt eftersom de blot i enkelttilfælde bevirker højere løn eller virkelig forhøjer gennemsnitslønnen for samme arbejde. Den høje løn ved visse beskæftigelser ligner meget lotterigevinster, hvad også Adam Smith sammenligner den med: den enes storgevinst er sammensat af mange andres tab. 
     Dette gælder således i høj grad lønnen for forretningsledelse i handelsforetagender, hvad man kan se af den kendsgerning, at over 90 procent af alle handelsfirmaer, som begynder en forretning, før eller senere går fallit, så gennemsnitslønnen er langt ringere, end man tit tror. Imidlertid er der jo også virkelige forskelligheder i lønhøjde, som har sin årsag i, at de egenskaber, der udkræves, er mere eller mindre sjældne: større evne eller dygtighed (være sig medfødt eller erhvervet) medfører større løn. Men ligesom den højere løn, som betales en mand med større arbejdskraft, afhænger af den løn, som betales folk, der er gennemsnitsarbejdere, således må lønnen i de beskæftigelser, der kræver overlegen evne og dygtighed, afhænge af den løn, der betales for almindelig evne og dygtighed. 
     Det er i virkeligheden såvel erfaringsmæssigt som teoretisk klart, at hvad det end er, som fremkalder lønforskellighederne i de forskellige beskæftigelser, og hvorledes end disse forhold veksler til forskellig tid og sted, så er dog lønnen i én beskæftigelse altid afhængig af lønnen i en anden, og således videre nedad, indtil man har nået det laveste og bredeste lønlag: de beskæftigelser, hvor efterspørgselen er mest ensformig, og som man med størst lethed kan slå ind på. 
     Selvom der kan findes skranker, som er mere eller mindre vanskelige at overstige, er dog den arbejdsstyrke, der kan slå ind på en vis virksomhed, ingensteds absolut bestemt. Alle håndværkere kunne, om det skulle være, arbejde som daglejere, og mange daglejere let blive håndværkere. Mange landmænd kunne give sig til at være jægere eller grubearbejdere, fiskere eller sømænd, og mange jægere, grubearbejdere, fiskere og sømænd forstår sig så godt på landbrug, at de kunne tage hånd i med, hvis det blev nødvendigt. I enhver profession findes der mennesker, som forener denne virksomhed med andre, eller vekselvis giver sig af med flere, medens de unge, som stadig udfylder arbejdets rækker, drages i den retning, der er mest indbydende. Hertil kommer, at alle grader af arbejdsløn ved umærkelige afskygninger går over i hinanden: de bedst betalte sagførere får ganske vist langt højere løn end de bedst lønnede kontorister, men disse tjener dog mere end mangen sagfører, og de dårligst lønnede kontorister tjener i alle tilfælde mere end de dårligst lønnede sagførere. Således står der på grænsen af enhver gerning folk, der tiltrækkes så ligelig af to eller flere professioner, at den mindste forandring er tilstrækkelig til at lede deres arbejde i den ene eller den anden retning. Derfor kan en forøgelse eller en formindskelse i efterspørgselen efter et vist slags arbejde kun ganske midlertidig hæve lønnen i vedkommende fag over eller trykke den ned under dens normale forhold til lønnen i andre virksomheder. Selv dér, hvor kunstige skranker, f.eks. laugsvæsen, modarbejder denne vekselvirkning, kan de, som erfaringen viser, ikke i længden forhindre den. De virker kun som dæmninger, der opstemmer flodens vand over dets naturlige højde, men ikke kan hindre det i at flyde over.
     Det er således klart, at lønningerne i alle lag til sidst må afhænge af lønnen i det laveste og bredeste lag - at den almene lønhøjde stiger og falder, eftersom lønnen i dette lag stiger eller falder. 
     De oprindelige og grundlæggende beskæftigelser, hvorpå så at sige alle andre er bygget, er jo imidlertid de, som udvinder formue direkte fra naturen; derfor må loven for lønnen i disse være den almene lønlov. Og da lønnen i sådanne beskæftigelser åbenbart afhænger af, hvad arbejdet formår at frembringe under de ringeste naturforhold, det overhovedet tager i brug, så afhænger altså lønhøjden af dyrkningsgrænsen eller, nøjagtigere udtrykt, af godheden af de naturforhold, som arbejdet frit kan benytte uden betaling. 
     Så iøjnefaldende er denne lov, at den ofte er set, uden at være forstået. Det bliver hyppigt sagt om sådanne lande som Californien og Nevada, at tilgang af billig arbejdskraft ville fremhjælpe deres udvikling stærkt, da den ville gøre det muligt at bearbejde de dårligere, men mere udbredte malmlejer. De, som taler så, har set, at der er et forhold mellem lav løn og lav produktionsgrænse, men de forveksler årsag og virkning. Det er ikke den lave arbejdsløn, som foranlediger bearbejdelsen af dårlig malm, men omvendt produktionens udstrækning til det lavere punkt, som formindsker lønnen. Kunne lønnen vilkårlig trykkes ned, som det stundom er blevet forsøgt ved lovbestemmelser, så ville dog de fattigere miner ikke blive bearbejdet, så længe man havde rigere miner at holde sig til. Blev derimod produktionsgrænsen vilkårlig trykket ned, f.eks. ved at de bedste lejer faldt i hænderne på folk, som hellere ville vente på en fremtidig prisstigning end straks tillade deres bearbejdelse, så ville lønnen med nødvendighed falde. 
     Beviset er ført til ende. Den lønlov, vi har fundet, er i overensstemmelse med jordrenteloven og stemmer fuldstændig overens med loven for kapitalrenten. Den lyder således: 

Lønnen afhænger af produktionsgrænsen eller af det udbytte, arbejdet kan få ved brug af de bedste naturforhold, som står det åben uden betaling. 

    Denne lønlov stemmer overens med, og forklarer almene kendsgerninger, som ellers synes usammenhængende og selvmodsigende. Den viser, at: 
     Hvor jorden er fri og arbejdet ikke understøttes af kapital, tilfalder hele udbyttet arbejdet som løn. Hvor jorden er fri og arbejdet understøttet af kapital, består lønnen af hele udbyttet minus så meget, som er nødvendigt for at formå folk til kapitaldannelse. 
     Hvor jorden er underkastet privat ejendomsret, og jordrente opstår, dér bestemmes lønnen ved det, som arbejdet er i stand til at få ud af de bedste naturforhold, som står det åben uden betaling. - Hvor alle naturfordele er monopoliseret, kan lønnen ved konkurrence mellem arbejderne trykkes ned til det lavmål, hvorved arbejderne vil finde sig i at leve og forplante sig. (det er dette lavmål, som Smith og Ricardo kalder »den naturlige arbejdsløn«). 
     Ligesom Ricardos jordrentelov, hvortil den svarer, er lønloven selvindlysende, blot den udtales. Enhver kan indse, at ingen vil arbejde for en arbejdsgiver for mindre, alt i alt, end han kan tjene ved at arbejde for sig selv, og at følgelig den indtægt, arbejdet kan få af de naturfordele, som står det åben, bestemmer den løn, arbejdet overalt får. Det vil med andre ord sige, at jordrentelinjen danner den afgørende grænse for lønnens højde. 
     I sine simplere fremtoninger forstås lønloven af folk, som ikke kærer sig et gran om socialøkonomi, ligesom den kendsgerning, at et tungt legeme falder til jorden, forlængst var kendt af folk, som ingen anelse havde om tyngdeloven. Man behøver ikke at være filosof for at se, at hvis der i et land åbnes adgang til naturfordele, som sætter arbejderne i stand til at skaffe sig selv højere løn end den laveste, som nu betales, så må arbejdslønnen i sin helhed stige. Og selv de mest uvidende og enfoldige af guldvaskerne i Californiens nybyggerdage vidste, at så snart det guldholdige grus var udtømt, eller jorden, hvorpå det fandtes, var blevet monopoliseret, så måtte lønnen falde. Der behøves ingen indviklet teori for at forklare, hvorfor lønnen er så høj i forhold til produktionen i nye lande, hvor jorden endnu ikke er monopoliseret. Sagen er ligefrem: det ene menneske vil ikke arbejde for det andet for mindre, end hans arbejde virkelig indbringer, når det står ham frit for at gå en halv fjerdingvej længere bort og selv tage sig jord. Det er kun efterhånden, som jorden bliver monopoliseret, og naturforholdene stænges for arbejdet, at arbejderne nødes til at konkurrere med hinanden om beskæftigelse, og at det bliver muligt for jordejeren at leje folk til at udføre hans arbejde, medens han selv lever af forskellen mellem det, som de frembringer, og det, som han betaler dem. 
     Det er umuligt at læse de socialøkonomiske forfattere, som siden Smiths dage har tumlet med socialøkonomiens problemer, uden at se, hvorledes de uafladelig snubler over lønloven uden en eneste gang at få øjnene op for den. Og dog, »havde det været en hund, havde den bidt dem«.

     De slutninger, vi er nået til med hensyn til lovene for formuefordelingen, giver en stor og meget vigtig del af socialøkonomien en ganske ny skikkelse, kaster nogle af dens mest indviklede teorier over ende og spreder nyt lys over nogle af dens vigtigste spørgsmål. Og dog har vi ikke taget vor tilflugt til nogetsomhelst omtvisteligt grundlag eller opstillet en eneste grundsætning som ikke allerede var anerkendt. 
     Den rentelov og den lønlov, som vi har sat i stedet for dem, der nu læres, er nødvendige følgeslutninger af den grundlov, som alene muliggør socialøkonomisk videnskab, - den alt beherskende lov, der er så uadskillelig fra det menneskelige sind som tyngden fra stoffet, og uden hvilken det ville være umuligt at forudse eller beregne nogen menneskelig handling enten i stort eller i småt. Denne grundlov, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse, bliver - alt eftersom den ses i forhold til den ene, anden eller tredje af produktionens faktorer - til hvad vi kalder henholdsvis jordrenteloven, kapitalrenteloven og lønloven. Og når man godkender jordrenteloven (der jo ligesom en geometrisk grundsætning kun behøver at blive forstået for at tiltvinge sig anerkendelse), så erkender man i og med den også renteloven og lønloven, således som jeg har fremsat dem, idet de jo kun er andre sider af samme sag. For hvad er det, anerkendelsen af jordrenteloven beror på: åbenbart på erkendelse af det faktum, at konkurrencens virkning altid er den at hindre, at arbejdets og kapitalens udbytte noget sted bliver større end på den dårligste jord, der er i brug. Men deraf følger jo, at ejeren af jord kan gøre fordring på det hele udbytte, ud over hvad der med samme anvendelse af arbejde og kapital kan fås ud af den ringeste jord, der er i brug. 
     Den indbyrdes sammenhæng og samklang mellem fordelingslovene, således som vi nu har opfattet dem, står i en påfaldende modsætning til den mangel på overensstemmelse, der er betegnende for disse love, således som de fremstilles af den herskende socialøkonomi. Lad os opstille dem side om side: 

     I den gængse fremstilling mangler lovene enhver indbyrdes forbindelse, de udgør ikke tilsvarende dele, men mål af forskellig art. I den skikkelse, vi har givet dem, udspringer de fra et fælles punkt og udfylder hinanden til et fuldstændigt hele. 
     Der er en påfaldende lighed mellem socialøkonomien i dens nuværende skikkelse og astronomien før Kopernikus, da man anså jorden for verdensaltets midtpunkt. De kunstige hjernespind, hvorved den gængse socialøkonomi søger at forklare de samfundsforeteelser, som for tiden tiltvinger sig den civiliserede verdens opmærksomhed, kan træffende sammenlignes med det indviklede system af kredse og bikredse, som de lærde konstruerede for at forklare himlens fænomener på en måde, der stemte overens med den autoriserede lære og menigmands indtryk og fordomme. Og aldeles på samme måde, som de iagttagelser, der viste, at astronomernes teori om kredse og bikredse ikke kunne fyldestgørende forklare himmelfænomenerne, banede vej for overvejelsen af den simple teori, som trådte i dens sted, således vil erkendelsen af de gængse teoriers mangel på evne til at forklare samfundsforeteelserne bane vej for overvejelsen af en teori, som vil give socialøkonomien hele den simpelhed og harmoni, som Kopernikus' teori gav astronomien. 
     Men her hører ligheden op. At den »faste og grundfæstede jord« i virkeligheden ruller frem gennem rummet med ufattelig fart, er aldeles stridende mod alle menneskets oprindelige indtryk. Derimod er den sandhed, jeg søger at klargøre, i og for sig let forståelig, har været anerkendt i ethvert folks barndom og er kun blevet fordunklet af den civiliserede samfundstilstands indviklede former, af selviske interessers løgnvæv og ved den falske retning, som de lærdes spekulationer har taget. Intet kan være klarere end den sætning, at lønnens stilstand trods produktionskraftens tiltagen skyldes jordens fordyrelse. 
     Tre ting forener sig til produktionen: arbejde, kapital og jord. - Tre deler udbyttet: arbejder, kapitalist og jordejer. Når, ved en tilvækst i produktionen, arbejderens og kapitalistens part ikke øges, så følger deraf med nødvendighed, at det er jordejeren, der tager profitten. 
     Og kendsgerningerne stemmer med følgeslutningerne: jordværdiens stigning er fremskridtets stadige følge og kendetegn. - Denne stigning forklarer, hvorfor løn og rente ikke stiger. At løn og rente er højere i nye lande end i gamle, er ikke, som den gængse forklaring lyder, en følge af, at naturen dér yder arbejds- og kapitalanvendelsen større udbytte, men af, at jord er billigere, så arbejde og kapital beholder en større part. Ikke bruttoudbyttet, men nettoudbyttet efter jordrentens fradrag, bestemmer, hvad der kan fordeles som arbejdsløn og rente. 
     Hvis produktionen ikke var kommet ud over det begyndelsesstade, hvor alt arbejde ligefrem anvendes på jorden, og al løn betales i jordens produkter, ville man aldrig have kunnet tabe den kendsgerning af syne, at når jordejeren tager en større andel, må arbejderen nøjes med en mindre. 
     Men nutidens indviklede produktionsforhold kan ganske vist for den tankeløse skjule, men ikke i virkeligheden ændre den kendsgerning, at al produktion fremdeles er foreningen af de to faktorer jord og arbejde, og at jordejernes andel ikke kan stige uden på bekostning af lønnen og renten. Aldeles på samme måde, som den andel i afgrøden, agerjordens ejer - hvor det er ordnet på gammeldags vis - modtager ved høst, formindsker det beløb, der bliver tilovers til jordbrugeren som løn og rente, således formindsker jordrenten for den grund, en fabriks- eller handelsby er bygget på, det beløb, der fordeles som løn og rente mellem byens arbejdere og kapitalister. - Overalt sker jordværdiens stigning på arbejdets bekostning; og når den voksende produktionskraft ikke bringer lønnen til at stige, så kommer det deraf, at den driver jordpriserne op, og dermed øger udbytningen. 
     Det er overflødigt at anføre kendsgerningerne. De vil af sig selv trænge ind på læseren. Overalt, hvor jordens værdi stiger, viser også modsætningen mellem rigdom og fattigdom sig. Vil man se mennesker i den mest hjælpeløse og håbløse tilstand, må man gå ikke til de uindhegnede prærier, ikke til blokhusene på de ryddepladser i urskovene, hvor mennesket på egen hånd har begyndt kampen med naturen, og hvor jorden endnu ikke koster noget, men til de store byer, hvor ejendomsretten til en lille plet jord er en formue værd.

Fortsættes: 
Det materielle fremskridts virkning på formuens fordeling