Vor lange undersøgelse er endt. Vi kan nu overse resultaterne. 
     Lad os begynde med de industrielle kriser, til hvis forklaring så mange hinanden indbyrdes og sig selvmodsigende teorier er blevet opstillet. 
     Overvejer man den måde, hvorpå jordens spekulationsfordyrelse beskærer arbejdets og kapitalens indtægt og hæmmer produktionen, så må man komme til den slutning, at her ligger hovedårsagen til disse tid efter anden tilbagevendende kriser, som ethvert civiliseret land, og alle civiliserede lande i fællesskab, i tiltagende udstrækning synes at være underkastet. 
     Hermed være ikke sagt, at der ikke også gør sig biårsager gældende. Det hele produktionsmaskineris voksende indviklethed og sammenspil gør jo, at ethvert stød og enhver standsning forplanter sig gennem videre og videre kredse. Dertil kommer pengevæsenets betydningsfulde mangler og de umådelige svingninger i handelskreditten, hvorved omsætningsmidlerne svinder ind, netop når de mest behøves. Endvidere kan der peges på beskyttelsestolden, som sætter kunstige skranker for de produktive kræfters frie spil, og på meget andet, der uden tvivl har en betydelig andel i at fremkalde og forlænge de såkaldte »dårlige tider«. Men både teoretiske undersøgelser og direkte iagttagelser af, hvad der sker, gør det klart, at den store, oprindelige årsag er at søge i den stigning af jordprisen, som spekulationen frembringer. 
     I det foregående kapitel har jeg påvist, at denne stigning søger at tvinge produktionen ud til urimelig dårlige naturforhold og således tvinger arbejde og kapital til at nøjes med mindre, eller (og dette er den eneste måde, hvorpå de kan modstå denne tvang) til at høre op med at producere. Men nu er det ikke blot naturligt, at arbejde og kapital gør modstand mod det tryk, som jordprisernes spekulationsstigning øver på løn og rente, men de tvinges ligefrem dertil af selvforsvar, eftersom der jo gives et lavmål, hvorunder de ikke kan bestå. Derfor kan vi af spekulationen i jord aflede alle de foreteelser, der er ejendommelige for kriserne. 
     Lad os tænke os et fremadskridende land, hvis befolkning tiltager, hvor den ene forbedring følger på den anden, og jorden følgelig uafladelig stiger i værdi. Denne stadige værdiforøgelse giver naturligvis anledning til spekulation, der foregriber fremtidig stigning, og jordprisen bliver da drevet over det punkt, ved hvilket - under de bestående produktionsforhold - arbejde og kapital kan få deres sædvanlige udbytte. Produktionen begynder derfor at standse, vel næppe således at forstå, at der finder en absolut formindskelse sted; men der indtræder en tilstand, som i et fremadskridende land er ensbetydende dermed: produktionen vokser ikke i et naturligt forhold, fordi det er umuligt for de nye arbejdskræfter og kapitaler at finde beskæftigelse til den sædvanlige pris. 
     Denne standsning af produktionen på nogle punkter må nødvendigvis også vise sig på andre punkter af det industrielle fletværk i form af formindsket efterspørgsel, som igen hæmmer produktionen på disse steder, og således vil lammelsen udbrede sig, vil overalt bringe produktion og ombytning mere eller mindre af led og ende med foreteelser, som, alt efter det synspunkt, man ser dem fra, tager sig ud som overproduktion eller overforbrug. 
     Den således fremkaldte krise må vedvare, indtil enten 1) jordprisen har tabt sin spekulationshøjde, eller 2) forøgelse i arbejdets produktivitet som følge af opfindelser, m.v. har sat arbejdet i stand til at bære den forhøjede jordpris, eller 3) arbejde og kapital har fundet sig i at nøjes med mindre end før. Det mest sandsynlige er, at alle disse årsager vil virke sammen til at skabe en ny ligevægtstilstand, hvorunder alle produktionskræfter igen vil tage fat, og et nyt virksomhedstidsrum indledes. Derpå vil jordprisen begynde at stige igen, spekulationen på ny tage fart og den samme rækkefølge af begivenheder fremkomme. 
     Under nutidens indviklede produktionsforhold kan man naturligvis ikke vente at se virkningerne følge så klart og bestemt efter årsagerne, som tilfældet ville være under simplere forhold; men ikke desto mindre viser det sig tydeligt, at de foreteelser, der kendetegner disse vekslende perioder af virksomhed og slappelse, virkelig svarer til dem, vi har afledet af jordprisernes spekulationsstigning. 
     Forud for »dårlige tider« går altid en tid fuld af livlig virksomhed og spekulation, og fra alle sider indrømmes det, at der er en sammenhæng mellem disse to, så at lammelsen bliver betragtet som en reaktion mod spekulationen, på samme måde som morgenens hovedpine er en følge af nattens svir. Men angående selve den måde, hvorpå lammelsen fremgår af spekulationen, deler meningerne sig i to klasser eller skoler: den ene skole siger, at spekulationen har fremkaldt lammelsen ved at foranledige overproduktion, og peger på pakhusene, der er fyldt med varer, som ikke kan sælges til fordelagtig pris, på de lukkede eller kun den halve tid arbejdende fabrikker, på de nedlagte bjergværker og de oplagte dampskibe, på pengene, som ligger uvirksomme i bankernes kældere, og på arbejderne, der er dømt til lediggang og nød. De ser i alt dette et bevis på, at produktionen har oversteget efterspørgselen, og peger desuden på, at når i krigstid en regering optræder på markedet med sit uhyre forbrug, så kommer der liv i forretningerne, som f. eks. i De Forenede Stater under borgerkrigen og i England under kampen med Napoleon. 
     Den anden skole siger, at spekulationen har fremkaldt lammelsen ved at føre til overforbrug, og peger på de fulde pakhuse, de rustende skibe, de lukkede fabrikker og de ledige arbejdere som bevis på, at enhver virksom efterspørgsel er hørt op, og dette, siger de, kommer åbenbart deraf, at folket, som i tro på en indbildt velstand er blevet ødselt, har levet over evne og nu er nødsaget til at indskrænke sig - det vil sige forbruge mindre. De peger desuden på det umådelige formueforbrug ved krig, ved bygning af jernbaner, som ikke lønner sig, og så fremdeles. Som udskejelser, der, om de end ikke føles straks - netop på samme måde, som en ødeland ikke straks mærker, at hans formue formindskes - dog senere må bødes på ved et tidsrum af indskrænket forbrug. 
     Enhver af disse teorier udtrykker utvivlsomt en side af en almengyldig sandhed, men øjensynlig omfatter ingen af dem hele sandheden. Som forklaring er de begge ubrugelige. 
Hvorledes er det muligt, at der kan finde overproduktion sted, når det store flertal af mennesker trænger til mere, end de kan få, og er villige til at give derfor det, som er al formues grundvold og råmateriale, nemlig arbejde? Og hvorledes kan der være overforbrug dér, hvor produktionsmaskineriet forfalder, og producenterne er fordømt til ufrivillig lediggang? 
     Når der samtidig med ønsket om at forbruge mere også findes evne og villighed til at frembringe mere, så kan lammelsen ikke tilskrives enten overproduktion eller overforbrug. Fejlen ligger åbenbart deri, at produktion og forbrug ikke kan mødes og gensidig tilfredsstille hinanden. 
     Hvorfor kan de da ikke det? Alle er enige om, at det er en følge af spekulation. Men af spekulation i hvad? 
     Sikkert ikke af spekulation i ting, som er produkter af arbejde - i landbrugs- eller industriprodukter; for virkningen af spekulation i sådanne ting er, som det tilstrækkelig bevises i de almindelige lærebøger - så jeg kan spare mig ulejligheden - ganske simpelt den at give vekselvirkningen mellem produktion og forbrug stadighed ved en regulerende indflydelse i lighed med den, svinghjulet har på en maskine. 
     Dersom det altså er spekulation, der er årsagen til de »dårlige tider«, må det være spekulation i noget, som ikke er arbejdsprodukter, men dog nødvendigt for produktionen – dvs. det må være spekulation i jord. 
     At jordspekulationen er den virkelige årsag til den industrielle lammelse, viser sig tydelig i De Forenede Stater. I ethvert tidsrum, hvori næringsfliden har blomstret, er jordværdierne stadig steget, indtil der til sidst kom en spekulation, som drev dem op i store spring. Derpå fulgte ufravigelig en delvis standsning i produktionen med dens sidestykke: en aftagende efterspørgsel, sædvanligvis ledsaget af svære fallitter; derpå et tidsrum af forholdsvis stilstand, hvorunder ligevægten langsomt kom i stand igen, og så begyndte den samme kredsgang på ny. Det samme forhold kan man iagttage over hele den civiliserede verden. Tidsrum, hvori næringsfliden er livlig, kulminerer altid med en spekulationsforhøjelse af jordværdien, derpå indtræder der en produktionshæmning, hvis første tegn er formindskelse i efterspørgselen fra de nye lande, hvor stigningen i jordpriserne har været størst. 
     At forklaringen er rigtig, vil blive tydeligere, når vi erindrer, at al handel er ombytning af varer mod varer, og at følgelig det for krisen betegnende ophør af efterspørgselen efter visse varer i virkeligheden er en standsning i tilførselen af andre. At købmænd og fabrikanter ser deres afsætning aftage, skønt deres varer er sager, som der fremdeles er stærkt brug for, viser simpelthen, at tilførslen af andre ting, som i handelsomsætningen skulle være givet derfor, er aftaget. I daglig tale siger vi: »Der er ingen penge mellem folk«, men hvad der i virkeligheden fattes dem, som gerne vil købe, er ikke penge, men varer, som de kan gøre i penge, - hvad det i virkeligheden bliver mere og mere småt med, er produkter af en eller anden slags. Den aftagende efterspørgsel er således kun et resultat af den aftagende produktion. 
     Dette kan købmændene i en fabriksby meget tydelig se, når fabrikkerne er lukket og folkene arbejdsløse. Det er produktionens ophør, som berøver arbejderne midlerne til at gøre indkøb, og som således er årsag til, at købmændene brænder inde med deres varer. Og den standsning i efterspørgselen, som har ladet fabrikanten på lignende vis blive siddende med et altfor stort lager og har tvunget ham til at afskedige sine folk, må have en tilsvarende oprindelse: på et eller andet sted, måske i den anden ende af verden, har en standsning i produktionen frembragt en standsning i efterspørgselen. 
     Nu hviler næringsflidens pyramide åbenbart på jorden. De første og oprindelige beskæftigelser, som skaber efterspørgsel efter alle andre, er åbenbart de, som direkte afvinder naturen formue, og vi må, dersom vi følger den produktionsstandsning, som ytrer sig i formindsket købeevne, fra det ene punkt til det andet, fra den ene virksomhedsgren til den anden, til sidst finde dens årsag i en hindring for brug af jorden. Og denne hindring er åbenbart spekulationsforhøjelsen af jordprisen, der virker som en lockout fra jordejernes side mod arbejdet og kapitalen - hvad den da i virkeligheden også er. Denne standsning af produktionen, som begynder ved roden af den vidt forgrenede næringsflid, forplanter sig fra det ene punkt til det andet, indtil så at sige hele maskineriet er kommet i ulave, og man overalt har for sig synet af arbejdskræfter, der går til spilde, medens arbejderne lider nød. 
     Dette besynderlige og unaturlige syn af store skarer arbejdsvillige mennesker, som ikke kan finde arbejde, er tilstrækkeligt til at vække en anelse om den virkelige årsag hos enhver, som er i stand til at tænke følgerigtigt. For selvom vanen har sløvet vor følelse derfor, så er det dog en besynderlig og unaturlig ting, at mennesker, som ønsker at arbejde for at tilfredsstille deres behov, ikke kan finde lejlighed dertil, al den stund det jo dog er arbejdet, som producerer formuen, så den mand, der vil ombytte arbejde med føde, klæder osv., er lig en, der tilbyder at give guldstøv for mønt eller korn for mel. 
     Lad os tænke os en af de arbejdsløses store skarer, en, som aldrig har hørt tale om Malthus, men som under de nuværende forhold må synes, at der er for mange mennesker på jorden. I de behov, han selv og hans arme kone har, så vel som børnene, der må gå for lud og koldt vand, er der, Gud bedre det, nok af »efterspørgsel efter arbejde«. I hans egne villige hænder ligger tilbudet. Sæt ham på en ubeboet ø, og, uagtet han er afskåret fra alle de umådelige fordele, som et civiliseret samfund giver, vil han dog være i stand til at skaffe føde og klæder til sig og sine. Men hvor den produktive kraft har nået sit højdepunkt, er han ude af stand dertil. Og hvorfor? Er det ikke, fordi han i første tilfælde har adgang til naturens stoffer og kræfter, medens i sidste tilfælde denne adgang er nægtet ham? 
     Kun den kendsgerning, at arbejdet er lukket ude fra jorden, kan til syvende og sidst forklare den tingenes tilstand, at arbejdsvillige mennesker er tvungne til at stå ledige. Man siger vel, at arbejde skaber formue, men dette er billedtale. Mennesket skaber ikke noget. Hele menneskeslægten kunne arbejde i al evighed og dog ikke skabe det mindste støvgran, som danser i en solstråle. Arbejdet omformer kun ved naturkræfternes hjælp de allerede forhåndenværende stoffer, og for at kunne frembringe må derfor arbejdet have adgang til disse stoffer og kræfter - det vil sige til jorden. Jorden er kilden til al formue. Den er den grube, hvorfra den malm må hentes, som arbejdet udformer. Har vi da ikke ret til at drage den slutning, at når arbejdet ikke kan tilfredsstille sine behov, kan dette ikke have nogen anden grund, end at adgangen til jorden er spærret? 
     Når der i alle forretningsgrene hersker arbejdsløshed, må da ikke den hindring, som afholder arbejdet fra at frembringe, hvad det trænger til, ligge i selve den økonomiske bygnings grundvold? Denne grundvold er jorden. Modehandlerinder, forgældere og polerere er ikke nybyggets pionerer. Guldgraverne drog ikke til Californien eller Australien, fordi der dér fandtes skomagere, skræddere og bogtrykkere. Men disse fulgte guldgraverne på samme måde, som de den dag i dag følger diamantgraverne til Sydafrika. Det er landbrugerne, som drager handelsmanden til en egn, ikke omvendt. Og når der derfor i alle næringsgrene findes mennesker, som er villige til at arbejde, men ikke kan få lejlighed dertil, må oprindelsen søges i den virksomhed, som afføder alle andre - årsagen må være, at arbejdet er afskåret fra jorden. 
     I Philadelphia eller Manchester, i London eller New York kan det kræve indsigt at se dette; men hvor næringsflidens udvikling ikke er nået så vidt, og de yderste led af kæden ikke så langt adskilt fra hverandre, er sagen åbenlys. Skønt endnu ikke 30 år gammel, regnes San Francisco allerede til de store verdensbyer og er næst New York den mest hovedstadsmæssige by i De Forenede Stater. Skønt endnu ikke 30 år gammel, har den allerede i mange år haft et voksende antal arbejdsløse. Grunden hertil er klart den, at de ikke kan finde sysselsættelse på landet; for når høsten kommer, drager de i store skarer ud på landet, og når den er forbi, kommer de skarevis tilbage til byen igen. Hvis nu disse arbejdsløse havde lejlighed til at producere, så ville de ikke blot sysselsætte sig selv, men også håndværkerne i byen, de ville skaffe købmændene kunder, grossererne omsætning, teatrene publikum og bladene afsætning - i det hele taget skabe en livlig efterspørgsel, der ville blive følt både i Ny-England og gammel-England, ja alle vegne i verden, hvorfra de varer kommer, som sådanne folk køber, når de har noget at købe for. 
     Nu vel, hvoraf kommer det da, at disse arbejdsløse ikke kan finde jord og sætte sig selv i arbejde? Ikke deraf, at al jord allerede er i brug. Uagtet alle de tegn, der i ældre lande anses som bevis på overbefolkning, begynder at vise sig i San Francisco, er det dog meningsløst at tale om overbefolkning i en stat, som med større naturlige hjælpekilder end Frankrig endnu ikke har en million indbyggere. Indenfor en mils vejs afstand fra San Francisco findes der ubrugt jord nok til enhver, som mangler. Jeg vil ikke hermed sige, at enhver arbejdsløs mand kunne slå sig på landbrug eller bygge sig et hus, dersom han havde jorden dertil, men derimod, at så mange kunne og ville det, at det også ville give resten noget at bestille. Hvad er det da, som hindrer arbejdet i at bruge denne jord? Ganske simpelt det, at den er beslaglagt og holdes i spekulationspris. 
     Hvad der således kan ses i San Francisco af enhver, som vil se, kan uden tvivl ses lige så klart andre steder. 
     Den nuværende lammelse i handel og næringsflid, som først tydelig gav sig til kende i De Forenede Stater i 1872 og som med større eller mindre styrke har spredt sig over hele den civiliserede verden, tilskrives for en stor del den uforholdsmæssige udvidelse af jernbanenettet. Naturligvis kan bygning af jernbaner, før de virkelig tiltrænges, drage kapital og arbejde bort fra mere produktive foretagender, og således snarere gøre et land fattigere end rigere. Men at give sådant kapitalspild skylden for en så vidtstrakt lammelse synes mig omtrent som at ville forklare en usædvanlig lav vandstand deraf, at man havde øst nogle ekstra spande vand op. Spildet af kapital og arbejde under borgerkrigen var uendelig meget større, men medførte dog intet sådant resultat. 
     At der ikke desto mindre er en vis forbindelse mellem det voldsomme jernbanebyggeri og de industrielle kriser kan med lethed ses af enhver, som forstår, hvad forhøjede jordpriser betyder, og som har givet agt på den virkning, jernbanebygningen udøver på spekulationen i jord. Hvorsomhelst der byggedes eller påtænktes en jernbane, steg ejendommene i pris under indflydelse af spekulationen, så tusinder af millioner dollars lagdes til den nominelle værdi, der afkrævedes kapitalen og arbejdet som betaling for tilladelsen til at komme til at arbejde. Den uundgåelige følge var, at produktionen hæmmedes, hvorved efterspørgslen atter aftog, og derved forplantede trykket på produktionen sig videre ud i verden. 
     Spekulationens grundvirkning kan måske ingensteds tydeligere ses end i Californien, som på grund af sin forholdsvis afstængte stilling har dannet et ret skarpt afgrænset samfund. 
     60'ernes årti udmærkede sig i Californien ved den samme industrielle livlighed, som herskede i de nordlige stater, ja, i hele den civiliserede verden. Men jævnsides med det materielle fremskridt gik en stadig stigning af jordpriserne - dets følge. Denne stadige stigning gav anledning til en spekulationsstigning, som i forening med jernbanefeberen overalt drev jordpriserne op. Når Californiens folkemængde stadig var vokset, medens endnu den besværlige og usunde Panama-vej var landets fornemste forbindelse med staterne ved Atlanterhavet, så måtte den forøges umådelig, mente man, når der åbnedes en bane, som bragte New York og San Francisco bugten i en forbindelse på syv lette dagsrejser, og når overalt i staten lokomotivet trådte i fragtvognens sted. Den stigning i jordværdierne, som man mente skulle blive følgen heraf, blev foregrebet. Byggegrunde i omegnen af San Francisco steg med hundrede og tusinde procent, og agerjord opkøbtes og holdtes i høj pris overalt, hvor en indvandrer kunne tænkes at ville slå sig ned. 
     Men den forventede indvandrerstrøm udeblev. Arbejde og kapital kunne ikke betale så meget for jord, dersom de skulle have rimeligt udbytte. Produktionen hæmmedes derfor. Da Pacifikbanen nærmede sig sin fuldendelse, begyndte nedgangstegn at vise sig, i stedet for en forøget virksomhed, og da den var færdig, fulgte på det livlige tidsrum dårlige tider, som endnu ikke er fuldstændig forbi, og hvorunder arbejdsløn og rentefod stadig er dalet. Jordens virkelige værdi og den pris, den holdes i, nærmer sig nu atter hinanden, selvom ejerne med sejghed holder fast på deres spekulationsgrunde i den tro, at til sidst må de dog stige i pris. 
     Hvad der således fandt sted i Californien, gentog sig på mere eller mindre øjensynlig vis i hele den fremadskridende verden. Ikke blot forplantede virkningerne sig fra de nyere dele af unionen til de ældre og fra De Forenede Stater til Europa, men overalt indenfor den civiliserede verden var den oprindelige årsag - jordspekulationen - virksom. Og således opstod der over hele jorden en lammelse i næringsflid og handel, avlet af det almene materielle fremskridt. 
     Der er én ting, som det kunne synes, jeg havde overset, når jeg således giver spekulationsstigningen af jordprisen den hovedsagelige og oprindelige skyld for de industrielle lammelser. Virkningen af en sådan prisstigning må dog komme trinvis, ligne et tryk, ikke et slag. Men de industrielle lammelser synes at komme aldeles pludselig, som et voldsomt feberanfald fulgt af en slaphedstilstand, ligesom af udmattelse. Det ser ud som om alting gik sin vante gang, handel og næringsflid blomstrer og udvider sig, men pludselig kommer der et stød som af et lyn fra en klar himmel - en bank går fallit, en stor fabrikant eller købmand indstiller sine betalinger, og ret som om et slag havde truffet hele næringsflidens organisme, følger fallit på fallit, på alle kanter afskediges arbejdere, og kapitalen søger skjul i profitløs sikkerhed. 
     Skal vi forstå dette, må vi tage i betragtning, hvorledes ombytningen går for sig; for det er ved den, at alle de forskellige former af næringsflid er sammenlænket til en organisation, hvis led gensidig afhænger af hinanden. For at muliggøre ombytning mellem producenter, der i tid og rum er langt fjernet fra hinanden, må der holdes store forråd på lager og i transit. Ombytningen iværksættes nu for største delen på kredit, og det er en kendsgerning, at forskuddet i reglen gøres fra de højere organiserede, de afledte industrigrene, til de mere oprindelige. Negrene på Afrikas vestkyst f. eks., som bytter palmeolie og kokosnødder mod broget tøj og afgudsbilleder fra Birmingham, får betaling straks; den engelske købmand derimod må vente. Landmanden kan sælge sin afgrøde, så snart den er indbjerget, og det mod kontant betaling; den store fabriksejer må holde et betydeligt lager, sende sine varer langt bort til agenter og i almindelighed sælge på kredit. Da således de næringsgrene, vi kan kalde de afledte, sædvanligvis må give forskud og kredit til dem, vi kan kalde de oprindelige, så følger deraf, at enhver standsning i produktionen, som udgår fra de sidste, ikke øjeblikkelig vil give sig tilkende hos de første. Dette system af forskud og kredit danner på en måde en elastisk forbindelse, som giver betydelig efter, inden den brister; men brister den, sker det med et ryk. 
     Eller for at bruge et andet billede: den store pyramide ved Gizeh er sammensat af lag af sten, hvoraf naturligvis det underste lag bærer alle de andre. Kunne vi nu på en eller anden måde lidt efter lidt gøre dette underste lag mindre, så ville den øverste del af pyramiden en tid lang bibeholde sin form; men når tyngdekraften til sidst overvandt sammenhængskraften mellem bygningsemnerne, ville den pludselig styrte sammen i store stykker. Næringsflidens organisation kan sammenlignes med en sådan pyramide. - For at få billedet til endnu nøjere at svare til forholdene i et fremadskridende land, kunne man tænke sig en pyramide, der stadig udvidede sig. Hvis nu det underste lag blev hæmmet i væksten, ville de andre i nogen tid kunne vedblive at udvide sig indtil ligevægten til sidst brast, og pyramiden styrtede sammen. 
     Her, som overalt i socialøkonomien, er det hovedårsagerne og de almene tendenser, det kommer an på. De afledede kræfter er så mangfoldige, virkningerne og tilbagevirkningerne er så skiftende, at man ikke i enkelthederne kan forudsige foreteelsernes karakter. Vi ved, at når et træ er gennemhugget, så vil det falde, men i hvilken retning det netop vil falde, afhænger af stammens hældning, vindens retning og kraft osv.; ja, selv et opskræmt egern, der hopper fra gren til gren, kan have indflydelse på faldets retning. Men at den grundårsag, hvortil jeg har ført kriserne tilbage, forklarer deres hovedejendommeligheder, derom synes mig ingen tvivl at være mulig. At jordspekulation og »dårlige tider« hører sammen som årsag og virkning, må være klart for enhver, der har tænkt over det nødvendige forhold, der er mellem jord og arbejde. 
     At den nuværende krise vil forløbe på sædvanlig vis, og at der (på den tidligere nævnte måde) er i færd med at danne sig en ny ligevægtstilstand, som vil fremkalde et nyt tidsrum af forholdsvis livlighed, kan allerede nu ses i De Forenede Stater. Da vil jordpriserne på ny blive drevet spekulationsmæssig op. Men løn og rente vil ikke genvinde, hvad de har tabt. Det endelige resultat af alle disse forstyrrelser og bølgeagtige bevægelser er, at løn og rentefod lidt efter lidt trænges ned mod deres lavmål. De stadig tilbagevendende kriser er, som der blev bemærket i indledningskapitlet, kun forstærkede udslag af den almenbevægelse, som ledsager det materielle fremskridt.

     Det store problem er nu, så vidt jeg kan se, fuldstændig løst. De sociale misforhold, der hænger som truende skyer over de mest fremskredne folkefærds fremtid, og som vækker tvivl om værdien af og endemålet for det, vi ynder at kalde fremskridt, er nu forklaret. 

Årsagen til, at arbejdslønnen, trods produktionskraftens forøgelse, stadig er tilbøjelig til at gå ned til et lavmål, som kun netop forslår til det strengt nødtørftige, ligger deri, at hvor produktionskraften vokser, har jordrenten tendens til at vokse endnu mere og således udøve et stadigt tryk på lønnen.

     I enhver retning har fremadskridende civilisation den direkte tendens at forøge arbejdets evne til at tilfredsstille de menneskelige behov - at udrydde fattigdom og bortjage mangel og frygten for mangel. Den ligefremme og naturlige virkning af alt det, som udgør fremskridtet, er forbedring af de ydre kår (og dermed også af åndslivets kår) for alle og enhver. Befolkningens vækst, omsætningens udvidelse, nye opdagelser og opfindelser, stigende oplysning og forbedret statsstyre har alle en ligefrem tendens til at forøge arbejdets produktionsevne - ikke blot visse slags arbejde, men alt arbejde,  for formueproduktionen gælder loven »én for alle og alle for én«. 
     Men arbejdet høster ikke de fordele, som den fremadskridende civilisation således bringer. Da jorden, som er uundværlig for arbejdet, er blevet gjort til privatejendom, så fører enhver stigning i arbejdets produktionsevne kun til at forøge jordrenten. Lønnen kan ikke vokse; for jo større arbejdsudbyttet bliver, desto større bliver også den pris, der må betales for at komme til. Den, der blot og bart er arbejder, har således ikke mere fordel af det almindelige opsving, end slaverne på Cuba har af prisstigning på sukker. Og ligesom en sådan prisstigning kan gøre slavens kår værre, fordi den bringer hans herre til at drive ham endnu hårdere, således kan den frie arbejders kår ved forøgelsen i hans arbejdes produktionskraft blive både absolut og relativt forværret. For affødt af jordprisstigningen opstår der en tilbøjelighed til spekulation, som på forhånd lægger beslag på virkningen af fremtidige forbedringer (ved endnu yderligere forhøjelser af jordprisen) og således virker til at trykke lønnen - hvor dette ikke allerede er sket - ned til slavegrænsen: den, hvorved arbejderen netop kan leve. Og således står da arbejdet udsat for visse virkninger af den fremadskridende civilisation, som uden de fordele, der under naturlige forhold ville ledsage dem, er positive onder og bidrager til at trykke den frie arbejder ned til trællens hjælpeløse og fornedrede stilling. 
     Alle de fremskridt, som øger produktionskraften, består i eller fremkalder en stedse videregående arbejdsdeling; produktiviteten forøges på bekostning af den enkeltes uafhængighed. Den enkelte arbejder får blot kendskab til og dygtighed i en ringe brøkdel af de mangfoldige processer, som kræves for at tilfredsstille endog det mest dagligdags behov. Den samlede produktion hos en vild stamme er lille, men ethvert medlem af stammen er i stand til at leve et uafhængigt liv. Han kan bygge sin egen bolig, udhule sin egen kano, lave sine egne våben, redskaber og smykker. Han har hele det kendskab til naturen, som hans stamme besidder: ved, hvilke planter der egner sig til føde, og hvor de er at finde, kender dyrenes vaner og smuthuller, og kan finde vej ved hjælp af solen og stjernerne eller mosset på træerne. Kort sagt, han er selv i stand til at tilfredsstille sine behov. Og således har han en uafhængighedsevne, som gør ham til en gennem fri aftale bunden person i hans forhold til det samfund, han er medlem af. 
     Sammenlign nu med denne vilde arbejderen i det civiliserede samfunds laveste lag, ham, som tilbringer sin tid med at fremstille en eneste ting eller endog kun en ubetydelig brøkdel af et eller andet produkt, og som ikke blot er ude af stand til at forfærdige de redskaber, han skal bruge, men ofte arbejder med redskaber, han selv ikke ejer, og aldrig kan håbe at komme til at eje. Han er tvunget til hårdere og mere uafladeligt arbejde end den vilde, og erhverver dog ikke mere derved, men han fattes den vildes uafhængighed. Han er slet og ret led i en umådelig kæde af producenter og forbrugere, ude af stand til at skille sig fra dem eller til at røre sig, undtagen når de rører sig. Jo dårligere hans stilling er i samfundet, desto mere afhængig er han af samfundet. Selv magten til at anvende sit arbejde til at tilfredsstille sine egne behov er gledet ud af hans hænder og kan fratages ham eller gengives ham ved andres handlinger eller ved almene årsager, som han ikke har mere indflydelse på end på solsystemets bevægelser. Selve det: at få lov til at slide, bliver anset for en velsignelse, og mennesker tænker, taler, skråler op og giver love, som om det ensformige arbejde i og for sig var en lykke og ikke en plage, et mål og ikke et middel. Under sådanne omstændigheder taber mennesket sin væsentligste egenskab - den guddommelige magt til at ændre og beherske forholdene. Han bliver en træl, en maskine, en vare - en ting, som i flere henseender står lavere end dyret. 
     Jeg er ingen sentimental beundrer af de vildes tilstand. Jeg henter ikke mine meninger om naturens ukultiverede børn fra Rousseau, Chateaubriand eller Cooper. Jeg kender helt vel deres materielle og åndelige armod og deres trange synskreds. Jeg tror, at civilisation ikke blot er menneskets naturlige bestemmelse, men at den frigør, højner og forædler alle dets evner og jeg tror, at et menneske, der nyder godt af civilisationens goder, kun i en stemning, der bringer ham til at misunde det drøvtyggende kvæg, kan beklage tabet af naturtilstanden. Men ikke desto mindre tror jeg, at ingen, som virkelig vil se, kan undgå at komme til den slutning, at der indenfor vor civilisation gives store samfundsklasser, som end ikke den mest uforfalskede vildmand kunne vinde noget ved at bytte med. Det er min bestemte overbevisning, at dersom nogen på livets tærskel fik valget mellem at begynde sin tilværelse enten som ildlænder, australneger, polareskimo eller som medlem af de laveste klasser i f. eks. Storbritannien, så ville han gøre uendelig meget bedre i at vælge den vildes lod. 
     Der kan være dem, som synes, dette er overdrivelse, men det er kun, fordi de aldrig selv har brudt sig om at lære de samfundslags virkelige stilling at kende, som den moderne civilisations jernhæl hviler på med hele sin vægt. Som de Tocqueville bemærker i et af sine breve: »vi vænner os så hurtig til tanken om nød, at vi glemmer, at et onde for dem, det rammer, bliver større, jo længere det varer, medens det for den, som blot ser til, bliver mindre netop på grund af sin varighed.« Måske det bedste bevis på sandheden af denne bemærkning er dette, at i byer, der rummer både et proletariat og en forbryderklasse, hvor lasede børn har gaden til hjem, - dér indsamles regelmæssig penge til hedningemission! - Det var til at le ad, dersom det ikke var så sørgeligt. - Baal udstrækker ikke længere sine grådige, uhyggelige arme, men i kristne lande myrder mødre deres børn for begravelseshjælpens skyld. Jeg er sikker på, at ingen skal kunne fremlægge troværdige beretninger fra de vildes liv om så dyb fornedrelse, som man kan finde i officielle dokumenter i vore højt civiliserede lande. 
     Den enkle teori, jeg har opstillet (hvis en simpel sammenstilling af de mest åbenbare kendsgerninger overhovedet kan benævnes en teori), forklarer denne samhørighed af fattigdom og rigdom, af fornedrelse midt i oplysningen, af virkelig trældom under politisk frihed. Den bringer samklang mellem kendsgerninger, der ellers synes selvmodsigende. Den forklarer, hvorfor rente og arbejdsløn er højere i nye end i ældre samfund, uagtet produktionen er mindre. Den forklarer det, som sædvanlig kaldes striden mellem arbejde og kapital, og påviser den virkelige overensstemmelse i deres interesser. Den rydder det sidste grundlag bort under beskyttelsestoldens sofisterier, men viser tillige, hvorfor frihandelen ikke bringer de arbejdende klasser nogen varig fordel. Den viser, hvoraf det kommer, at rigdommen sammenhobes mer og mer. Den forklarer de tid efter anden tilbagevendende industrielle kriser uden at tage sin tilflugt til sådanne urimeligheder som »overproduktion« eller »overforbrug«. Den forklarer den nødtvungne arbejdsløshed, hvorved der nu går så megen kraft til spilde, uden at tage sin tilflugt til den urimelige påstand, at der er for lidt arbejde eller for mange om det. Den forklarer, hvorfor last og elendighed viser sig i en tæt befolkning, uden at give den alvise og algode Guds love skylden for mangler, som blot skyldes menneskenes egne kortsynede og egenkærlige samfundsindretninger. 
     Overalt stemmer forklaringen med de virkelige forhold. Hvorhen end øjet vendes i verden, og hvor forskellige end forholdene ellers er, finder vi armod og nød midt i rigdommens sæde. Men overalt finder vi også, at jorden er monopoliseret: at den, i stedet for at behandles som hele folkets fælles eje, behandles som de enkeltes privatejendom, og at der udpresses store summer for dens benyttelse fra arbejdets side. Hvorhen vi end vender øjet, ser vi, at det ikke er af kapitalens rigelighed eller arbejdets produktivitet, at lønnens højde afhænger, men af, i hvad udstrækning de, som har lagt beslag på jorden, kan beskatte arbejdets udbytte. Misforholdet mellem den sociale trappestiges yderpunkter kan altid udmåles efter jordens pris. Jorden er mere værd i New York end i San Francisco, og i New York kan San Francisco-boen se smuds og elendighed, som fylder ham med rædsel. I London er jorden endnu kostbarere end i New York, og i London er også smudset og nøden værre end dér. 
     Sammenlign kårene i et land til forskellige tider, og det samme forhold vil vise sig. Meget tyder på, at arbejdslønnen var større i England i middelalderen, end den er nu; stort lavere end nu kan den i hvert fald ikke have været. Den umådelige forøgelse i arbejdets produktivitet har kun forøget jordrenten. Forpagtningsafgiften for agerjord i England er nu, efter professor Rogers, beregnet i penge 120 gange så stor, som den var for 500 år siden, og beregnet i hvede 14 gange så stor, medens jordrenten af byggegrunde og gruber er blevet umådelig mange gange større. Efter professor Fawcetts beregning beløber den kapitaliserede værdi af Englands jord sig til 81.000 millioner kroner; - nogle få tusind englændere har altså lovlige fordringer på de øvriges arbejde, hvis kapitaliserede værdi er mere end dobbelt så stor som (efter middelprisen for en neger i sydstaterne i 1860) værdien af samtlige indbyggere i England ville være, dersom de var slaver. 
     Hvorledes den sorte død fremkaldte den store lønstigning i England i det fjortende århundrede, viser sig klart i jordejernes anstrengelse for at regulere lønnen. At denne frygtelige folkeudtynding i virkeligheden formindskede arbejdets produktionskraft, er hævet over al tvivl; men indskrænkningen af efterspørgselen efter jord trykkede jordrenten endnu mere ned, og lønnen steg så højt, at man kaldte tvangs- og straffelove til hjælp for at holde den nede. Modsat virkning havde den monopolisering af jorden, som gik for sig i England under Henrik den Ottendes regering, og som bestod i afstængning af almindinger og uddeling af kirkegods mellem koblere og snyltere, som derved blev sat i stand til at grundlægge adelige slægter. Ifølge Malthus var under Henrik den Syvendes regering daglønnen for sædvanligt arbejde omtrent 1 skæppe hvede, i den sidste del af Elisabeths regering ikke halv så stor. Jeg kan næppe tro, at faldet har været så stort; men at der herskede stor nød blandt de arbejdende klasser, kan man slutte sig til af de forordninger, som udstedtes for at sætte en bom for løsgængeriet. Gribende skildrer sir Thomas Morus, hvorledes mænd, kvinder, fader- og moderløse, familier større i tal end i formue, måtte vandre bort fra deres hjemstavns marker, uden at vide hvor de skulle gå hen. Den om sig gribende monopolisering af jorden frembragte landstrygere og fattiglemmer, aldeles som i vore dage i De Forenede Stater. 
     Således gik det da til, at der af den folkegrund, som havde frembragt en Latiner og en Moros, af den blanding af kraft og sagtmodighed, som hverken lykken kunne fordærve eller bøddeløksen kue, opstod tyve og landstrygere, hele den masse af forbrydelse og fattigdom, der endnu ligger som meldug på hjertebladene af Englands rose og tærer som en gnavende orm på dens rod. 
     Dog, man kunne lige så gerne anføre historiske beviser for tyngdeloven! At jordrenten må nedsætte lønnen er lige så klart, som at jo større subtrahenden er, desto mindre bliver der til rest. At jordrenten også faktisk har denne virkning, kan enhver opdage, hvor i verden han så bor, blot ved at se sig om. 
     Det er ingen hemmelighed, hvorfor arbejdslønnen i Californien i året 1849 og i Australien 1852 steg så pludselig og så stærkt. Det var opdagelsen af guldlejer på herreløst land, frit åbent for enhver, som forhøjede lønnen for kokke i San Franciscos restaurationer til 500 dollars om måneden, og lod skibene rådne i havnen uden styrmænd og mandskab, indtil ejerne gik ind på at betale en løn, som man i alle andre dele af verden ville have anset for fabelagtig. Havde disse lejer ligget på privatejendomme, var det jordværdien, der var løbet i vejret, ikke arbejdslønnen. Comstock-åren var rigere end udvaskningsfelterne, men Comstock-åren blev straks monopoliseret; og nu er det kun den stærke organisation i grubearbejdernes fagforening, som gør, at arbejderne får deres fire dollars om dagen for at lade sig halvstege 2000 fod under jorden. Men værdien af disse miner beløber sig til hundreder af millioner! 
     Sandheden ligger klart for dagen. Stil det spørgsmål til en mand, der forstår at tænke følgerigtig: 
     »Lad os antage, at der op af Vesterhavet hævede sig et herreløst land, hvor der ved jævnt arbejde daglig kunne tjenes 10 shillings, og at dette land forblev herreløst, tilgængeligt for enhver, ligesom de almindinger, der engang udgjorde så stor en del af den engelske jord. Hvilken virkning ville dette have på arbejdslønnen i England? 
     Manden ville straks svare, at daglønnen i hele England snart måtte stige til ti shillings. 
     Og på det yderligere spørgsmål: »Hvilken virkning ville dette have på jordrenten?« ville han efter et øjebliks betænkning svare, at jordrenten nødvendig måtte falde; og ved endnu nøjere eftertanke ville han føje til, at alt dette ville foregå, uden at nogen videre stor del af de engelske arbejdere virkelig drog over til det nye land, og uden at fremkalde nogen gennemgribende forandring i den engelske næringsflids form og art. Den støre lønstigning ville ske på jordrentens bekostning.
     Gå så til den samme mand eller en anden, - en tør forretningsmand, som ikke kærer sig om »teorier«, men forstår at tjene penge - og sig til ham: »Her er en lille landsby; om ti år vil den være en stor by, og alle maskiner osv., som øger arbejdets produktivitet så overordentlig, vil findes der i overflod. Vil renten af kapital så om ti år være højere?« 
    Han vil svare: »Nej!« 
    »Vil lønnen for almindelige arbejdere være højere?« 
    Han vil svare: »Nej, arbejdslønnen vil ikke være højere, og det vil ikke være lettere, men snarere vanskeligere for den jævne arbejder at skaffe sig uafhængigt udkomme.« 
     »Hvad er det da, som er blevet højere?« 
     »Jordrenten, jordens pris. Se at få fat på et stykke jord, og hold vel derpå« 
     Og den, som under sådanne omstændigheder følger dette råd, behøver ikke at gøre mere. Han kan sætte sig ned og ryge sin pibe, stige til vejrs i luftballon eller krybe i jorden: Uden at røre en finger vil han, når de ti år er gået, være en rig mand. I den nye stad kan han have sig et prægtigt hus; men blandt de offentlige bygninger vil der være et fattighus. 
     I den lange undersøgelse, som nu er tilendebragt, har vi måttet rykke frem som gennem et fjendtligt land, hvor man må befæste hver stilling og udspejde hver sidevej. For den store simple sandhed skjules for menneskenes flerhed af tilvante tankevildfarelser, som forleder folk til at søge i alle retninger, undtagen i den rette, efter en forklaring på de onder, der trykker og truer den civiliserede verden. Og bag disse fint byggede, vildledende teorier står en virksom, energisk magt, en magt, som i ethvert land - uanset regeringsform og styresæt - skriver love og former tænkningen: vidtstrakt og overmægtig pengeinteresses magt. 
     Men så simpel og klar er den store sandhed, vi har arbejdet os hen til, at har man blot én gang fuldt indset den, kan man aldrig slippe den af syne. Der findes billeder, som, uagtet man betragter dem atter og atter, kun ser ud som en forvirret labyrint af streger og kruseduller, - et landskab, nogle træer eller lignende - indtil det går op for en, at disse ting danner et ansigt eller en figur; men så står det siden bestandig klart for en. Ligeså i dette tilfælde. I lyset af denne sandhed samler alle de sociale kendsgerninger sig til en helhed, og de mest forskelligartede foreteelser viser sig at fremgå af en eneste stor grundårsag. Ejendomsretten til jord er det grundforhold, der bestemmer et folks sociale og politiske og følgelig også dets åndelige og moralske tilstand. Og således må det være. For jorden er menneskets bolig og det forrådskammer, som det må hente alle sine fornødenheder fra; vi kan end ikke nyde godt af solens lys eller udnytte nogen af naturkræfterne uden anvendelse af jorden eller dens produkter. - Jordens børn er vi lige så vist som græsstrået og markens blomster. Fratag mennesket alt, som hører til jorden, og det er kun en sjæl uden legeme. Materielle fremskridt kan ikke gøre os uafhængige af jorden. Og derfor kunne der, så længe jorden er monopoliseret, ske fremskridt i det uendelige, uden at arbejdslønnen steg, eller kårene forbedredes for dem, som kun har deres arbejde. Det ville kun forøge jordens værdi og den magt, som besiddelsen af den giver. Overalt, til alle tider, blandt alle folk er ejendomsretten til jord grundvolden for aristokrati, grundlaget for storformuer, kilden til magt. 
Som Brahminerne sagde i den grå oldtid: 

Fortsættes: Midlet