Vi
har nu fulgt årsagen til, at fattigdommen stiger med rigdommens vækst,
lige til dens kilde, og derved også opdaget midlet derimod. Men før
vi går over til denne side af sagen, vil det være rigtigt
at gennemgå og prøve de bestræbelser, man sædvanlig
sætter sin lid til. Det middel, som vore slutninger peger hen på,
er både radikalt og simpelt - så radikalt, at det ikke vil
blive taget under alvorlig overvejelse, så længe der endnu
findes nogen tro på, at mindre skarpe midler kan virke; og så
simpelt, at dets dybe indgriben og omfang let kan blive overset, indtil virkningen
af mere kunstige forholdsregler er prøvet.
De udveje og forholdsregler, som i skrift og
tale sædvanligvis fremhæves og anbefales som midler til at
afhjælpe fattigdom og nød blandt masserne, kan, for oversigtens
skyld, deles i seks klasser.
Der er mange mennesker, som endnu nærer
den bekvemme tro, at det materielle fremskridt til sidst vil udrydde fattigdommen,
og der er mange, som tror, at en forebyggende indskrænkning i folkeforøgelsen
er det mest virksomme middel; men disse antagelsers grundløshed
er allerede tilstrækkeligt påvist. Lad os nu undersøge,
hvad man kan vente af følgende midler:
1) Større sparsommelighed i statshusholdningen.
2) De arbejdende klassers bedre oplysning og større flid og driftighed.
3) Arbejdersammenslutninger til forhøjelse af lønnen.
4) Samvirken mellem arbejde og kapital (kooperation).
5) Regeringsledelse og -indgreb.
6) En mere vidtgående fordeling af jorden.
1) Større sparsommelighed i
statshusholdningen.
Indtil for få år siden var det
en trosartikel hos amerikanerne - en tro, som også deltes af de liberale
partier i Europa -, at nøden blandt de fortrykte masser i den gamle
verden skyldtes aristokratiske og monarkiske institutioner. Denne tro forsvandt
imidlertid, da der under De Forenede Staters republikanske styresæt
fremkom social elendighed af lignende art.. Men social nød tilskrives
endnu for en stor del de uhyre byrder, som de bestående statsstyrelser
pålægger, den uhyre statsgæld, hærene og flåderne,
den rutten med offentlige midler, som er karakteristisk for både monarkiske
og republikanske magthavere og særlig for storbyernes styrelser.
Hertil kommer for De Forenede Staters vedkommende beskyttelsestoldens plyndringssystem,
som for hver 25 cent, der kommer ind i statskassen, tager en dollar, ja
måske fire eller fem, ud af forbrugernes lomme. Nu synes der at være
en tydelig sammenhæng mellem de umådelige summer, folket således
berøves, og den armod, der hersker i underklasserne, og for en overfladisk
betragtning ligger det nær at tro, at en formindskelse af disse unyttige
byrder vil gøre det lettere for fattigfolk at skaffe sig brødet.
- Men betragter vi sagen nøjere, ser vi let, at dette ingenlunde
ville blive følgen. En formindskelse af det beløb, der gennem
beskatning tages fra et samfunds samlede produktion, vil være ensbetydende
med en forøgelse af dets nettoproduktion, en stigning af arbejdets
produktionsevne. Og som fordelene ved en sådan tilfalder jordejerne,
vil også skattelettelsen gøre det.
I England bærer for tiden det samlede
udbytte af arbejde og kapital byrden af en uhyre statsgæld, hele statskirkevæsenet,
et kostbart hof og en vældig flåde. Lad os tænke os,
at man slog en streg over statsgælden, ophævede statskirken,
lod kongefamilien sørge for sig selv, afskedigede flådens officerer
og mandskab og solgte skibene. En uhyre formindskelse i skatterne ville
således blive mulig. Men det ville dog kun være en økonomisk
vinding i stil med - om end ikke nær så stor - som den, damp-
og maskinkraft har frembragt i de sidste tyve til tredive år. Og som
denne ikke har afskaffet fattigdommen, men bare forhøjet jordrenten,
vil det også gå med skattelettelsen. Jeg vil ikke nægte,
at dersom alt dette kunne ske pludseligt og uden de forstyrrelser og omkostninger,
der følger med en revolution, ville der indtræde en midlertidig
forbedring i de laveste klassers kår. Men selv om så var, ville
vindingen til sidst blive opslugt af den stigende jordværdi, på
samme vis som det sker her i De Forenede Stater.
En dunkel bevidsthed om, at økonomi
i statshusholdningen således ikke varig kan forbedre kårene
for dem, der lever af arbejde, begynder at vågne i de brede lag og
danner en af de alvorligste politiske farer, som truer vor amerikanske republik.
Arbejderne, især blandt storbyernes voksende proletariat, bryder sig
fejl om styrelsens ødselhed, ja de er i mange tilfælde tilbøjelige
til at se på den som en god ting, der »skaffer arbejde«
eller »sætter penge i omløb«. Tweed, der plyndrede
New York, som en guerillahøvding brandskatter en erobret stad (og
som kun var en type for den nye slags banditter, der tilriver sig styret
i vore byer), var uden tvivl populær hos flertallet af vælgerne,
skønt alle og enhver kendte hans tyverier. Han havde bestjålet
de offentlige kasser for mange millioner, men proletariatets mænd
følte, at han ikke havde stjålet fra dem. Og socialøkonomiens
dom er den samme som deres.
Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at økonomi
i statshusholdningen ikke er ønskelig, men kun, at en indskrænkning
i det offentliges udgifter ikke ligefrem kan bidrage til at udrydde fattigdommen,
så længe jorden er monopoliseret.
Ikke desto mindre burde dog, just for underklassens
skyld, ingen anstrengelse spares for at undgå unyttige udgifter.
Jo mere indviklet og ødsel styrelsen er, desto mere bliver den til
en magt, der er adskilt fra og uafhængig af folket, og desto vanskeligere
bliver det at få de virkelige politiske velfærdsspørgsmål
ind under folkets egen afgørelse. Læg mærke til valgene
her i De Forenede Stater: Spørgsmål af den største
vigtighed trænger sig ind på os, men så stor en rolle
spiller pengene i politikken, så store er de personlige interesser,
som står på spil, at de for landet vigtigste spørgsmål
ikke bliver taget i betragtning. Den almindelige amerikanske vælger
har fordomme og partifølelse, men han skænker ikke grundprincipperne
for landets styrelse større tanke, end en sporvognshest tænker
på aktieselskabets udbytte. - Hvis det ikke forholdt sig således,
kunne umulig så mange indgroede misbrug få lov at bestå,
og nye opstå for vore øjne.
2) Stigende oplysning og driftighed i arbejderklassen.
Det er og har altid været en udbredt tro hos
de bedrestillede, at massernes fattigdom og lidelser skyldes deres mangel
på flid, nøjsomhed og intelligens. Denne tro, som dysser ansvarsfølelsen
i søvn, og tilmed fremkalder en smigrende følelse af overlegenhed,
er sandsynligvis endnu mere udbredt i sådanne lande som De Forenede
Stater, hvor alle er politisk lige, og hvor, på grund af samfundets
ungdom, klassedelingen mere gælder de enkelte mennesker end hele
slægter, fremfor i de gamle lande, hvor grænselinjerne har været
draget skarpere og gennem flere slægtled. Det er ganske naturligt,
at de, der kan udlede deres bedre stilling fra den større flid og
sparsommelighed, som dannede dens første grundlag, og den større
intelligens, - for ikke at tale om mulig større samvittighedsløshed
- der satte dem i stand til at benytte sig af enhver fordel, indbilder sig,
at de andre vedbliver at være fattige, simpelthen fordi de mangler
disse egenskaber.
Men enhver, der har fattet de virkelige fordelingslove,
vil indse denne anskuelses fejlagtighed. Man kunne lige så godt
påstå, at alle, som deltager i et kapløb, må
vinde. At hvem som helst kan vinde, er sandt; at alle kan, er umuligt.
Da jorden er monopoliseret overalt, undtagen
i de allernyeste stater, må jordrenten trykke arbejdslønnen
ned til det lavmål, der bestemmes ved, hvad man kalder »levefodshøjden«,
dvs. summen af de sædvanebestemte fornødenheder, som de arbejdende
klasser kræver som det mindst mulige for deres eksistens. Hvor dette
er tilfældet, kan flid, nøjsomhed og åndelig udvikling
kun, når de overstiger det sædvanlige, komme den enkelte til
gode, på samme måde som under et kapløb hurtighed kun
hjælper den løbende, hvis den overgår hans medbejleres.
Bliver fliden og intelligensen generelt større, vil arbejdet trods
sin forøgede produktionsevne kun få samme løn som før;
og den, som vil vinde foran, må arbejde endnu hårdere.
Den enkelte kunne vel spare penge af sin løn,
hvis han ville leve som Franklin, da han i sin læretid og som ung
håndværkssvend besluttede kun at spise planteføde; og
mangen fattig familie kunne på Franklins vis komme bedre ud af det.
Men hvis arbejderklassen besluttede sig til at leve på denne måde,
ville følgen kun blive, at lønnen ville synke i forhold, og
den, der ville afhjælpe fattigdommen ved at lære folk at spare,
måtte snart se til at udtænke en endnu billigere måde at
holde sjæl og legeme sammen på. Om de amerikanske arbejdere under
de nuværende forhold ville nøjes med kinesisk levemåde,
kom de snart til at nøjes med kinesisk arbejdsløn. Man troede,
at indførelsen af kartoflen til Irland skulle forbedre de fattigere
klassers kår ved at forøge forskellen mellem den løn,
de fik, og udgifterne til deres livsophold. Men det virkelige resultat var,
at jordrenten steg og lønnen gik ned, så da kartoffelsygen indtraf,
betød det hungersnød.
Og på lignende måde vil ganske
vist den enkelte ved at arbejde ud over den sædvanlige arbejdstid
kunne forhøje sin løn; men alles løn kan ikke forhøjes
på denne måde. Det er en bekendt sag, at i de fag, hvor arbejdstiden
er lang, er lønnen ikke højere end dér, hvor arbejdstimerne
er færre, i almindelighed endog det modsatte, for jo længere
arbejdstiden er, desto mere hjælpeløs og sløvet bliver
arbejderen. På samme måde kan ganske vist den arbejder, der
tager kone og børn til hjælp, forøge sine indtægter,
men i de arbejdsgrene, hvor det er blevet sædvanligt, at kone og børn
arbejder med, er hele familiens løn ikke større end familiefaderens
i de fag, hvor han i regelen arbejder alene. De bøhmiske cigarmagere
i New Yorks lejekaserner, som arbejder familievis, mænd, kvinder
og børn, har trykket lønnen for cigararbejdere således
ned, at den er lavere end den, kineserne fik i San Francisco.
Disse almene fakta er vel kendte, de fornemste
socialøkonomiske værker bekræfter, at det forholder
sig så, men forklarer sagen ud fra Malthus' teori. I virkeligheden
er årsagen dog ikke befolkningens tryk på livsopholdet, men
jordrentens tryk på arbejdslønnen.
Det er måske umagen værd at ofre
nogle ord om virkningerne af stigende oplysning, for der hersker en tilbøjelighed
til at tillægge oplysning en slags magisk indflydelse. Men oplysning
er jo kun af værdi, for så vidt den hjælper mennesket
til at bruge sine naturlige evner bedre, og dette formår dét,
man kalder oplysning, i såre mange tilfælde slet ikke. Jeg mindes
en lille pige, der var kommet temmelig langt i sin geografi og astronomi
i skolen, men blev meget forbavset over at opdage, at hendes moders baggård
hørte med til jordens overflade; og når man taler med »studerede
folk«, vil man finde, at en god del af deres viden er af lignende
art. De tænker sjældent bedre og sommetider ikke så godt
som mennesker, der aldrig har gået i en højere skole.
Dette får nu være, som det vil;
men det er i hvert fald klart, at hvis ikke intelligens, som jo er eller
i alt fald skulle være undervisningens mål, sætter masserne
i stand til og driver dem til at finde og fjerne årsagerne til den
ulige fordeling, kan den kun indvirke på lønnen ved at forøge
arbejdets produktionsevne. Den har altså samme virkning som forøget
flid og duelighed og kan kun forhøje den enkeltes løn, for
så vidt som den gør ham overlegen over de andre. Den gang,
det var en sjælden færdighed at kunne læse og skrive,
blev en skriver højt anset og fik høj løn, men nu, da
det er noget, næsten alle kan, giver det ingen fordel. Udbredelse af
kundskaber kan ikke, - uden for så vidt de gør menneskene utilfredse
med den bestående tingenes tilstand, - på nogen måde forbedre
tilstanden blandt de laveste klasser, »samfundets fundament«,
som de er blevet kaldt; de må blive på jorden, uanset hvor
højt overbygningen rejser sig. Ingen forøgelse i arbejdsevne
kan forhøje den almindelige arbejdsløn, så længe
jordrenten opsluger fremgangens frugt.
Vel er det sandt, at større dygtighed,
forsynlighed og intelligens hos de arbejdende klasser i regelen er forbundet
med bedre kår; men kendsgerningerne viser, at dette er virkning, ikke
årsag. Overalt, hvor de arbejdende klassers kår er forbedret,
har følgen været en højnelse af deres personlige egenskaber,
og hvor de har forværret sig, har det medført åndelig
forringelse. Men der kan ingen steder påvises en forbedring i kår
som følge af større flid og intelligens hos en klasse mennesker,
der må slide for det blotte livsophold, selvom disse egenskaber (eller
snarere det, som følger med dem: de højere fordringer til
livet), når de først er tilegnet, gør stærk og
i mange tilfælde yder tilstrækkelig modstand mod enhver forringelse
af de ydre kår..
Sagen er, at de egenskaber, som hæver
os over dyrene, hviler på dem, som vi har tilfælles med dem,
og at vor åndelige og moralske natur kun kan udfolde sig, efterhånden
som vore rent dyriske livsbehov tilfredsstilles. Tving et menneske til
stadig at trælle for at tilfredsstille sit dyriske livs simpleste
fornødenheder, og han vil miste al tilskyndelse til flid og foretagsomhed
- kilden til al duelighed - og vil ikke gøre andet, end hvad han
er tvunget til. Gør et menneskes kår således, at de ikke
kan blive meget værre, og at der kun er ringe udsigt til at forbedre
dem, og han vil ophøre med at tænke ud over dagen i dag. Nægt
menneskene fritid - og fritid vil ikke sige mangel på beskæftigelse,
men fritagelse for nødtvungent, plagsomt arbejde - og man kan ikke
gøre dem intelligente, om man så lader børnene gennemgå
den offentlige skole fra ende til anden og forsyner hver mand med en avis.
Vel er det så, at kårenes forbedring
hos et folk eller en klasse ikke altid straks giver sig udslag i åndelig
fremgang. Forhøjet løn kan jo endog i begyndelsen lede til
dovenskab og udsvævelser. Men den vil dog til sidst fremkalde forøget
driftighed og intelligens. Sammenligninger mellem forskellige lande, mellem
samme folk i forskellige tidsrum og mellem de samme mennesker, når
deres kår er ændret ved udvandring, viser det samme uforanderlige
resultat: de personlige egenskaber, vi taler om, kommer for en dag, så
snart de materielle kår bliver bedre, og forsvinder, når de
forværres. Fattigdom er den »fortvivlelsens sump«, som
Bungan så i sin drøm, og hvori gode bøger i al evighed
kan kastes uden resultat. Vil man have trællen til at udvise den frie
mands dyder, må man først gøre ham fri.
3) Arbejdersammenslutninger.
Fordelingslovene, som vi nu kender dem, viser
tydelig nok, at arbejdersammenslutninger kan forhøje lønnen.
- At sådanne sammenslutninger ikke kan frembringe nogen almen forhøjelse
af lønnen, at enhver lønforhøjelse for visse arbejdere,
som mulig opnås, må nedsætte lønnen for andre arbejdere
eller også forringe kapitaludbyttet, er anskuelser, som udspringer
af den vrangforestilling, at lønnen tages af kapitalen. Den lønforhøjelse
i særlige fag, som arbejdersammenslutninger har fremkaldt, har ingensteds
haft den virkning at formindske lønnen i andre fag eller forringe
forretningsudbyttet. Den arbejdsgiver i en eller anden branche, som først
tvinges til at forhøje lønnen, bliver ganske vist uheldig
stillet i forhold til sine konkurrenter, men så snart bevægelsen
også når til dem, er det forbi.
En forandring i lønnen i et eller andet
fag kan naturligvis fremkalde forandring i efterspørgselen efter
arbejdskraft af netop denne art. Men efterspørgselen i sin helhed
kan den ikke forandre. Lad os f.eks. tænke os, at en arbejderorganisation
i en vis industrigren får lønnen forhøjet i ét
land, medens en arbejdsgiverorganisation i samme branche nedsætter
den i et andet land. Hvis forandringen er stor nok, vil dette føre
til, at efterspørgselen i det første land helt eller delvis
bliver tilfredsstillet ved indførsel af vedkommende vare fra det andet.
Men tydeligvis må denne tilvækst i indførselen af én
slags varer enten medføre en tilsvarende indskrænkning i indførselen
af andre varer eller en tilsvarende tilvækst i udførselen; for
kun for egne frembringelser kan et land tilbytte sig et andet lands produkter.
Den tro, at formindskelse i arbejdslønnen kan forhøje, eller
lønstigning formindske, et lands udenrigsomsætning, er lige
så ugrundet som den tro, at et lands velstand kan forøges
ved indførselstold eller formindskes ved handelens frigørelse.
Om alle lønninger i et vist land blev fordoblet, så ville
landet desuagtet indføre og udføre de samme ting som før,
og i samme forhold, for ombytningen bestemmes ikke ved de absolutte, men
ved de relative produktionsomkostninger.
Selvom den ved arbejderorganisationen fremkaldte
lønforhøjelse således hverken trykker lønnen
i andre fag eller på anden vis skader nationalvelstanden, så
er dog de vanskeligheder, som stiller sig imod virksomme arbejdersammenslutninger
så store, at det gode, de kan udrette, er såre begrænset,
medens der er uundgåelige misfordele forbundet med dem.
At forhøje lønnen i et eller
flere fag, hvilket er alt, hvad nogen arbejdersammenslutning hidtil har
formået, er åbenbart en opgave, hvis vanskelighed bestandig
bliver større. For jo højere lønnen i et enkelt fag
står over det almindelige, desto stærkere bliver bestræbelserne
for at få den ned igen. Om således f. eks. en typografforening
ved strejke eller strejketrussel får sin løn forhøjet
10 pct. over, hvad der i sammenligning med lønnen i andre fag er
det normale, så vil straks efterspørgsel og tilgang af arbejdere
påvirkes deraf. På den ene side aftager efterspørgselen
efter trykning, og på den anden side vil den højere arbejdsløn
så stærkt øge tilstrømningen til faget, at selv
den stærkeste sammenslutning ikke kan hindre det. Derfor vil sådanne
fagforeninger, selv om de understøtter hinanden kun kunne forhøje
arbejdslønnen lidt. Og hvad de udretter er desuden begrænset
til deres egen kreds og berører ikke de underste lag, de uorganiserede
arbejdere, hvis kår allermest trænger til bedring, og som til
syvende og sidst dog er dem, der bestemmer alle de overliggende lags kår.
Den eneste måde, hvorpå arbejdslønnen ad denne vej kunne
forhøjes nævneværdigt og varigt, ville være ved
en almindelig sammenslutning, en sådan som Internationale tænkte
på, og som skulle omfatte arbejdere af alle slags. Men en sådan
forening må dog anses for praktisk umulig at få i stand; for
vanskelighederne ved sammenslutning, som er store nok i de bedst betalte
og snævreste fag, bliver større og større, jo længer
vi stiger ned ad den industrielle stige.
Man må heller ikke glemme, hvem det egentlig
er, striden står imellem. Det er ikke arbejde og kapital. Det er arbejderne
på den ene side og jordejerne på den anden. Stod striden mellem
arbejde og kapital, kunne den føres på meget mere lige vilkår,
for kapitalens evne til at holde ud er kun lidt større end arbejdets.
Kapitalen ophører ikke blot at tjene noget, så snart den ikke
anvendes, men den går snart til grunde, for den kan kun opretholdes
ved stadig fornyelse. Jord derimod sulter ikke som arbejderne og forringes
ikke som kapitalen - dens ejere kan vente. De kan blive sat i forlegenhed,
det er sandt; men det som for dem kun er en forlegenhed, er for kapitalen
ødelæggelse og for arbejderne hunger.
Landarbejderne i visse dele af England forsøger
nu at slutte sig sammen med det mål at få deres ynkelig lave
løn forhøjet. Hvis det var kapitalen, som tilegnede sig den
uhyre forskel mellem det virkelige udbytte af deres arbejde og den usle
skærv, de får, ville de kun behøve at danne en virksom
sammenslutning for at nå deres mål; for forpagterne, som er
deres direkte arbejdsgivere, kan næppe undvære arbejdskraft
længere, end arbejderne kan gå uden løn. Men forpagterne
kan ikke give synderlig efter uden nedsættelse af afgiften; og således
bliver det mellem jordejerne og arbejderne, at kampen i virkeligheden kommer
til at stå. Udfaldet kan ikke være tvivlsomt. Englands jordejere
er i kraft af denne deres ejendomsret Englands herrer. Så sandt er
det, at »den, hvem jorden tilhører, ham tilhører også
dens frugter«. »De hvide solskærme og de af hovmod rasende
elefanter« fulgte med forleningen af den engelske jord, og folket
i sin helhed kan aldrig genvinde sin magt, før det har taget denne
forlening tilbage. Og hvad der således gælder England, gælder
overalt i verden.
Ikke blot frembyder altså den organiserede
lønkamp praktiske vanskeligheder, den medfører uundgåelige
misligheder, som arbejderne ikke bør lukke øjnene for. Jeg
taler uden fordom, for jeg står endnu som æresmedlem af den
fagforening, som jeg altid loyalt støttede, så længe
jeg arbejdede i mit håndværk. Men det kan ikke nægtes,
at arbejdersammenslutningernes virkemidler nødvendigvis er af nedbrydende
art, deres organisation nødvendigvis tyrannisk. Strejken er en ødelæggelseskamp,
aldeles lig den styrkeprøve, hvortil en underlig fyr, som man kaldte
»pengekongen«, engang i San Franciscos tidligste dage udfordrede
en anden mand, som havde beskyldt ham for gerrighed: de skulle gå
ned til havnen og skiftevis kaste tyvedollarstykker ud, indtil en af dem
gav tabt. Den udholdenhedskamp, hvori en strejke består, er virkelig,
hvad den ofte har været sammenlignet med, en krig; og som al krig formindsker
den formuen. Og dens organisation må, som al krigsorganisation, være
tyrannisk. Ligesom endog den, der vil kæmpe for frihed, når
han træder ind i hæren må opgive sin personlige frihed
og blive et led i en stor maskine, således må det også
være med arbejdere, som organiserer sig med strejke for øje.
Disse sammenslutninger må derfor nødvendigvis være ødelæggende
netop for det, som arbejderne søger at vinde ved dem: velstand og
frihed.
Hos hinduerne er der en gammel måde at
tiltvinge sig betaling af en retmæssig fordring på, som kaldes
at sidde »Dharna«. Kreditoren søger at tvinge skyldneren
til at betale derved, at han sætter sig foran hans dør og
vægrer sig ved at spise og drikke, indtil han får sine penge.
- Arbejderorganisationernes fremgangsmåde ligner denne. Under strejkerne
sidder de »Dharna«. Men de har ikke, som hinduerne, overtroen
til at hjælpe sig.
4) Samarbejde (kooperation).
Det er for øjeblikket og har i nogen
tid været mode at forkynde samarbejde som universalmiddel mod de arbejdende
klassers nød. Men til uheld for samarbejdets virkningsfuldhed i
så henseende opstår samfundsonderne - som vi har set - ikke
af nogen strid mellem arbejde og kapital. Om samarbejdet blev almindeligt
gennemført, kunne det ikke forhøje arbejdslønnen eller
lindre fattigdommen. Dette er let at indse.
Samarbejde er to slags - samarbejde i forbrugsøjemed
og samarbejde for produktion. Lad nu forbrugsforeninger nå så
langt, de kan, i retning af at udelukke mellemhandlere, de kan dog kun
formindske omkostningerne ved ombytningen. De er kun et middel til at spare
arbejde og formindske risikoen, og deres virkning på formuefordelingen
kan kun være den samme som den, de opfindelser osv. har haft, der i
den nyere tid har gjort omsætningen så forbavsende billig og
let: - nemlig at forhøje jordrenten. Og produktionssamarbejdet er
kun en tilbagevenden til den lønningsform, som endnu bliver brugt
ved hvalfangsten, nemlig løn i forhold til udbyttet i stedet for fast
løn. Alt, hvad der gøres gældende til produktionssamarbejdets
fordel, er, at det gør arbejderne flittige og mere driftige, med andre
ord forøger arbejdets produktivitet. Dets virkninger går således
i samme retning som dampmaskinens, bomuldsplukkerens, mejerimaskinens osv.,
og kan kun frembringe det samme resultat - nemlig at forhøje jordrenten.
Det er et slående bevis på, hvorledes
man ved behandling af samfundsspørgsmål overser de første
grundsætninger, at der i den økonomiske og halvøkonomiske
litteratur tillægges samarbejde så stor værdi som middel
til at forhøje lønnen og lindre fattigdommen. At det ikke
kan have nogen sådan almen virkning, er indlysende.
Ser vi bort fra alle de vanskeligheder, som
kooperationen under de nuværende forhold er belemret med, og tænker
vi os den så udstrakt, at den helt har fortrængt de nuværende
metoder - så forbrugsforeninger vedligeholdt forbindelsen mellem forbrugerne
og producenterne med mindst mulig omkostning, og samarbejdende værksteder
og fabrikker, agerbrug og bjergværker var trådt i stedet for
arbejdsgivere, som betaler fast løn, og arbejdsudbyttet derved forøget
i betydelig grad - hvad ville så følgen blive? Intet som helst
andet, end at det blev muligt at frembringe lige så meget ved mindre
arbejde, og som følge deraf, at ejerne af jorden, kilden til al formue,
kunne fordre mere for brugen af deres jord.
At så mange mennesker tror, at »arbejderspørgsmålet«
kan løses ved kooperation, kommer deraf, at den i mange tilfælde
kendelig har forbedret de menneskers stilling, som umiddelbart har deltaget
i den. Men dette skyldes simpelthen, at disse tilfælde endnu står
enkeltvis. På samme måde som flid, sparsommelighed og duelighed
kan forbedre de arbejderes stilling, som besidder disse egenskaber i højere
grad end de øvrige, men ophører at have denne virkning,
så snart de bliver almindelige, således kan den ved kooperation
opnåede besparelse eller merudbytte bringe fordele, som igen går
tabt, når disse fremskridt bliver så almindelige, at de indvirker
på fordelingsforholdene i det hele. Og sandheden er, at - undtagen
måske i retning af opdragende virkninger - formår samarbejdet
ikke at frembringe noget alment resultat, som ikke også kan nås
ved konkurrence. Ligesom kontantsalgsforretninger har samme virkning på
priserne som forbrugsforeninger, frembringer også konkurrencen i produktionen
en lignende kræfternes ordning og udbyttedeling som produktionsforeningerne.
At forøget produktionsevne ikke forhøjer arbejdets løn,
skyldes ikke konkurrencen, men konkurrencens ensidighed. Der kan ikke finde
produktion sted uden jord, og den er monopoliseret; producenternes konkurrence
om retten til at benytte jorden tvinger da arbejdslønnen ned til et
lavmål og giver jordejerne al fordelen af den forøgede produktionsevne.
Tilintetgør dette monopol, og konkurrence vil da udelukkende kunne
have den virkning - som kooperationen gør forsøg på at
opnå - at give enhver, hvad han virkelig fortjener. Tilintetgør
dette monopol, og næringsfliden må blive et samarbejde af jævnbyrdige.
5) Regeringsledelse og -indgreb.
Pladsen tillader ikke her en nøjere
undersøgelse af alle de fremgangsmåder, der er bragt i forslag
til lindring eller udryddelse af fattigdommen ved hjælp af statsindgreb
i næringsflid og formuesforhold, og, som i deres mest vidtgående
former kaldes socialistiske. Det behøves heller ikke, for de lider
alle af de samme mangler. Alle går de ud på at sætte
statsledelse i den individuelle virksomheds sted og ved tvang at opnå,
hvad der bedre opnås ved frihed. De sandheder, som de socialistiske
ideer rummer, skal jeg senere komme tilbage til, men det er klart, at alt,
hvad der smager af indgreb og bånd, er i sig selv slet og bør
ikke komme til anvendelse, hvis der findes andre veje at gå. Lad os
f.eks. se på en af de simpleste og blideste af denne art forholdsregler:
indkomstskat efter stigende skala. Det mål, den sigter til, nemlig
at formindske eller forhindre den umådelige rigdomssammendyngning,
er godt; men midlet kræver nødvendigvis ansættelsen af
et stort antal embedsmænd med inkvisitorisk myndighed, og medfører
fristelse til bestikkelser, mened og alle andre midler til at omgå
beskatningen, hvorved der fremavles demoralisation og sættes præmie
på samvittighedsløshed.
Hvis de kunstige planer i retning af at regulere
alt muligt og finde en plads for hver enkelt var gennemførlige,
ville de skabe en samfundstilstand i stil med den, som fandtes i det gamle
Peru, eller den, som jesuitterne til deres evige ære tilvejebragte
i Paraguay. - Jeg vil ikke sige, at en sådan tilstand ikke ville være
bedre end den, som vi nu synes at drive hen imod; for i det gamle Peru fandtes
der, selvom produktionen var forbundet med de største besværligheder,
dog intet, der kunne kaldes nød, og folket gik til sit arbejde med
sang. Men herved er det ikke umagen værd at opholde sig. Det moderne
samfund kan ikke med udsigt til held stræbe hen imod socialisme af
denne art. Den eneste kraft, som nogensinde har været i stand til at
frembringe den - en stærk og udpræget religiøs tro -
skorter det på, og den bliver daglig mindre. Vort styresæt ville
ved et sådant forsøg åbenbart knække sammen under
byrden. I stedet for en forstandig fordeling af pligter og rettigheder ville
vi få en romersk uddeling af siciliansk korn, og folkelederen ville
snart blive kejser.
Socialismens ideelle samfundsbillede er storslået
og ædelt, og jeg er overbevist om, at det kan virkeliggøres,
men en sådan samfundstilstand kan ikke laves, den må vokse
frem. Samfundet er en organisme, ingen maskine. Det får kun liv ved
alle de enkelte deles individuelle liv. Og af alles fri og naturlige udvikling
vil det heles harmoni opstå. Alt, hvad der er nødvendigt til
en samfundsgenfødelse, indeholdes i de russiske fædrelandselskeres,
dem, man undertiden kalder nihilisters, løsen - »jord og
frihed!«
6) En mere vidtgående fordeling
af jorden.
Følelsen af, at der er en vis forbindelse
mellem jordejendomsforholdene og den sociale nød i de mest fremskredne
lande, bliver stedse stærkere; men hidtil har den væsentlig
kun givet sig udtryk i forslag, der går ud på en mere almindelig
fordeling af jordejendommene – I England fri handel med jord, rettigheder
til lejerne eller lige fordeling til arvinger af jordejendomme; i De Forenede
Stater krav om begrænsning af jordejendommenes størrelse. At
tendensen imidlertid for tiden både i England og Amerika går
i retning af at samle jorden på færre og færre hænder,
er ikke vanskeligt at se. Amerikanske statistiske tabeller føres
vel undertiden i marken som bevis for det modsatte. Men at jordbesiddelsen
i virkeligheden, i et land som vort, kan samles på forholdsvis færre
hænder, skønt skattelisterne viser en aftagen i ejendommenes
gennemsnitsstørrelse, er let at forstå. Eftersom jorden bliver
taget i brug og med den tiltagende folkemængde efterhånden går
over til mere intensiv benyttelse, bliver ganske vist ejendommenes størrelse
mindre: af en lille bondegård kan dannes en stor frugtplantage, af
en lille have en stor by-grundejendom osv. Men en gennemsnitlig ejendomsstørrelse
i en by af blot 1 td. land kan godt betyde en meget stærkere sammendragning
af jordejendommen end en gennemsnitsstørrelse af 500 tdr. land i en
nybygd, idet jordejerne i byen er færre i forhold til befolkningen.
Men også med hensyn til landejendommenes
størrelse er der i De Forenede Stater en tydelig tendens til forhøjelse.
Ligesom i England og Irland smågårde bliver slået sammen
til store, således også i Ny-England, og endda i højere
grad i de yngre stater. Endnu for få år siden ville i de nordlige
dele af unionen en landejendom på 250 tdr. land overalt være
blevet anset som en stor ejendom, sandsynligvis så stor, som en mand
med fordel var i stand til at dyrke. Nu findes der i Californien landbrugsejendomme
på 5, 10, 20, ja 40 tusinde tdr. land, og i Dakota omfatter det typiske
landbrug 75.000 tdr. land. Årsagen er klar. Den ligger i anvendelsen
af maskiner i landbruget og den almindelige tendens til storproduktion.
Den samme tendens, som sætter fabrikken med dens hær af arbejdere
i stedet for de mange uafhængige håndvævere, begynder
også at gøre sig gældende i landbruget.
Men når en sådan tendens hersker,
må alle forholdsregler, som søger at lette en videregående
udstykning, forblive virkningsløse, og alle foranstaltninger til
fremtvingning af udstykningen virke hæmmende på produktionen.
Hvis jordens dyrkning kan foregå mere økonomisk på store
ejendomme end på små, vil en begrænsning af ejendomsstørrelsen
svække arbejdets og kapitalens produktivitet.
Men ikke blot dette. Den egentlig afgørende
indvending mod al sådan begrænsningslovgivning er, at den
ikke ville sikre os det, som det gælder om at nå: en retfærdig
fordeling af udbyttet. Den vil ikke formindske jordrenten og kan derfor
ikke bringe lønnen til at stige. Den kan muligvis gøre den
velhavende klasse større, men den vil ikke forbedre stillingen for
dem, som tilhører den laveste klasse.
Dersom man ved at sætte lovskranker for,
hvor megen jord den enkelte måtte besidde, og ved ændringer
i arvelovgivningen fik Storbritanniens nogle tusinde jordejere forøget
til to eller tre millioner, så ville disse to eller tre millioner
ganske vist vinde derved. Men den øvrige del af befolkningen ville
ikke være bedre faren for det. Og dersom, - hvilket åbenbart
er umuligt, - jorden blev ligeligt fordelt mellem hele befolkningen, og
der blev givet love, som satte en stopper for tilbøjeligheden til
jordsamling, ved forbud mod, at nogen ejede mere end sin fastsatte part,
hvorledes skulle det da gå med befolkningens tilvækst?
Hvad der kan opnås ved en vidtdreven
deling af jorden, kan man se i visse egne af Frankrig og Belgien. At en
sådan fordeling af jorden i det hele taget er meget bedre og giver
staten en meget fastere grund at stå på, end den, som er fremherskende
i England, kan der ingen tvivl være om. Men at den ikke forhøjer
lønnen eller forbedrer de klassers kår, som alene har deres
arbejde at leve af, er lige så klart. Disse franske og belgiske bønder
er så strengt sparsommelige, at intet engelsktalende folk kender noget
lignende. Og når der i disse egne ikke findes så iøjnefaldende
kendetegn på fattigdom og nød i underklassen som på den
anden side af Kanalen, så skyldes det, tror jeg, ikke blot denne omstændighed,
men også en anden, som forklarer, at den vidtdrevne deling af jorden
kan holde sig - den nemlig, at det materielle fremskridt ikke er gået
så hurtig for sig.
Hverken er befolkningen dér vokset så
hurtig (tværtimod, den har næsten været stillestående),
heller ikke har fremskridtene i produktionsmetoder været så
store. Ikke desto mindre forsikrer de Laveleye - som sværmer for små
jordejendomme, og hvis vidnesbyrd derfor har dobbelt vægt - i sit
skrift om Belgiens og Hollands jordsystem, at arbejderens kår er værre
under denne yderliggående jordudstykning end i England, og at småforpagterne
- for forpagtning er meget almindelig også dér, hvor udstykningen
er størst - må svare en ubarmhjertig opskruet afgift, ja endog
tvinges til at stemme, som jordejerne vil, i stedet for at følge
deres egen overbevisning.
Men medens jordens udstykning således
ikke kan bidrage til at helbrede de onder, som jordmonopolet forårsager,
virker den til at hindre, at der bliver vedtaget eller endog blot foreslået
virkelig gennemgribende forholdsregler, og til at styrke det bestående
uretfærdige system derved, at et større antal mennesker bliver
interesseret i at opretholde det. I slutningen af sit skrift anbefaler
de Laveleye en større udstykning af jordejendommene som det sikreste
middel til at beskytte Englands store jordejere mod noget endnu mere radikalt.
Uagtet arbejdernes kår i de egne, hvor jorden er så overordentlig
udstykket, efter hans eget sigende er de usleste i Europa, og forpagterne
dér bliver udsuget endnu mere af grundejerne end den irske forpagter,
så »viser der sig dog ikke,« skriver han, »nogen
mod samfundsordenen fjendtlig følelse,« fordi
»Forpagteren,
om han end kan trykkes af afgiftens stadige stigning, lever blandt sine
ligemænd, almuefolk ligesom han selv, der under sig igen har småforpagtere,
som de behandler aldeles på samme måde, som den store jordejer
behandler sine. At drive forpagtningsafgiften op så højt som
muligt synes dem derfor at være en ganske naturlig ting, og de drømmer
ikke engang om at have noget at udsætte hverken på jordejerne
som klasse eller på ejendomsretten til jord. Således danner
fordelingen af en mængde små jordejendomme blandt bønderne
en slags vold og skanse for ejerne af de store jordegodser, og bøndernes
ejendomme kan uden overdrivelse kaldes den lynafleder, der fra samfundet
afvender farer, som ellers kunne føre til voldsomme katastrofer.
Jordens samling
til storgodser, tilhørende nogle få slægter, er en slags
opfordring til »nivellerende« lovgivning. Englands stilling,
så misundelsesværdig den end i mange måder er, synes mig
i denne henseende fuld af farer for fremtiden.«
Mig synes den netop af samme grund fuld af
håb.
Lad os opgive alle forsøg på at
blive jordmonopolets onder kvit ved at sætte skranker for ejendomsstørrelsen.
En lige deling af jorden er umulig, og alle skridt i den retning ville
kun yde lindring, ikke helbredelse, og det tilmed en lindring, som ville
hindre anvendelsen af virkelige helbredelsesmidler. Det er heller ikke værd
at forsøge noget, som ikke falder i tråd med samfundsudviklingens
naturlige retning og så at sige svømmer med tidens strøm.
At udviklingen går i retning af voksende koncentration: - Menneskenes
sammendragning i storbyer, industriens samling i store fabrikker og så
fremdeles, kan der ikke være tvivl om. Om det så er bybudsforretning,
har vi nu selskaber dertil. Alle tidens strømninger stiler mod
stordrift; for med heldigt udfald at modstå den måtte vi kvæle
dampen og afskedige elektriciteten fra menneskets tjeneste.