Mit værk er tilendebragt. 
     Men end højere stiger tanken. Bag samfundslivets problem ligger det enkelte menneskelivs. Det har været mig umuligt at tænke på dette ene uden også at tænke på det andet, og på samme vis vil det formodentlig også gå dem, som læser denne bog og således i tankerne følger mig. 
     Dette problem kan jeg dog ikke her undersøge. Jeg omtaler det kun, fordi en tanke, som, mens jeg skrev denne bog, er blevet mig til usigelig opmuntring, måske også kan glæde nogle af bogens læsere; for hvad skæbne den end får, den vil dog blive læst af nogle, som i deres hjertes dyb har taget korset til et nyt korstog. Vel vil denne tanke opstå hos dem også uden min hjælp, men man er sikrere på, at man virkelig ser en stjerne, når man ved, at andre også ser den. 
      Den sandhed, jeg har forsøgt at klargøre, vil ikke let vinde frem. Havde den kunnet det, så var den blevet antaget for længe siden, ja, var aldrig blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den og, om det kræves, dø for den. For sådan er sandhedens magt. 
     Vil den til sidst sejre? Til sidst ja. Men bliver det i vor tid eller blot i tider, da der endnu lever et minde om os? Det menneske, som ved synet af den nød, uvidenhed og råhed, der forvoldes af uretfærdige samfundsindretninger, sætter sig for, såvidt han evner, at rette dem, må lide bitre skuffelser. Således har det været alle dage. Men den bitreste tanke   og den opstår undertiden hos de bedste og modigste   er den, at al møje er håbløs, al opofrelse forgæves. Hvor få af dem, som udsår sæden, er det givet at se den spire eller endog kun med vished at vide, at den vil spire. 
     Lad os ikke skjule det for os selv: atter og atter er sandhedens og retfærdighedens fane blevet løftet i denne verden. Atter og atter er den blevet trampet ned   mangen gang i blod. Hvis de kræfter var svage, som står sandheden imod, hvis retfærdigheden kun behøvede at rejse sit hoved for at få uretfærdigheden til at fly, hvorledes kunne da de fortryktes klager så længe råbe til himlen? 
     Men den, som ser sandheden og retten og vil stå på dens side, spørger ikke først, om kampen vil lykkes. Falskhed og uret skænker ofte nok sejr. Men har ikke sandheden og retten noget at give, noget, som just tilhører dem, og dem alene. At de har det, ved enhver, som har følt deres løftende magt. Men undertiden sænker skyerne sig. Hvor knugende al læse om de menneskers liv, som har villet gøre noget for deres medmennesker. Sokrates rakte de giftbægeret, Gracchus dræbte de med stokke og sten, og en, den største og reneste af alle, korsfæstede de. Den dag i dag er Ruslands fængler fyldte, og i lange rækker går mænd og kvinder, som, om det ikke var for deres højsindede fædrelandskærligheds skyld, kunne have nydt luksus og gode dage, i lænker til Sibiriens levende død. Alt dette ser vi tydelig nok. 
     Men ser vi det hele? 
     Nys fik jeg fat på en avis. I den stod der en kort meddelelse om tre nihilisters henrettelse i Kiew --- den preussiske undersåt Brandtner, en ubekendt mand, der kaldte sig Antonoff, og adelsmanden Ossinsky. Ved foden af galgerne fik de lov at kysse hinanden, »så skar bøddelen rebet over, lægen stadfæstede, at døden var indtrådt, ligene blev begravet ved foden af skafottet, og nihilisterne var overgivet til evig forglemmelse«. Således lyder meddelelsen. -- Jeg tror den ikke. Nej, ikke til forglemmelse! 
     Jeg har i denne undersøgelse fulgt gangen af mine egne tanker. Da jeg i tanken først begyndte den, havde jeg ingen teori at støtte, ingen slutninger at bevise. Men jeg havde for første gang virkelig set den gruelige elendighed, som råder i en stor by; den forfærdede og pinte mig, og tanken om, hvad årsagen vel kunne være dertil, og hvorledes det skulle kunne afhjælpes, gav mig ingen ro. 
     Men af undersøgelsen fremgik der for mig noget, som jeg ikke havde ventet at finde, og en tro, som var død i mig, kom igen til live. 
     Længselen efter et tilkommende liv er naturlig og dyb. Den vokser med den åndelige udvikling, og ingen føler den vist dybere end de, som har begyndt at se, hvor stor verden er, og hvor uendelige de udsigter er, som ethvert fremskridt i viden åbner for os -- udsigter, som der ville behøves en evighed for at udforske. Men i vor tids åndelige luft synes det for det store flertal af mennesker, over hvem de blotte trossætninger har tabt deres magt, umuligt at se noget andet i denne længsel end et tomt og barnagtigt håb, udsprunget fra menneskets selvkærlighed, og uforeneligt med positiv viden. 
     Men når vi undersøger og eftersporer de forestillinger, som således udslukker håbet om et tilkommende liv, viser det sig, at de har deres kilde ikke i naturvidenskabens opdagelser, men i visse af samfundslærens lærdomme, som har gennemsyret tænkningen i alle retninger. De har deres rod i den lære, at der er en tendens til at frembringe flere mennesker end der kan forsørges, at last og elendighed skyldes naturlove og er de midler, ved hvilke fremskridtet foregår, og at de menneskelige fremskridt sker gennem en langsom raceforædling. Denne lære, som i almindelighed er blevet antaget for en uimodsigelig sandhed, har gjort, hvad naturvidenskabens fremskridt ikke i og for sig gør: fornedret det enkelte menneske til betydningsløshed og dræbt den forestilling, at der i verdensordningen tages noget hensyn til den enkelte og hans liv. 
     Det er vanskeligt at forene tanken om menneskets udødelighed med den forestilling, at naturen ødsler med menneskeliv ved stadig at bringe dem ind i en verden, hvor der ingen plads er for dem. Det er umuligt at forene forestillingen om en viis og god skaber med den tro, at den usseldom, som så stor en del af menneskeslægten er hjemfalden til, er en følge af hans styrelse. Og den forestilling, at mennesket sjælelig og legemlig er resultatet af langsomme forandringer, som forplantes ved arv, må uimodsigelig bringe en på den tanke, at det er racens, ikke de enkelte menneskers liv, som er målet for vor tilværelse. Således er da den tro, som i livets kamp og prøvelser yder den stærkeste støtte, den dybeste trøst, udslukt hos mange af os, og henvisner hos flere og flere. 
     Men i den undersøgelse, vi har foretaget, har vi mødt og gennemskuet disse vranglærdomme. Vi har set, at bortødslingen af menneskeliv og overmålet af menneskelig lidelse ikke skyldes naturlovene, men menneskenes uvidenhed og egenkærlighed. Vi har set, at det menneskelige fremskridt ikke sker ved at ændre menneskets natur, som tværtimod altid synes hovedsagelig at være den samme. 
    Således er den mare fordrevet, som i vor moderne verden kvæler troen på et tilkommende liv. Ikke at alle vanskeligheder er fjernet, for hvor vi end vender os hen, støder vi på ting, som vi ikke kan forstå, men vanskeligheder, som synes afgørende og uovervindelige, er dog ryddet af vejen. Og håbet bryder frem. 
     Socialøkonomien er blevet kaldt håbløshedens videnskab og som den sædvanlig doceres er den håbløs og fortvivlet, men, som vi har set, dette er kun tilfældet, fordi den er blevet fornedret og lænkebundet, så dens indsigelse imod uretten fordrejedes til en stadfæstelse af uretfærdigheden. Frigjort som jeg har forsøgt at frigøre den, i sin egen naturlige skønhed bærer den håbets strålekrans. 
     For ret forstået viser de love, som styrer al frembringelse og fordeling, at den nuværende samfundstilstands armod og uretfærdighed ikke er nødvendige, men at tværtimod en samfundstilstand er mulig, hvori fattigdom ville være ukendt, alle menneskenaturens bedste egenskaber og højeste evner ville kunne komme til udvikling. 
     Og når vi videre ser, at samfundsudviklingen ikke styres hverken af et særligt forsyn eller af en blind skæbne, men i en på samme tid fast og velsignelsesrig lov, når vi ser, at den menneskelige vilje er hovedfaktoren, og at menneskehedens tilstand er, som vi selv skaber den, når vi ser, at den økonomiske lov og moralloven er væsentlig én, og at den sandhed som møjsommelig tænkning fører os til, er den samme som den, vor følelse umiddelbart indskyder os, da bryder der en strøm af lys ind over det enkelte menneskelivs gåde. Disse talløse millioner, der har vandret og endnu vandrer på denne vor jord, med deres glæder, sorger og møje, deres små liv synes da ikke længere et helt meningsløst kraftspild. 
     Den store kendsgerning, som videnskaben på alle felter lægger for dagen, er lovens almengyldighed. Overalt, hvor astronomen formår at følge den, i et æbles fald eller i de uendelig fjerne dobbeltsoles omløb, ser han virkningen af den samme lov. Ud fra verdensrummets uendelighed kommer nu pludselig tilsyne et himmellegeme og forsvinder igen. Så vidt han kan følge dets bane, synes det at være udenfor loven. Siger han da: Dette er en undtagelse. Nej, tværtimod, han vil sige, at hvad han har set, er kun et lille brudstykke af en bane, at udover den lille del, han har iagttaget, skal loven nok vise sig at virke. Han regner dermed. Og se: efter århundreders forløb viser det sig at holde stik. 
     Eftersporer vi nu de love, som styrer det menneskelige  samfundsliv, finder vi, at de er de samme i det største som i det mindste samfund. Og vi finder, at overalt, hvor vi kan spore den, falder Loven for samfundslivet sammen med moralloven; at i samfundets liv høster retfærdighed altid sin løn og uretfærdighed sin straf. Men i de enkelte menneskeliv synes det ikke så. Dersom vi kun betragter enkeltmenneskenes liv kan vi ikke se, at verdenslovene står i nogetsomhelst forhold til godt eller ondt, til retfærdighed eller uretfærdighed. Skal vi da derfor sige, at den lov, som tydelig nok gælder i samfundslivet, ikke har gyldighed for det enkelte menneskeliv? Det ville i det mindste ikke være videnskabeligt at sige så. Vi ville ikke sige så med hensyn til andre forhold. Snarere tyder det på, at vi ikke ser menneskelivet i sin helhed. 
     I livet, således som vi kender det, kommer vor åndelige udvikling kun et kort stykke fremad. Menneskesjælen begynder kun dunkelt at komme til bevidsthed om det umådelige felt, der ligger for den, begynder kun at kende sin kraft og bruge den, -- så forsvinder den igen ved legemets død. Er der intet mere, da synes her at foreligge et brud, en mislykke. Det være sig en Humboldt eller en Herschel, en Moses, som ser ud over det forjættede land, en Josva, som går i spidsen for hærskarerne, eller en af disse milde og blide sjæle, som inden for deres lille kreds lever et velsignelsesrigt liv, så synes der, dersom personligheden, det her i verden udviklede sjæleliv, ikke kan gå videre, at foreligge en formålsløshed, som står i modstrid med den sammenhæng, der ellers viser sig i verden. 
     Ifølge en grundlov for vor fornuft kan vi ikke fatte, at der kan være virksomheder eller indretninger uden mål og med. Naturen, såvidt som vi i denne verden kommer i berøring med den, tjener til grundlag og genstand for den menneskelige fornuft. Men dersom mennesket selv ikke kan hæve sig til noget højere eller frembringe noget højere, så er dets tilværelse uforståelig. De, som frakender det enkelte menneske alt, hvad der går ud over dette liv, nødes derfor til at overføre tanken om fuldkommengørelse på slægten. Men som vi har set, gives der intet, som tyder på nogen væsentlig forbedring af slægten. Det menneskelige fremskridt består ikke i en fuldkommengørelse af den menneskelige natur, men af samfundet. Fremskridtene er således ikke faste og vedvarende, men kan til enhver tid gå tabt -- ja, de har en stadig tendens til at gå tabt. Og desuden, dersom det menneskelige liv ikke når udover, hvad vi her på Jorden kan se deraf, stilles vi med hensyn til slægten overfor den samme tankevanskelighed som med hensyn til enkeltmennesket. For det er ligeså vist, at slægten må dø, som at det enkelte menneske må dø. Den tid nærmer sig efterhånden, da polarlandenes jøkler igen vil brede sig over jorden og begrave skuepladsen for den nuværende civilisation. Og i endnu fjernere tid øjner forskeren en uddød jord, en udslukt sol -- en tid, da det sammenstyrtede solsystem skal opløse sig i dampform for påny at begynde endeløse forvandlinger. 
     Hvad er da livets betydning -- dette liv, der absolut uundgåelig begrænses af døden? For mig synes det blot forståeligt som en opgang og forhal til et andet liv. Og dets foreteelser synes mig blot at kunne forklares gennem billeder, og har overalt og til alle tider på forskellig vis været udtrykt gennem de sagn og billeder, hvori menneskene har forsøgt at angive deres dybeste livsopfattelse. 
     De hellige skrifter af svundne tiders skribenter -- Bibelen, Vedabøgerne og Koranen; den dybere mening i mange besynderlige religioner, økumeniske konciliers dogmatiske forordninger, Fox's, Wesleys og Savonarolas prædikener, indianernes sagn og de vilde negres tro, allesammen har de en kerne, hvori de stemmer overens -- et noget, der synes at være mere eller mindre forvanskede opfattelser af en og samme grundsandhed. Og ud fra den tankekæde, vi har fulgt, synes der dunkelt at frembryde glimt af, hvad også de dunkelt anede -- et skyggerids af livets grundsammenhæng, som, når man forsøger at give den udtryk, uundgåelig antager form af billeder og lignelser: en have, hvor der er plantet træer på godt og ondt, en vingård, hvis herres arbejde skal udføres, en overgang fra noget forudværende til et kommende liv, en prøvelse og en kamp, hvis udgang vi ikke kan se. 
     Se! Her, nu, i vor tids samfund, har det gamle billedsprog endnu sin fulde betydning. Ormuzd kæmper endnu med Ahriman -- lysets fyrste med mørkets magter. Kampluren kalder hver den, som vil høre. 
     Hvor den kalder og kalder og kalder, indtil hjertet svulmer hos dem, som hører den! Stærke, højtstræbende sjæle er, hvad verden også nu trænger til. Skønheden ligger endnu lænkebunden, og det gode og sande og skønne, som kunne udspringe fra menneskenes liv, trykkes endnu i støvet af jernhårde hjul. 
     Og de, som kæmper på Ormuzds side, om de end ikke kender hverandre -- et sted, en gang skal mønstringsrullen opråbes. 
     Om end sandhed og retfærdighed ofte synes at ligge under i striden -- vi ser ikke det hele. Hvorledes skulle vi kunne det? Vi opfatter ikke engang alt det, som foregår omkring os. Ætersvingningerne, som giver indtryk af lys og farve, bliver umærkelige for os, når de overskrider en vis hastighed. Og ligeså tonebølgerne. Og denne jord? Sammenlignet med solsystemet er vor jord et umærkeligt punkt, og solsystemet selv svinder ind til intet, når det måles med stjernedybet. Har vi ret at sige, at det, som forsvinder for vort blik, er viet til forglemmelse? Nej, ikke til forglemmelse. Langt, langt over vor synskreds må de evige love udøve deres magt. 
     Det håb, der således hæver sig, er hjertet i al religion. Digterne har udsunget det, seerne har forkyndt det, og i sine dybeste pulsslag banker menneskets hjerte dets sandhed i møde. Plutarks ord udtrykker, hvad der til alle tider og på alle tungemål er blevet sagt af dem, som med rent hjerte og klart blik, stående så at sige på tankens bjergtoppe og skuer ud over det dunkle verdenshav, har set et glimt af landet på den anden side: 

     "Menneskenes sjæl, som her er omgivet af legeme og lidenskaber, har intet fællesskab med Gud uden det, den kan opnå i forestillingen, ad tænkningens vej, ligesom i en slags dunkel drøm. Men når sjælen er frigjort fra legemet og overført til den usete, usynlige, utilgængelige og rene egn, da er denne Gud vor fører og konge; vi skal dér tilhøre ham helt og skal uden at trættes skue og lidenskabeligt elske den skønhed, som mennesker ikke kan udsige."