Der kommer tider i vort liv, som kalder på alle vore evner - da vi føler, at vi må vælge og handle med al den intelligens og energi, vi ejer, samtidig med at vi bortkaster alle illusioner. Således kommer der også i folkenes liv tider, som særlig kræver alvor og intelligens. 
     Vi synes at være kommet ind i en sådan tid. Den ene gang efter den anden er nationer og civilisationer blevet stillet overfor spørgsmål, der ligesom sfinksens gåde kræver svar eller volder død og undergang. Men aldrig før er så store og indviklede spørgsmål blevet fremsat som nu. Dette er ikke underligt. At de sidste år af dette hundredår må bringe skæbnesvangre sociale spørgsmål frem, følger af den materielle og åndelige udvikling, der har kendemærket dets gang. 
     Mellem samfundets udvikling og dyrearternes udvikling er der stor lighed. I de laveste former af dyrisk liv er der kun ringe forskel på de enkelte dele; både fornødenheder og evner er få og simple; bevægelserne er tilsyneladende automatiske, og drifter er der næppe stort mere af end i en plante. Så ensartet-simple er nogle af disse levende væsener, at hvis de skæres i stykker, vil hvert enkelt stykke leve videre. Men alt som livet hæver sig til højere og højere ytringer, giver det usammensatte plads for det sammensatte, de enkelte dele udvikler sig til organer med særskilt virksomhed og gensidig afhængighed, nye fornødenheder og evner opstår, og et større og større mål af intelligens er nødvendigt for at skaffe føde og undgå farer. Havde fisk, fugle eller pattedyr ikke højere intelligens end et koraldyr, ville de kun være skabt til at dø. 
     Denne lov - at den tiltagende sammensathed og finhed i organisationen, som giver større dygtighed og rigere evner, ledsages af tiltagende fornødenheder og farer og derfor kræver øget intelligens - går igennem hele naturen. I den stigende trinrække af liv kommer til sidst mennesket, det dyr, der af alle har den fineste og ædleste organisme. Ikke alene kræver menneskets større evner, for at kunne udnyttes, en større intelligens, end der findes hos noget andet dyr, men mennesket ville slet ikke kunne leve uden denne højere intelligens. Dets hud er altfor tynd og dets negle alt for skøre; det er alt for fattigt udstyret til løb, klatren, svømning og gravning. Var det ikke begavet med en højere intelligens end noget andet dyr, ville det omkomme af kulde, sulte ihjel af mangel på evne til at skaffe sig føde, eller blive udryddet af dyr, som er bedre udrustede til den kamp, hvori det dyriske instinkt er tilstrækkeligt. 
     I mennesket har imidlertid den intelligens, som vokser gennem naturens stigende trinrække, gjort et sådan spring mod det fuldkomne, at forskellen snarere ser ud til at være en artsforskel end en gradsforskel. I mennesket er den snævre og tilsyneladende ubevidste intelligens, som kaldes instinkt, blevet til en bevidst tænken, og den guddommelige tilpasningsevne og opfindsomhed gør det svage menneske til naturens konge. 
     Men med mennesket standser den stigende linie. Dyrisk liv når ikke nogen højere skikkelse. Heller ikke kan man påstå, at mennesket som dyr har udviklet sig det ringeste gennem sine mange slægtled. Men fremgangen har taget en anden retning. Hvor artsudviklingen ender, begynder samfundsudviklingen, og den samfundets fremgang, som vi kalder civilisation, har øget de menneskelige evner så stærkt, at der mellem en vild og et civiliseret menneske er en kløft så uhyre, at den kan måle sig med afstanden mellem det højt organiserede dyr og østersen, der er klistret fast til klippen. Og med hvert fremskridt i civilisation åbner der sig nye udsyn. Når vi prøver at forestille os, hvilken viden og hvilken magt den fremadskridende civilisation vil give fremtidens mennesker, slår vor indbildningskraft ikke til. 
     I den udvikling, der begynder med mennesket, så vel som i den udvikling, der fører op til mennesket, gælder den samme lov. Hvert fremskridt kræver højere og højere intelligens. Med det begyndende samfund opstår trangen til en social intelligens, dvs. den samstemmighed af enkeltmandsintelligens, som danner en offentlig mening, en offentlig vilje, og som ytrer sig i love, institutioner og administration. Alt som samfundet udvikler sig, kræves et større og større mål af denne sociale intelligens; thi forbindelsen mellem de enkelte bliver stadig mere inderlig og mere betydningsfuld, og den mere og mere indviklede samfundsordning bliver stadig udsat for nye farer. 
     Fra først af har hver familie selv frembragt sin føde, selv lavet sine klæder, selv bygget sine huse, og når de flyttede, har de selv sørget for befordringen. Sammenlign denne uafhængighed med det indviklede gensidige afhængighedsforhold mellem indbyggerne i en moderne by! De kan skaffe sig deres livsfornødenheder med større sikkerhed og i langt større udvalg og mangfoldighed, end naturmennesket kan; men det er ved tusinders samarbejde. Om det så er vandet, de drikker, og det kunstige lys, de bruger, bliver det bragt til dem ved hjælp af et snildt maskineri, som kræver mange menneskers stadige arbejde og tilsyn. Den enkeltes velfærd bliver således mere og mere afhængig af alles velfærd - den enkelte mere og mere underordnet samfundet. 
     Og således opstår der også nye farer. Det uciviliserede samfund er som de skabninger, der kan leve videre, selv om de skæres i stykker. Det højt civiliserede samfund er derimod som et højt organiseret dyr: et stik i et ædelt organ, en standsning af en enkelt funktion medfører døden. En af de vildes landsbyer kan brændes af og dens indbyggere jages bort - men da de er vant til at søge direkte tilflugt hos naturen, klarer de sig alligevel. Den højt civiliserede mand, som er vant til kapital, til maskiner, til yderliggående deling af arbejdet, er derimod hjælpeløs, hvis han pludselig bliver berøvet alt dette og henvises til naturen. Under fabrikssystemet samarbejder omtrent 60 mennesker på ved hjælp af en række kostbare maskiner at frembringe et par sko; men af disse tres kan ikke én lave en hel sko. I denne retning går udviklingen i alle grene af produktionen, endogså i landbruget. Hvor mange af vor tids landmænd kan håndtere en plejl? Hvor mange landmandskoner kan lave en kjole af fårets uld? Mange af vore landmænd kærner ikke engang deres eget smør eller avler deres egne køkkenurter. En umådelig stigning i produktiv evne følger af denne arbejdsdeling, som kun lader den enkelte frembringe nogle få af de ting, han har brug for, eller endog bare en lille del af en af disse ting. Men arbejdsdelingen gør enhver især afhængig af andre, som han måske aldrig nogensinde kommer i berøring med. Og samfundsorganismen bliver derved mere ømfindtlig. En primitiv landsbykommune kan fortsætte sin jævne tilværelse uden at føle de ulykker, der overgår andre landsbyer få kilometer derfra; men i en så tæt sammenknyttet civilisation som den, vi har nået, kan en krig, en dyrtid, en handelskrise på den ene halvkugle frembringe mægtige virkninger på den anden, medens rystelser og stød, som et primitivt samfund let ville komme over, betyder undergang for et højt civiliseret samfund. 
     Man skræmmes ved at tænke på, hvor ødelæggende sådanne frygtelige konflikter som dem, fortidens historie er opfyldt af, ville være for en civilisation som den nuværende. Trediveårskrigen satte Tysklands civilisation tilbage; en lige så vild krig i vor tid ville næsten helt tilintetgøre den. Ikke alene er de ødelæggende kræfter blevet langt mægtigere, men hele samfundsordningen er blevet langt finere og skrøbeligere. 
     Under enklere forhold kender alle hinanden, både herre og tjener, nabo og nabo, og der er en så nær forbindelse imellem alle, at samfundet er i stand til at slutte sig sammen i farens stund. Men for tiden går udviklingen i retning af at sætte dette over styr. I London kender beboerne i det ene hus ikke dem i huset ved siden af; lejerne i to sammenstødende værelser er fuldstændig fremmede for hinanden. Lad en borgerkrig bryde eller lamme den myndighed, der opretholder ordenen, og den uhyre befolkning vil blive en rædselsslagen hob, uden spor af sammenslutning og uden begreb om sammenhold - og London vil blive hærget og brændt af en hær af røvere. London er kun den største af de store byer. Hvad der gælder London, gælder også New York, og det gælder i tilsvarende mål alle de byer, hvis hundredtusinder af indbyggere er ved at blive til millioner. Disse vældige sammenhobninger af menneskelige væsener, hvor enhver, som søger ensomhed, kan finde den mere fuldstændig end i den ødeste ørken, hvor rigdom og fattigdom mødes og stødes, hvor én frådser og en anden sulter, kun få meter fra hinanden og dog adskilt ved lige så stort et svælg som det, der adskilte den rige mand i Helvede fra Lazarus i Abrahams skød - de er midtpunkter for vor civilisation, og de er typiske for den. Lad rystelser og stød forskyde den indviklede og skrøbelige samfundsordning, lad politibetjentens stav blive slået til jorden eller vristet ham ud af hånden, og det store dybs sluser åbnes; hurtigere end nogensinde før vil alt blive forvirring, kaos. Så stærk som vor civilisation kunne synes, udvikler den dog stadig ødelæggende kræfter. Det er ikke ørken og skov, men storbyernes baggårde og landevejenes grøfter, der fostrer de barbarer, som kan blive den ny tids hunner og vandaler. 
     Heller ikke må vi glemme, at i den civiliserede mand ligger endnu stadig den vilde gemt. De mænd, som i gamle dage øvede undertrykkelse eller gjorde oprør, som kæmpede til døden i småkampe og drak sig vildskab til i blod, som brændte byer og splittede riger, var i det væsentlige af samme slags som dem, vi hver dag møder. Sociale fremskridt har ophobet kundskab, afslebet væremåden, forfinet smagen, udvidet samfølelsen, og dog kan mennesket komme i lige så blindt et raseri, som da det i sin tid, klædt i skind, kæmpede mod vilde dyr med en flintesten. Og der er i vore dage tilbøjeligheder, som, i alt fald i visse henseender, truer med at optænde lidenskaber, der så ofte før er flammet op til en ødelæggende vildskab. 
     Der har aldrig før været noget, der kunne sammenlignes med de hurtige omvurderinger, som nu om dage finder sted i den civiliserede verden. Det synes, som om mennesket først i den europæiske race og først i det 19. hundredår er begyndt at leve - lige er begyndt at tage fat på sine redskaber og at få øjnene op for sine evner. Tidligere tiders kravlende sneglefjed er lige med eet blevet til hovedkuls jernbanefart med stadig voksende hast. De hurtige fremskridt sker først og fremmest i industrielle metoder og fysisk kraft. Men industrielle ændringer medfører sociale ændringer og nødvendiggør politiske ændringer. Fremadskridende samfund vokser fra deres institutioner, ligesom børn vokser fra deres klæder. Sociale fremskridt kræver altid større intelligens til styrelsen af de offentlige anliggender, men især da, når fremskridtene er hurtige og ændringerne hyppige. 
     Og at den livlige omdannelse, som foregår nu om stunder, bringer spørgsmål frem, som kræver den alvorligste opmærksomhed, kan ses på alle områder. Tegn til farer, varsler om voldsfærd viser sig overalt i den civiliserede verden. Trosbekendelser dør hen, meninger ændres, konservatismens gamle kræfter smelter bort. Politiske institutioner slår fejl, lige så øjensynligt i det demokratiske Amerika som i det monarkiske Europa. Der er voksende uro og bitterhed blandt masserne, hvordan så end regeringsformen er, en blind famlen efter en udvej fra de livskår, som er ved at blive utålelige. At give folkeførernes lærdomme skylden for alt dette ville være som at give den hurtige puls skylden for feberen. Det er den ny vin, der begynder at gære i de gamle tønder. At indlægge en første klasses oceandampers mægtige maskiner i et sejlskib, ville være det samme som at sønderbryde det, så snart de sattes i gang. På samme måde må de nye kræfter, der så hurtigt ændrer alle samfundsforhold, sprænge de sociale og politiske indretninger, som ikke er afpasset efter de krav, der stilles til dem. 
     At indrette vore institutioner efter de stigende krav og de skiftende vilkår er den opgave, som påhviler os. Fornuft, fædrelandskærlighed, menneskevenlighed og religiøs følelse maner os til at tage den op. Der er farer ved en sorgløs omskiften; men større fare er der ved en blind fastholden af det bestående. De spørgsmål, som begynder at dukke op for os, er alvorlige - så alvorlige, at der er fare for, at de ikke bliver løst tids nok til at afværge store katastrofer. Men det, der gør dem alvorlige, er den utilbøjelighed, man har til virkelig oprigtigt at forstå dem og dristigt give sig i kast med dem. 
     Disse farer, som truer ikke eet land alene, men selve den moderne civilisation, viser tilvisse, at en højere civilisation kæmper for at komme til live - at menneskenes fornødenheder og ønsker er vokset fra de vilkår og de institutioner, som tidligere var tilstrækkelige. 
    En civilisation, som går i retning af at samle rigdommen og magten i hænderne på nogle få heldige og gøre resten til rene menneskemaskiner, må nødvendigvis udvikle anarki og bringe ødelæggelse. Men det er muligt at opnå en civilisation, hvorunder den fattigste vil kunne få del i alle de behageligheder og bekvemmeligheder, som nu kun den rige nyder, hvor fængsler og fattiggårde vil være unødvendige og godgørenhedsforeninger utænkelige. En sådan civilisation venter kun på den sociale intelligens, som skal tilpasse midlerne efter formålet. De kræfter, der vil kunne give rigeligt til alle, er allerede i vore hænder. Men skønt der er fattigdom og nød, bringer den formelige overflod af rigdomsfrembringende kræfter tilsyneladende vildrede. - »Giv os blot et marked!« siger fabrikanterne, »så skal vi skaffe varer uden grænse.« »Giv os blot arbejde!« råber de arbejdsløse. 
     De onder, som begynder at vise sig, udspringer af, at den intelligens, der sættes i virksomhed for sociale opgaver, ikke har holdt skridt med den intelligens, der sættes i virksomhed for individuelle behov og materielle formål. Naturvidenskaben skrider fremad; statsvidenskaben står stille. Med alle vore fremskridt i den kunst at skabe rigdom har vi ikke gjort noget som helst fremskridt i retning af at fordele rigdommen retfærdigt. Oplysningen er steget umådeligt, industri og handel er blevet fuldstændig omskabt; men endnu er man ikke kommet til enighed om, hvorvidt toldbeskyttelse eller frihandel tjener et folk bedst. Vi har bragt vore maskiner til en sådan fuldkommenhed, at ingen for halvtredsindstyve år siden kunne have forestillet sig det; men overfor den politiske råddenskab står vi så hjælpeløse som idioter. 
     Civilisationens fremskridt kræver, at mere og mere intelligens bliver helliget de sociale anliggender; og det ikke de fås intelligens, men de manges. Vi kan ikke trygt overlade politikken til politikere eller socialøkonomien til universitetsprofessorer. Folket selv må tænke, fordi det er folket alene, der kan handle. 
     I et »Tidsskrift for civilisation« udtaler en lærer af faget, at samfundets løsen er dette: enhver sørger for sig selv! Dette er selvkærlighedens evangelium, dulmende som en sagte fløjten for dem, der selv har det godt og derfor synes, at alle andre bør være tilfredse. Men samfundets frelse, håbet om en fri, fuld udfoldelse af menneskeheden ligger i broderlighedens evangelium - Kristi evangelium. Socialt fremskridt gør, at alles velfærd mere og mere vedkommer den enkelte; det binder alle tættere og tættere sammen med bånd, som ingen kan slippe ud af. Den, som følger lands lov og skik og brug og sørger for sin familie, men som ikke bryder sig en døjt om det almene vel og ikke har nogen tanke tilovers for dem, der trædes under fødder, undtagen når han nu og da yder en almisse, han er ikke nogen sand kristen. Ikke heller er han en god borger. En borgers pligt er mere omfattende end som så. 
     Den intelligens, der kræves til løsningen af sociale spørgsmål, er ikke forstand alene. Den må besjæles af religiøs følelse og varmes af medfølelse med menneskelig lidelse. Den må strække sig ud over særinteresserne, hvad enten det er de fås særinteresser eller de manges. Den må søge efter retfærdighed. Thi på bunden af ethvert socialt problem vil vi finde en social uret. 

Fortsættes: Politiske Farer