|
Så
meget friere, så meget højere, så meget fuldere og videre
er livet i vor tid, at vi, når vi ser tilbage, ikke kan lade være
med at føle en slags medlidenhed med, om ikke ringeagt for tidligere
slægtled.
Hygge, bekvemmelighed og luksus, som for få
år siden ikke kunne købes for penge, er nu tilgængelige
for alle. Vi rejser i en time, let og behageligt, en tur, som for vore fædre
ville have været en lang og besværlig dagsrejse. Vi sender i
løbet af få minutter budskaber, som i deres tid ville have taget
uger. Vi har mere kendskab til fjerne lande, end de havde til nærliggende
egne. Hvad der for os er dagligdags ting, stod for dem som naturens fast
tillukkede hemmeligheder; vor verden er større, vor synskreds videre;
vi har lejlighed til at se mere, lære mere og udrette mere her i livet.
Tænk på oplysningens udbredelse, den
øgede fart i intelligensens forplantning! Sammenlign vore børns
skolebøger med vore fædres! Se, hvorledes det billige bogtryk
har gjort litteraturens skatte tilgængelige for masserne, og hvor mægtigt
det har øget forfatternes publikum! Se på dagbladene, som selv
de fattigste læser, og som giver dem indblik i alle samfundsklassers
gøren og laden og bringer dem nyt fra alle verdens egne! Tænk
på alle de illustrerede blade, som hver uge bringer det brede lag billeder
fra livet under alle forhold og i alle lande - fugleperspektiver over byer
og storslåede, skønne landskaber, fotografier af kendte mænd
og kvinder, billeder fra parlamenter, kongresser og møder, hoffers
pragt og vilde folks levevis, kunstens triumfer, arkitekturens storværker,
industriens virkemåder, opfindsomhedens frembringelser! Et sådant
rundskue som det, der hver uge glider forbi den jævne mands og kvindes
blik, kunne ikke den rigeste og mægtigste skaffe sig for blot en menneskealder
siden.
Disse ting og meget andet, som vi ved at nævne
dem kommer til at tænke på, må nødvendigvis øve
en mægtig indflydelse på tænkemåde og følelse.
Overtro dør ud, fordomme opgives, sæder og skikke ændres,
sympatier udvides, nye mål sætter fart i masserne.
Vi kommer til verden med en sjæl, der er
rede til at modtage ethvert indtryk. For barneøjet er alting nyt, og
det ene er mere mærkværdigt end det andet. I alt, hvad der ligger
ude over den almindelige erfaring, slutter vi os til den tro, som vore omgivelser
har, og det er kun dem med den stærkeste intelligens, der kan hæve
sig en smule op over de af samtiden godkendte meninger. I et samfund, hvor
den herskende mening var den, at jorden er en slette, båret af en kæmpemæssig
elefant, ville langt de fleste af os uden tøven tro dette, ligesom
vi nu tror, at den er en kugle, der kredser rundt om solen. Ingen teori er
så falsk, ingen fabel så tåbelig, ingen overtro så
nedværdigende, at man ikke tager den for gode varer, når bare
den er indgået som led i den offentlige mening. Mænd hengiver
sig til pinsel og død, mødre ofrer deres børn, når
den tro, de har levet sig ind i, byder dem det. Hvad er mere unaturligt end
flerkoneri? Og dog, hvor længe og hvor udbredt har ikke flerkoneri
været i verden!
I denne tilbøjelighed til at godkende,
hvad der forefindes, til at tro, hvad der fortælles os, er der både
noget godt og noget ondt. Det er den, der gør social fremgang mulig;
det er den, der gør den så langsom og pinefuld. Hvert slægtled
opnår nemlig derved uden møje den dyrekøbte kundskab,
som det har fået overleveret; men samtidig trælbindes det af
de vildfarelser og forvrængninger, som det også har fået
overleveret.
Det er på denne måde, tyranni opretholdes
og overtro vedligeholdes. Flerkoneri er unaturligt. Tydelige kendsgerninger
gennem al erfaring beviser det. Dette, at kønnene altid kommer til
verden i samme forhold; dette, at de to køn under sunde forhold altid
tiltrækker hinanden på en sådan måde, at alle andre
udelukkes; de fornødenheder, som barnets langsomme vækst og
udvikling medfører, tyder også på, at forbindelsen mellem
een mand og een kvinde er naturens orden. Og alligevel, skønt flerkoneri
er i modstrid med de klareste kendsgerninger og de stærkeste instinkter,
synes det dog en ganske naturlig ting for dem, som er opdraget i et samfund,
hvor det er en godkendt ordning, og kun ved lang tids modvirken og megen
kamp kan denne idé udryddes. På samme måde med slaveriet.
Endogså mænd som Platon og Aristoteles syntes, at det var lige
så naturlig en sag at eje en mand som at eje en hest. Ja, selv i det
19. århundrede og her i dette »frihedens land« - hvor længe
er det siden, at de, som hævdede, at ingen havde ret til at eje menneskeligt
kød og blod, blev stemplet som kommunister, som vantro og som oprørere,
der kun pønsede på at forstyrre samfundsordenen og ophæve
al ejendomsret! På samme måde med monarki, aristokrati og mange
andre lige så unaturlige ting, som uden indvendinger får lov
at bestå. Kan noget være mere unaturligt - dvs. mere stridende
imod sund sans og naturens kendsgerninger og love end dette, at de, som arbejder
mindst, skal have mest af det, der frembringes ved arbejde? »Den,
som ikke vil arbejde, skal heller ikke have føde.« Det er ikke
alene apostelens ord. Det er naturens klare lov. Og dog er over hele verden
de arbejdende klassers kår trange og fattige, medens de, som hverken
med hånd eller hoved fremmer produktionen, lever i luksus og overdådighed.
Dette er vi blevet vænnet til, og vi har derfor fundet det naturligt,
ligesom flerkoneri, slaveri, aristokrati og monarki synes naturligt for dem,
som er vant til det.
Men den tænkemåde, som fandt disse
forhold naturlige, er ved at forsvinde. Overtroiske forestillinger, som hindrede,
at de drøftedes, er ved at smelte bort. Naturvidenskabens afsløringer,
det øgede kendskab til andre tider og andre folkeslag, oplysningens
udbredelse, udvandringens og rejsernes tiltagen, den vækst, der er
i den kritiske ånd, og de ændringer, der alle vegne foregår
i gamle metoder, - alt hjælper til at nedbryde det tænkesæt,
der var skyld i, at den store masse af mennesker var tilfredse med en stilling
som brændehuggerens eller vandbærerens, hjælper til at
mildne sæderne og udvide sympatierne, hjælper til at udbrede
tanken om menneskelig lighed og broderskab.
Over hele verden bliver menneskemasserne mere
og mere utilfredse med de kår, som deres fædre ville have været
godt fornøjede med. Det er forgæves at sige til dem, at deres
stilling er blevet meget bedre; det er forgæves at vise dem, at der
indenfor deres rækkevidde ligger bekvemmeligheder, fornøjelser
og muligheder, som deres fædre ikke ville have drømt om. Det,
at de har fået så meget, tilskynder dem kun til at spørge,
hvorfor de ikke skulle have mere. Attråen vokser ved det, som den næres
af. Mennesket er ikke som oksen. Det har ikke noget fast tilfredshedsmål.
At vække en higen i mennesket, at opdrage det til ny krav er lige så
sikker en vej til at gøre det utilfreds med sin lod som til at gøre
denne lod tungere. Vi bøjer os for det, der efter vor mening ikke
kan blive anderledes; men når vi bliver klar over, at en fremgang er
mulig, så bliver vi stædige. Dette er forklaringen på det
paradoks, som de Tocqueville fandt så forbavsende: at masserne finder
deres stilling mere utålelig, jo mere den forbedres. Slavelovene var
viseligt indrettede, idet de foreskrev pinsler og straffe for at lære
slaver at læse; og de ræsonnerede rigtigt, som modsatte sig folkeoplysning
med den motivering, at den ville føre til revolution.
Men i forholdene, som de for tiden er i den civiliserede
verden, er der noget, som er mere ildevarslende end den voksende stædighed,
som de så længe tålte onder har affødt. Alt går
i retning af at vække sansen for naturlig lighed, at ægge massernes
attrå og ærgerrighed, at fremkalde en skarpere og skarpere erkendelse
af den grove uret, der ligger i vor tids ulighed i henseende til privilegier
og formue. Og dog går samtidig alt i retning af en hurtig og voldsom
forøgelse af denne ulighed. Aldrig siden de store jordegodser udmarvede
Rom, har verden set så umådelige formuer som dem, der nu ophobes
- og aldrig så udprægede proletarer. I en avis, som indeholdt
en meddelelse på flere spalter om et Vanderbilt-bal med dets pragtfulde
toiletter og rigdom af diamanter, med dets væld af roser til 2 dollars
stykket og dets kostelige vine, der flød som vand, læste jeg
også en kortfattet notits om, hvorledes 39 mennesker - deriblandt
18 kvinder - havde søgt ly ved en politistation i nærheden,
og hvorledes de alle blev ført for retten næste morgen og derpå
sat i fængsel i 6 måneder. »Kvinderne«, stod der
i notitsen, »skreg og hulkede bitterligt, da de blev ført til
fængslet.« Kristus blev født af en kvinde, og til Maria
Magdalene vendte han sig med en kærlig velsignelse. Men nogle af disse
menneskelige væsener, skabte i guds billede, er blevet til sådan
noget utøj, at vi må skovle dem ind i fængslerne uden
at være alt for nøjeregnende.
Jernbanen er en ny indretning. Den har næppe
rigtig begyndt sin virksomhed. Men den har allerede udskilt den mand, som
tæller sin indtægt i millioner hver måned, fra de tusinder
af mænd, der er glade ved at arbejde for ham for 90-150 cents om dagen.
Hvem skal under den nuværende udviklingsgang sætte grænser
for det næste slægtleds store formuer? Eller for disse store
formuers følgesvende: de hjemløse?
Tendensen i alle de opfindelser og forbedringer,
som så vidunderligt øger den produktive evne, går i retning
af at samle uhyre rigdomme i hænderne på nogle få og at
gøre vilkårene endnu mere håbløse for de mange,
at tvinge mennesker, hvis fremadstræben er blevet vakt, til at blive
maskiner for at frembringe rigdomme, de ikke selv kommer til at nyde godt
af. Uden en eneste undtagelse, så vidt jeg kan tænke mig, virker
alle moderne industrielle forbedringer i retning af at producere i stor
stil, at gennemføre arbejdsdeling indtil de mindste enkeltheder,
at give storkapitalisterne en overvældende fordel. Endog sådanne
opfindelser som telefonen og skrivemaskinen tjener til at koncentrere rigdom
ved at gøre det lettere at drive store forretninger og formindske
de vanskeligheder, der var ved at udvide storforretningen ud over et vist
punkt.
Maskinerne har i alle henseender tilbøjelighed
til ikke alene at gøre det umuligt for arbejderen at være sin
egen arbejdsgiver, men at reducere ham til en simpel maskinpasser eller
»fodrer«, at give afkald på dømmekraft, dygtighed
og begavelse, undtagen hos nogle få opsynsmænd, at sætte
alle andre end disse opsynsmænd til at udføre ensformigt automatarbejde,
der ikke lover nogen anden fremtid end det samme uforanderlige kredsløb.
Under det gamle håndkraftsystem kan arbejderen
vel have slidt hårdt og længe, men han havde selskab ved sit
arbejde, der var variation i det, og han havde den glæde at kunne øve
sin skabende evne, den lykke at kunne se tingen blive til under sin hånd.
Han arbejdede i sit eget hjem eller side om side med sin arbejdsgiver. Arbejdet
lettedes ved kappelyst, ved passiar, ved latter, ved diskussion. Som lærling
så han fremad mod det mål at blive svend; som svend så
han fremad mod det mål at blive mester og selv tage en lærling.
Med nogle få redskaber og lidt råmateriale var han uafhængig.
Han handlede direkte med dem, der havde brug for hans frembringelser. Kunne
han ikke få penge for sine varer, tog han andre varer i bytte for
dem. Den gruelige angst for at blive afskåret fra enhver mulighed
for at tjene sit livsophold og for at blive ude af stand til at sørge
for sin familie kastede aldrig sin skygge over ham.
Tag f. eks. grovsmeden fra den industrielle tid,
som nu er ved at forsvinde alle vegne - eller rettere »grov- og kleinsmeden«,
thi en rigtig smed arbejdede lige så godt i stål! Smedjen ligger
ved vejen eller gaden. Gennem den åbne dør har han udsigt til
den fri natur; alt, hvad der kommer forbi ham, kan han se. Vejfarende standser
for at spørge nyt, naboer for at fortælle eller høre
nyhederne, børn for at se det hede jern gløde og de røde
gnister flyve. Nu skor smeden en hest. Nu sætter han en hjulring på.
Nu smeder han et redskab og afkøler det. Nu svejser han en brækket
kaminrist. Nu udhamrer han med yndefuld kunstfærdighed en svingarm
til et ildsted, eller når der ikke er andet at gøre, smeder
han jernet ud til søm.
Gå så ind i et af disse vældige
fabriksanlæg, som strækker sig over hele hektar land! Arbejderne
er dér stuvet sammen i tusindtal; ved hjælp af dampkraft og
maskiner omdannes jernet til forskellige ting med en brøkdel af de
omkostninger, som det gamle system krævede. Man kan ikke komme derind
uden tilladelse fra kontoret, thi over hver dør står der: »Adgang
forbudt«. Hvis man får lov at komme ind, må man ikke tale
med arbejderne; men det kan også være det samme, thi selv om man
ville, kunne man ikke midt i al den buldren og klapren og svirren af maskinremme
og hjul. Man kan her se mennesker stå og gøre den selvsamme
ting om og om igen - hele dagen igennem stikke jernstænger ind mellem
store valser, holde plader hen til en stålkæbe, vende op og ned
på nogle jernstumper, alt under en spektakel, så man næppe
kan »høre sig selv tænke« - 60 gange i minuttet
- time efter time - dag efter dag - år efter år. Når undtages
en enkelt hist og her, der har stået i lære under et simplere
system, som nu er ved at gå af brug, er der i hele det mægtige
værksted ikke en eneste mand, som kan lave andet end en yderst ringe
del af det, der hører med til frembringelsen af en salgbar vare. Den
unge mand lærer i løbet af et øjeblik at passe den maskine,
han får med at gøre. Så standser hans udvikling. Han kan
blive gråhåret uden at lære mere. Når hans børn
vokser til, har han kun een udvej til at øge sine indtægter,
nemlig at sætte børnene til at arbejde. Med hensyn til at tragte
efter at blive herre over et sådant etablissement med dets millionkapital
i maskiner og lager kunne han lige så godt tragte efter at blive konge
af England eller pave i Rom. Han har ikke mere herredømme over de
forhold, der giver ham beskæftigelse, end en jernbanepassager har over
togets bevægelse. Årsager, som han hverken kan hindre eller forudse,
kan til enhver tid standse hans maskine og kaste ham ud i verden som en
yderst uduelig arbejder, der end ikke kan svinge en hakke eller håndtere
en spade. Selv når tiderne er gode, og hans arbejdsgiver »laver«
penge, opnår han kun fordele ved en strejke eller ved en strejketrussel.
Og ved de mindste tegn på dårlige tider daler hans løn;
han kan kun gøre modstand derimod ved en strejke, hvilket er ensbetydende
med at gå helt uden løn i kortere eller længere tid.
Jeg har her kun talt om et enkelt fag; men tendensen
er den samme i alle andre. Det er den form, som den industrielle organisation
antager overalt, selv i landbruget. Store aktieselskaber »befolker«
nu umådelige græsgange med kvæg og storgårdene drives
af omrejsende folkehold, som er blottet for alt, hvad der kan kaldes et
hjem. I alle fag gælder det, at arbejderne mere og mere skilles fra
arbejdsmidlerne og arbejdsmulighederne. Alle vegne bliver uligheden i formuefordelingen
mere iøjnefaldende. Og dette i en tid, da der er fart i tankerne,
da den gamle konservative magt må bøje sig, da ideerne om menneskelig
lighed vokser og udbredes.
Nå der imellem dem, som arbejder og lider
savn, og dem, der lever i ørkesløs overdådighed, er
et sådant dyb, at de efter almindelig tankegang synes at tilhøre
helt forskellige klasser af væsener, når det i religionens navn
vedblivende indprentes masserne, at alting i denne verden er ordnet af et
guddommeligt forsyn, som anviser enhver hans plads, når børnene
fra deres tidligste alder lærer, at det - for at bruge den højkirkelige
lærebogs ord - er deres pligt mod Gud og mennesker at »ære
og adlyde den borgerlige øvrighed«, at »vise underdanighed
og ærbødighed overfor enhver overordnet og gøre deres
pligt i den livsstilling, som det behager Gud at kalde dem til«, når
disse påbud om ydmyghed, tilfredshed og selvfornedrelse eftertrykkeliggøres
af den rædselsfulde trussel om en evighed af pinsler, mens på
den anden side de fattige lærer at tro, at hvis de tålmodigt
bærer deres lod hernede, vil Gud efter døden tage dem op i sin
himmel, hvor der hverken er privat ejendom eller fattigdom - så kan
det komme dertil, at den mest åbenlyse ulighed i vilkår hverken
vækker misundelse eller harme.
Men de ideer, som i vore dage rører sig
i verden, er helt forskellige fra disse.
For næsten 1900 år siden, da en anden
civilisation udviklede uhyre uligheder, da masserne overalt trykkedes ned
i håbløst slaveri, fremstod der i en jødisk landsby
en ulærd tømrer, som uden at bryde sig om tidens ortodoksi
og ceremonivæsen prædikede for arbejdere og fiskere og kundgjorde
dem budskabet om, at Gud er alles fader, og at alle mennesker er ligemænd
og brødre, og som lærte sine disciple at bede om himmeriges
komme på jorden. Universitetsprofessorerne rynkede på næsen
ad ham, og de rettroende præster fordømte ham. Han blev hånet
som en drømmer, en oprører, en »kommunist«, og
endelig blev det organiserede samfund forskrækket, og han blev korsfæstet
imellem to røvere. Men ordet gik frem, og, udbredt af flygtninge
og trælle, banede det sig vej imod magt og imod forfølgelse,
til det helt omskabte verden og ud af den rådnende gamle civilisation
bragte spiren til den ny. Så fylkede de priviligerede klasser sig igen,
lavede udskårne billeder af denne folkets mand i kongsgårde og
på kongegrave, helligede ulighed i hans navn, fordrejede hans evangelium
til et forsvar for social uretfærdighed. Men de store tanker om, at
alle er Guds børn og hverandres brødre, om en social tilstand,
hvor ingen skal overanstrenges og ingen lide nød, begynder igen at
få liv i den almindelige bevidsthed.
Hvor en mægtig vind møder en stærk
strøm, bliver der ikke et roligt hav. Og enhver, der tænker
på de modsatte kræfter, som er ved at udvikle sig, vil kunne
fatte alvoren i de sociale spørgsmål, som den civiliserede verden
snart må møde. Han vil også forstå Kristi ord:
»Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden! Jeg
er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.«
|