|
I
1790, da den første folketælling fandt sted i De Forenede Stater,
var der i byerne kun 3,3 pct. af hele landets folkemængde. I 1880 boede
22,5 pct. af befolkningen i byerne. Denne menneskenes tilbøjelighed
til at sammenhobe sig er en af vor tids ejendommeligheder. Over hele den
civiliserede verden vokser byerne således endnu stærkere end
folkemængden. Tilvæksten i Englands og Skotlands folkemængde
i dette hundredår har været i byerne. I Frankrig, hvor folkemængden
næsten er stillestående, bliver de store byer år for år
større. I Irland, hvor folkemængden er i stadig aftagen, bliver
Dublin og Belfast ved at vokse.
De samme store virkemidler - dampkraft og maskiner
- som således ophober befolkningerne i byerne, virker kraftigere med
til at koncentrere industri og handel. Det ser man, hvor som helst de nye
kræfter har været med i spillet, og i alle arbejdsgrene, lige
fra de oprindeligste.
Agerbrug, kvægavl, bjergværksdrift
og fiskeri, til dem, der er fremstået ved de ny tiders opfindelser:
jernbanekørsel, telegrafering, belysning ved gas eller elektricitet.
Der er blevet fremført med De Forenede
Staters statistiske bureau som kilde, at gårdenes gennemsnitsstørrelse
er i aftagende i staterne. Denne udtalelse stemmer hverken med de øjensynlige
kendsgerninger overalt i De Forenede Stater eller med udviklingsgangen i
andre landes agerbrug, f. eks. Storbritanniens; ja, den stemmer end ikke
overens med bureauets egen statistik.
Det står fast, at jordbesiddelsen som alt
andet koncentreres, og at gårdbrugene bliver større og større.
Dette har sin årsag i de forbedrede landbrugsmaskiner, som gør
gårdbruget til en forretning, der kræver større kapital,
i den højere jordværdi, i de forandringer, som jernbanerne
har medført, og i de fordele, som særlige fragttakster giver
de store producenter fremfor de små. At det går hurtigere og
hurtigere i den retning, er der ikke noget spørgsmål om. Den
ny landbrugstidsalder er endnu kun i sin vorden. Og hvilken vinding der
end måtte være ved den, så medfører den, at den
store mængde af Amerikas landmænd reduceres til forpagtere eller
arbejdere. Vi har ingen midler til at efterspore, hvor stærkt forpagtergårdenes
tal i De Forenede Stater er steget i løbet af de sidste 10 år,
da der ikke er udarbejdet nogen statistik over forpagtningsforhold førend
ved sidste folketælling; men denne viser, at der i 1880 var ikke mindre
end 11.024.601 forpagtere i De Forenede Stater. Dersom vi dertil var i stand
til at føje, hvor mange landmænd der er, som kun af navn er
ejere af deres jord, men som faktisk svarer leje i form af prioritetsrenter,
ville resultatet blive forbavsende.
Hvorledes den samme udviklingsgang finder sted
i andre arbejdsgrene, er det næppe nødvendigt at tale om. Det
er overalt iøjnefaldende, at den selvstændige håndværker
bliver medhjælper, den lille detailhandler ekspedient i det store magasin,
den lille købmand kontorist eller bogholder, og at mænd, som
under det gamle system var uafhængige, stuves sammen i store firmaers
og selskabers tjeneste. Men virkningen af dette har man næppe gjort
sig helt klar. En stor klasse af mennesker, deriblandt mange folkelærere,
taler stadig, som om energi, flid og økonomi er alt, hvad der er nødvendigt
for at have forretningsfremgang - fremhæver stadig den kendsgerning,
at mænd, der begyndte med ingenting, nu er rige, som bevis for, at
enhver kan begynde med ingenting og blive rig.
At de fleste af vore rige mænd begyndte
på bar bund, er sandt. Men at den samme lykke er lige så let
at vinde nu, er ikke sandt. Omdannelsestider giver altid enkelte mennesker
lejlighed til at hæve sig opad; men denne lejlighed går tabt,
når der igen er kommet ro i samfundsforholdene. Vi har ikke alene bredt
os ud over et nyt fastland, men dampkraftens indførelse og maskinernes
brug har fremkaldt industrielle ændringer, som verden aldrig har set
mage til.
Da Vilhelm Erobreren udstykkede England mellem
sine mænd, skabtes der et lensaristokrati ud af en hær af eventyrere.
Men da samfundet igen havde fæstnet sig, var der blevet dannet en fødselsadel,
som intet almindeligt menneske kunne have håb om at blive optaget i,
og efterkommerne af Vilhelms eventyrere så ned på mennesker af
samme klasse som deres egne fædre, som om det var væsener af
et ringere stof. Når et nyt land hurtigt bebygges, vil således
de, der kommer, medens jorden er billig, og handel og industri er i opkomst,
have muligheder, som de ikke kan have, der går ud fra samme stade,
men i en tid, da jorden er blevet værdifuld, og samfundet er blevet
organiseret.
De rige mænd af første slægtled
i et nyt land er altid mænd, som begyndte med ingenting; men de følgende
slægtleds rige mænd har i almindelighed arvet deres »start«.
Når vi i De Forenede Stater hører tale om en rig mand, spørger
vi ganske naturligt: »Hvordan tjente han sine penge?« Thi man
forudsætter næsten alle vegne her i landet, at han har erhvervet
dem. I England kommer man i reglen ikke med det spørgsmål; dér
forudsætter man, at han har arvet dem. Men skønt det er længe
siden Englands jord blev udstykket, har de store forandringer, som dampkraften
og maskinerne medførte, dog gjort det muligt dér så vel
som her at hæve sig op fra arbejderkår til stor rigdom. Denne
mulighed er nu lukket eller ved at lukke sig. Når et jernbanetog langsomt
sætter sig i gang, kan man med et eneste skridt komme op i det. Men
få minutter efter kan de, som ikke har taget dette skridt, løbe
vejret af sig i en håbløs stræben efter at nå toget.
Det er tåbeligt at tro, at det er let at springe på et tog, når
det er i fuld fart, fordi det var let for dem, der sprang på, da toget
satte sig i gang. Lige så tåbeligt er det at tro, at muligheder,
som stod åbne dengang, da dampen og maskinerne begyndte deres koncentrerende
virksomhed, vil vedblive at stå åbne.
En engelsk ven af mig, en fabrikant i Manchester,
som havde trukket sig tilbage med en stor formue, fortalte mig engang sit
livs historie: Hvorledes han som 8 års dreng begyndte at hjælpe
til med at lave sejlgarn, dengang da sejlgarn udelukkende blev lavet med
hånden; hvorledes han som ung mand vandrede til Manchester og fik en
balle hør på kredit og så lavede garn deraf og solgte det;
hvorledes han oparbejdede en lille handel og fik andre til at arbejde for
sig; hvorledes han, efterhånden som maskinerne blev opfundet og dampkraften
indført, udnyttede dette, indtil han havde en stor fabrik og havde
skabt en stor formue, da han så trak sig tilbage for at leve resten
af sine dage i ro. Forretningen overlod han til sin søn.
»Tænk dem, at De var en ung mand nu!«
sagde jeg; »kunne De da vandre til Manchester og gøre det samme
en gang til?«
»Nej,« svarede han, »ikke én
kunne gøre det. Jeg kunne ikke, selv om jeg havde 50 tusinde pund
i stedet for mine 5 shillings.«
Sådan går det i enhver forretningsgren,
når de ny virkemidler har nået en vis udvikling. Leland Stanford
kørte med studeforspand til Californien; Henry Villard kom som fattig
dreng hertil fra Tyskland, blev avisreferent og red på muldyr fra Kansas
City til Denver, medens sletterne vrimlede af indianere - det ville ingen
gøre, som har konto i banken. Stanford og hans fæller fik fat
i central-pacific-banen med alle de goder, som regeringen havde knyttet dertil,
og de er nu herrer over sådan noget som 20.000 kilometer jernbane,
millioner af hektar land, dampskibslinier, ekspresselskaber, banker og aviser,
for ikke at tale om lovgivningsmyndigheder, kongresmedlemmer, dommere osv.
På lignende måde fik Henry Villard ved en række lykketræf,
som han havde energi og instinkt nok til at benytte sig af, fat i Oregon
dampskibssejladsen og nord-pacific-banen med tilhørende privilegier
og er blevet jernbanekonge i det umådelige område nord for Stanfords
herredømme; også han ejer sine tusinder af kilometer jernbaner,
sine millioner af hektar land, sine aviser, sine politiske lejesvende, sine
litterære fluesmækkere og er i stand til at hente sig en hel
skibsladning Lorder og baroner herover for at se ham slå et guldsøm
i.
Nu er det ikke alene sådan, at muligheder
som dem, der gjorde Stanforderne og Villarderne så mægtige, kun
kommer, når nye lande åbnes og nye industrielle kræfter
udvikles; men Stanfordernes og Villardernes opståen gør det umuligt
for andre at hæve sig på samme måde. Enhver, der nu vil
åbne en jernbane indenfor de herrers område, må stå
i et underordnet og skatskyldigt forhold til dem. Den store jernbanekonge
er den eneste, der kan tage kampen op mod den store jernbanekonge, og herredømmet
over jernbanesystemet giver ikke alene »kongen« herredømme
over sidebaner, ekspresselskaber, dagvognsforbindelser, dampskibslinier osv.,
sætter ham ikke alene i stand til at skabe eller tilintetgøre
mindre byer, men giver ham magt til at »vurdere« enhver, som
grunder en forretning, der kræver banetransport, og at putte i sin egen
lomme ethvert overskud, der når op over det, han efter omhyggelig overvejelse
finder passende. En sådan stormagts udvikling er som væksten
af et stort træ, der suger fugtigheden af den omliggende jord og kuer
al anden plantevækst med sin skygge.
På lignende måde øver koncentrationen
også sin virkning i alle store forretninger. Den store fabrik kvæler
den lille fabrik. Det store lager undersælger det lille lager, indtil
det er blevet fri for dets konkurrence. På toppen af Amerikas nyhedsbureaus
bygning i New York står der en avisdreng udhugget i marmor. Det var
som avisdreng, lederen af dette store foretagende begyndte. Men det, der
fra først af kun var en forening af nogle få avissælgere
til gensidig nytte, er blevet et så mægtigt foretagende, at det
ene kapitalstærke og dygtigt ledede selskab efter det andet er gået
under i forsøg på at bryde dets monopol eller få del
i det. Avisdrengen kan se på den statue, der kroner bygningen, ligesom
den unge englænder, der rejser til Indien for at få en kontorplads,
kan se på Lord Clives statue. At det kan være en lektion og
en spore, er vel sandt; men ligesom Clives sejre, da han grundlagde det
engelske herredømme i Indien, gjorde det umuligt for andre at gøre
den samme karriere en gang til, således vil også den succes,
Amerikas nyhedsbureau har haft, gøre det umuligt for mænd med
ringe kapital at skabe en lignende forretning.
På samme måde kan bogtrykkeren se
op til Tribune's bygning eller journalisten til Herald's bygning. En Greely
eller en Bennet kunne ikke længer have håb om at igangsætte
en første klasses avis i New York eller at få magt over en,
som allerede var igangsat, medmindre han fik Jay Gould i ryggen. Selv i
vore rigeste byer er den tid til ende, da nogle få bogtrykkere og skribenter
kan slå sig sammen og udgive et dagblad. Selv om man ser bort fra den
forenede presses faste ring, er avisen blevet til et umådeligt maskineri,
som kræver stor kapital, og som for største delen skrives af
litterære fabriksarbejdere, der må skrive, som det passer den
kapitalist, der har magten over dem.
I det forrige slægtled blev en fuldrigget
indienfarer regnet for et meget stort skib, når den var på 500
tons. Nu bygger vi kystfartskonnerter på 1000 tons. Det er ikke længe
siden, vore 1. klasses oceandampere var på 1200 eller 1500 tons; men
nu er de fineste atlanterhavsbåde oppe på 10.000 tons. Ikke alene
er der forholdsvis færre kaptajner; men chancerne for kaptajner er ikke
så gode nu som før. Kaptajnen på en stor atlanterhavsdamper
fortalte mig for nylig, at han ikke tjente mere nu, end dengang han som
ung mand førte et lille sejlskib. Der var ikke mere nogen lejlighed
til lidt ekstrafortjeneste, og der var ingen udsigt til at blive ejer af
en af disse store dampere.
Under alle forhold, undtagen under et strengt
arveligt kastesystem, vil der naturligvis altid være mennesker, som
ved hjælp af store evner eller lykkelige tilfældigheder hæver
sig fra fattigdom til rigdom og fra en lav til en høj stilling. Men
vor tid har en stærk tilbøjelighed til at gøre dette
mere og mere vanskeligt. Jay Gould er sandsynligvis en dygtigere mand end
den nuværende Vanderbilt. Havde de begyndt ens, kunne Vanderbilt godt
nu have trasket rundt og solgt musefælder eller have arbejdet som
kontorist for en ussel løn, medens Gould talte sine snese af millioner.
Men med al sin evne til at lave penge kan Gould ikke indvinde det forspring,
som den første Vanderbilts vældige erhvervelser giver. Og når
de nuværende store pengefyrsters sønner indtager deres plads,
bliver medbejlermulighederne for alle andres sønner meget mindre.
Alle nutidens tendenser går ikke alene i
retning af ophobning af store formuer, men også i retning af formuernes
eviggørelse. Der udgår ingen korstog. Meget rige folks vaner
er ikke så sindssvagt ekstravagante, at de skulle kunne sætte
sådanne formuer over styr. Højt spil er gået af mode, og
aktiebørsens hasardspil er farligere for små end for store pengepunge.
Aktier, obligationer, prioriteter, bankboxe og truster hjælper til
at bevare storformuen, og alle moderne virkemidler udvider området for
dens heldige anbringelse.
På den anden side bliver den simple arbejder
mere og mere hjælpeløs, og det bliver mere og mere vanskeligt
for de små kapitaler at konkurrere med de store. De store jernbaneselskaber
opsluger efterhånden de mindre. Et eneste stort telegrafselskab råder
allerede over hele fastlandets telegrafnet, og for at spare udgifterne ved
opkøb af flere patenter betaler det opfindere for at lade være
med at opfinde. Ligesom næsten alle værtshuse i England er kommet
i hænderne på de store bryggere, således sætter
de store firmaer her hos os unge mænd i gang, men tager prioriteter
i deres lager. Ligesom i Storbritannien salget af spise- og drikkevarer til
jernbanepassagererne er gået over i hænderne på et eneste
stort selskab, og ligesom i Paris en eneste stor restauratør gennem
utallige grene tager handelen fra alle de små, således er her
hos os de drenge som sælger blade og jordnødder ved togene,
visse selskabers funktionærer; pakker bæres omkring, og ærinder
besørges af aktieselskaber.
Jeg nægter ikke, at denne tendens i høj
grad tjener folks bekvemmelighed. Jeg påpeger kun, at den er til stede.
En stor forandring foregår over hele den civiliserede verden, noget
i lighed med det, der skete i Europa, dengang da frie ejendomsbesiddere
under lensvæsenets tilbliven forvandledes til undergivne og bragte
hele samfundet i afhængighedsforhold til et rigdoms- og privilegiumsvælde.
Om det ny aristokrati er arveligt eller ikke er næsten uden forskel.
Kun tilfældet kan afgøre, hvem der skal have de få gevinster
i et lotteri. Men det er ikke des mindre sikkert, at det overvældende
flertal af dem, der spiller i det, må trække nitter. Den ny tidsalders
kræfter har endnu ikke fået tid til at gøre tilstanden
arvelig; men tydeligt er det, at når den industrielle organisation
tvinger tusinde arbejdere til at tage tjeneste hos een arbejdsherre, så
bliver forholdet mellem herrer og arbejdere kun som een til tusinde, selv
om også den ene kommer fra de tusindes klasse. »Herre!«
Det ord holder vi ikke af. Det er ikke amerikansk! Men hvad nytter det at
gøre indsigelse mod ordet, når vi alligevel har tingen? Den
mand, der giver mig beskæftigelse, som jeg nødvendigvis må
have, hvis jeg ikke vil lide nød, er min herre, hvad jeg så
end vil kalde ham.
|