|
Der
er verdener og atter verdener - endog inden for den samme synskreds. Den,
som kommer til New York med lommen fuld af penge, som tager ind på
Windsor eller Brunswick, og som bliver modtaget af gæstfri værter
i Fifth Avenue's herskabshuse, han ser et New York. Den, som kommer med en
dollar eller to og søger et 25-cents logihus, ser et andet New York.
- Der er også 15-cents logihuse, og folk, som endda er for fattige
til at tage ind dér.
Ind gennem parkens yndige alléer sprænger
jernbaneknuserens datter af sted i den strålende majsol. Hendes smagfulde
ridedragt flagrer frit fra siden af hendes blanke fuks og hendes rideknægt
i flunkende kravestøvler og stramtsiddende nyt liberi rider i ærbødig
afstand bagefter på en fuldblodshest, som slider i bidselet. Børsspillerens
søn, der på engelsk maner hæver sig fra sin traver ved
hvert skridt og fatter sin engelske ridepisk om midten, løfter på
hatten ved hendes nik. Nu hilser hun på en mand, som suser forbi i
en londonsk jagtvogn; hans livréklædte tjener sidder bag ved
ham med korslagte arme; - Det er den højbårne efterkommer af
en hollandsk gartner, hvis kålhave, der nu er dækket af mursten
og kalk, er blevet til et »gods« med fyrstelige indtægter.
Nu klinger en tone i den bløde, varme luft, og trukket af fyrige forspand
jager køreklubbens vogne forbi med livréklædte kuske
og tjenere og med en mængde passiarende mennesker; for disse mennesker
er livet med dets kredsløb af baller, sekskaber, teatre, kurmageri
og lystture en eneste helligdag, hvor overmættelse ville gøre
tiden lang, dersom der ikke stadig kunne findes på ny adspredelse.
Hvor forskellig er ikke denne strålende
verden fra den verden, som de andre lever i - den gamle kone, der i den
snavsede sidegade fra morgen til aften sidder ved sit lille oplag af æbler
og sukkergodt - de unge piger, som hele dagen står bag disken eller
ved væven, som time efter time sidder bøjet over symaskinen,
eller som om aftenen kommer ud og lusker omkring på rov i gaderne!
En jernbanekonge overgiver sit riges store provinser
til statholderes omsorg og rejser selv til Europa. En anden lader, uden
hensyn til, hvad det koster, sin ny stålyacht udstyre til en rejse
rundt om jorden - for det tilfælde, han skulle få lyst til en
sådan rejse. En tredje vil ikke rejse udenlands - han har hver dag
alt for travlt med at opkøbe sin »lille gamle jernbane«.
Andre menneskelige væsener samles hver søndag eftermiddag hos
hans velærværdighed kaffe-med-rundstykke-præsten og lytter
til hans prædiken for at få deres skærv. Og på bænkene
på de åbne pladser sidder mennesker, i hvis skumle, sløvede
ansigter energiens ild og håbets lys er slukt - vagabonder og drukkenbolte,
det itubrudte, rådne menneskelige drivtømmer, vort samfunds
pariaer.
Jeg vandrer en aften gennem Broadvay, og ved det
pragtfulde udskænkningslokale, der ejes af ham, som dræbte Jim
Fisk, møder jeg en skikkelig fyr, som jeg for flere år siden
havde kendt i Californien, da han ikke havde mere end to dollars at rasle
med. Nu er det anderledes. Han tager en hel bunke sedler op af lommen for
at betale de 35-cents cigarer, vi tænder os. Han bor i det kostbareste
af Broadways hoteller; hans klæder er syet hos Blissert, og han synes,
at Delmonico's så at sige er det eneste sted, hvor man kan få
et anstændigt måltid mad. Han fortæller om nogle »store
ting«, han er kommet med i, og han taler om millioner, som om det
var legetøj. Hvis der i det hele taget er lidt fart i en mand, siger
han, er det lige så let at have med store ting at gøre som
med små, og de mænd, der spiller de store kort i det høje
spil, er slet ikke dygtigere end andre mennesker, når man kommer dem
på nært hold og tager mål af dem. Som nu med politik,
siger han, det er ikke andet end spørgsmålet om, hvem der skal
have embederne. Korporationerne råder i landet og vil fremdeles råde,
og den mand er et fjols, der ikke er på deres side. Og folket, hvad
ved det, og hvad bryder det sig om! Pressen regerer folket, og kapitalen
regerer pressen. Bedre at jage med hundene end at blive jaget med harerne!
Vi skilles, og som jeg drejer ned ad gaden, er
der en anden bekendt, der hilser på mig, og da det, han siger, begynder
at interessere mig, følger jeg med ham; at sinke ham ville være
synd, da han skal på arbejde kl. 2 næste morgen. Han har været
ved at prøve at læse »Fremskridt og Fattigdom«,
siger han; men han må tage den i små bidder, og børnene
laver så megen støj i hans to små stuer - hans kone tør
ikke lade dem gå på gaden, hvor de lærer så meget
slet - så at det er meget vanskeligt for ham at forstå visse
stykker af bogen. Han er bagersvend, men han har en forholdsvis god stilling;
han arbejder i en restaurant og kun 12 timer om dagen. De fleste bagere må
arbejde 14-16 timer, siger han. Nogle af de steder, hvor de arbejder, ville
man få ondt, hvis man ikke var vant til det, og selv den der er vant
til det, må hvert øjeblik have fri og må drikke, hvis
han skal holde det ud. I nogle bagerier bruges gode produkter, siger han;
men så må der tages høje priser, som kun rige folk kan
betale. De fleste steder må man sigte maddikerne fra melet, og smørret
er altid harsk. Han står i en fagforening, og han søger at
få alle bagersvende med i den; men de, som arbejder længst og
altså trænger hårdest til at komme med, er de vanskeligste
at få fat i; deres lange arbejdstid gør dem sløve og
tager hele humøret fra dem. Han havde prøvet at få sig
en forretning selv, og han og hans kone havde spinket og sparet, til de havde
samlet nogle få hundrede dollars, og så åbnede de en lille
butik. Men han havde ikke penge nok til at købe sig en andel i melselskabet
- et samvirkende forbund af bagermestre, der skaffer medlemmerne varer til
laveste pris -; han kunne derfor ikke konkurrere, mistede sine penge og måtte
igen tage arbejde som svend. Han ser slet ingen udvej til at komme ud af
det, siger han; somme tider synes han, at han lige så godt kunne være
træl. Hans familie bliver større, og det bliver dyrere at underholde
den. Hans husleje var blevet sat 2 dollars op fra 1. maj. Hans kone gjorde
ophævelser overfor viceværten og sagde, at de ikke tjente mere,
og at det var blevet dyrere at leve. Viceværten svarede, at han kunne
ikke gøre ved det; ejendommen var steget i værdi; der måtte
lægges på lejen. Grunden til, at folk klagede over huslejen, var
den, at de levede for overdådigt og syntes, at alt, hvad andre havde,
det måtte de også have. Folk kunne leve og blive stærke
og fede af den bare havregrød. Dersom de ville nøjes med det,
skulle de se, at det var let nok at svare huslejen.
Der er en sådan rejsen over Atlanterhavet,
at det er vanskeligt, selv måneder i forvejen, at få billetter.
I de fine, rummelige huse i de fashionable gader vil man nu snart stænge
dørene, når herskaberne rejser til Europa, til badestederne
eller til bjergene. »Nu har alle forladt byen«, vil man sige.
Å nej, dog ikke alle! Mange hundrede tusind mennesker - Brooklyns beboere
ikke medregnet bliver tilbage for at vansmægte i den hede sommertid.
De myldrende lejekaserner vil ikke blive stænget; hvert vindue og hver
dør vil stå åbne for at indfange det svageste pust af
luft. De snavsede gader vil myldre af urenligt liv, genlyde af lurvede børns
leg - det er børn, der aldrig har set en grøn mark eller hørt
en bølges brus, undtagen måske når godgørenheden
gav dem en udflugt. Trætte mødre vil søge at berolige
deres vantrevne småbørn, der hulker og jamrer hele deres lille
liv hen af mangel på sund næring og frisk luft; og nedværdigelse
og elendighed, der kryber i skjul vinteren igennem, kommer til syne alle
vegne.
I en by som denne er nogle menneskers verden lige så forskellig fra
andres som Jupiter kan være fra Mars. Der er verdener, som vi lukker
vort øje for og ikke tåler at tænke på, endnu mindre
at se, men hvor der alligevel lever menneskelige væsener - verdener,
hvor lasten indtager dydens plads, hvorfra ethvert håb, både
om dette liv og det tilkommende, synes at være aldeles udelukket -
umenneskelige, disharmoniske, pinefulde helveder af slethed og lidelse.
»Hvorfor skriger de om brød?«
spurgte den naive franske prinsesse, da brølet fra den rasende, hungrende
hob genlød gennem slotsgården i Versailles; »Når
de ikke har brød, hvorfor spiser de da ikke kager?«
Og dog var hun slet ikke tåbeligere end
andre tåbelige, den yndige prinsesse, som aldrig i sit liv havde lært,
at man ikke kan få kager bare ved at bede om dem. »Hvorfor er
de fattige ikke sparsommelige og dydige og kloge og mådeholdne?«
hører man spørge, hvor som helst disse emner drøftes
i salonerne. Hvad er dette andet end den franske prinsesses spørgsmål?
Sparsommelighed, dyd, visdom og mådehold er ikke fattigdommens frugter.
Men det var nu ikke så meget dette jeg her
ville tale om, som om den trøstefulde opfattelse, der går som
en rød tråd gennem den gængse tanke og tale, at den verden,
som vi, det nittende århundredes kristne amerikanske mænd og
kvinder, lever i, i det mindste med hensyn til den sociale ordning noget
nær er sådan, som den Almægtige har tænkt sig, den
skulle være.
Nogle siger det rent ud, andre med omsvøb.
Men under en eller anden form læres det stadig. Selv den moderne opfindsomheds
vidundere har hos en højst indflydelsesrig del af samfundet næppe
rokket den tro, at en bedring af samfundsforholdene er umulig. Mennesker,
som for få år siden drev spot med den tanke, at dampvogne skulle
kunne drives frem over jorden og dampskibe over havet, tror nu villigt på
de mest forbavsende amerikanske opfindelser. Men den, som mener, at samfundet
kan forbedres, den, som mener, at fattigdom og havesyge kan drives ud af
verden, han bliver stadig i kredse, der gør sig til af deres kultur
og forstandighed, regnet for at være en drømmer, om ikke en
farlig sindssyg. Den gamle idé, at alt i den sociale verden er ordnet
ved den guddommelige vilje, at det er forsynets uransagelige tilskikkelse,
at rigdommen tilfalder nogle få, og at fattigdommen falder i de manges
lod, at nogle er herskere og andre trælle, er ved at tabe sin kraft.
Men en anden idé, som tjener det samme formål, er ved at træde
i stedet: det fortælles os i videnskabens navn, at den eneste bedring,
som er mulig, foregår gennem en langsom raceudvikling, hvis drivkraft
er den voldsomme kamp for tilværelsen. Jeg læste for nylig i
et »Tidsskrift for civilisation«, skrevet af en mand, der er
gået over fra at prædike det, han kaldte kristendom, til at docere
det, han kalder socialøkonomi, at »kun de udvalgte af racen
har hævet sig til det punkt, hvor fornuft og samvittighed lige netop
kan tøjle de lavere drifter«, og for så godt som os alle
er grænsen for, hvad vi kan opnå her i livet, i bedste tilfælde:
at leve vort liv til ende, at betale vor gæld, at sætte 3-4 børn
i en stilling, der er lige så god som deres faders, og dermed få
regnskabet til at »balancere«. Overfor »menneskevenner«
og dem, som vil »hjælpe de fattige«, viser han den samme
hån som den, de skriftkloge og farisæerne for atten hundrede
år siden viste overfor en »afskyelig« samfundsreformator,
som de til sidst korsfæstede.
Det, der ligger til grund for sådanne teorier,
er den egenkærlighed, som modsætter sig enhver prøvelse
af adkomsten til de ved griskhed vundne rigdomme, og det ubehag og den ulyst,
som de velstillede føler, når de skal tænke sig nogen
anden verden end den, de ser med deres egne øjne.
At »den ene halvdel af verden ikke ved,
hvorledes den anden halvdel lever«, gælder i langt højere
grad for den øverste end for den nederste halvdel. Vi ser hellere
på det, som er behageligt, end på det, som er ubehageligt. Butiksjomfruen
fryder sig over Lord de Maltraver's og Lady Blanche's elskovseventyr, akkurat
som børn uden en øre i lommen står og stirrer på
konditorens vinduer, som sultne mennesker drømmer om gæstebud,
og som fattige mennesker nyder beretninger om letvunden rigdom. Og social
lidelse er som oftest stum. De velklædte går ad hovedgaden;
men de lasede sniger sig om ad sidegaderne. Man lytter til, hvad den velklædte
mand har at sige, medens den samme mand i pjalter bliver puffet væk.
De, som har mest grund til at være tilfreds med tilstanden, som den
er, dem er det, man hører gennem pressen, i kirken, i skolen, og
dem er det, der skaber den gængse opfattelse, at den verden, som vi,
Amerikas kristne i den sidste halvdel af det nittende århundrede, lever
i, er omtrent så god, som Skaberen (hvis der er en skaber) har tænkt
sig, den skulle være.
Men se ud over jorden! Alle vegne er civilisationens
skønhed, glans og ynde bygget på menneskeliv, der er trykket
ned i elendighed og demoralisation.
Jeg vil ikke tale om Tyskland og Frankrig og England. Men se bare her,
hvor europæisk kultur blomstrer på et nyt fastlands fri mark,
hvor der hverken er konger eller store stående hære eller rester
af lensvæsenets trældom, hvor den nationale tilværelse
begynder med en højtidelig erklæring om ligelige og uafhændelige
menneskerettigheder! Jeg klipper følgende ud af et dagblad, nærmest
på må og få, thi jeg søger ikke efter de mørkeste
skygger:
»Margaret Hickey, 30 år gammel, kom
for nogle dage siden hertil fra Boston med et syv uger gammelt barn. Hun
søgte at få arbejde, men det lykkedes hende ikke. Lørdag
aften lagde hun barnet ned i en kælder i 42. Gade, Vest, nr. 226.
Ved midnat meldte hun sig på hovedpolitistationen og sagde, at hun
havde mistet sit barn i den 43. Gade. Imidlertid havde en betjent fundet
barnet. Moderen blev holdt fast indtil i går morges, da hun blev ført
for Yorkville-retten og sendt til »øen« i 6 måneder«.
Morgen og aften, dag ud og dag ind, kan man i
disse fredens og velmagtens tider i dagspressen læse sådanne
notitser eller notitser, der er meget værre. Vi er så vant til
dem, at de slet ikke vækker opmærksomhed eller fremkalder kommentarer.
Vi ved, hvilken skæbne der venter den 30-årige Margaret Hickey
og hendes 7-ugers barn, som skal til »øen« i seks måneder.
Bedre var det både for dem og for samfundet, om de simpelthen blev
druknet, som man drukner en unyttig kat og en skabet killing. Men så
almindelige er disse smånotitser, at vi løber hen over dem,
som vi løber hen over en meddelelse om, hvor mange duer der er blevet
skudt ved en duejagt, og vi giver os så til at læse om »livet
i den fine verden«, om den sidste ny opera eller det sidste ny skuespil,
om de villaer, der er optaget for sæsonen i New Port eller Long Branch,
om millionærens skilsmisse eller om det sidste store underslæb,
om hvorledes Heber Newton skal udstødes af den episkopale kirke, fordi
han siger, at Salomos højsang er et kærlighedsdrama, og at historien
om Jonas og hvalfisken er en poetisk udsmykning, eller om, hvorledes den
store sag, som det amerikanske folk næste år skal strides om,
er det republikanske partis fjernelse fra magten.
Jeg læste forleden dag i en Brooklyn-avis
om nogle ligsynsmænd, der var sammenkaldt for, som loven bød,
at undersøge omstændighederne ved et 2 dage gammelt barns død.
I det usunde værelse var der intet andet end en itubrudt stol, en
elendig seng og en tom whiskyflaske. På sengen lå en ung hjælpeløs
pige, det lille barns moder; over stolen hang i drukken sløvhed en
mand - hendes fader. »De rædselsslagne ligsynsmænd«,
stod der i beretningen, »afgav deres kendelse i overensstemmelse med
kendsgerningerne og forlod stedet så hurtigt som muligt«. Ja,
således vender vi os fra disse rædsler. Hvortil har vi politibetjente
og arrester, fattighuse og godgørende foreninger!
Ikke des mindre sender vi missionærer til
hedningelandene; og jeg læste forleden dag, hvorledes man skaffer
pengemidler til de missionærer, der sendes ud til hinduerne for at
prædike Kristi evangelium efter baptistisk opfattelse, ved at udnytte
forskellen mellem den amerikanske dollar og den indiske rupi; dette gøres
under ledelse af fromme mænd, som sidder hjemme og administrerer foretagendet.
Og dog, hvor er der mellem sydpolen og nordpolen et hedningefolk, der kan
fremvise så nedværdigende og forvrængede menneskelige væsener
som dem, der findes i den såkaldte kristne civilisations midtpunkter,
der, hvor man har en sådan ærefrygt for guds altseende øjne,
at man, når man vil drikke om søndagen, går ind i værtshusene
ad bagdøren? Hvilken vild folkestamme, der aldrig har set en missionær,
kan opvise mage til hjerteløse vederstyggeligheder som dem, der afsløredes
ved undersøgelsen af Tewksbury fattiggård? »Småbørn
plejer ikke at leve længe her,« sagde man til en bondekone,
der kom dertil med et hittebarn. Og det var rigtignok sandt. Af 74 børn
døde de 73 i løbet af få uger, og deres lig blev for
en rund sum pr. dusin solgt til dissektionsbordet. Et 6 måneders barn,
som var der i 2 dage, tabte 3 pund i vægt. Og de voksne - nedbrudte
mænd og kvinder, som søgte ly der - gik det ikke stort bedre;
de blev udplyndret, sultet, slået, lavet til salgbare lig så
hurtigt som muligt, alt imens de højagtværdige ledere blev fede
og rige og satte de bedste retter og de kosteligste vine frem for besøgende
komitémedlemmer. Det ville være at bagvaske umælende dyr
at tale om de dyriske grusomheder, som kom for dagens lys ved åbningen
af denne kalkede grav. Og dog modtager rigdommens og kulturens og »de
høje moralske ideers« repræsentanter i Massachusetts ikke
blot disse afsløringer med kulde, men bekæmper bittert den mand,
der er fremkommet med dem, som om den utilgivelige synd ligger deri, at sådanne
rædsler bringes frem for lyset, og ikke deri, at de finder sted. Det
var jo dog kun fattiglemmer! Og jeg læser i Horace Greeley's blad,
at »disse fattiglemmers lidelser ikke er værre end den lod, der
i almindelighed bliver fattiglemmer til del over hele landet«.
Eller se de afsløringer, der sidste vinter
fandt sted overfor et rigsdagsudvalg, afsløringerne af det barbari,
der øves i New Yorks statsfængsler! Systemet er endnu ikke
blevet ændret; ikke en funktionær er blevet afskediget. Den
tro, som råder i vort samfund, er øjensynlig den, som jeg finder
udtrykt i et »Tidsskrift for civilisation« af en agtværdig
professor ved Yale-universitetet: »Forbryderen har ikke noget som
helst krav overfor samfundet. Spørgsmålet om, hvad der skal
gøres ved ham, er kun et spørgsmål om, hvad der er det
nemmeste!« Jeg gad vide, om vore hedningemissionærer nogen sinde
læser amerikanske blade! Jeg er dog vis på, at de ikke læser
dem for hedningerne.
Bagved alt dette ligger der social sygdom. Forbrydere,
fattiglemmer, skøger, kvinder, som forlader deres børn, mænd,
som dræber sig selv af fortvivlelse over kampen for brødet,
store hære af tiggere og tyve - alt dette beviser, at der er store klasser
af mennesker, som finder det vanskeligt selv med det hårdeste slid
at skaffe sig et hæderligt og tilstrækkeligt udkomme. Det er
der også. »Der er,« sagde en højesteretsdommer i
New York for nylig til mig, »en stor klasse - jeg var lige ved at sige
et flertal - af New Yorks og Brooklyns befolkning, der lige netop slår
sig igennem, og for hvem det at opføde to børn til uundgåeligt
vil sige det samme som at opføde en dreng til forbedringshuset og
en pige til bordellet.« Af en beretning om velgørenhedsarbejdet
i New York, en beretning, som ikke nær omfatter alle de betydelige
foreningers virksomhed, fremgår det, at 36.000 familier har fået
understøttelse, og man har regnet ud, at hvis alle de huse i New York,
som bebos af forbrydere og folk, der modtager fattighjælp, blev lagt
ved siden af hverandre, ville de danne en gade, som var 35 kilometer lang.
En enkelt velgørenhedsforening i New York understøttede sidste
vinter 300 skrædderfamilier. Skræddernes arbejdsløn er
så ringe i den tid, de arbejder, at de, når arbejdet slipper
op, må tigge, stjæle eller sulte.
Og denne tingenes tilstand er ikke indskrænket
til hovedstaden. Statistikeren ved arbejdsbureauet i Massachusetts siger,
at lønarbejdernes fortjeneste (når de mindreåriges fortjeneste
fraregnes) er mindre end det, det koster at leve, at i de fleste tilfælde
underholder arbejdsmanden ikke sin familie ved sin egen arbejdsløn
alene, og at fædre nødes til at regne med, at deres børn
indtjener mellem en fjerdedel og en tredjedel af familiens indkomster, idet
et barn under 15 år kan øge familiens indtægt med mellem
en ottendedel og en sjettedel af den samlede indtægt. Frøken
Emma E. Brown påviser, hvorledes forældre tvinges til at omgå
de love, der forbyder udnyttelse af børns arbejdskraft, og i Pennsylvanien,
hvor en sådan lov er blevet vedtaget, læser jeg om, hvorledes
arbejderne på en fabrik, tvungne af den samme nødvendighed,
har besluttet at boykotte en købmand, fordi en slægtning af ham
havde meldt, at børn under 13 år arbejdede i fabrikkerne fra
kl. 6 om aftenen til kl. 6 om morgenen, alt imens en mand havde den bestilling
at holde dem vågne ved hjælp af en tamp.
Den er en dåre, der siger i sit hjerte,
at der er ingen Gud. Men hvad skal vi kalde den mand, der siger, at med
en verden som denne byder Gud os at være tilfredse?
|