Den, der overvejer de politiske og sociale spørgsmål, som stadig møder os, vil se, at de samler sig i spørgsmålet om formuens fordeling, og han vil også se, at selv om deres løsning vel kan være simpel, må den være radikal. 

     Mod ethvert socialt onde må der være et middel. Men midlet kan ikke være noget ringere end selve ondets ophævelse. Halve forholdsregler, rene lapperier og underordnede reformer kan til enhver tid kun hjælpe lidt og udretter i det lange løb intet. Vor velgørenhed, vore straffelove, vore indskrænkninger og forbud, hvorved vi med så ringe virkning stræber at lindre fattigdom og hindre forbrydelse, hvad er de i bedste tilfælde andet end påfund som det, bonden gjorde brug af, da han, efter at have lagt hele sit æsels oppakning i den ene sidekurv, søgte at hjælpe det stakkels dyr til at gå lige ved at fylde den anden kurv med sten? 

     I New York samler for øjeblikket aviserne og kirkerne bidrag til deres »friluftsfond«, for at småbørn en dags tid eller en uges tid kan komme bort fra de kvalme lejekaserners dødbringende hede og få en mundfuld frisk luft ude ved kysten eller i bjergene. Men hvad nytter det dog at hente disse børn ud blot for at bringe dem tilbage igen til deres tidligere kår - kår, som for mange betyder det, der er værre end legemlig død, kår, som nødvendigvis må føre til, at af dem, der således redder livet, går nogle til bordellerne og fattighusene, andre til tugthusene. Vi kan til evig tid blive ved med at oprette »friluftsfond«, og vi kan lave dem så store, vi vil, trangen til dem vil dog stadig vokse, og børn - netop børn som dem, Kristus talte om, da han sagde: »Vogt eder vel for at ringeagte en af disse små; thi jeg siger eder, at i himmelen ser deres engle altid min faders åsyn!« - vil dø som fluer, så længe fattigdommen tvinger fædre og mødre til at leve i snavsede lejekasernerum. Vi kan oprette »midnatsmissioner« og holde »kristelige hjem for forladte unge piger«; men hvad nytter det altsammen, så længe de almindelige vilkår er således, at mange mænd er ude af stand til at forsørge en hustru, at unge piger må regne det for en særlig lykke at få lov til at tjene 3 dollars ved 81 timers arbejde, at en moder kan drives til en sådan fortvivlelse, at hun kaster sit lille barn ud fra et af bolværkerne i vor kristne by og bagefter selv springer i floden? Hvor håbløse er ikke vore bestræbelser for at undertrykke forbrydelse ved barbarisk afstraffelse af fattige forbrydere, så længe børn opfostres under fattigdommens forrående indflydelse, så længe den bitre nød driver mennesker til forbrydelse! Hvor er det ørkesløst at forbyde børns arbejde i fabrikkerne, så længe arbejdslønnen er så lav, at en familiefader ikke kan forsørge sin familie uden at tage sine små børns fortjeneste til hjælp! Hvor kan vi tænke på at hindre politisk demoralisation ved at indrette ny skranker og sætte den ene embedsmand til at våge over den anden, så længe frygten for nød opægger attråen efter rigdom, og den rige tyv hædres, medens hæderlig fattigdom ringeagtes? 

     Og dog ville vi heller ikke kunne opnå en stadig ligelighed i formuefordelingen, om vi med magt ville tage fra dem, som har noget, og give til dem, som intet har. Vi ville ikke alene øve stor uret og volde megen fortræd, men fra det øjeblik af, da en sådan fremtvungen udjævning havde fundet sted, ville de tendenser, som viser sig i den nuværende uretfærdige ulighed, atter begynde at gøre sig gældende, og vi ville inden ret længe have den samme tilstand igen. 

     Det, vi skal gøre, hvis vi vil helbrede samfundssygdommen og afvende samfundsfaren, er at fjerne de årsager, som hindrer den retfærdige formuefordeling. 

     Arbejdet er kun et rydningsarbejde. Det er ikke nødvendigt for os at lave omhyggelige, snildt udtænkte planer for at hidføre den rette formuefordeling. Thi den rette fordeling er åbenbart den naturlige fordeling, og uretfærdighed i fordelingen må derfor skyldes kunstige hindringer for den naturlige fordeling. 
     Hvad der er den retfærdige formuefordeling, kan der ikke være to meninger om. Det er den, som giver rigdommen til dem, der frembringer den, og sikrer rigdommen for dem, der opsparer den. At dette er den eneste retfærdige fordeling, er så åbenbart, at selv de overfladiske skribenter, som søger at forsvare den nuværende ordning af tingene, af logisk nødvendighed drives til falskeligt at forudsætte, at de, der nu ejer størsteparten af rigdommen, har frembragt den og opsparet den eller fået den som gave eller arv fra dem, der frembragte og opsparede den, medens sandheden, som jeg i et tidligere kapitel har påvist det, er den, at alle de store formuer, hvis følgesvende er fattiglemmer og landstrygere, i virkeligheden stammer fra ren og skær tilegnelse af andre menneskers frembringelser og opsparinger. 
     Og at den retfærdige formuefordeling er den naturlige fordeling kan tydeligt ses. Naturen giver rigdom til arbejdet og kun til arbejdet. Der findes ikke og kan ikke findes nogen slags rigdom, som ikke ved arbejde er frembragt eller uddraget af det råstof, som skaberen har givet os at tage af. Det er klart, at hvis der kun var eet menneske i verden, ville dette menneske ikke kunne opnå større rigdom, end det var i stand til at frembringe og opspare. Dette er naturens orden. Og hvor stor folkemængden eller hvor udviklet samfundet end er, kan ingen få mere formue, end han selv frembringer og opsparer, medmindre han modtager den som frivillig gave fra andre eller får den ved at tilegne sig andres arbejdsudbytte. 
     En engelsk forfatter har inddelt menneskene i tre klasser: arbejdere, tiggere og tyve. Denne inddeling er ikke smigrende for de klasser, som gerne regner sig selv for at ære de »højere« eller de »bedre« klasser; men den er dog økonomisk set sand. Der er kun tre måder at skaffe sig rigdom på: ved arbejde, ved gaver eller ved tyveri. Og grunden til, at arbejderne får så lidt, er tydeligvis den, at tiggerne og tyvene får så meget. Når en mand får rigdom, som han ikke selv frembringer, må han nødvendigvis få den på bekostning af dem, som frembringer den. 
     Alt, hvad vi har nødig at gøre for at hidføre en retfærdig formuefordeling, er det, som alle teorier enes om at regne for den vigtigste af alle regeringsopgaver: at sikre hver især den frie brug af hans evner, kun med hævdelse af alle andres lige så store frihed, at sikre hver især den fulde nydelse af hans arbejdsudbytte, kun med fradrag af sådanne ydelser, som med rette kan afkræves ham til det almene vel. Når vi har gennemfart dette, så har vi gjort alt, hvad vi kan gøre for at indrette de sociale institutioner i overensstemmelse med retfærdighedens krav og naturens love. 
     Jeg ønsker at lægge vægt på dette, thi der er mennesker, der altid taler og skriver, som om enhver, der kritiserer den nuværende formuefordeling, vil have, at de rige skal udplyndres til fordel for de fattige, at der skal bæres omsorg for de dovne på bekostning af de flittige, og at der skal skabes en falsk og umulig lighed, som ved at tvinge alle ned til det samme lavmål ville kvæle enhver tilskyndelse til at udmærke sig, og standse alle fremskridt. 
     Det er under virkningen af de nuværende samfundskårs uretfærdighed, at sådanne vilde ideer er blevet fremsat og endnu finder forkæmpere. Men efter min opfattelse er de lige så umulige og frastødende, som de vel må synes for dem, der råber højest i deres fordømmelse af »kommunismen«. Jeg vil ikke sige, at der under menneskehedens fremgang ikke kunne tænkes en samfundstilstand, som virkeliggjorde Louis Blanc's formel: »Fra enhver efter hans evne, til enhver efter hans behov«; thi indenfor den katolske kirkes religiøse ordener er der den dag i dag foreninger, som opretholder den første kristne menigheds kommunisme. Men det synes mig, at den eneste magt, der kan skabe og vedligeholde en sådan samfundstilstand, er den, som ophavsmændene til de ovennævnte ideer i almindelighed ignorerer, selv om de ikke ligefrem optræder som modstandere: en dyb, fast, inderlig religiøs tro, så ren, så brændende, at den fuldstændig kan smelte selvkærligheden bort - en almindelig moralsk tilstand som den, metodisterne under navn af »helliggørelse« erklærer mulig for ethvert menneske, en tilstand, hvori drømmen om den oprindelige uskyld skal blive til virkelighed, og mennesket så at sige atter vandrer med Gud. 
     Men muligheden for en sådan samfundstilstand synes mig på det nuværende menneskelige udviklingstrin at være en tanke, der snarere ligger indenfor det højere troslivs område end indenfor det område, som socialøkonomen eller den praktiske statsmand kan give sig af med. At naturen, som den åbenbarer sig for os her på dette forsvindende lille punkt i rummet og tiden, som vi kalder verden, er det højeste udtryk for den magt og den vilje, som kaldes verdensaltet til live - hvilket tænkende menneske tør påstå det? Og dog er det tydeligt, at mennesket kun når det højeste ved at indrette sin færd efter de bud, der ligger lige så klart for dagen i hans forhold til sine medmennesker og til den ydre natur, som om de af den almægtige selv var indskrevet på tavler af uforgængelig sten. I den moralske udviklings rækkefølge kommer Moses før Kristus - »Du må ikke slå ihjel!« »Du må ikke bedrive hor!, »Du må ikke stjæle!« kommer før »Du skal elske din næste som dig selv!« Budet »Du skal ikke binde munden til på den okse, som tærsker«, går forud for den vidunderlige drøm om en evig fred, hvor selv rovet i naturen skal høre op, hvor løven skal hvile ved siden af lammet, og et lille barn skal kunne lede dem. 
     Jeg siger ikke, at retfærdigheden er det højeste i den moralske verden; men den er det første. Hvad der står højere end retfærdigheden, må hvile på retfærdighed, må indeholde retfærdighed og må nås gennem retfærdighed. Det er ikke tilfældigt, at i den jødiske religiøse udvikling, som vi gennem kristendommen har arvet, går dette »Herren din Gud er en retfærdig Gud« forud for den mildere åbenbaring af en kærlighedens Gud. Indtil den evige retfærdighed er fundet, må den evige kærlighed være skjult. Ligesom den enkelte må være retfærdig, inden han i sandhed kan blive ædelmodig, således må også det menneskelige samfund grundlægges på retfærdighed, inden det kan komme til at hvile på menneskekærlighed. 
     Dette, og kun dette, er det, jeg kæmper for - at vore samfundsindretninger må bringes i overensstemmelse med retfærdigheden, med de naturlige og evige retsgrundsætninger, som er så selvfølgelige, at ingen kan benægte eller bestride dem - så selvfølgelige, at selv de, der søger at forsvare social uretfærdighed, ifølge den menneskelige sjæls love må påkalde dem. Dette, og kun dette, er det, jeg kæmper for - at den, som arbejder, skal have, og den, som opsparer, skal nyde. Jeg vil ikke, at de fattige skal have noget som helst, der med rette tilhører de rige. I stedet for at svække eller forvirre ejendomsbegrebet vil jeg netop omgjorde det med en stærkere kraft. I stedet for at formindske tilskyndelsen til formuefrembringelse vil jeg netop gøre den stærkere ved at gøre dens løn mere vis. Hvad et menneske end har bidraget til den almene velstand eller har fået som gave fra den, som frembragte det, så lad det være hans overfor hele verden! - Lad ham bruge det eller give det bort, lad ham gøre med det, hvad han har lyst til, så længe han ikke derved griber forstyrrende ind i andres lige så store frihed! Om jeg måtte råde, skulle der ikke sættes nogen grænse for erhvervelse. Det er ligegyldigt, hvor mange millioner en mand kan samle sig, når han gør det ved fremgangsmåder, som ikke medfører rov fra andre. Pengene er hans; lad ham have dem! Jeg vil ikke engang opfordre ham til godgørenhed eller have det tudet i hans øre, at det er hans pligt at hjælpe de fattige. Det bliver hans egen sag. Lad ham gøre med sit eget, hvad han har lyst til, uden hindring, uden »gode råd«! Hvis han får noget uden at tage det fra andre og bruger det uden at skade andre, vedkommer det kun ham, hvad han vil gøre med sin rigdom; kun han er ansvarlig for det. 
     Jeg har ærbødighed for den ånd, der i byer som London og New York organiserer de store velgørenhedsforetagender og giver dem så rige midler i hænde. Men det, at der er trang til en sådan velgørenhed, er mig et bevis for, at det er en hån mod Kristus at kalde sådanne byer kristne byer. Jeg ærer Astor'erne, fordi de har skaffet New York Astor-biblioteket, og Peter Cooper, fordi han har skænket den Cooper-instituttet; men det er en skam og en vanære for New Yorks indbyggere, at sådanne ting skulle overlades til privat godgørenhed. Og den mand, der kæmper for hævdelsen af den retfærdighed, som giver enhver sit, og derved gør det unødvendigt at bede den ene om at give almisser til den anden, han gør et større og bedre arbejde end den, der bygger kirker eller skænker hospitaler eller grundlægger skoler og bogsamlinger. Den retfærdighed, som først og fremmest tilsikrer enhver, hvad han har tjent, hører, synes jeg, til det, der er højere end uddeling af milde gaver, det, som apostelen tænkte på, da han sagde: »Om jeg gav alt mit gods til de fattige, om jeg gav mit legeme hen til at brændes på bålet, men havde ikke kærlighed, da gavnede det mig intet.« 
     Lad os først undersøge, hvad der er menneskets naturlige rettigheder, og stræbe efter at sikre dem, inden vi foreslår at tigge eller at røve! 
     I det følgende vil jeg vise, hvad der er menneskets naturlige rettigheder, og hvorledes disse rettigheder under den nuværende samfundsordning ignoreres og fornægtes. Formålet med denne bog nødvendiggør en sådan overvejelse. Men det er ikke så meget mit ønske at opfordre dem, der hører min røst, til at kræve deres ret, som at opfordre dem til at skaffe andre, endnu mere hjælpeløse mennesker, deres ret. Jeg tror, at tanken om pligt er en stærkere spore til social fremgang, end tanken om fordel, at der i medfølelse ligger en større social kraft end i egenkærlighed. Jeg tror, at enhver stor social forbedring snarere udspringer og opflammes af den ånd, der søger at gøre livet bedre, ædlere, lykkeligere for andre, end af den ånd, der kun søger mere nydelse for sig selv. Thi uretfærdighedens mammon kan altid købe de egenkærlige, når som helst den mener, det lønner sig at ofre nok derpå; men uselviskeden kan den ikke købe. 
     I tanken om inkarnationen - om Gud, der frivilligt stiger ned for at hjælpe menneskene, en tanke, der indeholdes ikke alene i kristendommen men også i andre store religioner - ligger der, synes jeg, somme tider, en dybere sandhed, end kirkerne måske selv ved. Så meget er vist, at menneskehedens frelsere, frigørere og hjælpere altid har været dem, der rørtes ved synet af uretfærdighed og elendighed, og ikke dem, der fremsporedes ved deres egen lidelse. Som det var en Moses, oplært i al Ægyptens videnskab og med fri adgang til Faraos hof, og ikke en plaget træl, pisket til at lave mursten uden strå, der førte Israels børn ud af trællehuset; som det var graccherne, mænd af patricierblod og med patricierformue, der kæmpede til døden mod det jordrovsystem, som til sidst ødelagde Rom, ligesom det også, hvis det fortsættes, med tiden vil ødelægge vor egen republik, - således har det altid vist sig, at de undertrykte, de vanærede, de nedtrampede ikke er blevet udfriet og hævet opad så meget ved egen kraft som ved deres anstrengelse og opofrelse, som har haft en blidere skæbne. Thi jo mere fuldstændigt mennesker har mistet deres naturlige rettigheder, des mindre er deres evne til at genvinde dem. 
     Den følelse, jeg vil påkalde, er ikke misundelse, ikke engang egennytte, men en ædlere følelse, som fandt et stærkt, om end noget plat udtryk i den slagsang, som rungede over landet, da en stor uret blev druknet i blod: 

     Og hvad kan livet byde os, som kan sammenlignes med dette, at vi stræber at gøre, hvad vi kan, om det end er aldrig så lidt, for at forbedre de sociale kår og hjælpe til at nå en fuldere og ædlere livsudvikling? Den gamle John Brown, som måtte dø en misdæders død, kastet ind i evigheden med bagbundne hænder og slavebarnets kys på sine læber - var hans liv ikke rigere og hans død skønnere, end hvis han havde tilbragt sin tid med at søge sit eget? Tog han ikke mere med sig end den, som skraber rigdom til sig og efterlader sine millioner? Misunde de rige! Hvor kan noget menneske, som tænker sig, at han engang skal vågne hisset, misunde dem, der spilder deres kræfter på at samle, hvad de ikke kan bruge her på jorden og ikke kan tage med sig herfra! Det eneste, som vi alle kan være visse på, er døden. »Som svalen, der farer gennem din hal, sådan, o konge, er menneskets liv!« Hvor vi kommer fra, ved vi ikke, og hvem kan sige, hvor vi går hen? Bag os uigennemtrængeligt mørke, foran os en verden af skygger. Når vor time kommer, hvad betydning har det da, om vi har spist og drukket godt eller ikke, om vi har båret bløde klæder eller ikke, om vi efterlader os en stor formue eller slet ingen ting, om vi har høstet hæder eller er blevet ringeagtet, om vi blev regnet for lærde eller ulærde - i sammenligning med dette: om vi har udnyttet det pund, der er blevet os betroet, i Herrens tjeneste? Hvad værdi har alt dette, når øjet brister, og øret døves, hvis der kun ud af mørket rækkes en hånd og gennem stilheden lyder en røst: 

     »Vel du gode og trofaste tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over mere. Gå ind til din herres glæde!« 
     Jeg vil tale om rettigheder; jeg vil tale om nyttighed; jeg vil tale om interesse. Jeg vil møde dem på den grund, de selv har valgt, dem, der siger, at den største formueproduktion er det højeste gode, og at materielt fremskridt er det højeste formål. Ikke des mindre værdsætter jeg den sandhed, der indeholdes i Mazzinis ord til Italiens arbejdende klasser, og jeg vil gentage dem her: 
     »Arbejdere, brødre! Da Kristus kom til jorden og forvandlede dens udseende, talte han ikke til de rige om rettigheder, thi de behøvede ikke at vinde rettigheder, heller ikke til de fattige, thi de ville uden tvivl have misbrugt dem til at efterligne de rige; han talte ikke om materiel nytte eller om materiel interesse til et folk, som materiel nytte og interesse havde demoraliseret. Han talte om pligt, om kærlighed, om opofrelse og om tro, og han sagde, at de skulle være de største af alle, som ved deres arbejde bidrog mest til det fælles bedste. 
     Og Kristi ord, som åndedes ind i øret på et samfund, hvor alt sandt liv var slukt, kaldte livet tilbage, overvandt millionerne, overvandt verden og bragte menneskehedens oplysning til at stige et trin opad på fremskridtets stige. 
    Arbejdere! Vi lever i en lignende mærkelig tid. Vi lever midt i et samfund, der er lige så fordærvet som det romerske kejserdømmes, og vi føler i vor inderste sjæl nødvendigheden af at genføde det, at omforme det og at sammenknytte alle dets forskellige medlemmer i en eneste tro, under en eneste lov, om et eneste mål - den fri og fremadskridende udvikling af alle de evner, som gud har nedlagt spiren til i sine skabninger. Vi søger guds rige på jorden, som det er i himmelen, eller snarere, at jorden må blive en forberedelse til himmelen, og at samfundet må stræbe efter en fremadskridende virkeliggørelse af den guddommelige tanke. 
    Men alle Kristi gerninger var synlige udtryk for den tro, han prædikede, og omkring ham stod apostle, som i deres gerninger legemliggjorde den tro, de havde modtaget. Gør ligeså, og I vil sejre! Indprent eders omgangsfæller deres pligt, og opfyld selv eders pligt, så vidt det står til eder! Indprent dem dyd, opofrelse og kærlighed, og vær selv dydige, opofrende og kærlige! Udtal frejdigt eders tanker, og giv modigt eders ønsker til kende! Men uden vrede, uden nag og uden trusler! Den stærkeste trussel, om der virkelig findes mennesker, som det er nødvendigt at true, vil da være eders tales fasthed, ikke dens hidsighed.« 

Fortsættes: Menneskerettigheder