Den menneskestrøm, som i stigende omfang går mod vore kyster, er i enhver henseende mere opmærksomhed værd, end vi viser den. I mange henseender er den en af vor tids allervigtigste fremtoninger. Indtrængende påminder den os om, at vi lever under forhold, som inden ret længe må gennemgå en brat ændring. Men ved indvandringen i år er der noget, som særlig maner til eftertanke. En del af atlanterhavsliniernes store dampere lægger ifølge kontrakt med den britiske regering til i små havne på vestkysten af Irland, indskiber mænd, kvinder og børn, som får overrejsen betalt af regeringen, og læsser dem så, efter at have færget dem over oceanet, af på New Yorks og Bostons lossepladser med nogle få dollars på lommen pr. hoved, for at de kan begynde livet i den ny verden. 
     Et folks styrke ligger i dets mennesker. Det er indbyggerne, der gør et land stort og mægtigt, frembringer dets rigdom og hævder dets stilling imellem andre lande. Her er imidlertid en civiliseret og kristen regering, eller dog en regering, der gælder for at være det, som udfører sine borgere og læsser dem af på et andet fastland, ligesom vi sejler ud med affald fra  New York og læsser det af i Atlanterhavet. Ikke fordi disse mennesker er et uheldigt materiale til dannelse af en nation. Hvad de end somme tider kan blive til her, når de indelukkes i lejekaserner og udsættes for vor politiske demoralisation og for de fristelser, som et liv, der er såre forskelligt fra det, de er vant til medfører - i deres eget land er de, hvad enhver, som har færdedes iblandt dem, kan bevidne, et fredsommeligt, virksomt og i flere vigtige henseender særdeles moralsk folkefærd. Men de mangler åndelig og politisk opdragelse og den kernesunde kraft, som kun personlig uafhængighed kan give, simpelthen på grund af den fattigdom, de er dømt til at leve under. Hr. Trevelyan, Irlands understatssekretær, har i underhuset erklæret, at de er fysisk og moralsk sunde og veludrustede til at skaffe sig livsopholdet, og dog sender den regering, som han er medlem af, dem på offentlig bekostning bort pr. skib, ligesom New York sender sit affald bort. 
     De er vel udrustede til at tjene brødet, siger hr. Trevelyan, og dog, hvis de blev hjemme i Irland, ville de, selv i gode tider, kun være i stand til at skabe sig den allerfattigste tilværelse, og når tiderne ikke er gode, må man pålægge skatter og tigge almisser sammen for at holde dem i live. Derfor bliver de på offentlig bekostning sendt bort over havet. Det er den billigste måde at slippe af med dem på. 
     Hvad er grunden til dette? Hvordan kan det være, at folk, som i sig selv er veludrustede til at tjene brødet, ikke kan få udkommet i deres eget land? Det er simpelt hen fordi de naturlige, ligelige og uafhændelige menneskerettigheder, som de i overensstemmelse med vor uafhængighedserklæring har fra skaberens hånd, er blevet dem nægtet. Hungersnøden, fattigdommen, misregeringen og uroen i Irland, al den bitre uret, som vedligeholder glæden i den irske oprørsagitation, de irske vanskeligheder, som sætter de engelske statsmænd grå hår i hovedet, alt dette tilsammen har sit udspring i det, som den franske nationalforsamling i året 1789 betegnede som årsagen til alle samfundsulykker og regeringsmisbrug: ringeagten for de menneskelige rettigheder. Den irske bonde må nødvendigvis enten sulte, tigge eller udvandre. Han er for dem, som styrer ham, ikke andet end affald, der bør bortskibes og aflæsses hvor som helst, fordi det samme gælder om ham som om den engelske bonde, der efter at have levet en træls liv dør et fattiglems død: hans naturlige ret til den fædrene jord og hans uafhændelige ret til at frembringe rigdom ved eget arbejde og beholde den til eget brug er ham nægtet. 
     Det land, som disse mennesker drager bort fra - og den regeringsstøttede udvandring er intet i sammenligning med den frivillige - er i rigt mål udstyret til at kunne skaffe en langt større menneskemængde, end det nogen sinde har haft, et rundeligt underhold. Der er fra naturens hånd ingen årsag til, at folk, som selv er i stand til at tjene brødet, i dette land skulle lide nød og sult. Grunden til at de gør det, er simpelt hen den, at man har nægtet dem den naturlige lejlighed til at bruge deres arbejdsevne, og at lovene tillader andre at fravriste dem udbyttet af det arbejde, de "får lov til at gøre". Blandt disse mennesker, der nu af den engelske regering sendes over Atlanterhavet og aflæsses på vore lossepladser med nogle få dollars i lommen, er der rimeligvis ingen i en modnere alder, som ikke ved deres arbejde har frembragt så megen rigdom, at de både kunne have skaffet sig et langt rigeligere udkomme, end de hidtil har haft, og havde været i stand til at betale deres egen atlanterhavsrejse, om de havde haft lyst til at gøre den, samt ved landgangen have ejet tilstrækkelig kapital til at komme godt i gang med. De har ingen penge, alene fordi de systematisk er blevet plyndret lige fra den dag, de blev født, til den dag de forlod de hjemlige strande. 
     For et års tid siden rejste jeg gennem den del af Irland, som disse regeringsstøttede udvandrere kommer fra. Hvad der straks overrasker en amerikaner er at finde selv Connaught så påfaldende tyndt befolket; og det undrer ham, at dette virkelig skulle være det overbefolkede Irland, som han har hørt så meget om. Der er masser af god jord; men på den ser man kun velnærede kreaturer, og får så rene og hvide, at man skulle tro, de blev vasket og kæmmet hver morgen. 
    Engang var denne jord opdyrket og tæt befolket, men nu finder man kun levninger af smålandsbyer og hist og her et elendigt skur for en hyrde, der lever et liv, som ingen ildlænder ville misunde ham. Denne jords "ejere", som bor i London og Paris, og som i mange tilfælde aldrig har set deres gods, finder nemlig, at kvæg er mere indbringende end mennesker, og derfor er menneskene blevet jaget bort. Det er først, når man når mosen og klippegrunden, bjergene og kysten, at man finder en tæt befolkning. Her er mennesker stuvet sammen på jord, som naturen aldrig har tiltænkt dem som opholdssted. Den er for ussel til græsning; derfor har de mennesker, som er blevet drevet bort fra den bedre jord, fået lov til at bo der - så længe de betaler for det. Hvis det ikke var så sørgeligt, ville de jordbidder, de kalder marker, få en til at le. Oprindelig må jordoverfladen dér have været omtrent lige så egnet til dyrkning som Broadways stenbro; men ved en umådelig arbejdsudfoldelse er småstenene blevet opsamlet og dynget sammen, medens de store kampesten er blevet liggende, så det er umuligt at bruge en plov; sumpenes overflade er blevet skrællet af og gødet med tang, som mænd og kvinder har båret på deres ryg op fra stranden, indtil der omsider kunne gro et eller andet i den. 
     For sådanne små stykker klippe- eller mosegrund - jord kan man ikke kalde det uden at være meget høflig - tvinges disse mennesker til at betale deres fraværende jorddrotter fra 46 til 180 kr. i årlig leje pr. hektar, og så må de yderligere betale en afgift for den tang, som det vilde Atlanterhavs bølger kaster op på stranden, inden de har lov til at bruge den til gødning, og endelig en afgift af mosen, hvor de skærer deres tørv. Disse mennesker må faktisk betale mere for jorden end de kan få ud af den. De tvinges virkelig til at betale ikke alene for brugen af jorden og havet, men også for brugen af luften. De skraber lejen sammen og de kan lige slå sig igennem i gode tider ved hjælp af de få kroner, som kvinderne tjener ved at strikke strømper, medens de bærer deres fiskekurve frem og tilbage mellem stranden og torvet, ved hjælp af det, som mændene tjener, når de hvert år rejser til England på høstarbejde, eller ved hjælp af penge, som sendes hjem af ægtemænd eller børn, der er sluppet over til Amerika. Trods disse menneskers hårde slid er deres fattigdom rædselsfuld. I gode tider kan de lige netop holde sig over sultegrænsen. I dårlige tider, når sygdom ødelægger kartoflerne, må de spise tang eller bede om understøttelse af fattigkassen eller af hungersnødshjælpen fra andre lande. Er de så rige, at de har nogle få kyllinger eller en gris, tænker de lige så lidt på at spise dem, som Vanderbilt tænker på at spise sine 50,000 dollars væddeløbsheste. Nej, kyllingerne bliver solgt til hjælp til at betale lejen. I søerne kan man se fede laks komme svømmende ind fra havet; men om hver eneste af dem fra naturens hånd var mærket med indskriften: "Lord N.N., London, med hilsen fra den almægtige Gud", kunne de ikke være mere uopnåelige for disse mennesker. I de bedste butikker, man finder i landsbyerne, er der gerne et lager på nogle få pund sukker, lidt te afvejet i 30 og 15 grams poser, lidt mel, 2-3 røde skørter, lidt groft klæde, nogle få meter flonel, nogle få meter bomuldstøj, lidt knapper og tråd, lidt skråtobak og måske en flaske eller to af "den indenlandske" gemt i jorden i nogen afstand fra hytten, så at købmanden, hvis politiet skulle få fat i den, ikke kan sættes fast derfor. For dronningen skal jo da også leve, og hæren skal underholdes, og de store brændevinsbrændere i Dublin og Belfast og Cork, som har sådan et dejligt monopol i brændevinsafgiften, skal jo bygge kirker og restaurere domkirker. Så fattige er disse mennesker, så lidt er der i deres elendige hytter, at en foged, som i fjor skulle forestå udsmidningen af omtrent 100 familier på eet sted, sagde om deres sager, at hele bunken ikke var 3 pund sterling værd. 
     Men jorddrotterne da! Ja, jorddrotterne! - med dem er det en anden sag. Hvert øjeblik kommer man, når man rejser i dette land, forbi en eller anden jorddrots paladslignende landsted, hvis pragtfulde haveanlæg omsluttes af høje mure. Træd indenfor disse mure, og det er næsten som at komme ind i en anden verden - vidtstrakte, yppige, fløjlsbløde plæner, strålende blomsterbede, ærværdige alleer af hvælvende træer og en rummelig herregård, rigt udstyret med alskens luksus, med store stalde og hundehuse og alt, hvad dertil hører. Men skønt de store jorddrotter kan opholde sig i disse luksuriøse hjem, bor de dog på få undtagelser nær i London eller Paris eller tilbringer en del af året i de store byer og resten i Schweiz eller Italien eller ved middelhavets kyster. Lejlighedsvis tager en af dem også en tur herover, for at se vort nye land med dets store muligheder for kapitalanbringelse i de "vilde" jorder, der snart vil blive lige så værdifulde som engelske eller irske godser. De har slet ikke nødig at arbejde. Deres indtægter kommer uden arbejde fra deres side - alt, hvad de har at gøre, er at bruge pengene. Nogle samler sig gallerier af den mest værdifulde malerkunst, andre sværmer for gamle bøger og giver fabelagtige priser for sjældne udgaver. Nogle spiller hasard, andre holder væddeløbsstalde og kostbare lystbåde, og nogle bliver af med deres penge på endnu værre måder. Selv deres forvaltere, som har den opgave at opkræve lejen af de irlændere, der gør arbejdet, lever i luksus. Men alt sammen tages det fra mennesker af samme slags som dem, der nu aflæsses på vore havnepladser - af deres arbejdsudbytte eller af de midler, der sendes dem fra slægtninge i Amerika eller fra andre velgørere. 
     Det er for at kunne opretholde et sådant røversystem, at Irland er fuldt af politimænd og soldater og spioner og angivere, og et folk, som kunne være en organisk del af den britiske nation, er blevet til en vanskelighed, en svaghed, en fare for denne nation. Økonomisk set er de irske jorddrotter ikke til mere nytte end lige så mange, store, glubende, ødelæggende dyr. Sandelig, en ægte statsmand ville mene, at hvis nogen skulle skovles ud af landet, så skulle det være dem, der forbruger og ødelægger, ikke dem, der frembringer rigdom. 
     Men engelske statsmænd tænker anderledes, og disse overflødige irske mænd og kvinder, dette affald af den irske befolkning - overskud og affald, fordi Irlands godsejere ingen brug har for disse mennesker - bliver skovlet ud af deres eget land og aflæsset på vore lossepladser. De har nået "fri mænds land og tapre mænds hjem" netop i dagene omkring den 4. juli, da de kan høre uafhængighedserklæringen med dens rungende hævdelse af uafhændelige menneskerettigheder blive oplæst på ny ved vor årlige nationalfest. 
     Er de da nu sluppet bort fra det system, der i deres eget land gjorde dem til trælle og menneskeaffald? Nej, aldeles ikke. De har ikke engang undgået deres gamle herrers magt til at fratage dem udbyttet af deres slid. 
     Vi får nemlig ikke alene disse fæstere, som engelske, skotske og irske godsejere får tilovers - vi får godsejerne med. Samtidig med udvandringen er der en bevægelse i gang, som gør Storbritanniens jorddrotter og monopolhavere til ejere af mægtige strækninger af Amerikas jord. Der er allerede nu næppe en større godsejerfamilie i Storbritannien, som ikke ejer endnu større godser i Amerika, og amerikansk jord bliver dem et mere og mere yndet grundlag for kapitalanbringelse. Disse nådigherrers og velbårenheders amerikanske ejendomme er endnu ikke så værdifulde som deres hjemlige godser; men den naturlige befolkningstilvækst, der yderligere øges ved indvandring, vil snart hjælpe på det. 
     Enhver "overflødig" irer, englænder eller skotte, der sendes herover, hjælper direkte til at sætte jordværdien og jordrenten op. For de herrers vedkommende, der ejer jord i to verdensdele, er det en god ide at opmuntre til udvandring fra det gamle land og hertil. De bliver af med folk, som de i dårlige tider derhjemme på en eller anden måde må sørge for, og det mindsker - det tror de da - misfornøjelsens kraft, medens det samtidig øger værdien af deres amerikanske ejendom. 
     Det er ikke usandsynligt, at nogle af disse uddrevne fæstebønder opdager, at de herovre svarer jordrente til den selvsamme godsejer, hvis indtægter de i det gamle land så længe har slidt for at øge, men enten det nu er så eller ikke, vil alene det, at de kommer herover, da det fremkalder en voksende jordefterspørgsel, hjælpe disse godsejere til at kunne aftvinge andre borgere i De Forenede Stater en del af deres arbejdsudbytte som betaling for retten til at leve på amerikansk jord. Det er alene med dette i udsigt og som formål, at den gamle verdens jordspekulanter køber så megen jord i den ny verden. De vil ikke have den til at bo på; de foretrækker at bo i London eller Paris, ligesom så mange af de priviligerede klasser i Amerika nu også lærer at foretrække dette. De har ikke i sinde at arbejde med den; de tænker i det hele taget slet ikke på at arbejde. Alt, hvad de bryder sig om, er den magt, som ejendomsretten til jorden, så snart som vor folkemængde tager lidt til, giver dem til at afkræve andre mennesker deres arbejdsfortjeneste. Og under de nuværende forhold er dette ikke noget, der ligger et slægtled eller to fremme i tiden; allerede om få år vil de af deres amerikanske ejendomme kunne udsuge endnu større summer end af deres godser i Irland. Det vil sige: de vil faktisk eje flere amerikanere end de nu ejer irlændere. 
     Til trods for at vi hvert år den 4. juli oplæser uafhængighedserklæringen, laver stor ståhej og jubler højt, bliver dog hin grundlæggende uafhændelige ret, som Gud har givet ethvert menneske - den lige ret til at udnytte naturelementerne, som er uundværlige for al rigdomsfrembringelse, ja for selve livsopholdet - ikke respekteret en smule bedre her end i Irland. 
     Disse irske mænd og kvinder, som aflæsses på vore lossepladser med 2-3 dollars i lommen, finder de adgangen til jorden en smule friere her end der? Langt ude vestpå kan de, hvis de ved, hvor de skal søge hen, og kan komme der, endnu en lille tid finde fri jord; men skønt de, selv omkring New York, finder masser af uudnyttet jord, vil de opdage, at der altid er en eller anden, der ejer den. Lad dem tage fat på, hvad de vil, de må, her som der, afgive noget af deres arbejdsudbytte for at have lov til at arbejde og betale nogle af deres medskabninger penge for at have lov til at leve. Alt i alt vil der være større muligheder for dem her end der, fordi dette land endnu er et nyt land, og der for et hundredår siden kun fandtes nybyggere langs den østlige strandbred af det udstrakte fastland. Men fra Atlanterhavet til Stillehavet har vi allerede vort menneskeaffald, som en del af det irske affald visselig i høj grad hjælper til at øge. Hvor som helst man kommer, hele landet over, er vagabonden kendt; og her i hovedstaden er der allerede, efter hvad "selskabet for organiseret velgørenhed" oplyser, en kvart million mennesker, der lever af almisser. Hvor skal vi, når nogle få år er gået, få en losseplads fra? Vil det gøre vanskeligheden mindre, at vort menneskeaffald har stemmeret? 

Fortsættes:  Overproduktion