At samfundets ulykker og regeringens fordærvelse, som den franske nationalforsamling erklærede, udspringer af uvidenhed om, tilsidesættelse af og ringeagt for menneskerettighederne, kan ses, hvordan vi end vender og drejer det. 
     Lad os se lidt på den så meget omtalte »overproduktion«, som almindeligt siges at være skyld i, at handelen går trevent, og at det er vanskeligt at finde arbejde. Kan der egentlig tænkes noget mere meningsløst end at tale om overproduktion i almindelig forstand? Overproduktion af formue, alt imens der overalt hidsigt jages efter mere formue, alt imens så mange må spare og slide og spekulere for at få udkommet, alt imens der er fattigdom og virkelig nød iblandt de store masser! Det er klart, at der ikke kan være overproduktion i nogen almindelig og absolut forstand, førend alle ønsker om rigdom er tilfredsstillet, førend der ikke er een, som ønsker mere rigdom. 
     En forholdsvis overproduktion kan der naturligvis være. Frembringelsen af visse varer kan være så langt ude over det rette forhold til frembringelsen af andre varer, at alle de sidste ikke kan ombyttes med så mange af de første, at der kan gives det sædvanlige vederlag til det arbejde og den kapital, som det har kostet at bringe dem frem på markedet. Men denne forholdsvise overproduktion er ikke andet end en uforholdsmæssig produktion. Den kan enten komme af øget produktion af een slags varer eller af mindsket produktion af en anden slags varer. 
     Så længe menneskenes attrå efter tingene vedvarer, kan der kun være overproduktion af visse varer i forhold til produktionen af andre varer, og den kan enten skyldes en overdrevent øget produktion i nogle industrigrene eller en hæmmet produktion i andre. Men selv om overproduktionsfænomenet således kan skyldes årsager, der direkte hjælper til at øge produktionen, eller årsager, der direkte hjælper til at hindre produktionen, ligesom et par vægtskåles ligevægt kan forstyrres enten ved tillæg eller ved fradrag af vægt, er der dog sikre tegn, hvorved vi kan afgøre, fra hvilken af disse to slags årsager forstyrrelsen stammer. Thi medens disse forskellige årsager i begrænset udstrækning og på et begrænset område kan frembringe ens virkninger, vil deres almindelige virkninger dog blive vidt forskellige. Øget produktion i en eller anden industrigren virker fremmende på den almindelige industritilvækst; produktionsstandsning i en eller anden industrigren virker standsende på produktionen i almindelighed. 
     Dette kan man se af de forskellige almindelige virkninger af en opgang eller nedgang i produktionen i samme industrigren. Lad os tænke os, at der ved opdagelsen af nye kullejer, ved en eller anden maskinforbedring, ved en sprængning af de sammenslutninger, der behersker kulproduktionen, eller ved en hvilken som helst anden årsag kommer en stærk og hurtig stigning i kulproduktionen uden tilsvarende stigning i nogen anden produktion. På det fri marked falder da kulpriserne. Virkningen er, at alle kulforbrugere bliver i stand til til en vis grad at øge deres forbrug af kul og andre ting, og til ved nedsættelse af driftsomkostningerne at fremme produktionen i alle de industrigrene, som direkte eller indirekte har brug for kul. Den almindelige virkning er således en øget produktion og en tendens til at genoprette ligevægten mellem kulproduktionen og produktionen af andre ting, idet den samlede produktion hæves. 
     Men lad kulspekulanterne og kulsyndikaterne, som de så tit gør, vedtage at standse eller nedsætte kulproduktionen for at hæve priserne! Straks er der en mængde af de mennesker, som medvirker ved kulproduktionen, der helt eller delvis mister købeevnen. Deres efterspørgsel efter varer, som de plejer at bruge, tager således af; efterspørgsel og produktion i andre industrigrene bliver mindre, og andre forbrugere bliver atter nødt til at indskrænke deres efterspørgsel. Samtidig vil kulprisernes stigning medføre øgede produktionsomkostninger i alle de industrigrene, hvor der bruges kul, og mindre efterspørgsel både efter kul og andre ting, som kulforbrugerne har brug for. Således forplantes produktionshindringen gennem alle industrigrene, og når ligevægten er genoprettet mellem kulproduktion og anden produktion, er det sket ved en nedgang i den samlede produktion. 
     Det må jo huskes, at al handel er en ombytning af varer mod varer - pengene er kun en værdimåler og et middel til at iværksætte ombytningen på en praktisk og økonomisk måde. Efterspørgsel (der er forskellig fra attrå, idet den forudsætter købeevne) er en spørgen efter varer i bytte for andre varer af tilsvarende værdi. Tilbud er en udbyden af varer i bytte for andre varer af tilsvarende værdi. Tilbud og efterspørgsel er derfor relative udtryk; efterspørgsel forudsætter tilbud, og tilbud forudsætter efterspørgsel. Alt, hvad der øger mængden af de varer, der udbydes til ombytning med andre varer, øger øjeblikkelig tilbudet og bringer efterspørgslen til at stige. Og omvendt: alt, hvad der hæmmer varetilførselen til markedet, mindsker øjeblikkelig tilbudet og bringer efterspørgselen til at tage af. 
     Medens således den samme førstevirkning på det relative tilbud af og den relative efterspørgsel efter en vis vare eller gruppe af varer kan skyldes enten et stigende tilbud af disse varer eller et dalende tilbud af andre varer, vil den almindelige virkning i det ene tilfælde blive at oplive handelen ved at fremkalde større tilbud af andre varer og øge den samlede efterspørgsel, og i det andet tilfælde at hæmme handelen ved at mindske den samlede efterspørgsel og indskrænke tilbudet. Tilbuds- og efterspørgselsligevægten mellem landbrugsprodukter og fabriksvarer kunne således ændres i samme retning og samme omfang enten ved opgangstider og forbedringer i landbruget, der vil nedsætte prisen på landbrugsprodukter i sammenligning med fabriksvarer, eller ved at hæmme fabriksvarernes tilvirkning og omsætning, hvorved prisen på disse varer ville stige i sammenligning med prisen på landbrugsprodukter, men i det ene tilfælde ville samfundets samlede produktion blive større. Der ville ikke alene blive flere landbrugsprodukter, men den derved fremkomne større efterspørgsel ville fremskynde produktionen af fabriksvarer, samtidig med at fremgangen i fabriksvirksomhed atter ville virke tilbage på landbruget ved at sætte dem, der har arbejde ved fabrikkerne, i stand til at øge deres efterspørgsel efter landbrugsprodukter. I det andet tilfælde ville den samlede produktion blive mindre. Den højere pris på fabriksvarer ville tvinge landmændene til at indskrænke deres efterspørgsel, og dette ville atter indskrænke fabriksfolkenes evne til efterspørgsel efter landbrugsprodukter. Således ville handelen slappes og produktionen hæmmes i alle retninger. At dette er rigtigt, kan man se af de forskellige almene virkninger af en god eller en dårlig høst, selv om høje priser kan give en enkelt landmand vederlag for en fattig afgrøde. 
     Med andre ord: forholdsvis overproduktion kan skyldes årsager, som øger, eller årsager, som mindsker produktionen. Men større produktion i een industrigren medfører større produktion i alle andre, fremmer handelen og øger den almindelige velstand, og enhver ligevægtsforstyrrelse, som derved kan fremkomme, kommer snart i orden igen. Mindre produktion i en enkelt industrigren medfører på den anden side mindre produktion i alle grene, hæmmer handelen og mindsker den almindelige velstand, og det tryk, som fremkaldes på denne måde, har tendens til at forplante sig i større og større kredse, alt som produktionsstandsningen i den ene industrigren efter den anden nedsætter evnen til at efterspørge andre industrigrenes produkter. 
     Den, der overvejer de vidtforgrenede fænomener, som i almindelighed tilskrives overproduktion, kan ikke være i tvivl om, hvilken af disse to årsagsklasser de skyldes. Han vil se, at de ikke er tegn på overmål af produktion, men på hæmning og kvælning af produktion. 
     Produktionen hæmmes hos os på mange måder, både direkte og indirekte; thi det må huskes, at produktion omfatter så vel varernes transport og omsætning som deres tilvirkning. Og bånd, som lægges på handelen eller nogen af dens hjælpemidler, kan virke hæmmende på produktionen i lige så høj grad som de bånd, der lægges på landbrug og fabriksvirksomhed. Den told, som vi holder fast på i den udtrykkelige hensigt at hindre vor udenlandske handel og hæmme det fri ombytte af vore frembringelser mod andre nationers frembringelser, er i sin virkning en hæmsko eller bremse på produktionen. Monopolerne, som vi har skabt eller tilladt at vokse op, og som lægger deres afgift på den indenlandske handel, eller som ved sammensværgelse og sammenslutning indskrænker tilbudet og kunstigt skruer priserne op, hæmmer produktionen på samme måde. Og samtidig hæmmer de skatter, som vort statsindtægtssystem afkræver visse fabriksvirksomheder, direkte produktionen. 
     Ligeledes hæmmes produktionen også af de direkte skatter, som vore stater, amter og kommuner opkræver, og som tilsammen overstiger skatterne til forbundsregeringen. Disse skatter lægges i almindelighed både på fast og rørlig ejendom efter samme takst, og falder dels på jorden, som ikke er en frugt af nogen produktion, dels på ting, som er frugter af produktion; men så længe bygninger og forbedringer ikke alene beskattes således, men den bebyggede og forbedrede jord gennemgående beskattes højere, i almindelighed endog langt højere end den uudnyttede jord af samme godhed*), vil selv den skat, som falder på jordværdierne, i høj grad virke skræmmende på produktionen. 

*)Dette skyldes den vidt udbredte, men yderst falske idé, at der bør betales skat af ejendom i forhold til den indtægt, man har af den. I England er dette ført ud til et sådant mål af urimelighed, at der ikke svares skat af uudnyttet jord, ligegyldigt hvor værdifuld den er.

     At frembringe, at forbedre, straffes således med bøder. Vi behandler i virkeligheden den mand, der frembringer og samler rigdom, som om han havde gjort sig skyldig i noget, der for det almene vels skyld bør hindres. Opføres et hus, bygges en damper eller en fabrik, kommer skatteopkræveren straks og mulkterer de mænd, der har gjort sig skyldige i sådan noget. Hvis en landmand går i gang med et stykke ledig jord, som intet yder til samfundets formue, indhegner og dyrker det, dækker det med afgrøde eller besætter det med kvæg, kræver vi ikke alene, at han skal betale, fordi han således har øget velstanden; men for yderligere at skræmme ligesindede lægger vi langt, langt mere skat på hans jordværdi end på den mands jordværdi, der lader en lige så god jordlod ligge ledig. Og endelig, hvis en mand er sparsommelig, virker vore skatter som en straf på hans sparsommelighed. Således hæmmes produktionen i alle mulige retninger. 
     Men dette er ikke alt. Der er her i landet en endnu værre hæmsko på produktionen. 
     Hvis der i dette verdensrum findes overmenneskelige intelligenser, som med deres højere evner giver sig af med at studere verdens uendelige vidundere, og som en gang imellem undersøger den plet, vi bor på, med samme iver som den, hvormed vore naturgranskere ved hjælp af mikroskopet undersøger indbyggerne i en vanddråbe, må den måde, hvorpå befolkningen er fordelt i et land som vort, højlig undre dem. I vore byer ville de finde folk så tæt sammenpakkede, at de bor i lag oven på hverandre; på landet ville de se folk bo så fjernt fra hverandre, at de må savne alle de goder, et nabolag byder. De ville se bygninger rejse sig i vore byers udkanter, medens langt mere tilgængelige byggegrunde stadig ligger ledige. De ville se mennesker drage langt bort for at opdyrke jord, medens der endnu er masser af jord at dyrke i de egne, de kommer fra, og de egne, de drager igennem. Og når de højere væsener gennem den slags mikroskoper, de nu måtte bruge for at studere sådanne skabninger som os, undersøger denne bebyggelsesmåde, må de lægge mærke til, at nybyggerne i stedet for at tiltrækkes af hinanden for største delen lader store stykker ubrugt jord ligge imellem sig. Hvis der i universet findes andre samfund, der forholder sig til os, ligesom vort oplyste samfund forholder sig til myrer og mikrober, må disse fænomener lede til en uendelighed af mærkværdige teorier. 
     Man kan tænke sig et sådant fugleperspektiv af New York, som man kan have fra en ballon! Husene strækker sig mod himmelen - ti, tolv, femten etager, med lag på lag af mennesker, som lever, den ene familie oven på den anden, uden tilstrækkeligt vand, uden tilstrækkeligt lys eller luft, uden tumleplads eller rum til at trække vejret. Så tæt ligger bygningerne, at gaderne ligner snævre kløfter i murstensmassen, og gade op og gade ned breder de svære husblokke sig, til de næsten mødes. I de nyere kvarterer er der kun et mellemrum af 6-7 meter, en ussel revne i murmassen, der lige adskiller bagsiden af de lejekaserner, der har facade mod en gade, fra bagsiden af dem, der har facade mod en anden. Selv ved middagstid kan en solstråle næppe trænge ned i denne snævring. Og dog er der rundt om i denne by og med let adgang til dens centrum masser af ledig jord. Inden for bygrænsen er i virkeligheden ikke halvdelen af jorden bebygget, og mange rækker af høje lejekaserner er omgivet af ledige grunde. Dersom vore kikkerter, når de forbedredes, på en anden klode viste os søer, hvis vand i stedet for at have en jævn overflade, kun kruset af vinden, hist og her stod op i mægtige søjler, kunne det næppe forbavse os mere, end disse fænomener må forbavse sådanne overjordiske intelligenser som dem, jeg tænker mig. Hvordan hænger det sammen, tænker de sikkert, at det befolkningstryk, som læsser familier oven på hinanden, lag på lag, og rejser sådanne tårnhøje varehuse og værksteder, ikke dækker denne ledige jord med bygninger og hjem? En eller anden hæmmende årsag må der være; men hvad det er, vil det vist falde dem vanskeligt at fatte. 
     Imidlertid ville en sydhavs-øbo - en af den gamle hedenske slags, som vi med vor civilisation næsten har udryddet, måske prøve at gætte. Når en storhøvding på en af sydhavsøerne havde »tabu«et et sted eller en ting, turde ikke een af hans overtroiske undersåtter bruge den eller røre den. Han måtte hellere gå flere mils omvej end at sætte sin fod på en »tabu'et« sti, måtte hellere hentørres eller dø af tørst end drikke af en tabu'et kilde, hellere sulte end tage af frugterne i en tabu'et lund, selv om de lå og rådnede på jorden for hans øjne. En sydhavs-øbo ville tro, at den ledige jord er »tabu«. Og han ville ikke være langt fra sandheden. Denne jord ligger øde af den simple grund, at den er forbandet ved den form for tabu, som vi overtroisk ærer under navnet af »privat ejendom« og »lovlig hævdsret«. 
     Denne usynlige skranke, som hindrer, at bygninger rejser sig og byer spredes, er den høje jordpris; denne pris stiger, jo mere tydeligt det bliver, at den voksende folkemængde trænger til jorden. Altså, jo stærkere tilskyndelsen til at bruge jorden er, des højere er skranken, som står i vejen for dens brug. Lejekaserner bygges imellem ledige byggegrunde, fordi den pris, som må betales for jorden, er så høj, at folk, der ikke har store midler, må nøjes med så lidt jord som muligt; derfor bor den ene familie oven på den anden.
     Medens jordværdien, der er stigende i alle vore byer, ikke alene som byerne vokser, men som man venter, at de vil vokse, således virker hæmmende på bygning og forbedring, viser dens virkning ude på landet sig på en noget anden måde. I stedet for en overdreven sammenpakning af mennesker fører den til en overdreven spredning. Forventning om vinding ved jordværdistigningen får dem, der optager ny jord, til ikke at nøjes med, hvad de med størst fordel kan udnytte, men til at skaffe sig så megen jord som muligt, selv om de må lade en stor del af den ligge uudnyttet hen; og store strækninger er taget i eje af folk, som slet ikke har i sinde at bruge det mindste deraf, men kun regner med at kunne drage fordel af andre mennesker, som med tiden tvinges til at bruge jorden. Befolkningen er således spredt, at den ikke alene må undvære det velvære, den udvikling, den glæde og den opmuntring, det giver at bo i nabolag, men den mister meget i produktiv evne. Den øgede udgift til bygning og vedligeholdelse af veje og jernbaner, de større afstande, produkter og gods må transporteres, de hindringer, som spredthed lægger i vejen for samkvemmet mellem mennesker, det samkvem, som er nødvendigt selv for de simplere former af moderne produktion, alt dette tilsammen sinker og mindsker produktionen. Og som den høje jordværdi i og omkring en by vanskeliggør opførelsen af bygninger, således vanskeliggør landbrugsjordens værdistigning enhver forbedring. Jo højere jordværdien er, des mere kapital skal landmanden bruge, hvis han køber kontant, og des mere må han hvert år afgive af sit arbejdsudbytte, hvis han køber på afdrag, eller hvis han forpagter. Folk, som med iver ville forbedre og dyrke jorden, hvis den kunne fås til brugsværdi, jages således bort - nogle for at drage langvejs omkring og spilde deres penge på at søge efter bedre lejlighed, andre for at øge deres hær, der søger beskæftigelse som lønarbejdere, atter andre for at vende tilbage til byerne eller fabrikspladserne og forsøge at tjene til livets ophold, eller for igen at gå ledige i lange tider, ikke sjældent lige til de bliver yderst demoraliserede og værre end unyttige vagabonder. 
     Således hæmmes produktionen i de erhverv, som danner grundlaget for alle andre. Men hæmmes frembringelsen af visse slags rigdom, bliver der mindre efterspørgsel efter andre slags rigdom, og på den måde overføres virkningerne fra den ene industrigren til den anden og avler de fænomener, som tilsammen kaldes overproduktion, men som først og fremmest skyldes indskrænket produktion. 
     Jordværdierne har altså tilbøjelighed til at stige, ikke alene i samme grad som folkemængden og velstanden vokser, men som man venter, de vil vokse, og således medvirker den mægtige og dårende forhåbningsfuldhed til at fremskynde den opadgående bevægelse. Samtidig er der, særlig stærkt i hurtigt fremadskridende lande, en vedvarende tendens til at drive jordpriserne op over det punkt, hvor arbejde og kapital ikke længere med udbytte kan indlade sig på at producere, og det eneste, der kan standse denne opdrift er det, at arbejdet og kapitalen nægter at være med. Denne tendens bliver overordentlig stærk i de atter og atter tilbagevendende tider, da spekulationsfeberen går højt, og fører til sidst til en lige så almindelig og pludselig produktionsstandsning, der, idet den ved standsning af efterspørgselen forplanter sig gennem alle industrigrene, er hovedårsagen til disse krampetilfælde, som kendes under navn af handels- og industrikriser, og som udmærker sig ved kapitalspild, arbejdsløshed, varelagre, der ikke kan sælges uden tab, og vidtomfattende nød og lidelse. Det er sandt nok, at andre bånd på de produktive kræfters fri spil medvirker til at fremme, styrke og vedligeholde disse forskydninger i det industrielle system; men jeg tror ikke, der kan være tvivl om, at vi her har den første og vigtigste årsag. 
     Og endnu mere klart er måske dette: hvad der end er den almindelige årsag til forstyrrelserne i industri og handel, kunne disse periodiske kriser, hvorunder efterspørgsel og tilbud ikke kan mødes og tilfredsstille hinanden, ikke blive så omfattende og så hårdnakkede, dersom de produktive kræfter havde fri adgang til jorden. Noget sådant som almindelig og langvarig overflod af kapital og arbejdskraft kunne ikke finde sted, hvis det naturlige afløb holdtes åbent. I samme øjeblik som der i nogen gren af industrien viste sig tegn til forholdsvis overproduktion, ville kapital og arbejde kaste sig over de erhverv, som udvinder rigdom af jorden, og med det samme ville frigørelsen komme. 
     Man ser altså, at de samfundsulykker, som vi kalder forretningsstilstand og »dårlige tider«, de samfundsulykker, som i spændingstider fremkalder større tab og større lidelser end de store krige, i sandhed skyldes vor uvidenhed om og ringeagt for menneskelige rettigheder, vor mangel på agtelse for alle menneskers lige og uafhændelige ret til frit at ty til naturen for at tilfredsstille deres fornødenheder og til at beholde hele frugten af deres arbejde til eget brug. 

Fortsættes: Ledig arbejdskraft