Vi har allerede set, hvorledes ringeagt for menneskers rettigheder i så rigt mål medvirker til at skabe de store formuer, hvis vækst er et så afgjort særkende for vor udvikling. Og lige så klart kan vi se, at fattigdom og elendighed udspringer af samme årsag. Vagabonden på den ene side svarer til millionæren på den anden. 
     Tænk på dette gruelige fænomen, vagabonden - en fremtoning, der er mere faretruende for republikken end fjendtlige hære og flåder, som er opsat på ødelæggelse. Hvad er vagabonden? Fra først af en mand, som har evne og vilje til at arbejde for at tilfredsstille sine fornødenheder. Da han imidlertid ikke finder noget at gøre, hvor han er, går han ud for at spørge om arbejde; men hans søgen mislykkes, og omsider drives han af de bydende livskrav til at tigge eller stjæle; han mister da selvagtelsen og dermed alt, hvad der opflammer, opmuntrer og tilskynder en mand til kamp og til arbejde; han bliver vagabond, en udstødt, en fordærvelig paria, der på samfundet hævner det onde, som han bittert, men uklart føler, at samfundet har øvet imod ham. 
     Og dog er landstrygeren, som vi nu kender ham alle vegne mellem Atlanterhavet og Stillehavet, kun en del af fænomenet. Bag ham, om end ikke så fremtrædende, når vi ikke netop har »hårde tider«, findes der, selv i tider, som vi regner for normale, en stor mængde arbejdsløse, som ikke kan og ikke vil og heller ikke endnu tvinges til at vagabondere, men som står i samme forhold til vagabonderne som den undersøiske del af et isbjerg til den langt mindre del, der er synlig over havfladen. 
     Det er så almindeligt, at mennesker, der gerne vil arbejde for at tilfredsstille deres fornødenheder, har vanskeligt ved at få lejlighed dertil, at det ikke volder nogen overraskelse og heller ikke, når det da ikke bliver særlig alvorligt, fremkalder nogen nøjere undersøgelse. Vi er så vant dertil, at skønt vi alle ved, at arbejde i sig selv er os imod, og at intet menneskeligt væsen endnu har ønsket arbejde for arbejdets skyld, så er det dog blevet skik og brug at tænke og tale, som om arbejdet i sig selv var en velsignelse. Så dybt er denne tanke indgroet i den almene bevidsthed, at vi driver politik på grundlag af den opfattelse, at jo mere arbejde vi gør for fremmede folkeslag, og jo mindre vi tillader dem at gøre for os, des mere velstillede bliver vi, og både offentligt og privat hører vi at mænd lovprises, og foretagender anbefales, fordi de »skaffer arbejde«; og der er mange, som mere eller mindre afgjort fastholder den mening, at arbejdsbesparende opfindelser har haft en skadelig virkning, idet de er skyld i, at der er mindre arbejde at udføre. 
     Arbejde er åbenbart ikke et mål, men et middel, og det er klart, at der ikke kan være nogen virkelig mangel på arbejde, som kun er et middel til at tilfredsstille materielle ønsker, før alle menneskelige ønsker er tilfredsstillet. Hvorledes skal vi da forklare de iøjnefaldende kendsgerninger, der leder menneskene til at tænke og tale, som om arbejde i sig selv var attråværdigt? 
     Når vi tænker på, at det er arbejdet, der frembringer al rigdom og skaber alle værdier, er det da ikke mærkværdigt, at arbejdet skal have vanskelighed ved at finde beskæftigelse? At omsætte det, der giver varer værdi, og få varer i bytte derfor, burde være sikrere og lettere end al anden omsætning. Den, der ønsker at ombytte arbejde med føde eller klæder eller andre af de mangfoldige ting, som arbejdet frembringer, kan sammenlignes med en, der ønsker at ombytte guldstøv med mønt, bomuld med tøj eller hvede med mel. Dog nej, det er næppe nogen dækkende lignelse; thi da vilkårene for omsætning af arbejde og varer sædvanligvis er således, at arbejdet ydes først, så vil den mand, der giver arbejde i bytte, i almindelighed tilbyde at frembringe værdi, før han selv modtager værdi. 
     Når dette er tilfældet, hvorfor er konkurrencen mellem arbejdsgiverne om at få arbejdere da ikke lige så stor som konkurrencen mellem arbejderne om at få arbejde? Hvordan kan det være, at vi ikke snarere regner den mand, der udfører arbejde, for at være velgøreren end den, der, som man siger, »giver« arbejde? 
     Således måtte det nødvendigvis være, dersom det, at arbejdet er rigdommens frembringer, var hele sagen. Men arbejdet er kun rigdomsfrembringer i den forstand, at det er frembringelsens aktive faktor. For at kunne frembringe rigdom må arbejdet have adgang til stof og naturkræfter, som forud er til stede. Mennesket har ingen evne til at frembringe noget ud af intet. Det kan ikke skabe et eneste atom eller indlede den ringeste bevægelse. Mægtige som dets evner er til at omdanne stof og udnytte kraft, er de dog kun evner til at tilpasse, ændre og omforme det, som på forhånd er til stede. Den hånd, som jeg skriver disse linier med, så vel som det papir, jeg skriver på, er dannet af stoffer, der tidligere har været bestanddele af andre mennesker og andre dyr, af planter, jordsmon, klipper, atmosfære, sandsynligvis også af andre verdener og andre solsystemer. På samme måde med den kraft, der fører min pen. Alt, hvad vi ved om den, er, at den har virket og genvirket i en kredsgang, som synes at være evig, og at den rimeligvis kommer til vor klode fra solen. At tilintetgøre stof og bevægelse så vel som at skabe stof og bevægelse er utænkeligt for os. 
     I mennesket bliver på en mystisk måde, som hverken fysiologernes eller filosoffernes spekulationer sætter os i stand til at fatte, den bevidste, planlæggende intelligens i en begrænset tid og i begrænset udstrækning afhængig af det stof og den bevægelse, som rummes i det menneskelige legeme. Menneskets evne til at sammentrække og udvide musklerne er den førstekraft, hvormed den menneskelige tanke virker på stoffets verden. Ved brugen af disse evner udnyttes andre evner, og stoffets former og forbindelser ændres efter menneskers ønsker. Men hvor stor en evne til at ændre og udnytte den ydre natur menneskeånden end derved opnår - og vi har endnu kun begyndt at fatte, hvor stor denne evne kan blive - så er den dog kun i stand til at ændre og udnytte, hvad der allerede er til. Har mennesket ikke adgang til den omgivende natur eller evne til at tage naturens stof og kræfter i sin tjeneste, kan han ikke alene ikke frembringe noget som helst, men han kan slet ikke leve i den materielle verden. Han er selv, rent legemligt i alt fald, kun en skiftende stofform, en forbigående bevægelsesform, som stadig må fornyes fra naturens store beholdere. 
     Uden de tre elementer jord, luft og vand kunne mennesket ikke leve; men det er dog først og fremmest et landdyr, der lever på jordens overflade og drager næring af dens forråd. Skønt det kan sejle på havet og måske også en skønne dag sejle i luften, kan det dog kun gøre dette ved hjælp af de ting, der hentes fra landjorden. Jorden er for mennesket det store råstoflager og kraftoplag, hvorfra det må hente, hvad det skal bruge. Og da rigdom består af naturstof og naturprodukter, som ved menneskekraft er blevet tilvejebragt eller tilpasset efter menneskers ønsker,*) så er arbejdet den aktive faktor i rigdomsfrembringelsen, medens jorden er den passive faktor, uden hvilket arbejdet hverken kan frembringe noget eller i det hele taget eksistere. 

*) Intet kan regnes for rigdom, medmindre der kræves arbejde til dets frembringelse, hvor nyttigt det end ellers er; heller ikke kan noget regnes for rigdom, hvor meget arbejde der end kræves til dets frembringelse, når ingen længer bryder sig om at have det.

     Alt dette er så tydeligt, at det måske synes overflødigt at fremsætte det. Og dog, i denne øjensynlige kendsgerning ligger opløsningen på den gåde, der for så mange synes at være en uløselig knude - arbejderspørgsmålet. Hvad der er uforklarligt, når vi overser menneskets absolutte og vedvarende afhængighed af jorden, bliver klart, når vi har øje for denne afhængighed. 
     Lad os, så godt vi kan, tænke os et menneskesamfund i en verden, der så nær som muligt ligner vor egen, men med en væsentlig forskel: lad os forestille os denne tænkte verden og dens indbyggere således indrettede, at disse indbyggere kunne opholde sig i luften og ved deres arbejde frembringe, hvad de havde brug for til livets ophold, af luftens stoffer. Jeg tænker mig det ikke således, at mennesket glider rundt som fugle i luften eller som fisk i havet for at tilfredsstille de simpleste dyriske behov ved, hvad de dér kunne få fat i. Jeg prøver kun på at forestille mig en verden, hvor mennesker, som de nu er, ikke mere er fuldstændig afhængige af jorden som opholdssted og som stof- og kraftforrådskammer. Vi vil tænke os, at arbejde er lige så nødvendigt, menneskelige ønsker lige så grænseløse, arbejdets ophobningsevne lige så fordelagtig for kapitalen og arbejdsdelingen lige så fuldstændig som her hos os - den eneste forskel (da ingen har tænkt på at gøre krav på luften som privat ejendom) er den, at ingen menneskelig skabning kan tvinges til at gå ind på andres vilkår for at få et opholdssted eller for at opnå adgang til det materiale og de kræfter, som må til, for at arbejdet kan frembringe noget. Under en sådan tingenes tilstand kunne der, hvor gennemført arbejdsdelingen end bliver, hvor stor kapitalophobning der end finder sted, eller hvor langt man end når frem med arbejdsbesparende opfindelser, aldrig være tale om noget sådant som et overskud af arbejdskraft i forhold til efterspørgselen efter arbejdskraft; det ville aldrig kunne blive vanskeligt at få arbejde, og vi ville aldrig kunne blive vidne til det syn, at arbejdsvillige mænd, der i deres hjerne og muskler ejer evnen til at skaffe sig selv og deres familie det nødvendige, alligevel tvinges til at tigge om arbejde eller om almisse. Hvis det stod i ethvert arbejdsdygtigt menneskes magt at bruge sin arbejdskraft direkte til at tilfredsstille sine fornødenheder uden at spørge nogen anden om lov, kunne den morderiske konkurrence, hvori mennesker, som enten må have arbejde eller sulte ihjel, tvinges til at underbyde hinanden, aldrig være opstået. 
     Svingninger kunne der være i efterspørgselen efter visse varer og i visse slags arbejdsydelse, og dette ville frembringe svingninger i efterspørgselen efter arbejdskraft i forskellige virksomheder og medføre, at arbejdslønnen i disse virksomheder ville hæve sig noget over eller synke noget under den sædvanlige højde. Men arbejdets evne til at beskæftige sig selv, friheden til ubegrænset udvidelse af de grundlæggende virksomheder ville gøre, at arbejdet kunne tilpasse sig efter disse svingninger, ikke alene uden tab eller lidelse, men så let, at man næppe ville lægge, mærke dertil. Thi den ene virksomhed glider over i den anden med umærkelige overgange, hvor gennemført arbejdsdelingen end er - eller snarere; jo mere gennemført arbejdsdelingen er, des mere umærkelige er overgangene - så at der i enhver virksomhed er arbejdere nok, der let kunne gå over til andre virksomheder og i rette tid lette de sammentrækninger og udvidelser, som under fri forhold kunne indtræde. Muligheden for en ubegrænset udvidelse af de grundlæggende erhverv og det, at enhver har evne til at skaffe sig et udkomme ved at ty til dem, vil tilvejebringe elasticitet i hele det industrielle system. 
     Under sådanne forhold ville kapitalen ikke kunne øve tryk på arbejdet. Nu er det sådan, at i enhver strid mellem kapital og arbejde har kapitalen det mægtige fortrin, at den bedst er i stand til at vente. Kapitalen svinder ind, når den ikke er i virksomhed, men arbejdet sulter ihjel. Hvor arbejdet altid selv kunne finde beskæftigelse, ville tabet i enhver konflikt derimod være på kapitalens side, medens det overskud af ledig arbejdskraft, som sætter kapitalen i stand til at slutte så fordelagtige handler med arbejdet, slet ikke ville findes. Den mand, der gerne ville have andre til at arbejde for sig, ville ikke se folk strømme til for at få noget at gøre; han ville finde, at arbejdskraften allerede var i virksomhed, og han måtte derfor byde højere løn, end de eftersøgte arbejdere selv kunne skaffe sig, for at friste dem til at gå i hans tjeneste. Der ville snarere blive konkurrence mellem arbejdsgivere om at få arbejdere end mellem arbejdere om at få arbejde, og således ville de fordele, som kapitalophobningen giver producenterne (fraregnet det, som er nødvendigt for at kapital i det hele taget kan samles og sættes i virksomhed) til syvende og sidst tilfalde arbejderne. Under sådanne forhold ville man ikke synes, at den mand, der giver en anden arbejde, gør ham en tjeneste, men snarere, at den, som udfører arbejde for en anden, er den imødekommende part. 
     At tænke sig, at der under sådanne forhold kunne være den ulighed i formuefordelingen, som vi nu ser, ville kræve en voldsommere indbildningskraft, end vi havde nødig for at tænke os luften og ikke jorden som det element, hvorfra rigdommen først og fremmest hentes. Men tænker man sig den nuværende ulighed overført til et sådant samfund, er det tydeligt, at store formuer kun ville være til liden nytte og kun ville være af kort varighed. Hvor der altid er arbejdskraft, der søger beskæftigelse for enhver pris, hvor masserne kun tjener lige det allermest nødvendige, hvor afskedigelse fra arbejde betyder sorg og savn, ja, endog tiggergang og sultenød, dér har storformuerne en overvældende magt. Men under forhold, hvor der ikke fandtes ledig arbejdskraft, hvor enhver kunne skaffe sig og sin familie livsopholdet uden angst og uden gunst, hvorledes skulle selv hundreder af millioner dér kunne hjælpe deres ejermand til at udsuge eller tyrannisere nogen? 
    Den øvre møllesten alene kan ikke male. For at den skal kunne male, må der også være en underligger. Den vældigste kraft vil ikke kunne knuse en æggeskal ved kun at virke på den ene side. På samme måde ville kapitalen ikke kunne klemme arbejdet, så længe det har fri adgang til naturens hjælpekilder; og i en verden, hvor alle havde lige så fri adgang til disse naturens hjælpekilder, som vi nu har til luften, ville der ingen vanskelighed være ved at finde arbejde, ingen mennesker med arbejdsvillige hænder og sulten mave, ingen tendens hos arbejdslønnen til at synke ned mod sultegrænsen. I en sådan verden ville vi ikke tænke på at takke den, der skaffer os arbejde, lige så lidt som vi her tænker på at takke nogen for at have skaffet os appetit. 
     Jeg tvivler ikke om, at Skaberen lige så let kunne have sat os i en verden som den, jeg har søgt at fremmane, som i den nærværende. Jeg synes imidlertid, at man nok kan se, hvorfor han ikke har gjort det. En sådan verden ville være bedst egnet for dårer. Den nærværende er den bedste for mennesker, der vil bruge den intelligens, de har fået. Dette skal jeg imidlertid senere komme tilbage til. Det, jeg nu vil prøve på, idet jeg beder mine læsere forestille sig en verden, hvor de naturlige hjælpekilder er »så fri som luften«, er at vise, at den bom, der afspærrer arbejdet fra den fri brug af jorden, er understenen, som arbejdet males på; den er den sande årsag til de vanskeligheder, som viser sig overalt i hele den industrielle organisme. 
     Men nogen vil måske sige, som jeg så tit har hørt, det er blevet sagt: »Vi har ikke brug for jord. Vi kan ikke alle blive landmænd.« 
     Dertil vil jeg svare: »Vi har alle brug for jord, om end på forskellig måde og i forskellig grad. Uden jord kan intet menneskeligt væsen leve. Uden jord kan intet erhverv drives. Agerbrug er ikke den eneste brug af jord. Det er kun een af mange. Og ligesom den øverste etage af den højeste bygning hviler på jorden såvel som den nederste, således er fabriksarbejderen lige så vel jordbruger som landmanden. Ligesom al rigdom, når alt kommer til alt, er et produkt af jord og arbejde, således er al frembringelse, når alt kommer til alt, en anvendelse af arbejde på jorden. 
     Heller ikke er det sandt, at vi ikke alle kunne blive landmænd. Det er netop det eneste, vi alle kunne blive. Hvis alle mennesker var købmænd eller skræddere eller håndværkere, ville de alle snart sulte ihjel. Men der har været, og er stadig, samfund, hvis medlemmer alle får deres livsophold direkte fra naturen. De erhverv, der søger direkte til naturen, er de oprindelige erhverv, og af dem har alle andre erhverv udviklet sig, alt som samfundet er skredet frem. Hvor indviklet samspillet end er, må disse erhverv altid være de grundlæggende, og på dem må de andre erhverv hvile, ligesom de øverste stokværk i en bygning hviler på grundlaget. Det er nu som altid: »Bonden føder det hele«. Og arbejdsvilkårene i de første og største erhverv bestemmer nødvendigvis arbejdsvilkårene i almindelighed, ligesom vandstanden i verdenshavet bestemmer vandstanden i alle dets arme og bugter og indhave. Hvor der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft til landbruget, og landarbejdslønnen er høj, vil der snart blive stor efterspørgsel og høj løn i alle andre erhverv. Hvor det er vanskeligt at få beskæftigelse ved landbruget, og lønnen er lav, vil det snart blive vanskeligt at få beskæftigelse overalt, og lønnen synker i alle erhverv. Og det, der bestemmer arbejdsefterspørgselen og arbejdslønnen i landbruget, er åbenbart arbejdets evne til at beskæftige sig selv - dvs., det afgørende er, hvor let tilgængelig jorden er. Dette er grunden til, at arbejdslønnen i nye lande, hvor det er let at få jord, er højere, ikke alene i landbruget, men i alle erhverv, end den er i ældre lande, hvor det er vanskeligt at få jord. Og således går det til, at efterhånden som jordværdien stiger, synker arbejdslønnen, og det bliver vanskeligt at få arbejde. 
Dette vil enhver kunne se bare ved at se sig om. Det er klart, at vanskeligheden ved at få arbejde - dette, at der som regel i alle fag udbydes mere arbejdskraft, end der er efterspørgsel efter - er en følge af de vanskeligheder, der er i vejen for, at arbejdet kan finde beskæftigelse selv, en følge af de hindringer, der holder arbejdet borte fra jorden. At der er overskud af arbejdskraft i ethvert fag, skyldes vanskeligheden ved at finde beskæftigelse i andre fag; ellers ville der snart blive afløb for overskuddet. Hvis der var stærk efterspørgsel efter kontorfolk, ville ingen bogholder komme til at lide nød af mangel på arbejde. Og således fremdeles, lige ned til de grundlæggende erhverv, som direkte udvinder rigdom af jorden; og åbnes adgangen til jorden, så at arbejdskraften får lejlighed til at beskæftige sig selv, vil der snart blive afløb for ethvert overskud fra de andre (de afledede) erhverv. Ikke således, at enhver ledig håndværker eller fabriksarbejder eller kontorist kunne eller ville få sig en gård; men fra alle de forskellige erhverv ville der være nok, der slog sig på landbruget, til, at al trang til beskæftigelse kunne afhjælpes. 

Fortsættes: Maskinernes virkninger