Undersøgelser som dem, jeg har fremsat i de tre sidste kapitler, må jeg overlade læseren selv at føre videre i andre retninger, om han måtte ønske det.*) Jo mere omhyggeligt han overvejer tingene, des klarere vil han se, at der ved roden af ethvert socialt problem ligger en social uret, at »uvidenhed om, forsømmelse af og ringeagt for de menneskelige rettigheder er årsagerne til folkenes ulykker og regeringernes fordærvelse.« Og dog, egentlig er ingen nøjere undersøgelse nødvendig. For at forstå, hvorfor materielle fremskridt ikke kommer den store mængde til gode, er det kun nødvendigt at indse den selvindlysende sandhed, at mennesket ikke kan leve uden jord, at det kun er på jorden og af jorden, det menneskelige arbejde kan frembringe noget. 

 *) Disse undersøgelser er udført i mere regelret og videnskabelig form i min bog »Fremskridt og Fattigdom«, som jeg må henvise læseren til, hvis han ønsker en udførligere drøftelse af økonomiske spørgsmål. 

     Robinson Crusoe tog, som vi alle ved, Fredag til sig som slave. Sæt imidlertid, at han i stedet for at gøre ham til slave havde hilst ham velkommen som menneske og broder, havde læst uafhængighedserklæringen for ham og ladet ham vide, at han var en fri og uafhængig borger, der havde stemmeret og adkomst til at blive embedsmand - men at han samtidig have ladet ham vide, at denne ø var hans, Robinson Crusoes, private og udelukkende ejendom. Hvad ville da forskellen have været? Da Fredag jo ikke kunne flyve bort gennem luften eller svømme bort over havet, og da han jo, hvis han i det hele taget skulle leve, måtte leve på øen, ville han lige så fuldt være slave i det ene tilfælde som i det andet. Crusoes ejendomsret over øen ville være ensbetydende med hans ejendomsret over fredag. 
     Personligt slaveri er i virkeligheden kun den rå og primitive form for ejendomsret til mennesker. Det udvikler sig kun, hvor befolkningen er spredt. Når ikke særlige omstændigheder er til stede, vedvarer det aldrig, hvor befolkningspresset giver jorden høj værdi, thi i dette tilfælde giver ejendomsret til jorden den samme magt, som ejendomsret til mennesker giver, og i en mere bekvem form. Når vi i historien ser sejrherrer gøre de overvundne til slaver, er det altid, hvor befolkningen er spredt og jorden af ringe værdi, eller hvor de har i sinde at bortføre deres menneskebytte. I andre tilfælde tilegner sejrherrerne sig kun de overvundnes jord, hvorved de lige så virkningsfuldt, men meget mere bekvemt, tvinger de overvundne til at arbejde for sig. Indførselen af slaver i Italien begyndte ikke, før de rige patricieres storgodser begyndte at affolke landet. I Tyrkiet og Ægypten, hvor slavehold endnu er lovligt, omfatter det dog kun haremernes beboere og tjenerskab. Engelske skibe førte negerslaver til Amerika og ikke til England eller Irland, fordi jorden var billig og arbejdskraften dyr i Amerika, medens jorden var dyr og arbejdskraften billig i Vesteuropa. Så snart som muligheden for befolkningens udbredelse over ny jord hører op, ville slaveriet være døet ud i vore sydlige stater. Som forholdene nu er, er sydstaternes plantageejere ikke kede af, at slaveriet er afskaffet. De får lige så meget ud af de frigivne nu, da de er forpagtere, som de fik ud af dem, da de var slaver. Og med hensyn til vornedskabet - hvorved trællene var bundne til jorden - den form for personligt slaveri, der holdt sig længst i Europa, da er det kun ejerne til nytte, hvor der er ringe efterspørgsel efter jord. Hverken vornedskab eller absolut ejendomsslaveri kunne have øget den irske jorddrots ejendomsret til mennesker - øget hans magt til at få dem til at arbejde for sig uden vederlag. Deres egen indbyrdes konkurrence om midlerne til at opholde livet tilsikrede ham alt, hvad de på nogen måde kunne yde. For den engelske grundejer ville slavehold kun være til byrde og til tab, da han kan få arbejdere for mindre, end det ville koste ham at holde dem som slaver, og da han, når de bliver syge eller uarbejdsdygtige, kan henvise dem til sognet. Eller hvad ville en fabrikant i New England vinde ved at eje sine arbejdere som slaver? Den indbyrdes konkurrence mellem de såkaldte fri mænd, der ikke har nogen som helst ret til »deres« fædrelands jord, skaffer ham både billigere og nemmere arbejdskraft, end slaveholdet ville. 
     At folk lige så fuldkomment kan gøres til slaver ved, at man tilegner sig deres jorder, som ved, at man tilegner sig dem selv, er en sandhed, som erobrere alle dage har været klar over, og efterhånden som samfundet udviklede sig, har de stærke og hensynsløse, der gerne ville leve af andres arbejde, været raske til at se denne sandhed. Den grove form for slaveri, hvor hver enkelt slave er en enkelt mands ejendom, passer kun for rå samfundsforhold, og alt som samfundet udvikles, medfører den større og større bryderi, ulejlighed og udgift for ejeren. Men ved at gøre jorden til privatejendom i stedet for personen, spares ejeren for meget bryderi og tilsyn og for mange udgifter; og selv om ingen slave mere ejes af nogen herre, tilegner den ene klasse sig dog den anden klasses arbejde ligesom før. 
     Dette, at hver enkelt slave ejedes af en enkelt herre, ville, efterhånden som samfundsudviklingen skred fremad, og den industrielle organisation blev mere indviklet, blive til ligefremt tab for herrerne. De måtte have ulejlighed med at piske eller på anden måde tvinge slaverne til arbejde; de måtte lønne nogen for at holde opsyn med dem og betale for deres underhold, når de blev syge eller uarbejdsdygtige; de måtte have bryderi med at finde arbejde til dem eller at leje dem ud, da den mængde slaver, som de forskellige ejere eller de forskellige entreprenører med fordel kunne beskæftige, ikke altid var ens. Men ved at ændre formen for slaveriet - ved at frigive menneskene og underlægge sig jorden - kan man beholde alle fordelene ved slaveriet, medens alle de mangler, som i et indviklet samfund følger af, at den enkelte slave er den enkelte herres ejendom undgås. 
     Da de såkaldte fri arbejdere er ude af stand til at give sig selv arbejde, tvinges de ved deres indbyrdes konkurrence til at betale alt, hvad de tjener udover det nødvendigste daglige brød, i lejeafgift, eller til at sælge deres arbejde for en løn, som kun kan give dem det tarveligste underhold. Og som jordejere er de fordums slaveholdere nu lige så vel som tidligere i stand til at tilegne sig deres fordums slavers arbejde eller arbejdsudbytte, idet de i den værdi, som en sådan magt til at tilegne sig arbejdsudbytte giver jordejendomsretten, har en kapitaliseret værdi, der er lige så stor som værdien af deres slaver eller endog større. De har ikke længer nødig at drive deres slaver til arbejde; nøden eller frygten for nød gør dette på en mere virkningsfuld måde end pisken. De har ikke længer noget bryderi med at sørge for arbejde til slaverne eller leje dem ud, eller nogen udgift til deres underhold, når de ikke kan arbejde. Det lægges over på slaverne selv. Den tribut, som de stadig vrister ud af arbejdernes hænder, ser ud som frivillig afgift. I virkeligheden tager de det som deres ærligt fortjente del af produktionsudbyttet - fordi de skaffer jorden. Og de finder såkaldte socialøkonomer, for ikke at tale om såkaldte kristendomsforkyndere, der siger dem, at dette er rigtigt. 
     Vi her i De Forenede Stater tilregner os æren for at have afskaffet slaveriet. Men uden hensyn til spørgsmålet om, hvor megen ære flertallet af os kan tilregne sig for negerslaveriets afskaffelse, er det sandt, at vi kun har afskaffet een form for slaveri - og det endda en primitiv form, som ved samfundets udvikling var blevet afskaffet i den største del af landet, og som, uagtet dets racepræg gav det en særlig sejglivethed, med tiden ville være blevet afskaffet på samme måde i andre dele af landet. Vi har ikke i realiteten afskaffet slaveriet; vi har opretholdt det i dets mest lumske og vidtudbredte form - i en form, der lige så vel gælder for hvide som for sorte. Det er så langt fra, at vi har afskaffet slaveriet, at det endog breder sig og bliver mere dybtgående, og vi gør os ingen skrupler over at sælge vore børn til dette slaveri - sælge den vordende republiks borgere. Thi hvad andet er det, vi gør, når vi sælger den jord, som fremtidens borgere skal leve på, hvis de i det hele taget skal leve? 
     Det, der er slaveriets inderste væsen, er arbejdsrov. Det består i at tvinge mennesker til at arbejde og så fratage dem hele deres arbejdsudbytte undtagen så meget, som de skal have for lige at kunne opretholde livet. Hvor mange af vore »fri og ligeberettigede amerikanske borgere« har ikke allerede nu den lod? Og hvor mange flere vil ikke komme til at dele samme skæbne? 
     I alle vore byer er der, endog i gode tider, tusinder og atter tusinder af mennesker, som med glæde ville arbejde for en løn, der bare kunne give dem føde og klæder, dvs., som med glæde ville nøjes med slavers løn. I New York sys der skjorter for 35 cents pr. dusin, og kvinder, som arbejder 14-16 timer daglig, får gennemsnitlig 3-4 dollars om ugen. Og der er byer, hvor betalingen for sådant arbejde er endnu lavere. At regne efter dollars og cents kunne ingen slaveejer udnytte sine slaver så grusomt eller holde dem så billigt. 
     Man vil måske sige, at overensstemmelsen mellem vort industrielle system og slaveriet kun findes ved at fæste sin opmærksomhed på yderlighederne. Imellem dem, der kun får så meget, at de lige kan opholde livet, og dem, som lever overdådigt af, hvad andre har fortjent, er der mange overgangstrin, og det er her, den store mellemklasse findes. 
     Desuden foregår der en stadig overflytning fra den ene klasse til den anden. Millionærens børnebørn kan blive vagabonder, medens selv den fattige mand, der har opgivet håbet for sit eget vedkommende, måske kan nære det hos sin søn. Endvidere er det ikke sandt, at hele forskellen mellem, hvad arbejdet redeligt tjener, og hvad det virkelig får, tilfalder jordejerne. Og her i De Forenede Stater er en stor mængde af jordejerne små ejere - mennesker, som ejer de hjem, de bor i, og den jord, de dyrker, og som på een gang er både arbejdere og jordejere. 
Disse indvendinger kan man bedst imødegå ved at prøve på at forestille sig et veludviklet samfund som vort eget, i hvilket slaveriet findes uden hensyn til raceforskel. Dette kræver nogen indbildningskraft, thi vi kender intet sådant samfund. Slaveriet var uddød i Europa, inden den moderne civilisation begyndte, og det har i den ny verden kun eksisteret som raceslaveri og i samfund med ringe industriel udvikling. 
     Men hvis vi nu forestiller os et fremskridtssamfund, hvor slaveriet eksisterer uden hensyn til raceforskel, vil vi se, at dette samfund, selv om man går ud fra et punkt, hvor største delen af folket er gjort til de øvriges slaver, ikke ret længe kunne være delt i to klasser: herrer og slaver. Herrernes magelighed, egennytte og fornødenheder ville snart udvikle en klasse mellemmænd mellem dem selv og de fuldkomment trælbundne. Til at have opsyn med slavernes arbejde og til at holde dem nede ville det blive nødvendigt ud af slavernes rækker at tage opsynsmænd, politimænd osv. og at lønne disse med en større mængde af slavearbejdets produkter, end de simple slaver får. Ligeledes ville det blive nødvendigt at udvælge folk med særlig dygtighed og begavelse. I samfundsudviklingens løb ville en handelsklasse nødvendigvis også opstå, og denne ville ved omsætningen af slavearbejdets produkter selv tage sig en god portion deraf. En klasse af entreprenører, som lejede slaver af herrerne, ville ligeledes tilbageholde en god del af deres arbejdsudbytte. Der ville således mellem slaverne, der blev drevet til arbejdet uden anden løn end det allernødvendigste til livets ophold, og herrerne, der levede uden at arbejde, fremkomme mellemled af forskellige grader, og nogle af disse ville uden tvivl opnå stor rigdom. 
     Ved lykkens omskiftelighed ville nogle slaveejere stadig glide ned i mellemmændenes klasse, ja, til sidst ned i selve slaveklassen, medens enkelte slaver ville stige opad. Visse herrers samvittighed, velvilje eller taknemmelighed ville få dem til lejlighedsvis at give slaver friheden; deres egeninteresse ville få dem til at lønne visse slaver for flid, opfindsomhed, troskab imod deres herre eller forræderi imod deres fæller. Som tilfældet tit har været i slavelande, ville vi således finde slaver, der havde frihed til at tjene, hvad de kunne, imod at afgive så og så meget til deres herre hver måned eller hvert fjerdingår; slaver, der delvis havde tilkøbt sig frihed, f. eks. een, to eller tre dage om ugen, eller visse måneder af året; og slaver, der helt havde frikøbt sig eller havde fået friheden som gave. Og som tilfældet altid har været, hvor slaveriet ikke havde racepræg, ville nogle af disse forhenværende slaver eller deres børn under den stadige omskiftelighed arbejde sig op til de højeste stillinger. De, der holder fast ved det bestående, kunne da under en sådan samfundstilstand triumferende pege på disse eksempler og sige: »Se, hvor udmærket er ikke slaveriet; enhver slave kan selv blive slaveejer, når han bare er tro, flittig og klog. Det er kun slavernes egen uvidenhed, ødslen og dovenskab, der hindrer dem i at blive herrer alle sammen«. Og derpå ville de hengive sig til jammer over den menneskelige natur. »Ak!« ville de sige: »det er ikke slaveriet, der er noget i vejen med; det er den menneskelige natur« - idet de selvfølgelig mener en anden menneskelig natur end deres egen. Og ville nogen bare nævne slaveriets afskaffelse, ville de beskylde ham for at angribe den hellige ejendomsret og for at ville frarøve stakkels blinde enker de slaver, som var det eneste, de havde at sætte deres lid til; de ville kalde ham en fantast og kommunist, en menneskefjende og gudstrodser. 
     Lad os endvidere overveje virkningen af beskatningen i et fremskredent samfund, der er grundlagt på slaveriet, virkningen af fabrikations-, handels- og transportmonopolers indførelse, virkningen af statsgældsstiftelse osv., og vi vil da se, at de sociale fænomener i virkeligheden ville være væsentlig de samme, hvor mennesker gjordes til ejendom, som under det system, der gør jorden til ejendom. 
     Det må imidlertid huskes, at det slaveri, der opstår som en følge af jordtilegnelser, ikke kommer med eet slag, men lumskeligt og lidt efter lidt. Hvor menneskemængden er ringe og jorden af lav værdi, kan det private jordeje godt bestå, uden at dets virkninger føles ret meget. Men efterhånden som det bliver mere og mere vanskeligt at få jord, vil de arbejdende klasser blive mere og mere trælbundne. Efterhånden som jordværdien stiger, vil en større og større del af arbejdsudbyttet blive krævet som betaling for brugen af jord, indtil der til sidst ikke bliver andet tilovers til arbejderne end slaveløn - det nødvendigste til livets ophold. 
     Men de enkelte mennesker påvirkes i meget forskellig grad og på meget forskellig måde af denne bevægelse. Hvor jorden er blevet stærkt udstykket i småejendomme, vil der endnu i nogen tid, efter at den egentlige arbejder er sunket ned til at måtte nøjes med slaveløn, være en større hær af mindre jordejere, som indtager en overgangsstilling, og som efter den jord, de ejer, og det forhold, hvori den står til deres arbejde, kan sammenlignes henholdsvis med dem, der ejede nogle få slaver, med dem, der ingen slaver ejede, men selv var fri, eller med dem, der delvis var slaver og måtte gøre tjeneste een, to, tre, fire eller fem dage om ugen, men var deres egne herrer den øvrige tid. Efterhånden som jorden bliver mere og mere værdifuld, vil denne klasse lidt efter lidt synke ned i de fuldkomment trælbundnes rækker. Den uafhængige amerikanske landmand, der med sine egne hænder arbejder på sin egen jord, er viet til undergang, lige så afgjort som hans forgænger i Italien for 2000 år siden var viet til undergang. Han må under den private jordejendoms udvikling forsvinde, ligesom den engelske selvejerbonde allerede er forsvundet. 
     Vi har afskaffet negerslaveriet i De Forenede Stater. Men hvor ringe er ikke den fordel, slaven har vundet derved! George M. Jackson skriver til mig fra St. Louis den 15. august 1883: 
     »I krigen gjorde jeg tjeneste i et Kentucky-regiment i forbundshæren. Da krigen brød ud, ejede min fader 60 slaver. Jeg har ikke været i mit gamle hjem i Kentucky i mange år før nu fornylig. Jeg mødte da en af min faders gamle negre, som sagde til mig: »hr. George, I siger, at I har frigivet os; men Gud ved, at jeg er dårligere stillet nu, end da jeg tilhørte Deres fader.« Plantageejerne er derimod tilfredse med forandringen. De siger, »Hvor det var dumt af os at gå i krig for slaveriet! Vi får billigere arbejde nu, end dengang vi ejede slaverne.« Hvorledes får de det da billigere? Jo, i form af jordrente tager de større udbytte af negerens arbejde, end de kunne under slaveriet; thi dengang var de nødt til at give ham tilstrækkelig føde, klæder og lægehjælp for at holde ham i god stand, og tvungne så vel af samvittigheden og den offentlige mening som af loven måtte de underholde ham, når han ikke kunne arbejde længer. Nu er deres interesse og deres ansvar for ham til ende, når de har draget al den nytte af ham, de kan få.« 
     I en af sine romaner fortæller kaptajn Marryat om en lærer, som kundgjorde, at han havde hørt op med at bruge riset. Når kærlige mødre, fristede af denne kundgørelse, kom til hans skole med deres drenge, var han helt veltalende i sin fordømmelse af risbarbariet. Men ikke så snart var døren lukket i for de ulykkelige elever, før de skønnede, at læreren kun havde hørt op med at bruge riset for at bruge spanskrøret i stedet. Næsten på samme måde er det med vor afskaffelse af negerslaveriet. 
     Jeg nægter ikke, at de sorte i sydstaterne i visse henseender har vundet ved slaveriets afskaffelse. Jeg vil end ikke påstå, at deres materielle kår ikke i det hele taget er blevet bedre. Men det må huskes, at sydstaterne endnu er tyndt befolkede og er bagefter i industriel udvikling. Slaveriets vedvaren i disse stater var dels virkningen af, dels årsagen til dette. Efterhånden som folkemængden tager til, og industrien udvikles, må de frigivnes kår blive hårdere og hårdere. Endnu er jorden forholdsvis billig i syden, og der er megen jord, som ikke alene er uudnyttet, men som er uoptaget. Følgen deraf er, at de frigivne ikke endnu er tvunget ind i den voldsomme konkurrence, som kommer med tættere bebyggelse. Der er intet tilsyneladende overskud af arbejdskraft, der søger beskæftigelse på hvilke som helst vilkår, således som i norden. De frigivne får lige til livets ophold ligesom i slaveriets dage, i mange tilfælde knapt så godt endda; men der er dog endnu kun ringe eller ingen vanskelighed ved at få det. For rettelig at kunne sammenligne de frigivnes nye stilling med den gamle må vi vente, til folkemængden og den industrielle udvikling i sydstaterne begynder at nærme sig forholdene i nordstaterne. 
     Men ikke engang i nordstaterne (og for den sags skyld ikke engang i Europa) har den form for slaveri, der er en nødvendig følge af arbejdets arveløshed på grund af jordmonopoliseringen, nået sit højdepunkt. Thi det umådelige område af uoptaget jord på dette fastland har gjort, at den moderne udviklings fulde virkninger ikke er blevet følt. Efterhånden som det bliver mere og mere vanskeligt at få jord, vil de arbejdende klassers trælbinding gå sin gang. Efterhånden som jordværdien stiger, vil mere og mere af arbejdsudbyttet blive afkrævet arbejderne for brugen af jord, dvs., at arbejderne må ofre en større og større del af deres tid i jorddrotternes tjeneste, indtil de endelig, hvor hårdt de end slider, ikke får andet tilovers end lige til livets ophold. 
     Jeg tror ikke, der kan være nogen tvivl om, at - under forudsætning af det samme moralske standpunkt - det af de to slaverisystemer, der gør mennesker til ejendom, er mere humant end det, der følger af, at jord gøres til privatejendom. De grusomheder, der udøves under ejendomsslave-systemet, er mere slående og vækker mere harme, fordi de udøves bevidst af enkelte. Men for de fattiges lidelser under det mere forfinede system synes ingen i særdeleshed at være ansvarlig. At det ene menneske forsætligt brændes af andre mennesker, opægger os og vækker vor harme i langt højere grad, end at et hundrede mennesker steges levende ved en ildebrand eller omkommer ved en jernbaneulykke. Men selve denne kendsgerning er skyld i, at grusomheder, der ikke ville blive tålt under det ene system, får lov til at gå upåagtet under det andet. Menneskelige væsener overanstrenges, sultes, berøves al livets lys og sødme, fordømmes til uvidenhed og råhed, udsættes for legemlig og sjælelig smitte, drives til forbrydelse og selvmord, ikke af andre enkelte mennesker, men af en jernhård nødvendighed, som ingen i særdeleshed synes at have ansvaret for. 
     For i ejendomsslaveriets historie at finde sidestykke til de rædsler, som dag efter dag hænder upåagtet midt i den kristne civilisation, ville det være nødvendigt at gå tilbage til slaveriet i oldtiden, til beretningerne om de spanske erobringer i den ny verden eller til de middelalderlige fortællinger. 
At ejendomsslaveriet ikke er den værste form for slaveri, kan vi vide deraf, at i lande, hvor det har været rådende uden hensyn til raceforskel, er slavernes hær blevet rekrutteret af de fri fattige, som, når de var kommet i nød, solgte sig selv eller deres børn. Jeg tror ikke, at nogen som læser vore dagblade, kan tvivle om, at der allerede nu i De Forenede Stater er mange mennesker, som, hvis der eksisterede slaveri uden raceforskel, med glæde ville sælge sig selv eller deres børn, og som derved virkelig ville gøre en god handel med deres såkaldte frihed. 
     Vi har ikke afskaffet slaveriet. Vi vil aldrig kunne afskaffe det, før vi ærligt og redeligt efterlever den grundsandhed, som er udtrykt i uafhængighedserklæringen og tilsikrer alle mennesker de ligelige og uafhændelige rettigheder, som de har fra skaberens hånd. Dersom vi ikke kan eller ikke vil gøre dette, da kunne det, om det ellers nyttede noget, for humanitetens og samfundstryghedens skyld vel være værd at overveje, om det ikke var klogt at ændre vor grundlov og tillade fattige, hvide så vel som sorte, at sælge sig selv og deres børn til gode herrer. Skal vi have slaveri, er det bedst at have det således, at slaven kender sin ejermand, og at der kan appelleres til dennes samvittighed og æresfølelse. Det er bedre at opdrage børn til slaveri under gode, kristne, civiliserede mennesker end at opdrage dem til bordellet eller tugthuset. Men ak! Denne udvej er spærret. Thi sæt, at vi lovliggjorde menneskeslaveriet igen, hvem ville da købe mennesker, når de kan lejes for så billig en penge? 

Fortsættes: Statsgæld og indirekte beskatning