Jo mere vi undersøger, des klarere kan vi se, at landenes ulykker og regeringernes fordærvelse i sandhed udspringer af forsømmelse af eller ringeagt for de naturlige menneskerettigheder. 
At Europa trods civilisationens fremskridt den dag i dag er en uhyre krigslejr, og at energien hos den mest fremskredne del af menneskeheden alle vegne knuges af hårde skatter, for at der kan skaffes midler til krigsforberedelse eller til krigsførelse, skyldes to store opfindelser: indirekte beskatning og statsgæld. 
     Begge disse påfund, hvorved tyranniet opretholdes, regeringen demoraliseres, og det almene folk udplyndres, har deres historiske udspring i jordmonopoliseringen, og begge krænker de ligefrem de naturlige menneskerettigheder. Under lensvæsenet udrededes den største del af de offentlige udgifter af jordrenten; og jordens indehavere havde den pligt at drage i leding eller afholde udgifterne derved. Dersom dette system havde varet ved, ville f. eks. England den dag i dag ikke have haft nogen statsgæld. Og man kan trøstigt sige, at det engelske folk og hele verden ville være blevet sparet for disse unødvendige og grusomme krige, som i den nyere tid har kostet så meget engelsk blod og så megen engelsk rigdom. Men ved indførelse af indirekte skatter og statsgæld blev de store jorddrotter sat i stand til at vælte de byrder, der påhvilede dem som vilkår for jordbesiddelsen, over på folkets brede lag, vælte dem af sig på en sådan måde, at de, som kom til at bære dem, vel nok følte trykket, men ikke kunne fatte, hvorfra det stammede. Således gik det til, at jordbesiddelsen lumskelig ændredes derhen, at jorden fra at være betroet gods blev til privat gods, og folkets brede lag mistede den første og vigtigste af alle menneskerettigheder. 
     Statsgælds-institutionen så vel som jordejendoms-institutionen hviler på den gale forudsætning, at det ene slægtled kan binde det andet. Dersom nogen kom til mig og sagde: »Her er en veksel, som Deres oldefader udstedte til min oldefader, og som De behager at betale mig,« ville jeg le ad ham og sige, at hvis han ønskede at få vekslen indfriet, gjorde han bedst i at henvende sig til den mand, som havde udstedt den, og at jeg intet havde at gøre med min oldefaders løfter. Og skulle han fastholde sit krav om betaling og henlede min opmærksomhed på vekslens ordlyd, der gik ud på, at min oldefader udtrykkelig havde aftalt med hans oldefader, at jeg skulle betale ham summen, ville jeg kun le endnu mere og være endnu mere vis på, at han var vanvittig. Til et sådant krav ville enhver af os svare omtrent som så: »Min oldefar har åbenbart været en skælm eller en spasmager, og Deres oldefar har visselig været en dumrian, og dumheden må være gået i arv til Dem, hvis De venter, at jeg skal betale Dem penge, fordi min oldefar har lovet noget sådant. Han kunne lige så godt have givet Deres oldefar en veksel på Adam eller en anvisning på den første nationalbank på månen.« 
     Og dog, på den forudsætning, at forfædre kan binde efterkommere, og at det ene slægtled kan give love for det andet, er vor jordejendomsrets og statsgælds formentlige gyldighed bygget. 
     Dersom det var muligt for nutiden at låne af fremtiden, muligt for de nulevende at trække veksler på den formue, som de efterlevende skal frembringe, ville der ikke kunne tænkes nogen farligere magt, nogen magt, der snarere ville blive misbrugt, nogen magt, der i sin udøvelse ville indeholde en skændigere ringeagt for menneskenes naturlige og uafhændelige rettigheder. Men vi har ingen sådan magt, og der er ingen udvej mulig til at opnå den. Når vi taler om at stille det krav til efterslægten, at den skal bære sin del af nutidens udgifter og byrder, når vi taler om at pålægge den en del af de omkostninger, som vi tillader os at mene, at de vil betragte som afholdte så vel til deres fordel som til vor egen, da fører vi sagen ud i det tåbelige. Statsgæld er ikke et middel, hvorved vi kan låne hos fremtiden, eller hvorved vi kan tvinge efterslægten til at bære en del af de udgiftsbyrder, som et nuværende slægthed måtte finde for godt at pålægge. Det er naturligvis en ren umulighed. Statsgæld er kun et middel til at opnå rådighed over rigdom i nutiden ved at give løfte om, at en vis fordeling af formuen i fremtiden skal finde sted - et middel, hvorved ejeren af forhåndenværende formue forledes til at afgive denne imod løfte om, ikke alene at andre mennesker skal blive beskattet, for at han kan få sit tilgodehavende, men at andre menneskers børn skal blive beskattet til fordel for hans børn eller hans arvingers børn. De, der har statsstyrelsen i deres hænder, sættes således i stand til at skaffe sig pengesummer, som de ikke ville kunne få ved direkte beskatning uden at vække harme og modstand hos dem, der kan gøre modstand på den mest virkningsfulde måde. Tyranner bliver således i stand til at skaffe sig underhold, og der avles overdådighed og korruption. Selv om der kan påpeges tilfælde, hvor magten til at stifte statsgæld på en eller anden måde har været til gavn, er det dog for intet at regne imod de tilfælde, hvor den har virket rent og skært til skade. 
     Den statsgæld, der bedst kan forsvares, er den, der stiftes med det formål for øje at lave offentlige forbedringer, og dog er den ødselhed og fordærvelse, som magten til at stifte sådan gæld har affødt i De Forenede Stater, så godt kendt, at man ikke har nødig at belyse den nøjere, og i flere af staterne har den ført til grundlovmæssige begrænsninger. Selv jernbaneselskabernes og andre sådanne korporationers halvvejs-offentlige gæld har på lignende måde ført til ødselhed og korruption, som langt har overvejet de gode resultater, der opnåedes. Men i verdens store statsgæld, stiftet, som den er, i tyranniske øjemed og i krigsøjemed, er det ikke muligt at se andet end ondt. Af denne mægtige statsgæld er De Forenede Staters den, der bedst tåler at efterses; men den er ikke nogen undtagelse. 
     Som jeg allerede har sagt, kom den formue, der gik med til at føre krigen, ikke fra udlandet eller fra eftertiden; men den toges af den formue, som var i staterne; og dersom vi, samtidig med at vi kaldte mænd til at dø for deres land, ikke var veget tilbage for om fornødent, at tage 999.000 dollars fra hver millionær, havde vi ikke haft nødig at stifte nogen gæld. Men i stedet for at gøre det, indførte vi skatter, som blev således pålignet, at de faldt tungere på de fattige end på de rige og lejlighedsvis skabte monopoler, som satte de rige i stand til at høste fordele på de fattiges bekostning. Og da der skulle bruges endnu mere formue, tog vi den ikke fra dem, der havde den, men sagde tværtimod til de rige, at dersom de frivilligt ville lade nationen bruge noget af deres formue, ville vi skaffe dem fordel deraf ved at garantere dem, at beskatningsmagten skulle blive brugt til at tilbagebetale dem både hovedsum og renter. Og vi skaffede dem fordel, så det forslog. Ikke alene tilbagegav vi dem ved indførelsen af national-bank-systemet ni tiendedele af de penge, vi således havde lånt, medens vi blev ved med at svare dem renter af hele beløbet, men vi gjorde endog, skønt hverken obligationernes ordlyd eller rimelighedshensyn krævede det, de lån, der var indgået i værdiforringede seddelpenge (»greenbacks«), betalbare med det fulde beløb i guld. Følgen af denne måde at føre krig på var, at de rige blev rigere i stedet for fattigere. De vældige formuers æra i De Forenede Stater indledes med krigen. 
     Men når dette kan siges om De Forenede Staters gæld, hvad skal man da sige om andre landes statsgæld? 
     Hvad er det, det engelske folk betaler, når det svarer renter af sin umådelige statsgæld? Det betaler renter af pengesummer, som fordum kastedes bort eller skænkedes bort af ryggesløse tyranner og demoraliserede herskerkliker - renter af bevillinger, som var givet kurtisaner og koblere, øjentjenere og folk, der var forrædere imod deres lands frihed, renter af summer, som man havde lånt for at kunne demoralisere folkets egen lovgivningsmagt og for at kunne føre krig både mod dets egen frihed og mod andre folks frihed. For de hessere, der hvervedes, de indianere, der væbnedes, de flåder og hære, der udsendtes for at bringe de amerikanske kolonier til underkastelse, hvorved det, der måske ellers den dag i dag kunne have været en stor samlet nation, splittedes ad i to - for omkostningerne ved at nedtræde det irske folk og tilføje det sår, som svider endnu - for de vældige pengesummer, som ofredes på at hævde, hvad der med gudsbespottelig tale kaldtes de »guddommelige rettigheder« på Europas fastland - for de udgifter, som afholdtes til plyndringsfærd iblandt skikkelige folkeslag rundt omkring på jorden - derfor beskattes englænderne den dag i dag. Dette er mere end at kræve af en mand, at han skal betale sin oldefaders gæld; det er at kræve, at han skal betale den strikke, som hans oldefader blev hængt i, eller det bål, som han blev brændt på. 
     Statsgælds-opfindelsen muliggør store og ødsle udgifter, idet den bringer dem til tavshed, som ellers med største energi og kraft ville modsætte sig disse udgifter, ja endog forvandler modstandere til medhjælpere. Men havde regenterne ikke kunnet stifte statsgæld, ville ni tiendedele af kristenhedens krige i de sidste to hundrede år aldrig være blevet ført. Den formueødelæggelse og blodsudgydelse, som disse krige har voldet, den lidelse, som hustruer og mødre og børn derved har måttet gennemgå, lader sig ikke beregne, og dertil kommer så endvidere det spild og det tab og den demoralisation, som de evindelige krigsforberedelser medfører. 
     Offentlige ulykker og regeringsfordærvelse, som opstår af den uvidenhed om og ringeagt for menneskerettighederne, der ligger i anerkendelsen af statsgæld, er for øvrigt ikke endt med omkostningerne ved krig og krigsforberedelse og med den demoralisation, som sådanne uhyre udgifter afføder. De lidenskaber, der vækkes ved krigen, nationalhadet, krigshædertilbedelsen, tørsten efter sejr eller hævn, sløver folkesamvittigheden, forvrænger de bedste samfundsinstinkter, så de bliver til den lave, blinde, grænseløse egennytte, som med urette kaldes fædrelandskærlighed, dræber frihedskærligheden, får mennesker til at bøje sig under tyranni og magtran - enten af vild tørst efter at skære halsen over på andre folk eller af frygt for selv at få sin hals skåret over. De forvrænger i den grad den religiøse opfattelse, at indviede Kristi tjenere i Hans navn velsigner myrderiets og plyndringsfærdens bannere og frembærer taksigelser til fredsfyrsten for vundne sejre, der ophober dynger af lemlæstede lig på jorden og lægger arnestederne øde. 
     Men ondet er endnu ikke dermed endt. William H. Vanderbilt med sine 40 millioner i registrerede statspapirer udtaler, at statsgælden aldrig bør betales, men at den tværtimod bør øges, fordi den giver regeringen fasthed, idet »Enhver mand, der ejer en statsobligation, bliver en loyal og hengiven borger«.*) Hr. Vanderbilt udtaler her, hvad der er den almindelige mening iblandt folk af hans klasse. Det var ikke loyale og hengivne borgere med statsobligationer i lommen, der ilede til fronten i vor borgerkrig, og det er ikke dem, der nogen sinde iler til fronten i krig. Men det at eje en obligation tjener i sandhed til at gøre sin mand loyal og hengiven overfor enhver som helst, der kan tage regeringsmagten i sine hænder og fortsætte indløsningen af kuponerne. En stor statsgæld skaber store pengeinteresser, der ønsker en »stærk regering« og frygter for forandring, og den danner således et mægtigt element, som en fordærvet og tyrannisk regering altid kan stole på, når den står folket imod. I De Forenede Stater kan vi allerede se, hvor demoraliserende denne indflydelse er; og i Europa, hvor den har givet sig endnu tydeligere udslag, er den tyranniets hovedstøtte og den stærkeste hindring for politiske reformer. 

*) Citat af et interview i »New York Times«. 

     Thomas Jefferson havde ret, da han som følgeslutning ud fra »den selvindlysende sandhed, at jorden med brugsret tilhører de levende,« hævdede, at det ene slægtled ikke skal føle sig bundet af det foregående slægtleds love eller gældspligter. Og det er, som denne den mest storsindede af alle amerikanske fædrelandsvenner og største af alle amerikanske statsmænd har sagt: at forholdsregler, som ville føre dette princip ud i praksis, viser sig des mere heldbringende, jo mere man overvejer dem. 
     Indirekte beskatning, det andet påfund, ved hvis hjælp folket årelades uden at mærke det, og ved hvis hjælp de, der kunne gøre den mest virkningsfulde modstand imod ødselhed og korruption, bestikkes, så de slår sig til tåls, er en opfindelse, hvorefter skatter pålægges således, at de, der direkte betaler dem, sættes i stand til atter at indsamle dem fra andre, sædvanligvis endda med fordel, i form af højere priser. De, der direkte betaler skatterne, og - hvad der er endnu vigtigere - de, der ønsker høje priser, bliver således interesserede i skatternes pålæggelse og opretholdelse, medens de, som byrden til syvende og sidst kommer til at hvile på, ikke forstår sagens sammenhæng. 
     De fordærvelige virkninger af indirekte beskatning har vist sig tydeligt alle vegne, hvor man har taget sin tilflugt til denne beskatning, men intetsteds tydeligere end i De Forenede Stater. Lige siden krigen har vor nationalregerings hovedstræben ikke gået ud på at bringe skatterne nedad, men på at finde undskyldninger for krigsskatternes vedvaren. Den skændigste ødselhed har derved vundet indpas i alle administrationens grene, og man har gjort sig al mulig flid for at øge udgifterne. Vi har med vilje indført dyre penge i handel og vandel i stedet for billige; vi har med vilje øget omkostningerne ved statsgældens afbetaling; vi underholder en kostbar flåde, som vi ingen som helst brug har for, og som i tilfælde af krig ikke vil være os til nogen som helst nytte, og vi underholder en hær, der er tolv gange så stor og femten gange så dyr, som den havde nødig at være. Vi graver sølv ud af visse huler i jorden i Nevada og Colorado og rager det ned i andre huler i jorden i Washington, New York og San Francisco. Vi ofrer store pengesummer på unyttige »offentlige forbedringer« og udbetaler pensioner efter en lov, der kun synes at være indrettet på at yde præmie for bedrageri og at sætte statens penge over styr. Og alligevel er det det store spørgsmål i kongressen: hvad skal vi gøre med overskuddet? Ethvert forslag om at nedsætte skatterne vækker den bitreste modstand hos dem, som har fordel, eller som bilder sig ind at have fordel af disse skatter, og kongressen omringes af en højrøstet skare af »påvirkere«, der tigger, huldrer, bestikker og sjakrer imod en nedsættelse af skatterne. Hver særinteresse protesterer for sig og gør gældende, at hvilke skatter der end måtte blive nedsat, bør deres egen kæledægge-skat lades urørt. Denne særinteressernes råben op om, at den indirekte beskatning må opretholdes, kan give os nogen forståelse af, hvor meget de summer, som ved denne beskatning tages fra folket, er større end de summer, der går ind i statskassen. Men det er dog kun en svag forståelse, vi kan få, thi foruden det, der går i statskassen, og det, der opsnappes af særinteresserne, er der det tab og det spild, der skyldes kunstige hindringer og vanskeligheder, som det indirekte beskatningssystem lægger i vejen for produktion og omsætning, og som utvivlsomt udgør langt mere end de to andre poster tilsammen. 
     De omkostninger ved systemet, der kan måles i penge, er imidlertid kun af ringe betydning i sammenligning med dets øvrige virkninger, idet det fordærver regeringen, sænker den offentlige moral og indhyller folkets tanker i tåge. Det første, der kræves af ethvert menneske, som kommer til dette »frihedens land«, er at han skal aflægge falsk ed; det næste, der kræves af ham, er at han skal give en toldembedsmand stikpenge. Og således løber det giftige smitstof videre gennem hver en åre i samfundslegemet, gennem hver en streng i folkesjælen. Loven bringes i vanære ved, at handlinger, der ikke er forbrydelser imod moralen, gøres til forbrydelser imod loven. De samvittighedsløse høster fordele fremfor de samvittighedsfulde. Vælgere underkøbes, embedsmænd demoraliseres, pressen bestikkes, og det vedholdende forsvar for disse egennyttige interesser har for så vidt omtåget folks tanker, som en stor mængde - jeg er tilbøjelig til at sige et meget stort flertal - af det amerikanske folk virkelig tror, at de har fordel af at blive beskattet på denne måde. 
     I enkeltheder at fremstille de folkeulykker og den regeringsfordærvelse, som opstår af dette skammelige skattesystem, ville tage mere plads, end jeg her kan ofre derpå. Men hvad jeg særlig ønsker at fremhæve, er dette, at disse onder lige så vel som de onder, der opstår af statsgæld, til syvende og sidst skyldes »uvidenhed om, forsømmelse af og ringeagt for menneskelige rettigheder«. Medens det med rette kan kræves af enhver borger, at han skal bære sin rimelige del af alle rimelige statsudgifter, er det åbenbart et indgreb i de naturlige rettigheder at bruge beskatningsmagten til at give den ene borger fordele fremfor den anden, at tage nogles arbejdsudbytte for at give andre så meget større vinding og at straffe handlinger, der ikke i sig selv er skadelige. 

Fortsættes: Regeringens opgaver