Her har vi efter min mening kernepunktet i vor tids store sociale spørgsmål: Der er givet os mere, end noget andet folk nogen sinde før har fået, og derfor skal der også kræves mere af os. Vi har gjort, og gør endnu, vældige fremskridt i materiel henseende. Det er nødvendigt, at vi gør tilsvarende fremskridt i moralsk henseende. Alt som civilisationen skrider frem, kræver den en højere samvittighed, en stærkere retfærdighedssans, et varmere broderskab, en rummeligere, ædlere, sandere samfundsånd. Uden dette vil civilisationen forvandle sig til ødelæggelse. Den kan ikke opretholdes på en barbarisk etiks grundlag. Civilisationen knytter nemlig menneskene tættere og tættere sammen og virker stadig i retning af at underordne den enkelte under helheden og give de sociale forhold større og større betydning. 
     De sociale og politiske problemer, der ligger for os, er alvorligere, end de tror, som ikke har tænkt over dem; og dog vil løsningen af dem kun bestå i en rettelig ordning af de sociale virkemidler. Mennesket opnår herredømme over den materielle natur ved at studere dens love, og det har i forhold og kræfter, som syntes at volde de største vanskeligheder, allerede fundet sine rigeste forrådskamre og sine mægtigste medhjælpere. Skønt vi kun lige har begyndt at sætte vore kundskaber om den fysiske natur i system, er det dog tydeligt, at naturen ikke vil nægte os noget ønske, når vi bare søger dets tilfredsstillelse i overensstemmelse med dens love. 
     Og den evne til at afpasse midler efter mål, som har sat mennesket i stand til at omdanne det fordum uoverkommelige ocean til en landevej, til at transportere sig fremad med en fart, som endog lader svalen bagude, til at tilintetgøre rummet, når tanken skal meddeles, til at omdanne fjeldene til varme og lys og kraft og materiale til tusindfold brug, til at veje stjernerne og analysere solen, til at lave is ved ækvator og fremtrylle blomster i nordens vinteris - denne evne vil også, når mennesket vil bruge den, sætte det i stand til at overvinde sociale vanskeligheder og undgå sociale farer. Lovenes herredømme er ikke indskrænket til den fysiske natur; de omfatter lige så vist den sjælelige og moralske verden. Og for den sociale vækst og det sociale liv er der lige så gyldige love som for stof og bevægelse. Vil vi gøre samfundslivet sundt og lykkeligt, må vi udfinde disse love og gå frem mod vort mål i overensstemmelse med dem. 
     Jeg kræver ikke af nogen, som læser denne bog, at han skal tage mine synspunkter for gode varer; men jeg beder enhver især om at tænke selv. 
     Enhver, som vil lægge fordomme og egeninteresser til side og ærligt og omhyggeligt give sig til at overveje årsagerne til og midlerne imod de samfundsonder, der er så iøjnefaldende, han gør netop derved det vigtigste, det står i hans magt at gøre, for disse onders fjernelse. Denne grundpligt påhviler os alle hver især som borgere og som mennesker. Hvad vi end ellers måtte blive i stand til at udrette, dette må gøres først. Thi »dersom en blind leder en blind, falder de begge i grøften«. 
     Social reform opnås ikke ved larmen og skrigen, ved klager og trusler, heller ikke ved partidannelser eller revolutioner, men ved tankernes vågnen og ideernes fremgang. Før man tænker rigtigt, kan man ikke handle rigtigt; og når man tænker rigtigt, vil den rigtige handling også følge efter. Magt har menneskemasserne altid i deres hånd. Det, der holder dem nede, er deres egen uvidenhed, deres egen kortsynede selvkærlighed. 
     Det store arbejde, der først og fremmest ligger lige for ethvert menneske og enhver organisation, som gerne vil forbedre de sociale kår, er opdragelsesarbejdet - kampen for ideerne. Hvad der ikke er tjenligt i så henseende, nytter ikke noget. Og ved dette arbejde kan ethvert tænkende menneske hjælpe til - først ved selv at danne sig klare tanker og dernæst ved at sætte tænkeevnen i virksomhed hos dem, som han kommer i berøring med. 
     Mange er der, som er alt for forkuede, alt for forråede af det hårde arbejde og det evindelige slid for de dyriske fornødenheders tilfredsstillelse til at kunne tænke selv. Derfor hviler ansvaret så meget tungere på dem, der kan. Er de tænkende mennesker kun få, så er de også så meget stærkere. Ingen må bilde sig ind, at han ingen indflydelse har. Hvem han end er, og hvor han end har sin plads - den mand, som tænker, bliver et lys og en kraft. At menneskene på dommens dag skal gøre regnskab for hvert utilbørligt ord, de har talt, synes at være en hård udtalelse. Men hvad kan være mere klart end dette, at teorien om kraftens beståen, der lærer os, at enhver bevægelse bliver ved at virke og genvirke, må gælde lige så vel i den sjælelige som i den legemlige verden? Enhver, der bliver opfyldt af en ædel idé, tænder en flamme, som andre fakler atter kan tændes ved, og øver indflydelse på dem, han kommer i samvær med, de være få eller mange. Hvor langt den indflydelse, der således evigt fortsættes, rækker, er det ikke givet ham at se her. Men det kan være, at vingårdens herre ved det. 
     Som jeg sagde i det første af disse kapitler, må civilisationens fremskridt nødvendiggøre, at man vier de offentlige anliggender større og større opmærksomhed og intelligens. Og af den grund tror jeg, vi gør en stor fejl ved at udelukke det ene køn fra stemmeret i offentlige sager, og at vi ikke på nogen måde bedre kunne øge den opmærksomhed, intelligens og hengivenhed, der må vies løsningen af samfundsspørgsmålene, end ved at give vore kvinder stemmeret. Selvom det ene køns intelligens under en mere primitiv samfundstilstand kan slå til til varetagelsen af de offentlige interesser, så kræver de langt mere indviklede, langt finere og langt vigtigere spørgsmål, som ved civilisationens fremgang får offentlig betydning, lige så vel kvindernes som mændenes intelligens, og den får vi ikke frem, før vi interesserer kvinderne for offentlige sager. Og jeg er kommet til den overbevisning, at overmåde meget af den uopmærksomhed, den flabethed, den samvittighedsløshed, som vi ser lægge sig for dagen i yderst vigtige offentlige anliggender, udspringer af, at vi udelukker kvinderne fra at tage deres rettelige del i disse anliggender. Intet vil fuldt ud interessere mændene, medmindre det også interesserer kvinderne. Der er dem, der siger, at kvinderne er mindre intelligente end mændene; men hvem tør sige, at de er mindre indflydelsesrige? 
     Og jeg er, som jeg allerede har sagt, fast overtydet om, at man for at opnå en stor samfundsforbedring snarere skal påkalde samfølelsen end egeninteressen, snarere skal påkalde pligtfølelsen end lysten til at svinge sig selv op. Misundelse er i slægt med beundring, og det er den beundring, de rige og mægtige vækker, som gør, at aristokratiet evigt fortsættes. Dér, hvor tiøre-Per med ringeagt ser ned på niøre-Poul, har den sociale uretfærdighed, som gør de store masser til brændehuggere og vandbærere for de priviligerede få, sit stærkeste værn. Der fortælles om en vis agitator i Firenze, at da han selv havde fået et par nye støvler, troede han, at alle folkets sorger var slukt. Hvor tit ser vi ikke denne historie illustreret på ny ved store arbejderuroligheder og fagforeningskampe! Dette er svagheden ved enhver bevægelse, der kun påkalder egeninteresserne. 
     Og ligesom mennesket er således indrettet, at det er aldeles umuligt for det at opnå lykke uden ved at arbejde for andres lykke, således synes det også at være naturens orden, at hverken enkeltmænd eller klasser kan opnå deres sande rettigheder uden ved at kæmpe for andres rettigheder. For at tage et eksempel: Når arbejderne i et eller andet fag danner en fagforening, vinder de, ved hver for sig at underordne deres egne interesser under de fælles interesser, magten til at opnå bedre overenskomst med deres arbejdsgivere. Men denne magt når ikke ret langt, når fagforeningssammenslutningen mødes og standses af det pres, som øves af de arbejdssøgende, der står uden for fagforeningens rammer. Ingen sammenslutning af arbejdere kan hæve arbejdslønnen ret meget over den almindelige lønhøjde. Forsøget på at gøre dette er at ligne ved et forsøg på at øse en båd tør uden at tætne dens fuger. Af den grund er det nødvendigt for arbejderne, hvis de vil opnå noget virkeligt og varigt, at ikke alene hvert enkelt fag virker for alle fags fælles interesse, men at faglærte arbejdere henvender deres opmærksomhed på de almindelige forholdsregler, der vil kunne bedre de ikke-faglærte arbejderes kår. Dem, som der først og fremmest må tages hensyn til, dem som kampen må føres for, såfremt arbejdet skal frigøres og samfundsretfærdighed opnås, det er dem, der mindst er i stand til at hjælpe sig selv eller kæmpe for sig selv, det er dem, der ikke har de fordele, som ejendom, dygtighed og intelligens giver - det er de mænd og kvinder, som står helt nede ved foden af samfundsstigen. Ved at skaffe dem ligelige rettigheder skaffer vi alle mennesker ligelige rettigheder. 
     Derfor er det, som Mazzini sagde, omkring pligtens fane snarere end omkring egeninteressernes fane, menneskene skal slutte sig sammen for at vinde menneskerettighederne. Og heri kan vi se, hvor dybe Hans tanker var, der bød menneskene at elske deres næste som sig selv. 
     I denne ånd og ikke i nogen anden ligger magten til at løse samfundsspørgsmålene og føre civilisationen fremad. 

Slut!