Jeg har omhyggeligt gennemlæst den rundskrivelse om arbejderspørgsmålet, som De gennem Deres kirkefyrster, ærkebiskopper og biskopper har udsendt til kristenheden. 
     Da dens skarpest udtalte fordømmelse er rettet mod en anskuelse, som vi ved fortjener Deres støtte, tillader jeg mig at forelægge Deres Hellighed grundene for vor livsanskuelse og fremføre nogle overvejelser, som De desværre ikke har haft øje for. Den dybt alvorlige betydning, som de forhold, De omtaler, har, den fattigdom, den lidelse og gærende misnøje, der findes i kristenheden, den fare, der er for, at lidenskab vil blive uvidenhedens leder i en blind kamp mod samfundsforhold, der viser sig mere og mere utålelige, er grunden til, at jeg tager til orde.

     Alle vore grundsætninger findes direkte eller indirekte fremsat i Deres hyrdebrev. Det er den menneskelige tankes første grundbegreber, den kristne tros grundlære: 

Denne verden er Guds skabning. 

     Menneskene, der i deres korte jordeliv føres ind i den, er lige skabninger af Hans godhed, lige genstand for Hans forsyns omsorg. 
     Mennesket har ifølge sin natur visse legemlige behov, hvis tilfredsstillelse er en betingelse, ikke alene for opretholdelsen af det fysiske liv, men også for udviklingen af det sjælelige og åndelige. Gud har gjort tilfredsstillelsen af disse behov afhængig af menneskets egne anstrengelser, har givet os kraft til at arbejde og pligt dertil: en kraft, der i og for sig hæver mennesket højt over dyrene, da den sætter os i stand til så at sige at blive medhjælper i skaberværket. 
     Gud har ikke givet menneskene den opgave at fremstille noget af intet. Sammen med arbejdsbehovet og arbejdsevnen har han givet dem arbejdsmaterialet. Dette arbejdsmateriale er jorden: mennesket, der fysisk set er et landdyr, kan kun leve på og af jorden, og kan kun udnytte de øvrige elementer: luft, solskin og vand ved brug af jorden. 
     Da menneskene er Skaberens lige skabninger, ligeberettigede under Hans forsyn til at leve og tilfredsstille deres behov, er de ligeberettigede til brugen af jorden med dens rigdomskilder, og enhver ordning, der fornægter denne lige ret, er uretfærdig. 
     Med hensyn til ejendomsretten mener vi: 
At da menneskene er skabt som enkeltvæsener med individuelle behov og kræfter, er hver enkelt berettiget til at bruge sine kræfter og nyde sit arbejdes frugt (dog naturligvis under de moralske forpligtelser, der er en følge af familieforholdet og lignende). 
     Der opstår således, forud for al menneskelig lovgivning og grundet på Guds lov, privat ejendomsret til, hvad der frembringes ved arbejde, en ret, som besidderen kan overdrage til anden mand, men som det vil være tyveri at berøve ham mod hans vilje. 
     Denne ejendomsret, der har sin rod i individets ret til sig selv, er den eneste fuldgyldige ejendomsret. Den knytter sig til, hvad der er frembragt ved arbejde, men kan ikke omfatte, hvad der er skabt af Gud. 
     Hvis f.eks. en mand fanger fisk på havet, får han ejendomsret til disse fisk, en ret, som han kan overdrage ved salg eller gave; men han kan ikke erhverve en lignende ejendomsret til havet, så han kan sælge det, give det bort eller forbyde andre at bruge det. 
     Eller hvis han dyrker korn, da erhverver han ejendomsret til kornet, som hans arbejde frembringer. Men han kan ikke fordre en lignende ejendomsret til solvarmen, som modnede kornet eller til jordbunden, hvorpå det groede. Thi disse ting er stedsevarende gaver fra Gud til alle menneskeslægter, som alle har ret til at bruge, men ingen kan fordre som særeje. 
     At knytte samme ejendomsret til de ting, som Gud har skabt, som den, der med rette knytter sig til, hvad der er frembragt ved arbejde, er at gøre indgreb i og fornægte den sande ejendomsret. Thi den mand, som af sit arbejdsudbytte må betale en anden for brugen af havet eller luften, solskinnet eller jorden, kort sagt naturens rigdomskilder, bliver derved berøvet sin retmæssige ejendom og altså plyndret. 
     Hvad brugen af jorden angår, er det vores anskuelse: 
     At medens den ejendomsret, der med rette knytter sig til, hvad der er frembragt ved arbejde, ikke kan gælde jorden, kan der her blive tale om besiddelsesret. Som Deres Hellighed siger, har »Gud ikke givet jorden til menneskene i den forstand, at alle uden forskel kan gøre ved den, hvad de tykkes«, og de regler, der kræves for dens heldigste brug, kan bestemmes ved menneskelig lovgivning. Men sådanne regler må stemme overens med moralloven, må sikre alle lige lod og del i værdien af Guds almengave. Princippet er det samme, som når en fader efterlader sig ejendom, ligeligt tiltænkt flere børn. Nogle af de ting, han således har efterladt sig, er muligvis udelelige eller uanvendelige til fælles brug, og sådanne ting kan da gives til nogle af børnene, men kun på betingelse af, at ligheden ikke krænkes. 
     Under lidet udviklede samfundsforhold, hvor værkfliden består i jagt, fiskeri og indsamling af vilde frugter, er privatbesiddelse af jorden unødvendig. Men efterhånden som menneskene begynder at dyrke jorden og frembringe varige værker, bliver privatbesiddelse af jorden en nødvendighed for at sikre ejendomsretten til arbejdsprodukterne. Thi hvem ville pløje og så, hvis han ikke ved privatbesiddelse var sikret at kunne høste i fred? Hvem ville rejse kostbare bygninger, hvis ikke ukrænkelig jordbesiddelse sikrede ham arbejdets frugt? 
     Denne private besiddelsesret til, hvad Gud har skabt, er imidlertid yderst forskellig fra den private ejendomsret til, hvad der er frembragt ved arbejde. Den første er begrænset, den anden ubegrænset - undtagen hvor selvopholdelsesretten gør ende på al anden ret. Formålet med den første - jordbesiddelsesretten - er blot at sikre den anden - ejendomsretten til arbejdsudbyttet -, og kan aldrig retmæssigt strækkes så vidt, at den gør indgreb i eller tilintetgør denne. Medens enhver kan besidde jord så vidt, som det ikke gør indgreb i andres lige ret, kan han ikke med rette besidde noget ud over denne grænse. 
     Således kunne Kain og Abel, om de var de to eneste mennesker på jorden, efter overenskomst dele den mellem sig; og efter en sådan overenskomst kunne de overfor hinanden gøre fordring på udelukkende besiddelsesret til hver sin del. Men ingen af dem kunne med rette hævde denne eneret overfor det næstfødte menneske. Thi da ingen kommer til verden uden Guds tilladelse, så er menneskets tilværelse tilstrækkeligt bevis for dets lige ret til Guds gaver. Om de første to derfor nægtede den næstkommende ret til at bruge jorden, som de havde delt, øvede de mord, og hvis de nægtede ham ret til brug af jord, med mindre han arbejdede for dem eller købte jord af dem, begik de tyveri. 
     Guds love ændres ikke. Om end deres anvendelse kan veksle, alt som forholdene forandres, så gælder dog de samme grundsætninger om ret og uret lige så fuldt i en talløs befolkning med indviklede værkflidsforhold, som hvor menneskene er få og værkfliden rå. I vore millionbyer og timillion-stater, under en civilisation, hvor arbejdsdelingen er gået så vidt, at mange næppe er sig bevidst, at de er jordbrugere, står det dog lige fuldt fast, at vi er landdyr, og at jorden er Guds gave til alle, som det er mord at berøve folk, plyndring at tvinge dem til at betale afgift af til andenmand. Men selv under en samfundstilstand, hvor industriens udvikling har gjort privat jordbesiddelse nødvendig, er der ingen vanskelighed ved at forene privatbesiddelsen med vor lige ret til jorden. Thi så såre et jordstykke kan yde sin besidder større udbytte, end der kan nås ved lige arbejde på anden jord, vil der til det knytte sig en værdi, som viser sig, når det sælges eller udlejes. Således angiver værdien af selve jorden, bortset fra alle forbedringer altid nøje den værdi, som brugen deraf har, en værdi, som alle er ligeberettigede til, i modsætning til de værdier, som besidderen i kraft af sit arbejde har ejendomsret til. 
     For at opnå de fordele, der knytter sig til privatbesiddelsen, uden at alles lige ret til jorden krænkes, behøver man blot til almenbrug at tage den værdi, som knytter sig til jorden, uanset hvordan den benyttes. Princippet er det samme som i det førnævnte eksempel, hvor en fader efterlod sine børn ting, som ikke kunne deles eller bruges i fællesskab. I så fald kunne tingen sælges eller udlejes og beløbet komme alle ligelig til gode. 
     Det er efter dette ligefremme princip, at vi ønsker, at samfundet skal handle. 
     Vi foreslår ikke at hævde den lige ret til jorden ved at gøre den til en stor fælled, hvor enhver kan gøre, hvad han lyster, overalt. Ejheller kræver vi det i vor tidsalder uoverkommelige arbejde at dele jorden i lige lodder, end mindre da det er endnu mere umuligt at holde den således delt. 
Vi foreslår at lade jorden forblive i enkeltmands private besiddelse, med fuld ret til at sælge, bortgive og lade gå i arv, og ganske simpelt påligne en skat lig jordens årlige værdi (lejeværdi), uanset hvordan den bruges, og hvilke bygninger eller andre forbedringer der findes på eller i den. Og da en sådan skat ville være stor nok som nationalindkomst, ville vi samtidig med påligningen af denne jordværdiskat afskaffe alle de nuværende skatter, der hviler på arbejdet og dets produkter, og som alle, da de tages fra arbejdsfortjenesten, er indgreb i ejendomsretten. 
     Dette foreslår vi, ikke som en snedig menneskelig opfindelse, men som en udformning af menneskelige bestemmelser til overensstemmelse med Guds vilje. 
     Gud kan ikke modsige sig selv eller give indbyrdes modstridende love for sine skabninger. 
     Har Gud pålagt menneskene, at de ikke må stjæle, dvs. at de skal respektere den ejendomsret, som enhver har til sit arbejdes frugt, og er han alle menneskers fader, som i sin algodhed har tiltænkt alle lige lod i de naturlige rigdomskilder, da må der under en hvilken som helst samfundstilstand være en vej, ad hvilken enkeltmandsretten til arbejdsudbyttet kan komme i samklang med alles lige ret til jorden. 
     Dersom den almægtige ikke er i strid med sig selv, da kan det ikke være således, som nogle mener, at om man vil sikre alle mennesker lige ret til liv og arbejde, må man fornægte den private ejendomsret. Ejheller kan det forholde sig således - som De i Deres skrivelse synes at ville gøre gældende -, at vi, for at sikre den private ejendomsret, må fornægte den lige ret til livets og arbejdets grundbetingelser. At sige enten det ene eller andet er at nægte Guds loves samklang. 
     Derimod vil privatbesiddelse af jord - mod betaling til samfundet af, hvad en sådan besiddelse er værd - fyldestgøre begge love: sikre alle lige lod og del i Skaberens fællesgaver og den enkelte fuld ejendomsret til sit arbejdes frugt. 
     Vi tager ejheller i betænkning at sige, at denne vej til sikring af den lige ret til Skaberens gaver og den enkeltes ret til sit arbejdes frugt er den af Gud bestemte vej, ad hvilken samfundets indtægt bør tilvejebringes. Thi vi er ikke gudsfornægtere, og ej heller hører vi til de halvvejs gudsfornægtere, der bestrider, at han har noget med samfundsstyre og lovgivning at gøre. 
     Det er sandt - en alt for ofte glemt gylden sandhed -, hvad De fremfører, når De siger, at »mennesket er ældre end staten, og at dets ret til at sørge for sig selv er af ældre dato end nogen stat«. Men tillige er det - som De også rigtigt indser - sandt, at staten hører med til den guddommelige orden. Thi Han, som forudså alt og forud sørgede for alt, han forudså, at med befolkningens vækst og værkflidens udvikling ville dannelsen af styrede stater blive både hensigtsmæssig og nødvendig. 
      Så såre staten opstår, har den indtægt behov. I begyndelsen, medens befolkningen er spredt, arbejdet uudviklet og statens opgaver få og ligefremme, er dette behov kun ringe; men med den voksende befolkning og den fremskridende civilisation vokser statsvirksomheden, og der bliver behov for større og større indtægt. 
     Han, som skabte verden og satte mennesket ind i den, Han, som forudbestemte samfundsdannelsen som et middel for mennesket til opnåelse af højere kræfter og til at komme til stedse bedre forståelse af Skaberens værk, han må også have forudset denne stigende trang til samfundsindtægt og sørget for dens tilfredsstillelse. Med andre ord: Da det voksende behov for offentlige indtægter, alt som samfundet skrider frem, er et naturligt, af Gud bestemt forhold, må der være en ret måde at tilvejebringe dem på, en vej, om hvilken vi med sandhed kan sige, at det er den af Gud bestemte vej. Det er klart, at denne, den rette indtægtskilde, må stemme overens med moralloven.
 

     Ejheller må den udviske skellet mellem ret og uret ved at sætte straf for handlinger, som folk i og for sig har utvivlsom ret til at udføre. 
     Den må ikke trykke arbejdet, ikke hæmme handelen, ikke straffe fliden; den må ikke træde hindrende i vejen for den størst mulige rigdomsfrembringelse og den retfærdigste rigsdomsfordeling. 
     Jeg beder Deres Hellighed betragte de skatter på værkfliden og dens frembringelser, som overalt i den civiliserede verden tjener til at fylde samfundets kister: - accisen, som omgiver de italienske byer med skranker, de uhyrlige toldskatter, som hæmmer forbindelsen mellem såkaldte kristne stater, alle de forskellige skatter på næringsdrift og arbejdsfortjeneste, på formueanvendelse, på husbygning, på jorddyrkning, kort sagt på flid og arbejdsomhed i alle dens former. Kan det være sådanne veje, Gud har tænkt, regeringerne skulle følge for at skaffe de nødvendige indtægter? Er nogen af dem af en sådan art, at vi kan tænke os dem som led i en fornuftig og retfærdig plan? 
     Alle disse skatter krænker moralloven. De tager med magt, hvad der udelukkende tilhører den enkelte, de begunstiger den samvittighedsløse på den samvittighedsfuldes bekostning, de har den virkning - ja, endog for en stor del det direkte formål - at forhøje prisen på, hvad nogle har at sælge, og andre må købe; de demoraliserer regeringen, og de gør eden til tant; de lænkebinder handelen og mulkterer arbejdet og fliden; de formindsker den rigdom, som menneskene kan nyde godt af, og de beriger nogle ved at forarme andre. 
     Men hvad der allerklarest viser, hvor skarpt dette offentlige indtægtssystem står i strid med kristendommen, er dets indflydelse på menneskets tankegang. 
     Kristendommen lærer os, at alle mennesker er brødre, at deres sande interesser står i samklang, ikke i indbyrdes strid. Dens gyldne livsregel er, at vi bør handle mod andre, som vi ønsker, de skal handle mod os. Men fra det system, der går ud på at beskatte værkfliden og arbejdsprodukterne, og fra virkninger i retning af at forhøje prisen på, hvad nogle kan sælge og andre må købe, er den beskyttelsesteori udsprungen, som fornægter dette evangeliske bud, som betragter Kristus som uvidende på samfundslærens område. Og docerer nationalvelstands-love, der står i den skarpeste modstrid til hans lære. Denne teori forherliger nationalhad, fremkalder toldkrige verden over, lærer folk, at deres velvære afhænger af, om de kan påtvinge andre folks produktion sådanne bånd, som de ikke vil vide af på deres egen virksomhed; og i stedet for den kristne læresætning om menneskenes broderskab opstiller den det som en borgerdyd at skade de fremmede. 
     »Af deres frugter skal I kende dem«. Kan noget vise mere klart, at beskatning i næringsflid og arbejdsproduktion ikke er den af Gud viste vej til at skaffe samfundet indtægt? 
     Derimod kan man ikke tænke nærmere over vort forslag: at tilvejebringe samfundets indtægt ved en skat på den blotte jord efter dens værdi - uden at indse, at dette i enhver henseende stemmer overens med moralloven. 
     Jeg beder Dem erindre, at den værdi, vi foreslår at beskatte: jordens værdi, bortset fra værdien af alle forbedringer, skyldes ikke noget som helst arbejde eller kapitalanvendelse på denne; thi al sådan værdi er forbedringer, som vi vil gøre skattefri. Jordens værdi, bortset fra forbedringerne, er den værdi, som jorden får på grund af befolkningens vækst og samfundets fremskridt. Det er en værdi, der altid tilfalder ejeren i egenskab af ejer, og som aldrig tilfalder og aldrig kan tilfalde brugeren; thi dersom brugeren ikke tillige er ejer, må han altid betale ejeren derfor i form af lejeafgift eller købesum. Og dersom ejeren tillige er bruger, er det i den første, ikke i den sidste egenskab, han har denne indtægt, og ved at sælge eller udleje jorden kan han blive ved med at nyde denne indtægt, efter at han er ophørt med selv at bruge jorden. 
     Således kan da skatter, der hviler på den nøgne jords værdi, ikke formindske værkflidens løn, ejheller drive varepriserne i vejret*) eller på nogen måde tage fra den enkelte, hvad denne tilhører. De kan kun tage den værdi, som jorden får ved samfundets vækst, og som derfor tilhører samfundet som helhed. 

*) Til nærmere forståelse heraf kan tilføjes, at alle socialøkonomer er enige om, at skatter på den blotte jords værdi, jordrenten, som den kaldes, må udredes af ejeren og ikke kan væltes over på brugeren, medens det modsatte gælder skatter på produkter og produktion. 
     Thi da alle priser afhænger af forholdet mellem udbud og efterspørgsel, vil skatter på varer ved at fordyre produktionsomkostningerne hæmme udbudet og drive priserne til vejrs. Men jorden koster intet at frembringe, da den er skabt af Gud. Skatter på dens værdi vil derfor ikke formindske udbud af jord, i de fleste tilfælde endog forøge det, og altså ikke drive jordprisen i vejret, men blot gøre ejernes indtægt mindre. 

At tage jordens værdi til statens brug og samtidig afskaffe alle skatter på arbejdets frembringelser, ville derfor være at lade arbejderne beholde det fulde arbejdsudbytte, og den enkelte alt, hvad der med rette tilhører den enkelte. En sådan fremgangsmåde ville ikke pålægge værkfliden nogen byrde, ikke lægge hindringer i vejen for omsætningen, ikke straffe fliden. Den ville sikre den størst mulige frembringelse og den retfærdigste fordeling af rigdommen ved at lade folk frit frembringe og ombytte efter behag uden kunstige prisforhøjelser. Og ved at tage til offentlig brug en værdi, der ikke kan skjules eller fjernes, og som er lettere end alle andre at vurdere og lettere og billigere at opkræve, ville reformen i højeste grad formindske antallet af embedsmænd, gøre et utal af edsaflæggelser overflødige og bortskaffe fristelser til bestikkelser og svig. 
     Men at Gud har bestemt jordværdien til nationalindtægtskilde viser sig yderligere ved vidnesbyrd lig dem, der viser, at han har bestemt modermælken til barnets ernæring. 
     Hvor slående er ikke analogien: Under primitive forhold, før statsstyre er blevet en nødvendighed, findes der ingen jordværdi. Arbejdsprodukterne har værdi, men i den spredte befolkning knytter der sig ingen værdi til jorden selv. Men alt som befolkningstætheden øges og værkflidsforholdene bliver mere indviklede, bliver ordnede samfund og dermed også offentlige indtægter en nødvendighed; men da begynder også jorden at få værdi, en værdi, der overalt vokser samtidig med og af de samme grunde som behovet for offentlige indtægter. Værdien af alt, hvad der frembringes ved arbejde, har tilbøjelighed til at synke, alt som samfundet udvikles, da storproduktion og forbedrede arbejdsmetoder stadig formindsker arbejdsomkostningerne. Men værdien af den jord, hvorpå befolkningen samler sig, går stadig til vejrs. Tag f.eks. Rom, Paris eller New York, læg mærke til jordens overordentlige værdi i sådanne byer sammenlignet med jordværdien i tyndtbefolkede egne af de samme lande. Hvad er årsagen hertil? Skyldes det ikke disse byers befolkningstæthed og livlige virksomhed, just de samme forhold, som forårsager store offentlige udgifter til gadeanlæg, dræning, offentlige bygninger og alle de forskellige ting, der kræves for sådanne storbyers sundhed, bekvemmelighed og sikkerhed? Se hvorledes det eneste, der stadig stiger i værdi, alt som sådanne byer vokser, er jorden; hvorledes havneanlæg, jernbaner, kort sagt enhver offentlig forbedring øger jordværdien. Er det ikke klart, at vi her har at gøre med en naturlov, dvs. et udslag af Skaberens tanke? Kan det betyde andet, end at han, der lod staten med dens behov opstå, har i den værdi, som jorden får, givet os midlet til at tilfredsstille dette behov? 
     At dette og intet andet er meningen, vil vi finde bekræftet, dersom vi ser endnu dybere og undersøger ikke blot denne udviklings ydre sammenhæng, men dens dybere formål. Gør vi det, vil vi få at se, at denne naturlov, som lader jordværdien stige med samfundets vækst, ikke blot er en så fuldkommen afpasset ordning til sikring af samfundets behov, at den må tiltale vor forstand ved at vise os Skaberens visdom, men tillige tager sigte på den enkeltes vel på en sådan måde, at det må tiltale vort hjerte ved at vise os et glimt af hans godhed. 
     Tænk efter: I kraft af denne naturlov er jorden det eneste, der stiger i værdi ved samfundets fremskridt, så at al befolkningsforøgelse, alle fremskridt på værkflidens område, alle almene forbedringer af enhver art øger det fond, der såvel af retfærdigheds- som af hensigtsmæssighedshensyn bør anvendes til samfundets fælles brug. Da nu en øgning af det fond, der står til rådighed til samfundets fælles brug, er ensbetydende med en stigning af de goder, der ligeligt tilfalder alle samfundets medlemmer, er det klart, at den lov, i kraft af hvilken jordværdierne øges med samfundets fremskridt, medens arbejdsprodukterne ikke stiger i værdi, må bevirke, at alt som civilisationen skrider frem, øges den part, der tilfalder alle i lige mål, medens hvad den enkelte tjener ved sin virksomhed, kommer til at udgøre en stedse forholdsvis mindre del, så at den forskel, der under mere rå samfundstilstande findes mellem den stærke og den svage, den heldige og den uheldige, stedse må blive forholdsvis mindre. Viser det ikke, at Skaberens hensigt er, at menneskenes fremskridt i civilisation skal gå ikke blot i retning af større kræfter, men i retning af større lighed, i stedet for, hvad vi, ved ikke at følge hans plan, har gjort det til: fremgang mod mere og mere uhyrlig ulighed? 
     At den værdi, som jorden får ved samfundets vækst, er bestemt til samfundets brug, bevises endelig ved at betragte de følger, som det har ikke at lade den tilfalde samfundet. Gud er i sandhed en nidkær Gud i den forstand, at intet uden skade og ulykke kan flyde af vore forsøg på at udføre noget på anden vis, end han har bestemt. Hvor de velsignelser, han tilbyder, skydes til side eller misbruges, vender de sig til forbandelser. Og just som det er skæbnesvangert for en moder at forholde sit barn den næring, der udvider hendes bryst, når barnet er kommet til verden, således er det en kilde til samfundssygdom at nægte at tage til samfundets brug de værdier, som er bestemte dertil. 
     Thi nægter man at tage til samfundets brug den stigende værdi af jorden i de voksende samfund, da nødvendiggør man skatter, der hæmmer frembringelsen af rigdom, forkvakler omsætningen og demoraliserer samfundet. Man lader nogle tilegne sig, hvad rettelig tilkommer alle, men undlader at benytte det eneste middel, som gør det muligt i et fremskredent samfund at forene den besiddelsessikkerhed, der er nødvendig for frugtbart arbejde, med den ligestillethed overfor naturens rigdomskilder, der er den vigtigste af alle naturlige rettigheder. På den måde grundlægger man samfundet på en uretfærdig ulighed mellem menneskene og tvinger nogle til hos andre at tilkøbe sig retten til at leve, adgangen til at arbejde, de fordele, civilisationen bringer, og de gaver, Gud har tiltænkt dem. 
     Men mere end det: just denne plyndring, som menneskehedens flertal således lider under, forårsager i fremadskridende samfund en ny plyndring. Thi hvor man lader jordværdien tilfalde de enkelte, der har sikret sig ejendomsret til jorden, fristes de til - hvor der er udsigt til, at jorden vil stige i værdi ved befolkningsforøgelse eller påtænkte forbedringer - at spekulere i jord, at holde den tilbage på spekulation, hvorved de fremkalder en kunstig knaphed på, hvad der er det naturlige grundlag for alt liv og arbejde. Herved fremkaldes værkflids-kvælninger, der viser sig ved idelig tilbagevendende krampeanfald af dårlige tider, kriser, der er lige så ulykkebringende som ødelæggende krige. Dette er det, der driver gamle lande til de nye for atter at møde de samme forbandelser. Dette er det, der gør, at vort materielle fremskridt ikke mægter at forbedre den almindelige arbejders stilling, ja endog gør store samfundslags stilling absolut ringere. Dette er det, som i vore kristne lande skaber befolkningslag, hvis liv er hårdere, mere håbløst, mere nedværdigende end de vildes. Dette er, hvad der får så mange mennesker til at tro, at Gud er en fusker, der stadig bringer flere mennesker ind i verden, end han har sørget for plads til, eller at der ingen Gud er, og at al tro på ham er overtro, som livets kendsgerninger og videnskabens fremskridt må bortvejre. 
     Mørket midt i lyset, svagheden midt i styrken, fattigdommen i rigdommens brændpunkter, den gærende misnøje, der varsler borgerkrig, alt dette, som giver vor nutidscivilisation sit særpræg, er de naturlige, uundgåelige følger af vor vragen af Guds veldædighed, vor blindhed for hans plan. 
     Om vi derimod fulgte hans klare, simple retfærdsregel, lod den enkelte fuldt ud nyde, hvad der frembringes ved individuelt arbejde, og lod samfundet nyde godt af den værdi, som det almene samfunds vækst giver jorden, da kunne vi ikke blot give afkald på alle de slette måder, hvorpå samfundsindtægten nu tilvejebringes, men alle mennesker ville derved blive sat på lige fod med hensyn til ret og adgang til Skaberens gaver, ligestillet hvad angår retten til at bruge deres arbejdskraft og til at nyde frugten deraf. Og da ville uden anvendelse af voldsomme og båndlæggende tvangsforholdsregler spekulationen i jord, forudbeslaglæggelse af rigdomskilderne, ophøre. Thi da ville jordbesiddelse blot sikre varig brugsret, og ingen ville kunne ønske at besidde jord ud over, hvad han selv havde brug for. Og selv den, der besad mere eller bedre jord end andre, ville ikke nyde nogen uretmæssig begunstigelse, da værdien af denne fordel ville gå i statskassen til alles gavn. 
     Dr. Thomas Nulty, Biskop af Meath, der ser alt dette lige så klart som vi, udtaler, idet han viser sine menigheder, at det er forsynets bestemmelse, at jordværdien skal tilfalde samfundet: 
»Jeg tænker derfor, at jeg med rette kan udtale, at folket er og altid må være den sande ejermand til fædrelandets jord. Denne store sociale kendsgerning synes mig af uberegnelig vigtighed, og det er i sandhed lykkeligt, at selv de strengeste retfærdighedsgrundsætninger ikke kaster skygge af uvished eller tvivl over den. Der er ydermere noget særlig indtagende ved den ejendommelige skønhed og klarhed, hvormed den viser os visdommen og den kærlige vilje i Guds planer, den beundringsværdige forsorg, han har haft for tilvejebringelsen af, hvad der behøves til den samfundstilværelse, hvis ophavsmand han er, og hvortil vort naturlige instinkt henviser os: en vidtstrakt offentlig ejendom, et stort nationalfond er stillet til folkets rådighed til at forsyne sig i rigeligt mål med midler til at bestride udgifterne ved landets styrelse, lovens håndhævelse og ungdommens oplysning og til at sætte det i stand til at støtte sin fattigbefolkning og tage sig af sine forbryderiske elementer. Og denne ejendom har en særegenhed, som det er vel værd at lægge mærke til: dens værdi er aldrig stillestående, men vokser stedse i ligefremt forhold til samfundets vækst; så just de årsager, der øger kravene på dette fond, øger også dets evne til at møde dem.« 
     Der er i sandhed, som biskop Nulty siger, en ejendommelig skønhed i den tydelighed, hvormed forsynets visdom og godhed er lagt for dagen i denne store sociale kendsgerning, den forsorg for samfundets fællesbehov, der rummes i, hvad socialøkonomerne kalder jordrenteloven. Af alle de vidnesbyrd, som naturreligion giver os, er det dette, der klarligst viser os, at der findes en kærlig Gud, og fuldstændigst bringer den tvivl, der i vore dage leder så mange til materialisme, til tavshed. 
     Thi denne skønne forsorg, som ved naturlov er bragt i stand for civilisationens samfundsbehov, viser tydelig, at civilisationen hører med til Guds plan, at hans vise forsyn ikke kommer til kort overfor vore mange opdagelser og opfindelser, og at damp, elektricitet og moderne arbejdsbesparelser blot bidrager til yderligere at klargøre de store etiske love og øge deres betydning. I væksten af dette store fond, der øges med samfundets fremskridt - et fond, der skyldes samfundets vækst og derfor tilhører samfundet - ser vi ikke alene bevis for, at alle de skatter, der formindsker velstanden, øger uligheden og afføder demoralisation på enhver led, er unødvendige, men tillige, at man ved at benytte dette fond i det øjemed, hvortil det øjensynligt er bestemt, under den højeste civilisation ville kunne sikre alle lige lod og del i Guds gavmildhed, fuld lejlighed til at tilfredsstille deres behov, og dertil sørge rigeligt for enhver rimelig statsfornødenhed. Vi ser, at Gud ikke har behandlet menneskene på fusker- eller gniervis, at han ikke har sat for mange mennesker i verden, ikke har villet fremkalde den massernes bitre konkurrence om et rent dyrisk livsophold og den uhyrlige rigdomsophobning, der er ejendommelig for vor civilisation; men at disse misforhold, der forleder så mange til at sige, at der ingen Gud er til, eller til endnu mere bespottelig at sige, at de skyldes Guds vilje, i virkeligheden skyldes vor fornægtelse af hans morallov. Vi ser, at retfærdsloven, den gyldne regel, ikke er et blot og bart fuldkommenhedsråd, men i sandhed samfundets grundlov. Vi ser, at om vi blot fulgte den, var der arbejde for alle, frihed og hvile for alle, ja overflod for alle, og at civilisationen da ville gå i retning af at give selv de fattigste ikke blot det strengt nødtørftige, men al hygge og rimelig nydelse. Vi ser, at Kristus var mere end en drømmer, da han fortalte menneskene, at om de ville søge Guds rige og hans retfærd, behøvede de ikke at nære større bekymring for det materielle end liljerne på marken for deres klædning; men at han blot sagde os, hvad socialøkonomien i nutidens opklarende lys viser at være en nøgtern sandhed. 
     Endog blot at se dette er en dyb og varig glæde, thi det er med egne øjne at se, at der er en Gud, der lever og styrer, og at han er retfærdighedens og kærlighedens Gud - vor Fader, som er i himmelen. Det er som at åbne en solstrålerift i vor mørke tvivlssky og at levendegøre den tro, der holder fast, selv hvor den ikke kan se. 

Fortsættes: Arbejdets kår - Kapitel 2