Da vi betragter det sociale spørgsmål som et i bunden religiøst spørgsmål, synes det os et godt varsel, at De, den mest indflydelsesrige af alle troslærere, ved Deres brev har henledt opmærksomheden på arbejdets kår.
     Men medens vi påskønner de mange sunde sandheder, De fremfører, medens vi føler - hvad alle må føle -, at De er opfyldt af ønsket om at hjælpe de lidende og undertrykte og tilintetgøre den betragtning, at kirken intet har at skaffe med frihedens og fremskridtets sag, er det os dog sørgelig klart, at en skæbnesvanger vrangforestilling skjuler for Dem årsagen til de misforhold, De ser, og gør det umuligt for Dem at foreslå noget virkeligt hjælpemiddel. Denne vrangforestilling er den, at den private ejendomsret til jord er af samme natur og har samme berettigelse som ejendomsretten til, hvad der er frembragt ved arbejde. Trods de uimodsigelige sandheder, Deres hyrdebrev indeholder, og det velvillige sprog, det fører, viser det, at De er indfiltret i lignende vanskeligheder som en læge, der skulle undersøge en patient, der led af en mavesygdom, ville blive indviklet i, om han begyndte med at erklære, at mavens tilstand ville han slet ikke tage i betragtning.
     Hindret som De således er fra at se den sande årsag, bliver de eneste grunde til den voksende elendighed, som De kan finde, ophævelsen af laugene, de offentlige institutioner og loves verdsliggørelse, grisk åger, akkordarbejdet, og storindustrien.
     En sådan forklaring af sygdommens natur er åbenbart utilstrækkelig, hvor det gælder forhold, der gør sig gældende lige så vel i katolske som i protestantiske lande, i lande, hvor den græske kirke hersker, og i lande, hvor staten er konfessionsløs, onder, der føltes lige stærkt i gamle og nye lande, hvor værkfliden er primitiv, som hvor den er højt udviklet, kort sagt under alle slags sæder og værkflidsforhold.
     Men den sande årsag vil stå klar for Dem, om De blot ville tage i betragtning, at da jorden er arbejdets værksted og forrådskammer, er arbejderspørgsmålet kun et andet navn for jordspørgsmålet, og om De vil underkaste Deres antagelse, at den private jordejendomsret er retfærdig og nødvendig, en fornyet prøvelse.
     Se dog, hvor fuldstændig den årsag, jeg har påpeget, forklarer sagen: Det vigtigste af alle menneskets materielle forhold er vort forhold til den klode, vi bebor. Følgelig må »den formastelige trods mod Skaberens velfærdstanke«, der, som biskop Nulty siger, ligger til grund for den private jordejendomsret, nødvendigvis skabe misforhold, hvor som helst den findes. Men i kraft af den lov, »at af den, som meget er givet, kræves der også meget«, må selve civilisationens fremskridt gøre de misforhold, som fremkaldes ved den private jordejendomsret, mere vidtrækkende og dybe.
     Hvad der overalt i den civiliserede verden fremkalder den tingenes tilstand, som De med rette betegner som utålelig, er ikke denne eller hin stedlige fejl eller visse ubetydelige misgreb. Det er intet ringere end selve civilisationens fremskridt, intet mindre end den fremgang på håndens og åndens område, som særlig vort århundrede har været vidne til, udøvende sin virkning i en samfundstilstand, der hviler på den private jordejendomsret; det er intet mindre end de nye gaver, som Gud i vore dage har ladet regne ned over menneskeheden, forvandlede til plager ved menneskets »formastelige trods mod skaberens velfærdstanke«.
     Videnskabens opdagelser og opfindelsernes fremskridt har givet os, dette vidunderlige århundredes børn, mere end der nogensinde før har været givet menneskene, og giver os med mere og mere rivende fart nye stoffer og kræfter i hænde. Men med gaverne kommer forpligtelsen: Under en civilisation, der pulserer med dampens og elektricitetens fart, hvor solen er vor tegner, ja, hvor selve talen lader sig lagre på fonografens ruller, er det ikke tilstrækkeligt at være blot så retfærdige som vore fædre. Intellektuelt og materielt fremskridt kræver et tilsvarende moralsk. Kundskab og magt er i sig selv hverken gode eller onde. De er ikke mål, men midler, der fremkalder kræfter, som, dersom de ikke bruges i det godes tjeneste, virker i opløsningens og tilintetgørelsens. Den voksende kval, den øgede forvirring og den stigende misfornøjelse, mod hvilke der, som De træffende siger, må findes hjælpemidler - og det snart - betyder intet mindre, end at ødelæggelseskræfter, voldsommere og frygteligere end dem, der har sprængt alle tidligere civilisationer, allerede truer vores, så at om den ikke hurtigt hæver sig til et højere etisk niveau, om den ikke bliver ej blot af navn, men af gavn en kristelig civilisation, vil Babylons dom flamme på dens prangende mure: »Du er vejet og fundet for let.«
     En vrangforestilling forhindrer Dem fra at se den virkelige årsag til og sande betydning af de kendsgerninger, der har drevet Dem til at udsende Deres budskab. Og den hindrer Dem på skæbnesvanger måde i at finde en løsning.
     De siger, at De går fortrøstningsfuldt løs på opgaven; og dog indeholder det hovedafsnit af Deres budskab (§ 19-67), der handler om hjælpemidlerne, væsentligt kun en overflod af moralbetragtninger og formaninger, der i og for sig kan være fortræffelige, men som - brugt på den måde, De anvender dem - er døde og meningsløse, medens Deres praktiske forslag indskrænker sig til følgende:

Disse reformer er - så vidt de rækker - af socialistisk art. Og selvom Deres hyrdebrev ikke mangler anerkendelse af menneskers særpræg og for at den enkelte og familien har førsteret frem for staten, så går dog alle de hjælpemidler, De foreslår, tydelig nok i socialistisk retning - ganske vist en yderst moderat socialisme, socialisme hæmmet og udvandet af en alt overskyggende respekt for privatbesiddelser, - men dog en slags socialisme. Men selvom De hyppigt bruger det tvetydige ord privatejendom, når teksten forøvrigt viser, at De tænker på den private jordejendom, så er det dog klart allerede ved en overfladisk læsning, og bliver stedse tydeligere ved nærmere undersøgelse, at De hævder, at uanset hvilke reformer, der bør overvejes: Den private jordejendomsret må ikke røres.
     Jeg har allerede i al almindelighed peget på den mangel, der klæber ved alle socialistiske hjælpemidler mod arbejdets slette kår; men reformforslag og antydninger fra Deres Helligheds side påkræver dog en særlig omtale.
     Det mest vidtrækkende og gennemgribende af Deres forslag er, at staten bør indskrænke arbejdstiden og kvinders og børns arbejde, fremtvinge tålelige sundhedsforhold i fabriker osv. Og dog, hvor lidt kan der ikke nås ad den vej.
     En stærk enevoldshersker kunne måske gøre sig håb om at forbedre en slavefloks kår ved sådanne indgreb. Men vor tid går i demokratisk retning, og demokratiske stater er nødvendigvis svagere i retning af landsfaderlige indgreb. Og dertil kommer, at under det industrielle slaveri, der hersker i kristenheden i vore dage som en følge af den private jordejendomsret, er det ikke herren, der tvinger slaven til at arbejde, men slaven, der trygler herren om arbejde. Derfor vil den største vanskelighed ved sådanne reformers gennemførelse møde os fra deres side, til hvis gavn de skulle være. Det er f.eks. ikke arbejdsgiverne, der vanskeliggør indskrænkningen af børnearbejdet i fabrikkerne, men børnenes mødre, der, tvungne af fattigdom, pådutter børnene højere alder og lærer dem selv at tillyve sig den. Og medens sådanne indskrænkninger med hensyn til alder og arbejdstid dog nogenlunde lader sig gennemføre i de store fabrikker og lignende, om end ikke uden omgåelser og alskens misligheder, vil de være virkningsløse i langt mere udbredte virksomheder, hvor arbejderne arbejder for egen regning eller for småmestre.
     Alle sådanne forholdsregler er af samme natur som den almindeligt anvendte forholdsregel mod overfyldte lejligheder: bøder for at lade et større antal end tilladt bebo et rum og tvungen nedrivning af usunde bygninger. Da sådanne lige bestemmelser ikke fremkalder nogen forøgelse af lejlighedernes tal eller øger folks evne til at betale husleje, vil den overfyldning, der tvinges ned på et sted, dukke op på andre i endnu større grad. Alle sådanne reformer begynder ved den forkerte ende. Det er som et forsøg på ved hjælp af bremse og bidsel at holde en hest, der samtidig piskes rasende frem; eller som forsøg på at standse et lokomotiv ved at holde på hjulene i stedet for at lukke for dampen; eller som et forsøg på at kurere kopper ved at trykke udslettet ind. Menneskene overarbejder ikke af lyst; det er ikke mødrenes hjertenslyst at sende børnene på fabrikken i den tid, de burde lege, og det er ikke af frit valg, at arbejderne arbejder under farlige og sundhedsnedbrydende forhold. Alt dette, ligesom de overfyldte lejligheder, skyldes fattigdommens tryk. Og så længe fattigdommen, som disse forhold afspejler, lades urørt, vil de bestemmelser, som De anbefaler, kun give mangelfulde og kortvarige resultater. Så længe årsagen vedbliver at virke, vil ondets undertrykkelse på ét sted kun bringe det til at dukke op på andre, og den opgave, De tiltænker staten, er lige så håbløs som at sænke havets vandstand ved at øse fjorden tom.
     Ejheller kan staten afhjælpe fattigdommen ved at regulere arbejdslønnen. At regulere lønnen overgår lige så meget statens kræfter som at regulere rentefoden. Ågerlovgivning har været forsøgt atter og atter, men den eneste virkning, den nogensinde har haft, har været at forøge, hvad de fattige låntagere har måttet betale, og det af samme grund som at alle forsøg på ved anordninger at formindske varepriserne stedse blot har bragt dem til at stige. Den almindelige arbejdsløns højde afhænger af, hvor let eller vanskeligt arbejdet har ved at få adgang til jord, således at den, hvor jorden er fri, udgør hele arbejdsudbyttet, og hvor jorden er fuldstændig monopoliseret, synker til netop nok til arbejdernes livsophold og forplantning. Således ser man, at hvor det har været forholdsvis let for arbejderne at få jord - som f.eks. i De Forenede Stater og Australien - har lønnen været højere end i Europa, og det har vist sig at være umuligt at få europæiske arbejdere til at arbejde dér for en løn, som de gladelig ville tage til takke med hjemme, medens lønnen daler, og sociale misforhold som de europæiske begynder at vise sig, alt som jorden monopoliseres under indflydelse af den private jordejendomsret. Derfor var det britiske parlaments talrige forsøg på at drive arbejdslønnen ned fuldstændig uden virkning på den tid, jeg har omtalt, da den almene ret til jorden var om end kun delvis anerkendt. Og derfor har også senere, da den private jordejendomsret havde gjort sin virkning i England, alle parlamentets forsøg på at forhøje arbejdslønnen været virkningsløse. I dette århundredes begyndelse forsøgte man endog at hæve arbejdernes løn ved pengebevillinger til arbejderne som tillæg til deres arbejdsløn; men den eneste virkning heraf var, at den løn, arbejdsgiverne betalte, faldt i forholdsmæssig grad.
     Staten kunne kun holde arbejdslønnen over sin markedspris (thi arbejdet, der er berøvet adgang til jorden, bliver til en handelsvare) ved at tilbyde enhver arbejde, der måtte ønske det, eller ved at støtte strejkerne moralsk eller pekuniært. Derfor er de ægte socialister, der kræver, at staten skal overtage alle erhverv, langt mere logiske end de betænkelighedens halvsocialister, der foreslår, at staten skal gribe ind i det private erhvervsliv - men dog kun lidt.
     Den samme håbløshed trykker Deres forslag om, at arbejderbefolkningen af staten skulle opmuntres til at erhverve sig en del af jorden. Det er indlysende, at De dermed mener, at staten, ligesom det nu forsøges i Irland, skal udkøbe store godsejere og partere jorden mellem mindre selvejere. Forudsat at dette virkelig kan gennemføres - endog i stor målestok - hvad vil da derved opnås ud over det at sætte en større privilegeret klasse i en mindres sted. Hvad vil dette gavne den endnu større klasse, der er tilbage: landarbejderne, arbejderne i byerne og storstædernes proletariat. Er det ikke sandt, som professor de Laveleye siger, at i sådanne lande som Belgien, hvor der findes en småselvejerstand, bliver fæstere og lejere (thi der er endda fæstere og lejere) udpint på en endnu mere skånselsløs måde end i Irland. Er det ikke sandt, at i lande som Belgien er den simple arbejders kår endnu mere ussel end i Storbritannien, storgodsernes hjemland. Og dersom staten forsøger at opkøbe jord til små selvejere, vil virkningen da ikke blive - ligesom nu i Irland -, at jordpriserne drives i vejret, så at det bliver endnu vanskelige for dem, der ikke begunstiges med lod i statens uddeling eller kommer bag efter, at få jord. - Hvorledes vil De endvidere efter den grundsætning, De udtaler, »at for staten er alles interesser lige, såvel højes som laves«, kunne stille retfærdskrav om hjælp fra staten til den mand, der ønsker at købe en stump jord, uden også at måtte kræve statshjælp til en anden, der ønsker at anskaffe sig et æsel, eller en tredje, der ønsker butik eller værktøj, kort sagt, statshjælp til enhver, der er i stand til at udnytte den eller mener han kan. Og ender De ikke således i kommunisme - ikke den kommunisme, der fandtes hos de første kristne og inden for munkeordenerne, men en kommunisme, der bruger statens magtmidler til med vold at tage retmæssig ejendom fra dem, der har, og give den til dem, der ikke har. Thi staten har ingen lykkepung; staten kan ikke eftergøre miraklet med brødene og fiskene; alt, hvad staten kan give, må den tilegne sig ved anvendelse af én eller anden form af sin beskatningsmagt, og hvad enten den giver eller udlåner penge eller kredit, kan den intet give dem, der intet har, uden at tage fra dem, der har.
     Men selv bortset fra dette vil enhver plan, der går ud på at udstykke jorden og samtidig opretholde den private jordejendomsret, være uden virkning. Når jorden behandles som privatejendom, kan småejendommene ikke bevares i et land med rask materiel udvikling og voksende rigdom. Vi ser et eksempel herpå i den økonomiske udvikling, der i gamle dage var hovedårsagen til, at det verdenserobrende Italien forvandledes fra et småbondeland til et storgodsejerland. Vi ser det samme i England, hvor for 200 år siden størsteparten af de engelske jordbrugere ejede den jord, de dyrkede, medens forholdet nu længe har været det, at de næsten alle er lejere og forpagtere. Og nu er tilmed de mægtige kræfter: dampen og elektriciteten kommet til og driver udviklingen videre i retning af koncentration. Det er i De Forenede Stater, at vi i videst mål kan se, hvorledes disse kræfter virker til at forandre et folk af selvejerbønder til et folk af forpagtere. Princippet er tydeligt og uimodståeligt: det materielle fremskridt forøger jordværdien, og hvor denne voksende værdi overlades til private ejermænd, vil jorden glide ud af de fattiges eje over i de riges, ligesom diamanter, som fattigfolk finder, går over på rigmandshånd. - Hvad den britiske regering forsøger i Irland, er som at bygge snehytter i den arabiske ørken, at plante palmer i Labrador.
     Der er én vej, og kun denne ene, ad hvilken man under en civilisation som vor kan sikre den arbejdende befolkning part i dens fædrelands jord. Det er den vej, vi foreslår: at tage jordejerindtægten til samfundets brug.
     Med hensyn til arbejderforeninger synes det, som foresvæver Deres Hellighed, at være dannelse og understøttelse af foreninger i smag med de katolske broderskaber og gensidige understøttelsesforeninger som Odd Fellow, der har opnået stor udbredelse i engelsktalende lande. Sådanne foreninger kan fremme broderskabsfølelsen, bringe folk i nærmere berøring med hinanden og sikre dem støtte ved sygdomstilfælde og dødsfald. Men hvis de ikke går videre, er de ude af stand til at indvirke på lønforholdene, selv indenfor medlemmernes egen kreds. Hvad de egentlige fagforeninger angår, er det vanskeligt at blive klog på Deres stilling, der dog måske nærmest kan betragtes som varm sympati under forudsætning af, at der ikke gås for vidt. Thi medens De protesterer mod strejker og dadler foreninger, der »gør, hvad de kan, for at tilegne sig det hele arbejdsområde og tvinge arbejderne til enten at slutte sig til dem eller sulte«; medens De misbilliger ethvert tryk på arbejdsgiverne og synes at tænke, at voldgift kunne træde i strejkernes sted, så bruger De dog udtryk og hævder grundsætninger, der går så vidt som nogen fagforeningsmand kan ønske, og ikke alene retfærdiggør strejker og boykot, men endog brugen af vold, hvor kun vold kan forslå. Thi De betegner arbejdernes utilstrækkelige løn som en virkning af rige arbejdsgiveres begærlighed. De hævder arbejdernes moralske ret til at fordre arbejde til højere løn end den, andre frivilligt vil give, og De nægter folk at arbejde, for hvad løn de vil. Ja, De gør dette på en sådan måde, at mr. Stead i sit vidt udbredte tidsskrift Review of Reviews bifaldende kan erklære, at De betragter det at arbejde for lavere løn end den af fagforeningen bestemte som en forbrydelse.
     For mennesker, der føler den bitre uret, og hvis fattigdom daglig spottes af prangende rigdom, har sådanne ord større mening, end De vist er klar over.
     Når ilden bliver kold og isen varm, når hærene bortkaster deres bly og jern for at overøse hinanden med rosenblade, kan sådanne arbejderforeninger, som De tænker Dem, måske komme indenfor mulighedens grænse. Men ejheller før. Thi arbejderforeninger kan ikke drive lønnen i vejret uden ved magt. Det kan være blot en trussel om magtanvendelse, eller det kan være magt brugt til modstand eller angreb, men magt må der til. De må lægge tryk på arbejdsgiverne eller i alt fald have magt til at gøre det; de må gøre alt, hvad de kan, for at tilegne sig hele det arbejdsområde, de søger at omspænde, og tvinge arbejderne til enten at slutte sig til dem eller sulte. De, der fabler om arbejderforeninger, der søger at hæve arbejdslønnen alene ved moralske overtalelser, er som de, der beretter om tigre, der lever af appelsiner.
     Masserne er i vore dage i samme stilling som mænd, der er sammenstuvet i en sal, hvor indgangen er åben, og flere og flere trænger på, men hvor udgangsdørene er lukkede. Dersom det forbydes dem at ophæve trængselen ved at åbne disse døre, hvis lås og slå er den private jordejendomsret, kan de kun bøde på det tryk, de selv lider under, ved at tvinge andre tilbage; og de svageste bliver da sat til vægs. Dette er arbejderforbundenes og fagforeningernes metode; ja, selv de venligt blide foreninger, De anbefaler, ville i deres bestræbelser for at finde pladser til deres egne medlemmer nødvendigvis komme til at skyde andre til side.
     Thi selv den godgørenhed, der - da den ser det uheldige ved at hjælpe arbejderne med almisser - søger at hjælpe folk til selvhjælp ved at finde arbejde for dem, selv den må gå angrebsvis til værks i den bitre kamp, som den private jordejendomsret medfører, og idet den hjælper én flok, skader den andre. Vi ser derfor, hvorledes velgørenhedsforeninger, for ikke at udsætte sig for de bitre bebrejdelser over, at de tager arbejdet fra andre og driver deres arbejdsløn ned, tvinges til at finde på beskæftigelse for dem, de giver arbejde, der er i smag med at grave huller i jorden og fylde dem igen. Vore amerikanske velgørenhedsforeninger føler denne vanskelighed; general Booth støder på den i England, og de katolske foreninger, Deres Hellighed anbefaler, vil møde den, når de bliver dannet.
     De kender og beundrer sikkert den fyrstelige gavmildhed, som baron Hirsch udviser mod sine nødlidende trosfæller. Men just som jeg nedskriver dette, bringer New-yorkerbladene referat fra et massemøde, afholdt her i byen, hvor nogle jødiske fagforeninger i de stærkeste udtryk protesterer mod den arbejdsløshed og nedgang i lønnen, som bevirkes ved baron Hirsch's gavmildhed, idet han har ført mange af deres landsmænd herover og lært dem at arbejde. Den resolution, som enstemmigt blev vedtaget på dette møde, ender således: »Vi kræver nu af baron Hirsch, at han lader os være fri for sit »velgørenhedsværk« og tager sine millioner tilbage, som i stedet for at være til velsignelse har vist sig som en forbandelse og en kilde til elendighed.«
     Dette viser imidlertid ikke, at medlemmerne af disse arbejderforbund - der selv er indvandrere af samme klasse som dem, baron Hirsch søger at hjælpe (thi herovre taber de deres særpræg i løbet af et slægtled) - er en smule mere snæverhjertede end andre mennesker.
     Arbejderforbund af fagforeningsnatur er nødvendigvis selviske. Ifølge deres natur må de kæmpe for sig selv uden hensyn til, hvem de skader. De ser bort fra - og må se bort fra - Kristi ord, at vi bør handle mod andre, som vi ønsker, de skal handle mod os: Den lære, som al ægte socialøkonomisk videnskab viser, er den eneste vej til underklassens fulde frigørelse. Sådanne forbund må gøre, hvad de kan, for at udsulte de arbejdere, der ikke vil slutte sig til dem; de må ved alle midler, der står til deres rådighed, tvinge enhver undviger, enhver, der vil arbejde for underløn, tilbage i rækkerne, ligesom soldaten i krigen må nedskyde sin moders søn, dersom han står i modstanderens rækker. Og hvem er denne undviger, dette sorte får? En medskabning, der søger arbejde, en medskabning, der efter al sandsynlighed er endnu mere fortrykt og forsulten end de, der så bittert forbander ham, og ofte tilmed har hustru og børns udhungrede, bedende ansigter bag sig.
     Og hvad opnår så disse fagforeninger - hvor de overhovedet opnår noget - andet end at båndlægge den naturlige ret, skabe arbejdsringe, forøge de priviligerede klasser med endnu en til en vis grad privilegeret klasse og at trykke de svagere endnu tættere til vægs?
     Jeg taler uden forudfattet modvilje om fagforeningerne, som jeg i mange år var aktivt medlem af. Og når jeg viser Deres Hellighed, at deres grundprincip er selvisk og ude af stand til at fremkalde stor og varig gavn, og at deres fremgangsmåde krænker den naturlige ret og foranlediger undertrykkelse og uret, siger jeg kun, hvad jeg atter og atter, både med mund og pen, har sagt til arbejderne selv. Ejheller kan der være uenighed om sandheden deraf. De intelligente fagforeningsmedlemmer ved det, og de mindre klarttænkende føler det vagt. Og selv de blandt de rige og velstående, der prædiker fagforeningsevangeliet for arbejderne - som for at afværge deres krav på deres naturlige ret må nødvendigvis indrømme det.
     Deres Hellighed vil erindre den store havnearbejderstrejke i London for to år siden, som iblandt de indflydelsesrige mænd, der ydede den deres moralske støtte, kunne tælle den kirkefyrste, som vi engelsktalende folk sætter højere og har mere kær end nogen anden prælat, siden Thomas Becket's blod farvede Canterburys alter.-- I et skrift, der kaldes »havnearbejderstrejkens historie«, hvori fagforeningsdannelse fremhæves som midlet til arbejderspørgsmålets løsning, læses følgende: »Dersom overenskomsten vedbliver at gælde, vil havnearbejdet blive bedre betalt og udført under bedre vilkår end nogensinde før. Dette vil være en ubetinget fordel for dem, som kommer til at nyde godt deraf. Men på den anden side vil deraf også utvivlsomt følge, at det i fremtiden vil blive endnu vanskeligere for arbejdssøgende at få arbejde i havnen. For den lavere klasse af daglejere vil stillingen blive endnu vanskeligere end før, alt som de bedre arbejdere sikrer sig fastere arbejde. Virkningen af havnearbejdernes organisation - som, af alle andre arbejderklassers - vil blive den, at det underste lag skydes udenfor. Alle de, der før har levet af tilfældigt arbejde, alle skibbrudne eksistenser, alle de, som mr. Charles Booth henregner til underklassen, vil ikke vinde ved fordringen, men vil snarere finde endnu en udvej spærret - tit den sidste udvej til arbejde.
     Det være langt fra mig at ønske, at Deres Hellighed skulle gå med til den farisæiske fordømmelse af fagforeningerne, der er så almindelig blandt dem, der medens de er hurtige nok til at påtale den uret, fagforeningerne begår ved at fornægte andre den lige ret til arbejde, selv støtter og opretholder den langt større grunduret, at alles lige ret fornægtes til jorden, den naturlige basis og grundbetingelse for alt arbejde. Hvad jeg ønsker at påpege er kun, at fagforeningsvæsenet, om det end delvis kan bringe lindring ikke giver nogen virkelig bod for ondet; at det ikke er af en sådan etisk karakter, at det berettiger en mand i Deres Helligheds stilling til at anbefale det som et virkeligt gode. Og dog, hvad bedre kan De gøre, så længe De bliver ved at holde på den private jordejendomsret!
 

Fortsættes: Arbejdets kår - kapitel 5.