Beskyttelsesteorien har det fortrin, at den er godkendt af flertallet. For fyrre år siden var alle civiliserede landes politik grundlagt på den, og selvom Storbritannien siden har forkastet den, er der ikke noget andet land af betydning, der har gjort det. Og ikke alene er Englands kolonier, så snart de fik magt dertil, vendt tilbage til toldbeskyttelsen, men endog i England selv har der i de senere år vist sig en voksende tilbøjelighed i den retning.
     Det bør imidlertid ikke glemmes, at folks meninger om en eller anden almindelig udbredt tros rigtighed tit har ytret sig til støtte for antagelser, som vi nu ved er aldeles falske. Og særlig upålidelig er folkemeningen, når det drejer sig om en teori, der, som beskyttelsesteorien, tager mægtige særinteresser i sin tjeneste. Menneskeslægtens historie viser os alle vegne, hvilken magt særinteresserne, når de kan organisere sig, er i stand til at udfolde for tilslutningen til selv de uhyrligste lærdomme. Vi behøver kun at se os om for at opdage, hvor let en eller anden lille særinteresse får større indflydelse på folkemeningen og lovgivningen end en stor almeninteresse. Alles sag er ingens sag. To, tre borgere i en kystby skønner, at opførelsen af en ny toldbod eller opmudringen af et åløb vil give dem penge i lommen; en skibsbygger ønsker at tjene penge ved at lappe på ubrugelige panserskibe eller bygge overflødige krydsere osv. – Gang på gang får sådanne små særinteresser deres krig på trods af hele folkets fællesinteresser.
     De, som er særligt interesserede i toldbeskyttelsen, finder det let at tro, at den tjener det almene bedste. At deres interesse er så direkte, sporer dem til med iver at udbrede denne deres »tro«, og da de råder over store pengemidler – for den toldbeskyttede industri er netop den industri, hvori de store kapitaler er anbragt – og da de, fordi det er dem en forretningssag, er rede til at ofre penge på at udbrede deres lærdomme, øver de stor indflydelse på den offentlige menings organer. Frihandelen derimod frembyder ikke nogen særlig fordel for nogen enkelt interesse.
     Det er ikke min mening at påstå, at den store tilslutning, som beskyttelsesteorierne nyder, og den sejghed, hvormed de holdes oppe, alene kan forklares ved de pekuniære interesser, som protektionismen har hvervet sig. Men det er tydeligt, at disse interesser har en mægtig evne til at forme den offentlige mening og påvirke lovgivningen, og netop denne omstændighed må svække den tillid, som den udbredte godkendelse af beskyttelsen ellers ville kunne begrunde.
     Protektionismen har også altid fundet virksom støtte i de folkedomme og det folkehad, som dels har været årsag til krigene og dels har været krigenes resultat, de krige, som har gjort menneskehedens historie til en beretning om blodsudgydelse og ødelæggelse – disse fordomme og dette had, der alle vegne har tjent som midler til at få masserne til at bruge deres kræfter til deres egen underkuelse.
     I det første halve hundredår af De Forenede Staters historie pegede amerikanske beskyttelsesmænd hen på Englands protektionistiske toldlov som et eksempel til efterfølgelse. Men siden 1846, da England afskaffede toldbeskyttelsen, har dens amerikanske forkæmpere søgt at udnytte folkefordommen ved stadig at tale om beskyttelsen som et amerikansk system og om frihandelen som en engelsk opfindelse. Netop i denne tid søger de på samme måde at udnytte det had til alt engelsk, som langvarige undertrykkelser og krænkelser har affødt i irlændernes sind. I et nyligt fremsat politisk program opfordres irske amerikanere ligefrem til »at modarbejde indførelsen til Amerika af de engelske frihandelsteorier, der med så stor virkning er blevet brugt som middel til at ødelægge Irlands værkflid og underkue dets folk«.
     Selv om frihandelen var af britisk oprindelse, ville vi bære os lige så tåbeligt ad, hvis vi af den grund forkastede den, som vi ville bære os ad, hvis vi nægtede at tale vort modersmål, fordi det er af britisk oprindelse, eller hvis vi vendte tilbage til hånd- og vandkraft, fordi dampmaskinen først kom i brug i England. Men sandheden er, at frihandelen lige så lidt stammer fra England som den vane at gå på benene. Frihandelen er den naturlige handel, den handel, som går sin gang dér, hvor der ingen kunstige hindringer er. Det er beskyttelsen, der er en opfindelse. Men i stedet for at være blevet opfundet i De Forenede Stater var den tværtimod i fuld og kraftig virksomhed i Storbritannien, længe før De Forenede Stater var til, og det er derfra, vi har hentet den. Heller ikke reaktionen imod den stammer fra England, men fra Frankrig, fra en kreds af fremragende mænd, hvis fører var Quesnay. Disse franske socialøkonomer var, hvad hverken Adam Smith eller nogen af de senere engelske socialøkonomer og politikere var: sande frihandelsmænd. De ønskede at afskaffe, ikke alene beskyttelsestolden, men alle skatter, både de direkte og de indirekte, på nær en eneste skat, skatten på jordværdierne. Denne logiske slutning på frihandelsprincipperne er de såkaldte frihandelsmænd i England gået af vejen for, og den møder nu om stunder lige så bitter modstand hos Cobden-klubben som hos amerikanske beskyttelsesmænd. Det, man kalder »engelsk frihandel«, er i virkeligheden ikke mere ægte, end hvad man kalder »fransk guld«. England har i virkeligheden ikke frihandel. De rådende klasser i Storbritannien har kun taget så megen frihandel, som deres klasseinteresser tillader, og det store slag for frihandel dér i landet har endnu ikke stået.
     På den anden side er det meningsløst at tale om toldbeskyttelsen som et amerikansk system. I det tidsrum, da de amerikanske kolonier endnu stod under England, opretholdt dette land et mere gennemført beskyttelsessystem, end der nu nogetsteds findes – et system, som tilsigtede at ophjælpe den engelske industri, ikke alene ved hjælp af beskyttelsestold, men også ved at undertrykke den tilsvarende industri i Irland og kolonierne og alle andre steder i verden, hvor den engelske magt kunne gøres gældende. Det, vi fik af beskyttelsen, var kun dens vrangside, nemlig en række forbud og indgreb, som skulle hindre den amerikanske industri i at konkurrere med moderlandets og give dette land eneret over den amerikanske handel.
     Den forbitrelse, som disse hæmmende indgreb fremkaldte i de voksende kolonier, blev hovedårsagen til den revolution, som gjorde kolonierne uafhængige. Beskyttelsesidéer var vistnok dengang til stede i det skjulte i vort folk, for de gennemtrængte hele den civiliserede verdens atmosfære; men så ringe tilbøjelighed var der til at optage disse tanker i vor nationale politik, at de amerikanske repræsentanter ved fredstraktatens affattelse søgte at sikre fuld handelsfrihed imellem De Forenede Stater og Storbritannien. Dette blev afslået af England, som dengang og lang tid derefter fuldstændig beherskedes af beskyttelsesteorierne.
     Ved fællesforfatningen muliggjordes indførelsen af en toldtarif, og for at skaffe regeringen en uafhængig indtægt blev der snart pålagt told. Men selvom toldbeskyttelsen da havde begyndt at få sine forkæmpere i De Forenede Stater, var denne første amerikanske told dog næsten for intet at regne i sammenligning med den daværende britiske. Og i forfatningen er told mellem staterne indbyrdes forbudt, hvilket har haft til følge, at frihandelsprincippet her har fået et større virkeområde end noget andet sted i den nyere tid. Intet viser tydeligere, hvor langt det amerikanske folk dengang var fra at godkende beskyttelsesteorierne; for hvis man havde anset toldbeskyttelsen for nødvendig ville de enkelte stater ikke uden kamp have fraskrevet sig ret til at pålægge toldskatter for egen regning.
     Beskyttelsestolden ville heller ikke have nået sin nuværende højde i De Forenede Stater, hvis borgerkrigen ikke var kommet. Medens sindene var opfyldt af den store kamp, og medens mødre sendte deres sønner til slagmarken, udnyttede de beskyttelsesvenlige interesser lejligheden, og det lykkedes dem i kraft af folkets fædrelandskærlighed, der ikke skyede noget offer, at få indført toldskatter, som ingen nogensinde før havde drømt om, – og som de altid siden har forstået at vedligeholde, ja endog i mange måder at øge.
     I virkeligheden er protektionismen ikke mere amerikansk end den kløft, der i vor hær endnu eksisterer mellem officerer på den ene side, underofficerer og menige på den anden, en kløft ganske som den, der er mellem »hvide« og »kulørte, hvor denne er skarpest. Denne forskel er jo blot et levn fra det aristokratiske Europas hære, hvis officerer var adelige, de øvrige bønder. – Ligeså med toldbeskyttelsen. Ingen kan være i tvivl om, at den står i modstrid mod den opfattelse af naturlig ret og personlig frihed, som fik sit udtryk i dannelsen af den amerikanske republik.
     Med hensyn til den påstand, at »den engelske frihandelsteori« er blevet brugt »som middel til at ødelægge Irlands værkflid og underkue dets folk«, er sandheden den, at det var »den engelske beskyttelsesteori«, der blev brugt således. De byrder, som den engelske beskyttelse lagde på de amerikanske kolonier, var kun ringe i sammenligning med dem, som den lagde på Irland. Det heldige udfald, som koloniernes modstand fik, vakte i Irland den samme modstandsånd og medførte et stærkt røre, i hvilket de »irske frivillige« med kanoner, som bar indskriften: »frihandel eller – –!«, fremtvang ophævelsen af de pålagte byrder og for en tid skaffede Irland lovgivningsmæssig uafhængighed.
     Spørgsmålet om, hvorvidt den irske industri, der utvivlsomt er blevet hæmmet og næsten kvalt af britisk beskyttelse, nu kunne få gavn af en irsk beskyttelse, kan alene klares gennem en påvisning af, hvilke virkninger toldbeskyttelsen har på det land, som gør brug af den. Men uden nærmere at komme ind på dette vil det være klart, at den frihandel, som har fundet sted mellem England og Irland siden foreningen 1801, ikke har været årsag til den irske industris vantrivsel. Der er en vis del af Irland – Ulster – hvor man har stået sig forholdsvis godt, og hvor vigtige industrigrene er vokset frem, selv sådanne, som der ikke kan siges at være gode naturbetingelser for (f.eks. skibsbygning). Hvorledes står dette i samklang med den teori, at den irske industri ikke kan hjælpes uden beskyttelse?
     Vi kender ganske vist den forklaring, der gives fra en vis snæversindet religiøs side: at Ulster er foretagsomt og velstående, fordi det er protestantisk, medens det øvrige Irland er sløvt og fattigt, fordi det er katolsk. Men den sande årsag er tydelig nok. Den er den, at jordbesiddelsen i Ulster har været en sådan, at folket selv har kunnet beholde en større del af den frembragte formue end i de øvrige egne, og at folkets store masse ikke er blevet så samvittighedsløs plaget og kuet dér som andre steder. På den presbyterianske ø, Skye, finder vi den samme almindelige fattigdom og den samme primitive industri som på den katolske Connemara, og årsagen er begge steder den samme, nemlig det rovgridske godsejersystem. At påstå, at industriens vantrivsel hos et folk, der stadig berøves alt, hvad det kan frembringe ud over det nødvendigste til livets ophold, skyldes manglende toldbeskyttelse eller religiøs konfession, er lige så tåbeligt som at påstå, at et utæt skibs synken skyldes tabet af gallionsfiguren eller malingens særegne farve.
     Hvad der imidlertid her i De Forenede Stater i høj grad har bidraget til at stemme folkemasserne til gunst for toldbeskyttelsen, er den forskellige stilling, som de to modstående politiske partier har indtaget over for de arbejdende klasser. Fra først af var toldbeskyttelsen i De Forenede Stater stærkest i de egne, hvor arbejdet havde de bedste vilkår, medens frihandelen havde sin største styrke i de egne, hvor slaveriet indtil borgerkrigens tid herskede. Det politiske parti, som med held bød slavemagtens overgreb trods, var afgjort stemt for beskyttelsestolden, medens de mænd, som søgte at sprænge unionen for at grundlægge en nation på retten til at eje arbejderne, indsatte et forbud imod toldbeskyttelse i den forfatningslov, som de vedtog. Forklaringen på disse kendsgerninger ligger i, at der i nordstaterne var mange industrigrene, som kunne beskyttes, medens der i syden kun var få. Så længe den amerikanske bomuldsavl endnu var i sin barndom, var sydstaternes plantageejere villige nok til at drage nytte af en høj told på indisk bomuld, og Louisiana sukkerdyrkere er aldrig blevet trætte af at kræve toldbeskyttelse. Men da bomulden blev sydstaternes hovedudførselsvare, og da der ikke var nogen fabriksvirksomhed at beskytte, kom toldbeskyttelsen ikke alene til at stå i åbenbar modstrid med de rådende interesser i syden, men antog også karakter af en særbeskatning, ved hvilken syden blev udbyttet til fordel for norden. Denne splittelse i toldspørgsmålet havde intet som helst at gøre med arbejdets kår, men i manges tanker har den efterladt det indtryk, at toldbeskyttelsen står i naturlig forbindelse med agtelse for arbejdet, frihandelen med dets underkuelse.
     Men selv bortset fra dette har der i fremstillingen af de to teorier været meget, som har stemt de arbejdende klasser for toldbeskyttelse og imod frihandel. Arbejdsfolk har i almindelighed en følelse af, at de ikke får den rette løn for deres arbejde. De ved, at det, der hindrer dem i at få højere løn, er andre arbejdssøgendes konkurrence, og de er derfor tilbøjelige til at støtte den lære eller det parti, som taler om at ville værne dem imod konkurrence. Dette er netop toldbeskyttelsens formål, siger dens talsmænd. Hvad de ønsker er just ved lovgivningsmagtens hjælp at hæve arbejdslønnen. De påstår, at der med »beskyttelse« menes beskyttelse for arbejdet, og så vedholdende er dette blevet gentaget og atter gentaget, at mange tror, det virkelig er ordets sande mening, og at »beskyttelse« er et forkortet udtryk for »arbejderbeskyttelse«.
     På den anden side har de fleste af protektionismens modstandere ikke alene undladt at vise nogen særlig interesse for de arbejdende klassers vel eller noget særligt ønske om at hæve arbejdslønnen, men har endog afvist som uretmæssigt ethvert forsøg på at bruge regeringsmagten i det øjemed. Frihandelsteorierne er blevet sammenflettet med en lære, som vælter ansvaret for arbejderklassens fattigdom over på naturlovene, og som afføder en ufølsom ligegyldighed for dens lidelser. De samme grunde, som har ledet frihandelsvenlige socialøkonomer til at fordømme lovgivningens indgreb i handelen, har også ledet dem til at fordømme al indblanding i fastsættelsen af arbejdstid og arbejdsløn, ja endog i spørgsmålet om kvinders og børns arbejde i fabrikkerne. De har slået toldbeskyttelse og fagforeningsbevægelse sammen under den samme fordømmelse og prædiket den lære, at tilbud og efterspørgsel er den eneste sande og rigtige regulator, lige så vel for arbejdspriserne som for råjernspriserne. Samtidig med at de har protesteret imod at lægge bånd på formuefrembringelsen, har de lukket øjnene for den uhyre uretfærdighed, der er i formuefordelingen. Og den konkurrence, der tvinger mennesker, som ikke længere har den naturlige adgang til selv at skaffe sig arbejde, til, drevet af den bitre nød, at underbyde hverandre, – den konkurrence anser de for rimelig og normal.
     Alt dette er sandt. Men det er også sandt, at hvad det arbejdende folk trænger til, er noget mere end venlige ord; det lader sig ikke spise af med blide talemåder som dem, man bruger over for en hest, man vil fange for at kunne lægge den bidselet i munden og sadelen på ryggen. Nej, pointet er, om det virkelig kan være sandt, at det, som arbejdet trænger til, er at blive »beskyttet«.
     At indrømme, at arbejdet trænger til beskyttelse, er det samme som at slå sig til tåls med dets nedværdigelse til en ufri, underordnet stilling, og fører fornuftigvis til kravet om, at arbejderen på valgdagen skal afgive sin stemme, som arbejdsgiveren ønsker det – arbejdsgiveren, som »giver« ham arbejde. Der er noget ved selve ordet »beskyttelse«, som burde gøre arbejderne varsomme med at tage imod det, der bydes dem under dette navn. »Massernes beskyttelse« har alle dage tjent som påskud for tyranni; det har været kongemagtens, adelsvældets, alle mulige særrettigheders argument. Slaveejerne retfærdiggjorde slaveriet ved at kalde det en beskyttelse for slaverne. Det engelske voldsstyre i Irland opretholdes for at beskytte irlænderne. Men findes der noget sted i verdens historie, såvel under kongedømme som under republik, noget eksempel på, at de arbejdende massers »beskyttelse« ikke har været ensbetydende med deres undertrykkelse? Den beskyttelse, som de, der havde lovgivningsmagten i hænde, har ydet arbejdet, har i bedste fald været af samme art som den beskyttelse, mennesket yder kvæget – for at kunne bruge det og æde det.
     Igennem beskyttelsesmændenes forsikringer om deres omhu før arbejdet går der en tone af nedladende varetægt, der er mere krænkende for dem, som føler arbejdets sande værd, end en åbent udtalt foragt kunne være. Man går ud fra, at fattigdom er arbejdets naturlige kår, og at arbejdet altid må synke tilbage til fattigdomskår, hvis det ikke velvilligt beskyttes. Man hører aldrig tale om, at jordejeren eller kapitalisten trænger til beskyttelse. Man forudsætter altid, at de kan klare sig selv. Det er kun den stakkels arbejdsmand, der må beskyttes.
     Hvad er da arbejdet, siden det således trænger til beskyttelse? Er det ikke arbejdet, der skaber kapitalen og frembringer al formue? Er det ikke de arbejdende mennesker, der føder og klæder alle andre? Er det ikke sandt, hvad der er blevet sagt, at samfundets tre store rangklasser er »arbejdere, tiggere og tyve«? Hvordan kan det da være, at arbejderne alene trænger til beskyttelse? Da den første mand fremstod på jorden, hvem var der da, som kunne beskytte ham og skaffe ham arbejde? – Og hvorledes det nu end hænger sammen med hans komme, så må han dog have forstået at skaffe sig sit levebrød og grundlægge en familie.
     Når man husker på, at al rigdom frembringes ved arbejde, er det så ikke øjensynligt, at arbejdets fattigdom og afhængighed er en unaturlig tilstand, der hidrører fra hæmmende indgreb og uretfærdig selvtægt, og at arbejdet i stedet for at tage imod beskyttelse burde kræve frihed? At visse folk, som virker for en eller anden udvidelse af friheden, ikke ønsker at gå videre, end det nu passer dem for deres egne særlige formål, kan ikke være nogen grund til at nære mistro til selve friheden. I årevis mente man, at den i De Forenede Staters uafhængighedserklæring udtalte påstand, »at alle mennesker er skabt lige og fra Skaberen har modtaget ukrænkelige rettigheder«, kun gjaldt de hvide. Men det rokkede ikke på nogen måde selve princippet; ejheller rokkes princippet ved, at mange endnu den dag i dag mener, at ordene kun gælder politiske rettigheder.
     Således også med hensyn til frihandelsspørgsmålet: at mænd, som ingen sympati har for det arbejdende folk, har talt frihandelens sag, bør ikke på forhånd stemme os imod frihandelen. Kan vejen til massernes industrielle frigørelse være nogen anden end frihedens vej?

     På dækket af et skib haler mandskabet i et tov, og en rå glider op ad masten. En mand oppe i rigningen hænger sig fast i taljen, som løfter råen. Hjælper hans vægt nu til med ophejsningen, eller hæmmer den den? Ja, det afhænger naturligvis af, hvilken del af taljen hans vægt trækker i, om den virker med eller imod de mænd, som står på dækket og haler, og det er ikke helt let at se.
     Når man ved noget, der er så simpelt, let kan tage fejl, hvor meget mere udsat for fejltagelse er man da ikke, når det gælder det sociale livs indviklede forhold!
     Meget af det, som gøres gældende i diskussionen om toldspørgsmålet, er kun slagord og kan ikke tjene til klarlæggelse af sandheden. For eksempel er det, at noget er samtidigt med eller følger efter noget andet, intet bevis for, at det ene skyldes det andet. Arbejdslønnen er højere i De Forenede Stater end i England, og Amerika har beskyttelsestold til forskel fra England. Men at antage, at den ene af disse kendsgerninger skyldes den anden, ville være lige så uholdbart som at antage, at denne højere arbejdsløn skyldes vort møntsystem eller vor republikanske regeringsform. At Englands rigdom er vokset siden beskyttelsestoldens afskaffelse, er lige så lidt noget bevis for frihandelens fortrinlighed, som Amerikas vækst under toldbeskyttelsen er det for beskyttelsens fortræffelighed. Det er ikke nogen afgjort sag, at en vis indretning er god, fordi der samtidig med den er gode tider i landet, eller omvendt. Det er ikke engang afgjort, at indretninger, som findes i alle velstående lande, men ikke i mindre udviklede lande, derfor er gode og nyttige. Hvis så var, ville man til forskellige tider trygt kunne have påstået, at slavehold, mangegifte, adelsvælde og statskirkevælde var gode og nyttige indretninger, og i nutiden påstå det samme med hensyn til statsgæld, privat jordejendomsret, en udpræget fattigklasse og vidt forgrenede forbryderbander. Ikke engang når det kan påvises, at visse forandringer i et lands, en industrigrens eller en samfundsklasses trivsel har fulgtes med visse forandringer i love og institutioner, tør man slutte, at de to ting hører sammen som virkning og årsag, med mindre det også kan påvises, at den omhandlede årsag har tendens til at fremkalde den pågældende virkning, eller at der ikke kan være nogen anden årsag at henføre den til. Den næsten uendelige mangfoldighed af årsager, der uophørligt virker i de menneskelige samfund, og den næsten uendelige, gensidige indgriben af den ene virkning i den anden gør, at hin populære måde at drage slutninger på er værre end unyttig, hvor det gælder en undersøgelse af sociale spørgsmål.
     Med hensyn til at stole på statistikken kommer der endnu en vanskelighed til, nemlig den, at man må vide, hvorvidt man har med den rigtige statistik at gøre. Selvom »tal ikke kan lyve« er der dog ved deres indsamling og opstilling så megen fare for uagtsomhed og så megen fristelse til partiskhed, at man i alle stridsspørgsmål bør mistro dem, indtil man har haft dem under grundig prøve. Man mindes historien om den regeringskontorist, der, da man pålagde ham at samle statistiske oplysninger om et vist spørgsmål, først bad om at få at vide, hvilken side af sagen man ønskede støtte for. Under statistikkens respektindgydende, punktlige ydre kan de falskeste påstande skjule sig.
     For at kunne udrede beskyttelsestoldens virkninger må vi undersøge, hvori den består, og hvorledes den virker. Når vi derved har udfundet, hvad der er dens natur og dens tendens, vil vi være i stand til at veje de grunde, der fremføres for og imod den, og vi har da en ledetråd, ved hvis hjælp vi kan efterspore dens resultater trods de sociale fænomeners sammenfiltring. De største samfund er kun udvidelser af de mindste, og alle de beregningsregler, ved hvis hjælp man opgør gevinst og tab på en omsætning af nogle få dollars, gælder lige så fuldt, hvor det drejer sig om hundreder af millioner.
     De kendsgerninger, vi gør brug af, må være almindelige kendsgerninger, som alle kender, og de principper, vi lægger til grund, må være principper, som godkendes i det daglige liv. Idet vi går ud fra forudsætninger, som der ikke kan være delte meninger om, har vi kun nødig at agte nøje på hvert skridt, vi gør, for at nå til slutninger, som vi trygt tør stole på. Vi kan ikke gøre forsøg med samfundet, som kemikeren kan gøre forsøg med materielle stoffer eller fysiologen med dyr. Ejheller kan vi finde nationer, der er hinanden så lig i alle forhold, at vi, når der viser sig en eller anden ulighed i deres kår, uden videre undersøgelse tør slutte, at den skyldes en enkelt årsag.
     Men vor forestillingsevne giver os midler i hænde til at undersøge økonomiske spørgsmål på en sådan måde, at undersøgelsen inden for visse grænser næppe er mindre afgørende end virkelige forsøg. Ad tænkningens vej kan vi prøve, hvorledes kendte love virker, når vi adskiller, sammensætter eller udelader visse betingelser. Lad mig forklare, hvad jeg mener, ved et billede.
     Mens jeg var dreng, gik jeg en dag sammen med en anden dreng ned til havnen for at se det første stålskib, der var gået over havet til Philadelphia. At høre tale om et ståldampskib lød for os dengang omtrent ligesom at høre tale om en blydrage eller en trækakkelovn. Men vi havde ikke været ret længe om bord på skibet, før min kammerat i en hånlig tone udbrød: »Nå! Nu ved jeg, hvordan det hænger sammen. Skuden er helt foret med træ indvendig.« Jeg kunne ikke gendrive ham i øjeblikket, men jeg var ikke tilfreds med forklaringen; og da han var gået, satte jeg mig ned på bolværket og gav mig til at tænke. Hvis det var træet indvendig, der fik skibet til at flyde, så måtte deraf følge, at jo mere træ der kom i det, desto højere måtte det ligge på vandet. I tankerne ladede jeg skibet med træ; men da jeg jo var godt kendt med at lave både af træklodser, indså jeg straks, at det derved ville synke dybere i stedet for at flyde højere. Så tog jeg i tankerne alt træet ud af skibet, ligesom når vi udhulede vore træbåde, og jeg indså da, at det derved måtte komme til at flyde endnu højere. Nu forestillede jeg mig, at jeg slog hul i skibet, og så da, at vandet ville strømme ind, og at skibet ville synke, ligesom vore træbåde sank, hvis der var blykøl under dem. Se, på denne måde indså jeg lige så klart, som om jeg virkelig havde gjort forsøgene med damperen, at det ikke var træet, der fik den til at flyde, men hulrummet, eller, som jeg nu ville udtrykke mig: dens deplacement.
     Ved hjælp af sådanne fremgangsmåder, som vi jo alle godt kender, kan vi isolere, analysere og kombinere økonomiske sandheder. Og dette kan enhver gøre for sig selv. Det eneste, jeg beder læseren om med hensyn til den undersøgelse, vi nu giver os i lag med, er, at han ikke på noget punkt stoler blindt på mig.

     For at forstå en sag er det ofte formålstjenligt at begynde med at se den, om jeg så må sige, udvendig fra, inden man undersøger den i enkelthederne. Lad os gøre dette med beskyttelsesteorien!
     »Beskyttelse« betyder, som betegnelse for en vis national politik, pålæg af told på indførte varer for at værne indenlandske producenter af samme slags varer imod konkurrence. Protektionisterne hævder, at ethvert folk, som vil opnå den størst mulige velstand, selv må frembringe alt, hvad det i det hele taget kan frembringe, og at den hjemlige industri derfor bør beskyttes imod udenlandsk konkurrence. De hævder også (i det mindste i De Forenede Stater), at arbejderne for at kunne få så høj løn som muligt må beskyttes imod konkurrence ved toldpålæg på varer, som fremstilles i de lande, hvor arbejdslønnen er lavere. Lad os uden her at komme nærmere ind på, hvorvidt denne teori er rigtig, se på den i dens videre forhold.
     Man må huske på, at beskyttelsesteorien hævdes som almengyldig lov, der lige så godt gælder i det ene land som i det andet. Hvor meget beskyttelsesmændene end taler om »amerikansk beskyttelse« og »engelsk frihandel«, så hævder de dog, og må hævde, at beskyttelsen er af universel gyldighed. Amerikanske protektionister bruger de samme bevisgrunde som deres meningsfæller i andre lande, og selv hvor de klager over, at andre landes beskyttelsespolitik er til skade for os, anbefaler de den som et eksempel til efterfølgelse. De hævder, at beskyttelsen (i det mindste indtil et vist højdepunkt er nået i landets udvikling) alle vegne er til gavn for folket, medens frihandelen alle vegne er til skade, og de påstår, at de velstående nationer har opbygget deres velstand ved hjælp af beskyttelse, og at enhver nation, der vil trives vel, må antage denne politik.
     Jeg vil bede de læsere, som hidtil har godkendt læren om toldbeskyttelse, om at overveje, hvad der egentlig ligger i dette, at denne lære nødvendigvis må være af universel art. Det var just forståelsen heraf, der først bragte mig til at tvivle om teoriens rigtighed. Adskillige år efter at jeg var blevet voksen, var jeg endnu beskyttelsesmand, eller rettere sagt, jeg troede at være det, for uden virkelig at have undersøgt tingene havde jeg modtaget troen på samme måde, som vi alle fra først af modtager vor tro, nemlig på andres autoritet. For så vidt som jeg i det hele taget tænkte over sagen, var jeg imidlertid logisk nok, og jeg husker godt, hvorledes jeg, dengang da »Florida« og »Alabama« borede amerikanske skibe i sænk i åben sø, fandt, at disse ødelæggelser, når alt kom til alt, var til fordel for den stat, som jeg boede i (Californien); den øgede risiko og de større omkostninger ved varesending ad søvejen ville jo nemlig give statens nyfødte industri noget af den beskyttelse, den trængte til imod øststaternes lavere arbejdsløn og bedre organiserede industri. Hvad sådanne tanker i virkeligheden måtte føre til, faldt mig aldrig ind, før jeg tilfældigvis kom til at høre beskyttelsesteorien udførligt fremstillet af en dygtig mand. Han hævdede, at den amerikanske industri burde beskyttes imod konkurrence fra fremmede lande, at vi selv burde udnytte vore egne råstoffer, og at vi ikke burde tillade indførsel af noget som helst af det, vi selv kunne frembringe, og alt imens begyndte jeg at skønne, at hvis disse sætninger var rigtige, så måtte de også være almengyldige. Ikke alene burde da enhver nation lukke sig selv ude fra alle andre nationer, og ikke alene burde da de forskellige landsdele i ethvert stort land have deres egne toldlove til værn imod konkurrence fra andre landsdele, men egentlig burde det samme gælde hver enkelt lille familie. Det var dette, som først fik mig til at veje de argumenter, jeg hidtil uden virkelig undersøgelse havde taget for gode varer.
     Kan en teori, der således hævder indbyrdes afspærring som en almen samfundsfornødenhed, være sand? Stemmer den med den enkelthed og harmoni, vi overalt møder i naturlovene? Hvad ville vi tænke om menneskelige love, som gik ud på at tvinge hver enkelt familie til at ofre en stor del af sin tid og sit arbejde på at hindre vareomsætning med naboerne, og til at se sin egen fremgang i de hindringer, de kunne lægge mod andres velstand. Men beskyttelsesteorien går jo i virkeligheden ud herpå. Den hævder, som en naturlov, at enhver nation må stå nidkært på vagt over for enhver anden nation og rejse kunstige hindringer for det folkelige samkvem. Den fører konsekvent til den anskuelse, at et verdensforbund i lighed med det forbund, der nu hindrer opførelsen af toldmure imellem de amerikanske fristater indbyrdes, ville være en ulykke for menneskeslægten, og at i en ideel verden ville ethvert folk være beskyttet imod ethvert andet ved en kæde af toldbetjente, spioner og angivere.
     Sådan en teori kunne passe sammen med den slags flerguderi, der tillagde hvert folk sin særlige, imod alle andre fjendtligt sindede, gud; men den lader sig dårligt bringe i samklang med tanken om den skabende ånds enhed og lovenes almene gyldighed. Man tænke sig en kristen missionær prædike evangeliets ophøjede lære for et nyopdaget folk, budskabet om fred og kærlighed, om Gud som fader og menneskene som brødre, om pligten til at se på næstens vel lige så godt som sit eget, og til at gøre imod andre, hvad vi vil, at de skal gøre imod os. – Kunne han i samme åndedrag fortsætte og sige, at i kraft af den samme guds love må ethvert folk, som vil trives vel, værge sig imod alle andre folk ved hjælp af beskyttelsestold?
     Både religion og erfaring lærer os, at ethvert menneskes sande vel er at søge i det, som er til alment gavn, at menneskenes sande interesser er samstemmende og ikke modstridende, at velstand er fredens datter. Derimod forudsætter beskyttelsesteorierne, at de nationale interesser står i indbyrdes modstrid, at det, der er gevinst for det ene folk, er tab for det andet, og at hver især må sørge for sit eget bedste ved en uophørlig kamp for at vinde fordele på andres bekostning. Det opfordrer til toldkrig med påbud og forbud, undersøgelse og beslaglæggelse, en krigsfærd, som vel med hensyn til sine våben, men ikke i sin ånd, er forskellig fra den krigsfærd, ved hvilken skibe bores i sænk, og byer afbrændes. Er det muligt på een gang at tænke sig folkene smede deres sværd om til plovskær og deres spyd til haveknive og at opretholde de fjendske toldsatser?
     Kan nogen – han kalde sig kristen eller deist, agnostiker eller ateist, eller hvad han vil – kan nogen se sig om i verden uden at erfare, at nød og lidelse uundgåeligt er selviskhedens bitre frugt? Kan det være muligt, at hvad der er sandhed for de enkelte mennesker, ophører at være sandhed, når det gælder nationerne? Nej, tværtimod. Verdenshistorien godtgør, at fattigdom, nedværdigelse og trældom er uundgåelige følger af den ånd, der får folkene til at betragte hinanden som rivaler og fjender.
     Enhver politisk sandhed må være en moralsk sandhed. Men hvem kan godkende beskyttelsesteorien som en moralsk sandhed?
     For nogle måneder siden var jeg sammen med tre andre herrer i en rygekupé i et eksprestog fra Pennsylvania på vej vestpå. Samtalen drejede sig først om hurtige tog, gik derpå over til hurtige dampere og endelig til oplevelser ved toldboden. En af de rejsende fortalte, hvorledes han, da han engang kom hjem fra Europa med en hel kuffert fuld af gaver til sin hustru, med en betydningsfuld mine havde sagt til toldbetjenten, som skulle undersøge hans kufferter, at han havde hastværk. »Hastværk? For hvor meget?« Spurgte betjenten. »For ti dollars!« var svaret. Betjenten kastede et hastigt blik i kufferten og sagde: »Det er ikke meget hastværk for alt dette!« – »Jeg gav ham ti til,« sagde den rejsende, som fortalte historien, »og han satte kridtmærket på kufferten.«
     Så fortalte en af de andre, hvorledes han under lignende omstændigheder havde lagt en dejlig merskumspibe således, at den ville blive det første, man fik øje på, når kuffertlåget åbnedes, og at han, da toldbetjenten beundrede den, sagde, at den måtte han gerne få. Den tredje fortalte, at han simpelthen på en iøjnefaldende måde lagde en pengeseddel ind i det første stykke tøj, der skulle undersøges.
     Her var nu tre agtede forretningsmænd – mænd med i det mindste gennemsnitlig hæderlighed og fædrelandssind, som ikke alene ikke så noget galt i at snyde sig fra tolden, men betragtede bestikkelse af toldbetjentene som en god spøg. Jeg var nysgerrig og drejede samtalen fra dette emne hen på frihandelsspørgsmålet, og det viste sig da, at de alle tre var afgjorte beskyttelsesmænd.
     Jeg fremdrager denne samtale, fordi den er typisk. Enhver, der har rejst med atlanterhavsdamperne, har hørt sådanne samtaler. Mange af vore største »smuglere« har været fremragende mænd både i social og religiøs henseende. For ikke længe siden blev en højt anset bankier, en overordentlig gudfrygtig mand (som rimeligvis havde undladt de forsigtighedsregler, mine rygekupévenner havde iagttaget), grebet i et forsøg på – trods edsvoren erklæring – i sit rejsetøj at indsmugle en hel del meget værdifulde gaver til en kirke.
     Samvittighedsfulde mænd vil – indtil de bliver vænnet til det – gyse tilbage for falske eder og bestikkelser; men er der, selv iblandt dem, der tror på toldbeskyttelsen, nogen, som virkelig mener, at sådan svig i og for sig er urigtig? Mon der findes nogen teoretisk beskyttelsesven, som ville gøre sig skrupler over, i et ubevogtet øjeblik at føre en kasse cigarer eller andet, han kunne tage med sig, over en landgang eller over Niagarabroen? Og hvorfor skulle han nære betænkeligheder ved at føre sådanne ting over en havnemole eller en indbildt grænselinie, når han, efter at være kommet inden for toldgrænsen, kan føre dem tusinder af mile, uden at nogen har noget mod det?
     At samvittighedsløse mennesker for deres egen private fordels skyld bryder love, som er givet for det almene bedste, beviser intet; men at ingen virkelig føler, at smugleriet er uret, det beviser en hel del. Hvis det er, som nogle mener, at den moralske bevidsthed er plantet i vor natur som et middel til instinktivt at vejlede vor færd, så at vi kan nå almindeligt velvære, hvor kan det da være, at vor moralske sans ikke bryder sig det ringeste om beskyttelseslovene – såfremt Skaberen virkelig har indrettet det således, at disse love er til menneskenes gavn? Og hvis det er, som andre mener, at det, vi kalder vore moralske begreber, er resultatet af almene erfaringer om, hvad der er tjenligt for det fælles bedste, hvorledes kan det da forklares, at beskyttelsens velsignelsesrige virkninger ikke har udviklet vor moralske erkendelse i den retning?
     Ved lov at gøre det til en forbrydelse, som moralsk set ikke er nogen forbrydelse, er uundgåeligt at nedbryde agtelsen for loven. Kan det være godt, som bærer sådanne frugter? Et system, som kræver spionering og posekiggeri, evindelig gudpåkaldelse til bevidnelse af indholdet i hver eneste kuffert, bylt eller pakke, – et system, som altid har fremkaldt bestikkelse og svig, – kan det være nødvendigt for menneskeslægtens velfærd og fremgang?
     Læg endvidere mærke til, hvor stærkt denne teori om beskyttelse står i modstrid med almindelig tankegang. Hvem ville falde på at anbefale en egn til grundlæggelse af en ny by eller en ny koloni, fordi stedet var meget vanskeligt at komme til? Og dog måtte det jo virkelig være en fordel, hvis beskyttelsesteorien var sand. Hvem ville betragte sørøveri som fremmende for civilisationen? Og dog ville en skønsom sørøver, der ville nøjes med at tage de varer, som det indførende land selv kunne have frembragt, være lige så nyttig for dette land som en toldtarif.
     Hvad enten vi er beskyttelsesmænd eller frihandelsmænd hører vi alle med interesse og glæde om forbedring i samfærdselsmidlerne både til lands og til vands. Vi er alle tilbøjelige til at anse gravning af kanaler, bygning af jernbaner osv. som noget godt og nyttigt. Men er sådanne ting gode og nyttige, hvorledes kan da toldsatser være nyttige? Virkningen af sådanne ting er, at de mindsker udgifterne ved vareomsætningen, men virkningen af tolden er, at den øger dem. Hvis beskyttelsesteorien er sand, så må enhver forbedring, der billiggør vareomsætningen mellem land og land, være til skade for menneskeheden, med mindre tolden stadig forhøjes efter en tilsvarende målestok.
     Den hurtighed og lethed, hvormed fuglene kløver luften, vækker attrå hos menneskene. De har alle dage drømt om en tid, da også de ville få evne til at gennemfare hine hindringsfri egne. Og hvem ville ikke med glæde hilse den nyhed, at opfindelsesevnen endelig havde virkeliggjort denne slægternes drøm og gjort flugt gennem luften lige så let og sikker som sejlads på havet? Og dog, hvis beskyttelsesteorien var sand, så måtte herredømmet over luften blive en ulykke for menneskene. Det ville nemlig gøre toldbeskyttelsen umulig. Enhver by i landet, enhver plet på hele jordens overflade, ville lige med eet blive til havneplads ved et altomfattende ocean, og den eneste måde, hvorpå et folk vedblivende kunne nyde toldbeskyttelsens velsignelser, ville være at lægge tag over landet.
     Ikke alene alle forbedringer i samfærdselsmidlerne, men også alle arbejdsbesparende opfindelser og opdagelser er i modstrid med toldbeskyttelsen. Udnyttelsen af den naturlige gas tegner til at mindske efterspørgslen efter hjemlandets kul meget mere, end indførsel af fremmede kul ville kunne gøre det. Vi opretholder tolden under det påskud, at produkterne af det billige, udenlandske arbejde hør holdes ude; og dog opfinder vi hver dag maskiner, som fremstiller varer billigere end det billigste udenlandske arbejde. Den eneste beskyttelse, der rigtig er mening i, er åbenbart den kinesiske, som ikke alene søger at hindre handelen med udlandet, men også forbyder brugen af arbejdsbesparende maskiner.
     Toldbeskyttelsens formål er i korthed dette: at hindre indførsel af ting, der i sig selv er gode og nyttige, for at tvinge landet til selv at frembringe disse ting. Men det, som hele menneskeslægten i ethvert af det daglige livs forhold anser for attråværdigt, er ikke arbejdet med at lave tingene, men det at eje tingene.

     Jo nøjere man ser på teorien om, at ethvert folk bør »beskytte« sig selv imod ethvert andet folk, desto mere urimelig synes den at være.
     Falder det nu ikke lige straks i øjnene, hvor meningsløst det er at betragte det enkelte folk eller land som en beskyttelsesenhed og sige, at hvert land bør have sin beskyttelsestoldlov? Det, der i beskyttelseslæren menes med en nation eller et land, er et politisk område. Storbritannien og Irland regnes således for een nation, Tyskland for een, Schweiz for een, De Forenede Stater, Canada, Mexico, de enkelte republikker i Mellem- og Sydamerika ligeledes hver for een. Men disse afdelinger er vilkårlige. De falder ikke sammen med nogen forskel i jordbund, klima, befolkning eller industri. De har intet størstemål eller mindstemål med hensyn til landområde eller folkemængde. Dertil kommer, at de stadig forandres. De landkort over Europa eller Amerika, som skolebørn nu til dags bruger, er meget forskellige fra dem, som deres fædre brugte. Efter beskyttelsesteorien måtte det, dengang da de tre britiske kongeriger havde hver sin regering, være nødvendigt for alles velfærd, at de beskyttedes imod hverandre; og skulle Irland engang opnå uafhængighed, da ville denne nødvendighed atter indtræde. De små stater, af hvilke Tyskland og Italien for ikke mange år siden bestod, burde efter denne teori have haft (hvad de også engang havde) toldgrænser indbyrdes. Og dog trænger de, ifølge den samme teori, nu ikke længere til disse toldgrænser. Elsass og Lothringen trængte, dengang da de var franske provinser, til beskyttelse imod Tyskland; nu, da de er tyske, trænger de til at beskyttes imod Frankrig. Da Texas var en del af Mexico, krævede det toldbeskyttelse imod De Forenede Stater; nu, da det er en del af De Forenede Stater, kræver det toldbeskyttelse imod Mexico.
     Viser disse urimeligheder ikke, at beskyttelsesteorien savner ethvert videnskabeligt grundlag, og er blevet opfundet ene og alene for at tjene opfindernes egne formål? Politiske omskiftelser ændrer ikke i nogen måde jordbund eller industrielle fornødenheder. Hvis de tre britiske riger ikke nu trænger til beskyttelse imod hverandre, kan de heller ikke have trængt til det, før sammenslutningen. Hvis det ikke er til skade for de enkelte stater i Italien og Tyskland, at de nu handler frit med hinanden, så kunne det heller ikke have været til skade for dem, før de blev forenede. Hvis de folk, der bor på hver sin side af de store søer og St. Lawrencefloden, ikke ville lide skade ved fri ombytning af deres produkter når Canada optoges i USA, så ville de heller ikke lide nogen skade derved nu, som protektionisterne så hidsigt hævder.
     Tænk engang, hvor uforenelig den frihandel, som råder imellem Amerikas forenede stater indbyrdes, er med beskyttelsesteorien! Vor union omfatter et landområde, der næsten er lige så stort som Europa og dog har de beskyttelsesmænd, der mener, at hvert enkelt af Europas lande bør beskytte sig imod alle de andre, intet at indvende imod den frihandel, der råder imellem de amerikanske stater, selvom nogle af disse stater er større end europæiske kongeriger, og forskellen imellem dem med hensyn til naturlige hjælpekilder og industriel udvikling er mindst lige så stor som imellem landene i Europa. Hvis det er til Tysklands og Frankrigs bedste, at de to lande adskilles ved hjælp af toldbeskyttelse, trænger da New Jersey ikke også til toldbeskyttelse imod New York og Pennsylvania? Og hvis Ohio, Illinois og Michigan trænger til beskyttelse mod provinsen Ontario, er det da ikke klart, at de også trænger til beskyttelse imod de stater, som grænser op til dem imod syd? Hvad forskel gør det, at det ene sæt hører til den amerikanske union og det andet sæt til det canadiske forbund? Når industri og handel overlades til sig selv, tager de lige så lidt som fugle og fisk hensyn til politiske grænselinier.
     Det er indlysende, at hvis der er nogen sandhed i beskyttelsesteorien, må den gælde, ikke alene for de større politiske områder, men også for alle deres mindre områder. Hvis et land ikke bør indføre nogen vare, som det selv kan fremstille, så må det samme princip gælde for alle landets dele hver for sig; og hver enkelt stat, hver enkelt landsdel, hvert enkelt sogn har da krav på sin særlige beskyttelse.
     Og mere endnu: den konsekvente anvendelse af beskyttelsesteorien kræver, at menneskeheden adskilles i så små politiske regioner som muligt, hver med sin toldtarif til værn imod de andre. For jo større beskyttelsesområdet er, desto vanskeligere er det at gennemføre beskyttelsesteorien. Ved enhver udvidelse af sådanne lande som De Forenede Stater bliver toldbeskyttelsen af mindre betydning, hvis den kun skal kunne anvendes på de større politiske områder; og hvis digterens drøm om at forene hele menneskeheden i et »verdensforbund« blev virkeliggjort, ville muligheden for toldbeskyttelse helt forsvinde. På den anden side: jo mindre beskyttelsesområdet er, desto bedre kan beskyttelsesteorien komme til anvendelse. Beskyttelsesmændene går jo ikke så vidt, at de påstår, at al handel er skadelig. De mener, at ethvert land bør kunne indføre varer, som det ikke selv kan frembringe, men det vil jo sige stedse færre, jo mindre landområdet er.
     Gælder beskyttelsesprincipperne, da kan en og samme toldtarif lige så lidt passe for alle vor unions stater, som en og samme størrelse skotøj kan passe for alle unionens tres millioner mennesker. Massachusetts producerer f.eks. ikke kul, jern og sukker; ifølge beskyttelsesprincipperne burde disse ting derfor kunne føres frit ind i Massachusetts, medens Pennsylvania burde nyde beskyttelse for jern og kul og Louisiana for sukker. Der kan dyrkes appelsiner i Florida, men ikke i Minnesota, og følgelig må Florida trænge til beskyttelse for appelsiner, men Minnesota ikke, og så fremdeles.
      Endvidere: medens staten Massachusetts ifølge beskyttelsesteorien ikke trænger til beskyttelse imod kul og jern og sukker, som den ikke kan frembringe, trænger den derimod til beskyttelse imod oksekød, flæsk og brødkorn, som den til skade for sit landbrug »oversvømmes« med fra veststaterne, og som beskyttelsen ville sætte den i stand til at frembringe nok af til eget brug. På den anden side trænger veststaterne til beskyttelse imod støvler, sko og uldvarer fra Massachusetts, for at vestens læder og uld kunne blive forarbejdet hjemme i stedet for at sendes langt bort som råstoffer og komme tilbage igen som færdige varer. På samme måde trænger jernvarefabrikanterne i Ohio mere til beskyttelse imod Pennsylvania end imod England, og det er bare spilfægteri at beskytte kulminefolkene i Rocky Mountains imod kul fra New Scotland og Australien – der slet ikke kan konkurrere med dem – og samtidig undlade at beskytte dem imod kul fra Iowa; eller at beskytte de opvoksende bomuldsfabrikker i sydstaterne imod gamle England, men samtidig undlade at beskytte dem imod New England.
     Efter beskyttelsesteorien er toldbeskyttelsen mest nødvendig over for ensartede industrier. Alle beskyttelsesmænd er enige om, at De Forenede Stater trænger mere til beskyttelse imod Storbritannien end imod Brasilien, og at Canada trænger mere til beskyttelse imod De Forenede Stater end imod Indien. Alle er de enige om, at hvis vi skulle have frihandel, så skulle det være med de lande, som i henseende til frembringelser er allermest forskellige fra vort eget. Nu er der imidlertid langt mindre forskel mellem frembringelserne og frembringelsesevnerne i ny Hampshire og Vermont, i Indiana og Illinois, end der er imellem USA som helhed og hvilket som helst fremmed land. Ifølge beskyttelsesteorien må beskyttelsestold imellem De Forenede Stater indbyrdes derfor være mere nødvendig end imellem USA og fremmede lande. Og da der er mindre forskel i industrielle evner imellem nabokommuner end imellem nabolande, må kommunerne trænge allermest til beskyttelse.
      De tretten amerikanske kolonier sluttede sig sammen som tretten uafhængige selvstyrende lande, idet hver for sig beholdt den fulde beskatningsmyndighed, deri indbefattet retten til at pålægge indførselstold, og denne ret gav de ikke slip på før 1787, da De Forenede Staters grundlov blev givet, altså elleve år efter uafhængighedserklæringen. Hvis beskyttelsesteorien, som dengang var rådende i England, havde været lige så indgroet i det amerikanske folk, som den senere blev, så kan man være vis på, at staterne aldrig havde givet slip på deres ret til beskyttelse. Og havde grundlovens ophavsmænd ikke haft fremsyn nok til at hindre told mellem staterne indbyrdes, så ville de enkelte stater, dengang da vi begyndte at efterligne det britiske system, utvivlsomt have rejst et lige så stærkt krav om indbyrdes beskyttelse, som nu rejses om beskyttelse imod fremmede lande.
     Heller ikke kan der være nogen tvivl om, at hvis vor politiske organisation havde gjort vore herreder indbyrdes uafhængige, ville vi nu have hørt det samme råb om beskyttelse imod andre herreders industri, som vi nu hører om beskyttelse for den ene nation imod andre nationer.
     Jeg skriver dette på Long Island, i nærheden af byen Jamaica. Jeg tænker, jeg kunne argumentere lige så godt for folkene i denne lille by, som beskyttelsesmændene argumenterer for folk i De Forenede Stater. Jeg kunne sige til de handlende i Jamaica: »Folk her fra byen tager nu til New York, hver gang de skal købe et sæt tøj eller andre manufakturvarer, og jer lader de kun få en smule småhandel; bøndervognene, der hver aften i en lang række kører ad landevejen til New York og Brooklyn med produkter, bringer næste dag vareforråd med hjem. En beskyttelsestold ville tvinge disse folk til at gøre deres indkøb her, og dermed ville den fortjeneste, som nu går til New York og Brooklyn, blive her i Jamaica. I vil få brug for større forretningslokaler og bedre huse, I vil kunne give jeres kontorfolk og daglejere højere løn, I vil få brug for et bedre bankvæsen, I kan bedre avertere i Jamaicas aviser, og ved alt dette vil byen vokse og trives.«
      »Og desuden,« kunne jeg sige, »hvilken unyttig ødslen med arbejdskraft er det ikke at sende mælk og smør, kyllinger og grøntsager til New York og bringe andre varer tilbage i stedet! Hvor meget bedre var det ikke for vore farmere, om de havde deres kunder herhjemme! Og dem kan vi skaffe dem ved hjælp af en toldlov, som beskytter Jamaicas industri imod New Yorks og Brooklyns. Klæder, cigarer, landbrugsredskaber og bohave kan jo lige så godt fabrikeres her som i disse byer. Hvorfor skulle vi ikke have os en bomuldsfabrik, en uldvarefabrik, et støberi, kort sagt, alle de brug, som er nødvendige til beboernes forsyning? For at opnå dette behøver vi kun en beskyttelsestold. Så snart det er afgjort, at vi får beskyttelse, vil kapitalen gladelig komme og sætte sådanne foretagender i gang, og vi vil snart kunne udføre disse varer, som vi nu må indføre, og vore jordbrugere vil finde købere til alle deres produkter lige hjemme ved døren. Selv om de i begyndelsen kommer til at give lidt højere priser for de varer, de køber, vil de få meget mere end vederlag derfor i de højere priser, som de vil få for alt, hvad de sælger, og så sparer de den 15-16 kilometers kørsel til Brooklyn eller New York. – Således vil den industri, der her opbygges ved hjælp af en beskyttelseslov, omskabe Jamaica fra en lille landsby til en stor stad, og samtidig vil den øgede efterspørgsel efter arbejdskraft hæve arbejdslønnen og give mere stabil beskæftigelse.«
     Jeg mener, at alt dette i det mindste er lige så holdbart som de argumenter, protektionisterne fører i marken over for De Forenede Staters folk, og har man lyttet til landsbykøbmænds tale eller lagt mærke til stedlige blades udtalelser, kan man ikke tvivle om, at hvis vore herreder var uafhængige, ville landsbyprotektionismen finde lige så villige øren, som statsprotektionismen nu.

Fortsættes: Handel