Vi vil bevare vort eget marked for vore egne producenter, synes for mange at være en sætning af samme slags som: »Vi bør bevare vor egen græsmark for vore egne køer«; men det er i virkeligheden en sætning af samme slags som: »Vi bør overlade vor egen befordring til vore egne ben«.
     Hvad er det for noget, dette hjemlige marked, som beskyttelsesmændene vil have os til at afspærre for udenlandske produkter? Er det ikke ensbetydende med den hjemlige efterspørgsel – kravet om tilfredsstillelse af vore fornødenheder? Derfor er den sætning, at vi bør bevare vort hjemlige marked for vore hjemlige producenter, simpelthen den samme sætning som den, at vi bør bevare vore egne fornødenheder for vore egne evner til at tilfredsstille dem. Overført på det enkelte menneske vil sætningen sige, at ingen f.eks. bør gøre brug af heste eller jernbane, fordi benene derved ville blive sat ud af arbejde.
     For kort tid siden bebrejdede engelske beskyttelsesvenner regeringen, at den havde gjort store bestillinger på krudt hos tyske i stedet for hos engelske fabrikanter. Det viste sig, at tyskerne lavede en ny slags krudt, »kakao« kaldet, som i svært skyts gav stor fart med lavt tryk, og som alle fastlandsmagterne straks havde skaffet sig forråd af. Hvis den engelske regering havde været uvillig til at købe af udenlandske producenter, ville engelske skibe i tilfælde af en krig, som dengang syntes overhængende, have været i en yderst uheldig stilling.
     Men ligesom den politik, at ville bevare det hjemlige marked for hjemlandets producenter, i krigstilfælde ville kunne bringe et land, der fulgte denne politik, i en vanskelig stilling, – ja endog, hvis den gennemførtes fuldt og helt, ville kunne føre til, at f.eks. lande, som ikke frembragte stenkul, måtte nøjes med sejlskibe, således vil denne politik også i alle fredens beskæftigelser medføre lignende store vanskeligheder. Ved strengt at forbeholde vort hjemlige marked for vore hjemlige producenter ville vi udelukke os selv fra at få del i de goder, som andre lande nyder på grund af deres særegne naturforhold eller deres indbyggeres særlige dygtighed. Hvis der ikke gror bananer herhjemme, må vi lade være med at spise bananer. Hvis gummi ikke er en af hjemlandets frembringelser, må vi ikke drage nytte af den trods de tusinde måder, hvorpå den kan bruges. Hvis salt kun kan fås her i landet ved fordampning af havvand, så må vi blive ved med at udvinde vort salt på den måde, selv om naturen andetsteds har udført dette arbejde og frembragt krystalliseret salt i så stor mængde, at der er nok, ikke alene til folkene dér, men til os med. Og således med alle de produkter, som den særlige industriudvikling i de forskellige lande har sat folkene i stand til at nyde godt af. At bevare vort hjemlige marked for vor hjemlige produktion er at indsnævre den verden, hvorfra vi kan hente vore livsfornødenheder, til grænserne for vort eget land, hvor lille dette end måtte være.
     Det kan jo nok være i købmandens interesse, at kunderne i hans nabolag hindres i at købe hos andre end ham selv, så at de altså må tage de varer, han finder for godt at holde, og til de priser, han finder for godt at fastsætte; men hvem vil påstå, at det ville være til almen fordel?
     At forsøge på at gøre et folk lykkeligt ved at hindre det i at købe hos andre folk er lige så meningsløst som at forsøge på at gøre en mand lykkelig ved at hindre ham i at købe hos andre. Hvorledes dette virker, når det gælder enkeltmand, kan man se af den fremfærd, som siden dens anvendelse i den irske landagitation er blevet kaldt »boykotning«. Kaptajn Boycott, som man påtvang den lidet misundelsesværdige navnkundighed at få sit navn omskabt til et udsagnsord (at boykotte), var i sandhed en »beskyttet« mand. Han havde fået en beskyttelse af den mest virksomme art bygget op om sig ved hjælp af en nabovedtægt, der virkede kraftigere end noget lovbud. Ingen ville udføre arbejde for ham, ingen ville sælge ham mælk eller kød, ingen ville yde ham nogen som helst tjeneste. Men i stedet for at gå frem i lykke og velstand måtte denne højt beskyttede mand flygte fra det sted, hvor hans eget marked således var forbeholdt hans egne frembringelser. Det, som beskyttelsesmændene vil have os til at gøre imod os selv, når de siger, at vi skal forbeholde os vort hjemlige marked for vore hjemlige producenter, er af samme art som det, landligaens mænd gjorde imod kaptajn Boycott: de forlanger af os, at vi skal boykotte os selv.
     For at overbevise os om, at dette ville være til vort eget bedste, er der opbudt megen skarpsindighed. Det påstås: 1) at en indskrænkning af handelen med udlandet er gavnlig, fordi den indenlandske handel er fordelagtigere end den udenlandske, 2) at selv om denne indskrænkning tvinger folk til at give højere priser for de samme varer er den virkelige bekostning alligevel ikke større, og 3) at selv om udlægget er større, får vi det tilbage igen.
     Mærkeligt nok er den første af disse sætninger blevet bestyrket ved Adam Smiths autoritet. I 2. bog, 5. kapitel af »Nationernes velstand« findes følgende udtalelse:
     »Den kapital, som anvendes til indkøb af industrifrembringelser, når de købes i en vis del af et land for at sælges i en anden del af samme land, frigør almindeligvis ved enhver sådan handel to forskellige kapitaler, som der i landet har været anvendt til landbrug og fabriksvirksomhed, og sætter dem derved i stand til vedblivende at kunne anvendes på samme måde .... Den kapital, som sender skotske fabriksvarer til London og bringer engelsk korn og engelske fabriksvarer tilbage til Edinburgh, frigør nødvendigvis ved enhver sådan omsætning to britiske kapitaler, som begge havde været anvendt til landbrug eller fabriksdrift i Storbritannien.«
     »Den kapital, som anvendes til indkøb af udenlandske varer til hjemmeforbrug, frigør også ved enhver sådan omsætning, når indkøbet gøres med hjemlandets industriprodukter, to forskellige kapitaler; men kun den ene af dem anvendes til støtte for hjemlandets industri. Den kapital, som sender britiske varer til Portugal og bringer portugisiske varer tilbage til Storbritannien, frigør ved hver sådan omsætning kun een britisk kapital. Den anden, der frigøres, er portugisisk. Selvom handelsomsætningen med et fremmed land skulle gå lige så livligt som den hjemlige omsætning, ville den til udenrigshandelen anvendte kapital altså kun give halvt så megen omsætning til hjemlandets industri eller produktive arbejde.«
     Denne forbavsende udtalelse, hvis betydning Adam Smith aldrig synes at have indset , er en af de urimeligheder, som han førtes ind i, da han gik over fra det sikre standpunkt, at betragte arbejdet som den første faktor i produktionen til det standpunkt at betragte kapitalen som denne faktor – en tankeforvirring, som lige siden den tid har omtåget socialøkonomien. Denne udtalelse tages til indtægt af beskyttelsesvenlige forfattere og bruges af dem som grundlag for påstande, der er om muligt endnu mere urimelige. Og dog burde dens falskhed kunne indses ved første øjekast. Den kommer fra anvendelsen af ordet britisk, der jo indbefatter betydningen af to af de ord, som forud er brugt: »engelsk« og »skotsk«. Hvis vi i stedet for de ord, Adam Smith har brugt, indsætter andre, der står i samme indbyrdes forhold, får vi med lige så god berettigelse en sætning som følgende: Hvis de højkirkelige driver handel med presbyterianerne, tilfalder der protestanterne fortjeneste to gange; men hvis de højkirkelige driver handel med katolikkerne, får protestanterne kun fortjeneste een gang. Derfor er handel mellem protestanter indbyrdes dobbelt så fordelagtig som handel med protestanter og katolikker. 
     I det eksempel, som Adam Smith bruger, er der to mængder af britiske varer, den ene i Edinburgh, den anden i London. I den hjemlige handel, som han tænker sig, byttes disse to mængder af britiske varer. Men hvis de skotske varer sendes til Portugal i stedet for, og portugisiske varer bringes tilbage, ombyttes kun een mængde af britiske varer; der er altså kun anvendt halvt så mange britiske varer i omsætningens tjeneste, og halv så stor profit betyder altså forholdsvis lige fortjeneste. Londonvarerne er ikke blevet ombyttet med nogen ting, fordi de er der endnu. I det ene tilfælde er der anvendt dobbelt så stor britisk kapital som i det andet, og naturligvis viser dobbelt omsætning tilsvarende udbytte.
     Og bedre hold er der ikke i de argumenter, hvormed man søger at bevise, at et folk ikke lider nogen skade ved at tvinges til at betale hjemlandets producenter højere priser for varer, som kunne fås billigere ved indførsel. Man hævder, at det, som varerne virkelig koster at frembringe, ikke skal måles efter deres pris, men efter den arbejdskraft, som er nødvendig til deres tilvirkning, og – siger man – selv om højere arbejdsløn, renter, skatter osv. gør det umuligt at frembringe visse ting så billigt hos os selv som i andre lande, bliver de i virkeligheden alligevel ikke dyrere, hvis der ikke skal bruges en større mængde arbejdskraft til deres fremstilling end udlandet bruger, og et folk taber således intet ved at udelukke de billigere, udenlandske varer.
     Fejlen ligger her i den forudsætning, at den samme mængde arbejdskraft altid giver ens resultater. En første rangs portrætmaler er muligvis i stand til at hvidte en væg med samme lethed som en mand af faget; men det ville ikke desto mindre være et tab for ham at bruge den tid, i hvilken han kunne tjene en portrætmalers løn, til at udføre et hvidtearbejde, som han kunne få gjort for en murerarbejders løn. Således er det heller ikke den mængde arbejdskraft, der kræves til fremstillingen af en vare her eller dér, som bestemmer, om den med størst fordel kan fås ved hjemmetilvirkning eller ved indførsel; det afgørende er forholdet mellem det, som den samme arbejdskraft kan producere i denne, og det, som den kunne producere i andre virksomheder. Dette forhold udtrykkes i prisen. Hvis en given vare på en given tid og et givet sted ikke kan fremstilles til en så lav pris, som den kan fås for ved indførsel, er dette ikke nødvendigvis noget bevis for, at det på det givne sted ville koste mere arbejde at frembringe den; men det er et bevis for, at arbejdskraften dér på stedet da kan anvendes mere fordelagtigt. Og når værkfliden drages bort fra mere fordelagtige til mindre fordelagtige beskæftigelser, må folket som helhed komme til at lide et tab, selv om den således bortledede kapital og arbejdskraft får støtte i form af toldpålæg eller præmier.
     Påstanden om, at de højere priser, som tolden sætter visse indenlandske producenter i stand til at kræve, ikke medfører noget tab for dem, som betaler disse højere priser, fremsættes således af Horace Greely (»Political Economy«, s. 150):
     »Jeg har aldrig tilvirket jern eller nogen sinde haft mere end almenborgerlig interesse for jerntilvirkning, hvorimod jeg har købt og brugt for mange tusind dollars af denne vare i form af bogtrykkerpresser, maskiner, dampkedler osv. Det ligger i min interesse at få billigt jern, siger man. Ganske vist; men jeg køber jern, ikke (endelig og virkelig) med penge, men med produkter af mit arbejde, dvs. med aviser, og jeg er bedre tjent med at betale 70 dollars pr. tons jern, der er tilvirket af mænd, som kan købe og virkelig køber amerikanske aviser, end med at få det for 50 dollars pr. tons af de folk, som sjældent ser og aldrig køber mine produkter. Det kan nok være, at prisen i penge for amerikansk jern er højere, men alligevel koster det mig i virkeligheden mindre end det engelske jern. Og hvad der her gælder mig, gælder den store mængde af amerikanske landmænd og andre vareproducenter.«
     Fejlen ligger her i den forudsætning, at visse menneskers evne til at købe amerikanske aviser afhænger af, at de producerer jern, medens den afhænger af, at de producerer noget. Aviser betales ikke med jern; heller ikke betaler bladudgiverne jern med aviser. Disse omsætninger gøres ved hjælp af penge. Hvis de folk, hr. Greely taler om, i stedet for at tilvirke jern havde lavet noget andet, som ombyttedes med engelsk jern, ville hans indkøb af dette udenlandske jern lige så fuldt være en ombytning af hans produkter med deres produkter. De 20 dollars, som toldloven tvang ham til at betale mere for hvert tons jern, var et tab for ham og ikke gevinst for nogen anden. Efter hr. Greelys forudsætning, der går ud på, at en told er nødvendig for at give de amerikanske jernproducenter lige så gode indtægter, som de med tilsvarende arbejde kunne have opnået i andre virksomheder, var tidens virkning simpelt hen den at fremtvinge et forbrug af arbejdskraft til en værdi af 70 dollars for at opnå, hvad der ved køb af jernet i England kunne have været opnået ved et forbrug af arbejdskraft til en værdi af 50 dollars. At gøre dette var nødvendigvis det samme som at formindske hele landets rigdom og nedsætte det beløb, som kunne anvendes til køb af aviser og andre ting. Dette tab er af samme slags og er lige så uundgåeligt som det tab, hr. Greely ville lide, hvis han blev tvunget til at lade portrætmalere udføre hvidtearbejde.
     De mere populære former for den påstand, at beskyttelsen intet koster, har man næppe nødig at undersøge. Hvis forbrugerne ikke lider noget tab ved de højere priser, som tolden tvinger dem til at betale, fordi disse priser betales til landets egne indbyggere – og noget sådant påstår man – så ville producenterne jo heller ikke lide noget tab ved at tvinges til at sælge varer under fremstillingsprisen til deres medborgere. Efter sådan tankegang er det ligegyldigt for alle parter, om prisen på noget er høj eller lav. Når landmænd klager over høje jernbanefragter, laver de stor ståhej for ingenting; og arbejdsfolk gør sig unødig møje, når de kræver højere arbejdsløn, medens arbejdsgiverne er lige så tåbelige, når de søger at sætte arbejdslønnen ned.

     Det er toldbeskyttelsens formål at formindske indførselen, aldrig at formindske udførselen. Tværtimod. Beskyttelsesmænd plejer at se på udførselen med glæde og at regne det land, der udfører mest og indfører mindst, for at være det, der gør den fordelagtigste handel. Hvis indførselen overstiger udførselen, siges der at være en ugunstig handelsbalance. I overensstemmelse med denne tankegang gør man i alle protektionistiske lande mest muligt for at lette udførselen af varer, medens man straffer folk med bøder for at indføre varer.
     Dersom de ting, vi således søger at sende bort eller hindre i at komme ind, var plager og utøj, da ville denne politik jo være fornuftig nok. Men de ting, der indføres og udføres, er jo ikke ting, som naturen påtvinger os imod vor vilje; det er ting, som naturen kun yder os til vederlag for arbejde. Den, som ejer eller har rådighed over en mængde af disse ting, kalder vi rig. Og når vi siger, at et land vokser i velstand, mener vi, at mængden af sådanne ting øges hurtigere end folkemængden. Hvad kan da være mere fornuftstridigt end den opfattelse, at midlet til at øge et lands velstand er at fremme bortsendelsen og hindre indførselen? Måtte man ikke tro, at selv en hund var gået fra sans og samling, hvis den bed og knurrede, når man gav den et ben, og logrede med halen, når man tog et ben fra den?
     Sagførere kan have fordel af trætter, rottejægere af rotter; på tilsvarende måde kan det være til fordel for nogle enkelte af et folk, at så meget som muligt af de ting, vi kalder økonomiske goder, sendes ud af landet, medens så lidt som muligt bringes ind. Men beskyttelsesmændene påstår, at det er til samfundets bedste.
     Lad os tage et samfund, som nødvendigvis må betragtes som en enhed. Lad os tænke os, at Robinson Crusoe endnu levede alene på sin ø. Og lad os tænke os, at en amerikansk beskyttelsesmand er den første, der bryder hans ensomhed og hilser ham med den menneskelige tales musik, som han så længe har længtes efter. Vi kan let forestille os Robinsons glæde. Men nu, da han har været på øen så længe, bryder han sig ikke om at forlade den, især da hans gæst siger ham, at den, efter at være blevet opdaget, ofte vil blive gæstet af forbisejlende skibe. Lad os endvidere tænke os, at beskyttelsesmanden inden sin afrejse søger at give Robinson en venlig advarsel mod den fare, han vil blive udsat for ved »oversvømmelse med billige varer«, som de forbisejlende skibe vil søge at bytte bort for frugt og geder. Tænk ham sige til Robinson, som beskyttelsesmænd siger til større samfund, at medmindre han indretter sig på at gøre det vanskeligt at bringe disse varer i land, vil hans industri blive aldeles ødelagt. »Ja,« kan vi tænke os beskyttelsesmanden sige, »så billigt kan alle de ting, du har brug for, produceres i udlandet, at dersom du ikke vanskeliggør deres losning her, vil du efter min mening blive ude af stand til at skaffe dig selv nogen beskæftigelse.«
     »Vil man da forære mig alle disse ting?« ville Robinson Crusoe naturligvis udbryde. »Det vil da passe mig udmærket. Så kan jeg hvile mig og læse og gå ud at fiske for morskab. Jeg har slet ikke lyst til at arbejde, hvis jeg uden arbejde kan få de ting, jeg trænger til.«
     »Nej, det mener jeg just ikke,« ville beskyttelsesmanden blive nødt til at forklare. »Man vil ikke give dig tingene for intet; man vil naturligvis have andre ting i stedet; men man vil bringe så meget hertil og føre så lidt herfra, at din indførsel langt vil overstige din udførsel, og det vil snart blive vanskeligt for dig at finde beskæftigelse for din arbejdskraft.«
     »Men jeg bryder mig slet ikke om at finde beskæftigelse for min arbejdskraft,« ville Robinson naturligvis svare. »Jeg brugte f.eks. ikke hele måneder til at udhule min kano, fordi jeg så gerne ville have beskæftigelse for min arbejdskraft, men fordi jeg så gerne vil have sådan en båd. Hvis jeg kan få, hvad jeg ønsker mig med mindre arbejde, så meget desto bedre, og jo mere jeg får ind, og jo mindre jeg giver ud i den handel, som du siger, jeg skal drive – eller, for at udtrykke det med dine egne ord: jo mere min indførsel overstiger min udførsel – desto lettere kan jeg leve, og desto mere velstående bliver jeg. Jeg er ikke ræd for at blive overvældet med gods.«
     Og dermed kan vi lade de to skilles; for det er afgjort, at hvor længe beskyttelsesmanden end snakkede for den opfattelse, at Robinsons industri ville blive ødelagt, hvis han fik tingene med mindre arbejde end før, ville Robinson dog aldrig ladet sig skræmme deraf.
     Men er disse forsvarsgrunde for toldbeskyttelsen en smule mere tåbelige, når de gøres gældende over for en enlig mand på en ø, end når de gøres gældende overfor 60 millioner mennesker på et fastland? Hvad der gælder for Robinson Crusoe, gælder også for broder Jonathan. Hvis udlændinge vil bringe os varer billigere, end vi selv kan producere dem, er det os, der vinder derved. Jo mere vi modtager ved indførsel i sammenligning med det, vi må afgive ved udførsel, desto bedre er handelen for os, og da nu udlændinge ikke er så elskværdige at give os deres frembringelser, men kun vil lade os få dem i bytte for vore egne frembringelser, hvorledes kan de da ødelægge vor industri? Den eneste måde, hvorpå de kan ødelægge vor industri, ville være at bringe os alt, hvad vi trænger til, for intet, så det slet ikke blev nødvendigt for os at arbejde. Men skulle det da synes os så slemt?
     Lad os se denne sag fra en anden side: at lægge skat på udførselsvarer, for at de hjemlige forbrugere kan nyde fordelen af lavere priser, ville være fuldkommen lige så retfærdigt som at lægge skat på indførsel, for at de hjemlige producenter kan nyde fordelen af højere priser, og det ville stemme langt bedre overens med princippet: »det størst mulige gode for det størst mulige antal mennesker«, da vi jo alle er forbrugere, medens kun få af os producerer de varer, der kan fordyres ved indførselstold.
     Lad os et øjeblik tænke os, at det som middel til at skaffe De Forenede Stater større rigdom for alvor blev foreslået at lægge hæmmende told på udførsel af varer i stedet for på indførsel! Det er afgjort, at dette ville møde modstand hos beskyttelsesmændene. Men hvad kunne de have at indvende?
     Den indvending, de ville gøre, ville i det væsentlige se således ud: »Udførsel af varer fra det ene land til det andet medfører ikke noget tab for det land, som varerne sendes bort fra, men tværtimod gevinst, da andre ting af større værdi jo bringes tilbage i stedet.« Dette er sandt. Men at sige dette er det samme som at sige, at det er skadeligt at hæmme udførselen, fordi indførselen derved formindskes. Og dog er det at formindske indførselen jo beskyttelsestoldens ligefremme øjemed og virkning.
     Indførsel og udførsel er, for så vidt de skyldes handel, gensidigt samsvarende. De forårsager og udfylder hinanden, og at hæmme den ene er nødvendigvis at formindske den anden. Og det er så langt fra at være et tegn på fordelagtig handel, at værdien af et folks udførsel overstiger værdien af dets indførsel, at netop det modsatte er tilfældet.
     I enhver fordelagtig mellemfolkelig handel overstiger værdien af de indførte varer altid værdien af de udførte varer, der gives som betaling for dem, ligesom ved enhver fordelagtig handelsrejse den hjembragte ladning må være mere værdifuld end den bortsendte. Dette er muligt for alle de nationer, der tager del i handelen; for i den normale handel føres varer fra steder, hvor de er forholdsvis billige, til steder, hvor de er forholdsvis dyre, deres værdi øges da ved transporten, så at en ladning har højere værdi, når den kommer til sit bestemmelsessted, end den havde, da den afgik fra udførselshavnen. Men efter den teori, at en handel kun er fordelagtig, når udførselen overstiger indførselen, ville den eneste rette måde, hvorpå landene kunne drive fordelagtig handel med hinanden, være at føre varer fra de steder, hvor de er forholdsvis dyre, til de steder, hvor de er forholdsvis billige. En mellemfolkelig handel, ved hvilken f.eks. kunstig is fra Vestindien førtes til New England, og drivhusfrugter førtes fra New England til Vestindien, ville sætte landene i stand til at udføre meget større værdier, end de indførte. Efter den samme teori kunne man sige, at jo flere skibe der gik til bunds i havet, desto bedre ville det være for handelsverdenen.
     Det må imidlertid huskes, at ikke al udførsel og indførsel er omsætning af varer. Men dette er en kendsgerning, som om muligt stiller den urimelighed, at større udførsel end indførsel giver større rigdom, i et endnu skarpere lys. Da Rom var verdens herskerinde, udførte Sicilien, Spanien, Afrika, Ægypten og Britannien langt mere til Italien, end de indførte fra Italien. Men det var så langt fra, at dette overskud af udførsel betød en berigelse af disse lande. Det betød simpelthen, at den rigdom, der frembragtes i provinserne, blev bragt til Rom i form af skatter og afgifter, som der ikke blev givet noget vederlag for. De krigsomkostninger, som Tyskland aftvang Frankrig i 1871, gjorde, at Frankrigs udførsel dengang langt oversteg dets indførsel. Irlands udførsel har i mange år langt oversteget dets indførsel, fordi de udenlands boende godsejere tager jordrenten bort fra landet. Irsk kvæg, irske svin og får, irsk smør og lærred og andre frembringelser udføres som om det skete ved sædvanlig handel, men udbyttet overføres ved bankers og købmænds mellemkomst til de udenlands boende godsejere og bruges af dem i stedet for at gå tilbage til Irland som indførselsvarer. Denne udførsel af varer uden tilsvarende indførsel ville være endnu mere synlig, hvis ikke tusinder af irlændere hver sommer gik over kanalen for at hjælpe til med at bjærge den engelske høst og derefter tog hjem igen, og hvis der ikke fra dem, som er udvandret til fremmede lande, flød en vedvarende strøm af penge til slægtninge i hjemlandet.
     Sidste gang jeg rejste over til England, kom jeg på damperen til at sidde til bords med to unge englændere, som drak megen champagne og også på andre måder viste, at de havde penge nok. Da vi blev kendt med hinanden, fik jeg at vide, at de var yngre sønner af engelsk landadel og studenter fra en slags skole, som er blevet oprettet i Iowa for rige, unge englændere, der agter at blive »gentleman-farmers« eller »godsejere« i De Forenede Stater. Hver af dem havde fået sig et anseligt jordegods, havde delt det i gårdbrug og på hvert brug opført et beboelseshus og en lade og så lejet disse gårdbrug ud til forpagtere imod halvdelen af høstudbyttet. De kunne godt lide Amerika, sagde de; det var et godt land at være godsejer i. Jordejendomslovene var særdeles gode; hvis en forpagter ikke betalte punktligt, kunne man uden mange omstændigheder blive ham kvit. Men de foretrak at bo i England og rejste nu tilbage for at nyde deres indkomster dér; de havde lagt deres sager i hænderne på en godsforvalter, som skulle påse, at godsejerens halvdel af årets høst blev punktligt afleveret. – I dette tilfælde skal altså halvdelen af visse Iowa-landbrugeres årlige høst sendes bort, uden at der kommer noget vederlag tilbage derfor. Og denne strøm af udførsel uden tilsvarende indførsel er dog kun lige begyndt at flyde. Mange englændere ejer allerede amerikansk jord i hundredtusindvis, ja i millionvis af acres og er først nu ved at begynde at kræve lejeafgifter og udbytteprocenter til sig. Og under de forhåndenværende forhold vil det ikke vare mange år, før det engelske aristokrati henter langt større indkomster fra deres amerikanske godser end fra dem i hjemlandet – indkomster, for hvis tilvejebringelse vi må udføre varer uden til gengæld at få noget som helst igen.
     I den handel, som finder sted imellem De Forenede Stater og Europa, er der således andre elementer end vareombytning. De summer, vi har lånt i Europa gennem salg af jernbane- og andre slags obligationer, de summer, som europæere har købt jordegods for i De Forenede Stater eller indskudt i industrielle foretagender, den kapital, som udvandrere har bragt med sig hertil osv. virker i retning af at øge vor indførsel eller formindske vor udførsel.
     På den anden side betaler vi ikke alene ved vor udførsel til Europa, hvad vi indfører fra Brasilien, Indien osv.; men renter af statsobligationer, udbytte af kapital, som er anbragt her, afgift af amerikansk jord, som ejes af fremmede, penge, som indvandrede sender til slægtninge i deres hjem, betaling for oceantransport, som nu besørges af fremmede skibe, pengesummer, som gives ud af den stadigt voksende mængde rige amerikanere, der bor i Europa – alt dette bidrager til at øge vor udførsel og formindske vor indførsel.
     Vor årlige underbalance på disse poster er allerede meget stor og bliver stadig større. Selv om vi aldeles forhindrede indførsel, måtte vi derfor alligevel udføre i stor mængde. Men den kendsgerning, at vor udførsel nu således må overstige vor indførsel, er ikke hvad beskyttelsesmændene regner den for at være: et vidnesbyrd om tiltagende velstand. Den er tværtimod simpelthen et vidnesbyrd om, at der foregår en udtapning af vor nationalformue i lighed med den, som har gjort Irland så fattigt.
     Men denne udtapning kan ikke stoppes ved toldtariffer. Den skyldes noget, som ligger så dybt, at ingen toldtarif kan nå den, og den er kun en del af en almindelig strømretning. I vor indenlandske handel går der også en strøm af varer fra landet til byerne og fra vesten til østen uden at nogen tilsvarende tilbagestrømning finder sted. Vore store mineejere og store jordspekulanter og mange af vore større farmere bor i de store byer. Vore små farmere har i stor udstrækning måttet købe deres gårde og huse mod pantebreve til mænd, som bor i de østligere byer. Vore stats- og kommunegældsobligationer er for en stor del i hænderne på samme slags folk, ligeledes jernbaneselskabernes og andre selskabers aktier, og resultatet er da, at landet må sende mere til byerne, og vesten mere til østen, end der bliver sendt tilbage igen. Denne strømning tager til, og den vil, uafhængig af vor toldlovgivning, blive ved at tage til, for den har sit udspring i det mest fundamentale i vor samfundsordning, det, der gør jorden til privatejendom. Efterhånden som den jord i Illinois, Oregon eller New Mexico, der ejes af en mand i New York eller Boston, stiger i værdi, må folket, som bor i disse stater, sende mere og mere af deres produktion til denne mand i østen. De kan arbejde hårdt, de bliver dog forholdsvis fattigere; han kan helt lade være med at arbejde, han bliver dog forholdsvis rigere. Når de skal bruge kapital til jernbanebygning eller andre formål, må de optage lån og svare renter, medens han kan give lån og tage renter. Tidens strøm går således i den retning, at hele landet kommer i hænderne på folk, som bor i byerne, og det kan endelig være landboerne det samme, om disse byer ligger i Amerika eller i Europa.

     Intet menneske, som ombytter sine egne frembringelser med andres, ville falde på at mene, at jo mere han gav, og jo mindre han modtog, desto bedre stod han sig ved byttet. Og dog synes intet klarere for mange mennesker end dette, at jo mere et folk sender bort af sine egne produkter, og jo mindre det til gengæld modtager af andre folks produkter, desto fordelagtigere er dets handel. Så vidt udbredt er denne tro, at næsten alle civiliserede nationer indretter deres økonomiske politik efter den.
     Hvad er nu grunden til dette? Det er ikke nødvendigt at søge længe for at indse, at hele den bagvendte opfattelse kommer fra, at ideer, som vi vænnes til ved forretningslivet mand og mand imellem, overføres på den mellemfolkelige handel. Det, som man afsætter til andre, kalder man sit salg; det, som man erhverver fra andre, kalder man sit køb; derved vænnes man til at tænke på udførsel som salg og på indførsel som køb. Og ligesom vi i det daglige liv sædvanligvis tænker, at jo større værdi en mands salg har, jo mindre hans køb, desto bedre går hans forretning, således synes det også at være en selvfølgelig sag, at jo mere et folk udfører, og jo mindre det indfører, desto rigere vil det blive.
     Det er et talende vidnesbyrd om denne opfattelses oprindelse, at den er ukendt blandt de vilde folk. Den kunne heller ikke være opstået blandt civiliserede folk, hvis de var vant til at handle, som de vilde handler. For ikke længe siden plejede en vis slags handlende, de såkaldte »sæbefedtmænd«, at gå omkring fra hus til hus og bytte sæbe mod affaldsfedt, som husmødrene havde samlet. Ved en sådan simpel småhandel er det jo tydeligt nok, at det må være bedst for hver især af parterne, at det, han sælger (udfører), er forholdsvis lidt værd imod det, han køber (indfører). Men i civiliserede samfund er denne form for handel kun en undtagelse. Køb og salg, som vi kender det fra det daglige liv, er ikke et bytte af varer mod varer, men et bytte af penge for varer og varer for penge.
     I den tankevildfarelse, som således avles ved brugen af penge, kan vi spore oprindelsen af den tro, at et folk vinder ved udførsel og taber ved indførsel – en tro, som der er ofret utallige menneskeliv og umådelige rigdomme for i blodige krige, og som den dag i dag præger næsten alle civiliserede nationers politik.
     Den oprindelige form for handel er tuskhandel, ombytning af varer mod varer. Men snart bliver der brug for en fælles målestok, ved hvis hjælp de forskellige varers værdi kan tilkendegives og et fælles omsætningsmiddel, hvorved handelen kan lettes og megen tid og møje spares.
     I primitive samfund har kvæg, skind, skaller og mange andre ting på en ufuldkommen måde gjort tjeneste i så henseende. Men de ædle metaller egner sig så særligt til dette brug, at menneskene tidligt er kommet ind på at bruge dem som penge. Efterhånden som samfundet bliver fastere ordnet, og omsætningen bliver mangfoldigere og mere regelret, fortrænges dog guld og sølv som byttemiddel lidt efter lidt af forskellige kreditformer. Banker udligner kreditforhold imellem individer, og »clearing«kontorer udligner kreditforhold imellem banker, så at vældige forretninger drives med kun meget ringe brug af penge. Og trykte pengesedler, der lyder på passende summer og er indrettede til at gå fra hånd til hånd, træder delvis eller helt i stedet for guld og sølv i det land, hvor de er udstedt, fordi de er billigere og mere bekvemme.
     Således er i korthed den udvikling, der har skabt det arbejdsbesparende redskab, som optræder i forskellige former, fra afrikanernes kavri til banknoten eller »greenback«-sedlen, og som i den grad tjener til at lette handelen, at civilisationen uden det ville være umulig. Den rolle, det spiller i samfundslivet, er så nødvendig, og den brug, der gøres af det i tanke, i tale og i forretning, er så almindelig, at visse vildfarelser let opstår derved. Det er ikke her nødvendigt at tale om den fejltagelse, at renten skyldes brugen af penge, eller at forøgelse af penge er forøgelse af formue, eller at papirspenge ikke er virkelig brugbare medmindre en tilsvarende værdi i mønt ligger begravet et eller andet sted; det er her kun nødvendigt at tale om de tankevildfarelser, der står i forbindelse med den internationale handel.
     Jeg var i går til stede, da en bonde byttede en hest og tre grise bort for en hoppe. Begge farmerne syntes godt tilfreds med handelen, men ingen af dem sagde den anden tak. Når penge gives i bytte for noget andet, er det imidlertid almindeligt, at den, som modtager pengene, siger tak eller på anden måde tilkendegiver, at han er mere takskyldig, fordi han får pengene, end den anden er, fordi han får de varer, som betales med pengene. Denne sædvane er et af de tegn, som tyder på, at menneskene har levet sig ind i den forestilling, at det er mere værd at få penge for varer, end at få varer for penge – selvom det jo er klart, at en krone ikke kan være mere værd end varer for en krone.
     Hovedårsagen dertil er efter min mening den, at vanskelighederne ved omsætningen føles mest af den, som ombytter varer mod penge. For at kunne afsætte en eller anden vare og få penge i stedet er det nødvendigt at finde en, som trænger netop til denne vare. Men har man først pengene, da er videre ombytning i almindelighed lettere, fordi alle, som har noget at afsætte, er villige til at modtage penge derfor. Dette i forbindelse med den kendsgerning, at værdien af penge gerne er mere fast og sikker end værdien af de ting, der måles med penge, og endvidere den kendsgerning, at varernes salg eller omsætning i penge danner afslutningen på de forretninger, som i almindelighed lægges til grund for udbyttets opgørelse, fører os let til at betragte indkasseringen af pengene som handelens endelige mål og til at anse salg for fordelagtigere end køb.
     Dertil kommer, at da penge som byttemiddel er den ting, der hurtigst og lettest kan ombyttes med andre ting, er de også den »vare«, det er mest bekvemt at have ved hånden i uforudsete tilfælde. I mere uciviliserede tider, inden kreditforholdene havde nået deres nuværende høje udvikling, i de tider, da sørøvere hærgede på havet og stratenrøvere på landjorden, da ildebrande var hyppige og assurance noget, man ikke kendte, da fanger holdtes indespærrede for løsepengenes skyld, og erobrede byer blev overgivet til hærgen og plyndren – da indtraf der langt hyppigere end nu tilfælde, i hvilke det var af vigtighed at have sin formue i den form, som lettest kunne flyttes, nemmest kunne skjules og hurtigst kunne ombyttes, og alle stræbte derfor efter at have en del af deres formue i ædle metaller; bonden gravede sine sparepenge ned, gnieren rugede over sin gyldne skat, og fyrsten søgte at fylde sit skatkammer. 
     Således var sølv og guld dengang et mere rammende billede på rigdom end i dag, og den sædvane opstod at betragte disse metaller som det eneste, der virkelig var formue.
     Denne tankegang blev til støtte for beskyttelsespolitiken. Da handelens fremvækst gjorde det muligt at skaffe store statsindtægter ved hjælp af indirekte beskatning, opdagede kongerne og deres ministre snart, hvor let man på denne måde kunne få folket til at udrede skattebeløb, som ville have mødt modstand, hvis de skulle opkræves direkte. Indførselstold blev fra først af pålagt for at skaffe statsindkomster; men man fandt ikke alene, at det var overordentlig bekvemt at beskatte varerne i de havnebyer, fra hvilke de spredtes ud over landet, man fandt også, at beskatningen af de indførte varer mødte kraftig støtte hos de producenter, som derved beskyttedes imod konkurrence. Der blev således skabt en interesse, som støttede »beskyttelsen«, og som benyttede sig af nationale fordomme og populær tankegang, og lidt efter lidt udarbejdedes det såkaldte merkantilistiske system, som i hundreder af år beherskede de europæiske landes politik.
     Under dette system betragtedes nationerne som købmænd, der førte en indbyrdes kappestrid om verdens penge og havde til opgave at gøre deres land rigt ved at bringe så meget guld og sølv ind i det som muligt. For at opnå dette søgte man ikke alene at forbyde udførsel af ædle metaller, men at opmuntre den indenlandske fremstilling af varer, som kunne sælges i udlandet, og at lægge alle mulige hindringer i vejen for en lignende industri i udlandet eller i kolonierne. Ikke alene lagde man tunge toldbyrder på, eller gav absolutte forbud imod indførsel af sådanne udenlandske industriprodukter, som kunne konkurrere med de hjemlige produkter, men udførsel af råstoffer, som kunne komme den udenlandske industri til nytte, blev pålagt en udførselstold eller blev aldeles forbudt, endog under trussel om barbariske dødsstraffe eller lemlæstelser. Man forbød dygtige håndværkere at forlade landet, for at de ikke skulle lære udlændingene deres kunst. Hjemlandets industri opmuntredes ved præmier, ved eneretspatenter og ved at skabe kunstige markeder – sommetider ved udførselspræmier og ved love, som påbød brugen af dens produkter. Som eksempel kan nævnes den af parlamentet udstedte lov, der påbød, at ethvert lig skulle jordes i et uldent ligklæde – en tåbelighed, som kun har sit sidestykke i de love, efter hvilke det amerikanske folk beskattes således, at der hver måned kan begraves 2 millioner dollars i møntet sølv i underjordiske gemmer og holdes et hundrede millioner i guld liggende ørkesløse i statskassen.
     Men at forsøge på at øge guld- og sølvforsyningen ved hjælp af sådanne midler er både tåbeligt og unyttigt. Selvom de ædle metaller er af høj værdi, er de kun af ringe nytte, da de foruden til penge nærmest kun kan bruges til stads. Og ligesom en landmand ville blive fattigere og ikke rigere ved at sælge sine avlsdyr og sit sædekorn for at få guld i sin skatkiste og sølv på sit bord, eller ligesom en fabrikant ville forringe sin økonomi ved at sælge en nyttig maskine og gemme de penge, han fik for den, i sit jernskab, således vil et folk formindske sin produktionsevne ved at fremskynde udførsel eller hæmme indførsel af ting, som det kunne gøre produktiv brug af, for at kunne opdynge guld og sølv. Så meget af de ædle metaller, som det er nødvendigt at have til brug i form af penge, vil tilflyde ethvert folk, der deltager i verdenshandelen, i kraft af en tendens, som trodser ethvert forsøg på ad kunstig vej at hindre den, en tendens, der er lige så konstant som vandets tendens til at indtage jævnhøjden. Overalt, hvor der handles, har flyttelige varer tilbøjelighed til at flyde fra det sted, hvor deres værdi er forholdsvis lav, til det sted, hvor den er forholdsvis høj. De ædle metaller og da især guld har kun ringe vægt og omfang i forhold til deres værdi og er så lette at transportere, at en meget ringe ændring i deres forholdsvise værdi er tilstrækkelig til at sætte dem i strømning. Så let kan de føres, og så nemt kan de skjules, at lovfæstede bestemmelser, understøttede af kystvagter og toldbetjente, aldrig har været i stand til at hindre dem i at finde vej fra de lande, hvor deres værdi var forholdsvis lav, til de lande, hvor den var forholdsvis høj. De forsøg, som Spaniens enevældige konger gjorde på at holde de fra Amerika hjemførte ædle metaller fra at gå ud af landet igen, var som forsøg på at holde vand i et sold.
     Virkningen af en kunstig forøgelse af guld- og sølvbeholdningen i et land er den, at disse metallers værdi forringes i sammenligning med andre varers værdi. I samme øjeblik som de lovbud, ved hvis hjælp man søger at drage de ædle metaller ind i landet og fastholde dem dér, begynder at virke, så der virkelig fremkommer større mængder af disse metaller, opstår der derfor en tilbøjelighed til at lade dem strømme ud igen. Alle bestræbelser for ad kunstig vej at øge et lands guld- og sølvmængde har derfor ikke ført til andet end at hæmme industrien og gøre det land, der har indladt sig derpå, fattigere i stedet for rigere. Dette har erfaringen lært alle civiliserede folk, og kun få af dem gør sig nu nogen direkte umage med at sikre sig de ædle metaller; – kun er der endnu nogle, der til ingen nytte opdynger dem i indbrudsfri kælderrum, ligesom vi gør.
     Men den opfattelse, at guld og sølv er de eneste sande penge, og at de som sådanne har særlig værdi, ligger endnu bag ved beskyttelsesmændenes argumenter , og den vaneforestilling, at salg og indtægt hører sammen lige så vel som køb og udgift, gør, at menneskene endnu er tilbøjelige til at føre en politik, som tilsigter at hæmme indførselen ved hjælp af beskyttelsestold. Man er jo vant til at måle forretningsfolks fortjeneste efter det beløb, hvormed deres salg overstiger deres køb, og den opfattelse, at en nations udførsel svarer til en købmands salg, medens dens indførsel svarer til hans køb, leder derfor let til den slutning, at jo større en nations udførsel er, og jo mindre dens indførsel, desto mere tjener den ved sin handel .
     Men det er klart, at når vi sammenligner en købmandshandel, som denne sædvanligvis drives, med en nations handel, da er det ikke de varer, købmanden sælger, men de penge, han udbetaler, der svarer til et lands udførsel, og ikke de varer, han køber, men de penge, han får ind, der svarer til et lands indførsel. Det er kun, når købmandens handel består i ombytning af varer mod varer, at det, han sælger, svarer til landets udførsel, og de varer, han køber, svarer til landets indførsel. Og den landsbyhandelsmand, der giver kolonial- eller manufakturvarer i bytte for æg, fjerkræ og andre landbrugsprodukter, gør jo tydeligvis desto bedre forretning, jo mere værdien af de varer, han tager ind (hans indførsel) overstiger værdien af de varer, han giver ud (hans udførsel).
     Sagen er, at al handel til syvende og sidst simpelt hen er det samme, som den var i sin oprindelige form: bytte af varer mod varer, eller tuskhandel. At det, han sælger, svarer til landets udførsel, ændrer ikke dens egentlige karakter, men gør det kun muligt at de forskellige ombytninger, som tilsammen udgør handelen, kan deles i flere trin og derved lettere fuldbyrdes. Når varer er blevet ombyttet med penge, er kun halvdelen af et fuldstændigt bytte kommet i stand. Når man sælger en ting for penge, er det kun for at bruge pengene til at købe andre ting for, og det er kun for så vidt som pengene har denne købeevne, at man vil modtage dem. Den betydning, vi sædvanligvis lægger i ordet »penge«, er jo billedlig. Vi siger om en formuende mand, at han har mange »penge«, selvom sandheden muligvis er den, at han aldrig har mere end nogle få dollars mellem hænderne på een gang. Hans formue består i virkeligheden af huse, jordegods, varer, aktier, statspapirer osv. At eje sådanne ting kalder vi at eje penge, fordi vi sædvanligvis angiver deres værdi i penge, aldeles ligesom i begyndelsen af borgerkrigen brugen af frimærker som penge førte til, at man i daglig tale sagde om de rige, at de havde masser af »frimærker«. På lignende måde siger vi om en købmand, som gør gode forretninger, at han laver penge eller lægger penge op, selvom sandheden er, at han i de allerfleste tilfælde giver pengene ud lige så rask, som han får dem ind. Den drevne forretningsmand gemmer ikke penge hen; tværtimod, han skynder sig at gøre nye indkøb. Køber han ikke varer til forretningen eller livsfornødenheder til sig selv, så køber han huse, aktier, statspapirer eller andre ting, som han venter sig udbytte af.
     Den mellemfolkelige handel, der består af mangfoldige enkelte omsætninger, er i det store og hele ikke andet, end hvad den primitive handel også er: en ombytning af varer mod varer. Penge spiller ingen rolle i den mellemfolkelige handel, og verden har endnu ikke nået det civilisationstrin, som vil give os internationale penge. Papirpengene, som nu udgør den største del af alle civiliserede landes penge, udføres aldrig fra det ene land til det andet for at udligne deres mellemværende; og når guld- eller sølvmønt udføres eller indføres, er det som en vare, og dens værdi regnes efter den metalværdi, som mønten indeholder. Enhver nation betaler det, som den indfører, med de varer, som den udfører, med mindre de indførte varer modtages som lån, som renter, som grundafgift eller som tribut. Inden handelen havde nået sin nuværende kunstfærdige deling, viste dette sig i mange enkelte tilfælde tydeligt nok. Et skib sendtes for ejerens regning f.eks. fra New York eller Philadelphia med en ladning hvedemel eller tømmer til Vestindien, hvor ladningen solgtes; for salgssummen købtes sukker og rom, som blev bragt tilbage eller måske ført til Europa og solgt dér og de indkomne penge omsat i europæiske varer, som førtes hjem til Amerika. Nu om stunder er eksportøren og importøren i almindelighed ikke en og samme mand, men de veksler, som den ene trækker mod udførte varer, køber den anden for dermed at betale indførte varer. For landets vedkommende er forretningen den samme, som om importør og eksportør var en og den samme, og at indførselen overstiger udførselen i værdi er lige så lidt noget bevis for underbalance i handelen, som det i gamle dage var noget bevis på en ufordelagtig rejse, når et handelsskib hjembragte en ladning, der var mere værd end den ladning, det sejlede ud med.

     I De Forenede Stater har beskyttelsen for tiden en stærk støtte i den tro, at de produkter, som hidrører fra den lavere lønnede arbejdskraft i andre lande, ville underbyde de produkter, som er fremstillet ved vor egen højere lønnede arbejdskraft, hvis fri konkurrence blev tilladt. Denne tro leder ikke alene arbejderne til den indbildning, at beskyttelse er nødvendig for at holde arbejdslønnen oppe – et spørgsmål, jeg senere skal behandle – men den leder også til den opfattelse, at beskyttelsen er nødvendig for landets velfærd i det hele taget – et spørgsmål, jeg her skal tage op.
     Denne tro har betydningsfulde følger, også ud over det, som vedrører toldtariffen. Den bringer arbejdsgiverne ind på den tanke, at de tjener det almene bedste ved at sætte arbejdslønnen ned eller ved at modsætte sig, at den stiger, og den styrker i høj grad modstanden imod arbejdernes bestræbelser for at bedre deres kår, idet den sætter en offentlig mening op imod dem, en magt, som ellers ville være neutral, eller endog stærkt til støtte for dem. Dette ses tydeligt i spørgsmålet om ottetimers arbejdsdagen. Meget af modstanden imod denne store reform skyldes den tro, at den stigning i arbejdslønnen, som en sådan afkortning af arbejdstiden ville være ensbetydende med, ville bringe De Forenede Stater i en meget ufordelagtig stilling som produktionsland i sammenligning med andre lande.
     Det er tydeligt, at selv de, som mest højrøstet påstår, at vi må have beskyttelsestold, fordi vi holder arbejdslønnen højere oppe end alle andre, ikke for alvor tror derpå. For hvis toldbeskyttelse er nødvendig over for lande med lavere arbejdsløn, må den være mest nødvendig over for lande med lavest arbejdsløn og mindst nødvendig over for lande med højest arbejdsløn. Men hvad er det for et land, som vore protektionister mest kræver beskyttelse imod? Hvis vi kun skulle have toldbeskyttelse imod eet eneste land i hele verden, hvilket land ville amerikanske beskyttelsesmænd da vælge at blive beskyttet imod? Utvivlsomt Storbritannien. Men Storbritannien er ikke det land, der har lavest arbejdsløn; det er tværtimod det land, der, næst efter De Forenede Stater og de britiske kolonilande, har højest arbejdsløn.
     »Det er en dårlig regel, der ikke virker til begge sider.« Hvis vi trænger til beskyttelse for vor høje arbejdsløns skyld, så må vel lande med lav arbejdsløn trænge til frihandel, eller dog i det mindste ikke have noget at frygte af frihandelen. Hvordan kan det da være, at beskyttelsesmændene i Frankrig, Tyskland og andre lande med lav arbejdsløn påstår, at deres industri vil blive ødelagt i den fri konkurrence med Storbritanniens og De Forenede Staters højere lønnede industri – påstår det med samme voldsomhed som den, hvormed vore egne beskyttelsesmænd hævder, at vor industri ville blive ødelagt, hvis den blev udsat for fri konkurrence med produkterne fra Europas »fattiglemsarbejde«.
     I sin populære form lyder bevisførelsen for, at lande med høj arbejdsløn trænger til toldbeskyttelse, således: »Arbejdslønnen er højere her end andre steder; hvis det billigere udenlandske arbejdes produkter fik lov til at komme toldfrit ind i landet, ville de altså konkurrere det dyrere indenlandske arbejdes produkter ud af markedet.« Men denne slutning følger slet ikke af forudsætningen. For at gøre den gyldig må der to mellemsætninger til: for det første, at lav arbejdsløn er ensbetydende med billig produktion, og for det andet, at produktionen bestemmes alene af produktionsomkostningerne – eller, for at udtrykke det på en anden måde: at når handelen er fri, vil enhver vare blive fremstillet dér, hvor den kan fremstilles med mindst udgift. Lad os undersøge disse to sætninger hver for sig.
     Hvis landet med den lave arbejdsløn kan underbyde landet med den høje arbejdsløn, hvordan kan det da være, at selvom den amerikanske farmarbejder får dobbelt så høj løn som den engelske landarbejder, sælges amerikansk korn dog billigere end engelsk korn? Hvordan kan det da være, at selvom arbejdslønnen almindeligvis er større her end noget andet sted i verden, udfører vi alligevel vort dyre arbejdes frembringelser til lande med lavere arbejdsløn?
     Beskyttelsesmændenes svar er dette, at amerikansk korn trods forskellen i arbejdsløn sælges billigere end engelsk korn, fordi vort land af naturen er udmærket egnet til kornavl, og at hovedmassen af vore udførselsvarer består af sådanne grove frembringelser, i hvilke arbejdslønnen ikke er noget væsentligt fordyrelseselement, da der jo ikke er nedlagt så meget arbejde i dem som i de mere forædlede frembringelser, vi kalder fabriksvarer.
     Men den første del af dette svar er en indrømmelse af, at arbejdslønnen ikke er det ene afgørende element i produktionsudgifterne, og at landet med den lave arbejdsløn ikke nødvendigvis producerer billigere end landet med den høje arbejdsløn. Og hvad angår den adskillelse, man gør imellem de mere grove og de mere forædlede frembringelser, er det øjensynligt, at den grunder sig på en sammenligning af disse tings rumfang og vægt, hvorimod deres værdi er det eneste mål for det arbejde, der er nedlagt i dem. I et kilogram klæde er der ganske vist nedlagt mere arbejde end i et kilogram bomuld, men derimod ikke i klæde af en dollars værdi sammenlignet med bomuld af en dollars værdi. At man for nogle få ure kan få en stor mængde hvede, vil simpelthen sige, at man med lige mængder af arbejde frembringer større masser af den ene ting end af den anden. På samme måde er det, at udførselen af korn, malm eller tømmer til en vis værdi repræsenterer netop lige så megen udførsel af arbejdsfrembringelser, som udførselen af kniplinger eller modevarer til samme værdi ville repræsentere.
     Går vi videre i vor undersøgelse, ser vi alle vegne, at det ikke er rigtigt, at lav arbejdsløn er til gavn for produktionen. Hvis det virkelig var tilfældet, hvordan kunne det da være, at industrien ikke udviklede sig hurtigere i den amerikanske unions slavestater end i dens frie stater? Hvordan kan det være, at Mexico, hvor de livegnes arbejde kan fås for 4-6 dollars om måneden, ikke underbyder vor dyrere arbejdskrafts frembringelser? Hvordan kan det da være, at Kina, Indien og Japan ikke oversvømmer verden med deres billige arbejdskrafts frembringelser? Hvordan kan det være, at England, hvor arbejdet betales bedre end på fastlandet, går i spidsen for hele Europa med hensyn til handel og fabriksvirksomhed? Sandheden er den, at lav arbejdsløn ikke er ensbetydende med lave produktionsudgifter, men lige det modsatte. Den almengyldige og indlysende sandhed er den, at det land, der giver højest arbejdsløn, kan producere med størst økonomi, fordi arbejderne dér har den største intelligens, den største arbejdslyst og den største arbejdsdygtighed, og fordi det er dér, opfindelser og opdagelser snarest gøres og hurtigst tages i brug. De store opfindelser og opdagelser, som så umådeligt har øget den menneskelige arbejdskrafts produktionsevne stammer allesammen fra de lande, hvor arbejdslønnen var forholdsvis høj.
     At lav arbejdsløn er ensbetydende med arbejde af ringere art, kan ses alle vegne, hvor man vender blikket hen. Der skal et halvt dusin bengalske tømmermænd til for at udføre et arbejde, som een amerikansk tømrer kan udføre. Amerikanere, der bosætter sig i Kina, kan holde tjenere for næsten ingenting, men de må have så mange af dem, at folkeholdet alligevel koster lige så meget dér som i De Forenede Stater; og dog er de mange kinesere, som gør tjeneste ved husligt arbejde i Californien, og som dér får en løn, de ikke ville have drømt om i Kina, virkelig dygtige arbejdere. Gå til High Bridge, og du vil se en stor maskine, som passes af nogle få mænd, og som med flere tusinde hestes kraft pumper en hel lille flod op til New Yorks vandforsyning; gå til Nilen, og du kan se ægyptiske fellaher hejse vand op med spande og trædehjul. I Mexico, hvor en mands arbejde regnes til 4-5 dollars om måneden, er sølvertsen i hundreder af år båret på menneskeryg op ad simple stiger til jordens overflade; men da sølvminedriften begyndte i Nevada, hvor man ikke kunne få arbejdere for mindre end 5-6 dollars om dagen, tog man dampkraften i sin tjeneste. I Rusland, hvor arbejdslønnen er meget lav, skæres sæden endnu med segl og tærskes med plejl; men i vore vestlige stater bliver sæden høstet, tærsket og fyldt i sække på maskine.
     Hvis det var rigtigt, at samme arbejdsmængde altid giver samme resultater, da måtte billig arbejdskraft være ensbetydende med billig produktion, men det er øjensynlig urigtigt. Den menneskelige muskelkraft er vistnok omtrent den samme overalt, og når arbejdslønnen bare er tilstrækkelig til, at legemet kan holdes sundt, kan den dårligt lønnede arbejder måske virke med lige så stor fysisk kraft som den højt lønnede. Men selvom menneskelig muskelkraft er nødvendig til al produktion, er den dog ikke den første og største kraft i produktionen; det er derimod den menneskelige intelligens. En slægt af intelligente dværge med muskler, der ikke var stærkere end græshoppens, ville frembringe meget mere end en slægt af tanketomme kæmper med muskler lige så stærke som elefantens. Nu er det imidlertid således, at intelligensen ændrer sig med levefoden, og levefoden ændrer sig med arbejdslønnen. Alle vegne, hvor mennesker er fordømte til fattige, hårde og utrygge livskår, vil de med hensyn til sjæleevner synke nedad imod dyrenes standpunkt. Alle vegne, hvor menneskene lever under bedre kår, vil de evner, som hæver dem op over dyrene og giver dem magt til at beherske og undertvinge den ydre natur, udfolde sig. Og deri ligger det, at arbejdets ydeevne er størst dér, hvor arbejderne har det bedste udkomme og mest fritid – dvs. dér, hvor arbejdslønnen er højest.
     Hvorledes skal vi da med disse tydelige kendsgerninger for øje forklare os den udbredte tro, at lande med lav arbejdsløn har et industrielt fortrin fremfor lande med høj arbejdsløn? Den kan ikke tilskrives beskyttelseslærdommene. Folk nærer ikke denne tro, fordi de er beskyttelsesmænd, men de bliver beskyttelsesmænd, fordi de har denne tro. Og det lader til, at såkaldte frihandelsmænd holder lige så fast ved denne tro som protektionisterne, ja, når lejlighed gives, prædiker den lige så energisk som de. Herom vidner visse frihandelsøkonomers spådomme om, at hvis det lykkedes fagforeningerne at hæve arbejdslønnen og afkorte arbejdstiden, ville England miste sin evne til at sælge varer til andre lande, og herom vidner også de indvendinger af lignende art, som såkaldte frihandelsmænd her i De Forenede Stater gør imod arbejdernes bestræbelser for at forbedre deres kår.
     Sandheden er, at den opfattelse, at lav arbejdsløn giver et land fortrin i henseende til produktion, er en skødesløs slutning, der drages ud fra den dagligdags kendsgerning, at det er fordelagtigt for den enkelte producent at kunne skaffe sig billig arbejdskraft.
     Det er sandt, at en enkelt producent vinder fordel, når han kan tvinge sine arbejderes løn ned under den almindelige jævnhøjde, eller når han kan indføre arbejdere, som vil arbejde for mindre end gangbar løn, medens den arbejdsgiver, som vedblivende betaler højere løn end andre arbejdsgivere, inden ret længe vil blive udkonkurreret. Men deraf følger ikke, at det land, hvori arbejdslønnen er lav, kan underbyde det land, hvori den er høj; for selvom arbejdets ydeevne vel kan variere noget med de lønninger, der i de enkelte tilfælde betales, afhænger den dog i langt højere grad af det almindelige jævnmål for velvære og intelligens og af de sædvaner og arbejdsmåder, som deraf danner sig. Når en enkelt arbejdsgiver forstår at skaffe sig arbejdskraft for en lavere betaling end den, der er almindelig på stedet, da bestemmes den arbejdsydelse, han modtager, alligevel i det væsentlige af den almindelige arbejdsstandard; men et land, hvori arbejdslønnen er lav, har ikke en tilsvarende fordel overfor andre lande, fordi arbejdets ydeevne dér almindeligvis også vil være lav.
     Den påstand, at der kan drives industri i større omfang dér, hvor arbejdslønnen er lav, end dér, hvor den er høj – en anden udtryksform for den samme vildfarelse – har tydeligvis sit udspring i en begrebsforvirring. I Californiens tidligere dage blev det f.eks. ofte sagt, at en sænkning af arbejdslønnen ville være til stor gavn for landet, eftersom lavere arbejdsløn ville sætte kapitalisterne i stand til at udnytte de mindre gode guldkvartslejer, som det med den forhåndenværende høje arbejdsløn ikke kunne betale sig at gøre noget ved. Men det er indlysende, at en nedsættelse af arbejdslønnen alene ikke ville have medført nogen drift af de fattigere miner, da nedsættelsen jo ikke ville øge den mængde arbejdskraft og kapital, der stod til rådighed til minedrift, og den arbejdskraft og kapital, der stod til rådighed, ville stadig blive anvendt til driften af de rigere miner fremfor til driften af de fattigere. Man kunne imidlertid have tænkt, at virkningerne måtte gå i retning af at øge kapitalens udbytte og altså lokke mere kapital hertil. Men et øjebliks eftertanke vil vise os, at en nedsættelse af arbejdslønnen ikke ville øge kapitalens udbytte. Den ville øge mineejernes udbytte, og guldlejerne ville stige i pris. Hvor ikke forbedrede metoder eller forandringer i produktionens værdi er medvirkende, vil lavere arbejdsløn og drift af fattigere miner naturligvis følges ad. Men dette har ikke sin grund i, at den lavere arbejdsløn fremkalder driften af de fattigere miner; det er lige omvendt. Efterhånden som de rigere naturkilder tages i besiddelse, og produktionen tvinges til at give sig i lag med de naturkilder, som giver mindre udbytte for det samme arbejde, falder arbejdslønnen. Kapitalen vinder imidlertid ikke noget; og under forhold som de sidstnævnte ser vi ikke rentefoden stige. Gevinsten tilfalder dem, som har beslaglagt naturens rigdomskilder, og det er jordværdien, der stiger.
     Den umiddelbare virkning af en almindelig nedsættelse af arbejdslønnen i et land ville kun være den, at formuefordelingen ændredes. Arbejdernes part ville blive formindsket, en større del tilfalde dem, som nyder af de frembragte frugter uden at bidrage til deres frembringelse. Nogle forandringer i udførsel og indførsel ville rimeligvis finde sted, fordi efterspørgselen ville ændres. De arbejdende klasser måtte indskrænke deres luksusforbrug. Andre klasser ville måske bruge dyrere fødemidler og købe flere kostbare luksusvarer. Men bortset fra sådanne ændringer ville den udenrigske handel ikke påvirkes. I det store og hele ville landet hverken kunne sælge eller købe mere end før. Og inden ret lang tid ville den uundgåelige virkning af arbejdets nedværdigelse ved lønsænkningen begynde at gøre sig gældende ved en forringet produktionsevne, og både udførsel og indførsel ville aftage.
     På tilsvarende måde ville den umiddelbare virkning af en almindelig forhøjelse af arbejdslønnen i et land kun være den, at en større del af det samlede udbytte tilfaldt arbejderklasserne. Resultatet ville blive en større efterspørgsel efter billige luksusvarer og en mindre efterspørgsel efter de dyrere. Men frembringelsesevnen ville ikke på nogen måde blive ringere. Der ville ikke blive mindre at udføre end før, og man ville heller ikke have ringere evne til at købe indførselsvarer. Tværtimod, nogle indenfor de ørkesløse klasser ville finde deres indtægter så stærkt formindskede, at de måtte give sig til at arbejde og derved øge produktionen, samtidig med at produktionsevnen ville øges, så snart en forhøjelse af arbejdslønnen begyndte at øve sin virkning på folkets sædvaner og arbejdsmetoder.

     Vi har set, at lav arbejdsløn ikke er ensbetydende med lav produktionspris, og at høj arbejdsløn i et land netop er fordelagtig i industriel henseende i virkeligheden. Dermed er den påstand afvist, at høj arbejdsløn nødvendiggør beskyttelse. Men det kan være umagen værd også at undersøge det andet argument: at et land med ringe naturlige fortrin ikke kan producere under fri konkurrence med andre lande, som har større naturlige fortrin. For medens man sommetider fortæller os, at et land trænger til beskyttelse på grund af sine gode naturlige forhold, der bør udvikles, fortæller man os til andre tider, at beskyttelse er nødvendig på grund af sparsom befolkning, mangel på kapital, maskineri eller menneskelig snilde, eller på grund af høje skatter eller høj rentefod eller andre forhold, som kan antages at rumme virkelige ulemper.
     Men uden hensyn til, om de påståede fortrin eller mangler er virkelige eller ej, imødegår man alle disse særskilte forsvar for toldbeskyttelsen ved at påvise – hvad der kan påvises – at hvorledes et lands naturlige fortrin og mangler end stiller sig kan det dog altid øge sin velstand ved handel med udlandet.
     Tænker vi os to lande, som hver for sig af en eller anden grund er afgjort uheldigt stillet i henseende til en eller anden produktionsgren, som det andet har afgjort gunstige betingelser for, da er det indlysende, at et frit varebytte imellem dem vil være gensidig gavnligt, idet hvert af landene derved sættes i stand til at afhjælpe sine egne mangler, ganske som i den gamle historie den blinde og den halte hjalp hinanden. Et sådant tilfælde svarer til det, at to mænd, af hvilke hver især har større dygtighed i visse ting end den anden, kan udrette meget mere ved at arbejde i fællesskab, idet hver især da giver sig af med det, som han er bedst egnet til.
     Men lad os tænke os to lande, af hvilke det ene har større fortrin end det andet i alle de produktionsgrene, som de begge har betingelser for. Hvis nu handelen imellem dem var fri, ville da det ene få hele udførselen og det andet hele indførselen? Nej, dette ville selvfølgelig være ugørligt. Ville al handel da være umulig? Nej, vist ikke. Handelen imellem landene ville vedblivende drives til gensidig nytte. Folket i det land, som var heldigst stillet, ville fra det mindre heldigt stillede land indføre de varer, for hvis vedkommende forskellen var mindst, og ville til gengæld udføre de varer, for hvis vedkommende forskellen var størst. Ved dette varebytte ville begge folkene vinde. Folket i det land, der havde de tarveligste betingelser, ville derved vinde en del af det andet lands fortrin, og folket i det land, der havde de bedste betingelser, ville også vinde derved, da det jo ved at slippe fri for at frembringe de ting, som det havde vanskeligst ved at frembringe, kunne samle sin kraft på frembringelsen af de ting, som det havde de bedste betingelser for. Dette tilfælde ville svare til et sådant, hvor der er samarbejde mellem to arbejdere, som er ulige dygtige i alle dele af deres håndtering, eller mellem en faglært arbejder og en ukyndig hjælper. Om end arbejderen ville kunne udføre hver enkelt del af arbejdet på kortere tid end hjælperen, ville der dog være visse dele af arbejdet, ved hvilke hans overlegenhed ville betyde mindre end ved andre; og da han ved at overlade disse dele til hjælperen, selv kunne ofre mere tid på de dele, ved hvilke hans overlegne dygtighed kom bedst til sin ret, ville der også i dette tilfælde være gensidig fordel ved samarbejdet.
     Således giver da hverken naturlige fortrin eller mangler nogen grund til at lægge bånd på handelen. Handel er altid til fordel for begge de handlende parter. Ellers ville den gå i stå af sig selv.
     Og således ser vi her på ny det uholdbare i beskyttelsesmændenes påstand om, at hvis det ikke kræver mere arbejde at frembringe en ting i vort eget land end andetsteds, vil vi intet tabe ved at udelukke det udenlandske produkt, selvom vi skal betale en højere pris for det indenlandske. Udvekslingen af arbejdsprodukter afhænger af uligheden i forholdsvise produktionsomkostninger. Varer kan med fordel sendes til steder, hvor fremstillingen koster mindre arbejde, såfremt der er en endnu større forskel i fremstillingsomkostninger med hensyn til andre ting, som det heldigst stillede land ønsker sig. Således kunne te, som undertiden nævnes som en frembringelse, der ved hjælp af en høj toldsats med fordel kunne dyrkes i De Forenede Stater, utvivlsomt produceres billigere her end i Kina, da vi ved forsendelsen til havnene, ved indpakningen osv. kunne bruge billigere fremgangsmåder end de kinesiske. Men der er andre virksomheder, såsom sølvminedrift, petroleumsraffinering, urfabrikation, i hvilke vor overlegenhed over kineserne er langt større, end den kunne blive i tedyrkning. Ved at frembringe sølv, renset petroleum og ure og derpå direkte eller indirekte ombytte disse ting med kinesisk te opnår vi derfor, trods den lange transport, at få mere te for det samme arbejde, end vi ville kunne få ved at avle teen selv.
     Læg mærke til, hvorledes dette princip, at udvekslingen af varer bestemmes af de forholdsvise og ikke af de absolutte produktionsomkostninger, gør det af med den påstand, at beskyttelsestold er nødvendig på grund af den indenrigske beskatning. Det er naturligvis sandt, at en særlig skat på en eller anden industrigren bringer denne i en ugunstig stilling, hvis ikke en tilsvarende indførselstold lægges på produkter af tilsvarende art, men dette gælder ikke med hensyn til den almindelige beskatning, der falder ligeligt på al virksomhed. Da en sådan beskatning ikke ændrer de forskellige industriers forholdsvise fordelagtighed, ville det at beskytte nogen enkelt industri imod fremmed konkurrence af hensyn til en sådan almindelig beskatning, simpelthen være at give dem, som har interesse i denne industri, lejlighed til at frigøre sig for deres del af en almen byrde.
     En af de amerikanske beskyttelsesmænds yndede påstande – især i tidligere tid – er denne, at frihandel er god for rige lande, men farlig for fattige lande, at den sætter et land med en bedre udviklet industri i stand til at hindre industriens udvikling i andre lande og at gøre disse til sine skattelande. Men det grundforhold, der, som vi har set, fremkalder og regulerer den internationale byttehandel, medfører, at ethvert land, som lægger bånd på sin udenrigske handel, fordi dets egne produktionsvilkår er mindre gode, kun opnår at hindre den forbedring af vilkårene, som handel med udlandet ville medføre. Frihandel er frivillig handel. Den bliver ikke til noget, medmindre den er til fordel for begge parter. Og med hensyn til det indbyrdes forhold imellem parterne, da er frihandel til større fordel for det fattige og uudviklede land end for det rige og veludviklede. At få handel i gang imellem Robinson Crusoe og den øvrige verden ville være til fordel for begge parter; men forholdsvis ville fordelen være meget større for Robinson end for den øvrige verden.
     Der er visse amerikanske beskyttelsesmænd, som vel indrømmer, at frihandel i og for sig er god, men som hævder, at vi alligevel ikke med tryghed kan indføre den, før alle andre nationer har indført den, eller før alle andre nationer er nået op på højde med os i civilisation, eller, som man undertiden udtrykker det, førend tusindårsriget er kommet, og menneskene er hørt op med at kæmpe for deres egne interesser som stående i modstrid med andres interesser. I dette ligger forklaringen på, at de engelske protektionister nu kalder sig »fair-traders« (lige for lige handelens mænd). De har opgivet at benægte, at frihandel er et virkeligt gode, men de hævder, at så længe andre lande holder på beskyttelsestolden, må Storbritannien i selvforsvar gøre det samme, i det mindste over for de lande, som ikke tillader britiske produkter at blive indført frit.
     Den vildfarelse, der ligger til grund for de fleste af disse undskyldninger for toldbeskyttelsen, er den samme som den, vi har drøftet i det foregående kapitel, nemlig den, at et land med lav arbejdsløn kan underbyde et land med høj arbejdsløn; men deri er også indblandet den opfattelse, som de engelske »fair-traders« gør brug af, den opfattelse, at toldens ophævelse ikke er til fordel for vedkommende folk selv, men for andre landes beboere, der således får fri adgang til dets markeder. »Er ikke den kendsgerning, at britiske fabrikanter gerne vil have os til at ophæve vore toldskatter, et bevis for, at vi bør holde på dem?« spørger amerikanske beskyttelsesmænd. »Er det ikke en selvmorderisk politik at give fremmede fri adgang til vore markeder, medens de nægter os adgang til deres?« råber de britiske lige-for-lige-mænd.
     Alle disse forestillinger er kun forskellige former af den vildfarelse, at udførsel er fordelagtigere for et land end indførsel; men så udbredte og så indflydelsesrige er de, at det kan være rigtigt at ofre nogle ord på dem. Den direkte virkning af en toldtarif er den, at der lægges bånd på folket i det land, som pålægger sig tolden. Kun ved at gøre indgreb i sine egne borgeres frihed til at handle opnås det at indskrænke udlændinges frihed til at handle. Udlændingenes frihed til at handle begrænses kun med hensyn til vedkommende land, medens landets egne indbyggere hæmmes i deres handel med hele verden. Da handel medfører gensidig gevinst, er det jo klart, at enhver indskrænkning, som hindrer den ene part i at handle, også i nogen måde må skade den anden part. Men den skade, som en beskyttelsestold kan påføre andre lande, er kun spredte ringe i sammenligning med den skade, den påfører selve det folk, der indfører tolden.
     Lad os tage et eksempel: den told, vi så længe har haft på jern for at hindre vort folk i at handle sig til britisk jern, har utvivlsomt formindsket vor handel med Storbritannien. Men virkningen deraf har været til langt større skade for De Forenede Stater end for Storbritannien. Medens den har formindsket vor handelsomsætning som helhed, har den kun formindsket Storbritanniens omsætning med os. Hvad Storbritannien har tabt ved denne forringelse i sin handel med os, har det i fuldt mål vundet igen ved den deraf følgende udvidelse af handel med andre lande. For tolden på jern og jernmalm og hele det system, som den er en del af, har medført en sådan fordyrelse af den amerikanske produktion, at størstedelen af verdensfragtfarten, i hvilken vi var Storbritanniens betydeligste konkurrent, er kommet i hænderne på dette land, og at handelen med Sydamerika og andre lande, som vi ellers ville have haft den største del af, også er faldet i Storbritanniens hænder.
     At et land lægger bånd på sine egne borgeres frihed til at handle, fordi andre lande gør ligeså over for sine borgere, er en politik af den slags, der »bider næsen af sig selv for at ærgre ansigtet«. Andre nationer kan vistnok skade os ved at pålægge toldskatter, som virker i retning af at gøre deres egne borgere fattige; for det er i vor interesse som verdensborgere, at alle andre verdensborgere er velstillede. Men ingen anden nation kan skade os så meget, som vi kan skade os selv, hvis vi for at øve gengældelse pålægger vore egne borgere lignende toldbyrder.
     Sæt at en landmand, som har en forædlet stamme af kartofler, får at vide, at en af hans naboer har hvede af en fortrinlig sort, der giver mange flere fold end den, han selv hidtil har dyrket. Det ville da være naturligt, at han gik til naboen og foreslog, at de skulle bytte læggekartofler og såhvede. Og sæt så, at naboen nok ville sælge hvede, men ikke købe kartofler. Ville landmanden da ikke være en tåbe, om han sagde: »Når du ikke vil købe mine udmærkede kartofler, så vil jeg heller ikke købe din fortræffelige hvede.«
     Eller lad os tænke os, at seks mennesker levede adskilte fra hele den øvrige menneskeslægt, således stillede og således beskæftigede, at hensynet til alles tarv stadig tilskyndede dem til at bytte produkter med hinanden. Og sæt så, at fem af disse seks var hildede i en eller anden overtro, som fik dem til at brænde halvdelen af, hvad de modtog i bytte, inden de bar den anden halvdel hjem! Dette ville indirekte være til skade for den sjette mand, fordi hans fem naboer, ved således at formindske deres egen formue, ville formindske deres evne til at drive byttehandel med ham. Men ville han gavne sig selv, om han sagde: »Da disse tåber endelig vil brænde halvdelen af alt det, de får i bytte, så må jeg, for at forsvare mig, følge deres eksempel!« Alting i denne verden, i hvilken vi i nogle få år har vor tilværelse, er indrettet således, at ingen kan gøre enten godt eller ondt for sig selv alene. Ingen kan hæve sig over sine omgivelser og sige: »Hvad andre gør, kommer ikke mig ved,« og heller ingen kan sige: »Hvad jeg gør, kommer ikke andre ved.« Ikke desto mindre ligger det i forholdenes natur, at den, som gør ondt, selv lider mest skade derved. Og de, som siger, at et folk bør føre en politik, der i sin grund er slet, fordi andre nationer bærer sig sådan ad, er som de, der siger: »Lyv, fordi andre er falske, vær doven, fordi andre er dovne, kast vrag på kundskab, fordi andre er uvidende!«
 

     Engelske beskyttelsesmænd kæmpede, i det mindste i det 19. århundrede, for at beskytte landbruget, og ophævelsen af korntolden i 1846 blev deres Waterloo. Også på fastlandet holder man for, at det især er landbruget, der trænger til beskyttelse, og særlig har man gjort meget for at beskytte det tyske svin, endog så meget, at dets amerikanske medbejler helt er blevet udelukket. Men i De Forenede Stater har yndlingsargumentet for toldbeskyttelsen været dette, at den er nødvendig for at grundfæste industrien.
     Naturligvis har den amerikanske beskyttelse ikke alene omfattet industrien; heller ikke har man næret nogen betænkelighed ved at pålægge told, som fordyrede råvarerne og derved virkede alt andet end opmuntrende for vor fabriksvirksomhed. I den kamp, som beskyttelsessystemet har givet anledning til, har enhver interesse, som på nogen måde kunne beskyttes, og som var mægtig nok til at gøre sig gældende i kompromispolitik, sikret sig en større eller mindre andel i beskyttelsen – afpasset efter det stemmetal, den rådede over. Således har uld, hvis frembringelse er noget af det mest primitive, ja endog går forud for agerdyrkning, været beskyttet ved høje toldsatser, selvom visse sorter af udenlandsk uld er uundværlige for de amerikanske uldvarefabrikanter, som ved disse toldsatser er blevet uheldigt stillede i konkurrencen med udenlandske fabrikanter. Således har jernmalm været beskyttet, til trods for at amerikanske stålfabrikanter skal bruge udenlandsk malm til at blande med den amerikanske malm og derfor må indføre den, selv om tolden er høj. Således har salt været beskyttet, selvom det er en af de første livsfornødenheder og bruges i stor mængde til sådanne vigtige gøremål som nedsaltning af kød og fisk. Således har tømmer og træ været beskyttet til trods for dets store betydning som råvare og til trods for advarsler fra alle dem, der har forstået, hvad følgerne ville blive af den hurtige rydning af vore naturlige skovstrækninger. Således har kul været beskyttet, selvom billigt brændsel er af den allerstørste vigtighed for vor industri. Og således videre hele vejen igennem.
     Beskyttelse af denne art er direkte hæmmende for industrien. Og den er ikke fremmende for nogen som helst produktion, eftersom den ikke tjener til at gøre nogen sådan mere lønnende, men bare forhøjer prisen på den jord eller de miner, hvorfra råvarerne udvindes. 
     Men trods alt forsvares beskyttelsen dog stadig som en nødvendighed for fabriksvirksomheden, og dennes trivsel i De Forenede Stater siges at være et resultat af beskyttelsen.
     Så længe og så højlydt er dette blevet tudet os i ørerne, at mange af vort folk virkelig tror, at hvis der ingen beskyttelse var, ville der heller ikke nu være nogen fabriksdrift af betydning i De Forenede Stater og avl af landbrugsprodukter til udførsel til Europa være den eneste næringsvej, vi kunne drive.
     Og dog skulle ingen fornuftige mennesker kunne være blinde for, at fabriksvirksomhed gror op uden beskyttelse. Og at vor beskyttelsestold hæmmer og skader industrien kan afgørende bevises, både ud fra almene grundsætninger og ud fra almindelige kendsgerninger.
     Men lad mig først henlede opmærksomheden på en tankeforvirring, som giver den opfattelse, at fabriksvirksomhed bør »opmuntres«, et skin af tilforladelighed. Fabriksvirksomhed vokser op, efterhånden som folkemængden øges og kapitalen ophobes, og under naturlige erhvervsforhold udvikles den bedst i lande med tæt befolkning og opsparet kapital. Idet man ser denne samhørighed, kan man let tage fejl og antage det for årsag, som i virkeligheden er virkning, så man tror, at fabriksvirksomhed bringer øget befolkning og øget rigdom. Derfor har vi her i USA lige fra den tid, da vi blev en nation, og til den dag i dag stadig måttet høre denne lektie:
     Fabrikslande er altid rige lande. Lande, som kun frembringer råstoffer, er altid fattige. Derfor: dersom vi ønsker at blive rige, må vi have fabriksvirksomhed; og for at få fabriksvirksomhed må vi opmuntre den.
     Mange synes, at denne argumentation er udmærket (især da de skatter, der tjener til »opmuntringen« af de beskyttede industrier, tages på en sådan måde, at man ikke mærker det). Men jeg kunne lave en lige så god argumentation over for indbyggerne i den lille by Jamaica, i hvis nærhed jeg for tiden bor, til støtte for offentlige tilskud til et teater. Jeg kunne sige til dem:
     »Alle store byer har teatre, og jo flere teatre en by har, desto større er den. Se på New York! Den har flere teatre end nogen anden by i Amerika, og den er følgelig den største by i Amerika. Se jer om i hele landet: hvor som helst man finder store, veludstyrede teatre, vil man også finde store, velstående byer, hvorimod byer uden teatre er små. Er det noget under, at Jamaica er så lille og vokser så langsomt, når den slet ingen teatre har? Folk holder ikke af at bosætte sig på et sted, hvor de ikke en gang imellem kan komme i teatret. Hvis I ønsker, at Jamaica skal blomstre, må I gøre skridt til at bygge et smukt teater, som vil drage en stor mængde mennesker hertil.«
     Jeg kunne dernæst, efter vore mest habile politikeres forbillede, ved hjælp af »statistikken« påvise, hvorledes opførelsen af nye teatre alle vegne blev efterfulgt af en tilvækst i folkemængde og formue. Og jeg kunne tage historien til hjælp: pege på, at man i Babylon ingen teatre havde – og hvad blev ikke dens skæbne! Medens Rom, hvor man ofrede uhyre summer på teatret, blev verdens herskerinde. Og jeg kunne slutte med at citere Byron:
     »Når Colosseum falder, falder Rom,
     Og styrter Rom, går verden og i grus.«
     Ville en sådan argumentation ikke i det mindste være lige så logisk som de argumenter, der har fået det amerikanske folk til at beskatte sig selv for at kunne opmuntre fabriksvirksomheden?
     Tager man et ur, en dampmaskine, et stykke tøj eller et hvilket som helst industriprodukt og eftersporer de veje, ad hvilke råmaterialet er blevet bragt fra naturtilstanden og til den færdige form, vil man se, at enhver art af fabriksvirksomhed nødvendigvis forudsætter mange andre industrielle virksomheder. At en fabriksvirksomhed frit kan gøre brug af andre industrigrenes frembringelser, er en af de første betingelser for, at den kan drives med held. Næppe mindre vigtigt er det, at der er beslægtede industrier, som bidrager til at spare materiale og skaffe betjening eller at sælge og udbrede produkterne. Dette er grunden til, at indviklede industrielle virksomheder til en vis grad har tilbøjelighed til at samle sig, så man kan finde, at en enkelt egn uden nogen påviselig begrundelse i jordbund, råstoffrembringelse eller folkeejendommelighed bliver navnkundig for en særegen fabriksvirksomhed.
     Men sammen med denne tilbøjelighed til samling på samme sted er der også en tilbøjelighed til at fremavle nye industrier i passende orden alle vegne, hvor folkemængden øges. Denne tilbøjelighed skyldes ikke alene de omkostninger, der er forbundet med vareforsendelser, men også den individuelle efterspørgsel. Hvis jeg f.eks. ønsker at lade en båd bygge, vil det være meget nemmere og mere tilfredsstillende for mig at lade den bygge dér, hvor jeg kan tale med bådebyggeren og holde øje med arbejdet; jeg lader helst en bog trykke dér, hvor jeg nemt kan komme til at læse korrektur. Og mere endnu: det industrielle slægtskab, som gør, at tilværelsen af visse industrier støtter den økonomi, hvormed andre industrier kan drives, lader den ene industri berede vejen for andre.
     Industriens vækst er således efter sin natur en udvikling, som går hånd i hånd med folkemængdens tiltagen og samfundets fremskridt, idet de enklere industriformer kommer først og danner grundlaget for de mere fuldendte.
     Årsagen til, at nybyggerlande ikke driver fabriksvirksomhed, er den, at de kan skaffe sig fabriksvarer billigere end ved selv at fremstille dem. Ligesom farmeren, selv om han måske har ask og valnøddetræ voksende ved sin gård, finder det billigere at købe en vogn end at prøve på selv at lave en, således vil det i et nyt og sparsomt befolket land hyppigt koste mindre arbejde at skaffe sig varer langvejs fra end at fremstille dem selv, om end alle naturlige betingelser for deres fremstilling er til stede. Betingelserne for at kunne drive en fordelagtig fabriksvirksomhed er ikke naturbetingelser alene. Af endnu større vigtighed er tilstedeværelsen af hjælpeindustrier og en stærk efterspørgsel. Fabriksdrift er masseproduktion. Hvis ethvert lille samfund selv skulle fremstille de små mængder af alle de forskellige ting, det har brug for, måtte det ske ved ufuldkomne og uøkonomiske fremgangsmåder. Men dersom handel muliggør storproduktion, bliver den samme arbejdskraft langt mere effektiv, og alle de forskellige behov kan langt bedre tilfredsstilles.
     De vildes primitive arbejdsmåder skyldes ikke så meget uvidenhed som isolation. Ved hjælp af en bøsse og ammunition kan en mand nedlægge mere vildt end ved hjælp af bue og pile. Men en mand, som selv skulle lave sine våben af naturens råvarer, ville næppe i løbet af en hel menneskealder kunne lave sig en bøsse, selv om han forstod sig på bøssemageriet. Medmindre der er en stor mængde mennesker, som skal forsynes med bøsser og ammunition, så de kan fremstilles med den økonomi, som kommer med massefremstillingen, er buer og pile og ikke ildvåben de mest praktiske jagtredskaber. Vi smiler ad de vilde, som med glæde giver mange prægtige skind for en kniv eller en kobberkedel. Hos os er sådanne ting af ringe værdi, fordi de laves i store mængder; men hvis de skulle laves i små mængder, som de vilde måtte gøre, da ville den dertil anvendte arbejdskraft langt overstige den, der var nødvendig for at skaffe skindene. Selv om de vilde mennesker havde fuldkommen kendskab til den civiliserede industris teknik, ville de – isolerede, som de er – dog være tvunget til at anvende de primitive fremgangsmåder. Den store overvægt, som civiliserede mennesker har over de vilde, når de bosætter sig iblandt dem, ligger i besiddelsen af redskaber og våben, som er fremstillet under de samfundsforhold, hvorunder det alene er muligt at fremstille dem. Hvis de første amerikanske nybyggere havde været ude af stand til at skaffe de varer, som de havde brug for, fra Europa og således drage nytte af den højere udviklede europæiske industri, ville de snart være blevet nødt til at ty til barbariske redskaber og våben. Og det samme ville have fundet sted i enhver nybygd dengang, da vort folk vandrede vestpå, hvis de havde været afskåret fra østen.
     I nye lande er det de grundlæggende eller udvindende industrier, dvs. dem, der fra naturen fremskaffer fødemidler og råstoffer, der giver forholdsvis størst udbytte. Årsagen dertil er den, at der til disse grundlæggende industrier ikke kræves så kostbare redskaber eller så mange industriers medvirken, og masseproduktion er heller ikke så nødvendig.
     Efterhånden som folkemængden tiltager, opstår lidt efter lidt de vilkår, som passer til de noget højere udviklede industriformer, og sådanne vil da blive grundlagt. De, for hvilke de naturlige betingelser er særligt gunstige, og de, hvis produkter stærkest efterspørges og mindst kan tåle at forsendes, kommer først. I et land med gode skove vil således træindustrien opstå tidligere end andre produktionsgrene. Fremstilling af mursten vil gå forud for fremstilling af porcelæn. Masker vil blive fremstillet tidligere end kikkertlinser og grove klædevarer tidligere end de fine.
     Men selvom vi i al almindelighed kan påpege de betingelser, som er bestemmende for industriens naturlige udviklingsgang, er dog disse betingelser så mangfoldige og deres gensidige virkninger så sammenfiltrede, at ingen med nøjagtighed kan forudsige, hvorledes denne naturlige udviklingsgang vil føje sig i et givet samfund, eller oplyse, hvornår det bliver mere fordelagtigt at fabrikere en ting end at indføre den. Lovgivningsmagtens indgriben vil derfor sikkert vise sig at være til skade, og forholdenes udvikling bør fuldstændigt overlades til den individuelle foretagsomheds frie spil ligesom livsfunktionerne i menneskelegemet. Hvis tiden er moden til grundlæggelse af en industri, er det ikke nødvendigt at lægge bånd på indførselen for at fremhjælpe denne. Hvis tiden ikke er kommet, kan sådanne bånd kun tjene til at lede arbejdet og kapitalen bort fra de virksomheder, som giver størst udbytte, og således formindske den samlede formuefrembringelse og hæmme industriens harmoniske udvikling. Det er muligt, at beskyttelse for en enkelt eller nogle få industrigrene undertiden kan fremme disses vækst; men når der uden forskel ydes beskyttelse til alle de industrier, der i det hele taget kan beskyttes, således som tilfældet er i De Forenede Stater (og således som tilbøjeligheden uundgåeligt er alle vegne), så må resultatet blive, at ikke alene den almindelige industrielle udvikling, men endog udviklingen af selve de industrier, for hvis skyld man stærkest forsvarer beskyttelsen, hæmmes, idet de produkter, som de skal bruge, fordyres, og de industrigrene, med hvilke de er sammenflettede, undertrykkes.
     At antage, som beskyttelsesmændene gør, at det nødvendigvis må være god økonomi at bringe producent og forbruger nær til hinanden , er det samme som at antage, at tingene lige så godt kan frembringes på det ene sted som det andet, og at vanskelighederne ved varebyttet alene må måles efter afstanden. Sandheden er, at varer ofte kan fremstilles så meget nemmere på det ene sted end på det andet, at det kræver mindre anvendelse af arbejdskraft at transportere dem hundreder af mil end at producere dem på stedet.
     Hermed vil jeg dog ikke have nægtet, at der er megen unødvendig transport ved handelen, som den drives i dag, og at producent og forbruger i mange tilfælde er fjernede fra hinanden på urimelig måde. Beskyttelsesmændene har ret, når de omtaler den masseudførsel af vor frugtbare jords frembringelser, som i en mægtig strøm af brødstoffer og kødvarer går over Atlanterhavet, som forbryderisk ubetænksomhed, og lige-for-lige-handelsmændene har ret, når de beklager det spild, som finder sted, idet England masseindfører fødevarer, samtidig med at dets marker går ud af kultur. Begge har de ret, når de siger, at en rigtig husholdning med naturens kræfter ville bringe fabrikken og farmen nærmere sammen. Men de har uret, når de tilskriver handelsfriheden disse onder, eller når de mener, at lægemidlet derfor ligger i beskyttelsen. At told er ude af stand til at afhjælpe disse onder, fremgår af den kendsgerning, at denne udtømmende udførsel går sin gang trods vor høje beskyttelsestold, og at den indenlandske handel fremviser akkurat de samme træk. Alle vegne, hvor den moderne civilisation når hen, og hurtigst dér, hvor dens indflydelse stærkest føles, hober folkemasserne og rigdommene sig sammen i vældige byer, og en kraftspildende varestrøm går fra land til by. Men denne ulykkesvangre tendens er ikke naturlig og udspringer ikke af for megen frihed; den er unaturlig og udspringer af tvang. Den kan tydeligt spores tilbage til monopolerne, af hvilke enerådigheden over naturens hjælpekilder er det første og vigtigste. Kort sagt, det romerske jordejendomssystem, som i vor moderne civilisation er trådt i stedet for vore keltiske og teutoniske fædres, er nu ved at øve de samme virkninger, som det øvede i den romerske verden: overfyldning af centrene og forarmelse af yderkanterne. Medens London og New York vokser stærkere, end Rom nogensinde voksede, går engelsk jord ud af kultur ligesom i sin tid Latiums marker, og i Iowa og Dakota driver vi nu den samme rovdrift, som i sin tid forarmede de afrikanske provinser. Den samme sygdom, som bragte den gamle civilisation i forrådnelse, viser sine symptomer i den nye. Denne sygdom kan ikke helbredes ved »beskyttelse«.

Fortsættes Beskyttelsen og producenterne