Beskyttelsens afskaffelse ville være som en røvers bortjagelse. Men det vil ikke hjælpe nogen mand stort, om een røver jages bort, når en anden, endnu stærkere og mere rovlysten, bliver tilbage og plyndrer.
     Arbejdet kan lignes ved en mand, som, idet han bærer frugten af sit arbejde hjem, bliver overfaldet af en række røvere. En afkræver ham så meget, en anden så meget; men sidst i rækken står der én, som kræver alt, hvad der bliver tilovers, undtagen netop så meget, at det lige bliver muligt for offeret at opholde livet og gå på arbejde igen den næste dag. Så længe denne røver er der, nytter det ikke manden noget, at alle de andre røvere jages bort.
     Sådan er arbejdets stilling nu over hele den civiliserede verden, og den røver som tager alt, hvad der bliver tilovers, er den private jordejendomsret. Forbedringer, er de end aldrig så store, og reformer, er de end i sig selv aldrig så nyttige, vil ikke kunne hjælpe den klasse af mennesker, som har mistet al ret til at bruge naturens elementer og ikke ejer andet end deres arbejdskraft, der i sig selv er lige så unyttig som et sejl uden vind eller en pumpe uden vand.
     Jeg har lignet arbejdet ved en mand, som overfaldes af en række røvere, fordi der i ethvert land er andre ting end den private jordejendomsret, der formindsker nationalvelstanden og leder den rigdom, der tilhører arbejdet, over i hænderne på folk, som selv intet frembringer. I den retning virker monopoler, beskyttelsestold, dårlige finans- og pengesystemer, fordærvet statsstyre, statsgæld, stående hære, krige og krigsforberedelser. Men sådanne misforhold, af hvilke nogle er mere iøjnefaldende i eet land, andre i et andet, kan ikke tilstrækkeligt forklare den arbejdets forarmelse, som vi finder alle vegne. De er de mindre røvere; at jage dem bort er bare at overlade så meget mere til den store.
     Hvis den altovervejende årsag til arbejdets forarmelse blev fjernet, ville reformer i hver af disse retninger forbedre arbejdets kår; men så længe den eksisterer, kan ingen reform føre til nogen varig forandring. Statsgæld kunne afskaffes, stående hære opløses, krig og krigsfrygt glemmes, beskyttelsen bringes ud af verden, statsstyret ledes med den største hæderlighed og økonomi og alle monopoler undtagen jordmonopolet ophæves – altsammen uden at medføre nogen varig bedring i arbejderklassens kår. Så længe arbejdernes kapløb om at få arbejde stadig virker i retning af at nedsætte arbejdslønnen til det mindst mulige, kan den almindelige arbejder ikke opnå mere end det allernødvendigste til livets ophold. Så længe denne tendens varer ved – og den må vare ved, så længe den private jordejendomsret vedvarer –, kan ingen forbedring af massernes personlige egenskaber, ingen fremgang i dygtighed, afholdenhed eller sparsommelighed forbedre deres økonomiske stilling. Forbedring af sådan art kan kun gavne den enkelte; så snart sådanne personlige forbedringer bliver almindelige, kan virkningen kun blive den, at konkurrencen tvinger lønnen ned til et lavere punkt. I samfund, hvor kun få kan læse og skrive, giver disse færdigheder en særfordel og hæver den enkelte, som er i besiddelse af dem, op over de almindelige arbejderes niveau og lønhøjde. Men i samfund, hvor alle kan læse og skrive, kan den blotte besiddelse af disse færdigheder ikke frelse de almindelige arbejdere fra at tvinges ned til lavmålet.
     Jeg siger ikke, at reformer, der øger massernes intelligens eller forbedrer deres livsvaner, er unyttige i kampen for bedre kår. Spredning af åndsdannelse har tilbøjelighed til at gøre menneskene utilfredse med et fattigmandsliv midt i velstanden, og jo mindre drikfældighed der findes, desto bedre vil arbejderne kunne rejse sig imod en sådan livslod. Folkeskoler og afholdsforeninger baner således vejen for revolutionen. Men de kan aldrig afhjælpe fattigdommen, så længe jorden bliver ved at være privateje.
     Dette ligger i tingenes natur, har sin oprindelse i menneskets forhold til omverdenen. Jorden er klodens overflade – er den lufthavets bund, som vi ifølge vor legemsbygning er bundne til; den er vort eneste mulige virkested og forrådskammer. Uden jord kan mennesket ikke engang få nytte af solens lys og varme. Og hvad nu end menneskets inderste væsen er – dets legemlige skabning er dog kun en foranderlig stofform, en forbigående bevægelsesform, der stadig udgår fra naturens forrådskammer og stadig vender tilbage til det igen. Mennesket i sit forhold til jorden er som gasflammen i forhold til gassen, hvoraf den næres.
     Lad derfor andre forhold være, som de være vil – den mand, der, for så vidt han i det hele taget skal leve og arbejde, må leve og arbejde på anden mands jord, er nødvendigvis en slave eller et fattiglem.
     Der er to slags slaveri – det, som Fredag underkastede sig, da han satte Robinsons fod på sit hoved, og det, som Will Atkins og hans fæller søgte at grundlægge, da de gjorde krav på ejendomsret til øen. Den ene metode, som består i at gøre mennesket til ejendom, tyr man kun til, når folkemængden er for spredt til, at den anden metode kan praktiseres, den, som består i at gøre jorden til ejendom.
     For så længe befolkningen er tynd, og der er overflod af ledig jord, kan arbejderne slippe fri for at tilkøbe sig retten til at bruge jorden, eller dog få jord for næsten intet. For at kunne skaffe sig slaver, dvs. folk, som må arbejde for andre, uden at andre til gengæld arbejder for dem, er det derfor nødvendigt, at man enten gør sig til herre over deres liv og lemmer eller tyr til stavnsbånd eller livegenskab, som er en kunstig foregriben af den magt, der med den tættere befolkning af sig selv falder i jordejerens hænder. Men efterhånden som befolkningen bliver tættere og jorden mere og mere optaget, ville ikke-jordejendes kapløb om at få jord at bruge medføre, at det ikke længere er nødvendigt at gøre sig til herre over deres liv og lemmer eller binde dem til et jordegods for at få dem til at arbejde uden vederlag. De vil selv komme og tigge om lov til at yde deres arbejde på de vilkår, man byder en slave: en plet at leve på og så meget af deres eget arbejdes frugt, at de lige kan opretholde livet.
     For ejeren er denne slags trældom langt den mest bekvemme. Han har intet bryderi som med slaver, intet besvær med at piske dem for at få dem til at arbejde eller jage dem med blodhund, når de er løbet væk. Han har intet at gøre med at påse, at de bliver plejet i sygdomstilfælde eller understøttet i alderdommen.
     Han kan lade dem bo i usle hytter og arbejde hårdere end nogen blot nogenlunde skikkelig slaveejer kunne, og har intet vrøvl med den offentlige mening. Kort sagt: når samfundet når det udviklingstrin, hvor der opstår en skrap konkurrence om brugen af jord, yder ejeretten til jord mere fordel med mindre risiko og bryderi end ejeretten til mennesker. Selv om vore love tillod det, ville det være dumt af en engelsk hertug eller greve at komme herover og slutte kontrakt om levering af ti tusind amerikanske småbørn i håb om, at han, når de engang blev arbejdsdygtige, ville kunne tjene godt på dem. For ved at købe eller indhegne en million acres land, som ikke kan løbe bort og ikke trænger til føde, klæder og opdragelse, vil han i løbet af 20-30 år kunne se ti tusind fuldvoksne amerikanere stå villige til at give ham halvparten af alt, hvad deres arbejde kan frembringe på hans jord, for at få lov til at underholde sig selv og familien af den anden halvdel. Dette giver ham et større udbytte, end han ville kunne få af lige så mange slaver. Og efterhånden som tiden går, og der bliver flere og flere amerikanske borgere, vil ejeretten til denne jord sætte ham i stand til at få flere af dem til at arbejde for sig, og på ringere vilkår. Hans jordspekulation er lige så fuldt en spekulation i mennesker, som om han havde købt børn og sluttet kontrakt om børn, der endnu ikke var født. For hvis der ikke mere fødtes børn eller opvoksede mennesker i Amerika, ville hans jord blive værdiløs. Fordelen ved at sætte penge i jord hidrører ikke fra jordens vækst eller dens tiltagende ydeevne, men fra folkemængdens vækst.
     Jorden har i sig selv ingen værdi. Værdi skabes ved menneskeligt arbejde. Det er først, når ejendomsretten til jord bliver ensbetydende med ejendomsret til mennesker, at den får værdi. Og hvor jorden har spekulationsværdi, er det på grund af forventningen om, at samfundets vækst engang i fremtiden vil give dens ejermand ejendomsret til arbejdere.
     Det er sandt, at alle ting, som har værdi, sætter deres ejer i stand til at skaffe sig arbejdskraft eller arbejdsprodukter. Men når det gælder ting, som selv er arbejdsprodukter, må der en byttehandel til – dvs. en ydelse af arbejdsprodukter til en vis værdi som vederlag for arbejde eller arbejdsprodukter af samme værdi. Men jorden er ikke noget arbejdsprodukt; den var til før mennesket; og når derfor ejendomsret til jord skaffer ejeren rådighed over arbejde eller arbejdsprodukter, ser dette vistnok ud som et bytte, men er i virkeligheden en beslaglæggelse. Hvad ejendomsretten til værdifuld jord giver, er magt til at skaffe sig tjeneste uden at yde gentjeneste, en magt som den, de mennesker ville have, der kunne aftvinge andre betaling for brugen af havet, luften eller sollyset.
     Værdien af ting som korn, kvæg og skibe er en bytteværdi, som afhænger af fremstillingsomkostningerne, og som derfor har tilbøjelighed til at blive stadig mindre, efterhånden som samfundets fremskridt formindsker den arbejdsmængde, der er nødvendig til deres frembringelse. Men jordværdien er en tilegnelsesværdi, som afhænger af det beløb, der kan tilegnes, og som derfor har tilbøjelighed til at vokse, efterhånden som samfundets fremskridt øger produktionen. Opfindelser og opdagelser, som øger arbejdets frembringelsesevne, formindsker værdien af de ting, som frembringes ved arbejde, men øger jordværdien. Hvor jorden fuldstændig er gået over i privateje, kan derfor ingen stigning i formuefrembringelsen, ingen økonomi i formuens forbrug give arbejderen mere end slavens løn. Selv om rigdom regnede ned fra himmelen eller vældede op af jordens dybder, kunne den ikke gøre arbejderen rigere. Den kunne kun øge jordværdien.
     Vi har ikke nødig blot at tænke os til dette. I Vest-Pennsylvania har man fornylig opdaget, at man ved boringer i jorden kan få brændbar gas til at strømme op – som en fri naturens gave af en ting, som hidtil kun har kunnet frembringes ved arbejde. Dette, at man ved simpel boring kan opnå det samme, som man før kun kunne opnå ved minedrift og gasværksdrift, skulle direkte og naturligt virke i retning af at øge arbejdets værdi og bedre arbejdernes kår. Men da jorden i Pennsylvania behandles som privatejendom, udebliver denne virkning. Virkningen bliver i første række en berigelse af de jordejere, gennem hvis jord boringerne må føres, de ejere, der som lovlige herrer over alt, hvad der findes både oven over og neden under deres jordlod, kan kræve en skat for brugen af naturens gave. Dernæst har de kapitalister, som har overtaget forretningen med at lede gassen gennem rør til Pittsburg og andre byer, dannet en sammenslutning i lighed med Standard Oil Company, hvorved de regulerer salget af den naturlige gas og således kan skaffe sig stor profit ud over det sædvanlige vederlag for kapitaludbytte. Der er imidlertid endnu en rest af fordel tilbage, idet det nye brændsel er så meget lettere at bruge og giver så meget jævnere varme, at ejerne af glas- og jernværkerne i Pittsburg finder det mere økonomisk end det gamle brændsel, selv om det er lige så dyrt. Men de vil ikke længe kunne beholde denne fordel. Hvis den viser sig varig, vil andre glasmagere eller jernproducenter snart strømme til Pittsburg for at få del i den, og enden bliver, at værdien af byens byggegrunde stiger så stærkt, at hele fordelen til sidst tilfalder jordejerne. 
     På samme måde går det til, at jernbanerne ved at gøre transporten billigere kun gør jordens og ikke arbejdets værdi større. Når fragten nedsættes, er det jordejerne og ikke arbejderne, som høster fordelen. Og således er det med alle forbedringer, af hvad art nævnes kan. De Forenede Staters regering har spillet den gavmilde beskytters rolle over for byen Washington. Følgen er blevet, at byggegrundenes værdi er steget. Hvis regeringen fandt på at forsyne enhver familie i Washington med frit lys og frit brændsel, ville byggegrundenes værdi stige endnu mere, og ejerne af byens »faste ejendom« ville til sidst stikke hele gaven i lommen.
     Grundfaktorerne i produktionen er jord og arbejde. Kapitalen er deres produkt, og kapitalisten er kun en mellemmand mellem jordejeren og arbejderen. Derfor går de arbejdere, som tror, at det er kapitalen, som er arbejdets underkuer, forkert i byen. Meget af det, der på overfladen ser ud som udnyttelse fra kapitalens side, er i virkeligheden resultatet af den hjælpeløshed, som arbejdet er nedsænket i ved at være berøvet enhver ret til at udnytte jorden. Men det står ikke i kapitalens magt at tvinge mennesker, der kan skaffe sig fri adgang til naturen, til at sælge deres arbejde for sulteløn. Og i hvert fald er det således, at selv når det lykkes kapitalistiske monopoler at tilegne sig noget af arbejdets fortjeneste, så er de dog kun mindre røvere, som tager det, jordejeren ellers ville tage.
     Om samfundsordningen er enkel eller indviklet, om mellemmændene mellem jordejerne og arbejderne er få eller mange, så må der – hvor som helst den brugelige jord fuldtud er taget i besiddelse som ubetinget privatejendom – findes en klasse, som aldrig kan vente at tjene mere end det usleste levebrød for det hårdeste slid, og til tider ikke engang det.
     Vi finder denne klasse i det vestlige Irland og i Høj-Skotland under primitive forhold, og vi finder den endnu mere kuet og nedværdiget i de store, engelske byer under moderne forhold. Til trods for den mægtige tilvækst i produktionsevnen har vi set den udvikle sig i De Forenede Stater netop i samme forhold, som vor jord er blevet beslaglagt. Og hvorledes skulle det kunne være anderledes? Forholdet mellem mennesket og den planet, det bor på, er jo det mest fundamentale af alt.

     »Kom med mig!« sagde Richard Cobden, da John Bright sønderknust kom fra sin unge hustrus grav. »Overalt i England er der kvinder og børn, som er ved at dø af sult – sult, som lovene skaber. Kom med mig, og vi vil ikke hvile, før vi har afskaffet disse love!«
     I denne ånd var det, frihandelsbevægelsen voksede sig levende og stærk og skabte en ildhu, som ingen blot og bar skattereform kunne have skabt. Og trods det, at beskyttelsen i Storbritannien herskede i ly af indskrænket og ensidig stemmeret og aristokratiske forrettigheder, blev den dog væltet over ende.
     Og dog – der er fremdeles nød i Storbritannien, og kvinder og børn dør endnu af sult.
     Men det er ikke frihandelens skyld. Da beskyttelsen var blevet afskaffet, havde frihandelen kun vundet et udenværk. At kvinder og børn endnu dør sultedød i Storbritannien, kommer af, at reformatorerne standsede på halvvejen. Frihandel er endnu ikke blevet prøvet i Storbritannien. Frihandel i sin hele fylde ville virkelig afskaffe sult og nød.
     Dette vil vi nu kunne se.
     Vi har set, at alle fremskridt i længden vil være betydningsløse, at voksende produktionsevne kun vil øge den tribut, som jordens ejermænd kan fordre. Ja, at selv den størst tænkelige formueforøgelse kun ville skærpe de fænomener, som vi kender så godt under navn af »overproduktion« – kun kunne nedsænke arbejderklassen i universel fattigdom.
     Ønsker vi virkelig, at beskyttelsens afskaffelse eller andre reformer skal blive til gavn for arbejderklassen, må vi derfor afskaffe uligheden i den lovhjemlede ret til jorden og genindsætte alle mennesker i deres lige ret til den fælles arv.
     Hvorledes kan dette gøres?
     Lad os et øjeblik nøje overveje, hvad det er, der nødvendigvis må gøres, for her er det, forvirring opstår. At sikre hver især af folket i et land hans ligelige ret til dette lands jord vil ikke sige det samme som at sikre hver især et lige stort stykke af jorden. Kun i et yderst primitivt samfund, hvor befolkningen var spredt, hvor arbejdets deling kun var lidt fremskreden, og hvor familiegrupper levede og arbejdede i fællesskab, ville en deling af jorden i nogenlunde lige store stykker i det hele taget være mulig. Under samfundsforhold som dem, der findes i nutidens civiliserede lande, ville det være fuldstændig umuligt at foretage en ligelig udstykning af jorden. Heller ikke ville det være nok at foretage en sådan deling en gang for alle. Med den første deling ville vanskeligheden kun begynde. Hvor folkemængden tager til, og dens knudepunkter stadig skifter, hvor forskellige virksomheder gør forskellig brug af jorden, hvor forbedringer, opdagelser og opfindelser stadig medfører nye brugsmåder og tilsvarende værdiændringer, ville en udstykning, der i dag var ligelig, snart blive ganske urimelig.
     Men at udstykke jorden om igen hvert år eller at behandle jorden som en fælled, hvor ingen kunne gøre krav på udelukkende brugsret til noget særligt stykke, ville kun være muligt, hvor menneskene boede i flyttelige telte og ikke lavede nogen varige forbedringer, og ville afgjort hindre så at sige ethvert fremskridt. Ingen ville så, bygge eller plante, så længe ingen varig brugsret var ham sikret. En sådan kan intet samfund undvære.
     Dette punkt drages stadig frem af dem, som afviser enhver kritik af vor nuværende jordretsordning. De søger at forplumre spørgsmålet ved stadig at behandle ethvert forslag om at sikre alle lige ret til jorden, som om det gjaldt en ligelig deling af jorden, og søger at forsvare den private jordejendomsret ved at fremholde nødvendigheden af at forbedreren sikres en tryg besiddelse af jorden.
     Men de to ting er væsensforskellige.
     Det er ikke nødvendigt at gøre jorden til enkeltmands privatejendom for at sikre brugerne den tryghed i besiddelsen af deres forbedringer, som er nødvendig for at tilskynde menneskene til at udføre forbedringer. Tværtimod viser det sig i ethvert land, hvor den private jordendomsjeret eksisterer, at den netop udsætter dem, der forbedrer jorden, for udbytning af værste art.
     Følgende simple grundsætninger er begge selvindlysende:
     1) Alle har lige ret til at bruge og nyde, hvad naturen yder.
     2) Ethvert menneske har eneret til alt, hvad han ved sit eget arbejde har frembragt.
     Der er ingen indbyrdes modstrid mellem disse grundsætninger. Tværtimod. Skal vi fuldt ud kunne sikre den enkelte ejendomsret til hans eget arbejdes frugt, må vi behandle naturens grundemner som fælleseje. Hvis nogen kunne hævde at sollyset var hans ejendom, og kunne tvinge mig til at yde betaling for solkraftens vækstgivende virkning i den sæd, jeg havde sået, ville det nødvendigvis beskære min ejendomsret til mit arbejdes frugt.
     Hvor kompliceret den industrielle ordning end måtte være, og hvor højt udviklet civilisationen end er, vil der ingen virkelige vanskeligheder være ved at føre disse grundsætninger ud i livet. Alt, hvad vi har at gøre, er at behandle jorden som hele folkets fælles ejendom, ligesom en jernbane behandles som de mange aktionærers fælles ejendom, eller som et skib behandles som flere parthaveres fælles ejendom.
     Med andre ord: vi kan lade den jord, der nu er i brug, blive i de nuværende brugeres besiddelse og lade den jord, der nu ligger ubrugt, tage i besiddelse af dem, som ønsker at gøre brug af den, alt på det vilkår, at enhver, som således bliver indehaver af jord, skal svare samfundet en forholdsmæssig afgift for den udelukkende ret, han derved nyder ved at samfundet overlader ham en vis del af fællesejendommen til udelukkende brug. Ved denne »grundskylds« fastsættelse skal der selvfølgelig kun regnes med den nøgne jords værdi, ikke medregnes nogen bygning eller anden forbedring, som jordbrugerne måtte have bekostet. På den måde ville alle blive stillet på lige fod med hensyn til at bruge og nyde de naturens rigdomskilder, som tydeligvis er vor fælles arv. Og den værdi, som knytter sig til selve jorden på grund af samfundets vækst, ville tilfalde samfundet og kunne bruges til alles fælles bedste.
     Ved således at gøre det, som hidtil har været grund- og godsejeres privateje, til samfundseje, ville jordværdien blive samfundets andelseje. Som allerede Herbert Spencer rigtig har indset, kan jorden alligevel indhegnes, dyrkes og bebygges i fuldkommen sikkerhed og med lige frihed for alle.
     Det påstås ganske vist sommetider, at medens dette system åbenbart er retfærdigt, og vistnok let kunne bringes til anvendelse i et nybyggersamfund, ville det være overordentlig vanskeligt at gennemføre i et allerede ordnet samfund, hvor jorden på forhånd var udstykket som privatejendom, idet man jo derved ville fremkalde en brat omvæltning af den allervoldsomste slags.
     Reformen kræver dog ingen utålelig omvæltning. Der er en jævn og lempelig vej åben for os, en vej, der vil føre os så langt frem, at resten kun bliver et let trin. Dette virkelig at gøre jorden til hele folkets fælleseje og at inddrage jordrenten kan ske langt simplere og lettere end ved formelt at overtage jordejendomsretten og derefter at udleje jorden i lodder. Det kan ske uden at etablere et mægtigt regeringsmaskineri, som en sådan fremgangsmåde ville nødvendiggøre, uden unødvendigt at gøre brud på nuværende sædvaner.
     I ethvert udviklet samfund kræves store pengesummer til fælles formål, summer, som stiger med samfundets vækst, ikke alene ligefrem, men også forholdsvis, idet nemlig det sociale fremskridt har tilbøjelighed til stadig at overdrage samfundet flere af de hverv, som på lavere udviklingstrin udføres af enkeltmand. Disse penge må folket på en eller anden måde tilvejebringe. Men medens folk nu ikke er vant til at betale for den jord, de bruger og besidder, kender de godt til at svare skat. Nogle af disse skatter hviler på virksomheder, forretninger eller personer, nogle på varer (toldskatterne) og endelig nogle, i alt fald i De Forenede Stater, på »fast ejendom«, dvs. på jordværdien og forbedringsværdien tilsammen.
     Den del af skatten på fast ejendom, som er pålignet jorden uden hensyn til forbedringerne, er efter sin natur ikke en skat, men en grundskyld – en inddragning til samfundets fælles brug af noget af den indtægt, som med rette tilhører samfundet.
     Nu er det jo klart, at når det gælder at inddrage hele den indtægt, som hidrører fra jorden, til samfundets brug, så har vi kun nødig at afskaffe alle de nuværende skatter, den ene efter den anden, og øge grundskylden, indtil den så nær som muligt når den fulde årlige lejeværdi af selve jorden.
     Så snart dette endemål er nået, vil jordens salgsværdi være aldeles forsvundet, og dens brugsværdi tilfalde samfundet, hel og uafkortet. Men indtil dette punkt er nået, kan grundskyld opkræves i voksende mål ved simpelthen at øge den afgift, som allerede nu udskrives, lignet på jordens salgsværdi uden hensyn til forbedringer. Denne jordens salgsværdi kan både lettere og nøjagtigere konstateres end nogen anden værdi.
     Med hensyn til en fuld udredning af de virkninger, som en sådan ændring af statens indtægtskilder ville medføre, må jeg henvise læseren til de værker, i hvilke jeg har behandlet denne side af spørgsmålet med større udførlighed. I kortfattet fremstilling deler de sig i tre:
     For det første ville alle de skatter som nu falder på arbejds- og kapitalanvendelse, blive afskaffet. Ingen ville blive beskattet fordi han byggede et hus, forbedrede en landejendom, åbnede en mine, hjembragte varer fra fremmede lande eller på nogen måde øgede nationalformuen. Enhver ville have frihed til at skabe og opspare formue, til uhindret at købe, sælge eller bortgive. Alle de skatter, som forhøjer priserne, idet varerne går fra hånd til hånd, og som til syvende og sidst falder på forbrugeren, ville forsvinde. Bygninger på jorden ville være lige så sikker ejendom som nu og kunne købes og sælges som nu, kun at ejeren naturligvis måtte udrede den grundskyld, som tilkom samfundet. Huse og den grund, de var bygget på, ville også kunne lejes ud ligesom nu. Men lejeren ville slippe med en mindre lejeafgift end den, han nu betaler, idet de skatter, som nu hviler på bygninger og forbedringer, til syvende og sidst altid går med ind i lejen. Og så var lejeren oven i købet fri for at betale alle de skatter, han nu må udrede. Hvad han måtte komme til at betale som afgift af jorden, ville i stedet for som nu at tilfalde jordejeren og berige ham, tilflyde et fond, som lejeren ville være medejer af i lighed med alle andre.
     For det andet ville der skabes et stort og stadigt voksende fond til samfundets fælles brug, uden i dette øjemed at beskatte arbejdsudbytte eller kapital – et fond, som i velordnede samfund ikke alene ville være tilstrækkeligt til at dække alt det, som nu regnes for at være nødvendige statsudgifter, men ville give et stort overskud, som kunne anvendes til almennyttige formål.
     For det tredje – det vigtigste af alt – ville jordmonopolet blive afskaffet, og adgangen til jorden ville blive åben og blive holdt åben for alle dem, som ville bruge den, da det jo ikke ville lønne sig for nogen at ligge inde med jord uden at gøre fuld brug af den, og både fristelsen og magten til at spekulere i naturens rigdomskilder ville forsvinde. Jordens spekulationsværdi ville tilintetgøres i samme øjeblik, som man forstod, at skatten ville stige i samme forhold som værdien steg, hvad enten jorden udnyttedes eller ej, og ingen ville da have interesse af at ligge inde med jord, som han ikke brugte. Så længe der endnu var ubrugt jord tilbage, kunne enhver, som ønskede at bruge den, få den, ikke alene uden at betale nogen købesum for den, men også uden at svare nogen grundskyld. Intet ville blive krævet for brugen af jord, før besiddelsen gav brugeren et vist udbytte udover vederlaget for det arbejde og den kapital, han anvendte derpå. Og uanset hvor meget folkemængdens vækst og samfundets udvikling øgede jordværdien, ville denne øgning komme hele samfundet til gode, idet den ville tilflyde det fællesfond, som fattig og rig havde lige stor andel i.
     Grundårsagen til den nuværende økonomiske ulighed ville på denne måde være fjernet, og der ville blive gjort ende på den ensidige konkurrence, som nu berøver de mennesker, der ikke ejer andet end deres arbejdsevne, den fremadskridende civilisations goder, og tvinger arbejdslønnen ned til det mindst mulige, hvor meget end velstanden stiger. Når arbejderne havde fri adgang til naturen, ville de være i stand til at skaffe sig selvstændig beskæftigelse, og når konkurrencen virkede lige så fuldt og frit imellem arbejdsgiverne som imellem arbejderne, ville den bringe arbejdslønnen op til dens virkelig naturlige højde – arbejdsproduktets fulde værdi.
     Lad os nu vende tilbage til toldspørgsmålet.
     Den blotte afskaffelse af beskyttelsen – det bare at sætte finanstold i stedet for beskyttelsestold – er en så haltende og spagfærdig virkeliggørelse af frihandelens idé, at den slet ikke fortjener at kaldes frihandel.
     Den sande frihandel kræver ikke alene, at beskyttelsen afskaffes, men at al told afskaffes – at alle hæmmende bånd på et lands indførsel og udførsel fjernes (alene med undtagelse af dem, som pålægges for den offentlige sundheds og morals skyld).
     Men frihandel kan fornuftigvis ikke standse ved toldbodernes afskaffelse. Den gælder lige så vel handel i hjemlandet som handel med udlandet, og efter sin sande mening kræver den afskaffelse af alle indre skatter, som hviler på køb, salg og transport, på enhver forretning eller næringsdrift (naturligvis med undtagelse af de tilfælde, hvor skattens formål er samfundets sikkerhed og sundhed).
     Indførelsen af sand frihandel forudsætter således afskaffelse af al indirekte beskatning af enhver art.
     Men dette er ikke alt. Den samme grund, som gør, at vi ikke bør lægge skat på nogen, fordi han øger landets formue ved at indføre varer i landet, gør derfor også, at vi ikke bør lægge skat på nogen, fordi han øger landets formue ved i selve landet at frembringe værdifulde ting. Frihandelstanken kræver altså, at vi ikke alene afløser alle indirekte skatter, som falder på ting, der er frembragt ved arbejde; den kræver, kort sagt, at vi giver produktionens naturlige drivkraft – besiddelsen og nydelsen af de producerede ting – frit spillerum ved ikke at lægge nogen som helst skat på frembringelse, opsparing eller besiddelse af værdier, af arbejdets frugt i enhver skikkelse.
     Den eneste vej af nogen betydning, ad hvilken det kan forsvares at tilvejebringe offentlige indtægter, er da grundskylden.
     Grundskyld må ikke forveksles med skatter, som lignes på jorden i forhold til størrelse eller areal, og som falder ens på al jord og derfor til syvende og sidst falder på produktionen. Grundskyld falder ikke på al jord, men kun på værdifuld jord og altid kun i forhold til dens værdi. Den hæmmer derfor ikke i mindste måde arbejdet, og den består kun i, at det offentlige inddrager en del af (eller hele) den præmie, som ejeren af værdifuld jord kan afkræve arbejdet for dens brug. Med andre ord: grundskylden vil (hvad alle socialøkonomer da også erkender) falde på jordejeren og kan ikke på nogen måde af ham væltes over på jordbrugeren. Jordejeren kan lige så lidt tvinge dem, som han sælger eller udlejer sin jord til, til at svare en skat, der lægges på jordens værdi, som han kan tvinge dem til at betale en prioritet, der hviler på den.
     Grundskylden er tilmed (i sammenligning med alle mulige skatter) den i enhver henseende mest fuldkomne statsindtægtskilde. Da jord ikke kan skjules eller bortføres, kan grundskyld pålignes sikrere og opkræves lettere og billigere end nogen anden skat, og den hæmmer ikke i ringeste måde produktionen, da den jo nemlig i realiteten ingen skat er, men kun en inddragning af samfundsskabte værdier. For det, som giver jorden værdi, er ikke hvad den enkelte ejer eller bruger gør. Den værdi, han skaber, er en værdi, som knytter sig til forbedringerne og kan ikke retmæssig beskattes. Men den værdi, som knytter sig til selve jorden, er en værdi, som hidrører fra samfundets vækst, og som vokser i samme forhold som samfundet. Den tilhører derfor med rette samfundet og kan tages lige til den sidste øre, uden at sporen til produktion i mindste måde sløves.
     Gennemførelse af frihandelstanken så vidt, at alle produktionshæmmende skatter afløses, kan da kun ske ved at indføre grundskyld, altså netop ved den samme foranstaltning, som er nødvendig for at hævde fællesretten til jorden og stille alle borgere på lige fod med hinanden.
     Når grundskylden øges så stærkt, at den inddrager hele den samfundsskabte jordværdi, vil den fulde frihandels mål være nået.
     Fri handel er det samme som fri produktion. For fuldstændigt at frigøre produktionen er det nødvendigt at fjerne alle skatter og alle andre hæmmende bånd på den. Den sande frihandel kræver, kort sagt, at produktionens aktive faktor, arbejdet, skal have fri adgang til produktionens passive faktor, jorden. For at opnå dette må ethvert jordmonopol afskaffes, og alles lige ret til brugen af naturens grundemner hævdes, ved at jorden behandles som en fælles ejendom, hvis værdi kommer hele folket til gode.
     Således fører frihandelen os da til den samme simple forholdsregel, som vi har set er nødvendig for at udfri arbejdet af dets trældom og give den retfærdighed i formuefordelingen, som vil gøre enhver forbedring eller reform til en fordel for alle samfundsklasser.
     Den delvise reform, som med urette kaldes frihandel og som kun består i den blotte afløsning af beskyttelsen, kan ikke hjælpe arbejderklasserne, fordi den ikke rører ved grundårsagerne til den uretfærdige og ulige fordeling, der »gør arbejde til en usælgelig vare og befolkning til en landeplage« midt i en sådan overflod af velstand, at vi taler om overproduktion. Den sande frihandel medfører derimod ikke alene den største produktion, men også den retfærdigste fordeling af formuen; kun ved den kan de store opdagelser og opfindelser, som menneskeånden nu råder over, forvandles til midler til at løfte samfundet fra dets laveste lag. Fysiokraterne, som i det 18. århundrede første gang løftede frihandelsfanen, så dette i sin fulde klarhed. Det, de foreslog, var ikke den blotte ombytning af beskyttelsestolden og finanstolden, men en fuldstændig afskaffelse af alle skatter, både direkte og indirekte, og deres afløsning ved en afgift på jordens værdi. Det stod dem klart, at dette ikke alene betød en fjernelse af alle byrder på handel og industri, men også en fuldstændig omordning af samfundet – en generhvervelse af alle menneskers lige ret til at bruge jorden. Og fordi de indså dette, talte de om forslaget i udtryk, som, anvendt på en ren og skær skattereform, måtte synes yderst overdrevne. I henseende til betydning for menneskeslægten sammenlignede de det med hine grundlæggende opfindelser, som muliggjorde de første fremskridt i civilisation – brugen af penge og indførelsen af skrifttegn.
     Men enhver, som vil overveje rækkevidden af de goder, som menneskeslægten ville opnå ved en reform, der både fjerner alle hæmmende bånd på produktion og medfører en retfærdig formuefordeling, vil kunne indse, at hine store franskmænd ikke førte overdreven tale.
     Den sande frihandel vil frigøre arbejdet.

     Vi vil nu kunne indse, hvorfor forsvaret for frihandelen har været så haltende og så kraftesløs.
     Det er fordi frihandelstanken, hvis den gennemførtes i sin logiske konsekvens, ville tilintetgøre hin eneret til naturens rigdomme, som sætter dem, som ikke arbejder, i stand til at leve i luksus på bekostning af »de stakkels mennesker, som må arbejde« – det er af den grund, at de såkaldte frihandelsmænd ikke engang har vovet at kræve al told afskaffet, men har indsnævret frihandelstanken til kun at omfatte beskyttelsestoldens afskaffelse. Gik man længere frem, ville man møde løven – de »hævdvundne interesser«.
     I Storbritannien fandt fysiokraternes tanker en jordbund, hvori de på den tid kun kunne opnå en forkrøblet vækst. Godsejeraristokratiets magt havde kun lige begyndt at mærke den modvægt, der lå i kapitalens voksende magt, og hverken i politik eller i litteratur hørtes arbejdets røst. Adam Smith, som var den, der skulle føre tanken videre under Englands forhold, havde derfor vanskelige vilkår. Under det absolutte enevældes skygge kan der sommetider nydes større tænke- og talefrihed end i samfund, hvor magten er på mange hænder; for fyrre år siden var det vistnok ikke nær så farligt at udtale sig imod livegenskabet i Rusland som at udtale sig imod slaveriet i Syd-Carolina. – Således kunne den franske eneherskers yndlingslæge, Quesnay, i slottet i Versailles føre sine frihandelstanker ud til deres logiske endemål, enkeltskatten (Single tax), medens Adam Smith, hvis han havde været lige så radikal, næppe havde fået lejlighed til at skrive sit værk »Wealth of Nations« eller midler til at få det trykt.
     Jeg dadler ikke Adam Smith; jeg påpeger kun de omstændigheder, som har påvirket en tankes udvikling. Den opgave, Adam Smith påtog sig, – den at påvise beskyttelsestoldens urimelighed og uhensigtsmæssighed – var på hans tid og i hans omgivelser vanskelig nok, og selv om han kan have indset, hvor langt videre de grundsætninger, han forkyndte, virkelig ville række, kan klogskab dog have fået ham til at undlade at føre dem videre end han gjorde – for så vidt han var en mand, som gerne ville udrette, hvad der i hans levetid kunne udrettes.
     Hvorledes det nu end hænger sammen, så er det åbenbart fordi frihandelen virkelig har så vidtstrakte konsekvenser, at engelske »frihandelsmænd« har ladet sig nøje med »beskyttelsen«s afskaffelse, og at de ved at afkorte Quesnays motto: »Ryd vejene, og lad tingene gå deres gang!« til: »Lad tingene gå deres gang!«, har amputeret den vigtigste halvdel af frihandelen. For et eneste skridt mere – kravet om også at fjerne finanstolden – ville have ført dem ind på farlig grund. Det er ikke (således som engelske forfattere antyder for at undskylde finanstoldens bevarelse) blot dette, at man ikke kunne ty til direkte skatter, uden at det engelske folk ville vågne op og spørge, hvorfor det da vedblivende skal underholde de kongelige yndlinges efterkommere og betale renter af de umådelige summer, som tidligere slægtled har brugt til ødelæggende krige; men det er også dette, at direkte beskatning ikke ville kunne forfægtes, uden at der opstod fare for endnu vigtigere »hævdvundne interesser«. Et eneste skridt mere, og den britiske frihandelsbevægelse ville være kommet til at stå ansigt til ansigt med den afgud, som det britiske folk flere slægtled igennem er blevet oplært til at ærefrygte som selve pagtens ark: den private jordejendomsret.
     For i de britiske kongeriger (med undtagelse af Irland og de skotske højlande) er den private jordejendomsret ikke blevet indstiftet på den raske og nemme måde, som Will Atkins søgte at benytte sig af på Robinsons ø. Nej, den er kommet lidt efter lidt som et resultat af en lang række af ran og overgreb. Britisk lov kender den dag i dag kun een ejer til britisk jord: »Kronen«, dvs. det britiske folk. Teoretisk er de enkelte jordbesiddere endnu kun hvad de i virkeligheden engang var – fæstere. At de er blevet virkelige ejere, er gået til på den måde, at de afgifter og skatter, som de i sin tid måtte svare som vederlag for deres jord, efterhånden blev væltet over på den direkte beskatning, og samtidig har de øget deres jordområde ved at indhegne fællederne, omtrent på samme måde som nogle af den samme samfundsklasse i vore dage har indhegnet store strækninger af De Forenede Staters offentlige jordegods.
     Den fuldstændige afskaffelse af tolden i England måtte nødvendigvis medføre afskaffelsen af størstedelen af den indirekte beskatning, og ville derfor fremtvinge en tung direkte beskatning, som ville falde, ikke på forbrug, men på ejendom. I samme øjeblik, som dette blev nødvendigt, måtte spørgsmålet om, hvor stor en del af byrden jordejerne skulle bære, uundgåeligt blive rejst på en sådan måde, at hele spørgsmålet om jordejendomsretten derved blev rullet op. For ikke alene peger alle økonomiske overvejelser hen imod en grundskyld som den rette kilde til offentlige indkomster, men det samme gør også alle britiske traditioner. En grundskat på 20% af forpagtningsværdien står endnu nominelt ved magt i England; men da den opkræves efter en vurdering, som fandt sted i William den Tredjes regeringstid, er den i virkeligheden ikke ret meget over ½%. Jordbesiddernes modstand ville bringe spørgsmålet om den rette adkomst til jorden frem, og således måtte da enhver bevægelse, der gik så vidt som til at foreslå indførelse af direkte i stedet for indirekte beskatning, uundgåeligt ende med et krav om, at det britiske folk skulle have sin medfødte ret tilbage.
     Jeg siger ikke, at Englands såkaldte frihandelsmænd bevidst har ladet sig lede af sådanne overvejelser til at afholde sig fra dyberegående krav. Hvad jeg her skarpt fremhæver, har de vistnok i mange tilfælde kun kendt som en ubestemt følelse. Vi indsuger snarere vore sympatier, fordomme og antipatier fra de omgivelser, vi færdes i, end vi tilegner os dem gennem fornuftsslutninger. Og de mænd, som har været således stillede, at de har kunnet lede og danne den offentlige mening, har tilhørt den samfundsklasse, i hvilken den omtalte følelse var rådende – for det er den klasse, der har dannelse og tid til sin rådighed.
     I et samfund, hvor den uretfærdige formuefordeling giver arbejdets frugt til dem, som ikke arbejder, vil de klasser, som har rådighed over den almene dannelses og den offentlige menings organer, være yderst utilbøjelige til at optræde imod uretfærdigheden, af hvad art den end måtte være. Dette kan ikke være anderledes, fordi den rige og ikke-arbejdende, altså den dannede og indflydelsesrige klasse nødvendigvis må være den, der (i det mindste relativt) har fordel af den uretfærdige fordeling.
     Under samfundsforhold, hvor det er således, vil den ledende og ansete klasse måske nok finde sig i, at der kritiseres lidt i al almindelighed, men den tåler ikke, at der rettes angreb mod samfundets virkelige misforhold, de, hvorpå overklassens magt beror. På den anden side er den klasse, som lider under disse onder, netop af den grund den uvidende og indflydelsesløse klasse, den klasse, som i følelsen af sin egen ringhed er tilbøjelig til at godtage overklassens lærdomme og indsuge dens fordomme. Samtidig modtages de evnerige mænd, som opstår i underklassen og baner sig vej fremad til forgrunden, stadigt i overklassens rækker og interesseres i at tjene den; for det er denne klasse, der har belønninger at uddele. Således hænger det sammen, at den sociale uretfærdighed er så sejlivet og så vanskelig at overvinde.
     Derfor var det, at slaveriet holdtes i hævd dengang, da det herskede i vore sydlige stater. Ikke alene selve slaveejerne, men også kirkerne og universiteterne, de dannede lag og pressen gjorde deres indflydelse gældende og fordømte ethvert spørgsmål om slaveriets berettigelse. Så virkningsfuldt gjorde de det, at folk, som aldrig havde ejet og aldrig ventede at komme til at eje nogen slave, var rede til at forfølge og fordømme enhver, som talte imod ejendomsretten til kød og blod, ja endog rede til at ofre livet til forsvar for negerslaveriets bevarelse, – ja, at der endog var slaver, der hadede og afskyede den, der ville bryde deres lænker.
     Således kan det forklares, at negerslaveriet kunne holde sig urokkeligt, selvom kun en forholdsvis snæver klasse af mennesker var interesseret deri og selvom det var så uøkonomisk, at man nu næppe vil kunne finde en forhenværende slaveholder, der ville genindføre det. Ja, at institutionen beherskede den offentlige mening, så at det endog i nordstaterne var lige så foragteligt at være slaveribekæmper som at være ateist og mordbrænder.
     Indførelsen af dampkraft og arbejdsbesparende maskiner medførte i Storbritannien en sådan udvikling af fabriksvirksomheden, at fabrikanterne ikke længere havde nogen fordel af indførselstolden, at der skabtes en kapitalmagt, som var i stand til at trodse »jordinteressernes« vælde, og at arbejderne ved at samles i byerne blev til en vigtigere faktor i politikken, end de før havde været. Beskyttelsens afskaffelse i Storbritannien gennemførtes trods godsejernes modstand ved en sammenslutning af kapitalen og arbejdet, som hver for sig ville have været ude af stand til at vinde sejren. Men af de to havde kapitalen, som repræsenteredes af Manchester-fabrikanterne, en langt mere virkningsfuld og selvstændig magt end arbejdet, hvis puls bankede i »anti-kornlovs-sangene«. Kapitalen skaffede førere og pengemidler til agitationen; men da den havde nået, hvad den ville, måtte frihandelsbevægelsen vente med at komme et nyt skridt frem, indtil den ny kraft opstod, der nu som en uafhængig faktor begyndte at gøre sig gældende i den britiske politik. Ethvert fremskridt hen imod finanstoldens afskaffelse ville ikke alene have forenet bygrundejerne og minernes ejere med landbrugsjordens ejere til en samlet styrke, men ville endog have stillet selve den klasse, der var den mest virksomme i frihandelsbevægelsen, på modstandernes side. For undtagen dér, hvor kapitalisternes og jordejernes tilsyneladende interesser kommer i åbenlys og stærk modstrid mod hinanden, som tilfældet var i Storbritannien med hensyn til spørgsmålet om korntolden, vil disse to samfundsklasser nære de samme følelser. Selv i England, hvor adskillelsen imellem de tre økonomiske grupper – jordejerne, kapitalisterne og arbejderne – er tydeligere end noget andet sted, er forskellen mellem jordejere og kapitalister mere teoretisk end virkelig. Jordejeren er i almindelighed tillige kapitalist, og kapitalisten, enten i virkeligheden eller i forventningen, jordejer, eller også ved lejemål og prioriteter interesseret i jordejendommenes udbytte. Dertil kommer, at statsgæld og de derpå rundede kapitalanbringelser yderligere er et mægtigt middel til i bourgeoisiet at udsprede en bitter følelse af modvilje imod alt, hvad der kunne bringe ejendomsretten under debat.
     I De Forenede Stater har lignende forhold gjort sig gældende, om end sammenspillet har været noget anderledes. Her var det landbrugsinteresserne, der ikke kunne »beskyttes«, og det er de virksomme og mægtige fabrikantinteresser, der har stået på beskyttelsestoldens side. Og selv om »jordinteresserne« ikke har været så politisk stærke her som i Storbritannien, er dog ikke alene den jordejende klasse her langt større, men vor hurtige vækst har tilskyndet en større del af befolkningen til at spekulere i de stigende jordværdier for derved at skaffe sig magt til at lægge skat på kommende slægter. Den private jordejendomsret er således i virkeligheden endog blevet stærkere her end i Storbritannien; og da det er til dem, der er interesserede i jordejendomsretten, at beskyttelsens modstandere først og fremmest har appelleret, er det let at forstå, med hvor ringe kraft det er sket, ja, at vi næppe har noget, der kan kaldes frihandelsbevægelse. 

     Over hele den civiliserede verden, og da især i Storbritannien og De Forenede Stater, er der nu ved at opstå en magt, som vil være i stand til at føre frihandelstanken til sin fulde sejr. Men der er vanskeligheder i vejen for at samle denne magt om en sådan opgave.
     Det kræver eftertanke at indse, at mangfoldige virkninger hidrører fra en enkelt årsag, og at lægemidlet for en mangfoldighed af onder kan være at finde i en enkelt simpel reform. Ligesom menneskene i lægekunstens barndomstid var tilbøjelige til at tro, at ethvert bestemt symptom krævede et bestemt lægemiddel, således er der, når tanken begynder at sysle med sociale emner, en tilbøjelighed til at ty til en særlig kur for hvert særlige onde.
     Der er nu tilstrækkelig megen social utilfredshed og tilstrækkelig stærk længsel efter sociale reformer til at store ting kan fuldbyrdes, hvis kræfterne samler sig i een retning. Men opmærksomheden bortledes, og arbejdet splittes på reformplaner, som vel i sig selv kan være gode, men som med hensyn til det store mål, der skal nås, enten rækker for lidt eller for vidt.
     – En rejsende ligger blødende ved vejen. Han er blevet overfaldet af røvere, og de har ladet ham blive liggende, bundet og kneblet og med bind for øjnene. Skal vi blive stående i en klynge omkring ham og snakke om, hvorvidt der skal lægges et stykke hæfteplaster på hans kind eller sættes en lap på hans frakke, eller forhandle om, hvilken vej han bør slå ind på, og om hvorvidt en cykel, et køretøj eller et jernbanetog vil være mest tjenlig for ham, når han skal af sted? Skulle vi ikke hellere opsætte sådanne forhandlinger, til vi har overskåret de bånd, som manden er bundet med? Han kan jo da nok komme på benene, selv om han har fået sin kind skrabet og sin frakke revet i stykker, og kan han ikke finde en passende befordring, er han jo da i det mindste fri, så han kan gå på sine ben.
     En god del af den forhandling, der nu til dags føres om »det sociale spørgsmål«, ligner grumme meget den ovennævnte diskussion. I forhandlingen om det sociale spørgsmål fremføres der så mange slags utilstrækkelige forslag, at den simple ting, der består i at løse alle strammede bånd og gengive arbejdet dets egne evners brug, lades uænset.
     Og netop dette er dog det første, der må gøres. Er det ikke tilstrækkeligt til at råde bod på alle sociale onder og hidføre den bedst mulige samfundstilstand, vil det dog i det mindste fjerne grundårsagen til den vidt udbredte fattigdom, give alle lejlighed til at bruge deres arbejdsevne og sikre dem deres arbejdes frugt, fremskynde alle forbedringer og gøre alle andre reformer lettere at gennemføre.
     Det må ikke glemmes, at reformer og forbedringer, som i sig selv er gode, kan være aldeles ude af stand til at gøre forholdene bedre, så længe en mere dybtgående reform endnu ikke er gennemført. Det må ikke glemmes, at der ved ethvert arbejde er en vis orden, som må iagttages, hvis det skal lykkes at fuldføre noget. For et beboeligt hus er taget lige så vigtigt som væggene. Men vi kan ikke bygge et hus fra taget og nedad; vi må bygge fra grunden og opad.
     Lad os vende tilbage til manden, der var faldet blandt røvere. Det er selvfølgelig klogere af ham at gå løs på dem een efter een end at møde dem alle på een gang. Og det er den røver, som tager alt, hvad der bliver tilovers, han først bør rette sin kamp imod. For selv om det måtte lykkes ham at jage de andre røvere bort, vil det dog ikke nytte ham noget, undtagen for så vidt som det kan gøre det lettere for ham at få bugt med den røver, som tager alt, hvad de andre levner. Men ved at slå denne røver ned vil han skaffe sig øjeblikkelig lettelse, og vil bedre kunne bekæmpe de andre røvere – vil f.eks. kunne købe sig en bøsse eller leje sig en sagfører, alt efter den kampmåde, der er landets skik.
     Men den rå kraft vil ikke udrette meget, hvis den ikke ledes af virkelig indsigt.
     Det første forsøg, arbejdere gør på at bedre deres kår, består i, at de slutter sig sammen og kræver højere arbejdsløn af deres »arbejdsgivere«. Noget kan på denne måde opnås; men når alt kommer til alt er det kun lidt. For en fagforening kan kun ad kunstig vej hæmme konkurrencen inden for det pågældende fag; den kan ikke påvirke de almene vilkår, som tvinger menneskene ind i en bitter konkurrence med hinanden om adgangen til at tjene til livsopholdet. Og sådanne sammenslutninger som »Arbejdets Riddere«, der er for fagforeningerne, hvad fagforeningerne er for deres enkelte medlemmer, kan, selvom de giver større magt, ikke undgå at møde de samme vanskeligheder i deres kamp for direkte at hæve arbejdslønnen. For de kæmper imod almene tendenser. Lønkampen kan sammenlignes med en mands forsøg på at skaffe sig rum midt i en folkestimmel ved at tvinge dem tilbage, som presser på, eller med en mands forsøg på med sin blotte muskelkraft at standse en stor dampmaskine uden at lukke for dampen.
     De, som fra først af var tilbøjelige til at stole på fagforeningernes magt, er begyndt at indse dette, og begivenhedernes logik må mere og mere bringe dem til at indse det. Men følelsen af, at man for at fuldbyrde store resultater må kunne beherske almene tendenser, gør dem, der ikke nøjere undersøger årsagsforholdene, tilbøjelige til at overføre deres tillid til frivillige arbejderorganisationer eller til regeringsorganisation eller regeringsledelse i en eller anden form.
     Alle afarter af det, som man med et vagt navn kalder socialisme, erkender med større eller mindre klarhed, at folkemasserne i alle lande har fælles interesser. Hvad der end kan indvendes imod socialismen i dens mest yderliggående former, den har i det mindste den fortjeneste, at den svækker nationalfordommene og tilstræber hærenes opløsning og krigenes afskaffelse. Den står således i modstrid med protektionismens hovedgrundsætning: at de forskellige nationers interesser er indbyrdes forskellige og fjendtlige. Men på den anden side er de, som kalder sig socialister, så langt fra at være tilbøjelige til at se med uvilje på statsmagtens regulerende indgreb, at de tværtimod er tilbøjelige til at billige beskyttelsen som noget, der i denne henseende er i samklang med socialismen, og til at betragte frihandelskravet (således som de kender det) som noget, der står i pagt med den fri konkurrence, – og efter deres opfattelse er den fri konkurrence jo ensbetydende med de svages undertrykkelse.
     Lad os prøve, så godt som det i korthed lader sig gøre, at udrede forholdet imellem de slutninger, vi er kommet til, og det, som med forskellige meningsafskygninger kaldes »socialisme« .
     Socialismen som modsætning til individualismen indeholder en utvivlsom sandhed, en sandhed, som (især af frihandelsfolk) er blevet alt for lidt påagtet. Mennesket er først og fremmest et individ, en særskilt enhed, som i henseende til ønsker og evner er forskellig fra sine fæller, og som for at kunne bruge sine evner må have individuel frihed og spillerum. Men mennesket er også et socialt væsen, et samfundsvæsen med ønsker, som står i samklang med andre menneskers ønsker, og med evner, som kun kan udfolde sig i samarbejde med andre. Der er således et område for individuel handling og et område for fælles handling. Visse ting kan bedst gøres, når hver handler for sig, og visse ting bedst, når samfundet handler for alle sine medlemmer. Den fremadskridende civilisations naturlige tendens går i retning af at gøre det sociale sammenspil til det forholdsvis vigtigste og mere og mere at udvide fælleshandlingernes område. Dette er ikke blevet tilstrækkelig påagtet, og i vore dage medfører det utvivlsomt, at man til den individuelle virksomhed overlader sådanne gøremål, som på grund af samfundets vækst og udvikling er blevet naturlige samfundsopgaver – ganske som det på den anden side utvivlsomt medfører, at samfundet blander sig i noget, som med rette hører ind under den enkeltes område. Samfundet burde ikke overlade telegrafer og jernbaner til enkeltmænds drift og rådighed; men hvad har samfundet at gøre med at inddrive privat gæld eller blande sig i folks private virksomhed.
     Men medens der i socialismen er en sandhed, som individualisterne glemmer, er der en skole af socialister, som på tilsvarende måde overser den sandhed, der er i individualismen, og hvis forslag til forbedring af samfundsforholdene er en slags grænseløs socialisme. Socialismen i ordets snævre betydning – den socialisme, som vil, at staten skal opsluge kapitalen og afskaffe konkurrencen – er en reformplan, som er udtænkt af mennesker, der kun har iagttaget samfundet, hvor det var mest kompliceret og derfor ikke har kunnet se, at de love, der tydeligt gør sig gældende under enklere forhold, også gælder under de mere indviklede forhold, som følger med vidtgående arbejdsdeling og kompliceret teknik. Disse mennesker har derved forvildet sig ind i en vranglære, som er udtænkt af socialøkonomer af en stik modsat, kapitalistisk skole, socialøkonomer, som lærer, at kapitalen er arbejdets igangsætter og underholder, og som har forvirret begreberne om forskellen mellem ejendomsretten til jord og ejendomsretten til arbejdsprodukter. Den socialistiske reformplan er udtænkt af mennesker, som, selvom de oprøres ved den »ortodokse socialøkonomi«s hjerteløshed og håbløshed, alligevel selv er hildede i dens fejltagelser og tåge. Idet de forveksler »kapital« med »produktionsmidler« og tager det for givet, at det lavmål af løn, som konkurrencen tvinger arbejderne til at nøjes med, er den naturlige arbejdsløn, forsøger de at overskære en knude, som de ikke forstår at løse, ved at gøre staten til den eneste kapitalist og arbejdsgiver og at afskaffe konkurrencen.
     At ingen ville mangle beskæftigelse, og at der ingen uretfærdig fordeling ville være, når enhver fik passende beskæftigelse anvist, og al formue blev ligelig fordelt, er lige så uomtvisteligt, som at der ingen onde mennesker ville være, hvis alle var gode. Men det hjælper ikke den mand, som ikke ved, hvad vej han skal gå, at man siger til ham, at når han kommer til sin rejses mål, så er han der.
     At alle mennesker må blive gode, er det højeste af alle ønsker. Men det opnås kun ved en fjernelse af de vilkår, som frister nogle og får andre til at gøre, hvad ondt er. At enhver bør yde i forhold til sine evner og modtage i forhold til sit behov, er visselig den højeste sociale ordning, man kan tænke sig; men hvorledes kan vi håbe at opnå en sådan fuldkommenhed, så længe vi ikke har fundet en udvej til at sikre ethvert menneske lejlighed til at arbejde og til at få en rimelig løn for sit arbejde? Skal vi forsøge at være ædelmodige, før vi har lært at øve simpel retfærdighed?
     Alle planer, der går ud på at skabe lighed i menneskenes kår ved at lægge formuefordelingen i statsmagtens hænder, har den slemme fejl, at de begynder ved den gale ende. De forudsætter et pletfrit statsstyre. Men det er ikke statsstyret, der skaber samfundet; det er samfundet, der skaber statsstyret. Og før vi opnår i hvert fald nogenlunde lighed i formuefordelingen, kan vi ikke vente at få et rent statsstyre.
     Men for at opnå, at menneskene stilles på en virkelig lige fod med hinanden, så at der ikke er nogen ufrivillig arbejdsløshed, ingen »overproduktion«, ingen tendens for arbejdslønnen til at synke ned til livsfornødenhedernes lavmål, ingen uhyre formuer på den ene side og ingen hærskare af proletarer på den anden – er det ikke nødvendigt, at staten overtager alle produktionsmidlerne og gør sig til overarbejdsgiver og universalkøbmand. Det er kun naturligt, at alles lige ret til det produktionsmiddel, som er kilden til alle andre produktionsmidler, bliver hævdet. Dette ville på dobbelt vis virke til at rense statsstyret: for det første ved at bedre de samfundsforhold, som er bestemmende for statsstyrets renhed, for det andet ved at simplificere administrationen. Når dette skridt var gjort, kunne vi trygt begynde at udvide statsstyrets virksomhed på dets rette område, samarbejdets område.
     Der er i virkeligheden ingen strid imellem arbejde og kapital . Den sande strid står imellem arbejdet og monopolerne. At den rige arbejdsgiver udpiner trængende arbejdere, kan være sandt nok. Men kommer denne hans magt fra hans rigdom eller fra deres trang? Hvorledes ville det være muligt for en arbejdsgiver, om han end var aldrig så rig, at udnytte arbejdere, som selv kunne skaffe sig et godt udkomme uden at gå i hans tjeneste? Det er arbejdernes indbyrdes konkurrence om arbejdet, der sætter arbejdsgiveren i stand til at udpine sine arbejdere, ja tvinger ham endog i de fleste tilfælde til at gøre det; men denne konkurrence har sin grund i, at arbejderne er tvunget til at underbyde hverandre for at få arbejde i anden mands tjeneste. Afskaf det monopol, der formener mennesker adgang til selvstændig virksomhed, og det vil være umuligt for kapitalen al undertrykke arbejdet. Ikke i noget tilfælde ville kapitalisten kunne få arbejdskraft for mindre end det, arbejderen kunne tjene ved at arbejde for egen regning. Fjern årsagen til den uret, som frarøver arbejderen den kapital, han skaber ved sit arbejde, og den skarpe forskel mellem kapitalist og arbejder vil udviskes.
     De som ved at se, hvorledes konkurrencen tvinger mennesker ned i den yderste usselhed, er kommet ind på den tanke, at konkurrencen bør afskaffes, ligner dem, som vil forbyde brugen af ild, fordi de har set en ildebrand.
     Luften udøver 1 kilogram tryk på hver kvadratcentimeter af vort legemes overflade. Hvis dette tryk kun virkede fra een side, ville det fastnagle os til jorden og knuse os aldeles, men da det virker fra alle sider, kan vi fuldkommen frit røre os under det. Det volder os aldeles ingen ulempe, men det tjener endog så uundværlige formål, at vi uden det måtte dø.
     Således er det også med konkurrencen. Overalt, hvor der er en klasse af mennesker, som er afskåret fra al ret til det grundemne, der er nødvendigt for at kunne leve og arbejde, er konkurrencen ensidig; og efterhånden som folkemængden tager til må denne ensidige konkurrence trykke den laveste klasse ned i faktisk slaveri, ja endog sult. Men hvor alles naturlige rettigheder er sikrede, kan konkurrencen ikke skade nogen, for den virker da alsidigt – mellem arbejdsgivere som mellem arbejdere, mellem købere som mellem sælgere. Den bliver tværtimod den mest enkle, den mest vidtstrakte, den mest bøjelige og fintmærkende form for samarbejde, der kan tænkes.
     Konkurrencen spiller, kort sagt, en tilsvarende rolle i samfundsorganismen, som de ubevidste livsfunktioner spiller i vor legemlige organisme. For dens såvel som for deres vedkommende er det kun nødvendigt, at de er fri. Grænselinien for statens indgriben ligger dér, hvor den fri konkurrence ikke længere er mulig; den svarer til den linie, som i den menneskelige organisme skiller imellem de bevidste og de ubevidste livsvirksomheder. Der er en sådan grænselinie, selvom både yderliggående socialister og yderliggående individualister overser den.
     Individualisme og socialisme er i virkeligheden ikke indbyrdes modstridende, men samsvarende. Hvor det enes område ender, begynder det andets. Og selvom mottoet »lad det gå som det vil« er kommet til at stå som et løsen for en individualisme, der nærmer sig anarki, og »frihandel« og »frikonkurrence« derfor er blevet forhadte ord blandt dem, der levende føler vore sociale forholds uretfærdighed, så er der dog i frihandelen intet, som strider mod en rationel socialisme. Tværtimod, vi har kun nødig at føre frihandelstanken ud til sine logiske konsekvenser for at indse, at den leder os til en sådan.
     Frihandelsprincippet er, som vi har set, den fri produktions princip. Den kræver ikke alene afskaffelse af beskyttelsestolden, men løsning af alle hæmmende bånd på produktionen.
     I de senere år er en vis slags hæmning af produktionen – som skyldes de truster og sammenslutninger, der har til hensigt at begrænse produktionen og skrue priserne op, – begyndt at blive følelig og at få større og større betydning.
     Denne sammenslutningernes magt til at lægge bånd på produktionen stammer i nogle tilfælde fra de tidsbegrænsede monopoler, som vore patentlove giver. Disse patentrettigheder, hvor uheldige de end kan være, er dog en slags samfundspræmie til opfinderne.
     Men i højere grad stammer denne deres magt fra toldpålæg. De amerikanske stålværker, som fornylig har indskrænket deres produktion og med eet slag sat prisen på stålvarer 40% i vejret, har således kun kunnet gøre dette ved hjælp af den store told, der er lagt på indført stål. Ved toldens afskaffelse ville denne magt være til ende, for skulle konkurrencens frie spil hindres, ville en sammenslutning af alle stålværker i hele verden være nødvendig, og dette er praktisk talt umuligt.
     Yderligere kommer den produktionshæmmende magt fra evnen til at monopolisere naturgoderne. Dette ville blive umuliggjort, hvis der blev indført grundskyld, da det så ikke ville kunne lønne sig at ligge inde med jord uden at udnytte den. Endelig kommer magten til dels fra, at private har rådighed over foretagender, som ifølge deres natur ikke tilsteder konkurrence, såsom jernbane-, telegraf-, gasanlæg og lignende.
     Jeg ser i dagbladene, at »anthracitkul-interessen« i aftes (24. marts 1886) holdt møde i et kontor i New York. Da de skiltes, var de kommet til en »forståelse mellem gentlemen« om, at anthracitkul-produktionen skulle indskrænkes og prisen forhøjes.
     Hvorledes kan det nu gå til, at et halvt dusin herrer i et kontor i New York kan tvinge pennsylvanske minearbejdere til at gå arbejdsløse og forhøje kulprisen over hele østkysten? Det skyldes tre forhold:
     1) Beskyttelsestolden på kul. Den ville frihandelen afskaffe.
     2) Retten til at monopolisere jord, den ret, som sætter dem i stand til at hindre andre i at udnytte kulfelter, som de selv ikke vil udnytte. Den ville, som vi har set, den virkelige frihandel afskaffe.
     3) Rådighed over jernbanerne og den deraf følgende magt til vilkårlig at diktere befolkningen betingelserne for al samfærdsel ved at fastsætte fragten.
     Frihandelsprincippet kræver lige så afgjort, at sådanne tvangsbånd fjernes, som at indførselstolden afskaffes. Men her kommer vi til et punkt, hvor positiv handling fra statsstyrelsens side er nødvendig. Passager- og varetransporten og de forretninger, der ligger i hænderne på telegraf-, telefon-, gas- og vandværksselskaber o. lign., er ifølge deres natur monopoler. For at hindre overgreb og særbegunstigelser er statsledelse derfor nødvendig, ganske som statsmagtens indgriben er nødvendig for at hindre overfald på personer eller ejendom og anden krænkelse af den individuelle frihed. Hvis vi vil gennemføre frihandelen i sin fulde udstrækning, ledes vi altså uundgåeligt til det, som monopolisterne – der helst vil have fred og ro til at plyndre samfundet – fordømmer som »socialisme«, og som virkelig er socialisme i den forstand, at den forstår, hvad der nødvendigvis er samfundsopgaver.
     Hvor vidt et foretagende, der efter sin natur er et monopol, bør reguleres ved lov eller drives for samfundets regning, er et hensigtsmæssighedsspørgsmål. Jeg synes imidlertid, erfaringen viser, at der kan opnås bedre resultater med mindre fare for regeringsbestikkelighed, ved at staten selv overtager driften, end ved at den blot regulerer takster osv. Tilmed ville den store forenkling af statsstyrelsen, som afskaffelsen af de nuværende indviklede og demoraliserende beskatningsmåder ville medføre, gøre statsdrift på alle sådanne områder endnu lettere gennemførlig, og ikke lægge nær så stærkt beslag på administrationen eller fremkalde nær så megen bestikkelighed og uærlighed, som vort nuværende skattesystem. Den ligeligere formuefordeling ville desuden øge den almene intelligens og målestokken for hæderlighed og dygtighed ved varetagelsen af offentlige hverv. Vi har ingen ret til at tro, at menneskene ville være lige så gridske og uhæderlige under en samfundstilstand, hvor selv den fattigste kunne få sit rigelige udkomme, som under den nuværende tilstand, hvor frygten for fattigdom avler vanvittigt begær.
     Der er endnu en måde, hvorpå den sande frihandel virker stærkt i retning af socialisme i ordets bedste betydning. Når samfundet til fælles brug inddrager jordværdien, vil det derved, overalt hvor udviklingen er nået til en vis højde, opnå indtægter, der endog er større end dem, det nu kan opnå ved beskatning. Og samtidig ville der indtræde en overordentlig nedgang i de udgifter, som direkte eller indirekte forvoldes af vort nuværende beskatningssystem. Der ville således danne sig et med samfundets udvikling stadigt stigende fond til løsning af samfundsopgaver, som nu forsømmes. Mange sådanne kan nævnes; men ingen mere værdig end den at sørge rigeligt og på hæderlig måde for dem, som har mistet deres naturlige værger, eller som uden egen skyld er blevet udygtiggjorte til livets kamp.
     Det ville synes os synd og skam, hvis en stor damper på sin raske fart over havet ikke standsede ved et nødsignal, selv fra den ringeste båd. Ved synet af et barn, som var surret fast til en rundholt, ville det mægtige skib dreje til, og mandskab ville skynde sig med at sætte en båd ud i det oprørte hav. Så stærkt taler den almenmenneskelige samfølelse til os, når vi kommer bort fra det civiliserede livs summen. Og dog – en minearbejder bliver levende begravet, en maler falder ned fra et stillads, en jernbanemand knuses ved rangering, en købmand går fallit, bliver syg og dør, og det organiserede samfund overlader enkerne og børnene til bitter nød eller nedværdigende fattighjælp. Sådant burde ikke kunne ske. Borgerret i et civiliseret samfund burde i og for sig være et værn imod en sådan skæbne. Ved tanken om, hvilken indtægt samfundet kunne få ved jordværdiernes inddragelse, er det ikke fantastisk – som W. Saunders fornylig i parlamentet – at sætte den sande frihandels mål som: »Skattefrihed og fri aldersrente for alle«.
     Dette fordømmes som »ren og skær socialisme« af dem, hvis mening om tingenes rette ordning er den, at efterkommerne af kongelige yndlinge og tyve med »blåt blod« hele deres liv igennem bør holdes i overdådig lediggang ved hjælp af skatter, som er lagt på den hårdt kæmpende flid, medens arbejderen og hans hustru efter at være udslidt ved hårdt arbejde på sulteløn, ydmyges med en skærv fra fattigkassen eller må leve adskilte fra hinanden på fattiggården.
     Er dette mål socialisme, da er det vist og sandt, at frihandel fører til socialisme.
 

Fortsættes. Praktisk politik