|
Afgrundens folk
I dette afsluttende kapitel
vil det være på sin plads at se på den sociale afgrund
i dens helhed og stille visse spørgsmål til civilisationen,
spørgsmål, med hvis besvarelse civilisationens betydning må
stå eller falde.
Har civilisationen for
eksempel forbedret menneskenes kår?
Med mennesket mener jeg her gennemsnitsmennesket.
|
|
| Alaska |
I Alaska langs Yukon flodens
bredder, i nærheden af flodens udløb, bor Innuit folket. Det
er meget primitive mennesker, hos hvem man kun finder svage glimt af den
store konstruktion, der kaldes civilisation. Folkets formue beløber
sig vel til 20 pund sterling pr. individ. Disse mennesker skaffer sig føden
ved at jage og fiske med spyd og pile, forsynet med benspidser. De mangler
aldrig husly. Deres klæder, der for størstedelen er lavet af
dyreskind, er varme. De mangler aldrig ved til deres ild og tømmer
til deres huse, som de bygger halvt under jorden, og hvori de kan ligge
godt lunt, så længe den kolde årstid varer. Om sommeren
bor de i telte, hvor den friske, kølige brise kan stryge ind. De er
sunde og stærke og lykkelige. Deres eneste livsproblem består
i at skaffe føden; undertiden har de rigeligt deraf, undertiden sparsomt.
I gode tider holder de fester, i dårlige tider sulter de ihjel. Men
de kender ikke til, at en del af dem altid lider under at gå omkring
og halvsulte. Desuden har de ingen gæld at slås med.
|
|
|
| England |
I det forenede kongerige, ved
det vestlige oceans kyster, bor det engelske folk. Det er et højt
civiliseret folkefærd, hvis kapital beløber sig til mindst 300
pund sterling pr. individ. Englænderne skaffer sig ikke føden
ved jagt eller fiskeri, men ved slid og allehånde kunstgreb. De fleste
lider under dårlige boligforhold, de lever i usle huse og har ikke
brændsel nok til at holde sig varme, og de er utilstrækkeligt
påklædt. Et konstant antal har aldrig tag over hovedet og må
sove under åben himmel. Vinter og sommer kan man finde masser af dem
på gaden, rystende i deres elendige pjalter.
De har også gode og dårlige tider.
I gode tider lykkes det de fleste af dem at få nok at spise, i dårlige
tider dør de af sult. De sulter ihjel i dag, de sultede ihjel i går
og i fjor, og de vil dø af sult i morgen og til næste år;
thi hos dem er der, i modsætning til hvad der er tilfældet hos
innuiterne, en kronisk hungersnød. Der er 40 mio. englændere,
og de 939 af hver 1000 dør i fattigdom, medens 8 mio. fortvivlet kæmper
for at holde armoden fra døren. Desuden fødes hvert barn, som
ser dagens lys iblandt dem med en gæld på 22 pund sterling –
på grund af en opfindelse, der benævnes nationalgælden.
|
|
|
| Sammenligning |
Drager man en ærlig sammenligning
mellem gennemsnits-innuiten og gennemsnits-englænderen, vil man finde,
at innuitens liv er mindre strengt; medens innuiten kun lider nød
i dårlige tider, er der også nød blandt englænderne
i gode tider: ingen innuit mangler brændsel, klæder eller husly,
medens englænderen stadig må kæmpe for disse tre ting.
I denne forbindelse er det værd at mindes,
hvad en mand som Huxley har udtalt. Efter de erfaringer, han har samlet sig
som offentlig læge i Londons East End og som videnskabelig forsker blandt
de mest primitive vilde folkeslag, er han kommet til følgende anskuelse:
Hvis man stillede mig
valget, ville jeg efter modent overlæg foretrække det liv, den
vilde fører, for det liv, de fattige lever i det kristelige London.
|
|
|
| Civilisationen |
De goder, som menneskene nyder,
er resultatet af menneskenes eget arbejde. Men nu da civilisationen ikke
har kunnet skaffe englænderen føde og husly, således som
innuiten kan glæde sig ved, vil det være på sin plads at
opkaste følgende spørgsmål:
Har civilisationen da ikke forøget menneskenes
produktionsevne?
Hvis den ikke har det, er den intet værd.
Men man må straks indrømme, at civilisationen virkelig har
forøget menneskenes produktionsevne. Fem mand kan producere det brød,
som 1000 mand kan leve af; én mand kan producere 250 menneskers forbrug
af bomuldstøj eller 300 menneskers forbrug af uldstof, eller støvler
og sko til 1000 mennesker. Alligevel er det i denne bog blevet fastslået,
at millioner af det engelske folk ikke får nok føde, klæder
og sko. Og derfor fremtræder nu det uafviselige spørgsmål:
Hvordan kan det da være, at civilisationen,
som faktisk har forøget menneskenes produktionsevne, ikke har kunnet
forbedre menneskenes kår i almindelighed?
|
|
|
| Løsning? |
Kort sagt, samfundet må reorganiseres ----- |
|
|
| Så vidt Jack London fra 1902.
(Mine fremhævninger)
Han giver dog ikke specifikke
forslag. Det er ikke klart, hvad der ligger i 'reorganisering'!
Har vi effektive forslag?
Thomas Paine kunne i 1797
se civilisationens mangler og han gav et specifikt forslag som passede til
hans tid. Læs Agrarian Justice / Ligeretten til jorden.
Henry George så også
fattigdommen 100 år senere end Paine, og lidt før Jack London.
Han redegjorde for problemet
i detaljer og fremkom med en løsning som kan anvendes i dag - hvis
vi vil. Læs Fremskridt og Fattigdom
|
|
|
|
Henry George og Thomas Paine
har også draget sammenligninger, som ikke falder ud til fordel for
civilisationen
- Henry George (Fremskridt og Fattigdom, Kap. 5 - Opgaven løst,
1879)
Det er min bestemte overbevisning,
at dersom nogen på livets tærskel fik valget mellem at begynde
sin tilværelse enten som ildlænder, australneger, polareskimo
eller som medlem af de laveste klasser i f.eks. Storbritannien, så
ville han gøre det bedste valg ved at vælge den vildes lod.
- Thomas Paine (Agrarian Justice/Ligeretten til jorden, 1797)
Indianerens liv er som én
lang, uafbrudt ferie sammenlignet med livet for de fattige i Europa, men
dog alligevel usselt i forhold til de velhavendes tilværelse. Den såkaldte
civilisation har således medført, at tilværelsen for den
ene del af samfundet er blevet rigere og for den anden del mere kummerlig
end tilfældet ville have været i naturtilstanden.
|
|