I det Gamle Testamente får vi fortalt, at israelitterne var udhungrede efter at have rejst gennem ørkenen, og at Gud sendte manna ned fra himlen. Der var nok til dem alle, og de tog det og var lettede. 

Det er den historie vi læser. Lad os tage historien én gang til, men med en lille ændring. 

Lad os antage, at ørkenen var privat ejendom, sådan som jorden er det i dag. 
Lad os antage at en af israelitterne ejede én kvadratkilometer, en anden ejede tyve, og en tredje ejede hundrede kvadratkilometer, og at størstedelen af israelitterne ikke ejede jord nok til at sætte deres fødder på. 
Hvad ville der så ske med denne manna? 
Hvad ville al denne manna gavne flertallet? 

 
Skønt Gud sendte manna nok til alle, ville mannaen være jordejernes ejendom. De ville måske have ansat nogle af de andre til at samle det sammen i stakke for sig, og så ville de have solgt det til deres sultne stammefrænder. 
Tænk over det! 
Denne erhvervelse og salg af manna kunne være fortsat indtil størstedelen af israelitterne havde givet alt, hvad de ejede, selv tøjet på kroppen. 

Hvad følger så? 
Så ville de ikke have haft noget at købe manna for, og resultatet ville have været, at de forblev sultne, selvom mannaen ville ligge i store stakke. 

Og jordejerne ville have beklaget sig over overproduktion af manna. Der ville have været en stor manna-høst og sultne mennesker - lige præcis det samme fænomen, som vi ser i dag. 
 

Fra Henry George: Fattigdom er en forbrydelse