DER var engang et samfund med kun 2 mennesker.
Den ene var arbejder. Der må være én, der arbejder. 
Denne mand gjorde, hvad alle arbejdere må gøre -  skaffede mad og klæder ved at anvende sin arbejdskraft på jorden og dens ressourcer.
Det andet medlem af dette lille samfund var en meget adelig person, meget adelig og meget doven. Han arbejdede ikke, men alligevel bar han de fineste klæder, og han spiste overdådigt hver dag.

Så en dag kom der et tredje medlem til dette lille samfund. Denne tredje mand var præst. Den adelige person havde mere mad og flere klæder, end han kunne bruge, så han besluttede at give mad og klæder til præsten. Til gengæld skulle præsten sørge for åndelig trøst og vejledning i det lille samfund.

Da der nu var en præst, ville den adelige person også have en kirke, så han beordrede arbejderen til at bygge den.
Da de nu havde både en præst og en kirke, besluttede de at gå i kirke.

Du skal ikke bekymre dig over dit liv, over hvad du skal spise, eller hvad du skal drikke, ej heller for din krop, og hvordan du skal skaffe klæder.

Antag at han havde råbt under prædikenen: "Jeg ville heller ikke behøve at bekymre mig, hvis den adelige person på første række ville producere sin egen mad og sine egne klæder, så jeg fik lov til at beholde, hvad jeg skaffede mig."

Hvis han havde gjort noget sådant, ville den adelige person have skrevet en artikel i avisen den næste dag, hvor han fordømte denne anarkist. Og det absurde ville være, at arbejderen måtte levere hjernen til at forfatte artiklen, han måtte sætte artiklen og trykke den, og så måtte han gå ud på gaden og sælge avisen til sig selv.

Men dette skete ikke. Der skete noget endnu mere underligt. Denne dag prædikede præsten sandhed:

Så henvendte præsten sig direkte til den meget adelige person på første række og sagde:

”Den himmelske fader ønsker ikke, at nogen af hans børn skal bekymre sig om mad og klæder. Manden i pulpituret bekymrer sig. Det er en hån at fortælle ham, at han ikke skal bekymre sig. Deres Nåde, det er fordi, De ikke producerer noget, men nyder frugten af hans arbejde. Søg først Guds retfærdighed. Lad retfærdigheden komme til dette lille samfund. Lad enhver arbejde og leve af frugten af sit eget arbejde. Så er der ingen, som behøver at bekymre sig!”

”Se nu her, unge teolog, hvem mon betaler din løn? Jeg forlanger, at så længe jeg betaler din løn, holder du dig til bibelen og lader arbejderspørgsmålet ligge.”

Hvis dette er, hvad De forventer af mig, så lad mig blive fri for denne messedragt; tag Deres kirke. Jeg vil prædike evangeliet på gadehjørnet, om nødvendigt.
Nej, denne arbejder og jeg udgør et flertal i dette samfund. Vi vil slutte os sammen. Med vores stemme vil vi erklære revolution. Vi vil genindføre Guds retfærdighed. Vi vil indføre retfærdige love. Vi vil holde op med at betale den jordleje, De nu opkræver. Vi vil betale vores skatter med den jordrente, De nu opkræver hos os.
Vi vil opkræve den fulde jordrente, og dette vil gøre jorden fri, og det vil sikre skattefrihed for industrien og sikre adgang til kapital på rimelige vilkår. Og så, min herre, hvis De ikke vil arbejde, må De sulte. Dette vil betyde frihed for manden i pulpituret, men det vil betyde frihed for Dem også. Men De vil ikke have frihed til at berøve Deres broder; De vil ikke have frihed til at kræve betaling for hans fødselsret til jorden; De vil ikke – ”

”Forventede De” fortsatte han, ”at jeg skulle prædike i Jesus navn, at Deres uhyrlige privilegier er ærlig ejendomsret? Forventede De, at jeg i Hans navn, skulle forsvare dette slaveri og fortrænge fra menneskers sjæl det mægtige håb, som blev født i Betlehem, håbet om retfærdighed og velvilje, håbet om paradis på jord?
Hellere ville jeg gå ud på landevejen og prædike budskabet fra ham, som havde medfølelse med de store masser. Jeg vil prædike for dem, som vil bede med deres stemme. Jeg vil sige til dem: ”Kom, lad os indføre Guds retfærdighed. Lad os afskaffe alle de privilegier, indført ved lov, hvormed et menneske tilegner sig et andet menneskes arbejdsudbytte. Lad os skabe en ny folkelig mening og indføre retfærdighed, således at ingen af Guds børn behøver at bekymre sig for mad og klæder, og således at alle kan leve efter levereglerne i bjergprædikenen.”

Men denne præst havde en masse at lære. Han mistede sit job. Det bør siges, at det forventede han.
Men der skete noget andet, som han ikke havde forventet. Han gik til arbejderen og forelagde ham sin plan for en kristen revolution. Men arbejderen nægtede at følge ham. Arbejderen i pulpituret fulgte manden på første række.

Det var på denne måde, at en præst opdagede, at kampen ikke skulle føres mod egoismen hos manden på første række, men at den derimod skulle føres mod uvidenheden hos manden i pulpituret. Hvis denne mand havde forstået præstens prædiken, ville han have haft magt til at vinde sin frihed.

Forstanden er slaveriets hjemsted