To forslåede
og sønderrevne rejsende fra ørkenen henvendte sig til Cadien (1) i en østerlandsk by.
"Vi var 5 købmænd på vej hertil
med varer," fortalte de. "Efter en dagsrejse gjorde vi holdt og slog lejr.
Efter os kom der en gruppe trætte mænd, som krævede adgang
til vores lejr. Da vi nægtede dem adgang, overfusede og truede de os,
og da vi ikke svarede på deres trusler, brugte de magt. 3 af os blev
dræbt, og vi undslap kun med nød og næppe. Vi beder om
retfærdighed."
"Retfærdighed skal I få," svarede Cadien.
"Hvis det, I siger, er sandt, skal de, som overfaldt jer, når I ikke
havde gjort dem noget, dø. Hvis det ikke er sandt, hvad I siger, skal
I bøde med jeres liv for falsk vidnesbyrd."
Da købmændenes overfaldsmænd ankom, blev de straks ført
frem for Cadien.
"Er købmændenes historie sand?" spurgte
han.
"Det er den, men – "
"Jeg vil ikke høre mere", råbte
Cadien. I indrømmer, at I har truet mænd, som ikke havde tiltalt
jer, og at I har overfaldet mænd, som ikke havde gjort jer noget. For
dette fortjener I at dø."
Medens de blev ført bort, prøvede de fortsat at forklare sig.
"Hør på dem, Cadi," sagde
en gammel mand, "for at du ikke skal øve uret."
"Men de har indrømmet, at købmændenes historie er sand!"
"Ja, men købmændenes historie er måske ikke hele sandheden."
Cadien hørte så på dem,
og de fortalte, at de, da de kom til købmændenes lejr, erfarede,
at købmændene havde slået lejr omkring den eneste kilde
i den del af ørkenen, og at de nægtede dem at komme ind for at
drikke. Først forsøgte de med indvendinger, så med trusler,
og så, hellere end at dø af tørst, angreb de købmændenes
lejr, og i dette håndgemæng blev 3 af købmændene
dræbt.
"Er dette også sandt?" spurgte Cadien købmændene.
Købmændene måtte indrømme, at det var sandt.
"Så" sagde Cadien, “I fortalte mig sandheden,
som, da det kun var en del af sandheden, i virkelighed var usandt.
I var den angribende part, da I havde taget den eneste kilde, hvorfra disse
mænd kunne få vand. Så den dødsdom, jeg har afsagt,
er for jer."
*
|