Tæt uden for det vindue,
som jeg sidder ved og skriver, står der en stor tyr tøjret ved
en ring i næsen. Idet den græsser, går den rundt og atter
rundt, og derved snor den tøjret om tøjrepælen. Nu står
den som en lænket fange og pines ved synet af det dejlige græs,
som den ikke kan nå; den kan ikke engang slå med hovedet og jage
de fluer væk, som samler sig på dens skuldre. Af og til prøver
den at komme løs, men forgæves; så brøler den ynkeligt
og hengiver sig derpå til sin skæbne.
Denne tyr, selve sindbilledet på
den vældige kraft, der står og lider nød med overflod lige
for øjnene og hjælpeløst må lade sig udsuge af
svagere skabninger, bare fordi den ikke er klog nok til at indse, hvorledes
den kunne komme fri, synes mig at være et godt billede på de
arbejdende menneskemasser.
I alle lande ser man, at de mennesker,
som ved deres slid og slæb skaber rigdomme, knuges af fattigdom og medens
den fremadskridende civilisation stadig åbner videre udsyn og vækker
nye ønsker, holdes arbejderne nede ved de dyriske fornødenheders
lavmål. I bitter følelse af, at de lider uret, og at de er
skabt til noget bedre end dette snævre liv, bryder også de af
og til på og skriger op.
Men så længe de ikke søger
til ondets rod, så længe de ikke indser, hvorledes de er lænkede,
og hvorledes de kan komme fri, så længe vil deres anstrengelser
og deres skrig være lige så virkningsløse som tyrens.
Ja, mere virkningsløse.
Jeg går nu ud og driver tyren
således tilbage, at den vikler tøjret af pælen; men hvem
skal frigøre menneskene? Så længe de ikke bruger den forstand,
der er givet dem, er der intet, der hjælper. Der er intet særligt
forsyn for dem.
