Jeg gjorde ophold i et hotel i sidste uge – et kursted. Et hundrede eller flere gæster satte sig til bords sammen. Før de spiste noget som helst, rejste en mand sig og takkede Gud, bad Ham om at gøre os alle taknemmelige over Hans rige gaver. En sådan tak blev ved hvert måltid fremsat over de velfyldte borde. 

     Hvis Adam, da han kom ud fra Edens Have, havde sat sig ned og var begyndt at bede, kunne han have bedt indtil nu uden at få noget at spise, medmindre han arbejdede for det. 
     Alligevel er mad Guds rige gave. Han kommer ikke med kødet tilberedt eller grøntsagerne ordnede, ejheller deler Han tallerkener om eller lægger dug på. 
     Hvad Han giver, er muligheden for at producere disse ting – frembringe dem igennem arbejdsindsats. Hans befaling er – det står skrevet i den Hellige Bog, det er indgraveret i enhver forekomst i naturen – at vi igennem arbejdsindsats skal frembringe disse ting. 
     Naturen giver ved arbejdsindsats og til intet andet. Hvad Gud giver, er de naturlige elementer, som er uundværlige for arbejdet. Han giver dem, ikke til én, ikke til nogle, ikke til én generation, men til alle. De er Hans gaver, Hans rige gaver til hele menneskeheden. 
     Og hvad må vi alligevel se i hele den civiliserede verden? At ganske få mennesker har bemægtiget sig disse rige gaver, gør krav på dem som deres personlige ejendom, mens det store flertal ingen juridisk ret har til at anvende deres arbejdsevne på naturens gaver og nyde godt af Skaberens gavmildhed. 
     Og deraf kommer det, at det i hele den civiliserede verden er den klasse, som besynderligt nok kaldes "arbejderklassen", der er den fattige klasse, og at mennesker, som ikke arbejder, som roser sig af aldrig at have udført et stykke ærligt arbejde og af at nedstamme fra fædre og bedstefædre, som aldrig udførte en times ærligt arbejde i deres liv, udfolder sig i en overflod af alle de ting, som arbejde frembringer. 

Fra Henry George: Komme Dit Rige