Fru Signe Bjørner - 70 år.

     Kun langsomt er vi i Europas demokratiske lande vågnet op til erkendelse af, at midtpunktet for den verden, der er vor, er flyttet hinsides Atlanten, at den magt, der står som bærer og beskytter af vestens kultur, har sit sæde i Washington.
     Forinden krigen så de fleste af os i USA det store eksempel på både ondt og godt, landet med de dybe modsætninger mellem racer og religioner, mellem rigdom og nød, fromhed og frækhed, ånd og barbari. Den kraftudfoldelse, vi under krigen blev vidne til, efterlod dog en følelse af, at der bag alt det splittede måtte ligge en samlende kraft, der fandt sin eksponent i Franklin D. Roosevelt, men havde sin rod dybt i landets historie. Men samtidig blev det os klart, at den materielle magt, der var med til at redde os fra diktaturets trællekår, intet formår, når det gælder om at vende den samfundsudvikling, som daglig fører vore demokratier længere og længere mod øst. Dertil kræves der en åndelig kraft.
     Modsætningen mellem ånden i det europæiske og det amerikanske demokrati har den norske redaktør dr. Trygve Hoff efter sin hjemkomst fra et besøg i USA karakteriseret i sit blad (Farmand), hvor han bl.a. har peget på, at i modsætning til Europa præges livet der ovre af styrke, sikkerhed og mod, bl.a. som følge af, at forretningslivet så godt har klaret overgangen fra krig til fred. Den succes, ophævelsen af priskontrollen har haft, styrker også troen på den frie konkurrences overlegenhed overfor statsreguleringen.
     Dr. Hoff slutter: »Med 7% af verdens befolkning og 6% af verdens jord har USA 80% af verdens automobiler, 50% af verdens telefoner, 33% af verdens jernbanespor, 30% af verdens landeveje og 60% af verdens livsforsikringspolicer. Hvis nogen spørger om grunden til denne enestående levestandard, kan vi fortælle, at årsagen ikke er folkets intelligens, for den er lige så høj i andre lande. Den er heller ikke landets rigdom, for Europa er lige så rigt. Så kan man selv slutte sig til grunden.«
     Uvilkårlig vender tanken sig mod den hær af kontoriusser, som vi herhjemme har sat til at træffe afgørelse af, hvorvidt enhver disposition, en handel, en rejse, et byggeri osv. skal fremmes eller ej. Et klassisk eksempel er, at der ved oprettelse af et husmandsbrug gives tilladelse til at bygge stuehuset, men forbydes at opføre stald og lade.
     Vil man søge dybere i årsagssammenhængen, kan man tage Alva og Gunnar Myrdals bog Kontakt med Amerika, hvor der i kapitlet om den amerikanske trosbekendelse skildres, hvorledes dette folk, trods alle modsætninger, forenes af en fælles tro, ledes af et fælles ideal, således som det er nedlagt i landets forfatning og navnlig udtrykt i erklæringen om menneskerettighederne i de berømte ord:
     »Vi holder det for åbenbare sandheder, at alle mennesker er skabt lige, og at alle af sin skaber er forlenet med visse ukrænkelige rettigheder, og at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.«
     Prøv en gang at lytte efter, hvor disse ord føles som kommende langt borte fra, som om de lå begravet under et stadigt voksende lag af den materialisme, der i Europa blev sat i system af Karl Marx.
     Og dog var det disse ord fra den nye verden, der en gang tændte frihedens fakkel også her i Europa og banede vejen for demokratiet.
     Må man da ikke spørge sig selv, om ikke den nød, hvori Europas demokratier er stedt, ikke mindst fordi de svigtede deres ungdoms idealer, kunne lære dem atter at få øre og øje for, hvad det er, der giver USA sin styrke. Ikke mindst gælder det nordens folk, hvorfra så mange unge følte sig draget mod de store muligheders land. Kunne de eller deres efterkommere ikke blive deres hjemlands vejvisere - vise os vejen mod vest!
     At noget sådant kan ske, var der grund til at fæste sig ved, da fru Signe Bjørner den 10. marts i år fyldte de 70. Som den 17-årige Signe Lyngholm kom hun hertil fra Amerika for at besøge sin familie og få videre uddannelse på Askov. Gennem sine morbrødre Konrad Jørgensen, Severin Jørgensen og Karl A. Jørgensen blev hun grebet af ånden i højskolen, andelsbevægelsen og den levende form for dansk samvirke i det hele taget. Mest afgørende for hende blev dog efter hendes giftermål 3 år senere med sin Askov kammerat, J.L. Bjørner, mødet med Henry Georges tanker, hvori hun fandt udtryk for det stærkeste og sundeste i den amerikanske ånd, hun var vokset op i derovre.
     Læserne vil vide adskilligt om, hvad dette ægtepar Signe og J.L. Bjørner hver for sig kom til at betyde for Den Danske Henry George bevægelse. Fra mange sider har de modtaget udtryk derfor - senest ved deres guldbryllup den 3. Juli i år.
     Allerede i 1910 blev fru Bjørner foreningens sekretær og har med enkelte afbrydelser været det siden, lige til en pludselig sygdom bogstavelig slog hende pennen af hånden.
     Forinden havde hun brugt den flittigt, bl.a. som redaktør af Det Frie Blad og senere af Grundskyld. Hendes bog, En verdenstankes vækst i vort folk kom i 1934, medens Folkestyrets veje ude og hjemme fulgte i 1942 med hende som ledende medarbejder. I det politiske liv har fru Bjørner helliget Retsforbundet sin kraft, navnlig i dettes grundlæggende arbejde. Utallige er de talerstole, hvorfra hendes statelige skikkelse og inciterende personlighed har øvet indflydelse på modtagelige sind. Selv har hun ofte betegnet sig som bevægelsens enepige, og det var for så vidt sandt, som hun tog sig af alt, bibliotek, forlag, korrespondance osv. Men sandere har det dog været at ligne hende ved en moder, der i sin omsorg har holdt øje med, opmuntret og hjulpet hver spirende kraft, der viste sig i arbejdet for vor gode sag.

Grundskyld, 1947

SIGNE BJØRNER

     Fru Signe Bjørner døde den l. februar i år, knap en måned før hun ville være fyldt 81 år. (10. marts). - Dermed er den sidste af de store gamle georgister gået bort. Hun var blandt dem, som vi, der var unge, da vi kom med i Henry George bevægelsen, kaldte de gamle georgister, fordi de allerede da havde gjort et arbejde, der havde gjort dem kendt i de kredse, hvor der var interesse for samfundsspørgsmål.
     Fru Signe Bjørner har gjort et stort manuelt arbejde for vor sag. Det første jeg husker herom var et oplysningsbureau kaldet »Hovedkontoret for grundværdibeskatning«, der havde hjemsted i Bjørners hjem i Fredericiagade. - I det meste af Henry George Foreningens historie er dette arbejde udført af familien Bjørner. Kun i enkelte perioder er det udført af andre.
     Femogtyve stævner er planlagt og ledet af ægteparret Bjørner. - I mange år blev de ikke holdt sammen med Henry George Foreningens årsmøder, fordi stævnerne var en af foreningen uafhængig institution. Hvilken herlig oplevelse var det ikke for en ung mand at komme til et sådant stævne første gang, måske i den tro, at man vidste en del om Henry Georges samfundssyn og så opdage, hvor mange nye revolutionerende tanker der kom frem, og hvor rygende uenige talsmændene for den samme sag kunne være, og ikke mindst at ville man komme til klarhed over, hvad der var det rigtige, så var der ingen anden udvej end at tænke selv.
     Fru Signe Bjørners mest betydningsfulde indsats er dog nok den, hun har øvet som taler og skribent. Hun har holdt mange foredrag overalt i landet, og hun forstod at fængsle tilhørerne. Personlig kender jeg mest til hendes virksomhed som skribent, særlig det hun skrev i Henry George bevægelsens blade. Fra hendes deltagelse i diskussionerne er der særlig en ting, jeg husker fra en diskussion om grundskyldens indflydelse på grundrentens størrelse. Hun påviste, at man ikke fra den kendsgerning, at grundrenten steg lokalt, når der blev givet en egn særlige fordele kunne drage den slutning, at grundrenten også ville stige, når sådanne goder blev almindelig udbredt.
     Signe Bjørner var i sin tid med i det lille samlag, der kaldtes: »Det universelle Samstyre-Samfund«, og hvis opgave det kort kan siges at være: for medlemmerne gennem fælles udveksling af tanker at finde sandheden.
     Det fik aldrig ret stor udbredelse, men dets betydning er sikkert meget større end de aktive medlemmers tal lader ane.
     Fra disse folk kom tankerne om fri valgret - Johan Pedersens opdagelse - ud i videre kredse. Henry George Foreningens, Retsdemokratisk Forbunds, Retsforbundets og muligt flere sammenslutningers love er prægede af disse ideer om sandt folkestyre. Men også en senere betydningsfuld bladdannelse var bygget op på de principper, der var lagt til grund for det første lille blad: »Samstyre«.
     Der kan ikke være nogen tvivl om, at fru Signe Bjørners indflydelse har haft stor betydning for, at »Det frie Blad«, som hun i mange år redigerede, blev bygget op som den frie tankes talerstol. Forskellige blade, udgivet af forskellige grupper, som alle havde frihed og menneskeret til mål, blev  slået sammen til et: »Det frie Blad«.
     Bladet fik vel størst betydning som organ for diskussioner om politiske og økonomiske mål samt veje og midler til at opnå disse mål. Diskussionerne hjalp til at klare mange spørgsmål, og endnu mange år efter kan man ved læsningen blive optaget af den tids diskussioner. Det frie Blad, der begyndte at udkomme 1921, fik også en læsekreds uden for de kredse, der oprindelig stod sammen om det. - Jeg har også hørt det blive kaldt fru Bjørners blad.
     Da Retsforbundet blev politisk parti, blev der, dels af hensyn til lokalinteresser, dels fordi mange ønskede et blad, der undgik diskussionerne og var mere agitatorisk og partibestemt, igen oprettet andre blade. I 1924 påbegyndte Henry George Foreningen udgivelsen af sit eget blad: »Grundskyld«, som fru Signe Bjørner også redigerede i 4 år (1941-45).
     Også i hjemmet søgte ægteparret Bjørner at samle venner og meningsfæller til diskussioner om forskellige emner, dels for at skabe klarhed herom og dels for at opmuntre til nyt arbejde.
     I hele sit virksomme liv har fru Signe Bjørner arbejdet for en retsorden, som hun ikke tvivlede om ville skabe både frihed og tryghed for alle, også for de besiddelsesløse. Ingen kan vide, hvor stor betydning dette arbejde har haft, eller hvor stor betydning det vil få i fremtiden. Men hun var en tro og virksom tjener og vi vil ære hendes og alle de gamle georgisters minde ved at fortsætte arbejdet for de idealer, som hun trofast tjente.