Henry George. Folkets førere

Californien var dengang kun 8 år gammel som stat, og det var kun 10 år siden, at strømmen til disse fjerne egne var sat i bevægelse, takket være landets rigdom på guld. Ved Georges ankomst dertil var der vel omkring 350.000 mennesker i Californien, og vestens nu så store havneby havde deraf dengang omtrent 50.000. Omend en del faste bygninger havde rejst sig, bar dog endnu det meste nybyggerpræget. De lettere tilgængelige guldlejer var alt fundne og udnyttede, og det, der endnu var, forudsatte aktieselskaber og kapital for at hentes frem. Men foruden at Californien havde åbenbaret anden slags rigdom i form af glimrende agerdyrkningsjordbund, så viste der sig nu og da nye muligheder for guldhøst, der var let at bjerge. Og hver gang rygtet fortalte om noget sådant, bevirkede det en tilstrømning til stedet af unge energiske, eventyrlystne mænd. Og noget af det første, Henry George oplevede, da han kom her til disse ny egne med alle muligheder i tankerne, var da at tage del i en sådan ekspedition.

Allerede nogle uger efter hans komme til San Francisco rygtedes det i byen, at der var fundet store guldlejer ved Frazerfloden langt mod nord; og i løbet af kort tid var fra byen og forskellige egne af landet strømmet et halvt hundred tusind mennesker sammen til Victoria på Vancouvers ø. Her ville Henry George med. Han skrev i disse dage hjem, fuld af forhåbning. Men forældrene ser mindre begejstrede på hans planer. Faderen skriver tilbage: "Jeg håber, du vil vogte dig for luftkasteller; formuer skabes ikke i hast," - og moderen: "Foreløbig venter vi os ikke store ting, og denne jagen efter at blive rig er jeg bange for. Husk, du er kun ung; det var jo fornylig din 19-års fødselsdag; tænkte du på den, eller havde du altfor travlt?"

Virkeligheden kom til at svare til forældrenes skeptiske ord. I den første tid deroppe kunne man slet ikke komme frem langs floden på grund af dens voldsomme vandmængde og strøm; og George slog sig derfor til tåls i Victoria, hvor en fætter af ham tilbød ham plads i sin købmandsbod. Her arbejdede han meget strengt, under de mest primitive forhold; i et senere brev til søsteren om denne tid hedder det: "Du spørger ganske uskyldigt, om jeg selv redte min seng i Victoria; å, gud velsigne dig, min kære lille søster, jeg havde slet ingen at rede. En tid sov jeg, indhyllet i mit tæppe, anbragt på disken eller på en bunke melsække, og den eneste forskel, der var på min påklædning, når jeg sov, og når jeg var vågen, var at jeg om dagen havde både støvler og hat på, om natten ikke."

Men iøvrigt dækker den lystige tone over adskillig skuffelse, og han skriver kun lidt om, hvor langtfra det hele hidtil har svaret til de stolte forhåbninger, han straks havde skrevet om til dem derhjemme. Og med guldgravningen blev det til slet ingen ting; det viste sig at være blind alarm, og at det, der havde glimret, ikke var guld, i alt fald kun for en meget ringe del. Og så tog Henry George tilbage med skibslejlighed til San Francisco med den bestemmelse, at hvis der ikke viste sig noget dér, gik han til søs. I en meget forkommen tilstand blev han hjulpet afsted, han fik en frakke af en god ven, som tillige havde taget sig af hans proviantering ombord ved at anbringe nogle kager under tæppet på hans køjeplads; de skulle være en behagelig overraskelse. Den blev dog noget blandet; han havde den første aften været så træt, at han havde smidt sig ovenpå det hele med de bløde kager under sig uden at opdage dem før om morgenen.

Det var ikke store resultater hidtil. Men han havde på denne fart til Victoria oplevet, hvad han mange år efter i en tale i San Francisco kalder sin tænknings begyndelse: "Jeg kom herud i en ung alder og kendte intetsomhelst til socialøkonomi. Jeg havde aldrig med opmærksomhed tænkt på noget socialt spørgsmål. En af de første gange, jeg har hørt tale om et sådant emne, var en dag, jeg efter at jeg var kommet til dette land, sad på dækket af en skonnert midt i en flok minegravere på vej til Frazerfloden. - Vi kom til at tale om kineserne, og jeg dristede mig til at spørge, hvad skade de vel kunne gøre her. "Ingen skade nu," sagde en gammel minearbejder, "men lønnen vil ikke altid vedblive at være så høj herude, som den nu er. Alt som landet udvikler sig, og folk kommer til, vil lønnen gå ned, og en skønne dag vil de hvide være glade ved det samme grove arbejde, som kineserne nu er ene om." Og jeg husker det indtryk, det gjorde på mig, den tanke, at alt som landet udviklede sig i alle retninger, som vi håbede, det ville ske, da ville kårene for alle dem, som var nødt til at arbejde for deres udkomme, blive ikke bedre, men ringere."

Den følgende tid giver yderligere belæring om modsætningen mellem forhåbningerne og den virkelige, vanskelige verden. Straks er der dog noget lyst. Netop som han, ved indtrykket af alle de fremmede ansigter og ved kun at få afslag på sin søgen efter arbejde, bestemte sig til at gå til søs igen, traf han en bekendt fra læretiden i Philadelphia, sætteren David Bond, som da han hørte om stillingen, fik ham skaffet plads i et trykkeri. Og et brev hjem fra de dage genspejler modet, der har rejst sig i ham påny. Han tjener helt godt og har tid til at dyrke læsningen, som han længe har forsømt. Han havde adgang til et lille bibliotek; og dér fandtes også nogle økonomiske værker, som han fik fat i.

Forældrene glæder sig over sagernes gang, at han nu er i fast plads. Dog varer det ikke længe, inden det bliver småt med arbejdet; han må søge tilfældig beskæftigelse og er f.eks. en tid vejer i en rismølle; noget senere drager han bort fra byen for at forsøge sin lykke ved guldminerne; tanken på dem havde stadig magt over ham. Han strejfede rundt som en landstryger, både sled og led i et par måneder, så han senere siger, at den tid med hensyn til fysisk arbejde var den hårdeste i hans liv. Da tanken påny gik i retning af søen, hjalp David Bond ham atter i et afgørende øjeblik; han fik arbejde som sætter ved et ugeblad; og efter den tid tænkte han ikke mere på at ernære sig som sømand, skønt han i de følgende år jævnlig stod på bar bund.

Den første aften i året 1860 var han med et par venner i teatret og modtog ved den lejlighed et af de indtryk, der var med til at forberede hans sociale tænkning; han nævner dette træk i den nys omtalte tale i San Francisco længe efter. Mellem akterne gik forskellige tæpper ned til underholdning for tilskuerne; et af dem forestillede et jernbanetog, der ankommer til San Francisco; dette fremtidsbillede vakte vældigt bifald. Men da de havde råbt sig hæse af begejstring, kom George til at overveje, om nu også det, der her bebudedes, ville betyde nogen vinding for folk som ham, - dem, der ikke havde andet end deres arbejde. Vi var alle, rige og fattige, fyldt af håb om Californiens udvikling, stolte af dets fremtidige storhed; vi så frem mod den tid, da San Francisco ville blive én af verdens største byer, og mod den tid, da dette store vestlige rige ville tælle sin befolkning i millioner, men under det altsammen lød for mig, hvad den gamle guldgraver på skonnerten havde sagt: "Alt som landet udvikler sig, og stadig flere folk kommer til landet, vil lønnen gå ned."

Annie Fox havde mistet begge sine forældre og boede nu hos sin mormoder. Hendes fader havde været engelsk officer i Australien og havde derovre ægtet en irsk ung pige, Elisabeth Mc Closkey. Dette ægteskab varede kun kort. Den protestantisk sindede englænder følte det som uudholdeligt, at hans hustru stadig var så afhængig af og knyttet til sin stærkt katolske moder; da nogle få år var gået bad han hende vælge mellem moder og mand, og da hun ikke kunne tænke sig at skilles fra sin moder, rejste han bort. Det gik nu op for hende, hvor meget hun holdt af ham, men de sås aldrig mere. Noget senere rejste hun med sine to børn, Terese og Annie, og sin moder til San Francisco, hvor hun døde tidligt. De to småpiger, der nu havde mistet både fader og moder, fik af deres bedstemoder en omhyggelig, men udpræget katolsk opdragelse, og Terese gik som voksen i kloster. De forsøgte flere gange at få opspurgt deres fader, men forgæves; han var nu udtrådt af den australske hær, og ethvert spor af ham var tabt.

Den omtalte fødselsdag blev indledningen til et stadig varmere forhold mellem Annie og George. Bedstemoderen så med betænkelighed, hvad vej det tog, men der var ikke noget at gøre. Annie gik efter sit eget hoved, og de to unge sås jævnlig. Han bragte hende bøger, de læste sammen, og de talte sammen. Det var iøvrigt under yderst usikre og vanskelige forhold, at Henry George vovede at knytte en ung piges skæbne til sin; og det var ikke helt uforståeligt, at Annies familie med nogen ængstelse så til. Han var ofte arbejdsløs og måtte gøre gæld; det kunne ligefrem på forandringen i hans klædedragt ses, at det gik ned ad bakke for ham.

Den næste morgen kom George igen. Da han havde talt med Annie om stillingen, tog han en mønt op af lommen og sagde: "Se, dette er alt, hvad jeg har, vil du gifte dig med mig?" Og da hun svarede, at turde han, så turde hun også, blev de enige om at holde bryllup den samme dag. Det blev aftalt, at hun skulle holde sig klar til at tage med en vogn, der ved aftenstid ville komme efter "Mrs. Brown". Og mens Annie ventede på, at dagen skulle gå, og samlede de ting, hun ville tage med sig, havde George travlt. Han fik i et pensionat kredit for to personer i fjorten dage, han fik et par af sine venner til at være forlovere, lånte lidt penge og lidt bedre klæder end dem, han selv havde, og lejede en vogn. Kusken gjorde indvendinger, da han forstod, at der var tale om en bortførelse og sagde, at han havde allerede én kugle i det ene ben fra en lignende lejlighed; han gik dog ind på at holde i nogen afstand fra huset, og en af Georges venner påtog sig den farlige ekspedition. Da han kom, og Annie fulgte med ham ud af sit hjem, bar han for hende en tung pakke; han troede, det var smykker og sølvtøj, men det var alle de bøger, George havde foræret hende. Nede på gaden stod brudgommen og ventede, og et øjeblik efter kørte det lille selskab hen til en metodistpræst, som George i den senere tid jævnligt havde hørt; det viste sig, at han var ude og først kom hjem ud på aftenen. Så tog de middagen med det samme, og derefter stod brylluppet i den lille Bethelkirke. Annie ville som god katolik have foretrukket sin egen kirke, men da det ville medføre opsættelse, forlangte hun kun, at vielsen senere blev stadfæstet af hendes egen præst. Og den frisindede Dr. Simonds viede dem efter det episkopale ritual, i hvilket George var opdraget, og som lignede det katolske mere end det korte metodistiske.

Men snart flyttede de til Sacramento, hvor de blev det første par år. Denne by, som er Californiens politiske hovedstad, men meget mindre end San Francisco, ligger noget inde i landet. Her havde vist sig gode muligheder; George tjente også i den første tid sådan, at de næsten begyndte at føle sig sikre, men snart meldte vanskelighederne sig igen. Ofte er han arbejdsløs i sit fag, han søger så fortjeneste ved forskellige ting; en aften ser vi ham sælge billetter til en oplæsning af Mark Twain; så kan det hænde, at han kører omkring med en vandvogn eller er agent for vaskemaskiner, indtil han en dag igen finder en plads ved sætterkassen. Det var en urolig tilværelse. En tid boede de i pensionat, så indrettede de sig med egen husholdning, men boede ikke længe det samme sted. En gang senere, da de blev spurgt, hvornår de i denne brydsomme tid fik gjort huset rent, svarede George: "Det fik vi slet ikke, vi flyttede i stedet."

Der var for Annie George rigelig lejlighed til at vise, hvad hun kunne være for sin mand. Ikke alene i den hårde kamp for udkommet, de måtte føre, men også da i denne tid en stor personlig sorg ramte ham ved budskabet om hans ældste søster Jennies død. Hun var den af dem alle derhjemme, som han havde delt mest med. Hun havde også været den første, der havde hørt om hans følelser for Annie, og hendes breve til ham viser, hvor stærkt hun følte sig knyttet til broderen i det fjerne. I brevet, der nu kommer fra forældrene og melder om hendes død, mærker man, at det er dem en trøst, at deres søn ikke skal være ene i sin sorg, men at han har sin Annie at dele den med. Da også hun havde læst brevet, ytrede George, at han kunne ikke tro, hans kære søster var død, og med ligesom pludselig overbevisning sagde han: "Der må være, der er et andet liv." Men disse ord udtrykte mere længsel end overbevisning. Udødeligheden begyndte han nu at ønske, han kunne tro på, men det er først adskillige år efter - da han gennem den store undersøgelse af samfundslivets sammenhæng fik forståelse af verdensordenens simpelhed og harmoni og så de sociale love som styrede af godhed og fornuft og ikke af blinde, vilde kræfter, at udødelighedstroen blev hans faste eje. Man mærker i tiden både før og efter Henry Georges giftermål, hvorledes hans breve hjem afspejler såvel hans højtflyvende ønsker som hans erfaring om livets modgang. "Hvor er dette liv dog en stadig stræben, en bestandig higen og længsel", hedder det. "Jeg længes efter guldalderen, efter det lovede tusindårsrige, hvor hver eneste af os frit vil kunne følge sine bedste og ædleste tilskyndelser, ubunden af de bånd og den tvang, som vor nuværende samfundstilstand lægger på os, og hvor den fattigste og ringeste vil have betingelse for at bruge alle sine af gud betroede evner og ikke skal være nødt til at slide sin bedste tid hen for de fornødenheders skyld, der kun står lidt over dyrets." Og han fortæller om en drøm, han har haft, at han i håndfuldvis øste skatte ud af jorden og var næsten afsindig ved tanken om, hvad han skulle være i stand til, og hvor lykkelige de alle ville blive; så levende var den, at han, da han vågnede, uvilkårlig undersøgte sine lommer, men resultatet var jo desværre det sædvanlige. "Undertiden," siger han, "føler jeg mig syg ved tanken på den vilde kamp, der præger vort højt civiliserede liv, og synes, jeg kunne have lyst til at vende byerne med deres travlhed og trængsel og bekymring ryggen og finde en plads ude på en af bjergskråningerne i det fjerne, hvor jeg kunne samle dem, jeg holder af og leve tilfreds med, hvad naturen og vore kræfter kunne skaffe os; men ak, penge, penge er også dertil nødvendige!"

Vanskelige kår var det for de unge folk, da de fik det første barn, en dreng, som blev opkaldt efter faderen. Men på den tid, da det andet barn, også en dreng, blev født, så det mørkere ud end nogensinde. Det var i begyndelsen af 1865, efter at de var flyttet tilbage til San Francisco. De var på denne tid så fattige, at de led sult. Mange år efter fortalte George til en god ven om, hvad han dengang oplevede: "Jeg gik henad gaden, og jeg besluttede at skaffe penge hos den første, jeg traf, som så ud til at have noget tilovers. Jeg standsede en mand - en fremmed - og sagde ham, at jeg manglede 5 dollars. Han spurgte, hvad det var til. Jeg fortalte ham, at min kone lå i barselseng, og at jeg ikke havde noget at give hende at spise. Han gav mig pengene. Havde han ikke gjort det, tror jeg, at jeg i min fortvivlelse kunne have slået ham ned." Henry George omtaler dette for at belyse, at forhold og omstændigheder har mere med menneskers handlinger, særlig de forbryderiske, at gøre, end man almindelig tænker på, og for at vise, at fattigdommen kan drive selv sundt tænkende mennesker, der er i besiddelse af moral, til handlinger, som man skulle tro, kun forhærdede og ondsindede naturer var i stand til.

Georges dagbøger fra disse måneder indeholder kun lidt. Men det, der er, taler tydeligt om denne den strengeste tid i hans liv. Først hen på foråret begynder det at lysne. Som ingensinde havde George gjort erfaring om, hvad det er at være fattig. Og midt under hans egen kamp og strid for hjem, for hustru og børn, dukker gang på gang det spørgsmål frem: Er dette meningen? Hvad betyder det, at kårene kan være sådanne for dem, som intet hellere ønskede end at bruge deres evner og kræfter? Dette spørgsmål er det, som nogle år senere rejser sig i fuld styrke og kræver sit svar.

Da den var skrevet, sendte han den til sin moder. Hun er den første, der skal høre fra ham som forfatter. Han har ønsket at lade hende se, det var hans hensigt at komme fremad i sine evners brug. Afhandlingen er interessant, både som vidnesbyrd om, hvorledes den naturlige evne til klar og simpel fremstilling, som George viser allerede i sin drengetids breve, nu har udviklet sig, og fordi vi gennem dens tanker får så levende et indtryk af ham selv på denne tid. "Jeg længes stadig efter rigdom; den store afstand mellem mine ønsker og mine kræfter til at tilfredsstille dem holder mig i uophørlig uro. – – Når jeg ser tilbage på det svundne, ser jeg, at jeg har gjort intet eller kun ringe fremskridt, og jeg foruroliges derved; når jeg ser på det nærværende, er det vanskeligt at se, at det i det hele bliver bedre; al min trøst overfor dette er håbet om, hvad fremtiden kan bringe." – –

Havde alle de ledige timer været brugt, kunne han have nået frem til fuld dygtighed i omtrent, hvad det skulle være; kunne være nået langt videre i sit fag; eller blevet en øvet skribent; kunne have uddannet sig i regning og bogholderi; eller i at læse og skrive fremmede sprog. Disse sandheder har han ikke pludselig opdaget, de har været lige så tydelige i årevis for ham som nu; men idet han stadig har ønsket sig en lejlighed til at gøre et pludseligt spring fremad, så har han aldrig været i stand til at rette sin tanke eller samle sin opmærksomhed om det rolige arbejde, hvorigennem man både åndeligt og materielt vinder frem. Det står ham klart, at han ikke har anvendt sine evner og sin tid, som han burde have gjort det, og at han kan takke sig selv for i det mindste en del af sit vanheld. Derfor vil han nu forsøge at anvende sin forstand til at skaffe sig nyttig kundskab eller færdighed, når han ikke er optaget af noget, der mere direkte fører til målet. Og han vil se at få lært at udtrykke sine tanker let og i smuk form ved at skrive afhandlinger, som så skal gemmes og sammenlignes med de senere.

Men den artikel, der betegner gennembruddet, og som både frigør hans evne og vækker opmærksomhed udadtil, er skrevet i anledning af mordet på præsident Lincoln. George havde i 1860, da han lige havde fået stemmeret, været ivrig for Lincolns valg og givet ham sin første stemme; ved nytår 1863, da præsidenten udsteder proklamationen om slaveriets ophævelse, hørte George derom med begejstring; og nu da efterretningen kom til San Francisco om Lincolns bratte død, og da det første sindsoprør havde sat sig, gav han sine tanker udtryk i en artikel, der var som en højstemt lovprisning af hans helt, og som viser hans smerte og harme over, at Lincoln skulle falde for den sag, han nys havde ført igennem til sejr, men også forvisningen om, at de tanker vil vinde frem, som Lincoln blev martyr for.

På denne tid var George, som adskillige andre herude, stærkt optaget af mexicanernes frihedskamp mod det maximilianske kejserdømme. Karakteristisk for ham er, at da en ekspedition af frivillige skulle afgå med skib til Mexico, ville han med, og for hans hustru er det ligeså betegnende, at hun gav sit samtykke. Heldigvis for dem begge blev det hele til ingenting, idet regeringen lagde sig imellem. Helt ustraffet kom George dog ikke fra det; da han en snes år senere var opstillet som kandidat til borgmesterembedet i New York, udspredte nogle blade under valgkampen den historie om ham, at han i sin tid havde deltaget i et sørøvertogt. "Sandheden" heri var den, at en del af de frivillige, George skulle have været med, viste sig at have haft planer om at benytte ekspeditionen til plyndring af et skib, der gik med guld fra Californien til New York, og blev straffet derfor. – Hvorledes George så på begivenhederne i Mexico, viser nogle udtalelser af ham to år senere i anledning af Maximilians skæbne, og hvori det bl.a. hedder: "Hverken hans stilling eller hans personlige karakter må gøre os blinde for hans offentlige brøde. De mænd, som har påført deres tid de største onder, har ikke altid været de letteste mennesker i deres personlige forhold. At Maximilians henrettelse vil vække dyb bevægelse i Europa, er utvivlsomt, men den vil ikke være uden gavnlige virkninger. Den er en protest mod kongers ret til at forårsage lidelser og udgyde blod for deres egne selviske interesser. Den vil lære fyrster at blive mere varsomme med at forsøge på at kuldkaste et frit folks rettigheder."

I disse overgangsår, der indledes af Lincoln-artiklen, og hvor Georges arbejde gradvis flyttes fra sætteriet til skrivebordet, vidner brevene hjem om fornyet mod; han tjener nu så godt, at han ikke skylder noget bort, og han føler sig mere fyldt med håb end nogensinde, siden hån blev gift. Et billede af den unge skribent får vi af følgende træk, som er fortalt af redaktøren af det blad, hvor George på den tid var ansat i trykkeriet. Redaktøren havde lige tiltrådt pladsen, da formanden for typograferne en dag bragte ham en artikel af George og anbefalede den til hans velvilje. "Artiklen var" siger redaktøren "skrevet med regelmæssig, temmelig fin håndskrift. Jeg så på den, først flygtigt, så læste jeg den langt mere opmærksomt, for den viste sig så smuk i stilen og betydelig i tanken, at den fik mig til at tro, manden havde det fra andre. Jeg lagde derefter sagen hen et par dage og kiggede imidlertid i de almindelige tidsskrifter og ugeblade, men kunne ikke finde støtte for min mistanke. Jeg talte om det med værkføreren, og han sagde, at jeg behøvede ikke at frygte for noget galt; den unge mand var begavet og original og så fuldkommen hæderlig, at han ikke ville tænke på at give andres tanker ud for sine egne. Så satte jeg artiklen i bladet." Og redaktøren fortæller videre om, at han samme dag gik ned i trykkeriet for at se den unge forfatter. "Jeg så en lille ung mand arbejde på den plads, der var nævnt mig som hans. Han var en del under middelhøjde og stod på en kasse for at nå op til sit arbejde. Jeg drømte kun lidt om, at dér stod en mand, som en dag skulle vinde stort ry, – drømte lige så lidt om det, som han uden tvivl selv gjorde."

Han har i disse år stadig mere fået opmærksomheden rettet på de politiske forhold, og på forskellige vigtige punkter vundet klarhed. Som da han en aften i Sacramento, under en tids fornyet ophold dér, var henne at høre en ung dygtig mand forfægte beskyttelsesteorierne. Det ivrige forsvar for denne anskuelse fik George, der hidtil havde været beskyttelsesmand, til at tænke sig om. "Jeg var protektionist, da han begyndte, men da han var færdig, var jeg frihandelsmand" siger han senere i sin bog om dette spørgsmål; "og da de spurgte mig om min mening, sagde jeg, at hvis det, han havde påstået, var sandt, da måtte det land være det bedste at bo i, som var vanskeligst at komme til, og at i stedet for kun at lægge told på varer, der kom fra udlandet, så burde vi lægge den på alt, hvor det så kom fra." Ja, George tog - betegnende nok for hans naturel - allerede samme aften offensiven, idet han angreb den tankegang, at nationalismen skulle være civilisationens moder, og forfægtede en bred verdensborgerlighed. Han bestred protektionismens tankegang; tolden skabte fjendskab mellem nationerne, isolerede dem, øgede deres selviskhed, forstærkede den militære ånd og gjorde stående hære og uhyre flåder til en nødvendighed for verdensfreden, medens frihandel virkede udviklende ved at gøre nationerne interesserede i hinanden, bringe fred imellem dem og føre menneskeheden frem imod det universelle broderskabs højere stade.

Noget, der i disse år stærkt optager George, er tanken på det næsten fuldførte pacifikbaneanlæg og de virkninger, det vil medføre for befolkningen herude. Allerede hin aften, da han sad i teatret og deltog i jubelen over billedet af det kommende tog, havde han anet, hvad han nu stadig klarere så, og i 1868 redegør han for sin opfattelse i en afhandling: "Hvad jernbanen vil bringe os". "Sandheden er", siger han her, "at fuldførelsen af jernbanen og den deraf følgende store forøgelse af forretningsliv og befolkning ikke vil blive et gode for os alle, men kun for en del; som en almindelig regel gælder det: de, som har, vil blive rigere derved, men de som ikke har, vil kun få vanskeligere ved at klare sig." Virkeligheden skulle senere fuldt bekræfte artiklens rigtighed. Det er, som Henry George her står på tærskelen til, hvad der skal blive hans særlige opgave at klare: spørgsmålet om fremskridt og fattigdom. Men det er netop også nu i den nærmeste tid, at han kommer til at stå overfor dette på afgjort tvingende måde.

Sidst på året 1868 fik George lejlighed til, - som han længe havde ønsket det - at besøge forældre og søskende, som han længe ikke havde set. Anledningen var, at han som korrespondent til et Francisco-blad skulle tage til New York og derovre skaffe vestens blade bedre betingelser for modtagelse af telegrafiske efterretninger. Det var egentlig meningen, at han skulle bosætte sig der, men da han ikke fik held med sit arbejde på at bryde telegrammonopolerne, vendte han, inden et år var gået, tilbage til San Francisco. Men denne rejse fik desuagtet stor betydning for ham. Ikke alene, at han med hustru og børn besøgte hjemmet i Philadelphia; men opholdet i New York stillede ham som ingensinde før ansigt til ansigt med det store spørgsmål, som adskillige gange havde meldt sig hos ham, men som det nu blev hans kald at svare på.

For Henry George blev det at se New York en tilsvarende indvielse til kampen mod det, han kaldte det industrielle slaveri, som det for Abraham Lincoln havde været til hans kamp mod negerslaveriet at overvære et slavemarked i New Orleans. Hvad var det, han så? Han havde jo oplevet meget og tænkt også over det i samfundsforholdene, som rakte længere end til hans eget personlige område. Men aldrig før havde det som i denne den ny verdens største by slået ham med forfærdelse, den modsætning, der var mellem fabelagtig rigdom og bundløs fattigdom. Og skønt han i sin artikel om, hvad jernbanen ville betyde for det yderste vesten, havde påvist, hvor omtvisteligt et gode dette fremskridt var, så havde han dog aldrig som her set det for sine øjne, at fremskridtet og civilisationen i sit følge, ja som sin følge havde en tilsvarende fattigdom, så at det var som en naturlov, en almindelig udviklings nødvendighed, at fremskridtet ophobede rigdom for de få, men nød og savn for de mange.

Her går denne 30-årige ukendte mand omkring i New Yorks gader, og hans sind og følelse rejser sig i ensom trods mod det, som har vakt hans forfærdelse. Han, som kun har haft lidt af skolegang og knap endnu har prøvet sine evner; hvis fortid har gået gennem fattigdom og modgang, og hvis fremtid ligget i det usikre - han vægrer sig dristigt ved at godkende det beståendes almindelige forklaring, den der fandt talsmænd både blandt lærere og præster: at al denne mangel og lidelse lå i tingenes natur og ikke lod sig ændre. Og der tændtes med ét en lidenskabelig beslutning hos ham. Mange år efter siger han herom i et brev til en ven: "Der kom - dér på gaden, ved højlys dag - til mig en tanke, en vision, et kald, giv det, hvad navn du vil, men hver nerve dirrede. Dér, i det øjeblik, gjorde jeg et løfte, og hvad jeg i øvrigt har udrettet eller forsømt, mod det løfte har jeg været tro."

De vanskeligheder, han også i den kommende tid fik for udkommet til sig og sine, bragte ham ikke til at glemme, hvad han havde påtaget sig, men mindede ham snarere derom. Og da igen forholdene bedrede sig, og han var blevet redaktør af et blad i Oakland, San Franciscos genbo-by på indersiden af bugten, kom han en dag til klarhed over det spørgsmål, der stadig havde ligget i hans sind, bagved tankerne på den rent personlige eksistens, og som havde ført ham fra hans egen lilleverden ud i det almene, samfundsforholdene i det hele. En eftermiddag red George en tur i omegnen af byen. Langt ude standsede han for at lade hesten hvile, og han spurgte en fragtmand, der kom kørende, hvad jord her var værd. Det var nærmest for at sige noget, han havde spurgt, men svaret blev afgørende. Manden pegede ud mod et sted endnu længere borte fra byen og sagde, at derovre kunne der fås jord for 1000 $ pr. acre. "Som et lyn gik det op for mig," siger George senere, "at her var grunden til, at fattigdommen voksede samtidig med rigdommen: med befolkningens vækst stiger jorden i værdi, og de mennesker, som skal arbejde på den, må betale mere for retten dertil."

Grunden til den nævnte svimlende jordpris, der fik George vakt til klarhed, var forventningen om jernbanens fortsættelse herud fra Sacramento, hvor hidtil endestationen var. George var i den tid meget optaget af de misforhold, der knyttede sig til jernbaneanlæggene i det hele, og han skrev ivrigt imod den fremgangsmåde, at store jordstrækninger blev skænket af det offentlige til private selskaber, der påtog sig at bygge banerne. Men det var dog først et godt årstid senere, at George tog fat på en udførligere behandling, hvori han både gjorde rede for, hvad han så som de sociale misforholds grundårsag, og anviste vejen, der skulle følges, om man skulle nå frem til det naturlig-sunde samfund. Det var i sommeren 1871, at han blev færdig med dette skrift, som fik titlen: "Vor jord og vor jordpolitik", og som udgjorde et halvt hundrede tættrykte sider. Denne bog, Georges første, fremkom altså egentlig som et aktuelt stridsskrift med direkte henblik på øjeblikkets politiske forhold derovre, og den indeholder alligevel den kerne, hvoraf senere hele hans tankegang udfolder sig; den viser derfor så tydeligt, at Georges syn på de indviklede samfundstilstande i det hele klarer sig ud fra iagttagelsen af disse den nye verdens, og særlig Californiens, ret gennemsigtige forhold.

I tredje afsnit undersøges jordens forhold til arbejdet. Der påvises, hvad jord er, og hvad det vil sige, at den får en værdi eller pris. Jorden, alt det naturgivne, er det uundværlige grundlag for al frembringelse. I det rene nybyggerland er dette grundlag tilgængeligt for enhver, jorden har ingen pris. Men alt som befolkningen vokser, vil de enkelte, der har været i stand til at lægge beslag på pladsen langt udover, hvad de selv har brug for, kunne spærre adgangen og kræve adgangspenge af de andre. Jorden har nu fået en værdi, men denne værdi øger ikke samfundets fælleseje, fordi den kun betyder en monopol-ret for den enkelte til forud at tage af de andres arbejdsudbytte og betyder altså en tilsvarende nedgang i arbejdets andel, lønnen. Men denne monopolisering af jorden giver tilmed mulighed for spekulation. Når jordprisen stiger til sådanne højder, som tilfældet er i Californien, da ligger det i, at de, som i tide har beslaglagt arbejdspladsen regner med den værdi, som den vil få i kommende tider. Og denne jordspekulation fremkalder en stadig stærkere tendens til nedgang i lønnen (arbejdernes eget udbytte), indtil denne når grænsen for den blotte eksistens. Thi jo dyrere jorden, og jo mindre lønnen er, des vanskeligere bliver det for den, som begynder med intet andet end sit arbejde, at blive selvstændig, og des mere prisgivet er han jordejeren og kapitalisten. Spekulationen i jord byder enestående fordele, idet nemlig jorden, i modsætning til alt det ved arbejdet frembragte, er begrænset i størrelse, altid efterspurgt og uforgængelig, så den kan tåle at vente. Jordspekulanten er at sammenligne med en enkelt i en udvandrerkaravane, som er kommet lidt forud gennem ørkenen, og som har taget kilderne i besiddelse, alt som de nåedes, for så at tage betaling af sine kammerater for det vand, som naturen yder uden betaling. Og under disse forhold vil, efterhånden som befolkningen vokser, arbejdets udbytte af det producerede blive stadig mindre på grund af den stigende afgift til monopolhaverne. Gennem en undersøgelse af ejendomsrettens begreb vises det, at denne monopolret er i strid med menneskenes naturlige rettigheder; i strid både med den ret, den enkelte har til sit arbejdes produkt, og med den fælles og lige ret, som menneskene har til det naturgivne grundlag for eksistensen. At lade nogle monopolisere dette grundlag, er at opretholde slaveriet, for det er i virkeligheden det samme, om jeg ejer mine medmennesker eller den jord, hvoraf de skal leve; jeg kan i samme grad tilegne mig deres arbejde. Og så længe dette overses, bliver al tale om frihed og menneskerettigheder kun tomme fraser.

I de to sidste afsnit af bogen sammenstiller Henry George den hævdvundne, ulykkebringende jordpolitik med den, der burde træde i stedet. I og for sig er jordværdiens opståen og stigning en naturlig ting; kun skyldes den ikke nogen enkelt, men hele samfundets vækst og udvikling, tilkommer altså ikke den enkelte, men samfundet. Fejlen er derfor ikke, at der skal betales adgangspenge for brugen af den jord, der således har fået værdi, men at disse penge tilegnes af den enkelte, medens de jo retmæssig tilkommer samfundet som helhed. Og derfor skal vi - uden at gå tilbage til lensvæsenets forhold dog ligesom den tid gjorde det, lægge udgifterne for det offentlige livs fornødenheder over på jorden, og det skal vi gøre ved at lægge al skat over på den. Da vil den trussel afværges, at en snæver klasse kommer til at regere hele folket, og at den fri republik umuliggøres. Jorden vil åbnes for dem, der vil bruge den, idet jordprisen falder, og jordspekulationen får sit dødsstød.

George skriver senere om denne sin første bog: "Jeg havde dengang aldrig hørt om fysiokraterne eller læst en linie af Adam Smith. Da lod jeg en lille bog trykke, hvori jeg holdt på, at al skat skulle lægges på jordværdien uden hensyn til forbedringer. Tilfældig mødte jeg i en af San Franciscos gader en sagfører, jeg kendte. Vi standsede for at tale sammen; han fortalte mig, at det, jeg havde foreslået, var, hvad fysiokraterne hundrede år før havde foreslået. Jeg glemmer meget, men det sted, hvor jeg hørte dette, og mandens stemme og skikkelse er som fotograferet i min bevidsthed. For når man har fået øje på en sandhed, som ens omgivelser ikke ser, da er det én af de dybeste glæder at høre om andre, der har set den, og det selv om disse andre var døde, længe inden man blev født."

God lejlighed til at øve tanke og pen får han, da han sidst på året 1871 begynder udgivelsen af et lille dagblad "Evening Post". Om dette blad kan siges, at det fra første færd og så længe det bestod (omtrent 4 år) gjorde det til en æressag at angribe den offentlige demoralisation og de samfundsskadelige privilegier. Det måtte også erfare, at den vej er ikke den letteste at komme frem ad. Men George viste her den fasthed og det mod, der ikke spørger efter fordelene eller følgerne, selv hvor han, som det skete mere end én gang, truedes af personlig overlast fra sine fjenders side. Der kan fra disse år fortælles om forskellige "affærer" i San Francisco, hvor "Post" ryddede op i tilstandene og ikke lod sig købe til tavshed, og hvor det viste sig som en magt, anset og æret af alle tænkende og hæderlige borgere i byen, og frygtet af alle offentlige misdædere.

Han bliver efterhånden kendt i større kredse, ikke alene som forfatter, men også som taler. Han tog ivrig del i præsidentvalget, da kampen i 1876 stod mellem Hayes og Tilden. Flere gange optrådte han som anbefaler af Tilden, der var demokraternes kandidat, og som dengang stod for George som forkæmper for frihandel og et virkeligt demokrati. I én af disse taler siger han: "Skatteopkræveren er allevegne. I enhver handel står han mellem køber og sælger for at kræve sin told. Hvad enten det er en tændstik eller et lokomotiv, en karklud eller en klædning, en ny bog eller et ølglas, så indfinder skatteopkræveren sig. Han siger til arbejderne, når dagens slid begynder: Nå, du ønsker at gøre et arbejde for dig selv og familie; godt, så har du først at arbejde en time for at betale rente af statsgælden og afholde de nødvendige offentlige udgifter, og så én for nationalbanken og de statsunderstøttede selskaber og til udgifterne med styrelsen af sydstaterne; så en time for hæren og flåden og leverandørerne dertil; så én for Ny Englands fabrikanter, og én for Pennsylvaniens stålmillionærer, så en halv for marinekorpset og de forskellige hyggelige små regeringskontorer, og så efter at du har gjort lidt arbejde for din stats styrelse og for dit amts- og sogneråd og lidt for din godsejer, så kan du arbejde resten af dagen for dig selv og din familie! - Medborgere! Negerslaveriet er forbi. Men kast blikket ud over nordstaterne i dette øjeblik, og se da et værre slaveri end negrenes vokse frem ved den politik, man forlanger, at I som republikanere skal stemme for. Se 70.000 arbejdsløse i Pennsylvaniens kulgruber, 50.000, der tigger om brød i byen New York; Massachusetts fattighuse overfyldte i sommertiden; arbejdsløse mænd strejfende om i Veststaterne i store bander, stjælende hvad de ikke kan fortjene."

"Fra at være ukendt som taler er jeg nu kommet i forreste linje. Dette har jeg ønsket, ikke som en forfængelighedssag eller for fornøjelsens skyld, men for at øge min indflydelse og brugbarhed. Allerede velkendt som skribent, vidste jeg, at denne art af ry ville hjælpe mig umådeligt i fremtiden. Og det vil den, hvad enten jeg går ind i politik eller i lovvæsen eller igen i bladvirksomhed. Du skal ikke være bange for, at politik skal gøre mig skade; jeg har ikke i sinde at blande mig i den lavere art af den, heller ikke at jage efter udnævnelser; jeg vil vente, til de søger mig. Jeg har i sinde at læse og studere, at skrive noget, som vil udbrede mit ry, og måske holde nogle foredrag i samme øjemed. Og om jeg lever, skal jeg gøre mig bekendt endog i Philadelphia. Jeg stræber højt."

Og trin for trin arbejder han sig frem, drevet af denne høje stræben, til han mener, tiden er kommet for ham, da han kan lægge hånd på det værk, han forud føler vil gøre hans navn kendt i vide kredse. En af de taler, han holdt i denne tid, var en universitetsforelæsning, en anden var grundlovstalen den 4. juli 1877. De betegner de to sidste trin. Begge vækker de opmærksomhed, men han får tillige tydeligt indtryk af, hvor vanskelig fremkommelig den vej var, som han havde valgt: den lige vej på trods både af de herskendes interesser og de forurettedes mangel på kendskab til urettens virkelige årsag.

Den tale, han efter opfordring holdt på Berkeley-universitetet ved Oakland, var om "Det socialøkonomiske studium" og skulle være begyndelsen til oprettelsen af en socialøkonomisk lærestol ved universitetet, som man hidtil havde savnet. Men virkningen at forelæsningen var, at George ikke fik den ham tiltænkte plads, ja ikke engang kom til at holde flere taler dér. Og var det til at undre sig over? Han havde jo angrebet den almindelige socialøkonomi, som var behersket af de privilegeredes interesser, og som forsigtig undgik at røre ved "den følsomme lommenerve" hos dem, der havde noget. Han havde respektløst talt om den boglærde pedantiske professorvidenskab og om det skolemaskineri, hvoraf mange kommer ud, nærmest som lærde tåber, overfyldte med ubrugelig kundskab, - så meget mere ynkværdige, foragtelige og i vejen for virkeligt fremskridt, som de i egne og andres tanker går for at være dannede mænd.

Grundlovstalen, som han nogle måneder senere fik den ære at holde, blev i sin art lige så udfordrende. Der er et kampsind over denne tale om "den amerikanske republik", en lige stor dristighed, hvor det gælder at afsløre den stolte republiks svaghedstegn og farer, som hvor det gælder at prise friheden og vise, hvad den betyder, om den virkelig fik lov at udfolde sig, og hvilke muligheder republikken da ville have for sig. For Henry George er det ikke nok her på denne festdag og overfor den store forsamling i det overfyldte teater at tale smukke mindeord om dem, der hundrede år tidligere havde skabt Amerikas frigørelse og formet dets frihedslov; intet ville, siger han, være ynkeligere end at prise dem med ord og så svigte den ånd, der havde begejstret dem; bedst bevares deres minde ved at se alt det lige i øjnene, som truer deres værks varighed. Bestandig årvågenhed er den pris, vi må betale for friheden. Dristigt og klart stiller han sine medborgere for øje, hvor nødvendig denne agtpågivenhed er, og hvor intetsigende formerne er, hvis det væsentlige, indholdet, er gået tabt, ja at netop de smukke former kan blive allermest bedrageriske. En republikansk styrelse, grundet på almindelig stemmeret og teoretisk lighed, er af alle styreformer den, som lettest kan blive despoti af den værste art; for her træder despotismen frem i folkets navn. Og, som så ofte ellers, betoner han, at Lincolns frigørelsesværk må føres videre: slaveriet er ikke forbi, fordi det er det i sin groveste form. Hvad forskel er der på, om en anden lovlig råder over mit legeme eller om han lovlig råder over det, jeg behøver for at leve? Sulten er ligeså grusom som pisken. Hvad gavner en republik, når arbejdet må stå med hatten i hånden og bede om at blive beskæftiget? Politiske institutioner er kun midler for ét formål: den enkeltes frihed og lykke, og svigter de dér, da er deres dom fældet, hvad navn de end har. Der er intet i tingenes natur (det ville jo være at spotte gud, om vi påstod det), der fordømmer én klasse til slid og mangel, medens andre lever i overdådig luksus. Der er nok og mere end nok til os alle. Men hvis det er tilladt én at ringeagte andres ret, idet han tager mere end sin del, så må de andre nødvendigvis få mindre. - Rigdom er i og for sig et gode, ikke et onde; men rigdom, ophobet på de fås hænder, fordærver til den ene side og nedværdiger til den anden. Ingen lænke er stærkere end dens svageste led; de afgørende kår hos et hvilketsomhelst folk må nødvendigvis blive de kår, de laveste klasser har. I det lange løb kan ingen nation være mere fri, end dens mest fortrykte er, mere rig end dens fattigste er, mere vis end dens mest uvidende. Dette er den evige verdensstyrende retfærdigheds vilje; det står at læse på hver side af historien.

Man beundrede den billedrige veltalenhed, men hvor mange udover hans nærmeste venner forstod hans ord, så de kunne føle sig kaldet til at være med i den kamp mod de privilegerede rettigheders fæstning, der her er tale om? Journalisterne udtalte privat deres beundring, men bladene var i bedste fald forbeholdne; det mest ondskabsfulde bemærkede, at gasmåleren talte i nogle timer om frihedens gudinde og andre skolemesteremner. Men denne tale er indledningen til Henry Georges afgørende og udførlige fremstilling af den frihedens filosofi, som han, vejledet af sin tanke og dreven fremad af sit hjertes ild, er nået til.

En væsentlig medvirkende grund til, at George nu får fat på arbejdet med den omfattende undersøgelse, som han i de foregående år har forberedt sig til, var den, at netop på den tid har stærkt udprægede kriser og vanskeligheder vist sig overalt i De forenede Stater, stærkere end han nogensinde havde oplevet dem. Arbejderuroligheder viser sig rundt omkring, strejker udbryder, endog oprør, så militæret, f.eks. i Chicago, må rykke frem, og både menneskeliv og store materielle værdier gik tabt i disse konflikter. De sociale misforhold trådte frem på iøjnefaldende måde, og George skrev en artikel om grunden til, at sådanne "dårlige tider" med mellemrum indtræder. Han viste den til sin gode ven sagføreren Edw. Taylor. Denne tillagde afhandlingen stor betydning, men tilrådede netop derfor George ikke at offentliggøre den, før han havde udvidet den betydeligt. George besluttede da at omforme afhandlingen til den udførlige bog, han længe havde indset, måtte skrives.

Vanskelighederne forøgedes imidlertid ved forskellige afbrydelser udefra. Der kom opfordringer til ham om at holde foredrag, og han indvilligede deri, for det bragte ham en kærkommen indtægt på en tid, da hans lille embede næsten intet gav. Som den første begyndelse til organiseret sammenslutning om hans tanker var "Californiens jordreformforening" blevet dannet. På dens foranstaltning holdt George et foredrag om "grunden til de dårlige tider". Det billede, samfundet viste, var, udtalte han, ikke billedet af den sande verdensorden. "Som én af dem, der i årevis har våget og ventet, siger jeg Dem, at daggryets glød er på himlen. Og det vil dages, hvad enten det bliver under lærkernes sang eller under krigstrommens hvirvel. Den fane, jeg i aften har forsøgt at løfte, kan måske blive flænget af fordom og smudset af bagtalelse, den kan måske blive ført fremad og igen blive tvunget tilbage, men éngang udfoldet, kan den aldrig blive sammenfoldet påny. Selviskhed vil kalde på uvidenhed for at slå ned og dække til den sandhed, som jeg i aften har søgt at gøre klar for Dem; men den har i sig sandhedens spirekraft, og tiden er moden for den. Hvis flintestenen sætter sig imod, må den splintres eller smuldre. Paulus planter, Apollos vander, men Gud giver væksten. Jorden er pløjet, sæden er sået, og det gode træ vil gro; det er lille nu, kun troens øje kan se det, men engang skal himlens fugle synge i dets grene, engang skal den trætte finde hvile under dets skygge."

Hans hustru og venner var ham til stor støtte; han havde god brug for den i det anspændte arbejde. Skønt han skrev på en bog, der hurtigt skulle blive berømt, kunne han jo ikke vide det forud. Han var overbevist om, at han skrev om sandheden, og dette drev ham fremad, men jævnlig besøgte tanken ham om dette arbejdes håbløshed. For hvad kunne vel forslå mod så mægtig en modstand som den, han måtte vente? Og dertil kom hans eget besvær med gæld og vanskeligheder. Han pantsatte engang i denne tid sit ur for at få en smule nødvendige penge til rådighed.

Men trods alt holdt han ud, til i midten af marts 1879 opgaven var løst. "Den aften, jeg endte det sidste kapitel i bogen," skrev han senere - "følte jeg, at jeg havde aflagt regnskab for det mig betroede talent, og følte mig mere tilfreds og taknemmelig, end om alle jordens riger var lagt for min fod." Ja, det var for George ikke alene et slid, der var overstået, men det var løftet, der var indfriet. De forudanelser om sejren, der glimtvis har opmuntret ham, når han fik tilendebragt det ene eller det andet stykke af arbejdet, hvad enten det var nedbrydning af falske tankegange, eller hvor han rejser sin egen på den ryddede plads, de er nu blevet til den faste overbevisning, at bygningen er fuldført, og at den nok skal blive stående. Som han skriver til sin gamle fader, da han sender ham bogen: "Den vil i førstningen, ja vel en tid, ikke blive regnet, men til sidst vil den blive anset for en stor bog, vil blive udgivet på begge sider af jorden, oversat på forskellige sprog." Eller i et brev til en ven: "Jeg véd, hvad den vil møde, men den har i sig sandhedens magt, og når du læser den i den rigtige orden og omhyggeligt, da tænker jeg, du vil se, at det er det vigtigste bidrag til socialøkonomien, som endnu er fremkommet."

I de første afsnit behandler George indgående den almindelige betragtning af arbejdsløn og befolkningsforhold. Først påviser han, at lønnen ikke tages af den forhåndenværende kapital, så den skulle bero på dennes størrelse og aftage i samme forhold, som antallet af arbejdere tiltager. Han viser, at arbejdet er lønnens moder, at arbejdsløn ikke er et forskud, kapitalen yder, men tages af selve den værdi, arbejdet har øget det almene fond med, og at derfor lønnen, under naturlige forhold, må blive des højere, jo flere arbejdere der er, eftersom produktiviteten øges ved samarbejdet.

Når nu imidlertid virkeligheden viser os, at jo flere arbejdere der er, des mindre bliver lønnen, så må det skyldes andre årsager end kapitalmangel. Skyldes det da, at livsfornødenhedernes mængde (jordens produktionsevne) ikke kan holde skridt med befolkningstilvæksten? Hvis nemlig befolkningen tiltog med større hastighed end fødemidlernes mængde, da ville jo dette være tilstrækkeligt til at forklare, at - omend arbejdernes løn hidrører fra arbejdet selv - alligevel dette ulykkelige finder sted, at jo flere der er om det, des mindre bliver der til hver. Denne Malthus' lære undersøges så nærmere. George viser både, hvorfor denne opfattelse har kunnet vinde så stor en indgang, og hvor uholdbar den ved nærmere eftersyn er. Han kommer til det resultat, at jordens befolkningsgrænse kun kan være den, som pladsen ligefrem sætter, og at det tidspunkt, da menneskene ikke skulle kunne finde plads, er os ligeså uvedkommende og fjernt som isperiodens genkomst.

Der er og kan ikke være anden grund til, at fremskridtet har fattigdommen i hælene, end at fordelingen er i uorden. Der er nok af rigdom, af livsfornødenheder og af plads; der er ikke for mange mennesker, men de får ikke hver sit, det fordeles ikke retmæssigt. Og nu kommer i bogens to følgende afsnit en videnskabelig undersøgelse af lovene for fordelingen, som de er efter naturens etiske orden, og som de er blevet forvansket gennem fornægtelsen af de naturlige rettigheders grundlag. Og i en række kapitler fremstilles så Georges sociale grundsyn, der gøres til genstand for alsidig prøvelse og belysning. Og endelig påvises det i stykket "om loven for det menneskelige fremskridt", hvorledes både historien, vor fornuft og vor moralske følelse samstemmer i at bekræfte den betragtning, der er gjort gældende. Denne afsluttende del indeholder en menneskelivets udviklingslære, som er af ejendommelig og stor værdi, og som er et vidnesbyrd om dybden af Georges historiske forståelse og spændstigheden af hans åndelige evne.

Der kom dog allerede i løbet af det første årstid oplivende vidnesbyrd om, at bogen ville komme frem og gøre sig gældende. En tysker i San Francisco, von Gütschow, blev så optaget af den, at han bad om at måtte oversætte den. En englænder, dr. Leverson, som personlig havde studeret under Stuart Mill, og som nogle år før havde udgivet en lærebog i socialøkonomi, var kommet til Californien for at indføre sin bog herovre, men da han lærte "Fremskridt og fattigdom" at kende, erklærede han åbent, at han havde mødt sin overmand, og at hans lærebog nu måtte skrives om. Fra Frankrig indløb meget rosende anmeldelser. Det forlag i New York, som straks havde vægret sig ved at udgive bogen, meddelte, at det ville påtage sig en 2-dollars udgave af den, og noget senere, at om George ville gå ind på et noget mindre honorar, da ville det foranstalte en billigudgave. Dette tilbud skyldtes særlig en ung mand i forretningen, A. J. Steers, som ved læsningen af bogen var blevet begejstret og havde skrevet til George derom. Denne svarer ham med at lade ham vide, til hvor stor opmuntring hans tilslutning har været som et vidnesbyrd om, at både her og dér vil der være dem, som disse tanker vil gribe, ligesom de har grebet ham selv, og som vil blive ny udgangspunkter for disse ideer. "De taler om", skriver George, "at De ikke kan udrette noget. Har De nogensinde tænkt over, hvor lidt vi véd om, hvad vi kan udrette? Undertiden leder et ord eller en ubetydelig handling ind på et spor, som vi, hvis vi kunne forfølge det, ville se fører til de største resultater. Men det, der vedkommer os, er ikke så meget resultatet som anstrengelsen for at gøre, hvad vi formår."

HENRY GEORGE