af
Harald Balslev

NEWYORK-TIDEN

1880-1897

     Da Henry George i sommeren 1880 rejste til New York, var han så fattig, at han indtil videre lod hustru og børn  blive i San Francisco. Hun havde pensionat, og den ældste søn arbejdede som bogtrykker. "Fremskridt og fattigdom" blev nok solgt, men gav kun lidt. George skriver hjem: "Jeg ved ikke bestemt, hvad jeg vil tage mig til, men noget vil nok vise sig; tro dog ikke, at jeg er en Micawber, jeg vil gå i arbejde, om jeg så skal gå til sætterkassen igen."

     I den første tid tog han del i valgkampen mellem Garfield og Hancock på demokratisk side. At Hancock ikke blev valgt, mente George nærmest, skyldtes hans valne stilling i toldspørgsmålet, og det var i det hele George en skuffelse, at han fandt så lidt ørenlyd hos demokraterne for et afgjort frihandelsstandpunkt. Han udtaler sig endog senere i et brev om, at de to store partier med hensyn til dette er for ham hip som hap. Han tænker med længsel på sit hjem: "Mit herlige lille hjem, hvor jeg havde det så godt, er borte, og jeg er løs og ledig i 42-års alderen, fattigere end da jeg var 21; jeg klager ikke, men der er noget bittert deri."

     Hans stærke håb kues dog ikke og bliver heller ikke beskæmmet. Bogen vækker større og større opmærksomhed, og et halvt års tid efter at han er kommet til New York, kan han skrive: "Langsomt, men sikkert synes alt at åbne sig for mig. Om jeg lever, skal jeg komme til at fylde en stor plads og gøre et stort arbejde, - det er nu klart." Og snart skulle han få kræfterne i brug.

     Det er det irske spørgsmål, som nu dukker frem og lægger beslag på hans tanker. Det giver ham tillige den første anledning til forbindelse med den gamle verden.

     I Irland var jordspørgsmålet på en ejendommelig måde blevet aktuelt. De irske bønder var fæstere, men den herskende opfattelse af retsforholdet mellem dem og godsejerne gjorde deres forhold i højeste grad usikre. Dertil kom, at godsejerne, som for en stor del ikke havde direkte med dem at gøre, men herskede ved hjælp af godsforvaltere, ofte nærede meget ringe medfølelse med dem. Og just i slutningen af 1870'erne fremkaldte omvæltningen i landbrugsforholdene ved Amerikas konkurrence store økonomiske vanskeligheder for fæsterne, der ofte havde svært ved at betale deres afgifter, medens godsejerne og godsforvalterne var interesserede i at forhøje dem. Uviljen mod godsejerne var stor, og tillige mod England, hvis repræsentanter man betragtede godsejerne som. Modstanden imod dem blev sat i system af irlænderen Michael Davitt, der hævdede, at jorden tilhørte folket, og at det var umoralsk at svare afgift til godsejerne, når kone og børn sultede. Irlands politiske fører, Parnell, greb ind i bevægelsen og bragte den i forbindelse med Irlands kamp for politisk selvstændighed. Han og Davitt grundede i 1879 "Den irske landliga", som straks fik stor udbredelse, og organiserede en formelig kamp mod godsejerne. Bevægelsen var først rettet mod de ubillige afgifter, men kom snart til at gælde godsejersystemet i det hele.

     Den liberale regering, der med Gladstone som chef kom til roret i England i 1880, formåede ikke at overvinde vanskelighederne. Ministeren for Irland, Forster, fandt det nødvendigt at gribe til tvangsforholdsregler; mange fængslinger fandt sted; også Davitt blev sat fast i 1881.

     I Amerika vakte det irske spørgsmål overordentlig opsigt. Irlænderne derovre støttede med råd og dåd deres moderland. Henry George så, at jordspørgsmålet her var mere fremme end noget andet sted i verden, og ønskede at få lejlighed til at kaste lys over det, som det lå for dér, ud fra sit grundsyn. Han skrev en pjece, hvori det hedder: "Hvad jeg råder irerne til, er at holde på, uden forbehold eller omsvøb, at jorden ifølge den naturlige ret er hele folkets fælles eje, og at foreslå forholdsregler, der vil gøre denne ret gældende i Storbritannien såvel som i Irland. Hvad jeg tilråder De forenede Staters landliga er at give dette store princip en almen anvendelse; at lade arbejdet derfor gælde Amerika såvel som Irland, at gøre det til en bevægelse for verdens genfødelse og derved gøre den bredere, dybere og stærkere." Denne pjece udkom under titlen "Det irske jordspørgsmål" omtrent samtidig i New York, London og Glasgow.

     George modtog på denne tid flere opmuntringer til sit arbejde. En ældre, meget formuende mand, Francis G. Shaw, havde bestilt 1000 eksemplarer af "Fremskridt og fattigdom" til anbringelse i bogsamlinger rundt omkring i landet. Han havde været stærkt optaget af samfundsspørgsmålene, havde også selv arbejdet for at vække opmærksomhed for deres løsning, var imidlertid blevet tvivlende overfor nogen løsning i det hele taget, indtil han så fik fat i Georges bog. Her gik lyset op for ham, og han ønskede nu at være med til at bringe det videre. En anden mand, som George omtrent samtidig kommer i forbindelse med, var Louis F. Post, en ung jurist, som efter første gennemlæsning af "Fremskridt og fattigdom" havde udtalt sig noget overlegent om bogen, men som ved at vende tilbage til den havde forandret sit syn og fra nu af bliver en af Georges mest afgjorte disciple og hans nære ven. Han var udgiver af et arbejderblad, og George overlod ham nu uden vederlag bogen som føljeton til bladet, så dens tanker på denne måde kunne spredes blandt arbejderne.

     Men hvad George tillagde størst øjeblikkelig betydning, var en opfordring, han fik fra Patrick Ford, redaktøren af det irsk-amerikanske ugeblad, "Irish World", til at tage nogle måneder til Irland og England som korrespondent for hans blad. Francis Shaw hjalp ham med at komme afsted ved at afvikle en mindre gæld, som han nødig ville rejse fra. Og han tog så sammen med sin hustru og sine to døtre, og med adskillig forventning om de forestående oplevelser, afsted fra New York i efteråret 1881.

     Straks, da han kom til Dublin, indså han, at han var kommet til landet på den uheldigst mulige tid, og at der ville blive store vanskeligheder for ham. Tvangsloven gav regeringen ret til arrestation af hvemsomhelst på ubestemt tid, og man lod ham vide, at han helst måtte skifte navn, hvad han dog ikke ville gå ind på. Kort efter holdt han et foredrag i Dublin; det vakte stor begejstring, men han vurderede dog ikke tilslutningen anderledes, end at han skrev hjem få dage efter: "Flertallet af det irske folk véd ikke, på hvad måde det skal få det, som det længes efter; som alle store bevægelser er det en famlen i blinde, men det er begyndelsen til omvæltningen." Og et andet sted skriver han: "Sommetider synes det mig, at det er, som om nogle småmænd havde set sig selv med ét sat i spidsen for en vældig bevægelse og følt sig selv løftet op til en betydning og magt, de aldrig drømte om, og nu våger over, at ingen andre skal få part i æren. Jeg tænker ikke på Parnell, som efter alt, hvad jeg hører om ham, er en førsterangsmand, skønt han mangler egenskaber og evner, som Davitt har sin styrke i."

     I foråret 1882 var det ved at komme til et slags kompromis mellem de irske førere og det Gladstone'ske ministerium. Parnell, Davitt og flere blev løsladt af fængslet, da så i maj budskabet kommer om mordet i Fønixparken i Dublin på den irske minister og hans sekretær. Denne voldsdåd blev til stor skade for den irske sag, da en forsonlig politik nu foreløbig blev umulig. Da Davitt af George i London modtog meddelelsen om mordet, udbrød han: "Min gud, er jeg kommet ud af fængslet for at opleve dette!" Og han tilføjede: "For første gang i mit liv er jeg berøvet mit håb; det ligner jo den forbandelse, der altid har forfulgt Irland."

     Ved et selskab kort tid efter, hvor Georges var med, kom det under drøftelse, hvad de irske førere nu skulle gøre. Georges hustru foreslog, at Davitt skulle skynde sig til Dublin og sætte sig i spidsen for folket på dette vanskelige tidspunkt; og da der blev sagt, at det for ham ville være den visse død, så rasende som nu regeringens tilhængere var, svarede hun: "Hvorledes kunne Davitt finde en bedre død end midt i sit folk?" Disse ord huskede George, da han femten år senere stod overfor den sidste afgørelse i sit liv.

     Regeringen skred efter mordet til nye tvangslove. Imidlertid havde Gladstones irske landbolov af 1881 givet fæsterne udsigt til noget tryggere kår og derved gjort jordspørgsmålet noget mindre brændende. For Parnell havde landligaen kun været et politisk middel, som nu ikke mere lod sig anvende, og "Home rule" blev for ham hovedsagen.

     I modsætning til Parnell var Davitt stadig trods den meget længere fængselstid utilbøjelig til at give op. Det fik man et tydeligt indtryk af ved et møde i Manchester, hvor George skulle tale om det irske spørgsmål, og Davitt indlede. Indledningen tog så megen tid, at George kun fik et kvarter at tale i, og han skrev til sin hustru: "Det blev Davitts tale, ikke min"; men han havde med glæde overladt ham tiden. Denne tale af Davitt medførte, at Parnells tilhængere, de som selv havde forladt det tidligere standpunkt og svigtet i kampen for irernes fulde ret, beskyldte Davitt for at bringe splittelse i rækkerne ved ikke at følge trop, men holde med George og Ford. Og Davitt, som havde vist sig stærk overfor fængselstidens prøvelse, kunne ikke stå for dette. Han taler med George om, at de vist hellere må opgive en påtænkt rejse i Vest-Irland.

     Davitt var overbevist om jordspørgsmålets centrale betydning; han ønskede også sagen oplyst ved udbredelsen af "Fremskridt og fattigdom", men han var ikke så sikker på, at den af George foreslåede fremgangsmåde var den rette. Og tillige følte han sig trykket af Parnelliternes beskyldning for at være faldet i armene på den amerikanske kosmopolit, og det bevirkede, at Davitt, da han kort efter kom til New York for at arbejde for den irske sag, besluttede sig til at tage afstand fra George.

     Her får han imidlertid ved præsten Mc Glynns uventede optræden en stærk tilskyndelse til at holde ørerne stive. Denne mand, som var ansat ved en af de største katolske kirker i New York, havde hidtil kun privat udtalt sig i tilslutning til George, men aldrig offentligt talt herom eller om andre lignende emner.

     Han var kendt i vide kredse for sit uafhængige syn og sin veltalenhed, og man havde nu formået ham til at deltage i Davitts møder som taler. Han holdt så en tale, hvori han tog klart standpunkt for folkets ret til jorden. Han opmuntrede Davitt til at prædike evangeliet og ikke gøre undskyldning eller bortforklare. "Det er et godt evangelium, ikke alene for Irland, men for England, for Skotland, og også for Amerika. Hvis vi herovre ikke endnu har følt den samme forfærdelige strid mellem fremskridt og fattigdom som den, der føles i andre lande, så er det ikke vort politiske system, vi kan takke derfor, men alene den rige naturens overflod; når befolkningen er vokset her som andetsteds i forhold til landets udstrækning, da vil vi have nøjagtig det samme problem at løse, og jo snarere vi løser det, des bedre. Og derfor samstemmer jeg fuldt ud med Davitt og fuldt ud med Henry George. Og for at ikke en eller anden frygtsom sjæl skal befrygte, at jeg er ved at falde i armene på Henry George, så vil jeg sige, at jeg står på samme standpunkt som biskop Nulty i Irland . Men for den sags skyld - for at åbenbare endnu en hemmelighed - så er det min private mening, at om jeg skulle falde i armene på nogen, så véd jeg ingen mand, i hvis arme jeg hellere kunne ønske at falde end i Henry Georges."

     Fra kirkens side blev Mc Glynn krævet til regnskab for denne tale, der stred mod kirkens lærdomme, men Mc Glynn lod sine overordnede vide, at han kendte sin teologi godt nok til ikke af uvidenhed at synde imod den, og at han elskede sin religion højt nok til ikke med sin gode vilje at synde imod den. Dog gik han ind på ikke mere at tale om det irske spørgsmål, ikke fordi han erkendte nogens ret til at forbyde ham det, men fordi han kendte sine kirkelige foresattes magt og vidste, at de kunne svække eller ødelægge hans brugbarhed i den kirke, som han havde helliget sit liv. Dette skulle imidlertid ikke blive Mc Glynns sidste ord i det mellemværende.

     For George var det en såre glædelig overraskelse at høre om Mc Glynns tilslutning. "Om Davitts rejse til Amerika ikke havde andet resultat end dette," skrev han til Patrick Ford, "var den det værd; at få sådan en mand sat i gang, er værd at rejse jorden tre gange rundt for."

     Men for Davitt var Mc Glynns afstivning ikke tilstrækkelig; han gav efterhånden efter for sine modstandere, både herovre og da han igen kom hjem. George skriver herom: "Davitt har ladet sine fjender vende og dreje ham i forskellig retning, han har stillet sig på defensiven, hvor han burde have været den angribende, og er faldet fra den stilling, han kunne have beholdt. Men han er en nobel karakter og langt den bedste i selskabet."

     Georges forsøg på efter Patrick Fords tilskyndelse at få den irske bevægelse til at optage hans tanker var i virkeligheden slået fejl.

     Men under sit ophold i den gamle verden kom han i forbindelse med forskellige repræsentative personligheder. Blandt dem, han mødte, var miss Helen Taylor, Stuart Mills steddatter; hun var af den mening, at Mill, om han havde levet, ville have været med i den irske kamp med liv og sjæl, og at han i "Frem skridt og fattigdom" ville have set den sande sociale udredning.

     Gennem miss Taylor gør George i London bekendtskab med socialisten Hyndman og blev af ham gjort opmærksom på et lille skrift, han havde fundet i British Museum. Det var en forelæsning fra 1775, holdt i "Det filosofiske samfund" i Newcastle af en mand ved navn Thomas Spence. Den handlede om "de sande menneskerettigheder" og blev anledning til, at samfundet - som han selv sagde - viste ham den ære at lukke sine døre for ham. I denne tale hævdede Spence den fælles ret til jorden og foreslog, at skatterne blev taget af jordens værdi, og at alle andre skatter ophævedes.

     George havde aldrig hørt om denne mand og glædede sig meget over den opdagelse, at hans egne tanker altså et hundred år i forvejen var bleven forkyndt her i England, ligesom på samme tid i Frankrig af fysiokraterne. Han ønskede talen udgivet; det ville sige, at når så gammel en idé endnu ikke havde ført til noget, var den sikkert intet værd; men George holdt på, at når man fik at vide, at "Fremskridt og fattigdom" kunne støtte sig til ældre skrifters autoritet, ville det fremskynde dens indflydelse, og Hyndman udgav talen.

     George traf også Herbert Spencer. Det var med adskillig forventning, at George i et selskab hilste på denne mand. Ikke for hans udviklingslæres skyld, som George netop var i modstrid med og havde talt om som den materialistiske filosofi, der med sit skin af videnskabelighed var i kurs hos så mange. Men Spencer havde i 1850 skrevet en bog om samfundsspørgsmålene, hvori han havde gjort lignende tanker gældende som senere "Fremskridt og fattigdom"; og George havde også citeret ham i sin bog.

     Men mødet med Spencer blev en skuffelse. Det viste sig, da George spurgte ham, hvad han mente om det irske spørgsmål, at han nu havde forandret sit syn og fandt, at godsejerne var i deres fulde ret; på en meget overlegen måde lod han George forstå, at de irske førere efter hans mening kun fik, hvad de havde fortjent. Ved at høre dette af en mand, som i sin tid klart havde påvist, at lighed og privateje af jord ikke lader sig forene, blev George så forstemt, at han kun sagde:

     Adskillige år derefter stillede han Spencers personlighed i skarp belysning i en bog, hvor han sammenstiller hans første og hans senere standpunkt.

     George kom også til Skotland. Han talte i Glasgow ved to møder og gjorde dermed begyndelsen til den radikale jordskyldsbevægelse i dette land. Ved hjælp af penge fra Fr. G. Shaw blev han i stand til at understøtte agitationen med udsendelsen af en billig udgave af "Fremskridt og fattigdom".

     Patrick Ford tilskyndede ham til igen at besøge Irland, men George skriver tilbage: "Jeg er villig til og ivrig for at gøre, hvad jeg kan, men De må huske, at jeg er ikke irlænder, og de folk er mistænksomme overfor råd eller indblanding fra en udenforstående, og under de forhold er jeg ikke glad ved at blande mig i den irske politik."

     Alligevel tog han en tur til det vestlige Irland, hvor han to gange blev arresteret, dog begge gange kun for efter en latterlig undersøgelse at blive tilbagegivet til friheden. Han havde nu set, som han skrev, "to engelske bastiller indvendig". Disse arrestationer førte kun til, at hans navn og skrifter yderligere blev omtalt i bladene, og bøgerne solgtes i mængde. Og inden han - i oktober 1882 - efter et års ophold herovre tog tilbage til hjemmet, holdt han sine første to taler i London, den ene ved et arbejdermøde, den anden for en forsamling af præster.

     Da George kom tilbage til New York, fik han stærkt indtryk af den opmærksomhed, der i mellemtiden var vakt om hans navn, både af bladenes omtale og af velkomstmøderne, der blev holdt. Det betød ikke lige meget altsammen. I anledning af en fin fest, der blev holdt til hans ære, blev der træffende skrevet, at mange af de tilstedeværende repræsentanter for de privilegerede dele af samfundet åbenbart ikke havde forestilling om, hvem det var, de dér gjorde stads af; de bar sig jo ad som en flok fede får, der uden at ane ondt byder en ulv ind i deres fold. Og tre år senere, da George stod i valgkampen om borgmesterembedet i New York, så han blandt sine "samfundsstøttende" modstandere adskillige af dem, der her havde været tilstede.

     Noget efter sin hjemkomst aflagde han Mc Glynn et besøg. Denne mand, der havde optrådt så virkningsfuldt ved Davitts møde, var et par år ældre end George, på denne tid omkring de 46. Det var en høj, anselig mand af ydre, og med indre egenskaber, der gjorde ham til en æret og afholdt præst; ikke mindst for de fattige i det store sogn var han som en faderlig rådgiver. Mc Glynn siger om sit første indtryk af George personlig: "I forvejen erobret af "Fremskridt og fattigdom" blev jeg det nu af dens forfatter. Jeg fandt hos ham høj intelligens og mandig karakter, forenet med et barns enfold og ynde - i virkeligheden noget af det kvindelige, der efter en franskmands ord findes hos alle virkelig store."

     Omtrent samtidig med at her det personlige venskab mellem "præsten og profeten" indledtes, mistede George sin ældre ven og støtte, Francis G. Shaw. Sit forhold til denne betegner George overfor hans datter i følgende ord ved hans død: "Jeg var i nogen måde hans yngre befuldmægtigede, som han sendte i den kamp, han selv ville have kæmpet; denne tanke vil altid være mig en tilfredsstillelse og en styrke." Og en bog, George nogen tid efter udgav under titlen "Samfundsspørgsmål", tilegner han Shaws minde med de ord fra Johannes' åbenbaring: "Ja, ånden siger, at de skal hvile efter deres arbejde, men deres gerninger følger dem."

     "Samfundsspørgsmål" udkom i 1883. Dens tilblivelse skyldtes, at en socialøkonomisk professor, Will. G. Sumner, havde påbegyndt en artikel-række i et af New Yorks ugeblade. Efter opfordring af et andet blad imødegik George professoren, og de således fremkomne artikler blev derefter med tilføjelse af en del flere udgivet i bogform. Disse afhandlinger, godt 20 i alt, omhandlede forskellige af tidens sociale spørgsmål: "koncentrationens gang", hvor den iøjnefaldende vækst i landbrugenes størrelse påvises; "overproduktion", som reduceres til det blændværk, dette navn dækker over; "maskinernes virkninger", "statsgæld og indirekte beskatning", og meget andet, altsammen set ud fra Georges grundsyn og udmundende i anvisningen til "den første store reform".

     Samtidig er George stærkt optaget af tanken om en anden bog, hvori han udførlig vil klare toldspørgsmålet. Under arbejdet med den havde han en lignende alvorlig modgang som Carlyle, da han skrev om den franske revolution: ved et rent uheld mistede han manuskriptet til omtrent 100 trykte sider. Det var sket, mente George, ved at han i uagtsomhed havde fået det blandet sammen med en bunke makulatur og bedt pigen brænde det hele. Arbejdet med bogen blev nu udsat, men ikke opgivet.

     En fjorten dags tid af sommeren 1883 havde George sammen med sin familie og nogle venner ophold på landet, og det gav ham, som han skriver til Edw. Taylor, mere fuldkommen hvile, end han havde haft i årevis; og i sådanne hviletider vendte altid hans tanke sig mod den menneskelivets gåde, han i sidste kapitel af "Fremskridt og fattigdom" taler om, og han skriver til Taylor: "Jeg har ligget under træerne og tænkt over det uendelige mysterium, vi er omgivet af. Hvilke tåber er dog disse positivister! Vor positive viden! Mere og mere sikkert synes det mig, at livet må være et trin kun, - et gennemgangs led."

     Når enkelte af Georges meningsfæller havde foreslået ham at indtræde i den praktiske politik, fordi de mente det formålstjenligt for sagen, havde han svaret dem, at han troede, han kunne blive fuldt så meget til gavn udenfor som i kongressen. Hvad han derimod ikke kunne afvise, var en indbydelse fra England til igen at komme derover og holde en række foredrag. Han så heri en stor mulighed for at fremme sit værk. Men inden han kom afsted, så han for sidste gang sine gamle forældre i Philadelphia.

     Hans tanker var i de sidste år med en følelse af naturlig stolthed gået mod barndomshjemmet. På faderens 85-års fødselsdag havde George sendt ham et brev og fortalt om sine bøger, foredrag og om de engelske venner. Faderen skrev tilbage om, hvor glad han var blevet ved børnenes breve: "De svundne dage," siger han, "kommer frem for mig, som om det kun var en uges tid, siden du kom til mig og sagde, du ville til Californien og forsøge din lykke dér. Jeg gjorde ingen indvendinger, og resultatet blev jo alt, hvad jeg kunne have ønsket." - Kort efter døde den gamle; han havde alle sine børn om sig og velsignede dem, hver én, med deres ægtefæller og børn. Han havde, sagde han, - været et lykkeligt menneske og var nu rede til at samles med sine fædre. Den gamle Richard George døde som en patriark midt i sin slægt; hans hustru fulgte ham en uge efter, og de blev begravede i den samme grav. "Deres død var smuk som deres liv", siger Henry George om sine forældre.

     Faderen havde læst "Fremskridt og fattigdom" og følte sig stolt over sønnens kække mod og ædle formål. Han så straks, at den var bygget på retfærdigheden, og han så i den et betydeligt værk. Men han var i sit 80. år, da den udkom. Han levede i den forgangne tid og ænsede ikke tilstrækkeligt den vanskelige, kampfyldte omverden til at forstå bogens fulde mening og styrke. Han tænkte mere på den kække, standhaftige søn end på hans bog. Og moderen - "Ja, jeg er for gammel til at læse i den," havde hun sagt; og skønt hun glædede sig over den anseelse, sønnen vandt, så glædede hun sig dog endnu mere ved at se ham være med til morgenandagten, hvor faderen ligesom tidligere læste op af skriften.

     Forældrenes død bragte for George tanken om døden nær. "Jeg kunne dø nu," sagde han en dag til sin søn Richard, da de gik på gaden i New York. "Hvorfor siger du det," spurgte sønnen forbavset. "Jeg mente, at selv om jeg døde nu, ville værket fortsættes; det afhænger ikke længere af én mand, det er ikke længere en Henry George-bevægelse; men en bevægelse af mange mennesker i mange lande. Den store omvæltning er begyndt."

     Nogle dage før jul tiltrådte George sin anden Englandsrejse, og den sidste dag i året 1883 ankom han til Liverpool. Han blev modtaget af Davitt, som nu frit og åbent forkyndte jordens nationalisering og hverken brød sig om Parnelliterne eller om dem, der med vold ville fremme irernes sag. Siden George sidst var herovre, var der gået et års tid. Han mærkede tydeligt, hvor meget hans navn var kommet i forgrunden, og dette skyldtes især, at over 40.000 eksemplarer af "Fremskridt og fattigdom"s billig-udgave var blevet solgt. Bogen var et brændende emne i bladene, i forelæsninger og diskussioner. Dens stormløb mod de tilvante tankegange foruroligede den autoriserede socialøkonomi; professorer og politikere søgte at imødegå dens lærdomme; gamle frihedsmænd som Gladstone og John Bright tog afstand.

     Sidstnævnte holdt i Birmingham en tale om det mest usædvanlige, det største, vildeste, mest besynderlige sociale forslag, der nu for nylig var importeret af en amerikansk opfinder; og George skriver om ham i et brev: "Den gamle mand kender ikke det mindste til, hvad han snakker om. Hvis han ville møde mig på en talerstol og drøfte sagen med mig, ville jeg være glad for lejligheden dertil."

     Gladstone, til hvem George i sin tid havde sendt "Fremskridt og fattigdom", og som i en venlig svarskrivelse havde sagt, at intet spørgsmål krævede en så omhyggelig undersøgelse som jordspørgsmålet, og at han ville sætte stor pris på al den oplysning, der kunne fås herom, - han havde nu nylig udtalt om et indlæg af regeringsstatistikeren R. Giffen, der i tal viste arbejderklassens fremskridt i det sidste århundrede, at det i form og indhold var det bedste svar, man kunne give George.

     Den for tiden "radikale" Joseph Chamberlain, der som en klog politiker havde sit øre mod jorden, mente, at hvis der ikke blev taget hurtigt og alvorligt fat med reformer, da ville vælgermassen slutte sig til "teorier så vilde og metoder så uretfærdige som dem, der blev foreslået af den amerikanske socialøkonom".

     Jordreformforeningen, efter hvis indbydelse George var kommet, havde for de første måneder ordnet en række foredrag i de fleste større byer i England og Skotland, og de skulle begynde i London. Men allerførst måtte George tage stilling til to vigtige spørgsmål. Det første angik forholdet til socialismen.

     Enkelte af foreningens ledende mænd var i virkeligheden uenige med George i hans individualisme og var stærkt påvirkede af Karl Marx, som længe havde boet her i London og nu for få måneder siden var død. De lod George vide, at hvis han ikke sluttede sig til tanken om at fordre kapitalen og alle produktionsmidler overtaget af staten, da ville socialisterne drives over blandt hans modstandere. George afviste dette meget bestemt; han var af foreningen indbudt til at tale ikke om andres, men om sine egne grundsætninger, dem han klart nok havde gjort rede for i sine bøger; så kunne socialisterne støtte ham eller ikke, som det behagede dem.

     Det andet spørgsmål var om, hvorledes folkets fællesret til jorden skulle gøres gældende. En del af medlemmerne bad George tage så let som muligt på dette kildne punkt og ikke sige noget imod, at godsejerne fik erstatning, da han i så fald ville støde for mange fra. Georges svar var her ligeså klart: Enten tilhørte jorden med rette hele folket, eller også tilhørte den dem, der kaldte sig dens ejere. Var dette sidste tilfældet, da kunne de jo gøre med deres, hvad de ville, og ingen kunne have grund til klage; men tilhørte den hele folket, da skulle den tilbagegives, og man kunne ikke med rette fordre en eneste penny af folket som betaling for, hvad der tilhørte det. Hvad han foreslog var ikke at konfiskere jorden, men netop at standse den konfiskering, der bestod i, at de, der kaldte sig jordens herrer, inddrog en afgift, der ikke tilkom dem, men var samfundets fælles eje; og det ville han gøre ved hjælp af beskatning.

     Således måtte George forsvare sig til to sider mod dem, der skulle støtte ham, før han vendte sig mod den fælles fjende.

     Man får ved at høre om hans forberedelser til det første møde i London indtryk af, hvor magtpåliggende det har været ham, at angrebet straks fra begyndelsen måtte lykkes. Det meste af dagen forud holdt han sig hjemme og tænkte over grundlinjerne i foredraget, der skulle handle om "fremskridt og fattigdom". Langsomt og med en del besvær dikterede han til sønnen, som var med ham på rejsen. Om eftermiddagen blev der sendt bud efter en anden stenograf, og med de to arbejdede han til langt ud på aftenen. Da sønnen tidlig næste morgen vågnede, var hans fader allerede oppe og i gang. Han var nu begyndt forfra og på en måde, der syntes ham bedre; og næsten hele dagen dikterede han for de to stenografer, undtagen når han blev afbrudt af besøg. Han var i arbejde lige til komiteen kom for at ledsage ham til mødet; så blev alle papirerne skrabet sammen, - men efter dette store arbejde gav han sig, da han kom på talerstolen, den fri indskydelse i vold; kun i hovedpunkterne og anlægget lignede det, han sagde, det meget, han havde ladet skrive. Og med den stærke overbevisnings sikkerhed, logisk, hurtig i svarene og med fuldt herredømme over sit emne og sine tilhørere talte George her til de mange, der havde fyldt den store St. James hall.

     I stedet for John Ruskin, der var syg, præsiderede parlamentsmedlem Labouchere; han indledede mødet med at sige, at fire George'r i de sidste par hundredår havde forplumret de offentlige sager, men nu kom George d. 5te, uden krone, men med skarp indsigt og højsindet stræben, og med hjertet hos de fattige og små. George skrev til sin hustru om, hvor ivrigt bladene tog sig af ham: "Det har været som en gnist til en krudttønde." Og overalt sås nu hos boghandlerne den sidst udkomne bog "Samfundsspørgsmål" sammen med "Fremskridt og fattigdom".

     Videre talte George i Plymouth, Cardiff, Bristol, Birmingham og Liverpool. Sidstnævnte sted mødte han kendelig opposition, men den gav ham netop her en tiltrængt opstramning overfor den uoplagthed, han på grund af manglende søvn havde følt, og han rev snart forsamlingen med sig. Et af Liverpool-bladene sagde dagen efter: "Mr. Georges foredrag i aftes havde hele den forførende skønhed, som har berøvet mange af hans berømte bogs læsere deres dømmekraft. Han overbeviste øjensynlig en mængde mennesker om, at tyveri ikke er tyveri, thi hans mange tilhørere i aftes erklærede sig enstemmig for tilegnelse af landets jord uden erstatning til ejerne."

     Dette spørgsmål om erstatning (compensation) kom miss Helen Taylor ind på ved et møde i Birmingham, hvor George var tilstede. Hun sagde, at hun var stemt for erstatning, og at den let kunne ordnes. Når godsejerne først betalte de resterende skatter for deres jord fra Carl II's tid af (for siden da havde de jo kun betalt lidet eller intet) og så renter og rentes rente af det, der på den måde var tilbageholdt, da kunne der af dette store fond blive nok at give erstatning af. George deltog hjertelig i den latter og klapsalve, der ledsagede forslaget.

     Fra England gik nu rejsen videre til Skotland og til det yderste nordvesten af dette land. Her var jordspørgsmålet rejst med særegen tydelighed, men der behøvedes en mand, der som George kunne give den almindelige følelse af uretten styrke og retning og med et simpelt klart forslag kunne lede alles tanker ind i det samme spor. I Glasgow oprettedes nu den skotske jordreformforening, der mer end noget andet har bidraget til udbredelsen af Georges tanker i Storbritannien.

     Efter tilbagekomsten til England talte George bl.a. i de to universitetsbyer Oxford og Cambridge.

     I Oxford forsøgte nogle unge kåde aristokrater blandt studenterne at gøre George det umuligt at iværksætte en jævn og sammenhængende drøftelse. George havde, idet han gik ud fra, at tilhørerne var fortrolige med økonomiske emner, gjort sin tale ganske kort og var derefter rede til at besvare spørgsmål; men nu tog den ene efter den anden ordet, ikke for at stille forespørgsler, men for at holde udfordrende småtaler. Professor i socialøkonomi, Marshall, førte an med at bemærke, at der i Georges bog ikke var en eneste lærdom, der var både ny og sand; det, der var nyt, var ikke sandt, og det, der var sandt, var ikke nyt. Han var af den mening, at George ikke havde forstået en eneste af de forfattere, som han havde villet kritisere, men det var ikke at bebrejde ham, for han manglede den uddannelse, der var nødvendig for at forstå dem. George svarede, at han gik ind på professorens dom: at bogen ikke indeholdt noget, som var både sandt og nyt, for bogen var bygget på sandheden; og sandheden kunne ikke være en ny ting, den havde altid eksisteret. En af de unge, en svigersøn af den tilstedeværende professor Max Müller, hos hvem George boede under sit ophold i Oxford, erklærede Georges løsning af det sociale spørgsmål for et "universalmiddel", der var "umoralsk indtil det skandaløse".

     Det hele var pinligt både for George og mange andre, først og fremmest for den mand, hos hvem han var gæst; og mindre smigrende for de unge akademikere.

     Omtrent tre måneder havde denne rejse taget; til sidst var George, efter indbydelse af Davitt, i Dublin og sejlede så midt i april hjem.

     Denne tid havde krævet stærk anspændelse; der var dog enkelte hviletider med besøg hos venner og bekendte; og øjeblikke, da Georges muntre natur slog sig løs, som da han i Cardiff hørte sit navn nævne for de vilde ideer, han var kommet til landet med, og hvor så George, uden at sige, hvem han var, blandede sig i samtalen og ved at gennemføre de andres tankegang til yderste konsekvens forvandlede de intetanende modstandere til forsvarere; eller da han i en kupé kom i snak med en journalist, der gav en komisk fremstilling af Henry George, som han efter sigende havde både set og hørt, og hvor George så, da journalisten steg ud, gav ham sit kort med tak for den interessante underholdning og forårsagede, at han nær var gået bagover ned på perronen. Eller engang, da en fattig kone kom ind i kupeen, hvor George sad, medførende en lille taske, som hun lagde ved siden af sig på sædet. Den kom derved til at ligge i nærheden af en ganske lignende, hvori George havde sine papirer og skrifter. Noget efter at konen var stået ud, og - da George får lyst til at kigge i papirerne, får han i stedet fat i et par besynderlige udslidte sko. Han kom først ud af sin forbavselse, da tanken faldt på konen, der nylig var stået ud. Ved en station, hvor han havde lidt tid, fik han telegraferet til stedet og fik svar tilbage, at en vred kone havde beklaget sig over, at hun var blevet berøvet sine sko af en mand, der havde fyldt hendes taske med en masse papirsragelse. Filosoffen sendte med glæde hendes pose afsted og modtog til sin ikke mindre glæde dagen efter sin egen. Tit kunne George af glemsomhed og distraktion sætte sine sager til på rejser. Her var han dog uskyldig.

     Da George kom tilbage til New York, blev han modtaget af arbejderbefolkningen med et massemøde. Derimod savnedes den fine indbydelse fra forrige gang. De folk, der gjorde forretning af politik eller bevægede sig i den privilegerede verden, var begyndt at forstå, hvad George betød: ikke nogle glimrende og tomme almindeligheder, men en revolution i politiske og sociale forhold.

     I den tid, der nu kom, samlede George sig væsentlig om skribentvirksomheden. Først skrev han en artikel til det engelske tidsskrift "Nineteenth Century" i anledning af et angreb på ham, som var fremkommet i det samme tidsskrift under overskriften: "Profeten fra San Francisco". Forfatteren var hertugen af Argyll, hvem George i sin tid havde sendt "Fremskridt og fattigdom" ligesom til Herbert Spencer, idet han gik ud fra, at disse to mænd, der begge havde gjort lignende synspunkter gældende, Spencer i "Social Statics", Argyll i "Reign of Laws", ville hilse hans bog velkommen. Fra Spencer modtog han intet svar, og George forstod grunden, da han mødtes med ham i London; fra Argyll havde han fået et venligt svar, men i den nævnte artikel havde altså hertugen vist sig også at være kommet bort fra sit tidligere standpunkt.

     George lod sig af sine venner overtale til at besvare angrebet; de overbeviste ham om, at en kontra mellem ham og hertugen ville vække stor opmærksomhed for jordspørgsmålet i hele Skotland. Allerede inden afrejsen fra Irland havde George skrevet artiklen, men tog den dog med hjem for at få den gjort "blank som en stålkugle". Han gik ud fra de i sin tid af Argyll hævdede anskuelser, viste, hvorledes han, som Argyll, havde øje for verdenslovenes storslåede simpelhed og harmoni, men nu til sin undren havde set, at hertugens smukke filosofi faldt sammen, så snart den skulle prøves på de sociale forhold. Ligeså omhyggeligt som George lod de personlige angreb. uænset, ligeså skarpt angreb han det, der for ham stod som uredelig filosofi. Og efter stålkuglens udsendelse var hertugen tavs og har sikkert beklaget, at han havde taget ordet, ikke mindst da han snart efter så sin artikel sammen med Georges svar udgivet af den skotske jordreformforening som flyveskrift under titlen "The Peer and the Prophet".

     Men nu tog George fat på, hvad han anså for langt vigtigere: den for et årstid siden afbrudte bog. Han ønskede i den at føre undersøgelsen af toldspørgsmålet videre, end man på nogen af siderne hidtil var gået, ville udrede, hvorfor beskyttelsestanken, trods al afsløring af dens blændværk, dog stadig havde så stærkt tag i folk; han ville søge at efterspore forbindelsen mellem toldspørgsmålet og de endnu vigtigere sociale spørgsmål og vise, hvilke radikale foranstaltninger frihandelsprincippet, logisk gennemført, ville betyde. Som han skrev til en ven derom: "Først vil jeg slå alle beskyttelsespåstandene ned, men så gøre omkring og vise at den blotte ophævelse af beskyttelsen ikke ville gavne de arbejdende klasser noget, men at frihandelsprincippet, om der skal nås noget for dem, må gennemføres i fuld udstrækning, hvilket naturligvis vil sige: ophævelsen af alle skatter og tilegnelsen af jordværdierne." Til Taylor, som havde foreslået ham at gå induktivt frem  (c: gå ud fra de enkelte tilfælde og så slutte ud derfra) skriver George, at hvad folket trænger til, er teori, og lige til de får en korrekt teori i deres hoveder, er al henvisen til kendsgerninger unyttig.

     Meget af denne bog blev skrevet i sommeren 1884, som George med familie tilbragte på landet hos en ven og meningsfælle John Cranford, Long Island. Her var det, han fra sit vindue havde den udsigt, der gav ham det indledende illustrerende træk til bogen: Ligesom den stærke tyr, der havde snoet tøjret om pælen og derved bundet sine egne kræfter, måtte stå som fange, pint ved synet af det rige græs, den ikke kunne nå, plaget af fluerne, den ikke kunne ryste sig fri for, og kun i stand til at piske med halen og brøle, indtil nogen gik hen og hjalp den fri - således med de arbejdende masser: sålænge de ikke får lært at gå vejen fra virkning til årsag og kan indse, hvordan de er bundet, og hvordan de skal gøre sig fri, vil deres anstrengelser og nødråb være ligeså ørkesløse som tyrens, ja endnu mere; jeg vil nu gå ud og drive tyren rundt den vej, der kan få tovet af pælen igen; men hvem skal vise menneskene vejen til friheden? Intet vil hjælpe, før de gør brug af den forstand, de har.

     Over et år varede det endnu, inden bogen blev færdig; dagens og øjeblikkets krav kom gang på gang og afbrød arbejdet. Men i begyndelsen af året 1886 gik den i trykken; den fik titlen: "Beskyttelse eller frihandel" og blev tilegnet mindet om fysiokraterne, "de store franskmænd, som for et århundrede siden, midt i despotiets mørke, øjnede frihedens daggry."

     I første del af bogen godtgør George med mange eksempler det naturstridige i "beskyttelsen". Men han går - som allerede nævnt - videre: Hvad vil de arbejdende klasser vinde ved, at tolden bliver afskaffet? Arbejderen vil spørge frihandelsmanden: "Hvad betyder den forandring for mig?" Og når der svares: "Den vil forøge velstanden og nedsætte varernes pris", da vil arbejderen kunne vise hen til England, frihandelslandet, hvor der er fattigdom og hunger lige så vel som dengang, da Cobden og Bright enedes om at gå ud i kampen mod beskyttelseslovene. Og han vil gøre opmærksom på, at Amerika, den fri republik, er blevet beskyttelsesland. En betydelig del af de mest tænksomme arbejdere er klare over, at beskyttelsen ikke giver dem noget; men de indser ikke, at heller ikke frihandelen kan gavne dem; og derfor betragter de toldspørgsmålet som sig uvedkommende og uden praktisk betydning for arbejdsfolk. Men sagen er, at frihandelen aldrig har været ført igennem. Arbejderen kan sammenlignes med en mand, som, idet han bærer sit arbejdsudbytte hjem, anholdes af en række røvere. En kræver så meget, en anden så meget, men tilsidst står der én, som kræver alt, hvad der er tilovers, undtagen netop så meget, som kan gøre det muligt for offeret at opholde livet og tage fat igen næste dag. Og hvad kan det så hjælpe, at alle de andre røvere jages bort, hvis den sidste af dem dog får lov at blive ved? Resultatet bliver da kun, at den sidste får så meget mere. Både beskyttelsestolden og megen anden plyndring - som statsgæld, stående hære, krig, og forskellige arter af monopoler - kan tænkes afskaffet, uden at der indtræder nogen varig bedring i arbejdets kår. Sålænge jordmonopolets evne til at tage, hvad der bliver tilovers, ikke brydes, da vil selv de bedste reformer vise sig unyttige; de vil såvel som enhver opfindelse og opdagelse, der øger arbejdets frembringelsesevne og mindsker varernes pris, i længden kun sætte jordmonopolets indehaver i stand til at gøre et så meget større indgreb i arbejdsudbyttet. Derfor forstås toldspørgsmålet ikke tilbunds, før vi er kommet ud over det og frem til det sociale spørgsmål i det hele. Frihandelen kan ikke standse ved toldbodernes afskaffelse. De samme grunde, der tilsiger os ikke at beskatte den, som øger et lands velstand ved at bringe værdifulde ting ind i det, tilsiger os også at undlade beskatning af den, der øger landets velstand ved at frembringe værdifulde ting indenfor landets egne grænser. Frihandelens grundsætninger kræver, at vi ikke alene afskaffer alle indirekte skatter, men også alle de direkte skatter, som falder på arbejdets frembringelser. Den sande frihandel er ensbetydende med fri produktion. Men for fuldtud af frigøre denne, er det ikke alene nødvendigt at fjerne alle de skatter, der hviler på den, men også at fjerne alt andet, der hæmmer den. Det er nødvendigt, at produktionens aktive faktor, arbejdet, må have fri adgang til produktionens passive faktor, jorden. Og derfor må jordmonopolet afskaffes.

     "Beskyttelse eller frihandel" indtager næstefter det grundlæggende hovedværk den betydeligste plads i rækken af Georges større skrifter; ja, i henseende til sluttet bygning og gennemsigtig fremstilling betegner den vel højdepunktet af hans forfatterskab.

     Fra oktober 1884 til ind i det næste år havde George efter indbydelse atter været i England. Et af London-møderne blev holdt i City lige over for børsen, og omtrent 7.000 mennesker var samlet. Stærkt indtryk gjorde det, da George i talens løb pegede over mod børsen og gjorde opmærksom på det ord, der med store bogstaver er sat over indgangen: "Herrens er jorden og dens fylde." Fornægtelsen af denne sandhed var årsagen til al den arbejdsløshed og elendighed, der fandtes fra den ene ende af riget til den anden, og som prægede samfundet, hvorsomhelst civilisationen nåede frem.

     Foruden mange andre steder talte George også i Glasgow, i Liverpool og lige før hjemrejsen i Ulsters hovedstad, Belfast. For tredje gang har han nu været herovre, og det kendskab til landets forhold, han ved disse rejser har vundet, sætter sit spor i nogle af de afhandlinger, han i de følgende par år udsender gennem tidsskriftet "North American Review".

     Her skildrer han de politiske og sociale tilstande i England og Irland, og noget senere det "amerikanske godsejervælde", og viser, hvorledes den samme skæbnesvangre koncentration af jorden på de få hænder, som forlængst havde fundet sted i England, nu også i Amerika var i rivende udvikling. Endvidere skrev han på opfordring af tidsskriftets redaktør en række artikler om "arbejdsforholdene i Pennsylvania", beskyttelsestilstandenes og strejkernes midtpunkt. De fremkom i efteråret 1886 og handlede væsentlig om de store kul- og jernegne i denne stat og om den uindskrænkede magt, som de forholdsvis få, der sad inde med dem, var i stand til at udøve over den arbejdende befolkning. Skildringen var bygget både på de officielle indberetninger og på de iagttagelser, han selv på en rejse i disse egne lige forud havde gjort.

     En dag i eftersommeren 1886 overraskedes George ved af bladene at se, at New Yorks arbejderforeninger havde i sinde at tage del i politikken og agtede at opfordre ham til at være deres kandidat ved det forestående valg til borgmesterembedet. George såvel som de, der var sammen med ham i øjeblikket, tog det ikke alvorligt. Heller ikke, da et udvalg fra foreningen overbragte indbydelsen, ville han endnu indlade sig derpå. Han havde vigtigt arbejde, han nødig ville afbryde. Men de blev ved, og det endte med, at han sagde ja. Da nemlig George undslog sig med, at et altfor lille stemmetal kun ville gøre hans sag latterlig, blev der svaret, at samtlige foreninger ville samle al deres kraft på ham som eneste kandidat. Dertil kom, at hans venner, deriblandt Mc Glynn, styrkede til; de mente, at denne lejlighed måtte udnyttes til at forkynde jordspørgsmålet og alt det, der hang sammen dermed.

     Men George stillede, inden han indvilligede, den fordring, at mindst 30.000 borgere med navns underskrift skulle udtale ønsket om at have ham til kandidat og forpligte sig til at stemme på ham. Hvis han herigennem fik at vide, at det var et anseligt antal af alvorlige mænd, der var bestemt på at bringe de anskuelser, han repræsenterede, ind i det politiske liv, da kunne han ikke vægre sig.

     George havde god grund til at træffe sådanne foranstaltninger, da valgordningen gjorde det vanskeligt for et nyt parti, der ikke havde agitations-maskineriet i orden, at gøre sig gældende. Bestikkelser og valgtryk var den almindelige trafik. Men på den anden side gjorde al denne offentlige demoralisation og de sociale misforhold i det hele George og hans venner ivrige for at benytte lejligheden til at gribe ind og røre op.

     De almindelige demokratiske partiførere blev ængstelige ved at se, i hvilken grad underskrifternes tal voksede. En af dem fik det hverv at få George til at træde tilbage ved løfte om ved første lejlighed at sikre ham valg til kongressen i stedet, og med den begrundelse, at han jo her umulig kunne blive valgt. "Hvorfor," sagde George, "ønsker De, at jeg skal trække mig tilbage, når jeg umulig kan blive valgt?" "De kan ikke blive valgt, men ved at stille Dem vil De sætte helvede i bevægelse." George svarede: "De har hjulpet mig ud af en forlegenhed. Jeg ønsker ikke ansvaret og arbejdet ved New Yorks borgmesterembede, men jeg ønsker at sætte helvede i bevægelse; så nu er jeg bestemt på at stille mig."

     I oktober ved et stort møde i Union Hall blev Georges kandidatur proklameret; ikke alene arbejderne i snævrere forstand stod bagved den, men også mange af dem, der lige så vel som håndens arbejdere følte eksistenskampens bitterhed og var dybt overbevist om de politiske forholds råddenskab og det sociale livs brøst. Over 34.000 vælgere havde forpligtet sig til at stemme på George, og ved mødet var der en sådan trængsel, at han med nød og næppe kunne få banet sig vej. Efter at bifaldsråbene var forstummet, udtalte George bl.a. følgende: "Jeg ønsker ikke at blive borgmester i New York; jeg har før haft politisk ambition, men det er længe siden. jeg så, hvad praktisk politik betød; jeg så, at den, der under de nuværende forhold ville gøre politisk karriere, måtte krybe, smigre, intrigere og gøre sig behagelig, og jeg besluttede, at jeg ville ikke nedværdige mig selv som mand; og den vej, jeg valgte, var snarere pionerens, den vej, som de forreste skal bryde, for at de mange kan følge efter." George udtalte videre, at arbejderne efter hans overbevisning burde tage del i politik, for gennem den gik vejen, og den eneste, ad hvilken noget virkeligt og varigt kunne sikres arbejderne. Han havde ment, at det måtte blive andres sag, men da der blev sagt: du er den eneste mand, om hvem vi kan samles, kunne han ikke sige nej.

     Og senere i talen: "Det er for den, der blot vil se sig om, en iøjnefaldende kendsgerning, at det store flertal af mænd, kvinder og børn i New York har ingen lovlig ret til i det hele at bo her. De fleste af os, de 99 % i det mindste, må til den ene % hver uge, måned eller fjerdingår betale for retten til at bo her og arbejde som slaver. Er der nogen grund til en sådan trængsel? Der er overflod af plads på denne ø; der er milevide strækninger af jord rundt omkring denne kerne. Hvorfor kan vi ikke tage den og bygge huse på den efter vort behov? Simpelthen fordi den tilbageholdes af topmålte egoister, der ikke vil bruge den selv og heller ikke vil lade andre bruge den, med mindre de betaler en uhyre pris derfor. Hvad skal vi foreslå at gøre? Vi foreslår først, som vort program siger, at gøre bygningerne billigere ved at fjerne skat fra dem. Vi foreslår at lægge skat på jorden, bortset fra forbedringerne, så at den mand, der lader jord ligge ledig, han skal betale lige så meget for den, som når han tager den i brug, akkurat ligesom en mand, der lejer et værelse på et hotel, og som lukker af og går sin vej, må betale lige så meget, som om han var der og sov der."

     George gør opmærksom på, at småbørn dør i tusindvis i den store by. "Er det ikke vor pligt som borgere at berede os til at få rettet de sociale uretfærdigheder, som tvinger ud af verden dem, som er sat ind i den, næsten førend de er her, den sociale uret, som tvinger unge piger ud på gaderne og vore sønner ind i brændevinsboderne og derefter i forbedringshuset? Vi rejser her en bevægelse for at tilintetgøre det industrielle slaveri, og hvad vi gør her, vil øve sin virkning gennem landet og over havet og indgyde mennesker mod til at tænke og handle."

     Så at sige hele pressen var næste dag enig i, at George på grund af sine personlige evner og karakter og på grund af arbejderforeningernes samling om ham ville blive en betydningsfuld deltager i striden om byens højeste embede.

     I denne tid gjorde George bekendtskab med en mand, som for nogle år siden havde læst "Fremskridt og fattigdom", og som derved, ligesom det var gået andre, havde fået sin mistvivl overfor det sociale spørgsmål forandret til tro. Det var August Lewis, en større købmand i New York. Han støttede George både med råd og dåd i kampen, som nu kom. Det samme gjorde en anden mand, som George allerede nogen tid forinden havde lært at kende. Det var den unge rigmand, Torn L. Johnson, fra Cleveland i Ohio, der fra sin læsning af "Samfundsspørgsmål" fik interessen vakt for Georges tanker og yderligere fordybede sig i dem gennem studiet af "Fremskridt og fattigdom". Han forstod, at disse tankers virkeliggørelse betød omstyrtningen af et system, der muliggjorde hans egne store indkomster som jernbaneejer, men det afskrækkede ham ikke. Ved sit første besøg hos George havde han sagt: "Deres bog om toldspørgsmålet vil snart udkomme, og jeg ønsker at hjælpe til, at den kan gøre gavn"; og han bestilte 200 ekspl. af bogen og sendte en til hver jurist og præst i Cleveland. Både Johnson og Lewis hørte i de kommende år til Georges nærmeste venner; de støttede ham i hans arbejde, specielt under udarbejdelsen af hans sidste store bog, "The Science of Political Economy", som er tilegnet dem i forening.

     Men samtidig med, at Georges venner og tilhængere samlede sig om ham, tog hans modstandere sig sammen; de forskellige demokratiske partier opstillede en fælleskandidat, Abraham S. Hewitt, men kunne dog ikke formå republikanerne til at gå sammen med sig; disse tog til kandidat den dengang unge, senere som præsident bekendte, Theodore Roosevelt.

     Hewitt fremhævede i valgkampen stærkt, at han stod som "samfundsbevareren" mod den truende revolution; han talte om "anarkister, kommunister, nihilister, socialister og teorister" og sagde bl.a.: "Rædslerne fra den franske revolution og kommunens vildskab frembyder tilstrækkelige beviser på, hvilke gruelige følger de lærdomme har, som kun kan sættes igennem ved omvæltning og blodsudgydelse, selv om de sættes i værk af velmenende og personligt ulastelige mænd." Et forslag fra George om et fællesmøde, hvor hver af dem skulle råde over det halve af tiden, afslog Hewitt, "da det jo var Georges mening at sætte arbejderne op mod millionærerne".

     Bladene var alle, med undtagelse af et par enkelte, bl.a. Louis F. Posts "Leader", ivrige modstandere af George og hjalp hinanden med at udsprede røverhistorier om ham. Han betegnedes som en anarkiets og opløsningens apostel, der angreb ejendomsrettens hellige grundvold, og George fik ret i, hvad han straks havde udtalt, at den forestående kamp ville blive en af de voldsomste, som nogensinde havde fundet sted i denne eller nogen anden amerikansk by; og at alt, hvad der kunne blive stillet op imod ham, ville blive brugt; både usandhed og sladder og hvad penge, energi og politisk kendskab formåede. Han tog sig imidlertid kun lidt af den slags; hans kampmåde var ikke defensiv, men offensiv, ikke undskyldninger, men angreb.

     Aldrig var der blevet holdt en sådan mængde taler på begge sider som nu. Overalt var George i virksomhed, og han talte ikke som den, der ivrigt attrår et embede; men som en mand med et kald forkyndte han den vej, der kunne føre civilisationen bort fra den ufrivillige fattigdom. De tidligere valgkampe i New York havde været rent politiske, denne blev overvejende social. Englands presse var i modsætning til ellers optaget af kampen.

     Valgdagen kom, og Hewitt blev valgt med 90.000 stemmer; George fik 68.000 og Roosevelt 60.000. George troede dengang, og han følte sig senere bestyrket deri, at han i virkeligheden var valgt, men ved kunstgreb var blevet nr. 2 ved optællingen. Men han havde opnået et anseligt stemmetal. Og samme aften ved et stort møde i arbejdernes hovedkvarter opmuntrede han sine bittert skuffede vælgere med at lykønske dem til den sejr, dette var begyndelsen til. Modstandernes sejr var som englændernes ved Bunker Hill. "Vi har begyndt en bevægelse, der, selv om den gang efter gang bliver overvundet, dog stadig vil fortsætte" Til en journalist, der dagen efter spurgte George om hans planer, sagde han: "Jeg vil købe en flaske blæk og et dusin penne og så give mig til at skrive igen."

     Det blev dog ikke en særlig rolig og uforstyrret skribenttid for George. Valget havde bragt ham stærkt i forgrunden, og mange steder talte man om ham som arbejdernes kandidat ved det forestående præsidentvalg i 1888. Ved en fest nogle dage efter valgkampens slutning sagde George: "Vi er ikke ved enden af felttoget; det er begyndelsen." Og han gentog her kravet, han tidligere (i 1871 og 1883) havde fremsat i tidsskriftartikler, om at få indført det australske valgsystem med hemmelig afstemning. Og dette blev indledningen til den stærke agitation, der i løbet af få år førte til dets indførelse i de fleste af staterne og til sidst i dem alle.

     Kort efter var det, at George satte det ugeblad i gang, som i de sidste år af 1880'erne bragte bud fra ham som skribent, indtil i begyndelsen af 90'erne, rækken af hans sidste bøger begyndte. "The Standard", som bladets navn var, tiltrak sig straks ved sine første numre i januar 1887 almindelig opmærksomhed ved Georges artikler om Mc Glynn-sagen.

     Præsten Mc Glynn havde jo for nogle år siden af hensyn til sit arbejde i kirken lovet sine foresatte ikke yderligere, end sket var, at tage aktiv del i kampen om det irske spørgsmål, men dette løfte følte han sig ikke forpligtet af overfor de hjemlige spørgsmål, og han havde derfor under kampen om borgmesterembedet uforbeholdent støttet George og talt ved et stort møde, skønt han forud vidste, at dette ville medføre konflikt.

     Det førte da også med sig, at ærkebiskop Corrigan suspenderede ham, og at der kom ordre til ham om at møde for paven i Rom. Mc Glynn svarede, at flere alvorlige grunde hindrede ham i at rejse, også hans helbred; hverken George eller Mc Glynn mente iøvrigt, at en sådan rejse ville være til nogen nytte; Mc Glynn henviste til, at han jo i taler og artikler havde sagt sin mening, og han gentog: "Jeg vil, så længe jeg lever, vedblive som før, i tale og skrift at lære, at jorden er folkets retmæssige fælleseje, og at privateje af jord er i strid med den naturlige retfærdsorden, lige meget ved hvilke verdslige eller gejstlige love det måtte være godkendt. Og jeg ville øjeblikkelig, om jeg kunne det, sætte en lovforandring i værk over hele jorden, som ville ophæve privatejendomsretten til jord uden en øres erstatning til dem, der med urette kaldes ejere."

     I det første nummer af "Standard" skrev George, "at denne sag betød spørgsmålet om, hvilken stilling den største af de kristne kirkeafdelinger ville indtage til nutidens verdensomfattende sociale bevægelse, og afgørelsen deraf ville indebære de største følger, både for den bevægelse og for kirken selv; hvad Mc Glynn var straffet for, var at tage arbejdernes parti mod det system af uret og plyndring og rådne sammenslutninger, som har gjort styrelsen i New York et navn på samvittighedsløshed".

     "Standard" var ene i kampen for Mc Glynn. Selv de ivrige protestantiske blade, som ellers med glæde nyttede lejligheden til angreb på den katolske kirke, stillede sig på grund af den sociale og politiske rejsning, der truede fra George og Mc Glynn, nu side om side med ærkebispen, der brugte tyrannisk magt overfor en alvorlig og afholdt præst; og det godkendtes almindeligt, da samme ærkebisp kort efter afskedigede Mc Glynn fra hans embede, endog på en meget brutal måde. Og pressen var enig i, at Henry George ved at angribe den katolske kirke havde ødelagt sin politiske fremtid og "Standard"s succes. George svarede, at han angreb ikke kirken, men de mænd, som misbrugte den; endvidere, at han havde ikke politiske aspirationer, og at hvis den tid kom, da "Standard" ikke frit og åbent kunne tage sit standpunkt overfor et hvilketsomhelst offentligt spørgsmål, da ville det være på høje tid for det at opgive ånden.

     Noget senere redegjorde Mc Glynn for sit standpunkt i et foredrag om "korset i et nyt korstog". Det blev holdt for et stort auditorium, mest katolikker, af hvilke en stor del var fra hans gamle sogn; og dette møde blev udgangspunktet for oprettelsen af "Antifattigdoms-samfundet".

     Ved denne forenings første møde holdt Mc Glynn hovedtalen; George skrev herom i "Standard" og fremhævede den forbindelse, hvori Herrens bøn her var blevet ført frem: "Således som de simple ord "komme dit rige, ske din vilje, som i himlen så og på jorden" blev sagt af en kristen præst, der forkynder gud som alles fader og menneskene som hinandens brødre; som ser den vidtspredte fattigdom og lidelse, ikke som overensstemmende med guds vilje, men som en fornægtelse af guds orden, og som viser menneskene hen til guds kærlighed og til håb om evig salighed, ikke for at gøre dem til trælle under social uret, der bringer nød og ulykker, men for at tilskynde dem til at afskaffe uretfærdigheden - så har de ord i sig den magt, der lod kristendommen erobre verden; og i New York i dag, ligesom ved Galilæersøen for atten hundred år siden, lytter folket glad til dem, skønt de skriftkloge og farisæerne er rasende, og ypperstepræsterne og de rige er i forlegenhed og skræk.

     Den samme højtidsfulde stil som her, møder vi også i det, som George nogen tid efter skrev i "Standard" i anledning af, at Mc Glynn blev dømt til at ekskommunikeres af den katolske kirke. George omtaler den billedstøtte, som i Rom, overfor kætterdomstolens palads, var rejst for Galilei med den indskrift, at han i sin tid var blevet fængslet dér, fordi han havde indset, at jorden gik rundt omkring solen, - og siger derefter, at således vil kommende tider rejse en lignende statue dér, hvor den sandhedskærlige præst skal ekskommunikeres, og dage vil komme, da lykkelige småbørn, sådanne som nu dør som fluer i lejekasernerne, vil blive løftet op af deres mødre for at lægge kranse på den.

     "Antifattigdoms-samfundet" holdt møde hver søndag aften, og dr. Mc Glynn, som uanset både afsættelse og ekskommunikation stadig betragtede sig som præst, havde ved disse møder lejlighed til at tale til den menighed, der med hengiven ærefrygt var knyttet til ham.

     Selv om arbejdet ved "Standard" lagde beslag på det meste af Georges tid, var han dog i dette år på en foredragsrejse så langt som til Wisconsin, Iowa, Michigan og Chicago. Men der var ikke gået et år siden valgkampen i New York, da han atter, denne gang i anledning af nogle stats- og kommuneembeders besættelse, kom på valg. Men dels på grund af skilsmisse mellem Georges meningsfæller og socialisterne, dels fordi den katolske kirke havde åbnet en hidsig kamp mod George, fik han et forholdsvis langt mindre antal stemmer her end ved forrige valg. Dette var en stor skuffelse for ham, da han, efter det store stemmetal, han trods alt havde fået året forud, havde håbet, at det ny arbejderparti kunne vokse sig stærkt nok til at få betydelig indflydelse på præsidentvalget i 1888. Nu så det anderledes ud.

     Ved præsidentvalget det følgende år ville George derfor ikke indlade sig på opstillingen af en selvstændig kandidat. Præsident Cleveland havde udtalt sig til kongressen om nedsættelse af tolden. Selv om han havde taget udtrykkelig afstand fra frihandel, og det kun var det første lille tegn på en toldreform, så mente George, det ville være rigtigt at støtte Cleveland, hvis det skulle blive til alvor med demokraternes genopstilling af ham, og hvis han til den tid fastholdt sit krav om toldnedsættelse. Mange af Georges meningsfæller var enige heri og skrev om det i "Standard", men der var andre, der ønskede at få en uafhængig mand fra deres egne rækker, og til dem hørte Mc Glynn. Ganske vist havde han i 1884 støttet Cleveland og stod stadig på en venlig fod med ham. Men han kunne ikke tænke sig at have blot det aller ringeste samarbejde med Tammany Hall; denne valgorganisation repræsenterede demokratiet i New York og havde arbejdet hånd i hånd med ærkebiskop Corrigan i retning af at slå jordværdiskatsbevægelsen og dens førere ned. Et sammenstød måtte komme; det så for Mc Glynn og andre ud, som om selve deres førstemand vægrede sig ved at fortsætte i den lige linje, og mange påstod, at han ved sin stilling bandt sig til et bestemt parti. Da splittelsen i "Antifattigdomssamfundet" viste sig uundgåelig, trak George og de, der mente som han, sig tilbage for at undgå pinlig strid.

     Skønt Cleveland blev stærkt bekæmpet af protektionisterne i partiet, blev han dog genopstillet. Han holdt fast ved sine fordringer, og toldspørgsmålet kom i forgrunden. George støttede Cleveland, men hævdede både i "Standard" og på sine møder den absolutte frihandel. I et af disse møder deltog W. L. Garrison den yngre, en søn af den bekendte talsmand for negrenes frihed. Han var blevet interesseret i jordspørgsmålet ved at læse om Georges kamp med hertugen af Argyll; på dette møde sluttede han sig ved en tale afgjort til Georges frihandelstanker og stod efter den tid ofte ved Georges side i kampen med mund og pen. George og hans meningsfæller støttede Cleveland så kraftigt, at de moderate demokrater bad sig bevaret for deres venner, og en marschsang blev udspredt med omkvædet "Vær ikke bange, toldreform er ikke frihandel!"

     George var af den mening, at denne mangel på radikalisme var skyld i Clevelands nederlag ligesom i Hancocks i 1880. Men trods alt mente han, at valgkampen havde bragt folket ansigt til ansigt med skattespørgsmålet og givet et stød til forståelsen af dets betydning.

     Det havde været et strengt år, også fordi det ligeså lidt som mange af de andre havde været frit for økonomiske bekymringer. "Standard" havde stor udbredelse på grund af Mc Glynn-sagen og valgkampen; men dets politiske pionerstilling gjorde, at avertissementerne kun blev få. Det blev læst af tænkende mennesker i mange kredse og havde stor intellektuel indflydelse, men den store stab af medarbejdere var dyr, og George fik mindre og mindre ud af det. Ved bøgerne og foredragene tjente han til tider en del, men når det kunne hjælpe hans ideers udbredelse, strakte han sig vidt, både i retning af at tale uden vederlag og med at give afkald på forlagsretten.

     Det var for George en velkommen anledning til en hviletid, da hans engelske ven, Will. Saunders, som var på vej hjem til London efter en forretningsrejse, indbød ham til at tage en tur med over Atlanten; og kort efter præsidentvalget rejste de. Men ved ankomsten til London mærkede George, at der nok ikke blev tale om nogen rekreationsrejse; og i de par uger, han var derovre, var der ikke længe mellem møderne. George kunne mærke, at det siden sidst var gået frem med forståelsen. En lærebog i socialøkonomi af professor Symes i Nottingham, og et dagblad i London "The Star", begge med grundværdiskatten som ledende princip, var tegn i den retning. Og møderne bar et andet præg end for fire år siden; ikke just, at de var større, men ved det indtryk, de gjorde af, at man nu ikke mere kom sammen for at høre om noget ukendt, løjerligt noget. "Vore ideer er i luften; folk får dem, uden at vide, hvor de kommer fra," sagde George, da han kom hjem. Ved et af møderne i London i denne tid var det, at George udtalte den sætning, der siden ofte blev anført: "Køb ikke godsejerne ud, jag dem ikke ud, men skat dem ud!"

     Den korte visit gav Georges venner mod på at fortsætte, og de formåede ham til efter et kort ophold hjemme at vende tilbage i foråret 1889, denne gang ledsaget af hustru og de to døtre, og for længere tid. Han gennemrejste England og Skotland på kryds og tværs, talte næsten hver aften, og var to gange også i Irland.

     Som prøve på de oplivende illustrationer, der ofte forekom i hans foredrag, kan anføres følgende fra et af møderne: "Den, der ejer jorden, ejer ligeså fuldt luften. Der har så vidt mig bekendt kun én gang været gjort forsøg på at gøre luften til særskilt ejendom. I nærheden af Strassburg var der omkring det 12. eller 13. århundrede et kloster, som byggede en vejrmølle. En af herremændene i nærheden - nu ville de blive kaldt røvere - gjorde, da han så, han ikke kunne få nogen afgift fra dem, fordring på ejendomsret til luften og sagde, da de byggede deres mølle: "Al vinden i disse egne tilhører mig." Munkene indsendte i hast underretning til biskoppen herom. Biskoppen kom på benene og lyste i højtidelige udtryk sin forbandelse over herremanden. Han sagde, baronen var en Belials søn, at han ikke ejede vinden i den provins; at al vinden, som blæste hen over den, tilhørte moder kirken, og at, om baronen ikke tog sin fordring tilbage, da ville selve Roms bandlysning komme over ham. Hr. baronen opgav ævred. Men hvis han havde ejet jorden, ville han ikke have haft nødig at gøre fordring på vinden."

     Denne rejse afsluttedes med, at George sammen med sin familie og et selskab af engelske, skotske, irske og amerikanske venner tog til Paris for at deltage i en kongres om jordspørgsmålet, der var foranstaltet af tyskeren Michael Flürscheim. Ved denne var vist mindst lige så mange opfattelser af sagen samlet, som der var sprog. Men George fik indtryk af, hvordan forståelsen af spørgsmålets betydning bredte sig, også udenfor Amerika og England.

     Og det fik han nogen tid efter i endnu højere grad, da en indbydelse kom til ham om at tage til Australien og tale derovre. Det var et medlem af N. S. Wales parlament, Charles L. Garland, som i England havde truffet sammen med George. Han var formand for jordskyldsforeningen i Sydney og ønskede meget at få George derover, og alt tydede på, at der kunne udrettes noget netop nu. George bestemte sig da til at tage afsted ved nytårstid 1890.

     Australien havde fra hans drengetid haft en særegen tiltrækning for ham. Skønt indtrykkene fra hans rejse, da han som 15-årig var i land i Melbourne, havde været noget af en skuffelse for hans højspændte forestilling, stod Australien senere for ham som fremtidslandet: stedet, hvor den hemmelige afstemning først havde vundet indgang, hvor jernveje og telegraf, i modsætning til, som det var i de øvrige engelsktalende lande, ejedes og lededes af det offentlige, og hvor mangt og meget, der andetsteds ville anses for revolutionært, var blevet selvfølgeligt. George tænkte at skrive hjem til "Standard", så ofte posten gik, men rejsen blev så optaget af travlhed, at han kun til tider og kortfattet kunne skrive. Han rejste vest på ad San Francisco og over Stillehavet. Hans hustru, som nu næsten altid var med ham på rejserne, fulgte ham også her og fik således lejlighed til at gense det land, hvor hun var født.

     I San Francisco talte George to aftener, begge gange for store forsamlinger. Over hans møder her var der naturligvis et stærkt personligt præg. George måtte mindes tiden herude med alle dens oplevelser. Han havde - sagde han - på dette samme sted i sin tid talt de første ord om den sag, for hvis skyld han nu stod her. Men da havde det i stedet for den store forsamling været en fattig opstilling af tomme bænke, han havde haft udsigt til. Den gang havde han syntes, der skulle ligeså meget mod til at stå overfor en tilhørerkreds som overfor et batteri; nu havde han, både i Amerika og i den hele verden, stået overfor langt større forsamlinger end denne. Men han troede ikke, det nogensinde havde været ham en sådan glæde som at stå her denne aften. I årevis havde han lovet sig selv at komme tilbage til San Francisco, til ungdomshjemmet, byen hvor han blev voksen, hvor han blev gift og hans børn blev født, og hvor han fandt så mange venner. Altid ville det sted stå for ham som hans hjem, og det var herligt for den, der havde været længe borte, at blive budt velkommen hjem. Og George talte så til sine gamle bysbørn om, at mens det for ti år siden havde stået for ham som tvivlsomt, om han i sin levetid ville have fået begyndelsen til den store kamp at se, så var sagen nu så vidt, at den ikke lod sig standse.

     På vejen til Australien kom George under et ophold i Auckland på New Zealand sammen med statsmanden Sir George Grey. Denne mand havde været én af de første blandt verdens fremragende mænd til at læse "Fremskridt og fattigdom" og til at hylde dens forfatter. George skrev hjem til "Standard" om, at det nok var værd at rejse langt for at træffe en sådan mand, der skønt aristokrat af fødsel, og næppe 30 år gammel iklædt en diktators magt, fire gange guvernør over vigtige kolonier, dog var ivrig demokrat og i sit livs aften i besiddelse af al den tro og det håb, som sædvanligvis er knyttet til ungdommen . George lovede Grey om muligt at komme tilbage og tale om jordværdiskatten, men travlheden og optagetheden under opholdet i Australien var så stor, at det ikke lod sig gøre.

     To uger efter ankomsten til Sydney skrev George til "Standard": "Jeg har talt hver aften, og havde jeg kunnet dele mig selv i en halv snes stykker, så ville jeg dog have været ude af stand til at få talt med alle dem, der er kommet for at hilse på mig og har haft interessante ting at fortælle mig." Ja, en sådan hvirvel af møder og modtagelser begyndte nu, at George og hans hustru i de tre måneder, de var derovre, nærmest kun havde hvile, når de sov eller rejste; en del fulgte med af den slags, som for George var nødvendige onder. En morgen standsede det tog, han var med, uventet ved en mindre station. "Hvad i himlens navn holder vi her for," spurgte George, der altid var utålmodig efter frokosten på den tid, og som vidste, at ved næste station skulle der spises. "Det er borgmesteren og byrådet, som har fået lov til, at toget måtte holde her i ti minutter, for at der kunne holdes en tale til Henry George," sagde en af dem, der stod på perronen. Og George, som var sulten og hadede den slags ceremonier, måtte stige ud og lade sig hylde.

     En aften i Sydney blev der givet en glimrende fest for ham i N. S. Wales jordskyldsforening; her sagde George i en blanding af spøg og alvor: "Jeg synes ikke om disse festiviteter; at blive stoppet sådan først, er ikke nogen god forberedelse til at tale, og for en mand at sidde og høre på sådan en ros, som formanden gav mig, er ikke behageligt; - dersom det blev givet mig at gå foran i en stor bevægelse, da er det ikke min fortjeneste; det er ikke min lærdom eller min dygtighed; det er på grund af den simple kendsgerning, at da jeg så en stor sandhed, så svor jeg at følge den."

     Til stor begejstring for Georges meningsfæller, som længe havde arbejdet under lidet opmuntrende forhold, fulgtes hans taler og møder hele tiden med stor opmærksomhed, også af pressen i det hele. Det australske "Standard" talte om hans ubegrænsede afveksling af illustrationer, hans skarpe logik og den til tider lidenskabelige veltalenhed, der rev tilhørerne med sig i vekslende stemning, men først og fremmest vakte dyb eftertanke.

     Syd-Australien forekom George at være den fremmeligste af kolonierne. Den ville blive en verdensanfører i grundværdiskatspolitikken, sagde han senere. Her traf han blandt andre dygtige forkæmpere for sagen en pastor Gilmore i Adelaide, som forkyndte Georges tanker frit og helt ud trods ivrig opposition, og som engang udbrød: "Så længe der er vejr i mig, skal ingen afskrække mig derfra." Han var en mand af store personlige evner og megen indflydelse, en australsk Mc Glynn. I Syd-Australien boede også de to mænd, Berens og Singer, der senere i fællesskab forfattede "The story of my Dictatorship", der blev meget læst i Storbritannien og De forenede stater, og som også, med titlen "Fremtidssamfundet", er oversat til dansk.

     Men i Victoria vandt George måske den største sejr i øjeblikket. Det var blevet ham sagt, at i Melbourne og i hele kolonien måtte han vente alt andet end forståelse. Men da George kom dertil, viste det sig, at der var gjort Melbourne uret. I et af foredragene skildrede han, ud fra sit indtryk af byen for 35 år siden, tilstandene derovre på den tid; i et andet ville han behandle frihandelsspørgsmålet, og skønt han udtrykkelig var advaret mod at røre ved det kildne punkt - folk mente, de fik deres eksistens sikret gennem beskyttelse og ville stene ham, om han rørte ved det - så fastholdt han dog sin plan. Han sagde i talen: "Jeg er frihandelsmand, og det helt ud. Jeg ville gerne ophæve al told, jeg ville gå videre: ophæve al skat, der er lagt på kapital og arbejde, alle skatter, der hviler på den menneskelige virksomheds frembringelser. Hvordan skal vi da få de nødvendige indtægter? Ved en skat på al jordværdi, bortset fra forbedringer, en skat, der ville falde lige såvel på et ubenyttet stykke jord i byens nærhed som på et stykke jord, hvor der var rejst hundrede villaer." Og et dundrende bifald viste, at Melbourne havde længtes efter et radikalt ord. Efter mødet stiftedes en frihandelsforening, og et af bladene skrev: "Taleren førte næsten umærkeligt sine tilhørere lige ind i spørgsmålets kerne - gennem en lovprisning af Melbourne by, gennem beklagelse af fattigdommen, gennem fornøjelig skæmt og morsomme anekdoter. Om forelæsningen var omhyggeligt skrevet i forvejen eller var talt ud af øjeblikkets stemning, er ikke sikkert at sige, men i hvert fald var resultatet beundringsværdigt. Mr. George må besidde en fænomenal hukommelse eller også en ligeså forbavsende evne til at ekstemporere. Hver sætning var omhyggelig konstrueret og vel afrundet, hvert udtryk var på sin plads, og det mest virksomme og mest betegnende ord blev brugt.

     Den højtidelige afslutning på hans besøg fandt sted i Sydney, og afskedstalen havde til emne: "Beskyttelse et bedrag, frihandel en nødvendighed."

     Det hele havde krævet 3½ måneds hårdt arbejde for Henry George. Han måtte afslå de indtrængende indbydelser fra Talsmanden og New Zealand. Og han rejste nu hjem over Indien og det røde hav. På rejsen gennem dette så George og hans hustru Sindes ufrugtbare kyster; de nøgne knudrede klipper lå i den stærke sol, sandsynligvis lignende sig selv fra den tid, da Moses førte Israelitterne langs deres fod. På rejsen videre så de Neapel, Pompeji, Rom, Venedig; derfra rejste de gennem Schweiz og Frankrig til England, hvor George talte i London og Glasgow om de store fremskridt, sagen havde gjort på den anden side af jorden.

     Under besøget i London var George også hos General Booth, hvem han havde mødtes med her 6 år før. George havde dengang gennem sit indtryk, særlig af generalens hustru, fået håb om, at "Frelsens hær" kunne blive hans forbundsfælle i kampen for folkets ret til jorden. Dette håb gik ikke i opfyldelse. Mrs. Booth døde kort efter, og med hende mistede bevægelsen sin måske både klareste og varmeste personlighed i retning af social reformpolitik, og hærens sociale bestræbelser gik nu mere og mere i retning af godgørenhedsarbejdet.

     Ved septembertid nåede George og hans hustru tilbage til hjemmet efter den lange rejse kloden rundt. Besøget i Australien betegner højdepunktet i Henry Georges virksomhed som taler og agitator. Men det havde også kostet meget af hans kræfter. Noget ind i december rammes han af et meget alvorligt sygdomsanfald. Det var lammelse af taleevnen, forbundet med stærk hovedpine. Lammelsen viste sig i, at han, skønt han talte ganske tydeligt, brugte fejle ord, undertiden selv lavede, idet han dog selv mente, det var de rette. Det så ængsteligt ud, men blev snart bedre, og ved årets udgang kunne han synes at være helt over det. Men sin fulde legemskraft genvandt han ikke mere.

     Blandt de mange venner, der havde vist deres deltagelse og omhu, var Lewis og Tom L. Johnson, der bestemte, at så snart George var rask nok dertil, skulle han og hans hustru rejse over til Bermudas og holde rekreationsferie. De sejlede da også tidlig i det nye år derover, ledsaget af et par gode venner. Af dette ophold havde George megen nytte. Han spadserede, kørte, roede, og han lærte sig at cykle, en motion, der i de følgende år blev ham en lignende fornøjelse som ridning tidligere.

     I hviletiden dyrkede han skønlitteraturen, læste mindre den rent kunstnerisk æstetiske end den, der gav hans sjæl den stærke impuls. Hans ven Taylor havde sendt ham en bog, og han skriver tilbage: "Tak for "The quiet Wood;" den er god, men hvorfor vil du, mens den store strid står på, og historien er ved at blive til, gå til skovs og blæse fløjte? Jeg kunne ønske at se dig sætte munden til trompeten."

     I sine yngre dage følte han sig mere tiltrukket af "Richard d. III" og "Hamlet" end af noget andet af Shakespeares skuespil. Men i de ældre år syntes det ham, at "Macbeth" med den lidenskabelige fremstilling af ærgerrigheden var digterens højeste frembringelse. George, som var dukket frem af ukendt heden og havde vundet så store intellektuelle sejre som ingen før ham på det område, var sig klart nok bevidst ærgerrighedens farer. Engang sagde han til sin ældste søn, da talen var om Shakespeare: "Intet menneske kan skrive et stort værk uden at være sig bevidst, at det er stort, men den store mand er en ydmyg mand, der vist er ligegyldig med hensyn til sit ry udover hvad selve hans dygtighed kan tale for ham. Englands største digter såvel som den store digter, hvis minde nu Skotland holder højt, Burns, var vel tilfreds med at leve tilbagetrukket."

     George var altid utilbøjelig til at tilrane sig førerskab, det var aldrig mine principper, min sag, men vor. Personlig hyldest var ham imod; skønt vi vel godt kan tage imod ros for de små ting, så skal vi ikke tage imod det for de store. En gang, da ved et møde i New York en begejstret ung mand, der ledede mødet, holdt en oprigtig, men meget smigrende tale til George som indledning, sad denne og vred og vendte sig, som om hans person var blevet angrebet, og ikke rost. Ude af stand til at holde det ud længere, bøjede han sig pludselig frem og stødte med stokken til taleren; denne, som var midt i sin veltalenheds strøm, standsede midt i et ord og så tilbage. Han havde en hviskende samtale med George og vendte sig derefter til tilhørerne, idet han sagde: "Mr. George ønsker, at jeg skal lade være med resten" , hvilket fremkaldte en hjertelig latter.

     Selskabslivets formaliteter var George en plage. Han generedes ved den dertil hørende ofte tomme konversation og af dragtspørgsmålet. Hans skødesløshed med hensyn til dragt forklarer en negerkonduktørs overraskelse, da han - i anledning af sin beklagelse over, hvor lidt drikkepengene gav - fik fire-fem gange så meget af George, som han plejede at få. Det var på en rejse, hvor George var ene om en sovekupé; han gav negeren alt, hvad han havde i småmønt og denne udbrød efter først at have protesteret mod at tage så meget: "Der kan man se, man skal ikke skue hunden på hårene."

*

     Fra foråret 1891, da George kom tilbage fra sit ophold på Bermudas med bedre kræfter, samlede han sig stærkt om boglig virksomhed. Først og fremmest var han optaget af at få skrevet den fremstilling af socialøkonomien, som han længe havde haft under overvejelse. Den skulle forholde sig til "Fremskridt og fattigdom" som lærebogen til stridsskriftet. Arbejdet var blevet udsat på grund af det meget andet, der strømmede ind på ham af opgaver, og den oprindelige plan om en mindre bog var i tidens løb vokset; George indså, at en udførlig fremstilling blev nødvendig på grund af den socialøkonomiske litteraturs mange forskellige opfattelser af grundbegrebernes betydning. Der måtte her foretages et undersøgende og klarende arbejde. Der skulle tillige gøres historisk rede for den socialøkonomiske videnskabs opståen og delvise udfoldelse hos grundlæggerne hundrede år tilbage i tiden, derefter vises, hvordan den udarter og opløser sig under de officielle læreres behandling, indtil den nu, uafhængig af skoler og universiteter, bryder igennem som læren om den naturlige orden og om de naturlige grundlove for produktion og fordeling, som fysiokraterne havde peget på, men som hverken Adam Smith eller senere Stuart Mill i virkeligheden tilfulde havde forstået. Skønt George mente, han selv så klart og kunne bevise sin opfattelses rigtighed, udsatte han dog at give bogen det navn som formålet syntes at berettige til,  indtil han var nærved at være færdig med den, få måneder før sin død.

     At George nu tog fat på arbejdet, skyldtes væsentligt hans to venner, Tom L. Johnson og August Lewis, som ved hans tilbagekomst fra Bermuda holdt på, at han nu skulle trække sig tilbage fra al anden virksomhed, også fra "Standard", og helt hengive sig til samlet skribentvirksomhed for at øge tallet på de bøger, som han alene kunne give. Og de ville, som deres bedste hjælp hertil, have lov at sørge for hans økonomiske uafhængighed. Men de kunne dog ikke hindre, at George - som før - lod sig afbryde af andre og øjeblikkelige krav til hans pen, og at derved arbejdet med bogen strakte sig over en hel årrække.

     Den første afbrydelse kom lige efter at bogen var påbegyndt, og anledningen var, at pave Leo XIII havde udsendt en rundskrivelse (encyclica) om det sociale spørgsmål. Skønt Georges navn ikke vår nævnt, hilste dog ærkebisp Corrigan det pavelige brev som en allerhøjeste godkendelse af hans egen modstand mod Georges lære og hans optræden mod Mc Glynn. Cardinal Manning sagde til Georges ældste søn, som da tilfældig opholdt sig i London, at pavens brev sigtede til hans faders lærdomme, men at George ville kunne "køre med fire mellem brevets påstande og de slutninger, der droges ud fra dem." George selv skrev til sønnen: "Brevet er rettet mod os og næsten alene mod os, og jeg føler mig meget beæret derved." Naturligvis er brevet meget svagt, men det at svare på det, vil give os lejlighed til at forsvare vore grundsætninger for mange mennesker, som ved lidet eller intet om dem."

     Dette var imidlertid ikke så ubetydeligt et arbejde, som George havde tænkt sig. Opgaven voksede under hans hænder, og det åbne brev, han sendte paven, blev langt. Det blev dobbelt så stort som rundskrivelsen, omtr. 100 sider. Han tilsigtede, skriver han i et brev derom, at give en klar og kortfattet redegørelse for sine grundsætninger og at vise deres religiøse karakter. Bogen blev under titlen "Arbejdets kår" offentliggjort samtidig i New York, London og Italien; et eksemplar af den italienske oversættelse blev i smuk udstyrelse overrakt paven personlig. Men George fik aldrig, hverken direkte eller indirekte, noget svar.

     Alligevel var der et årstid efter en begivenhed, som han mente, han kunne tage som et slags svar. Det var Mc Glynns genoptagelse i den kirke, der i 1887 havde ekskommunikeret ham på grund af hans tilslutning til Georges ideer. Dette gik således til. Paven sendte sidst på året 1892 en repræsentant, ærkebisp Satolli, til Amerika. Mens denne var i New York, søgte en ven af Mc Glynn at få dommen tilbagekaldt. Ærkebispen, der øjensynlig handlede efter pavelig instruks, foreslog da, at Mc Glynn skulle give en fuldstændig redegørelse for sit standpunkt; dette gjorde Mc Glynn, klart og uforbeholdent. Et udvalg af professorer ved det katolske universitet i Washington undersøgte redegørelsen og erklærede, at den ikke indeholdt noget, der var i strid med kirkens lære. Derefter ophævede Satolli i pavens navn ekskommunikationen, efter at Mc Glynn havde fordret den fulde frihed til at udbrede sin anskuelse, hvor han måtte finde det for godt, og under den forudsætning havde givet sit tilsagn om, at han i løbet af nogle måneder ville fremstille sig for paven for at få hans velsignelse. Dagen efter - som var juledag - forrettede Mc Glynn for første gang i lange tider messen; om aftenen talte han som sædvanlig i "Antifattigdomssamfundet."

     Lige til nu havde Mc Glynn og George siden deres uenighed under præsidentvalget i 1888 ikke skrevet sammen og havde kun lejlighedsvis truffet hinanden. Men da George hørte om Mc Glynns genoptagelse i kirken, overvandt hans personlige glæde al afstandsfølelse; han sendte straks et telegram og de varme følelser, der deri var udtrykt, besvaredes; således var venskabsforholdet, der havde været afbrudt i fire år, genoprettet; og det vedvarede uforstyrret.

     George fastslog betydningen af Mc Glynn-sagens udfald i et af New Yorkbladene og sagde bl.a., at fra nu af måtte den pavelige rundskrivelse øjensynlig forstås ikke som rettet mod grundskatslæren, men mod de fordrejelser af den, som fra først af havde været paven forelagt.

     Georges svar til paven syntes i begyndelsen ikke at skulle vække den almindelige drøftelse, som han havde ventet, og han tænkte med mismod på, hvorledes kristendommens lærere, lige fra de protestantiske præster til paven, med få undtagelser var forkyndere af almisse eller socialisme og ringeagtede retfærdighedens simple middel. Men det viste sig snart, at det lille klare skrift både på den ene og den anden side af Atlanterhavet blev et vigtigt middel til at vække til forståelse af ligerettens tanker; og bogen var for hans venner tillige et vidnesbyrd om, at hans intellektuelle kraft og åndelige arbejdsevne helt var vendt tilbage.

     "Arbejdets kår" er den lettest tilgængelige af Georges bøger og har netop haft stor betydning ved, at give mange den første forståelse af hans tanker. Den er udkommet på dansk tidligere og i flere oplag end nogen af de andre. Af oversætteren, Jakob E. Langes, forord kan følgende give et indtryk af bogens grundlinjer. George påviser punkt for punkt, hvorledes man netop ud fra det af paven selv påberåbte retfærdighedsprincip må fordømme, hvad han finder såre godt. Han viser, hvorledes den personlige ejendomsret ikke, som paven - og mange med ham - antager, nu holdes i ubrødelig ære, men tværtimod daglig krænkes groft, så de, der arbejder, ikke høster arbejdets frugt. Og han gør det indlysende, at den ægte ejendomsret ikke håndhæves, før det bliver anerkendt, at så vist som enhver har ret til, hvad han frembringer, har ingen ret til at beslaglægge, hvad ingen mennesker har frembragt: den jord, hvorpå vi alle skal leve og arbejde. Men samtidig med at klargøre dette, løfter og udvider han synspunktet for hele sagen. Det er ikke længere "arbejderspørgsmålet" i snævreste forstand, det gælder. Det er ikke nok at påvise, hvorledes de store skarer af lønarbejdere kan sikres mod de værste former af udbytning. Arbejdets kår er ikke opklaret, før vejen er vist, ad hvilken hele den arbejdende menneskehed kan løftes ud af næringssorgens fortrykthed og den økonomiske udbytning, som nu på utallige måder forkrøbler og hæmmer den menneskelige udvikling og forhærder, hvem den ikke fortrykker.

     George havde imidlertid næppe fået dette arbejde fra hånden, før der igen kom bud efter ham fra dagens strid. Hans meningsfæller i England havde til støtte for deres anskuelser påberåbt sig Herbert Spencers bog fra 1850 og fremkaldt en varm debat om den i blade og tidsskrifter derovre, og da Spencer ikke i længden kunne holde sig tilbage, tog han til orde med en tilbagekaldelse af sit tidligere standpunkt og forkastede den grundsætning, han oprindelig havde bygget på. Ved bortforklaringer og benægtelser tog han afstand fra, hvad han i sin tid havde fremsat som øjensynlige, evige sandheder, og i stedet for talen om guds retfærdige ordning var nu rent materialistiske synspunkter gjort gældende.

     Dertil kom, at en anden videnskabsmand, Huxley, i nogle tidsskriftartikler havde benægtet de "naturlige rettigheder" og ment, at han bevislig havde gjort det af med hovedpåstandene i "Fremskridt og fattigdom".

     George, som hidtil havde ladet den senere Spencerske filosofi nogenlunde uænset, mente nu, tiden var kommet til at tage den under behandling. En del af hans venner var betænkelige. Edw. Taylor skrev: "På Deres eget særlige område er jeg vis på, De er uovervindelig, men jeg ville ikke føle mig sikker på Dem i metafysikken, filosofien og kosmogonien. Husk, at livet er kort, at den menneskelige ånds kræfter er begrænsede, og at De endnu ikke har frembragt, (hvad De må frembringe), et monumentalt værk om socialøkonomien". Men der var andre af hans venner, der glædede sig, idet de tænkte på skriftet til paven og polemikken med hertugen af Argyll.

     Bogen mod Spencer udkom i oktober 1892 under titlen "A perplexed Philosopher" (en forvirret filosof). Skønt den blev læst i vide kredse, vakte den dog ikke den opmærksomhed i blade og tidsskrifter, som George havde tænkt sig, og han havde den samme fornemmelse som i den første tid efter, at brevet til paven var udsendt: at han havde misbrugt sin tid ved ikke at fortsætte uafbrudt med socialøkonomien. Spencer tog ikke, så længe George levede, noget hensyn til den skarpe anklage, og det er den eneste af Georges bøger, som i hvert fald i adskillige år ikke blev oversat på andre sprog. Dens emne er jo også lidt mere specielt, men læsere af den vil ikke kunne andet end beundre den overlegenhed og klarhed, hvormed George behandler filosoffen.

     Hans andre bøger nåede stadig videre ud. "Beskyttelse eller frihandel" havde siden sin fremkomst i 1886 vundet stor udbredelse og var nylig i billig folkeudgave spredt i et antal af 200.000 eksemplarer. Men nu bestemte Tom L. Johnson sig til at gå videre endnu, idet han benyttede sig af sin stilling som kongresmedlem. Det var skik, at medlemmerne jævnlig offentliggjorde i udvidet form, hvad de havde talt om i kongressen; de måtte selv betale trykningen, men kunne sende det frit med posten. Johnson og fem andre medlemmer af Georges anskuelser delte nu "Beskyttelse eller frihandel" imellem sig og erklærede hver sin dag om et stykke af bogen, at det var det, de ville sige om toldspørgsmålet. På denne måde blev bogen - til republikanernes raseri - spredt over landet i et umådeligt antal eksemplarer, omtrent 2 millioner, og alle blade drøftede demokraternes fif og tillige selve spørgsmålet.

     Omtrent på denne tid, i august 1892, lod George "Standard" gå ind. I begyndelsen havde det stået alene, nu var der i hundredvis af blade, der tjente den samme sag. Tilstanden i den praktiske politik var iøvrigt ikke opmuntrende at se på.

     Clevelands genvalg til præsidentposten i 1892 blev for George kun til skuffelse. Han havde både talt for ham og stemt for ham; men den lid, han havde sat til ham i toldspørgsmålet, viste sig at være bygget på sand; meget andet end Clevelands behandling af told- og møntspørgsmål vakte hans utilfredshed; og da ved den store jernbanestrejke i Chicago unionstropper - trods guvernør Altgelds protest - blev sendt mod de strejkende, sagde George ved et massemøde af arbejdsfolk i New York: "Jeg står ikke tilbage for nogen i ærbødighed for lov og orden og i mit had til uorden; men der er noget, der er endnu vigtigere end lov og orden, og det er frihedens grundsætning. Jeg står ikke tilbage for nogen i min respekt for ejendomsretten, men jeg ville hellere se hvert lokomotiv i dette land væltet, hver vogn og hvert varelager brændt, og hver skinne brudt op, end at få dem bevaret ved hjælp af stående hære. Det er den orden, som enhver demokratisk republik før os har voldt sin egen undergang ved at lægge sig efter. Jeg elsker den amerikanske republik højere end den orden."

     Og det vakte Georges vrede, da Cleveland viste sig tilbøjelig til, påberåbende sig Monroe doktrinen, at åbne fjendtligheder mod England i anledning af striden om Venezuelagrænsen. Hvor meget end George hadede krigen, så forsvarede han den, når den blev ført for de naturlige rettigheder, for friheden. Men al tale om krig mellem to store civiliserede nationer som England og De Forenede Stater, særlig i anledning af noget, som nærmere beset kun var private pengeselskabers kævlerier, vakte hans harme, og han holdt i anledning af præsidentens udenrigspolitik en glødende tale mod ham ved et møde i New York. Ved slutningen af Clevelands præsidenttid i 1896 skrev George i "New York Journal": "Den filosofiske historiker, som engang, når vore børnebørn er døde, studerer vore tider, vil blive nødt til at kalde Cleveland en mere farlig mand for republikken end nogen af hans forgængere. - Ingen Harrison, ingen Mc Kinley, ingen chef for truster eller ringe som Rockefeller eller Morgan kunne, om de blev valgt som republikanere, udnytte deres stilling i den grad til at slå til republikkens livsnerve."

     Men som så ofte tilforn: opmuntring kom fra anden side og styrkede håbet og modet. En håbefuld tone er der i de linjer, han en dag skrev ned og bestemte til fortale i socialøkonomien, og hvori det hedder: "De år, som er gået, siden "Fremskridt og fattigdom" udkom, har jeg anvendt til gennem bøger, småskrifter, artikler i tidsskrifter og blade, i forelæsninger og taler at udbrede de sandheder, som jeg har forkyndt i bogen. Og jeg har haft et sådant held dermed, at det ikke alene langt har overgået, hvad jeg for femten år siden turde vente, men jeg har grund til at tro, at jeg af alle mennesker, som jeg har hørt om, og som har forsøgt et lige så stort arbejde mod lige så stor en overmagt, har været den mest begunstigede i resultatet af mine bestræbelser for at rejse en tanke. Ikke alene, hvor engelsk sprog tales, men i alle egne af verden er mennesker stået frem, som vil føre den bevægelse, "Fremskridt og fattigdom" indledede, frem til sejr. Det store værk er ikke udført, men det er begyndt, og det kan aldrig gå tilbage."

     Det var Georges mening, at han så tidligt som i 1896 eller i hvert fald i foråret 1897 ville nå til udgivelsen af den bog, han nu i flere år havde arbejdet på. Men hans inddragelse i præsidentvalgkampen mellem Bryan og Mc Kinley, hvor han ivrigt støttede Bryan, gjorde at det ikke skete. Og fuldt færdig blev den aldrig; dog så vidt afsluttet, at det, der manglede, væsentligt kun angik det sidste afsnit, "om penge", og at han selv, i en samtale om bogen nogle dage før sin død, kunne sige, at den i alle hoveddele var fuldført, og at hvor den ikke var det, viste det, der var skrevet, tydeligt retningen af hans tanke. Og den blev da også i begyndelsen af 1898 udgivet, helt som den forelå fra forfatterens hånd.

     Et sådant kampliv sætter sine spor. Skønt endnu ikke 58, følte George sig mere fremrykket i alder, end de fleste gør i de år. Hans oprindelige jernhelbred var tydeligt nok i aftagen og denne nedgang i kræfter viste sig også under kampen om præsidentvalget. Da nederlaget kom, var han mere skuffet end ved nogen tidligere offentlig begivenhed. Han syntes, at århundredet endte i mørket, og at det sande demokratiske princip, der ved Thomas Jefferson havde sejret ved dets begyndelse, nu ved udgangen var overvundet af det Hamilton'ske fåmands- og rigmandsvælde. Men han talte kun lidt derom, han skrev på sin bog for at give, hvad han kunne til dem, der skulle føre kampen videre. Skønt der kom sygdomsanfald med træthed og svimmelhed, og lægen Dr. Kelly advarede, ville George ikke høre tale om ferie. Han foretog også i denne tid et gennemsyn af "Fremskridt og fattigdom" for en ny udgave, og trods de 16 års kritik fandt han ingen anledning til rettelser i nogetsomhelst væsentligt.

     I løbet af sommeren rygtedes det, at George ville blive opfordret til at stille sig som uafhængig kandidat til borgmesterstillingen i New York, det samme embede, som han for 11 år siden havde stillet sig til, kun at New York nu var blevet et langt større område end dengang; den var efter indlemmelsen af Brooklyn og andre nabokommuner blevet den næstfolkerigeste by i verden.

     George gjorde, hvad han kunne for at nedslå den tanke, at han ønskede opstillingen, og fremhævede de hindringer, der var; men der arbejdedes af tusinder ivrigt for at få ham frem, og efterhånden kom han, som sidst, til at se det som et spørgsmål om pligt, og da vejede hverken hans egen eller lægernes betænkeligheder tilstrækkeligt. Dr. Kelly og et par andre læger var enige om, at han sandsynligvis ikke ville kunne overleve en sådan valgkamps voldsomme kraftanspændelse; han takkede dem for deres råd, skulle også rette sig efter det, medmindre han kom til at se det som sin pligt at stille sig. "Da må jeg adlyde; når alt kommer til alt, hvor lidt ser vi da ikke af det fremtidige." Og hans hustru havde det samme syn på tingene; hun sagde til venner, der fremhævede faren: "Jeg har aldrig hindret ham i at gøre, hvad han klarlig så, var hans pligt. Og bestemmer han sig for at indlade sig på denne valgkamp, - da vil jeg gøre alt for at styrke og opmuntre ham. Han må leve sit liv på sin måde."

     Når man i følelsen af, at helbredshensyn ikke ville afholde George, fremhævede embedets for ham uvante arbejde og besværligheder, svarede han, at han, ligesom i sin tid Thomas Jefferson, mente, at en demokratisk styrelse skulle vælge til de højeste embeder ikke først og fremmest de mænd, der forretningsmæssigt set var de bedst skikkede, men de mænd, der bedst kunne repræsentere folkets interesser, og at hvis han stillede sig, var det ud fra de grundsætninger. Og det, som mere end noget tilskyndede George, var netop, at det såkaldte demokratiske parti, der styrede New York, ville opstille en mand, der var parat til at tjene den råddenskabspolitik, der i flere slægtled havde gjort det New York'ske demokrati til et skældsord for hele landet og at derfor det radikale element i demokratiet var ivrigt for at samle sig til en ny kamp mod pengemagten, og føre de Jefferson'ske kræfter frem imod de Hamilton'ske.

     Som ved lignende lejligheder sammenkaldte George et møde af fortrolige venner. Det var i begyndelsen af oktober; omtrent 30 var tilstede. Der blev talt for og imod. Resultatet blev, at George bestemte sig for kampen, og en mærkelig forandring foregik med ham fra det øjeblik, bestemmelsen var taget. Da han gik hjem, var der nyt liv i hans træk; hans skridt var lette, og han fløjtede så småt ved sig selv på den gamle, håbefulde drengemaner; uden at ane det fór han, idet han kom ud på gaden, lige imod Richard Croker, én af førerne for det politiske misregimente, som han næsten med sit sidste åndedræt skulle anklage. Da George nu kom hjem og tilsidst talte med sin hustru om afgørelsen, mindede han hende om hvad hun i sin tid havde sagt om Michael Davitts stilling i et afgørende øjeblik. "Nu står jeg på samme måde; folket kan ikke enes om nogen anden; og dersom jeg går ind i kampen, vil den komme til at stå om de naturlige rettigheder, og mit held vil kunne kaste vor sag ind i verdenspolitikken." Hun svarede: "Du skal gøre din pligt, hvad det så skal koste"; og så var det afgjort.

     Georges antagelse, at hans kandidatur ville ændre valgkampens udseende, viste sig at være rigtig. Den betød ikke alene kamp mod valgmaskineriet og for renhed i politik, men den gjorde tillige valgkampen social. Retfærdighed, frihed og lighed var feltråbet, hvor hans banner vajede. Fra forskellige egne af landet rejste mange nu til New York for at deltage i kampen, og varme lykønskninger sendtes fra alle kanter af verden; for dette valg gjaldt noget andet og mere end et embedes besættelse.

     Men hans nærmeste venner var ængstelige. For mens tallet på dem, der havde sluttet sig til ham og kaldte ham fører, var vokset mangfoldigt, siden han 11 år tidligere stod i den samme kamp, så var nu hans egne kræfter langt færre. Han var nær besvimet på vejen hen til Cooper Union, da han den 5. oktober om aftenen skulle modtage kandidaturen. Da han talte, var det med den samme klang af mod og håb som før, men hans ord var til tider svage og langsomme, og de nærmeste forstod, hvor stor en anstrengelse det havde været for ham.

     Alligevel, kræfterne syntes at øges under slagets spænding. Han var gået ind på kun at holde 4-5 taler i alt, men opgav snart dette som tåbeligt, og det blev i stedet til 4-5 gange om dagen, vistnok mere end de tre andre kandidater tilsammen.

     Disse var van Wyck, Benjamin F. Tracy og Seth Low; de to første var opstillet af det sædvanlige valgmaskineri, henholdsvis for demokraternes og republikanernes parti, Seth Low derimod som uafhængig republikaner og som protest mod den politiske svindel. I en af de sidste taler, George holdt, betegnede han kort sin stilling til Low ved efter nogle anerkendende ord at føje til: "Men han vil reformere på aristokratisk måde, jeg på demokratisk; han vil hjælpe folket; jeg vil hjælpe folket til at hjælpe sig selv." De to andre modkandidater gik han ud fra, hans tilhørere ikke var fristede til at stemme på.

     Hvad Georges vælgere manglede i organisationsmaskineri, havde de til gengæld i intensiv begejstring. Blandt hans hjælpere stod Johnson og Lewis i forreste række. Lewis boede i nabolaget, og hver dag fik han George hen til sig til frokost og tvang ham venskabeligst til bagefter at hvile sig.

     Fem dage før valget, torsdagen den 28de oktober, talte George 4 steder og kom ikke tilbage til hovedkvarteret før henad midnat. Hans hustru var, som altid, med ved møderne; det første var på Long Island; han viste tegn på træthed, men hans sætninger var klare, og ordene velvalgte. Her sagde han bl.a.: "Vildfarelse og uret er blevet kaldt med sandhedens navn, og dette land høster urettens frugt. Arbejdsbesparende maskiner er - ligesom erobrede kanoner - blevet vendt mod dem, de skulle hjælpe, og arbejdet er ved at segne under sine byrder. Og må vi ikke i dette frihedens land rejse os til modstand, når det er kommet så vidt med arbejdet, at det ydmygt, som en nåde, må søge det, der var dets ret."

     Ved et af de andre møder var der i trængslen omkring George, da han forlod salen, en fattig gammel kone, der med sagte stemme gentagende sagde: "Gud velsigne Dem, Henry George, De er en god mand." George, der straks lagde mærke dertil, vendte sig imod hende og sagde: "Gud velsigne også Dem, De må være en god kvinde, når De sådan kan bede Gud velsigne mig."

     På vejen til det sidste møde viste George stor træthed, og kun med anstrengelse kom han op på talerstolen. Klokken var blevet lige ved 11, og en del af tilhørerne var begyndt at bryde op, men strømmede nu tilbage for at høre ham. Denne tale blev i modsætning til de andre usammenhængende og uklar; men han talte kun kort, så tog de en vogn til hotellet, hvor George boede om natten i denne tid.

     Ved midnatstid kom George, hans hustru og de af deres venner, som var blevet sammen med dem - 10 ialt - ind i spisesalen for at tage en let aftensmad. Georges omgivelser måtte lægge mærke til hans blege og trætte udseende; men efter måltidet, og da cigaren blev tændt, syntes han at befinde sig bedre. Dog inden man skiltes, klagede George sig for sin hustru over nogen utilpashed; og da hun tidlig om morgenen vågnede, så hun, at han var stået op; han sagde, han havde det godt, men noget senere var han gået ind i den anden stue, og hun fandt ham der, stående med hånden på en stol som for at støtte sig; hans ansigt var hvidt, hans legeme stift som en støtte, hans skuldre tilbagetrukne, hovedet løftet, øjnene vildt åbne og gennemtrængende, SOM om de så noget. Det ene ord ja blev gentaget mange gange, først med roligt eftertryk, så med hele hans sjæls kraft og styrke, så igen svagere, mens han blev hjulpet hen på sengen. Den ældste søn, som også boede på hotellet, blev tilkaldt og derefter dr. Kelly, Johnson og Lewis, som boede nær derved. George var bevidstløs, da de kom. Det var et apoplektisk anfald, et kar i hjernen var sprunget. Og kort efter var han død.

     George havde ved sin opstilling til borgmesterembedet henledt opmærksomheden fra den store verden på den New York'ske valgkamp. Og nu ved hans død strømmede budskaber ind fra alle sider for at bringe hyldest til hans båre - ikke alene fra alle kanter af nationen, men også fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Danmark, - fra Afrika, Australien, Japan og Kina. For verdens opmærksomme øjne havde han kæmpet, med døden for øje, for at prædike retfærdigheden. Vidt omkring lød i pressen lovord om den døde. "Han var mere end en embedskandidat, mere end en politiker eller statsmand. Han var en tænker, hvis værk tilhører verdenslitteraturen. Som tænker, filosof, skribent var han stor, men størst var han som apostel for sandheden, som han så den, en evangelist, der bar retfærdighedens og broderskabets evangelium til jordens fjerneste egne."

     Hele søndagen lå liget til skue i Grand Central Palace. Fra tidlig morgen gik gamle og unge, rige og fattige, forbi for at tage afsked, og mange af den store bys ukendte, forladte og ulykkelige kom her for at se det sidste glimt af den mand, de uvilkårlig havde følt, var deres forkæmper. Et af bladene, skrev: "I det mindste 100.000 gik forbi hans båre, og et andet 100.000 var forhindret derfra, fordi de ikke kunne komme den nær." Om eftermiddagen, da den store sal var fyldt til sidste plads, og dørene lukkedes, foregik den enkle, men storslåede højtidelighed, lige så fri i sit præg som hans egen brede religion. Salmer blev sungen, og dr. R. Heber Newton læste op af det smukke ritual, som han og den afdøde sammen som drenge havde lyttet til hver søndag i St. Paulskirken i Philadelphia. Andre af Georges venner, deriblandt Mc Glynn og John S. Crosby talte, og efter at talerne havde lydt, brød den stærke følelse jordefærdens stilhed, og hyldestråb brød frem fra de bevægede hjerter. Det var blevet aften, da det store tog satte sig i bevægelse. Kisten var anbragt højt på en blomsterklædt vogn, der blev trukket af en dobbelt række af førte heste. Lysene fra den store by skinnede, medens ligtoget nåede frem gennem de menneskefyldte gader og over broen til Brooklyn, hvor følget opløste sig, og kisten blev overgivet til familien. Den næste dag skrev et af modpartens blade: "Oprigtigheden hos et menneske er måske ingensinde i verden blevet hyldet, som den blev det i går."

     Næste morgen - mandag d. l. november - ved daggry, læstes ritualet i hjemmet på Fort Hamilton, og derefter talte Mc Glynn om udødelighedstroen. Så bar slægt og venner Henry George til Greenwood kirkegården, hvor han kom til at hvile på bakkekammen, ved siden af den ældste datter, som tidligere samme år var gået bort. Alt var indhyllet i efterårsdagens milde grå lys og nærved, mod syd, lå det skinnende Atlanterhav.